|
No. 11-12, 27de Juni 1842.
Svaghed Sandhed dølger;
Ondskab den forfølger.
MENIGMANDS POLITIK
I nogle Aar efter hinanden havde jeg Anledning at lægge Mærke
til de forskjellige Maader, hvorpaa nogle gifte og bosatte Mænd
af Arbeidsklassen høitideligholdt den syttende Mai. Og disse
Maader vare isandhed saa forskjellige, at de nok kunde vække
Opmærksomhed baade som Træk af Enkeltmands og af en talrig
Klasses Karakteer. En begav sig allerede Dagen forud udaf
Byen med Brændeviinsflasken i Lommen, Hatten paa halv Snurr
og en Geværpibe i en Træstok under Armen; og efter en ikke
altfor stø Vandring plejede han da at slaae sig ned paa en eller
anden Bjergknat i Omegnen, hvor han da paa Slaget 12 om Natten
begyndte at drikke og fyre. Det var smaat med ham, saa han
hverken havde Raad til det ene eller det andet; men den Følelse,
der drev ham dertil, var, med al sin Dunkelhed og Uklarhed,
langtfra uagtværdig. Han vidste vel ikke at angive anden Grund
for sin ensomme Glæde end at det var "syttendes" Mai, men
han satte den dog i Forbindelse med Fædrelandet, og havde en
Slags Tanke om at noget godt maatte være hændt det paa denne
Dag. Men det var kun Begyndelsen, og dog som oftest Enden
paa Stadsen. Thi enten blev han funden langt op paa Dagen
sovende paa Pletten ved Siden af den tomme Flaske og sin Gevær-
|
| d.IV,b.6,s.298 |
pibe, eller han ranglede hjem om Morgenen, og tilbragte saa Dagen
og den følgende Nat med at sove ud. I hvad saa var Tilfælde,
nød han ikke videre af Festen. Men det allerbesynderligste var
dog, at jo kortere Moroen og jo fuldere han havde været, og jo
kleinere han havde været derefter, jo prægtigere syntes ham han
havde moret sig, jo herligere feiret Dagen. Med blege Øine,
skjælvende Lemmer og bankende Aarer i Tindingen tog han vel
den 18de fat paa Arbeidet; men noget andet vilde ikke gaae end
den idelige Fortælling om hvor tidlig han var gaaen ud, hvor
Geværpiben havde smældt o. s. v. -- kort, hvor morsomt det
havde været, og hvilken dygtig Karl til at feire Dagen han dog
var.
"Var du ikke med ud paa Æfta'en da, Lars, da de raabte saa
Hurra?" kunde en spørge, som troede, at han havde feiret Dagen
bedre ved at gaa med en stadig Pidsk fra Morgen til Qvel.
"Nei, Gut, da laa jeg," var da Lars's selvtilfredse Svar; "men
jeg skreg saa under Fyringen paa Bjerget, at de vist ikke fik Ro
paa sig i de nærmeste Gaarde. Aldrig har jeg havt slig syttende
Mai."
Jo, saa omtrent var det hvert Aar med Lars. Men Gjenboen
havde det anderledes. Han havde ikke Lars's letblodige Gemyt,
sad inde om Dagen og saae paa de pyntede Folk, drak af Sinde
over at de saae rige ud, mens han var fattig, listede sig saa ud
i Qvellingen, og plejede saa at feire Resten af Dagen med at
slaaes, men især med Overfald paa Folk, han troede at have
noget at misunde. Han havde ikke klarere Begreb end Lars om
Dagens Betydning; hans Ahnelse om at den skulde være en Fri-
hedsfest, og hans forvirrede Begreber om hvori Friheden bestaaer
og kan bestaa, i Forbindelse med hans vredladne og misundelige
Gemyt, bragte ham til at troe, at han hyldede den ved at bringe
Ligheden Offre af blodige Næser og Pander.
"Se her Resten af Frakken paa den Storsnude," sagde han om
Morgenen efter, visende frem nogle Remser. "Tre Dalers Klæde!
Saa skal de have det. Det var gruskt til syttende Mai." At han
som oftest vaagnede paa Raadstuen den 18de følger af sig selv.
Men der var endnu en Gjenbo, og han lod ogsaa til at have
sin egen Maneer at feire Dagen paa. Den kunde falde ind paa
en Hverdag eller Søndag, saa var Gaden feiet udenfor hans Bolig
og Pallen barstrøet, og man kunde gjennem de reenvaskede Vin-
|
| d.IV,b.6,s.299 |
duer see ind i hans Stue, at den ligeledes var det og meer end
almindeligt oppudset. Dog var han paa Arbeide om Formiddagen,
men om Eftermiddagen spadserede han ud med Kone og Børn,
alle søndagsklædte, og naar han kom hjem, satte han sig paa sin
Trap med en Flaske Godtøl foran sig til sin Pibe, seende med
et fornøiet Ansigt paa de Forbigaaende og snakkende med dem
han kjendte.
Det var en sand Fornøielse, at sidde der et Qvarteerstid hos
ham og slaae en Passiar af. "Før gjorde jeg som Lars," sagde
han: "jeg var vel en ordentlig Mand hele Aaret om; men den
17de Mai holdt jeg det for en Pligt at drikke mig paa en Kant
og vel saa det. Jeg sandede meer end engang med Hovedpine
det næsten til Ordsprog blevne Indfald, at den 18de Mai er den
værste i hele Aaret."
"Men hvorledes kom I da paa denne bedre Maade at feire
Dagen paa, Anders? Saa I jer lei paa Lars og han Slaaeskjæmpen
derover?"
"Deels det; men engang faldt der mig i Hænderne en Norges
Historie, hvori det var forklaret hvad 17de Mai var for en Dag,
og da indsaa jeg, at den gamle Maade ikke var den rette at feire
den paa. Men det var ikke saa frit, at almindelig Mand bare
tog efter hvad han saae hos Andre, som dog bedre end han maatte
kjende Dagens Betydning."
"Kanskee, Anders. Dog vilde det være skammeligt at tænke
om Nationen, at ikke den store Deel deraf altid har høitidelig-
holdt sin Frihedsdag paa en værdig Maade. Og hos Os har
det ikke manglet paa Bestræbelser i de senere Aar forat give
Almuesmanden Anledning til at tage Deel deri, skjøndt der des-
værre endnu er Tegn til, at Mange blot betragte den som et
Slags Sankthansaften, da det kun gjælder om at slaa sig løs. At
iagttage et afmaalt høitideligt Anstrøg vilde være piinligt og nar-
agtigt hvor man har Aarsag til at være glad og munter; men
netop hvad I anførte, Norges Historie, opfordrer til en Følelse
af Taknemmelighed mod Forsynet, som maa give Glæden et op-
højet Præg. I veed, at gamle Norge engang var et hæderdækket
selvstændigt Kongerige. Det havde havt en Kongerække som intet
andet Folk kan opvise Magen til. Det var indvortes frit og an-
seet imellem Landene. Da kneisede Throndhjems Domkirke i
sin fulde Herlighed, Tønsberg, Sarpsborg, Oslo og Hammer vare
|
| d.IV,b.6,s.300 |
Byer, hvis Blomstring selv de langvarige indre Feider ikke kunde
tilintetgjøre. Byerne vare befæstede, Bygderne vidt opodlede
om de talrige Kirker og Kapeller. Grændsen gik mod Syd til
Göthaelven. Syv Herreder eller Fogderier med Staden Konghelle
og Bohuus Fæstning vare da norske paa hiin Side Svinesund.
Landshøiheden strakte sig over alle de nordlige og vestlige skotske
og engelske Øer, over Færøerne, Island og Grønland -- kort Norge
var i en Tilstand, som ret syntes istand til at vedvare gjennem
Aarhundrederne, og hvorom Erindringen maa opgløde ethvert
norsk Hjerte. Men paa samme Tid, som den herlige Kongerække
afbrødes af en Uduelig, rammedes Norge haardere end de andre
Lande af en hærjende Pest, den sorte Død. De gjenlevende Mænd
af nogen Betydenhed og navnlig Geistligheden syntes at have
tabt de Baand, som kunde forene deres Kræfter. Afsondrede,
beskjæftigede med egne Eiendomsanliggender lod Odelsmændene
Staten skjøtte sig selv, overladende dens Ve og Vel i nogle Faas
Hænder paa Herredagen, saa Folkets Frihed gik forloren. Riget
var som et forladt Orlogsskib, som der ikke skal andet til for at
indtage end at bestige det eller faa et Varpetoug i. Uden Mod-
stand fra Folkets Side gik Foreningen med Danmark for sig, og
under den gik det Norge saa ilde, og blev det saa slet behandlet,
at det er at forundre sig over og ikke geraader Folket til Ære,
at den kunde bestaa i over 400 Aar. Vel indsaa Enkelte med
dyb Smerte, at Aarsagen til at Riget ikke kunde vinde sin gamle
Velmagt tilbage laa i denne Forening med et fjernt Folk, under
en egennyttig Regjering; men først et stort Stød udenfra formaaede
at vække Folket til en Anstrengelse for sin Frihed og nationale
Ære. Det kom i Budskabet om at Landet uden videre skulde
afhændes til Sverige som en privat Ejendom, somom det havde
været en Gaard eller Plads, der kunde skjødes fra Peer til Poul.
Det havde lykkets den danske Regjering ved sine idelige Krige
med Sverige, som den førte med norsk Blod og betalte med norske
Provindser, at udklække meget Had og Fordom i Norge mod den
svenske Nation, som i Løbet af de Aarhundreder, hvori Norge
sov, havde afkastet det danske Aag, gjort sig berømt i Verden
fremfor andre Nationer og indvortes friere end de fleste. Det
tilbød Norge en lignende Forfatning; men det besluttede at give
sig en selv og at forsvare sig mod Sveriges Fordring. Danmark
mente det dog ikke oprigtigere med Transporten af Norge, end
|
| d.IV,b.6,s.301 |
at det med hemmelig Glæde saa det i en 7aarig Krig med England
for Danmarks Skyld udarmede Norge at ruste sig til Kamp paa
Liv og Død. Dets Thronarving, Kristian Frederik, befandt sig i
Norge som Statholder, og Ingen var ivrigere end han, skjøndt
han gandske manglede en Feldtherres Egenskaber, ja endog en
Krigers Mod, til at opildne Folkets Kamplyst. Han vilde bevare
sit Arverige uden at der skulde være Spørgsmaal om nogen fri
Forfatning; men denne var de oplyste Normænds første og faste
Beslutning. De lode ham vide, at han nu ingen anden Ret havde
til Norge end den Folket vilde skjænke ham ved sine Repræsen-
tanter. Disse sammenkaldtes da paa Eidsvold 10de April 1814,
hvor de til den 17de Mai 1814 fik en Grundlov eller Statsfor-
fatning færdig, som erklærede Norge i sin 1ste Paragraf for et
frit og selvstændigt Rige, og paa hvilken Dag de først udøvede
denne Selvstændighed ved at vælge Kristian Frederik til Konge.
Han begyndte nu Krigen med Sverige, hvis Fordringer under-
støttedes af de øvrige Magter, og i hvis Spidse stod dets kaarne
Kronprinds Carl Johan, en af Tidens største Feldtherrer og der-
tilmed bekjendt som en ædelttænkende Mand af oplyste og fri-
sindede Anskuelser. Kristian førte Krigen ogsaa saa daarligt, at
han inden 7 Maaneder maatte takke af, hvorpaa Normændene
modtoge Sveriges af Kronprindsen gjentagne Tilbud, at de kunde
beholde sin selvgivne Grundlov med de Forandringer, en Forening
med Sverige maatte gjøre nødvendige. Denne foregik den 4de
Nov. samme Aar, da Kongen af Sverige valgtes til Norges Konge,
og den saaledes til en Forening med Sverige afpassede Grundlov
undertegnedes af det første Storthing. Som selvgiven maa Grund-
loven have dobbelt Værd for vort Folk, og da denne Handling
skiller Norges lidet hæderlige og bedrøvelige Mellemtid under
Foreningen med Danmark fra dets ærefulde og lykkelige Nutid
og Fremtid, er det naturligt, at den Dag, da Grundloven først
undertegnedes som færdig, maa være det dyrebar og betydnings-
fuld som det herligste Lyspunkt i Folkets Historie, ligesom det
ædle Hensyn til dettes Vilje og Ulykke er det i Carl Johans per-
sonlige Saga og den 4de Nov. er det i hans politiske. Derfor
erindres Han paa den 17de Mai af enhver oplyst og patriotisk
Normand med Taknemlighed, om Gud end ikke havde forøget
hans Velgjerninger mod Norge med en mangeaarig Regjering, som
vi ere stolte af og lykkelige ved, mens Mindet ikke dvæler med
|
| d.IV,b.6,s.302 |
Behag ved hiin danske Prinds, hvis Skyld det mindst var, at det
gik saa godt som det gik. Et vidunderligere Aar har aldrig nogen
Nation oplevet end Norge i 1814. Guds Finger er synlig i dets
Begivenheder. Derfor bør en Følelse af religiøs Taknemlighed
forædlende blande sig i Folkets Glæde paa dets Frihedsfest, og
det afbetaler kun en ringe Gjeld til hiint Aars Helt, Carl Johan,
ved at lyde hans Paabud, at den ikke bliver udskjæmmet ved
Udskejelser."
"Ja saameget skylde vi ham sagtens," sagde Anders, idet han
lettede paa Kruset.
I samme Øieblik stak Lars, der havde sovet siden om Mor-
genen, Hovedet udaf sin Dør og raabte over! "Er I alt oppe,
Anders, før Solen rigtig faaer rundet? Idag bliver der ikke meget
gjort, for igaar var det en strid moresom Syttende." (Han tog
i Ørsken feil af Øst og Vest, hvor Solnedgangen netop farvede
Himlen med sit Purpur, troende, at det alt var næste Morgen).
Anders holdt det for klogest, at lade ham blive i Troen og at
raade ham "at lure til Middag, saa Eftermiddagen kunde blive
noget tes;" men neppe var han inde før den anden stridbare
Nabo laasede sin Dør af og ranglede ud i Tusmørket, hvormed
hans Fest skulde begynde. Den endte paa Raadstuen. Da Anders
hørte det, sagde han: "Thorbjørn er nu et Sviin, men Almuen
mangler blot Oplysning om det Rette for at have ligesaa faa Sviin
som andre af Samfundets Klasser."
|
| BLA BAKOVER |