|
|
| d.IV,b.6,s.294 |
SANDE OG USANDE ORDSPROG
Et gammelt godt Ordsprog hedder: "Hvad med Synden kommer,
med Sorgen gaaer;" og deri ligger den vigtige Sandhed, at hvad
man har erhvervet paa en syndig Maade, med Uretfærdighed og
ved ulovlige Midler, det medfører ikke nogen Lykke eller Vel-
signelse, men forsvinder snart igjen, og bliver Ejermanden snarere
til Sorg end Glæde. En Sandhed, som, saalidet den end agtes
og troes af mange, dog bekræftes af Erfarenhed. Røveren, Tyven,
Spilleren, Bedrageren, (thi alle disse fortjene at staae i Klasse
sammen, da de alle, enten paa en grov eller fiin Maade, søge
at berige sig paa andres Bekostning), disse indbilde sig dog, at
deres Rigdom, skjøndt ulovlig forhvervet, skal skaffe dem varig
Velstand; men hvor bedrage de sig ikke med denne Indbild-
ning? Ofte opdages deres Ondskab, og de faae den Straf, deres
Gjerninger fortjene; ofte gaaer deres Formue forloren ved et
eller andet uventet Tilfælde, saa de sjelden blive i rolig Be-
siddelse deraf indtil deres Død. Og hertil er en dobbelt Aarsag.
For det første er det umuligt, at Gud, som er retfærdig og har
befalet os at vise Redelighed og Retfærdighed i al vor Omgang
med Andre, kan lade nogen Velsignelse hvile paa det, der for-
hverves paa ulovlige Maader. Dernæst kan man ogsaa angive
en meget naturlig Aarsag, hvorfor uretfærdig Gods sjelden bliver
Ejermanden til nogen varig Nytte. Det gaaer nemlig oftest med
Den, der samler Rigdom med Uretfærdighed, ligesom med uor-
dentlige Huusholdere, der ikke afpasse sine Udgifter efter Ind-
tægterne, men leve høit saasnart de have nogen usædvanlig
Fortjeneste, og følgelig siden maa lide Mangel, da de ikke altid
kunne have samme Indtægter. Saaledes har det sig ogsaa med
de Andre. Deres fornemste Indtægter beroe paa hvad Fangst
de kunne gjøre og hvad Leiligheder de kunne finde til at be-
drage Andre; da nu dette ikke altid kan lykkes dem lige vel,
især naar deres Kneb blive bekjendte, saa er det intet Under,
at de snart tilsætte det forhen Erhvervede, og siden maa savne
det Nødtørftige.
Vel kan man ikke negte, at der jo og gives undertiden Ex-
empler paa, at Mennesker, skjøndt de paa ulovlige Maader have
samlet Rigdom, dog blive i rolig Besiddelse af samme; men
aldrig maa sligt forføre os. Det er kun den Løn, de skulle have
|
| d.IV,b.6,s.295 |
her i Livet, siden Gud seer, at de ikke ville have deres Gode
i det evige Liv. Gud har sine vise Hensigter, hvorfor han lader
saadanne Syndere roligen og med Held samle Formue. Han har
allerede bestemt, hvem der i sin Tid skal høste Frugterne af
deres Møie; saaledes som Salomon udtrykker det: "Gud giver
Synderen den Møie at sanke og at samle til at give Den, som
er god for Guds Ansigt."
Derfor maa vi aldrig søge at samle os Rigdom, eller tilvende
os det mindste ved Næstens Fornærmelse eller noget ulovligt
Middel, men stedse troe, at det Lidet, vi ved Flid og Stræb-
somhed paa lovlige Maader forhverve, skal blive os til bedre
Velsignelse og langt varigere end uretfærdig sammenskrabet Rig-
dom. Det Lidet, hedder det, som den Retfærdige har, er bedre,
end mange Ugudeliges meget Gods.
Saa nyttige som gode Ordsprog ere, der indeholde frugtbare
Sandheder, saa fordærvelige ere derimod de slette, som indeholde
urigtige, mod Gudsfrygt og gode Sæder stridende Sætninger. I
Stedet for at de første hænge ofte den Enfoldige i Hukommelsen,
og tjene ham som gode Leveregler, saa forføre derimod de sidste
Mange, som ei besidde skarp Dømmekraft, til at tænke og handle
slet. "Den, som Ondt ei gjør, gjør Godt," er saaledes et af disse
tvetungede forvildende Ordsprog. Den Sætning, som heri inde-
holdes, er jeg vis paa, at mangen Enfoldig ved første Øiekast
anseer for rigtig; hans Samvittighed siger ham, at det er utilla-
deligt, baade efter guddommelige og menneskelige Love at gjøre
det Onde; han anseer altsaa det Menneske for meget bedre, der
ei gjør Ondt, end Den, der gjør det, og heraf følger, at han holder
det for et Slags Fortjeneste, for en Art af Dyd og Retskaffenhed,
naar han afholder sig fra det Onde, om han endog ikke gjør det
Gode. Men den i dette Ordsprog indbefattede Tanke er baade
urigtig og høist farlig.
At den i sig selv er urigtig, kan ved liden Eftertanke lettelig
indsees. Kan nemlig vel et fornuftigt Menneske tro, at hans
Pligter ikke gaae videre, end til at afholde sig fra det Onde?
Eller mon han ikke let indseer, at de ham meddeelte Kræfter
bør anvendes til at gjøre det Gode han formaaer? Guds Ord
sætter denne Sandhed udenfor al Tvivl. Saa ofte som deri ad-
vares mod Synder og Laster, ligesaa ofte opmuntres der og til
Retskaffenhed og Dyd. "Lader os rense os, siger Paulus, fra al
|
| d.IV,b.6,s.296 |
Kjødets og Aandens Besmittelse, og fuldkomme Hellighed i Guds-
frygt." Og udtrykkelig vises det os, at Afhold fra Laster siger
intet, naar vi ei øve os i Dyder. Hvo, som veed at gjøre godt,
og gjør det ikke, ham er det Synd. "Hvert et Træ, som ikke
bær god Frugt, (følgelig ei alene det, som bærer ond Frugt), skal
afhugges og kastes i Ilden."
Den i forrige No. bekjendtgjorte Almuebogsamling for Byens
vestre Forstadsdistrikt og nærmeste Omegn aabnedes 1ste Pintse-
dag hos Undertegnede med et Antal af omtrent 100 hensigtmæs-
sige Bøger, og er hidtil bleven benyttet af omtrent ligesaa mange
Deeltagere. Bøgerne ere samlede ved Gaver fra Selskabet for
kristelige Andagtsbøgers Udbredelse, Bibelselskabet, de fleste af
Byens Boghandlere og Andre; og saavel denne Velvilje, som ikke
mindre Almuens egen viste Lyst til at benytte sig af denne Ind-
retning, opmuntrer til, ogsaa at see en saadan istandbragt til Brug
for Byens østre Forstadsdistrikter. Dette er da ogsaa paatænkt,
og denne foreløbige Bekjendtgjørelse skeer da baade til yderligere
Opmuntring for Beboerne af det Distrikt, som allerede har en
saadan Kilde til god Sysselsættelse i Hviletimerne, til at benytte
samme, og forat forberede dem paa den østre Kant paa at den
samme Adgang forhaabentlig vil blive dem aabnet.
By-Almuen af simpleste Klasse, navnlig dens yngre Deel, er
meer fremmed for boglig Sysselsættelse end man skulde troe, ja
vel mere end paa Landet, hvor Bøger, der findes paa Gaarden,
dog ofte komme til Huusmanden og Indersten. Dog trænge vel
den meest dertil midti alle de Fristelser, som rive den hen om
Søndagsaftenen til Synd eller Daarskab; men for en Deel har
den været at undskylde, saalænge Adgang til en Bog ikke fandt
Sted. Nu er det anderledes, og at Almuesmanden benytter sig
deraf, viser, at han ikke manglede Trang til noget bedre end
Lediggang eller Vildhed paa Gader og Veje. Der skal ligge en
god Bog over Daglønnernes Hylde paa Ruseløkbakken, i Piper-
vigen og i Samuelskrogen, og Briskebymanden kan nu findes
udenfor sin Hytte Søndagsaften med et Hefte i Haanden. Den
Sæd, som saaledes saaes, vil ligesaalidt ganske forsvinde, som
den, der kastes udover Marken. Hvert Korn kommer vel ikke
igjen, men dog mange nok for ikke at kalde Forsøget unyttigt.
|
| d.IV,b.6,s.297 |
Den tørre Sand suger ikke Vandet begjærligere op, end disse
Medbrødre denne hidtil saa fremmede Underholdning, som de
maaskee troede kun tilhørte de lykkeligere Kaar.
Tager derfor Exemplet efter, hvorsomhelst dette Blad maatte
komme, og man maatte finde, at det gjøres Behov! Og det er
vel Tilfælde i alle Byer; men i ingen mere end i Kristiania, hvor
man vel klager over denne simple Klasses Vildhed og Had mod
de høiere; men hvor lidet er gjort for at bibringe den bedre
Sæder og nogen Oplysning. Bøger, passende for ovenangivne
Øjemed, modtages erkjendtligst af
Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |