HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843



LEDIGGANG

   Vi have en Lov i vort Legeme, som forpligter os til Arbeide
og Møie vort hele Liv igjennem. Hvo, som opfylder denne Lov,
vil finde i Arbeidet en høist behagelig Lyst, og i Livets Møie en
sød Sjelero. Han frier sit Legeme fra mange Sygdomme og sin
Sjel fra en udmattende og fortrædelig Kjedsommelighed over
Tiden. Han fuldender sit Livs Løb efter dets vigtige Bestem-
melse, idet han gjør sig selv og andre lykkelige og baner sig
Veien til en uforgjængelig Glæde og høiere Fuldkommenhed. Det
er ikke alene den Lærde og Vise, som nyder disse Fordele, i
det han æres som en Prydelse for det menneskelige Kjøn. Nei,
Enhver skal nyde Frugterne af sit Arbeide. Den ringeste Dag-
lønner, som paa en ærlig Maade ernærer sig og Sine ved sit
strenge Arbeid, Bonden som med Møie dyrker Jorden, og for-
skaffer sig selv og mange andre Næring og Klæder, og Enhver
i sin Stand, som ufortrødent sørger og arbeider for det menneske-
lige Selskabs Velfærd, skal blive lykkelig. Og hvilke behagelige
Følelser vil ikke det Menneskes Sjel have, som ved nyttige Le-
gems- og Sjels-Arbeider har sat sig istand til at kunne veder-
qvæge Fattige og Nødlidende af sin forhvervede Formue, og for-
mindske deres Sorger og Bekymringer? Skulde vel Gud have
skabt vort Legeme med saa mange Redskaber, der ere bestemte
til at bevæge sig og arbeide, og vi skulde ikke bruge dem dertil?
Og da han gav os en udødelig Sjel og nedlagde i samme saadan
en Evne og Styrke til at tænke, hvorved den kan svinge sig op
d.IV,b.6,s.287   til den Uendelige selv, mon han da gjorde det af anden Aarsag,
end at vi allevegne skulde erkjende hans høieste Viisdom, efter-
ligne samme, og ved Betragtningen af hans Godhed og Naade
gjennemtrænges med de saligste Følelser af Glæde og evig Tak-
nemmelighed imod ham? Men hvor utaknemmelig er ikke den
foragtelige Lediggjænger mod dette goddædige Væsen, og hvor
slet handler han ikke imod sig selv? Hans Forseelse maa derfor
nødvendig drage en alvorlig Revselse efter sig. Hvori samme
bestaaer i dette Liv, kan man ogsaa vise ganske tydelig. Og
med Sandsynlighed formode vi, at Sløvhed i Sjelen og Aandernes
Foragt skal blive hans Straf i det tilkommende Liv.
   Det første Bud, Gud gav Mennesket var dette: "I dit Ansigts
Sved skal du æde dit Brød." Det vil sige saa meget: I skulle
daglig sætte eders Legem og Sjel i Virksomhed paa en nyttig
Maade, om I ville nyde en lykkelig Tilstand her paa Jorden. Men
Natten bestemmer jeg til Hvile for eder, at I kunne uden Sorger
vederqvæge eders trætte Lemmer med en sød Søvn, og om Mor-
genen ligesom føle et nyt Liv og Styrke, paa det I stedse om
Dagen kunne være beqvemme til at arbeide med Legemet, og
tænke med Sjelen. Naar vi kun saa løselig betragte denne gud-
dommelige Befaling, saa synes den at have noget Haardt og Mod-
bydeligt i sig for den menneskelige Natur. Men naar vi ret over-
veje samme, saa see vi tydelig, at den er fuld af den allerstørste
Godhed imod os. Thi Gud, som gav Menneskene en fri Vilje til
at tænke og handle, saae forud, at deres Tilbøielighed til sand-
selige Vellyster vilde sætte dem i største Fare for en alt for tidlig
Død og frygtelig Undergang, dersom han ikke paa saa alvorlig
en Maade advarede dem derimod. Arbeide være derfor velsignet,
Leddiggang forbandet som en Raadenhed, der fortærer Legeme
og Sjel!


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE