|
No. 7 -- 8, 29de April 1842.
Lyd din Samvittighed! Gud taler gjennem den.
Det er dens første Bud: gjør Uret god igjen!
TOLERANTS
At være tolerant, er langtfra det samme som at være ligegyldig
i og for sin egen Tro, der maa være Overbeviisningens Sag.
Vor gamle Ven Skolemester Ole Andersen havde en egen Maade
at lære Tolerants paa, idet han nemlig, saa ofte Leilighed gaves,
ved Exempler paa Dyder hos anderledes Troende, som han mær-
kede man ikke tiltænkte dem, søgte at udrydde de Fordomme
og uretfærdige Meninger, han traf paa i sin Omgangsskoles Kreds.
Det hændte da nu sidst i Juul i et Afskedsselskab hos en Bonde,
der snart skulde fare til Storthinget, at Samtalen kom paa Jøderne,
som Grundloven forbyder Ophold i Landet, men hvilken Lov-
bestemmelse, som ikke stemmende med den Menneskekjærlighed
og Tolerants, der især sømmer sig for et kristent og frit Folk,
nu er foreslaaet ophævet. Den værdige Thingmand erklærede
vel, at, siden han agtede at stemme for Ophævelsen af en anden
Lov, som forbyder at holde saakaldte gudelige Forsamlinger, var
det rimeligt, at han ogsaa med Hensyn til hine anderledes Troende
maatte være af en tolerant Anskuelse; men han ønskede dog at
høre sine Medborgeres Meninger i det Punkt.
"Ei da!" faldt saa en af Bygdens Formænd ind, som sad lige-
overfor -- "Navnet ""Jøde"" kan være nok. Hvad betyder det
vel andet end en Skjelm og Bedrager, fordi man aldrig har hørt
|
| d.IV,b.6,s.276 |
andet end slige Streger om dem? Sig selv hjælpe de nok; men
gaaer det en Kristen ilde, lee de i Skjægget, og skyve til."
"Da har jeg dog hørt anderledes," sagde Skolemesteren, "og
jeg skal gjerne fortælle et Par Historier, som synes at vise, at
de kunne være ret skikkelige Folk ogsaa imod Andre. Saaledes
hændte det virkelig, efter en berømt kristelig Menneskeven ved
Navn Iselins Beretning, at en meget riig kristen Kjøbmand plud-
selig ved nogle Handelsvenners Fallitter saa sig nødt til at opgive
sit Bo. Naboer og Bekjendte beklagede ham; men det var og-
saa alt. Men pludselig ankommer en Jøde, der havde staaet i
Handel med ham, og nu havde hørt om hans Ulykke, og paa-
nøder ham sin hele Formue, for at han dermed kunde klare den
indstrømmende Gjæld, og atter rejse sig paa Benene, hvilket og-
saa skede."
"Ganske brav", -- mumlede Formanden. "Men een Svale gjør
ingen Sommer."
"Saa faae vi have en Svale til", mente Skolemesteren. "I et
anseet Tidsskrift havde en overordentlig uretfærdig og fornær-
mende Bedømmelse af et Skrift om Forbedringen af Jødernes
borgerlige Stilling staaet at læse, og vakt dyb Smerte hos de
krænkede Israelitter. Det hedte, at den slette Behandling, de
nød, var ganske selvforskyldt og nødvendig for deres i Bund og
Grund fordærvede Gemyts Skyld -- at Taterpak eller de saa-
kaldte Zigeunere før lod sig danne til skikkelige Folk o. s. v.
Forfatteren boede i en By, hvor Israelitterne havde adskilligt at
sige, og hvor de let kunde have hevnet sig paa adskillige Maader;
men i dets Sted gave de hinanden indbyrdes Ord paa, i Gjer-
ninger saameget det stod til dem at vederlægge hans Angreb og
Beskyldninger. Faa Aar efter blev Forfatteren kastet paa Syge-
lejet. Uden Formue, uden Hustru og Børn, uden Venner og Pleje,
var hans Stilling høist sørgelig. Men ligeoverfor ham boede en
Jøde, og hvad gjør Denne? Forglemmende al Vrede og Kræn-
kelse sender han sit Folks Fiende Spise, Drikke, Lægemidler og
Understøttelse for at bringe ham fra Sygelejet, hvorfra han dog
ikke reiste sig."
"En Slags Samaritan", bemærkede en af Selskabet. "Sandt nok,
men her er en anden", og Skolemesteren vedblev:
"Anden Juledag 1798 kom mod Aften en velhavende Handels-
mand med sin Kone og Søster til et Værtshuus i Tydskland. Et
|
| d.IV,b.6,s.277 |
Par Miil længer hen skulde Natteqvarteer tages, og did blev det
da besluttet, at Fruentimmerne skulde kjøre foran, og Manden
komme bagefter tilfods, for bedre at holde sig varm i den strenge
Kulde. Den Reisende havde begaaet den Daarskab, til endnu
bedre Beskyttelse mod denne, at tage Brændeviin tillivs, og Føl-
gen blev da, at en saa stærk Døsighed og Træthed betog ham,
at han satte sig ned paa en Steendynge ved Vejen og sov ind
i Døden. Kort efter kom et Par Bønder, saae ham ligge, raabte
ham an, men lode ham ligge, med det Udraab: "naa, han vil vel
sove Rusen ud paa en Steendyne." Lidt efter kom en fattig Jøde
henad Vejen, og neppe opdager han den Livløse før han kaster
sig ned ved ham og forsøger at faae ham tillive igjen. Men da
al Rusken var forgjæves, tager den brave Jøde den Stivfrosne
paa Ryggen, og bærer ham med største Anstrængelse til nær-
meste Huus, hvor han strax faaer ham sat i et Kar med koldt
Vand. Og det lykkedes. Med et stærkt Skrig vaagner den Stiv-
frosne, og efter nogen Tid kan han give Forklaring over hvem
han er, om hvorledes det er gaaet til, og om de to Fruentimmer,
som vente ham. Strax blev et Bud sendt til dem, og, ledsaget
af Jøden, reiste han efter. "Ven," sagde han, "du har reddet
mit Liv; tag denne Bagatel," og dermed rakte han ham en vel-
fyldt Pung. Men Jøden vilde ikke vide deraf. "Jeg er en fattig
Reisende," sagde han; "men jeg har ikke gjort mere end min
Pligt." Handelsmanden havde over 600 Daler i klingende Mynt
hos sig, da Jøden fandt og bar ham væk. Jøden vilde hverken
sige sit Navn, eller melde sig til den af Øvrigheden udsatte Præmie
for Forulykkedes Redning."
Den velvise Formand tog sig to lange Priser.
"Jeg kunde nok fortælle flere Historier af samme Slags," ved-
blev Skolemesteren; men . ." (i samme Øjeblik betog en stærk
Nysen Formanden) "men man nyser saa deraf." Dog fortsatte
han paa Opfordring:
"I en Handelsstad døde en Kjøbmand for nogle Aar tilbage i
de knappeste Omstændigheder, efterladende en Kone og to ufor-
sørgede Børn. Imellem hans Kreditorer var der ogsaa en Jøde, som
havde laant den Afdøde en ikke ubetydelig Sum, der nu var for-
falden. Men neppe havde Moses erholdt Efterretning om Enkens
Omstændigheder før han sendte hende Beviset tilligemed følgende
Linjer: "Jeg oversender Dem herved Deres sal. Mands Gjælds-
|
| d.IV,b.6,s.278 |
beviis. De er mig intet skyldig, og jeg maatte ingen menneskelig
Følelse have, hvis jeg kunde nære Tanken om at kræve Betaling
af Dem. Vær forsikkret om, at den Almægtige visselig vil sørge
for Dem og Deres kjære Børn!"
"Der kan Du høre, Far," sagde Formandens Kone over Bordet.
"Gud forlade Den, som dømmer Andre for haardt!"
"Ei ja," svarede Manden (der, sagt saa i Forbigaaende, ikke
drev sin Gaard saa godt som han troede at kunne drive Staten,
og saaledes selv var bleven "Fant", som man siger) "Hvor Intet
er har Keiseren tabt sin Ret. Men viis en Jøde en Velgjerning
skal vi nok see han erindrer det."
Den uudtømmelige Skolemester maatte da til igjen med en Hi-
storie, efterat han havde spildt nogle ubesvarede Spørgsmaal paa
Modstanderen, om han da troede, at en Israelits Hjerte var ander-
ledes indrettet end hvilkensomhelst Andens, om ikke Taknemlig-
hed var en saa naturlig Menneskefølelse, at det ikke kunde an-
tages tænkeligt, at en heel Slægt af Menneskeheden skulde mangle
den osv. "Paa Rhinstrømmen" begyndte han, "strandede engang,
ved at løbe paa en Sandbanke, et Fartøi med mange Passagerer.
Fire søgte at holde sig fast ved Masten, som endnu ragede op
af Vandet. Den Ene af dem var en Jøde, og han bad en anden
af sine Ulykkeskamerader, en Bonde, om han maatte holde
sig fast ved hans Been, da han ellers vilde bortrives af Strøm-
men. "Ja, svarede Bonden, hold kun fast; men naar jeg ikke
kan holde mere, gaa vi begge under." Efterat Jøden havde holdt
sig ved Bondens Been nogle Minutter, kom dog et Fartøi ud og
reddede dem. Jøden takkede nu Bonden paa det varmeste, og
skrev op hvor han boede, lovende, at han saasnart som muligt
skulde vise ham sin Tak i Gjerningen. "Reis i Guds Navn, sva-
rede Bonden, jeg gjorde jo dog blot hvad Mennesker ere hin-
anden skyldige. Tak blot Gud, der har reddet os fra Døden!"
Bonden havde alt næsten glemt denne sin Kærlighedstjeneste,
da der pludselig efter to Aars Forløb indtræffer en Pakke med
Penge og Klædningsstykker til Egnens Foged, med Anmodning
til Denne om at tilstille Bonden og hans Familie det Indlagte.
"I saa lang en Tid, hedte det i Brevet, har jeg ikke kunnet give
min Velgjører noget, fordi jeg selv var bleven ganske fattig. Ofte
har jeg tænkt paa ham, og bedet inderlig til Gud for ham; men
nu, da Gud har velsignet mit Erhverv, maa jeg ogsaa paa denne
|
| d.IV,b.6,s.279 |
Maade tænke paa min gode Bonde." Pakken indeholdt 150 Daler
og fuldstændig Klædning til Bonden, hans Kone og tre Børn.
Taarerne strømmede af Modtagerens Øjne. "Gud gjengjælde ham
det!" sagde han. "Lad nu En forsøge at skjælde Jøder ud for
værre end Andre! Men saa meget var dog ikke det lille Haand-
tag i Benet værd. Gud signe ham, og gjøre alle Jøder salige!"
Og næsten hvert Aar fik Bonden i nye Pakker Aarsag til saa-
danne Velsignelser."
"Jeg kjender endnu et vakkert Sidestykke til denne Historie,"
sagde Skolemesteren. "Paa en Iis sprængte en russisk Extra-
post forbi en Jødes Slæde. Isen brast, og Postføreren forsvandt.
Det lykkedes dog Jøden at redde ham, hvorpaa Postføreren trak
sin Pung frem og vilde betale. "Behold Deres Penge," svarede
derimod Jøden. "Hvad jeg gjorde var en Pligt, hvorfor ingen
Religionsforskjel kan fritage. Den eneste Tak, jeg beder om, er,
at De vil vise en Israelit, om Tilfældet saa skulde gives, den
samme Tjeneste igjen."
"Nu! jeg vil gjerne indrømme," bemærkede Storthingsmanden,
"at Jøderne ikke staae tilbage for de Kristne i Menneskekjærlig-
hed, og det er jo fra En af deres egne Lærere det skjønne og
sande Udsagn er kommet: "Elsk din Næste som dig selv, er Re-
ligionens Hovedtext; alt det Andet er kun Fortolkning deraf"; men,
om de ere istand til de samme patriotiske Opoffrelser som et
Lands øvrige Borgere, derpaa tvivler jeg." "Nogle Exempler,"
svarede Skolemesteren, "paa at de dog ere det, findes alligevel
i den Bog, der er sendt dig som Storthingsmand, f. Ex. om Jøden
Meyer i Kjøbenhavn, der skjænkede Hundredetusinder til denne
Byes kristelige Velgjørenhedsindretninger; men jeg kan dog op-
regne flere, som vise, at de i patriotiske og menneskekjærlige
Opoffrelser ikke staa tilbage for andre Indvaanere af et Land.
I Holland understøttede saaledes en enkelt Jøde Fyrsten til et
stort Foretagende med 1 Million Daler, med de Ord: "Bliver
det kronet med Held, veed jeg den vil blive mig tilbagebetalt;
i modsat Fald skal den ogsaa være tabt for mig." I Amerika
døde en Jøde i sit 142 Aar efterat have testamenteret sin hele
Formue, næsten 2 Millioner, til milde Stiftelser. Nok en Hollænder-
jøde skjænkede Fædrelandet to Millioner Gylden til Bedste i Krig
og Fred, til de kristne Kirker af alle Confessioner i Landets to
Hovedstæder 100,000 Gylden, og til alle kristne Vaisenhuse i begge
|
| d.IV,b.6,s.280 |
Stæder 250,000, foruden mange andre Summer til lignende Ind-
retninger andensteds. I Byen Mantua skjænkede den israelitiske
Menighed en betydelig Sum til de saarede Soldaters Hospital;
i Kjøbenhavn skjød Jøderne sammen 40,000 Daler tilbedste for
fattige Syge paa det store Hospital, og i Østerrig døde en Jød-
inde, som aarlig lod en Sum af 20,000 Gylden uddele imellem
de Fattige, og som endelig i sit Testamente betænkte alle Hoved-
stadens milde Stiftelser uden Forskjel."
"Naa ja," afbrød Formanden, som følte sig tryggere ved det
Rygstø, han urigtigen troede at have i Storthingsmanden, "det
har vel ladet sig gjøre af de Rige imellem Jøderne. Men hvor
fra skriver sig vel denne Rigdom uden fra -- ?" Han vilde sagt
et stygt Ord; men Storthingsmanden faldt ham i Talen med at
sige: "Ja hvorfor vel uden fra de sædvanligste og sikkreste Kilder
til Rigdom: fra Flid, Tænksomhed og en saadan Levemaade, at
de besidde Kredit og ikke unddrages Andres Hjælp?"
"Javel, Hjælp indbyrdes; Snyderi mod Andre."
"Her maa jeg fortælle et Exempel," faldt Skolemesteren ind,
"paa at deres Hjælp ikke har saa snevre Grændser, skjøndt det
er naturligt, at man helst hjælper sine Egne og dem man kjender
bedst. I 1826 bleve pludselig ved en Forandring i Handelsverdenen
de fleste Kjøbmænd i Frankfurt udsatte for at maatte gjøre Op-
bud. Kun Jøden Rothschild stod urokket; men da han mærkede
Faren for de andre, forstrakte han dem strax med 500,000 Daler,
hvorved de reddedes og Byens gamle gode Navn i Handelsverdenen
bevaredes. Men I har vel ikke endnu hørt Oprindelsen til dette be-
rømte Rothschildske Handelshuses umaadelige Rigdomme, som nu i
mange Aar, fordelte mellem Brødrene i tre af Europas Hovedstæder,
medens Stamhuset fremdeles er i Frankfurt, har ført Spiret i Penge-
verdenen og forstrakt Europas Riger med Millioner? Den er sær-
deles hæderlig, og jeg vil fortælle den. Da de Franske sidst i for-
rige Aarhundrede krigede i Tydskland, maatte Fyrsten af Hessen,
inden hvis Grændse Frankfurt ligger, pludselig forlade dette. Men
kort før Afreisen lod han den gamle Jøde Rothschild kalde til
sig, og betroede ham to Millioner i klingende Mynt. "Kan jeg
være saa heldig at bevare dem for Deres Høihed," sagde han,
"skal det være mig kjært; men man vil nok ikke undlade at søge
hos mig." "Gjør blot hvad De kan," sagde Fyrsten og reiste.
Efter en Snees Aar kom han tilbage til sin Stat; men spurgte
|
| d.IV,b.6,s.281 |
ikke engang efter Jøden, overbeviist om, at Franskmændene
havde faaet Fingre i hans Skat. En vakker Dag lader gamle
Rothschild sig melde. "Nu, kommer De?" sagde Fyrsten. "Det er
vel om Pengene? Lad det være! Jeg kan vel begribe hvordan
det er gaaet." "Nei," svarede Jøden, "mod Formodning har det
lykkets mig at bevare dem i den stormende Tid, og her bringer
jeg ikke alene de 2 Millioner, men andre 2, som imidlertid ere
fortjente dermed." Den forbausede Fyrste vilde dog ikke mod-
tage dette overordentlige, men i en saadan Tid let forklarlige,
Udbytte. Jøden forsikkrede, at han desforuden havde sin For-
tjeneste af Pengene; men endelig troer jeg dog Fyrsten blev ved
sit, og kun tog imod den betroede Sum, som han forlængst havde
holdt for tabt. Dette var Begyndelsen til Rothschildernes Rigdom,
der nu er voxet saaledes, at hine to Millioner ganske vist ere
blevne til halvfjerdsindstyve.
Men jeg kom fra hvad jeg vilde svaret paa den Anmærkning,
at det kun skulde være de overordentlig rige Jøder, man kjender
slige Godgjørenhedstræk af. Det var en liden Historie, som en
luthersk Præst har fortalt. Da han nemlig engang gik om med
en Kollekt for de Fattige, kom han ogsaa ind til en gammel
Jøde, som just sad og læste i sin hebraiske Bibel. Præsten sagde
ham sit Ærinde, at han samlede Bidrag til Afskaffelse af Gade-
betleriet. Jøden stod op uden at sige Noget, tog frem af et Skab
en liden Pung, som ikke syntes at indeholde meget, men gav dog
mere end Præsten kunde vente. Imidlertid spurgte et ungt Men-
neske, som var hos ham, om Indsamlingen ikke ogsaa skede til
Bedste for nogle indvandrede Udlændinger; men, da Præsten vilde
svare, faldt Oldingen ind med Varme: "Ei, Dreng, hvad spørger
du om hvem det er for? Det er for Mennesker, og det er nok.
Hvad Vægt ligger der paa hvad de hedde? Det er Børn af vor
Fader, og vi skulle hjælpe dem i Guds Navn med hvad han har
givet os."
Endnu flere Historier, fulde af Opfordringer til Menneskekjær-
lighed og Tolerants, kunde Skolemesteren have fortalt, dersom
ikke Storthingsmanden havde sat en god Ende derpaa ved plud-
selig at ryste hans Haand, sigende: "Tak for det I har bevirket
i mit Hjerte, Skolemester. Jeg føler, at min Sjel har een Fordom
mindre, og erkjender, at Tolerants er en Menneskekjærlighedens
ufravigelige Fordring, dens underste Trin, en væsentlig Følge af
|
| d.IV,b.6,s.282 |
det Baand, hvormed Naturen har omslynget alle Mennesker, et
Baand af den naturlige Fornuft, og det eiendommelige Kjende-
tegn, hvorved man kan skille sædelige Nationer fra barbariske
og vilde. Afvige Andre i Religionshenseende fra Os, ere de dog
ikke forskjellige i Natur; de ere ligesaavel Mennesker, som de
Kristne; de ere disses Brødre for Gud og skulle ligeledes være
det for Verden."
|
| BLA BAKOVER |