|
MAANEN
I Østen steg Maanen op, og svømmede som en let Baad igjennem
Aftenrøden. En Børneflok pegede paa den, og sagde til deres
Fader:
"Hvor yndig og hvor liden den dog er. Saaledes seer den
ikke altid ud."
"Den er i sin Barndom," svarede Faderen. "Den vil voxe
Dag for Dag, og dens Lys vil tiltage, indtil den viser os sin
fulde Skive."
"Undertiden vil den maaske blive skjult af Skyer og ligesom
tilhylle sit Aasyn."
|
| d.IV,b.6,s.269 |
"Efter nogen Tids Forløb vil den igjen aftage og blive mindre,
indtil den endelig reent forsvinder, og saaledes bliver et fuld-
komment Billede paa det menneskelige Liv."
"Jeg veed, hvad du mener", sagde eet af Børnene; "ogsaa
Mennesket tager til og tager af; det glimrer en Tid over Jorden,
derpaa forsvinder det og skjules i Graven."
"Og de Skyer, som undertiden tilhylle Maanen?" spurgte Fa-
deren. "Hvad de skulle betyde, kan jeg rigtignok ikke sige."
"Det er de Gjenvordigheder, der møde Mennesket," vedblev
Faderen; "ingen Dødeligs Bane gik saa lys og blidelig hen over
Jorden, at den jo havde sine mørke Dage."
"Men det skyldfri og gode Menneske trække Skyerne forbi
uden at forstyrre hans Sjels Rolighed."
"Og naar han omsider forsvinder for vore Øine, saa gaaer
han ei tilgrunde, men straaler i en anden Egn evigvarende og
uforanderlig."
|
| BLA BAKOVER |