|
|
| d.IV,b.6,s.259 |
No. 3, 13de Februar 1842.
Skjøn Daad seer skjønnest ud,
naar kun jeg den veed og Gud.
DYDS-BELØNNINGER I FRANKRIG
De Dydsbelønninger, som det franske Akademi (et Selskab
af lærde Mænd i Paris) aarligen uddeler, bære Navn af "Mon-
thyons Belønninger".
Hr. Monthyon var en Franskmand, som, efterat have ofret sit
hele Liv til Velgjørenheds-Handlinger, har bestræbt sig for ogsaa
at blive Fædrelandet og Menneskeheden nyttig selv efter sin
Død. Endeel af sin Formue offrede han saaledes til at indstifte
flere Priisbelønninger, og blandt disse en Priis for den Franske,
der i Aarets Løb maatte have udøvet den dydigste Handling. Det
franske Akademi, overdraget Udførelsen af den ædle Monthyons
sidste Villie, har troet at burde dele denne hans Velgjørenheds
Gave, for at kunne tilkjende flere Belønninger, ikke til den
pralende Dyd, som selv udbreder sin Roes, men til den beskedne
Dyd, som man vanskelig opdager i de mørke Afkroge, hvor den
skjuler sig. Offentlighed, ydet skjønne Handlinger, maa være
gavnbringende, eftersom de gode Exemplers Anseelse styrker
Indflydelsen af de gode Lærdomme. Saaledes var da i 1839
Akademiets Opmærksomhed bleven henvendt paa
Franciska Olivier,
hvis Liv kun danner en lang Kjæde af Opoffrelse og Selvforneg-
telse. Beretningen om hende, saaledes som den høitideligt op-
læstes i Akademiet, lyder saaledes: "Som fattig og ubekjendt
Uldspinderske udfolder hun, efter med sine Hænders Gjerninger
at have understøttet en svag Moder, der døer i hendes Arme,
sin brændende Kristenkjærlighed over alle Ulykkelige. Det synes
som de af Himmelen selv ere henviste til hende. Det er 4, 6, 7 Ol-
dinge, som hun alle har optaget og pleiet. Svagheder, Saar, Intet
afskrækker hendes Mod. Hun forlader dem ikke førend efter
deres Helbredelse eller ved deres Død. En gammel Blind er
3 Aar overladt i hendes Værge. Hun ledsager ham, trøster ham,
underholder ham og modtager hans sidste Suk. En anden bedaget
Trængende, som fører det kanske kun antagne Navn: Frants
|
| d.IV,b.6,s.260 |
Olivier, fremstiller sig for hende. Han kalder sig hendes Paa-
rørende; han vil bevise det. Hun sparer ham Uleiligheden der-
med. "I er ulykkelig, I er af min Familie", svarer denne engle-
lige Pige. Han faaer reenlige Klæder, en sund Underholdning,
og ligetil den Dag, da han udaander, lever den fattige Spinderske
med Savn for at underholde ham, og hæver sig til at finde Over-
flod i de svage Hjælpemidler, som ikke engang tilsikkrer hende
det Fornødne.
En Arbeidsmand, 3 Børns Fader, angribes af en Svaghed, der
sætter ham ud af Stand til at underholde dem. Moderen, ligesaa
svag og lidende, kan heller ikke arbeide for dem. Franciska
Olivier antager sig Faderen, Moderen og de 3 Børn. Hun bøder
Pjalterne, som bedække dem, forskaffer dem Linned og Klæder.
Og dette er kun en ringe Deel af den Understøttelse, hun yder
de Trængende: Hun giver sig hen som Opdragerinde for de Yng-
ste, udvikler i deres Hjerter religiøse Følelser, og indgyder dem
Kjærlighed til Arbeide og Kjærlighed til Dyden. Hendes ringe
Pengemidler strække ikke til saa talrige Offere; men hun nyder
et saadant Ry, at veldædige Personer betroe hende Udbetalingen
af deres Almisser, at de Fattige selv nedlægge i hendes Hænder
den Smule, som de kunne lægge tilside af den offentlige God-
gjørenhed, og at de antage hende til Mæglerske, til Voldgiftsmand
i alle deres Tvistpunkter. Endelig, for med eet Strøg at male
denne beskedne Pige, der besidder ei blot Kjærlighed til, men
ogsaa Skjønsomhed paa det Gode, saa har hun under det ringe
Tag, som dækker hende, grundlagt et almindeligt Hospital for de
Trængende, en Religions-Anstalt, en Sparebank og en -- Dom-
stol uden Appel." Akademiet bestemte derfor Franciska Olivier
en Belønning af 600 Spd.
Frants Poyer.
"I Paris, i Skjødet af denne umaadelige Befolkning, hvor de
slette Exemplers Smitte volder saa mange Ødelægelser, er Aka-
demiet saa lykkeligt at kunne udpege et Mønster paa Opoffrelse
og Godhed, et høimodigt Hjerte, et ædelt Mod.
Frants Poyer, Fører af en Hyrevogn, som i 10 Aar har havt
sin faste Holdplads paa et af Parises Gadehjørner, har stedse ud-
mærket sig i sin Haandtering ved en regelmæssig Opførsel og
ved udadlelige Sæder. Han er gift, har 4 Børn, og ikke andet
|
| d.IV,b.6,s.261 |
at ernære sin Familie med end den daglige Løn, han modtager
af sin Vogns Ejer. I Aaret 1829 overlader et Fruentimmer ham
sin Søn for at afvænnes fra Brystet. Den første Maaned blev
betalt forud; men en Tidlang kommer Moderen ikke mere tilbage,
og det forladte Barn overlades til Poyers Forsørgelse, hvis Ar-
beide neppe strækker til at ernære og opdrage hans Egne; men
han tager ikke i Betænkning at antage et femte. Han lader Øllet
ved sine Maaltider fare, for at kunne udholde denne nye Udgift.
Efter 2 Aars Forløb kommer det fattige Barns Moder endeligen
igjen tilsyne, men for at fordre det tilbage. Med Nød skiller han
sig derfra; han gjengiver hende det uden at gjøre Krav paa en
billig Kostpenge; men da den ærlige Hyrekudsk nogle Dage efter
gaaer hen for at underrette sig om sin lille Ludvigs Sundhed,
bliver den slette Moder forvirret; hun stammer og svarer ende-
lig, at hun Aftenen forud har sendt sin Søn til Omegnen af en
Provindsstad til rige Slægtninge, der have lovet at drage Omsorg
for ham. Poyers Ømhed sættes i Uro; Han har Mistanke om
en Løgn; han gaaer hen at underrette sig ved alle offentlige
Vogne, og faaer den Forsikkring, at intet Barn er reist til det
nævnte Sted paa den betegnede Tid. Utrættelig i sine Under-
søgelser erfoer han derimod, at det har været udstillet ved Raad-
husets Port, og at det derfra er blevet overbragt til Hittebørns-
Hospitalet. Han iler derhen og gjenkjender sit stakkels Plejebarn,
svagt, lidende og udsat for at miste Synet. Han fordrer det til-
bage, han vil have sin Eiendom igjen; men Stiftelsens Love sætte
sig derimod, idet de nemlig udkræve, at en Sum af 125 Spd. kon-
traktmæssigt sikkres Barnet ved dets Myndighedsalder. Hvad er
nu at gjøre? Fortvivlet raadspørger Poyer sin Familie. Den bi-
falder hans Beslutning, og den følgende Dag, 14 September 1829,
bliver Antagelsesakten udfærdiget. Til de forrige Livsfornegtelser
ville nu komme nye. Manden maa arbeide tidligere om Morgenen;
Konen maa vaage længere om Aftenen; og de 125 ere sikrede.
O, hvilken skjøn Dag for Poyer, da han førte sit femte Barn til-
bage til sin beskedne Arne! Dets sande Moder trykker det i sine
Arme; hendes ømme Omsorg gjengiver det Sundheden, og, efter
12 Aars Forløb, under hvilke det kun har modtaget gode Lær-
domme og især gode Exempler, have dets Plejeforældre sat det i
Lære i et Snedkerværksted. Poyer er for Nærværende 65 Aar gl.;
hvis hans Mod altid er det samme, kunde hans Kræfter ernære
|
| d.IV,b.6,s.262 |
ham; men hans Alderdom skal ikke blive uforsørget; han skal
blive en af Menneskehedens største Velgjørere endeel af den
Skat skyldig, som dennes Tillid har nedlagt i vore Hænder; og
aldrig ville vi af samme kunne gjøre en værdigere Anvendelse.
Akademiet tilstaar Poyer samme Priis som Franciska Olivier."
Andre fromme og rørende Handlinger have vakt Akademiets
Opmærksomhed. I første Række udmærke sig adskillige Fruen-
timmer, der paa forskjellige Punkter af Frankrig have kjæmpet
mod Offre og Anstrengelser for at lindre Ulykken. Det er for-
trinsviis i Fruentimmernes Hjerter, at denne brændende Kristen-
kjærlighed aabenbarer sig, som hverken Lidelse eller Fare eller
Død formaaer at standse. De især synes at besidde denne Reli-
gion for Ulykken, der indskyder dybe Opoffrelser; de offre sig
dertil med en Kjærlighed, en Lidenskab, som mere og mere op-
reiser deres Mod og aldrig udtømmer deres Følsomhed.
Kathrine Lafont.
"Kathrine Lafont er en fattig Pige fra Flækken Barisot. I Virke-
ligheden Hospitalsøster, er hun Forsynet for alle Trængende i
sin Kanton. Hun deler sine Dage imellem den Omhu, hun yder
Oldingene, og den religiøse Belæring, hun indgiver Børnene. Et
lidet Huus, som hun arver, er af hende omdannet til Tilflugtssted
for ulægelige Syge. "Jeg skulde ønske det var større", siger hun,
"jeg skulde føle mig saa lykkelig ved, der at kunne huse Alle!"
Men hendes ringe Arvepart er snart udtømt. Da paakalder hun
den offentlige Goddædighed. Hun erholder af de Riges Barm-
hjertighed det Hvedebrød, som bliver tilbage paa deres Taffeler.
En Smule Kjødsuppe, som man skjænker hende i de velgjørende
Familier, understøtter hendes fattige Pensionisters Kræfter. Idet
hun alene forglemmer sig selv, lever hun kun af et Stykke Rug-
brød, og, naar man bevidner hende sin Beklagelse over at hun
ikke tager bedre Næring, svarer hun: "jeg trænger ikke til noget
Andet. Gud har givet mig Sundheden; gid Han vilde gjengive
mine Syge den, og alle mine Ønsker ere bønhørte!" En Beløn-
ning paa 400 Spd. er tilkjendt Kathrine Lafont."
Agnes Bouthier.
"Agnes Bouthier er et beundringsværdigt Mønster paa Tjener-
Troskab og Hengivenhed. Indtraadt i Aaret 1826, 22 Aar gammel,
|
| d.IV,b.6,s.263 |
i Tjeneste hos en Handelsmand, som, formedelst sin mislige
Adfærd, snart efter nedsænkes i Elendighed, tjente denne Pige
som Moder for 2 Børn, hvilke han overlader til deres ulykkelige
Skjæbne. Hun har ikke mere nogen Løn at vente, og alligevel
afslaaer hun at skifte Husbonde. Hun afviser alle fordeelagtige
Tilbud, som man foreslaaer hende, for at ofre sig ganske ude-
lukkende til de 2 unge Forældreløse. Hun tilbringer Nætterne
ved Arbeide, og Lønnen for dette Arbeide anvender hun for
disse. Faderens mislige Behandling og Haardhed trætter ikke
hendes Standhaftighed; hun river ham endog 2 Gange tilbage fra
Fortvivlelse og Selvmord. Han bliver arresteret for Gjæld; hun
besøger ham, hun trøster ham i hans Fængsel, og efterat han nu,
gjengiven Friheden, forladende sit Huus og sin Familie, viser sig
utro mod alle sine Pligter, da er det Tjenestepigen, det er Agnes
Bouthier, der opfylder dem med en Moders Opofrelse. Den Op-
dragelse, hun har givet sine Pleiesønner, tillader dem at frem-
stille sig ved Provindsens lærde Skole. Hun ansøger og erholder
2 Fripladse for dem. Efterat deres Studeringer ere fuldbragte,
forskaffer hun dem en fast Stilling. Den Yngste, ansat i en stor
Handelsstad, bliver angreben af en Aandssygdom. Hun iler der-
hen, fører ham tilbage, pleier ham og helbreder ham. Men snart
efter angribes han af en anden, dødelig Svaghed: Spillesygen, som
bemægtiger sig ham, gjør ham endog uretfærdig mod sin utrætte-
lige Velgjørerinde. Intet dæmper hendes fromme Iver; hun be-
kjæmper denne sørgelige Lidenskab. Med en Blanding af Ømhed
og Fasthed kalder hun den Utaknemlige tilbage til Erkjendelse af
sine Pligter, og gjengiver ham for anden Gang Fornuften. Saa-
megen Opofrelse og Dyd have forhvervet Agnes Bouthier den
samme Belønning, som Kathrine Lafont."
Hermanne Tarbé.
"En lignende Æresbelønning er tilstaaet Hermanne Tarbé, som
boer i Menigheden Artignak. Indtraadt, 14 Aar gammel i Tjeneste,
hos et Fruentimmer, der tidlig er bleven svagelig og som nu er
80aarig, har Hermanne nu pleiet hende i 36 Aar, uden Løn og
selv uden Haab om noget Erkjendtlighedsbeviis. Denne ømme
Hengivelse var ene for sig tilstrækkelig til at anbefale hende til
Akademiets udeelte Deeltagelse; men en heltemodig Handling for-
ener sig med dette langvarige Exempel paa Menneskekjærlighed.
|
| d.IV,b.6,s.264 |
Da en Vaadeild nylig brød ud i Landsbyen, styrter Hermanne
Tarbé sig midt igjennem Flammerne ind i den fattige Syges Hytte,
hæver hende op af det ildomspændte Leie, hvor hun var nær
ved at dø, og bringer hende ud paa en tilgrændsende Eng. Men
neppe har hun nedlagt sin Byrde, førend Skrigene af et Barn
trænge sig frem fra det andet af Ilden angrebne Huus. Hermanne
styrter atter frem, og river ogsaa dette andet Offer ud af en
uundgaaelig Død."
Akademiet har endvidere besluttet Opmuntring for andre Dyder
som, om end ikke saa fremlysende, ikke desmindre befindes for-
tjente til Belønning.
Marie Gros.
"I Marie Gros gjenfinder man Agnes Bouthiers beundringsvær-
dige Troskab mod ulykkelige Herskaber. Indtraadt som Tjeneste-
pige i en ved Fallit ruineret Kjøbmandsfamilie, gjør hun ei blot
Afkald paa 150 Daler i Løn, som skyldtes hende, men hun an-
tager sit forrige Haandarbeide, og underholder ved sit Arbeides
ringe Udbytte sin forrige Madmoder, der, næsten stedse syg, ofte
ikke kunde arbeide selv. Denne Opofrelse vedvarede i 20 Aar.
En vaklende Helbred, fremskyndet Alderdom, Frugten af saamange
vaagne Nætter, af saamange Sorger forestille for Maries Øine
ingen anden Udsigt end Elendigheden. Hundrede Gange har hun
afslaaet fordeelagtige Konditioner, og aldrig er en Klage, en An-
ger undsluppen hendes Mund. Akademiet tilkjender hende en
Æresgave af 300 Daler."
Marie Monika.
"Jomfru Marie Monika de Fattiges Sygevogterske, finder Behag
i at lindre deres Smerter. De frygteligste Smitsoter standse ikke
hendes Iver. Hun vaager ved deres Offer; hun begraver de Døde
og indtager Moderpladsen for deres Forældreløse. Den gode
Opdragelse, hun har nydt, tillader hende, selv at give de Fattiges
Børn Læse- og Skrive-Underviisning. I Løbet af 5 Aar har hun
modtaget fleer, end 40 Saadanne i sin Bopæl, som er bleven til
en Friskole. Men under denne Virken er hun bleven 70aarig.
Hendes Helbred var stedse skrøbelig, og hendes Kræfter slaae
hende feil. Hun havde kun meget tarvelige Indtægter, og hendes
Hjælpemidler udtømmes. Hun har til from Daad udgivet det Li-
|
| d.IV,b.6,s.265 |
det, hun besad; hun lader ikke høre anden Beklagelse, end den,
ikke at kunne give Mere. Akademiet tilstaaer hende en Æres-
gave af 300 Daler."
Syv andre Priisbelønninger, hver paa 100 Daler, bleve ved
samme Leilighed tilkjendte forskjellige Andre, som havde gjort
sig fortjente dertil formedelst deres Daad af Menneskekjærlighed,
barnlig Fromhed, Opofrelse for Ulykken eller modig Troskab.
|
| BLA BAKOVER |