|
No. 2, 7de Februar 1842.
Den rette Sædens Tid er første Ungdomsalder.
Det fæster dybest Rod, som først i Hjertet falder.
MODERKJÆRLIGHEDEN GAAER OVER ALT
Dersom Mennesket altid ret erindrede hvad det skylder sin
Moder, vilde meget af det Onde, som skeer i Verden, forblive
ugjort. Man har ogsaa Exempler paa, at Erindringen om den
moderlige Kjærlighed har været den sidste og mest levende af
|
| d.IV,b.6,s.255 |
de bedre Følelser, som endnu have rørt sig hos store Forbrydere.
Deres Anger har intet stærkere Udtryk havt, end det For-
tvivlelsens Udraab: "jeg har bedrøvet min Moder! jeg har be-
dækket min Moder med Skjændsel; jeg har lagt hende med Sorg
i Graven!" Kjærligheden til Moderen synes at gaa foran den til
Faderen; og der er naturlige Grunde derfor i den Smerte og
Livsfare, hun har udstaaet for sit Barn, og i den Møje og ømme
Omsorg, hun har viist det i de første værnløse Aar. Mennesket
maa derfor holde fast paa denne Taknemlighedsfølelse, som selv
Skurken ikke har let forat miste. Og det skulde ikke behøves
at opmuntre hertil, om vore Straflister ikke opviste det Sørgelige,
at Børns Mishandling af sine Forældre dog ikke er saa sjelden,
som man skulde tro efter den naturlige Styrke, som Børnekjærlig-
heden har. Som oftest seirer ogsaa Kjærligheden til det for-
bryderske Barn i den Grad hos Forældrene og især hos Mødrene,
at de under Sagen søge at formilde sin eller Andres Anklage
for denne Forbrydelse ved at skyde Skylden paa egen Hidsighed
og Ungdommens Ubetænksomhed. Men ligesom der ikke imellem
de ulyksalige Følelser, som straffe Lasten, er nogen bittrere, end
hiin Smerte over at have bedrøvet en Moder indtil Døden, er
der heller ikke mellem de salige Følelser, som belønne Dyden,
nogen sødere end Bevidstheden om at være en Moders Stolthed
og Glæde. En god Moder (og af tusinde er der ikke fem, som
ikke elske sine Børn som Hønen sine Kyllinger, om der end kan
være Feil ved den Opdragelse, de forstaae at give dem) fortjener
ogsaa al et Barns Kjærlighed; thi der er intet Offer, hun ikke
skulde kunne bringe det. Selv Døden betænker hun sig lige-
saalidt paa som Løvinden, der styrter sig midt ind imellem Ge-
værerne og Spydene for at frelse den borttagne Unge. Hun
drives af sin overmægtige Følelse, der ligesom har sin vidunderlige
Styrke fordi den tvungen af baade den ædleste og den stærkeste
(men uædleste) Kraft i Menneskeheden: af den sig selv forglem-
mende Uegennyttighedens og af Egenkjærlighedens. Hun drives
i Ilden, i den rivende Strøm for at frelse sit Barn, og Dagen
har ingen Adspredelse, Natten ingen Hvile for den ængstlige
Moder, hvis Kinder blegne hen under Anstrengelserne, mens
Øinene synes at forkynde Glæde og Lykke.
|
| d.IV,b.6,s.256 |
Jeg vil fortælle en Historie om en Moder, en Historie der kun
er særegen ved den Omstændighed, som fremkaldte Beviset paa
denne modige selvopoffrende Moderkjærlighed, men hvis Lære,
at denne er beredt til Alt for det elskede Barns Skyld, kan
findes i tusinde Exempler, som daglig upaaagtede foregaa om-
kring os. I en af de langstrakte Aaser, som danne Kristiania-
fjordens Østkyster, hvor denne taber sin største Bredde, ligger
et Nybygge, hvor en af disse Scener, der viste Moderkjærligheden
i dens fulde Styrke, er foregaaet. Et Par fattige, arbeidslystne
Folk havde der seet sin Flid kronet efter faa Aar. De havde,
efter et Uaar, som ogsaa rammede saa sydlige Egne, nedsat sig
i et solbart lidet Dalsøk, hvor den rige Plantevæxt viste dem
hvor god Jordbunden i sig selv var der. Ingensteds gav Potetesen
slige Fold i deres Nybrydning; der stod en Rug paa deres Braater,
som Sukkerrør i Roden, og Havren var at see til som vajende
Palmer. Men den naturlige Frodighed viste sig ikke mindre i
hvad den af sig selv frembragte. Hyld, Hvidtorn, Snebold, Gede-
blad (Kaprifolium) og andre kjelne Buskvæxter skjød frodigen
op imellem Stenene, og langs Stien, der slyngede sig op fra
Stranden for over Aasen at glide ned i Bygden, gik et skarlagen-
rødt Belte, som man, naar man vandrede den, saae var lutter
Jordbær af de spanske Havejordbærs Størrelse og bristende
Fylde. Dersom ikke den alvorlige Fjord havde lagt der med
sine Granaaser og rødbrune Styrtninger paa den anden Side,
skulde man, af de nærmeste Omgivelser, under de klattrende
Kaprifolier, der i store Klaser og Krandse ludede ned fra Alme-
og Asketræerne, og med den forunderlig rige Busk- og Blomster-
flor paa de smaa Engstykker og imellem Stenene for Øje, fristes
til at tro, at man befandt sig under en langt sydligere Sol, paa
en af Spaniens eller Italiens Skraaninger mod Middelhavet. Jeg
har gjort Plantekyndige opmærksomme paa denne Plet for en
riig Høst for deres Plantekasse, og de have lovet at besøge
den. Gjør En det, vil han finde en gjæstfri og elskværdig Familie
i Nybyggerhytten: en Fader og en Moder i deres bedste Alder,
-- ham maaskee nede ved Stranden, hende ved sin Rok foran
Døren, og tre smaa velsignede Børn, sundere og smukkere end
de Blomster, han ikke vil mangle at finde, legende ved hendes
Fødder, og fulgte af hendes opmærksomme Øje.
"Hans! Hans!" vil hun maaskee raabe -- "ikke saa langt! ikke
|
| d.IV,b.6,s.257 |
til Hylderøsen! Husker du ikke?" Men naar Manden kommer
op, vil han fortælle dig en Historie fra ifjor, mens Konen gaaer
ind efter en Skaal Melk, om du end ikke har forlangt den.
"Saa sad hu' Berthe en Eftermiddag i Høaannen ifjor -- vil
han fortælle -- og vuggede den Vesle udenfor Døren. De to
ældste der, han Hans og Anne Maria legte ved Hylderøsen der
nede i Jordbærbakken. Jeg var ikke langt unna: bare oppe i
Braaten og pyntede paa Gjærdet, og bag Huset gik en gammel
Kone fra Bygden og havde noget Huusstel for sig. Det var over-
maade varmt, saa hu' Berthe dormede lidt, mens hun sad saa
ved Vuggen. Men medeet vaagnede hun af et forfærdeligt Skrig
fra begge Børnene nede i Bakken, og strax kommer Vesle Hans
ampusten opover med det Skrig, at Anne Maria ligger dernede
stukken af en Orm, hvoraf her desværre ikke er saa faa i denne
solbare og frodige Bjergegn. Moderen springer naturligviis til,
finder Anne Maria med Mærker af nogle Blodsdraaber af at
være bidt i Vristen, giver sig til at skrige saa jeg kunde høre
det oppe i Braaten, og bærer hende under den høieste For-
tvivlelse tilbage. Hvad var der nu at gjøre? "Jo! havde vi bare
en Hund" -- mente Kjærringen, som var hos os -- "kunde han
suge Giften ud." -- "Ak, en Hund! hvor er en Hund?" klagede
Moderen. Men pludselig var hun sprungen op med et Glædes-
skrig: "Gudskelov! Det indgav Gud mig. En Hund kan ikke
suge Saaret ud -- den vil væmmes ved Giften -- men det kan
en Moder!" Hun havde kastet sig paaknæ og givet sig til at suge
Saaret af alle Kræfter. Saaledes fandt jeg hende, sugende som
om hun vilde suge hundredaarigt Liv til sig og ikke Døden som
hun tænkte. Vesle-Hans var løben mig imøde, og havde fortalt
mig hvad Moderen gjorde. Og hun havde suget længe! thi da
jeg hørte Skriget fra Røsen, var jeg ilet derned, hvor jeg ogsaa
virkelig havde fundet og dræbt Slangen. Men jeg kom nu med
Trøst. "Gud velsigne dig, Kone!" raabte jeg, "for hvad du har
gjort og villet vove! men ængst dig bare ikke, for se her! Ormen,
som har bidt Anne Maria, er uskadelig; ganske uden Gift som
Humleranken her." Den hang ved min Stok; jeg tog den og viste
hende Mærket, at det ikke var en Hugorm eller Skogsorm, som
vi kalde dem, hvis Bid kan være dødeligt, men en af de uskade-
lige Snoge eller saakaldte Huusorme, som gjøre adskillig Nytte
ved at fortære alskens mindre Utøi. Hvilken Glæde der nu blev,
|
| d.IV,b.6,s.258 |
kan man let begribe, ligesom og, at Hylderøsen staaer i betydelig
Respekt siden den Tid. Mig -- vil der ligge i Mandens Ansigt,
naar Berte kommer ud igjen med Melken (naar hun kan antage,
at Historien, der geraader hende til saa stor Roes, er ude) --
mig er Steenrøsen bleven et Alter for den moderlige Kjerlighed,
et Sted jeg og mine Børn aldrig vil kunne see uden at erindre,
at intet Offer, ikke selv Livet, er for stort for denne, men at
Gud var naadig, og blot satte den paa Prøve."
|
| BLA BAKOVER |