HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843



NYE SKRUPLER HOS ANDERS ENGELAND

   Det varede ikke længe, saa fik gamle Skolemesteren Bud fra
vor gamle Bekjendt siden sidst, den formuende Anders paa
Gaarden Engeland, som ingen Udlænding saa let vilde tro kun
var en Bondegaard i det fattige Norge.

   "Hør, Skolemester," sagde han, "Jeg mener Bibelen, og ikke
mine Fingre, styrer selv hvor den vil falde op henne, for da jeg
i en Hast skulde stikke ind i den dette Gjældsbeviis her, som
jeg har paa Lars Koja, hvor skulde den vel falde op uden netop
d.IV,b.6,s.242   her hvor der staaer fortalt om Jubelaaret hos Jøderne, hvorledes
hvert halvtredsindstyvende Aar al Gjæld udslettedes, alt Eien-
domskjøb gik op igjen, Jorden faldt tilbage til Slægten og intet
saaedes eller høstedes af Marken."
   "Nu, javel," sagde vor gamle Ven, "det var en Indstiftelse af
Moses, som tilsigtede en Jævning i Kaarene, saa ikke Nogle
skulde blive formeget rige og lægge under sig Andres Eiendom,
og som kunde gaa an i et Land, der var saa let at leve i, og
som var udloddet til Stammernes store Familier. Men ligesom
det af Moses stiftede Rige, hvis Konge Jehovah selv skulde være,
er et Billede af Guds aandelige Rige, er Forsoningsaaret for Os
kun et Billede af Tiden hiinsides, hvori alle timelige Uligheder,
alle verdslige Fortrin skulle forsvinde, og hvor Mange af de
Fremste skulle blive de Sidste og mange af de Sidste de Fremste.

   Dog allerede i vort nærværende Liv kan i en vis Maade den
store Adskillelse mellem Høje og Rige, Lave og Fattige, for-
mindskes og mildnes ved de Førstes Ædelmod og Menneske-
kjærlighed og de Sidstes Arbeidsomhed og Taalmod; men fremfor
alt ved det kristelige Tænkesæt, som forbyder Hjertet at fæste
sig formeget ved det Jordiske, og som gjør, at Hver og En er
fornøjet med sin Lod, den være stor eller liden. Dertil hører,
at de Ophøjede, den Oplyste og Rige aldrig forglemme hvad de
ere for sig selv og for Guds Øine, nemlig fattige, syndige og
dødelige; at de, som arbeide og tjene for Andre, gjøre det ikke
blot Mennesker, men Gud, til Vilje, og have meer at agte den
himmelske Arvedeel end den jordiske Løn; at Høje som Lave
ere al menneskelig Ordning underdanige; at de mindre Lodgivne
tænke som Apostelen, at det er Vinding nok at være gudfrygtige
og at lade sig nøje, og at de, som have arvet eller forhvervet
mere, aldrig forglemme Jesu Advarsel: "hvad gavner det Mennesket,
om han vinder den hele Verden og tager Skade paa sin Sjel?"

   Hvad der angaaer Sjelens evige Salighed er fælleds for Alle,
som Klokkernes Lyd fra Kirken sprede sig gjennem Luften over
hele Bygden, til Huusmandspladsen som til Storgaarden, til
Lars'es Koje i Jordbakken, som til din anselige Gaards lange
røde Tage. Og saaledes er ogsaa det Ord, som derinde for-
kyndes, et Budskab fra Himlen til os Alle, at vi, som ere skabte
i Guds Billede, ogsaa ere Guds Børn alle og ere kaldede til en
salig Tilværelse efter denne, eller, som Skriften udtrykker det,
d.IV,b.6,s.243   til at blive Medarvinger i hans Rige. Dette er den rette Jevnlig-
hed mellem Menneskene; den eneste, som kan finde Sted paa
Jorden. Guds Huus staaer aabent for dem, som udelukkes fra
Høihedens, Ærens og Glædens Sale. Og De, som ikke bydes
til Gjæstebudet, som ikke engang faae stille sin Hunger med de
Smuler, som falde fra den rige Mands Bord, blive dog kaldede
til, som Herrens Gjæster, at fremtræde ved hans hellige Nadver,
hvor ogsaa de, som ingenting eje, forsikkres om at være Med-
ejere i Kristendommens store aandelige Rigdomme og himmelske
Arvedeel. Naar vi betænke dette, og handle som rette Kristne,
bliver "det behagelige Herrens Aar" ogsaa i timelig Henseende
et Jubelaar, nemlig et kristeligt, som ikke beroer af det borger-
lige Samfunds Indretning og Styrelse, ikke forudsætter nogen
Rystelse i de Grunde, dets Ordning hviler paa, men befæster
tvertimod Eiendomsretten som den lovbundne Myndighed.
   Forøvrigt -- undtager man de af Sygdom Lidende, de af sær-
egne Ulykker og Sorger Hjemsøgte, som findes i fornemme og rige
Huse, saavelsom i lave og fattige, samt de tilfældigviis Nødlidende,
som dog sjeldent savne privat eller offentlig Hjælp, er Forskjellen
imellem Menneskene, med Hensyn til virkelig Glæde af det timelige
Gode, ikke saa stor, som den synes
. Mangen En, som staaer paa
Lykkens Højde og nyder alle Livets Beqvemmeligheder og For-
dele, finder ikkedestomindre, enten af Mangel paa Helhed eller
af ulykkelige Forhold inden og uden Huset, mangen Anledning
til at ønske sig i Deres Sted, som i tungt Arbeide fortjene sit dag-
lige Brød,
uden at drømme om de Bekymringer, Forydmygelser
og Modgange, som ei sjelden forbittre Livet for de af Lykken
Begunstigede, de af Høiheden, Ære og Rigdomme Udmærkede.

   I det Hele taget er den arbeidende Klasse lykkeligere end de
Fleste, som ere ophøjede over den
. Den kunde idetmindste være
det, om den vilde anvende den Velsignelse ret, som Gud for-
lener den i dens Ansigts Sved. For Arbeide lader Gud os faae
alle Goder, siger et Sandsagn, ældre end den kristne Tid. Men
med Beklagelse seer man alligevel, især i Stæderne, at Arbeideren,
jo lettere han erhverver hvad han behøver
til sit Udkomme, for-
spilder det desto hastigere
, og taber ved tøilesløse Udsvævelser
tilsidst selve Evnen til at fortjene noget. Men Skylden ligger
ikke i den Stand, hvortil han hører, men hos ham selv, om han
befinder sig i Nød og Betryk, naar han ikke med Sparsomhed
d.IV,b.6,s.244   og Maadelighed har sørget for den Tid, da de onde Dage komme
og Aarene, om hvem man vil sige: "de behage mig ikke."
   "Alting har sin Tid, og alt hvad man foretager under Himlen
har sin Stund," siger Prædikeren. Paa Tidens Iagttagelse beroer
al Orden, og hvor der er Orden er ogsaa Velbefindende og
Glæde. Menneskene have faaet, iblandt andre Fortrin for Dyrene,
Evnen til at see frem og tilbage i Tiden, og at forestille sig den
som forsvunden, nærværende og tilkommende. Men Mange synes,
ogsaa i den Henseende, at glemme, at de ere Mennesker. De
leve blot for Dagen, og bekymre sig om intet andet, end at til-
fredsstille for Øjeblikket sine dyriske Behov. Paa den kommende
Tid tænke de aldrig, og sjelden paa den forsvundne. De fleste
Dyr, skjøndt de ikke kunne skilne mellem igaar, idag og imorgen,
tage dog Tiden meget bedre i Agt. Kingelen væver sit Næt saa
snart det begynder at klarne, og Bien er om Sommeren utrættelig
i at samle til Vinteren. Men hvormange Mennesker forspilde
ikke sin bedste Arbeidstid? Mange forsømme endog med Flid
at sørge for sine ældre Dage, i den Tanke, at de skulle forsørges
af det Offentlige. Men de, som saa gjøre, synde ikke blot imod
Samfundet, som de gjøre sig til en Byrde for, og mod andre
Fattige, som ere blevne det uden egen Skyld, for hvem de bort-
tage eller formindske Understøttelsen, men ogsaa mod Gud, som
har givet dem Helse og Kræfter, for paa den bedste Maade at
blive anvendte til egen og Andres Nytte. Ogsaa mod sig selv
handle de ilde; thi ihvorvel den, som i sin Alderdom har Til-
flugt til den almindelige Fattigomsorg, bør skatte sig lykkelig, og
daglig takke Gud derfor -- hvormeget lykkeligere var han dog
ikke, om han kunde leve af det, han selv ved sin Arbeidsomhed,
Maadelighed og Sparsomhed, ved Guds Velsignelse, har forhvervet
og forvaret?

   Men er det vel blot i den lavere, for Dagen arbeidende, Klasse,
man finder Mennesker, som dette angaaer? Hvor Mange, ogsaa
imellem de mest Oplyste og Dannede, ere ikke saa letsindige,
at de aldrig tænke paa sin Fremtid, men blot paa den nær-
værende Stund og dens Nydelse eller det blotte Skin af Nydelse;
thi det er ikke engang for en virkelig Fornøjelse, de opoffre sin
timelige Velfærd. Følgen heraf er ikke alene en forstyrret Huus-
holdning, men ogsaa en indre Fordærvelse, som forgifter selve
Hjertet og forstyrrer al Følelse for noget Højere og Bedre end
d.IV,b.6,s.245   den sandselige Nydelse og den tomme Forfængelighed. Ja en
stor Mængde Mennesker forspilde sin Menneskeværdighed og
sin aandige Velfærd ikke mindre end sin timelige Lykke blot
ved at de ikke tænke paa idag hvad igaar var eller imorgen fore-
staaer, eller betænke, at man maa saae naar Saaningstiden er,
om man vil høste naar Høsttiden indtræffer.
   Dette gjælder for os Alle i aandelig som i legemlig Henseende.
Idag og hver Dag skulle vi sørge for vor Sjel; thi vi vide ikke,
om der imorgen er Tid dertil. Det gjælder alle, thi alle have
lige Arvedeel i det himmelske Rige, paa det Vilkaar, at vi er-
kjende os aandeligen fattige...."

   "Der sagde I et Ord, Skolemester -- afbrød Anders -- som
jeg nok kunde behøve eders Forklaring over. Hvad forstaaes
vel ved aandelig Fattigdom, ved den, som der siges om, at
Himmerige hører den til?"

   "At vi ikke alene erkjende vor naturlige Uformuenhed til at
være hvad vi skulle være, men ogsaa den Skyld, som vi have
paadraget os ligefra vor Ungdom og dagligen forøget i vor hele
Levetid. Over dem, som erkjende dette med Bedrøvelse, siges
derfor: salige ere de Bedrøvede; thi de skulle husvales. Nu er
der vel Ingen, som kan unddrage sig ganske fra den almindelige
Tilstaaelse at være et syndigt Menneske; men de Fleste ere dog
færdige at tillægge: "vi ere alle Syndere for Gud; hvo kan da
finde en Reen, hvor Ingen er reen?" Og saaledes bliver Bekjen-
delsen til en Undskyldning. Og det er ikke blot for Andre, men
ogsaa for sig Selv, man saaledes plejer at hænge en Kappe over
sin Skyld. "Jeg er mig intet Ondt bevidst," siger den Ene, og
paaberaaber sig sin Vandel som feilfri, fordi han ikke er bleven
tiltalt for nogen Forbrydelse, eller fordi man ikke veed om ham
nogen grovere Udsvævelse eller Last. "Jeg har ingen Uret
gjort," siger han, og forstaaer derved, at han ikke har frastjaalet
eller frasnydt nogen hans Ejendom; men om han har listet til
sig den Vinding, som allerede medrette var i en Andens Hænder,
eller har stillet sig ivejen for en Medbroders Lykke, om han har
fældet uretfærdige Omdømmer og udspredt falske Rygter om
sin Næste, eller om han har baaret et uforsonligt Had til ham
-- i alt dette finder han ingen Uret. "Jeg har gjort meget godt,"
siger en Anden, og mener enten de tilfældige Almisser, han har
uddelt af sin Overflødighed, uden at hans Hjerte har deeltaget i
d.IV,b.6,s.246   den af Haanden fremrakte Gave, eller ogsaa sin almeennyttige
Virksomhed, som vistnok har forhvervet ham en retmæssig
Agtelse i Samfundet, men ikke gavner ham i himmelsk Hen-
seende, da hos ham Egenkjærligheden og Ærgjerrigheden har
været Bevæggrundene dertil, og Gud dog dømmer efter disse,
ikke efter Handlingerne, da nogle skinfagre Dyder ikke for Ham
kunne skjule det Urene i selve Kilden. En Tredie taler om sine
Udsvævelser i ældre og yngre Aar, somom de ikke skulde be-
tyde mere, end de smaa Udyder, som han har udøvet i sin Barn-
dom. Han betænker ikke, at vort Levnet udgjør et sammen-
hængende Heelt, og at, ihvorvel vi under Livsvandringen for-
glemme en stor Deel af den Vej, vi have lagt tilbage, skulle vi
dog fra Evighedens Højder oversee den heel og holden, med
alle de Afsteg, vi have taget, alle de Afvigelser og Fald vi have
gjort. Hver Gjerning, hvert Ord, hver Tanke skal da staa klart
for Aandens Øje; og vi skulle ikke kunne dølge dem mere for
os selv, end for Andre. De ere Ildsluerne, som fortære, Slangerne,
som forfølge Aanden, om han ikke her, ved oprigtig Erkjendelse
af sine Synder, er bleven af de aandeligen Fattige, som Gud af
Barmhjertighed har forjettet Deel i sit Rige d. e. en rolig og liv-
salig Nydelse af Tilværelsen hiinsides.
   Det er med den aandelige Fattigdom, som med den timelige:
den er ikke altid kjendt eller erkjendt. Nogle sidde i stor Gjæld,
og leve alligevel somom de vare steenrige. De dølge sine Om-
stændigheder, ikke blot for Fremmede, men for sig selv, idet-
mindste for Mage og Børn. Uden at beregne Indkomst og Ud-
gift, forøge de sin Gjæld indtil en pludselig og fuldkommen
Undergang aabenbarer Husets virkelige Tilstand. Andre Gjæld-
bundne derimod betænke itide den truende Fare; de jævnføre
sin Gjæld med sine Indtægter: og finde de en formuende og
hjælpsom Mand, som har Tillid til deres Redelighed, Sparsomhed
og Flid, kunne de ved hans Hjælp lidt efter lidt rede sig ud og
tilbagevinde sin Velstand. Ligedan forholder det sig i aandelig
Henseende. Nogle vare i Andres og ofte, som sagt, i egne Øine
rige paa alle kristelige Dyder, endskjøndt deres Regning staaer
slet hos Gud, som ransager Hjerter og Nyrer. Andre derimod
mærke med Forskrækkelse sin Sjels usle Tilstand, men om de
henty til Gud igjennem Frelseren, blive de dog salige ved denne
aandelige Fattigdom, som erkjender sin himmelske Skyld."

d.IV,b.6,s.247      "Jeg har nok for mig af hvad I har sagt, Skolemester," sagde
Anders. "Jeg vil gjøre med den stakkels Lars, som jeg vil haabe
Gud vil gjøre med mig. Han stræver nok, og erkjender sin Gjeld!
jeg vil give ham endnu en Henstand, og skaffe ham en glad Dag
saa nær under Dens Fødselsfest, der er alle vores Kreditor. Ja
finder jeg, at det er ham tjenligt, skal jeg vel ogsaa eftergive
ham hans Gjeld eller saameget han har godt af, ligesom jeg
haaber paa en Dag i et himmelsk Jubelaar, da ogsaa min skal
blive udslettet. Og Tak fordi I kom ind Skolemester! Jeg var
udbuden i Aften for at spille Kort; men sandelig har I ikke lagt
bedre Blade op for mig baade i Bibelen og i mit Hjerte, nemlig
de hvorpaa min egen Skyld staaer tegnet."


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE