|
No. 22, 29de Novbr. 1841.
Hver Stand kan sig som bedste prise:
Hvo fik ei Sit af Sorg og Lise?
ANDERS ENGELANDS SKRUPLER
"Hvad studerer I der paa, Anders Engeland?" spurgte vor
gamle Bekjendt Skolemesteren en velstaaende Bonde, hos hvem
han just var traadt ind forat holde Søndagsskole paa Gaarden.
"Aa", svarede Anders, med Haanden tungsindig under Kinden,
"det Blad, I gav mig, da I var her sidst, har givet mig noget at
tænke paa, som nok kan sætte En Skruer i Hovedet." Og her-
med tog Anders udaf sin Bibel næstsidste No. af dette Blad.
"Se her sagde han, staaer det anført af Bibelen: "Rige og Fattige
|
| d.IV,b.6,s.234 |
maa være iblandt hverandre. Herren har gjort dem alle, Herren
gjør Fattige og Rige"; og dette kan nu være Trøst nok for hvem
det er, for han Lars Koja derborte, som har gravet sig ned i
Jorden, som for mig, der sidder godt til; men igaarqvel, da jeg
lagde Bladet ind i Bibelen min, faldt det paa et Sted, som ikke
giver en Mand i mine Kaar andet end Grund til at troe, at det
just ikke er Guds Velsignelse alt det, som ligger i Laden der-
henne, eller at Bibelen altid er saa overeensstemmende og tro-
endes i sin Lære. Og imellem disse to Tanker har jeg nu be-
fundet mig som mellem Tænderne paa en Sax, der har over-
klippet baade Tro og Tilfredshed, baade hvad der bandt mig til
Jorden og til Himlen."
"Ei, Gud bevares, Anders, lad mig da see det Sted, der har
rørt saa op i Eders Sind."
"Læs selv," sagde Anders, og skjød Bogen til ham.
"Ja, var det ikke det jeg vidste," sagde Skolemesteren: "For-
tællingen i Matth. 19 Kap. om den rige Yngling, som kom til
Jesus, og spurgte om hvad han skulde gjøre forat vinde det
evige Liv, og som fik den Anviisning, at han skulde ..."
"Læs det, læs det!" utbrød Anders, "skjøndt det er som om
jeg skulde høre mine egne Liigklokker ringe." Og Skolemesteren
læste:
"Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gak hen
og sælg hvad du haver, og giv Fattige det, da skal du have
Liggendefæ i Himlen, og kom og følg mig! Der den unge Karl
hørte det Ord, gik han bedrøvet fra ham; thi han havde meget
Gods. Da sagde Jesus til sine Disciple: Sandelig jeg siger eder:
en Riig kommer vanskeligt i Himmeriges Rige. Og ydermere
siger jeg Eder: Det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et
Naaleøje, end at en Riig kommer i Guds Rige."
"Nok, nok!" raabte Anders. "Saa staaer der, at Disciplene
bleve forfærdede, og spurgte, hvo da kunde blive salig; og saa
er det gaaet mig med, og jeg maa nok spørge saa hos mig selv,
og, om hvem, som nu kan troe paa Bibelen, der saaledes taler
med to Tunger?"
"Tal ikke saa, Anders!" sagde Skolemesteren. "Salige ere de
Fattige i Aanden," siger Jesus; og saaledes bør Ingen tro, at han
bliver salig blot for sin legemlige eller jordiske Armods Skyld.
Hverken Riig eller Fattig, Høj eller Lav skal berømme sig af
|
| d.IV,b.6,s.235 |
noget Andet, end af at han frygter Skriften. Mange, hvor gjerne
de end vilde være rige, gjøre sig alligevel en Fortjeneste af sin
Fattigdom, og ansee sig blot ved den for ophøjede i Guds Rige
over dem, hvis timelige Fortrin dog vækker deres hemmelige
Misundelse. Men derved mistydes af dem nogle Steder i den
hellige Skrift, som synes dem at indeholde en Fordømmelse over
de Rige; og et saadant er det, vi nys hørte. Jesu Hensigt der-
med var, at vække den unge Mands Opmærksomhed paa Ufuld-
kommenheden af hans Dyd, hvorpaa han syntes at fortrøste sig,
om end ikke uden Uro. Derfor mødte han ham strax med de
Ord: "hvi kalder Du mig god? Ingen er god uden Gud." Og
da han paaberaabte sig sin Lydighed mod Loven, men følte sig
ikke istand til den Opoffrelse, Mesteren fordrede af ham, mærkede
han med Bedrøvelse, hvormeget han fattedes forat være fuld-
kommen. De Ord betræffende, som synes sagte i Almindelighed,
og saa let kan mistydes, (som nok ogsaa er Tilfældet hos dig,
Anders), nemlig Lignelsen om Kamelen og Naalsøjet, da vil det
kun sige, at den Rige har flere Fristelser til Synd end den Fattige.
Det er vel sandt, at Nøden frister til Udaad; men derimod frister
Overflødigheden til Laster. De Forbrydelser, Nøden begaaer,
komme ofte for Lyset og straffes; men Rigdommens Laster ere
mindre synlige, og komme sjelden under verdslig Dom. De skaanes
endogsaa meer af det almindelige Omdømme, og dette er kun
en Fristelse meer for den Rige, da han paa engang har flere
Leiligheder og Fristelser til at synde, og mindre Uleilighed, mindre
Dadel for sine Feiltrin. Overfloden følges ogsaa af flere timelige
Bekymringer, som hindre Omsorgen for det "ene Nødvendige."
Snart komme vigtige Tvistigheder, Overløb af Mennesker, Ad-
spredelser, Ærgrelser og Forydmygelser ivejen, hvorom de neppe
kunne gjøre sig noget Begreb, som i sin Vraa med stille Flid
erhverve sit daglige Brød. Men naar de overvinde alle disse
Hindringer, undgaae alle disse Snarer, ere de Rige saameget
kjærere for Gud, ligesom de Fattige ogsaa ere det, naar ingen
Nød kan bringe dem fra den rette Vej, ingen Elendighed rokke
deres Tro, Taalmodighed og Lydighed mod Gud. I hvad Kaar
man end maa befinde sig, kan man være dydig eller udydig, ar-
beidsom eller doven, barmhjertig eller ubarmhjertig, løgnagtig eller
sandfærdig, hevngjerrig eller forsonlig, hovmodig eller ydmyg, kydsk
|
| d.IV,b.6,s.236 |
eller ukydsk, maadeholden eller umaadelig, kort, gudfrygtig eller
ugudelig; og blot derefter er det Gud dømmer."
Anders's Ansigt opklaredes; thi han havde en god Bevidsthed
med sig selv. Skolemesteren vedblev da:
"Ikke alle Rige ere saa indslumrede i Verden og dens Lyster,
saa sandsløse om sin evige Salighed, som den rige Mand, ved
hvis Dør Lazarus laa. Abraham, til hvem Lignelsen siger os, at
Denne kom, havde jo været rig paa Jorden. Ikke heller ere alle
Fattige saa gudfrygtige og beredte til et saligt Endeligt, som
Lazarus var. Mangen Fattig er ligesaa verdsligsindet, ligesaa
ubarmhjertig og hovmodig som nogen Rig. Og hvormange have
ikke ved sine Laster og Forbrydelser styrtet sig selv i Elendighed
uden derfor at opvækkes til Bedring? Men den Fattige, som er
gudfrygtig, om han ei finder Venner blandt Menneskene, har en
Ven i Gud, Himmelens og Jordens Herre. Gud er med ham i
hans Hytte, og naar han gaaer ud, ved hans Arbeide og ved
hans Hvile. Rigdom er en Guds Velsignelse, naar man forhverver
den retfærdig og anvender den vel. Hvor agtværdig er ikke en
Mand, som ved sin Duelighed og Drivtighed anvender sin Ejen-
dom til egen og almeen Nytte? Blot derved, at han giver flere
Mennesker Anledning til at vinde det daglige Brød, gavner han
hele Fædrenelandet, foruden den Understøttelse, han kan yde dem,
som ere i Nød. Ogsaa i Guds Menighed behøves de Midler,
som en opvunden Formue besidder. Uden dem kunde ingen
Kirker eller Skoler bygges, ingen fromme Stiftelser oprettes, ingen
Barmhjertighedsgjerninger udøves, ingen Fattige underholdes."
"Bi lidt, lad mig see!" afbrød Anders med stedse mere op-
klaret Ansigt; og Skolemesteren gjættede hos sig selv, at han
regnede efter hvor mange Mennesker, der levede ved ham, og
at han besluttede at gjøre en eller anden god Gjerning med det
Første. Men han vedblev:
"Saaledes er det, som der siges i hine Ord af Skriften, at
"Rige og Fattige maa være imellem hinanden," og at "Herren
har gjort dem alle: Herren gjør Fattige og Rige."
"Ja; men," sagde Anders, "naar Jesus bød den rige Yngling
at give de Fattige alt hvad han ejede, om han vilde følge ham,
og erhverve sig en Skat i Himlen, var det da ikke hans Mening,
at Alle, som ved ham ville blive salige, skulle forjage det jordiske
Gods og leve i en frivillig Armod?"
|
| d.IV,b.6,s.237 |
"Nei, gode Ven," svarede Skolemesteren, "hvad Jesus foreslog
den unge, paa sig selv fortrøstende, Mand, om han vilde blive
fuldkommen, var ingen almindelig Forskrift, ja ikke engang til
ham et uvilkaarligt Bud. Spørgsmaalet var egentlig, om han
vilde være En af dem, som fulgte Jesus paa hans Vandring i
Tiden, for siden at gaae ud i Verden som hans Sendebud; og
for disse var det nødvendigt at skille sig fra de Sorger og Møjer,
som følge med Rigdommen. Men deraf kan ingenlunde den
Slutning drages, at Alle som nu ville være hans Lærlinge, og
vandre med ham paa Livsens Vej, skulle overgive sine verdslige
Kaar og bortskjænke al sin Formue til dem, som mindre eje.
Derved blev i hele Samfundet ikke alene Forvirring, men For-
dærvelse og Elendighed, da Alle bleve fattige, og Ingen kunde
hjælpe den Anden. Vistnok har en saadan Udtydning af disse
og andre Jesu Ord foranlediget mange Barmhjertighedsgjerninger
og fromme Stiftelser; men, foruden de Misbrug, som fordum
skedte ogsaa i vort Land med ødsle Gaver til Kirker og Klostre,
forledes Mange endnu til den Vildfarelse, at de, ved Almisser
til de Fattige, kunne forsone sine Overtrædelser og indlægge sig
en Fortjeneste hos Gud."
Skolemesteren afbrød her pludselig og med et skarpt Blik paa
Anders spurgte han: "Bliver I endnu ved det I nys tænkte paa?"
"Hvilket da?"
"Tænkte I ikke paa at gjøre en god Gjerning med noget af
Jer Overflødighed? Slig Tanke plejer at lyse i Øinene."
"I er en Mand, der seer godt, Skolemester, mærker jeg nok;
thi virkelig jeg tænkte paa noget Saadant etsteds under jer For-
klaring; og jeg bliver derved; thi jeg agter at give noget, ikke
for at dække mine Skrøbeligheder, men som et Takoffer til Gud
for det Meget, Han dog har givet mig ogsaa i Aar fremfor saa-
mange."
"Giver Du med slige Tanker, saa giv i Jesu Navn, og Du vil
faae din Løn derfor, Anders," sagde Skolemesteren. Hvad Me-
steren sagde til den rige Yngling angaaer visselig os Alle i den
Mening, at vi, naar en Opoffrelse er fornøden, naar vor Sam-
vittighed paalægger os den for Samfundet eller for Guds Rige,
skulle være beredte til at forsage vor Ejendom, ja selv vort Liv.
"Den, som vil bevare sit Liv, siger Jesus, skal miste det, og hvo,
som mister sit Liv for min Skyld, skal bevare det." Gjælder
|
| d.IV,b.6,s.238 |
dette om vort Liv, skulde det da ikke gjælde om det, som mindre
er, om vor Ejendom? Nemlig i saadant Fald, at vi ikke kunne
beholde den uden at skille os fra Gud. Men er den lovlig er-
hvervet, bliver der sjelden Spørgsmaal derom; unødigviis at af-
staae sin Ejendom behøver eller bør Ingen meer end at stille
sit Liv blot. Det er alene vort Hjerte, Frelseren vil skille fra
jordiske Ejendele, at det ikke ved disse skal drages fra Gud.
Alene det verdslige Sind, som sætter det højeste Gode i Penge
og Gods, advarer han saa ofte og eftertrykkelig mod. Og saa
er ogsaa hans Mening i den ved første Øjekast ligeledes let mis-
forstaaede Forskrift i Matth. 6. 19 -- 21: "I skulle ikke samle eder
Liggendefæ paa Jorden, hvor Møl og Rust æde dem, og hvor
Tyve grave derefter og stjæle dem. Men samler Eder Liggendefæ
i Himlen, hvor hverken Møl og ei Rust æde dem, og hvor Tyve
ikke grave derefter, og ei stjæle dem. Thi hvor som eders
Liggendefæ er, der vil og Eders Hjerter være."
Hos de første Kristne synes vel den Tanke at være opstaaet,
at de burde være jævnlige i Kaar. De Formuende solgte sin
faste Ejendom, og gave Pengene til Menigheden, saa at Alt var
fælles. Men dette gjorde Enhver af egen Drift uden Paalæg.
Derfor, da Ananias og Zafira havde unnagjemt en Deel af Kjøbe-
summen for deres solgte Jordlod, bleve de straffede, ikke fordi
de havde villet beholde hvad de ejede, men for sin Underfundig-
hed og Løgn. Petrus siger derfor med udtrykkelige Ord, at de
nok kunde have beholdt sin Ager, og ladet den blive usolgt,
eller beholdt Pengene, om de havde solgt den. Men deres Synd
bestod i Løgn for Gud og Mennesker. Saaledes var det ikke
engang i den første kristne Menighed nogen Skyldighed, men en
frivillig Sag, at afstaa sin Ejendom til fælles Brug. Og endnu
mindre kunde siden, da Menigheden voxte sammen med det
borgerlige Samfund, nogen saadan Forbindelse paalægges de
Kristne, hvortil ingen Grund findes i Jesu Lære, som langtfra at
opløse det borgerlige Samfundsbaand, tvertimod tjener til at
styrke dets Kraft og Hellighed. Han, som befalte, "giver Keiseren
hvad Keiserens er!" maatte ogsaa ville, at Enhver skal beholde
og bruge hvad ham tilhører, uden hvilket Samfundet ikke skulde
kunne bestaa."
"I har lettet en Steen fra mit Hjerte, Skolemester," sagde
Anders, "og Tak for det."
|
| d.IV,b.6,s.239 |
"Om den Ting lod sig nok mere sige," mente vor gamle Ven;
og Anders bad ham da ikke gaae hans Dør forbi, naar han havde
en Stund tilovers.
|
| BLA BAKOVER |