|
No. 20, 29de Octbr. 1841.
Skjæbnens sære Baner
kun ere Skjul for Herrens vise Planer.
VOR TIDS VELGJØRENHED
Dersom de meer formuende Klasser hos Os virkelig ved
hjerteløs Egenkjærlighed overlod de fattigere til deres egen Trangs
Elendighed uden at gjøre noget for at lindre og afhjælpe denne,
skulde der være nogen Undskyldning for det mørke, avindssyge
Øje, hvormed de Slette imellem den fattige Klasse ansee dem,
der befinde sig i bedre udvortes Kaar. Ofte har en Kappe, en
Dragt, som er bedre, end den, simpel Mand kan have, været
nok til at blive overfalden i vore Gader, og Ødelæggelsen af
Stakitter, Anlæg og andet til de Rigeres Bygninger Henhørende
har som oftest kun hiin lumpne Avindsyge til Grund. Men vilde
dog de forbryderske Uslinger, der fortsætte dette Fiendskab,
|
| d.IV,b.6,s.220 |
denne hemmelige Ødelæggelseskrig imod de bedre Kaar, aabne
sine Øine og see sig noget om efter hvorledes Formuen i vore
Dage opfører sig imod Fattigdommen, skulde de finde, at der
er stor Forskjel paa den Kjærlighed, Omhu og Rundhaandethed,
der nu vises, imod før, og at der er nu meget færre Grunde
til at fortvivle over Fattigdommens Elendigheder og meget mindre
Undskyldning (om saa fæl en Last kan undskyldes) for hiin Mis-
undelse. Fattigdommen og Vildfarelsen ere nu ikke mere saa
forladte. Omsorgen derfor er ikke mere blot kastet paa det
Offentlige eller paa "Kassa," som det hedder. Mange Private
arbeide nu i Fattigdommens Tjeneste, og der er saaledes al Grund
for denne til at ansee disse Anstrængelser med et kjærligt og
taknemmeligt Øje, og de Mangler ved sine egne Kaar, som ikke
alle kunne afhjælpes, med et roligt og gudhengivent Sind, og
med en kraftig Vilje til ogsaa selv at række Haanden til, forat
dog saa megen Nød som muligt kan blive lindret. En enkelt af
dens fæleste Ydersider viser sig allerede for en stor Deel ikke
mere. Den forsvandt idet Asylerne aabnede sig for de betlende
Børn, som nu langtfra bedække Gaderne som tilforn. Men der
gjøres mere baade i vor By og andetsteds i Landet, mere, som
maaskee De, det angjælder, ere uvidende om. Ogsaa Maade-
holdsforeningerne kunne regnes for Indstiftelser, for hvem den
Fattiges Tarv er et af Hovedøjemedene.
Det er hiin private Omsorg, det er De, der boe i de høje
Huse, og som gaae i fine Klæder, som have stiftet og vedlige-
holde Asylerne, der spare de fattige Mødre saa megen Arbeidstid,
og som pleje, varetage og opdrage deres Børn. Den har ogsaa
tænkt paa deres Fornøjelser og Legemsudvikling paa Øvelses- og
Legepladsene, lærer dem Reenlighed ved at have forenet et Bad
med den største af disse Indretninger, og bibringer dem i Haand-
gjerningsklassen Midler til siden at ernære sig. Det er hiin pri-
vate Omsorg, som har istandbragt en Spiseanstalt i Grønlands-
asylet, hvor et billigere Maaltid, end hos Marketenteren, staaer
den Fattige aaben, og hvortil Mangfoldige meddeles fri Adgang
efter Spisesedler, som de erholde af goddædige Mennesker
istedetfor Almisseskillinger.
Den har oprettet et Understøttelsesselskab, som isærdeleshed
betænker Enker mod Vinteren og Flyttetider med sine Gaver
saalangt de række. Og endelig (skjøndt ikke "endelig" i den
|
| d.IV,b.6,s.221 |
Forstand, at dette skulde være det sidste Velgjørenhedsfore-
tagende) har den nylig oprettet en Redningsanstalt for fordær-
vede Børn, og givet den, under særskilt Bestyrelse, Plads i Asyl-
gaarden paa Grønland. Med et Snees Børn og Andre, som
høiligen kunde trænge dertil, fra Byen og dens Omegn, har denne
velgjørende Indretning begyndt sin Virksomhed, og der er, des-
værre, ikke Udsigt til at denne skulde standse af Mangel paa
ulykkelige Unge, som allerede befinde sig saa vidt bragte paa
Fordærvelsens Sti, at de skulde være fortabte for det hele Liv,
om Redning ikke var bleven dem aabnet paa denne Maade.
Børn, der allerede have været straffede for Forbrydelser, og
som ere blevne forvildede paa Betlerstien eller paa hvem For-
ældres Tugt er frugtesløs, høre her hjemme inden disse Døre,
som ogsaa aabne sig for den Forældreløse og ganske Forladte,
som Private eller det offentlige Forsørgelsesvæsen maatte saa-
ledes ville sørge for.
Et Træk af denne vaagnede Omhu for de Nødlidende er ogsaa
en nylig skeet Opfordring til at Haandværksmestere skulle tage i
Lære konfirmerede fattige Drenge og Huusmødre til Tyende
konfirmerede trængende Piger, samt til at yde Asylet og Rednings-
anstalten paa Grønland i aflagte Klædningsstykker Hjælp til
Børnenes Beklædning; og skulde da nu den Fattige troe, at
haarde Hjerter have slaaet under de Klæder, han finder sit Barn
iført naar det vender tilbage fra Asylet? Nei, sandt er det vel,
at Overflødighed ikke altid meddeler, men at den dog nu gjør
det mere end tilforn; og at Mennesker, som ikke have meer
end Nok, nu dog ogsaa yde deraf til dem, der have mindre, er
en Kjendsgjerning, som gjør vore Dage Ære. Og dette bør de
Modtagende erkjende, glæde sig over disse bedre Tegn, stræve
selv med, og ikke fæste nogen misundelig Tanke til den taabelige
Tro, at det lod sig gjøre eller stemmede bedre med Guds Hen-
sigter, om Formuen var lige delt, saa alle Mennesker paa Jorden
netop ejede lige meget. Tænke vi os endog, at en saadan lige
Fordeling kunde skee -- inden meget kort Tid vilde det dog
være forbi med Ligheden. Ødselheden, Dovenskaben, Letsindig-
heden og Uordentligheden vilde paa den ene Side, hurtigere end
Ildsluer, blive ved at gjøre sig fattig ligesom nu, medens Spar-
sommeligheden, Fliden, Klogskaben, og Ordentligheden vilde er-
hverve; og inden et Aar vilde den samme Forskjel finde Sted,
|
| d.IV,b.6,s.222 |
som nu, imellem Armod og Rigdom. I Udlandet gruble Millioner
af Fattige over dette Drømmebillede af en Formuens Lighed, og
denne Taabelighed, denne nagende Misfornøjelse med Verdens
Indretning er ikke den ringeste, men netop den værste af deres
Ulykker. Og sæt, at Valget stod til Menneskene: enten at for-
blive i de nærværende ulige Kaar, men med Adgang til offentlig
og Medmenneskers Hjælp, som nu, eller at Enhver skulde er-
holde en lige Deel af al Ejendom, men med Afkald paa enhver
Bistand, om han kom ud af denne Stilling og blev trængende
igjen, og saaledes, at ingen Velgjørenhedsindretning, ingen offentlig
Sygepleje, ingen Haandrækning af Goddædigheden skulde finde
Sted -- hvem turde vælge dette Sidste? Kan den Rige blive
fattig, vilde de maadelige Kaar, som, efter en saadan Fordeling,
vilde falde Alle tildeel, ikke sikkre for ikke at blive det. Og
denne selvforskyldte Armod skulde jo ogsaa være hjælpeløs, og
de Dyder, som nu danne det skjønneste Kjærlighedsbaand imellem
Menneskene, nemlig Velgjørenheden og Taknemligheden, skulde
jo være banlyste fra Jorden? Det var nok bedst at betænke sig.
"Rige og Fattige maa være iblandt hverandre", siger Skriften.
"Herren har gjort dem alle, Herren gjør Fattige og Rige".
|
| BLA BAKOVER |