|
No. 18-19, 30te Septbr. 1841.
Af Mad i Mund vor Krop en Stund ta'er til,
men Aanden voxer kun af Tankens fine Ild.
SKOLEMESTERENS PRÆDIKEN
Midt i August, en Søndag Eftermiddag, var der et overhaands
stærkt Tordenveir, saa Gud maatte sig forbarme. Ja hvem skulde
ikke erindre det en god Stund efter, naar der bliver talt derom,
thi ellers veed jeg nok det er glemt af de Fleste? Men det lyste
over alt Landet, og, som sagt, naar det omnævnes, tør man nok
erindre det, ligesom midaldrende Folk af Kristiania erindre, at
Bordtomterne brændte i deres Ungdom, og at Folk af Thrond-
hjem om en Snees Aar ville mindes Branden i sidste Mai Maaned.
Det vil sige: man erindrer det jo nok, om end Tænderne da
skranglede i Munden paa En af Angest og Bævelse, men dunkelt,
som med en rød Sky for Øjet, uden de Følelser, som gjennem-
rystede Sjælen i Uveirets høitidelige Øjeblik.
"Kom ind, Skolemester! Jøssu Navn, kom ind!" raabte Bonden
paa den Gaard, hvor vor gamle Bekjendt just var over hin Søn-
|
| d.IV,b.6,s.207 |
dag, udigjennem Døren til Skolemesteren, som fra Svalen af be-
tragtede det pragtfulde Natursyn.
Ja, jeg veed jo nok, det var klogest at trække sig ind, tænkte
Denne; men det er da heller ikke saa let hvor sligt et Skue er
at see. Dog gik han ind paa Salen, hvor, foruden Gaardsfolket,
endeel Almue havde forsamlet sig, som Uveiret havde drevet
tilhuus paa Tilbagereisen fra Kirken.
Manden i Huset, en gammel Skapsuper, var forknyt, og just
som Tordenen slog ligeover Huset og som Lynet oplyste den
hvide Talskive borte i Krogen med en Tydelighed, som ordentlig
skar i Øinene, mumlede han noget, hvoraf omtrent lod sig for-
staae, at han mente, han havde gjort ilde i ikke at have været
i Kirke den Dag, og at det vel ikke var saa frit, at Tordenen
derfor drønede saa lige over hans Huus.
"Ja hvorfor gik du da ikke, Far?" sagde Konen. "Gud for-
lade Dig, nu har vi Skaaraanna, og du har ikke været i Guds
Huus siden Paaskedagen". "Har vi ikke Postillen da?" mente
Hosbond.
"Naar bruger du den da? Her er ikke som et kristent Huus
i den sidste Tid", sagde Konen, "for baade det Ene og det Andet
af gammel Opbyggelse gaaer af Brug".
"Postillen? ja, aaja -- " mente Manden; men den er nu -- --
Et rædsomt Tordenskrald afbrød ham. Men Skolemesteren, som
kjendte sin Mand for en af disse mange Svage, som betragte
Gudsdyrkelsen blot som noget, der skal øves for Anstændigheds
Skyld, udfyldte hans Mening med, at Postillen var nu engang
henlagt paa Hylden over Vinduet, og at den der burde hvile
fordi der dog var læst i den omtrent saameget som hos Naboen,
og han besluttede at benytte Øjeblikket baade til at vække Fø-
lelsen af Guds Almagt og Storhed i det pragtfulde Uveir og for
Gudsdyrkelsens Iagttagelse. Inden man vidste Ordet af det, havde
allerede Skolemesteren med Evangeliebogen ihaanden indtaget
en Plads ved Vinduet -- Alle lyttede, og han talte med høj Røst
som følger:
"Se, den store og almægtige Gud har opladt sin Himmel for
vore Øine og en end herligere for vore Sjele! Han har aabnet
sin store og skjønne Verden for os, og Han møder os næsten
synligen i dens Særsyn og i vore egne Færdsler og Begiven-
heder. Støvet ligger tungt paa vore Øjenlaag, vi have ikke de
|
| d.IV,b.6,s.208 |
salige Aanders skarpe Øje til at see dette alt med, til aldrig at
tabe Guds Storhed og Godhed afsigte; men de Øine vi have,
dem bruge vi ikke nok til at see den almægtige Gud selv, hvor-
ledes han møder os i Alt. Men lader os i Øjeblikket, da Gud
ved sin Torden ligesom har vakt vore Øjne, tvunget dem til at
være vaagne, idetmindste medens den ruller og Lynene skjære
i deres Nerver, anspænde vort aandige Syn, saa at vi kjende
Gud selv i hans Aabenbarelsers Tegn og erindre fra denne høi-
tidelige Stund af, at Han altid er os nær i sin Storhed, og at
han aldrig slipper os af sin Kjærligheds Arme; da skal det være
som om vort dødelige Øje var hvæsset til at opdage det mindste
Spor af Guds hellige Nærværelse og til at see ifra Jorden alt
til Hans Throne i Himlens Højeste, ja didhen til Guds Kjærlig-
heds Forborgne, til Hans Helligheds Skjul, hvor hans Barmhjertig-
hed aabner sine Arme og hvor Forsoningen skal opfyldes. Hør
os da, vor Fader i Himlen! vi ville ikke længer være blinde med
dine Herligheder for Øinene, ikke døve for dit Ord i vort Øre,
som om dette var det stenige Hul for Sæden, ikke blinde for
dine store Gjerninger, for Englene, du sender os i Tilskikkelserne,
for Trækkene af din Haand, der fører Alt til sit Maal, Alt til
det Bedste, det Fortrykte til Frihed og Storhed, de Smaa til
Herlighed, ikke forglemmende, at du er os altid nær, ikke holdende
vore Øine til, saaat vi ikke kjende Dig, vor Fader, Du som er i
Himlene!"
Den gamle Skolemester bøjede her sit Hoved og bad Fadervor,
efterfulgt af de Tilstedeværende. Da han ikke vilde tage det
af Præsten samme Dag behandlede Evangelium, slog han Evan-
geliebogen op paatræf, og Lukas 24de Kap. 13de Vers, d. e. anden
Paaskedags Evangelium, faldt op. Efter et Ophold begyndte
Han, ligesom vækket af sin Eftertanke af et rædsomt Torden-
skrald, som rystede Huset og lod Tilhørerne nærme sig tættere
til ham:
"Sandelig, Gud er nær os i dette Tordenveir: dette Lyn var
den svindende Flig af hans Nærværelse. Han er nær os med
Døden, med sit Kald indfor den evige Dom. Alle høre Tordenen;
men hvor Faa, at Gud taler deri opløftende om sin Almagt, om
sit Skaberværks Herlighed, om Menneskets Afmagt: at denne
Jordens Herre, saa ofte sine mælende eller umælende Støvbrødres
Tyran, ikke er sikkrere under sine Taarne og Tage end den
|
| d.IV,b.6,s.209 |
sammenrullede Larve under Bladet naar Pladskregnen falder!
Se, Naturens Lovbog er ligesom aabnet for os i denne Himmel
fuld af pragtfulde Skyer. Lynene ere som himmelske Lære-
mesteres Fingre, der fortolke de herlige Billeder og Naturens
vise Love. Men er det Dette, de blinkende Øjne see? De see
Lynene, men ikke Meningen deri: at de skulle oplyse vore Aander.
De forfærdes over at Klippernes Afgrunde blive tydelige; men
hvor Faa see, at de fare over vore Hoveder for ogsaa at oplyse
vore Hjerters Dybder, at fylde med Ild gamle Minders Træk om
gamle længstforglemte Synder. Forfærdelsens Øre bedøves af
disse Slag, og Menneskene tilhylle sine Hoveder og længes efter
Stilheden, som om disse Øjeblik ikke vare kostbare og ikke
komne for ligesaavel at frugtbargjøre Sjelene, som Højene og
Agrene, med straffende og velgjørende Tanker, med Erindringer
og Beslutninger, med hellige og rensende Følelser, med Bøn og
opløftende Andagt. De see Ilingernes Spor, de bøje sig ligesom
Træerne under deres Fart, de hælde sine Hoveder sammen lige-
som Græsset, de bæve under Tordenbragenes Styrke; men mon
de Alle bøje sig sammen i samme Andagt, bøje sig for, bæve
for den vældige Gud, som fremgaaer i Stormene, og hvis uud-
talelige Navn i Lynets Sekund hencirkles henad Skyernes flam-
mende Rand? Han, som taler lydeligen i Tordendrønene ligesom
han hviskede i Morgenvinden om sin Kjærlighed til Alskabningen,
og som peger, i de nedbrustne Træer, i de flammende Vaaninger,
de bævende Taarne, i Vraget histude paa Havet, paa alt det
Skabtes, paa al menneskelig Vældes og Livs Usikkerhed og For-
krænkelighed.
Ak, isandhed vore hedenske Forfædre vare da mere opmærk-
somme paa dette Højere, som boer i Naturens forfærdelige Kræfter:
de iklædte dem Guddommelighed og Guddomsnavne; men de
fore vild i sin Indbildningskraft, og glemte, at det kun er een og
den samme Gud, der udsender Stormen og lader det spæde
Blomster spire, trives og henvisne i Fred, og tilsidst tillade de
disse enkelte Virkninger, der i een Guds Haand sigte til den
hele Verdens Opholdelse.
O, lad disse Tordenilinger fare igjennem vore Sjele, rensende
dem som de rense Luften! Der bliver det qvalmt, om de ikke
stundom opløfte sig til det Himmelske, ligesom det lumrer under
Himmelhvælvet, naar Skyerne synke lavt og knuge med sin Vægt.
|
| d.IV,b.6,s.210 |
Se, Havet hvidner derude i sin Fraade, somom dens rullende
Linjer, vare de nedfaldne udbrændte Lyn; Tordenskyen staaer
neddalet paa den nærmeste Høj som en sort dødsvanger Muur
mod vore Huse; Lynene fare hvislende ud deraf som flyvende
Slanger -- ak, Menneskene synke iknæ af Angst ikke af Andagt;
de vide ikke hvor de skulle skjule sig; de glemme, at det er
bedst nu at skjule sig ved Guds den Barmhjertiges Hjerte, som
altid findes aabent for Bønnen, for Den, som didhen vil ty. De
tænke, at den Forfærdelige, at Døden er nær, svævende over
Hovedet; men de glemme, at Døden er den Almægtiges Tjener,
at alt dette Herligt-Rædselsfulde er Godhed og Naturens Læge-
dom, at disse bugnende Skyer ere ligesom himmelske Svaner, der
nedryste Velsignelse fra sine vidtspændte Vinger, at disse Farer
ere ypperlige Opgaver for den menneskelige Kløgt, for de gud-
dommelige Evner, Mennesket udstyredes med, ligesom Egens
Grene fik Seighed, Granens Top Slankhed til at kjæmpe imod
Stormene med.
Nei, lader vore Hjerter opløfte sig til at sige midti Dødens
Rædsler: "Herre! jeg seer dig: Du møder mig i din Storheds
Pragt. Herre! jeg kjender dig, jeg veed du er nær. Se, din
Tjener er rede!" Ellers vilde vi være som hine Disciple, der
mødte den opstandne Frelser netop som de talte om ham, som
de havde hans velbekjendte Billede for Tankerne, som de netop
omhandlede hvad nys var skeet, at han var opstanden med de
gabende Saar, og som dog ikke kjendte ham. Og sandelig, i
dette korte Træk af vort Evangelium ligger en indtrængende
Bebreidelse, en vigtig Belærelse for Os. Thi hvorledes holde
ikke Menneskene sine Øjne til, og kjende Gud ikke, om hans
Underværker end skee midt for dem? Og skee de ikke daglig?
ikke blot nu i Tordenveirets Vidundersyner, men er ikke hver
Morgen et nyt: at der af Natten kan fremgaae en saadan Herlig-
hed? Men hvor sløve ere ikke mange Øine? De see den klare
Vaarhimmel liig et mildt Øje over sig, de fryde sig i det blide
Solskin, de beundre disse fine Blomster, disse yndige Farver,
de see inden kort et Hav af Sæd gyldentbølgende om sine Huse;
men hvor fjern er ikke den Tanke de Fleste, som skulde være
dem den nærmeste: at denne Vaarhimmel er Alfaders milde Øje;
fra hans Godhed udflyder dette belivende Solskin; i denne Straale,
som med en ubegribelig Iilsomhed rødmer Fjeldene og vækker
|
| d.IV,b.6,s.211 |
Alt til Liv i Dalene, møder Gud os; i den er en af hans Herlig-
heder opstanden; i disse fagre Farver spiller et højere Smiil,
Algodhedens eget, end blotte døde Safters Glands; i denne Sæd,
som vidunderligen opstod af det nedlagte Korn, aabenbarer sig
Gud Fader selv, saadan som han er i sin Almagt, Alviisdom og
Algodhed. Visselig dog, om Menneskene altid holdt sine Øine
saaledes oppe, der skulde være mere Dyd, meer Sjelelykke i
Verden. De skulde ikke lede forat finde Gud. Bonden skulde
ikke sætte sig paa sin Mark uden at føle og vide sig i Guds
opløftende Nærhed. Denne hurtig efter Faren til Sløvhed eller
Letsindighed overgaaende Frygt skulde ikke pine Mennesket; og
hans Fryd i den milde Natur skulde ikke være blot Sandsernes,
og hans første Tanke midt i Naturens Rigdomme skulde ikke
være blot den rige Mands Beregninger.
Dog alligevel, hvor farlig denne sløve Anskuelse og Ikke-Gjen-
kjendelse af Gud i hans skabte Gjerninger og Virkninger deri
end er -- farligere er det dog, at Menneskene ikke have Øinene
opladte til at gjenkjende Gud, saaledes som han møder dem
aabenbarende sig i den aandige Verden, i Religionens Forsorg,
Anviisninger, Sandheder, Indstiftelser og Forjettelser. Vi skulle
ikke saameget beklage det sløve Blik, som kun seer den lynende
Sky, men ikke Herren der bag, som styrer disse Flammer, der
synes at fare saa vildt, fast og sikkert efter sine vise Raad, --
ikke saameget beklage det Øje, som det, der ikke seer Herrens
Finger i den menneskelige Slægts, gjennem Tugtelser, til Fred,
Frihed, Lykke, Oplysning, Forædling førende Begivenheder, eller
endog i disse mindre Træk af et styrende Forsyn, som det enkelte
eftertænksomme Menneske vil finde i sit eget stille henrindende
Liv. Lad En end ikke see, at den Algode møder ham i de
bugnende Agre; men er Den, som fra Barnsbeen saae Lysene
at brænde i Fred paa Alteret, hørte Guds Ord og Vilje i Fred
og uafbrudt Gang at fortolkes for sig, som for Forældrene og
som de skulle fortælles Børnene og deres Slægter, og som saae
fra Barnsbeen af det kristne Tempel hvilende i Fred midti Hjem-
bygden -- er Han ikke blind, som saae alt dette, men dog ikke,
hvorledes Gud er med i alt dette? ja er Han ikke blind, som ikke
røres af det Skjønne heri, fæstnes i sin Gudsfrygt ved det Be-
roligende, ved den Guds Forsikring heri, ja som ikke seer, at
Guds Haand svæver beskyttende over vort kristne Tempel og
|
| d.IV,b.6,s.212 |
binder os alle, Brødre og Søstre, til dets rolige Paulun, medens
mange Andres er nedbrustet i stormende Tider, og de Ulykkelige
hvis Tro skulde prøves, have maattet fly ad Vindenes Veje og
skjule sin Gud i sine Barme? Stormen farer; Mennesket lytter
med Hjerteklap til de voxende Stød og seer hvorledes Havet
stedse højere fremvæltes; men det er ikke Gud, den vældige
men kjærlige, der møder ham, men Døden. Det er ikke Til-
bedelse, men Rædsel der opfylder Menneskets Hjerte. Det op-
løfter sig ikke med David til høi Lovsang, men nedsænker sig,
tilhyller sig i Bedøvelse. Disse Øjne ere blinde, men dog klare
imod dem, der ikke see Gud komme sig imøde i alle de hellige
Dages Evangelier. Dog "tale de om ham" med hverandre; men
mange kjende ham ikke. Ligesom Den, der raabte sit "Gud fri
os!" mens Naturens Styrke steg, og Stormstødene voxte, men
som, da de vare mildnede og forbi, lo ad sin Angst og ad det,
der voldte den -- saaledes, hvormange forglemme ikke sløvt og
letsindigen, at Gud i stedse større Hellighed møder os, udfolder
sine vise Raad, sin Kjærlighed og sin Magt i alle disse Evange-
liernes høje eller rørende Optrin fra Aarets Begyndelse af og
indtil det ender med Jesu Fødsels Højtid? Der er for Exempel
alle Foraarets Evangelier, fra Bebudelsesdagen af og indtil Paa-
skens store Fest. Hver af disse Evangelier lader os see dybere
ind i Guds og vort eget Væsen, i hans Storhed, i hans Naade,
i hans Himmel. Ligesom Dagene i hiin Aarstid voxende synes
at lette sig højere over os, saaledes aabner sig ogsaa stedse
mere Guds Himmel for os i hvert af hine Evangelier. De salige
Aander aabenbare sig paa Bebudelsesdagen. Jesulærens Triumf,
endog om Mesteren døer, er forudforkyndet i Folkets Jubel paa
Palmefesten. Forsoningen forjettes i Skjærtorsdags Afskeds-
maaltid. Guds vise Hensigter, hans og Frelserens umaalelige
Kjerlighed fremstilles os som i et heelt Maleri paa Langfredagen.
Og Paaskedagene berette os Udødeligheden, Opstandelsen: --
der er det at Gud og Frelseren møde os tydeligst: Gud i sin
Magt, Frelseren i al sin Kjærlighed. Og dog, ere ikke Menneskene
som Disciplene, der samtalte om de sidste Dages store Begiven-
heder og om den sidste, der var den største, og om den elskede
Mester, som de kjendte saa fortrolig, og de mødte ham, han
var selv nær hos dem og vandrede med dem, men de kjendte
ham ikke; deres Øjne holdtes til, og de kjendte ham ikke? Ja,
|
| d.IV,b.6,s.213 |
ere ikke de fleste Mennesker som disse Disciple? holdes ikke
deres Øine til, saaat de, skjøndt talende om disse Begivenheder,
om dette, som skeet er, skjøndt siddende i Templet hvor det for-
kyndes, dog ikke ret og med den Inderlighed, de burde, gjenkjende
den Gud, som heri møder dem? Efterlade de hellige Evangelier
det Indtryk af Ærbødighed for Guds Raad, af Kjærlighed til hans
og Jesu Kjærlighed, den opløftende og urokkelige Erkjendelse af
Udødeligheden og af denne Troes Værd, som de burde, og som
disse Evangelier kunne? Naturens Ynde eller dens løsgivne
Kræfter røre Menneskene; men hvorfor have de ikke Taarer
for Jesu Kjærlighedsoffer, for al disse Evangeliers Kjærlighed og
Forjettelser? De bøje bævende sine Hoveder for Tordenen, og
længe ruller den i deres Øre; og dog, er det ikke en Torden, men
højere fra end fra disse lave Skyer, der drøne over deres, naar
Udødeligheden og Opstandelsen forkyndes? Alligevel dvæle disse
Herrens Ord kun kort i mange Menneskers Sind. Det er dem
ikke klart, at intet vigtigere kan siges Mennesket, end disse Sand-
heder, som det er Evangeliets Meed at forkynde.
Men jeg gjentager -- der er ingen farligere Fiende af Dyden
og Menneskets hele Forædling end denne Blindhed, der ikke seer
Gud, naar han møder os, eller hans Sandheder, naar de lægges
klare for vore Øine. Den, som ikke erkjender Nødvendigheden
af Udødelighedstroens Befæstelse og at den i disse Evangelier er
fæstnet mere end Menneskets Fornuft kunde gjøre det, og at
det er Gud, som naadigen har bekræftet dette Haab, som lever
i hvert Hjerte, og Han, som lader det forkynde -- Den, som saa-
ledes holder sine Øine til, -- hvorledes er det muligt, at saadan
Blindhed ikke skulde vidne høit mod hans Sjels hele Tilstand?
Man kan ikke troe Dyd hos denne Støvets Træl og Tilbeder.
Han maatte være frygtelig at møde derude i Verden, naar han,
kold, ugudfrygtig, uden at gjennemrystes af Guds Nærhed, af
Sandhedens Erkjendelse, kunde sidde i Templet, hvor Menneskets
Dyrebareste forkyndes ham, og som der og udenfor ikke seer,
overalt og i Alt, og at Gud møder Mennesket, at Frelseren møder
os sigende: "se, der er ingen Død i Graven! I ere udødelige, I
skulle opstaae, I Mennesker, som jeg opstod!"
Da først erholde vore kristlige Festdage al sin Værd og vel-
dædige Indflydelse, naar Mennesket udvikler denne livlige Følelse
i sit Hjerte, denne levende og aandige Gudsfrygt, der er noget
|
| d.IV,b.6,s.214 |
mere og andet end Sværmerens Indbildninger, saa at det be-
tragter dem som udmærkede Stevner og Punkter i Livet, hvor
Gud møder os alt mens vi tale om ham, hvor han aabenbarer
sig for os, om end Øinene holdes til, og hvor han tiltaler os
mildt, men tydeligere end ellers: "Hvi see I saa bedrøvede ud?"
Da skulde Alle, naar de udvandrede fra Templet, ikke strax med
Sløvhed bøje sig til Røsterne derudenfor, men en varig og vel-
gjørende Virkning af Evangeliet skulde de føle, og de skulde sige
til hverandre: "Gud og Frelseren var os nær; thi brændte ikke
vore Hjerter i os, der han talte med os paa Vejen, og der han
oplod os Skrifterne? -- Nu er det os klart, at Kristus, og Vi
som Han, bør at lide, og saa, som Han, at indgaae til Herlig-
heden." Men forat erholde denne Livlighed i Følelsen, denne
levende, Gud-seende Gudsfrygt er det nødvendigt, at vi idelig
lære os selv, og tidligen lære Børnene, stedse at see Gud møde
os i Alt, i Naturens Mindste og Største som i os Selv, i aandige
som i legemlige og naturlige Ting, i vore egne som i Verdens
Begivenheder, men tydeligst i Religionens Indstiftelser, Aaben-
barelser af hvad vi maa vide for vor Saligheds Skyld, og i dens
egen Aabenbarelse i Tiden. Thi i Aartusindernes Midte fremstod
den ligesom idag de lumre Ansamlinger af Skyer fra Morgenen
af pludselig opglødedes og henrulledes til alle Sider forat Himlens
Hvælving kunde blive reen og Jorden velsignet og forat Aanderne
kunde vækkes. Amen!
|
| d.IV,b.6,s.215 |
Skolemesteren havde endt sin Prædiken. Nogle tause Sekunder
imellem den og den Urolighed og Smaasnakken, som derpaa be-
gyndte, viste, at den i det Hele havde gjort Indtryk. Torden-
veiret var over. Havde det behaget Gud, at lade Solen skinne
ind i Værelset, vilde den have belyst den gamle Mands Pande
endnu en Stund nedbøjet i stille Bøn og en Taare i Huusmode-
rens Øje. Et tungt Suk fra hende afbrød Tausheden, og Huus-
bonden labbede atter over Gulvet og hentil Skabet. Torden-
veiret var jo over, og Prækenen med.
"Hvem skulde tænkt, at Skolemesteren kunde præke?" vim-
sede en ung Pige, Datteren i Huset, som hele Tiden havde siddet
med lukkede Øine, og vel ogsaa havde hørt mindst af Alle. Et
Blik af Moderen straffede hende for den Tone, hvormed hun
sagde det. Inden et Par Minutter var der kun hos nogle Faa
Tegn til at Indtrykket endnu varede af Skolemesterens Præken
og af Guds herlige i Tordenveiret. Nogle unge Karle havde
allerede Kortleiken paa Bordet henne i Krogen. Tordenen var
jo over og Prækenen med.
Saaledes ere Menneskene. De ere som Græsset, der hurtig
reiser sine hviftende Hoveder efter Regnen. Jesus var ikke lykke-
ligere, end at hans Tales Sæd faldt om i hinanden i Muld og i
Stene; og Skolemesteren var fornøjet med, at nogle Faa endnu
vare tause i sin Eftertanke, og med Taaren i den gode Huus-
moders Øje.
Ak, for tredive Aar siden havde han beilet til dette Øjes Be-
hag, og vundet det; men han var en fattig Huusmandssøn; hun
en Gaardsmandsdatter, som Forældrene tvang til at forbinde sig
med, eller rettere solgte til, en briskende Handelskarl -- hiin
elendige Gamle, som nu syslede paa vaklende Been derborte i
Skabet.
"Sexogotti, sexogotti og ti -- retnu hundredogeen, Gut!" lød
det borte i Krogen. "Kom med Lys, Moer!"
Da oplyste endnu et ligesom efterglemt Lyn den hele Stue,
fulgt i samme Sekund af et Tordenskrald, der lod Glassene
dandse i Skabet og Kalken silre nedigjennem Skorstenspiben.
"Gud forbarme sig!" skreg Huusmoderen -- "Staburet staaer i
lys Lue". Det virkede. Kortene faldt de Letsindige af Haanden.
De sad endnu en Stund som forstenede, og ligesaa stiv blev den
|
| d.IV,b.6,s.216 |
Gamle staaende ved Skabet med Nøglen mellem de sammen-
knugede Fingre. "Gud havde endnu ikke talt ud," sagde Skole-
mesteren og ilede ud.
|
| BLA BAKOVER |