|
No. 15, 10de August 1841.
Dovenskab tærer som Ormen i Frugt.
Blank er den Nøgle, som altid bli'r brugt.
DØD MAND KAN VIDNE
"Død Mand kan ikke fortælle noget," siger man, og skrækkelige
Forbrydelser ere blevne begaaede i denne Tro. Men den er ikke
|
| d.IV,b.6,s.191 |
sand. Død Mand kan fortælle det, der skal høres efter Aar-
rækkers Forløb. Ofte, naar det hede Blod, efter lange Tider,
er bleven koldt, det sorte Haar graat, de stærke Lemmer som
svang Mordvaabenet, svage; naar gode Omstændigheder har
dysset Samvittigheden i Søvn og Lidelser eller Lykke har stillet
Angeren, da har det ofte hændt midt i en Morders Ro og Over-
flødighed, at den Myrdede syntes at vaagne op af sin lange Søvn
og ved den ubetydeligste Hændelse ligesom at skaffe de Beviser
frem, som endelig førte Morderen til Skjændsel, Domfældelse og
Rettersted. Hvis f. Ex. de Niddinger her af Byen, som ivaar
stenede den svenske Arbeidsmand ihjel, engang tilfældigviis ved
en Gravs Opkastelse, fik hans Levninger at see, var det ikke
usandsynligt, at de vilde røbe sin onde Samvittighed ved alle-
haande Tegn eller Ord til hinanden. I Mordsager holdes ogsaa
altid Forhør over den Mistænkte foran Liget, og der skal haardt
Sind til der at holde sig. Historien om Ibykus'es Kraaker lærer
ogsaa, at en Morder aldrig er sikker. Han faldt i Stratenrøveres
Hænder, som dræbte ham fordi "død Mand ikke kan fortælle
noget," og i sit Dødsøjeblik raabte han, at nogle Kraaker, som
just fløi over Stedet, skulde hevne ham; mange Aar efter be-
fandt et Par af Morderne sig i en Folkemasse, og da just nogle
Kraaker fløi derover, hviskede den Ene til den Anden spottende:
"Se der Ibykus'es Hevnere!" Men denne Hvisken blev hørt; man
spurgte dem om hvad de kunne mene med slige Ord; de svarede
med Forvirring og slige Tegn paa en ond Samvittighed, at man
blev overbeviist om endelig at have faaet fat paa Ibykus'es, en
afholdt Digters, længe forgjæves eftersporede Mordere; og det
varede ikke længe før de fik sin Dom.
Historien om Dødninghovedet med Spigeren i, der tilfældig
blev kastet op, viser allertydeligst, at hiin den blodige Forbrydelses
Tro er falsk. Man saae straks, at et Mord maatte for mange
Aar siden være forøvet, og kom efter, at Hovedet maatte have
været en Smeds, hvis Enke endnu levede i Ægteskab med hans
Svend. Det vakte Mistanke. De bleve forhørte foran Hovedet
med Spigeren i, og Forbryderen tilstod strax ved Synet deraf,
at han, i Overlæg med sin Madmoder, havde myrdet sin Hus-
bond ved at slaae en Nagle ind i hans Tinding medens han sov.
Noget lignende er jo ogsaa for faa Aar siden passeret her til-
lands. I Oudalen slog en Tjenestekarl sin svangre Kjæreste
|
| d.IV,b.6,s.192 |
næsten tildøde i Skoven med Steenslag i Hovedet, som Tilfælde
var med hiin stakkels Svenske, hvorved han troede at føre Mis-
tanken over paa Bjørnen, som ofte dræber ved Slag, og skyndte
sig saa hurtig hjem i den Tanke, at Mordet var udført, og at
Mistanken derfor vanskelig kunde falde paa ham. Pigen blev
funden betids nok til endnu levende at blive bragt hjem. Den,
der var utrøsteligst var nu Morderen, som formedelst sit Forhold
til hende stedse sad ved Lejet, hvor hun laae ganske maalløs.
Et Par Dage efter fandtes hun dog død, uden at dog nogensom-
helst Mistanke kom paa hendes trofaste Plejer. Bjørnen fik
Skylden. Men hvad hænder! Udaf den Dødes øre viser sig et
blodigt Udflod, og man opdager, at et spidst Instrument, en lang
Naal eller deslige, var ført ind derigjennem i Hjernen. Dette
kunde ingen anden end hendes Sygevogter have gjort; og han
tilstod snart foran Liget sit dobbelte Mord. Han havde fuld-
byrdet det, for at hun, naar hun fik Mælet igjen, ikke skulde
fortælle hvorledes det var gaaet til i Skoven, og altsaa i den
Tro, at Død ikke kan fortælle Noget. Men han tænkte nok over
hvor lidet sikkert dette dog er, da han gik til Retterstedet. Jeg
saa hans unge Hoved falde. Blodets Spor i Sandet viste mig
Guds urandsagelige Veje. Ørets Gange ere fine; men Blods-
draaben, som trængte sig med Møje frem derigjennem, var nok
til at opdage Forbrydelsens snigende Bane.
|
| BLA BAKOVER |