HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843



SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER

   -- -- "Aah vær saa god, en Dram til! Nauer ikke. Vær saa
god!" Saaledes gik det lille spidse Glas med det Hvide i troligen
rundt hos en Arbeidsmand, vor gamle Skolemester var i Fadder-
stads hos. Hvert Qvarteer hørte han det Samme, og i Ærgrelsen
over disse farlige, en daarlig Sædvanes, Paanødelser, glemte han
det Latterlige i de skrømtede pertentlige Neitak'er, som dog altid
ligesaa eensformigt endte med et "Tak den, som byder!" og en
Klunk ataat. Jeg behøver desværre ikke at fortælle, at det ikke
blot var de voxne Mænd, som Runden gik saa imellem. Mine
Læsere maa vide, at den ikke heller pleier at gaae Qvinderne
forbi, ja at Ungdommen ogsaa skal nippe til.

   Skolemesteren bød man omsider ikke mere, fordi han var
bleven fast ved sit Neitak, og det var vel derfor man ikke savnede
ham før han igjen traadte ind i Stuen, hvor han, ved at sætte
Vinduet lidt paagløt for Brændeviinsosen, viste, at han havde
været borte. "Vil I høre en Historie?" spurgte han, da han havde
d.IV,b.6,s.169   faaet Veiret, og da Værten heraf strax tog Anledning til at byde
om igjen, og denne Sag var afgjort, fandt man, at intet var ivejen
forat høre paa Historien om


Kulbærerens Skildt.

   "I Frankrig -- begyndte Skolemesteren -- er en bjergig Pro-
vinds, Auvergne, hvis fattige Beboere i Mængdeviis pleje at vandre
til Hovedstaden, Paris, for der at tjene Brødet som Vand- og
Kulbærere. Disse Sidste forsyne Husene med det sædvanlige
Brændematerial, danne et Slags Laug, og have vundet et godt
Navn for Flittighed, Punktlighed og Redelighed. De danne saa
at sige een Familie, disse utrættelige Kulbærere, som man der
idelig møder med Sækken paa Nakken, Piben i Munden, og som
under sine sværtede Ansigtstræk skjule den sandeste Munterhed,
den mest uafhængige Karakteer og en redelig Hjertelighed, som
man ikke altid træffer paa i hvilkensomhelst af Samfundets Klasser.
Endskjøndt de have Adgang til det Indre af Borgernes Huse og
de Stores Paladser, finder man aldrig Grund til at gjøre dem
den ringeste Bebreidelse, seer man dem aldrig forløbe sig imod
den nøieregnende Ziirligheds Bud. Man skulde sige, at der
imellem dem hersker en Overeenskomst, der ikke tillader dem
at fjerne sig et Øjeblik fra den Vei, som den retskafne Mand
bør gaae.

   Uagtet de alle bære den samme Dragt og letteligen kunne
kjende hverandre, ere de dog særegent betegnede med en numme-
reret Kobberplade eller et Laugsskildt, som de bære knyttet i
Knaphullet med en Læderrem. Uden dette Skjelnetegn have de
ingen Ret til at indfinde sig ved Baadene og modtage Kullet,
som der sælges til Pariserbeboernes Brug; men til samme Tid
er dette Skildt et Foreningsbaand for indbyrdes at hjælpe hver-
andre, for at yde hverandre broderlig Bistand, saavel ved et
alvorligt Uheld, som i den mindste Fare. Enhver Kulbærer,
som forsømmer at bære dette betegnende Mærke, dømmes i
Mulkt og berøves sit Arbeide indtil han atter har faaet det paa.
Nummeret, som er indgravet i denne Kobberplade, viser Opsyns-
manden Dens Navn og Bolig, som bærer den, og nøder herved
den Sidste til en dadelfri Opførsel, som kan sømme sig for den
almindelige Agtelse, Auvergnes talrige Børn nyde.

   En af dem, Steffen Marsol, tredive Aar gammel, med et aabent
d.IV,b.6,s.170   udtryksfuldt Ansigt og en bydende Skabning, var en af de mest
søgte Kulbærere i Paris. Hans strenge Nøiagtighed i at betjene
sine Kunder, hans jævne Manerer, hans frie, maaskee endog lidt
for fri, Munterhed, gjorde, at han blev modtaget med Velvilje af
alle Kjøkkenmestre, og blev især gjerne seet af alle Barnepiger
hos Middelklassen, for hvem han altid havde en lille Spøg i Be-
redskab eller en lille Historie at fortælle. Saasnart Steffen lod
sig see med sin Dragt Kul, som han bar med en særegen Lethed,
skjænkede man ham et bredfuldt Glas Viin eller Øl, og rækkede
ham nogle Levninger fra Bordet, der styrkede og opmuntrede
ham. Vare hans Klæder gjennemblødte af Regnen, lod man ham
komme hen til Ilden, og medens han tørrede dem, fortalte han
en eller anden saa lystig Historie, at man var nærved at briste
af Latter; kom han drivvaad af Sved, aftørrede man hans Ansigt
med Hjørnet af et hvidt Forklæde, skjøndt man var udsat for
at beholde et sort Mærke af den Tjeneste man havde viist ham.
Undertiden fyldte man hans Lommer med Bagværk til hans Børn,
som endnu vare smaa, men der behøvedes megen Overtalelse
for at bevæge ham til at modtage en saadan Gave; thi Steffen
var stolt, og Tanken om at mistænkes for at tigge den mindste
Lækkerbidsken eller den simpleste Læskedrik, vilde have bragt
ham til at rødme. Der findes hos Enhver Stand en vis Stolthed,
som stikker frem endog igjennem Simpelheden, og Steffens var
maaskee af den agtværdigste Slags.
   Alligevel havde Steffen en Feil, eller snarere en Last, som han
ikke havde kunnet aflægge; en Last, som Arbeidsmanden, der
er udsat for enhver Aarstids Ubehageligheder, næsten umærkelig
kan henfalde til: han var tilbøjelig til Drik; vel ikke til den plumpe
Fæiskhed, som berøver al Sands, og som gjør Den, der hengiver
sig dertil, til et væmmeligt og modbydeligt Væsen, men dog til
denne Umaadelighed, som, uden at bringe Drankeren til at rave,
og uden fuldkommen at ødelægge hans legemlige Kræfter, dog
forvirrer hans Forstand, ophidser hans Lidenskaber, og forleder
ham til alle Slags Udskeielser. Steffen, ellers saa ligefrem, saa
overgiven og saa retskaffen, blev, naar han havde faaet en lille
Pidsk, trodsig, kivagtig og halsstarrig. Hans Kone og Børn, som
han gjorde usigeligt meget af, havde oftere gjort denne tunge
Erfaring. Han havde allerede tabt flere Kunder ved Overilelser,
som man tilskrev hans Karakteer, men som ikkun var den flygtige
d.IV,b.6,s.171   Virkning af et Glas Brændeviin eller en Flaske Viin. Hans Kjæmpe-
skikkelse, hans mærkelige Styrke og sikkre Gang, gjorde at man
ikke bemærkede, at hans Hoved var ophidset, og at hans Forstand
begyndte at forvirres.
   Han havde ogsaa virkelig meer end eengang tænkt efter over
sine Udskeielser, som bleve hyppigere og gjorde ham stor Skade
i hans Stilling. Ligesaameget af Æresfølelse, som af Hengivenhed
for sin Familie, havde han flere Gange besluttet at være maade-
holden og udrydde dette Hang til Drik, som allerede havde for-
aarsaget ham saamange Bebreidelser og saamegen Ydmygelse;
men det var først efter stærke Stød, at denne daglige Last kunde
udryddes med Rod. Den hører til disse giftige Planter, som man
troer at have ødelagt, naar Toppen er afrevet, men hvis Rod,
som bliver tilbage i Jorden, snart skyder nye Skud, der ikke
ere mindre uheldbringende end de første.

   En mærkelig Hændelse, som satte Steffen i en meget stor
Forlegenhed, syntes at have virket stærkt nok paa ham, til at
han en Stund gik i sig selv. En Dag da han fra Sankt-Nicolai-
Havnen bar en Bør Kul for en riig Kjøbmand i Sankt-Annegaden,
standsede han ved Døren til et Værtshuus og satte sin Byrde
paa en af Afviserne ved Indgangen, og forlangte en Flaske Viin.
Det var midt om Sommeren; Klokken var to, og Heden over-
ordentlig. Vinen, maaskee forfalsket, og drukket i smaae Drag,
steg Kulbæreren til Hovedet, og han begyndte en Samtale med
to Skjelmer, som netop kom til. Da Talen faldt paa hans Kunder,
nævner han dem den Mands Navn og Bopæl, til hvem han var
i Begreb med at bringe sin Kulbør. Samtalen spinder sig længere
ud, og for at vedligeholde den lader man komme meer Viin.
Steffen trækker da sin Trøje af, og lægger den og sin store
runde Hat paa en Stol for at aande friere, men snart bukker
han under for en Døsighed, som ganske overvælder ham, og
falder i en dyb Søvn, med Hovedet støttet mod det samme Bord,
hvor man nylig havde drukket alle Slags Skaaler. En af Gav-
tyvene, næsten af samme Væxt som Steffen, foreslaaer sin
Kammerat at udøve en Streg, der hører til deres Haandværk.
Han trækker Steffens Trøje, hvori hans Skildt hang, paa, sværter
Hænder og Ansigt, stikker Hovedet i hans store Hat, som skjuler
det Halve af Ansigtet, stiger derpaa ned fra Skjænkestuen, fulgt
af sin Kammerat, løfter Kulsækken, der staaer paa Afviseren,
d.IV,b.6,s.172   paa sine Skuldre, kommer til Kundens Huus og indbilder dem
der, at Steffen, som ligger syg hjemme, sender ham i hans Sted
for at forsyne hans Kunder; han faaer af Kokken et Haandtryk,
et Glas god Viin og den sædvanlige Priis for en Sæk Kul, to
Daler, som han nu gaaer for at fortære med den anden Skjelm,
der venter ham paa Gadehjørnet.
   Da Steffen vaagner op af sin Søvn, og lidt efter lidt har faaet
sin Samling igjen, vil han til at besørge sit sædvanlige Arbeide,
men søger forgjæves sin Trøie og sin Hat. Han løber hurtigt til
Døren, og finder ikke længer Sækken, som han har sat paa Af-
viseren, og kan nu neppe betvivle, at de to Ubekjendte have
plyndret ham; for at erholde Vished iler han til sin Kunde hvor
man høilig overraskes ved at see ham; han fortæller den Gav-
tyvestreg, man i Øieblikket har spillet ham, og kan ikke under-
trykke sin Ærgrelse og Vrede. O, dersom han havde den Skurk,
som saaledes har narret ham, han skulde knuse ham, han skulde
tilintetgjøre ham; men hvor skal han finde ham? Hvad der især
ærgrede Steffen, og satte ham i største Forlegenhed var Tabet
af hans Skildt, uden hvilket han ikke længer tør drive sin Haand-
tering. Han henvender sig til Politi-Inspektøren, og fordrer hans
Bistand for næste Dag at kunne indfinde sig ved Fartøierne i
Nikolaihavnen, og saaledes tilfredsstille sine Kunder. "Det er
umuligt," svarer Inspektøren, "I maa nødvendigviis vise mig jert
Skildt." -- "Hvor vil De vel at jeg skal tage det fra? Disse
Slyngler have fralistet mig det da jeg sov, da jeg havde lidt i
Hovedet." -- "Hvorfor drikker I Jer fuld?" -- "Jeg lover Dem
for, at det skal være sidste Gang." -- "Jeg kan ikke stole paa
en Drukkenboldts Løfte; og I tør imidlertid ikke bære Kul paa
Parises Gader, uden at udsætte Jer for at blive arresteret." --
"Hvad skal der da blive af min Kone og mine Børn?" -- "Det
kommer ikke mig ved; jeg kan blot ønske Jer, at I maa drage
Nytte af denne Lektion." --

   Steffen var hele fjorten Dage uden Arbeide. Hans Straf var
skrækkelig, thi han saae ikke med Ligegyldighed sin Familie i
Ulykke, udsat for at lide Trang. Hvor ofte forbandede han ikke
sin ulykkelige Tilbøielighed, som berøvede ham Forstandens Brug,
og gav ham til Priis for Kjeltringer. Endelig erindrede han sig,
at der imellem hans Kunder var en Kontorchef ved Politiet; han
gik til ham, beskrev ham sin ulykkelige Stilling, og fortalte ham
d.IV,b.6,s.173   med sin sædvanlige Aabenhjertighed Alt, hvad der var hændet
ham, og snart erholdt han ved dennes Bistand og Gunst et nyt
Skildt med Nummer 1195, men mistede dog saaledes til sin store
Ærgrelse sin Forrang i Nummeret.
   Denne Historie havde skildt ham ved nogle Kunder, men det
varede ikke længe før han kom i sit gamle Ry, og i flere Maaneder
drak han kun sit lille Glas om Morgenen, sit ditto midt paa
Dagen, og om Aftenen Øl naar han spiste med sin Familie. For-
gjæves anstillede han alle mulige Undersøgelser for igjen at er-
holde sit gamle Skildt, og uden nogen Nytte bragte han Politiet
paa Spor efter de Skjelmer, der havde fravendt ham det. Endelig
efter 6 Maaneders Forløb, da dette Skildts Nummer, der var
Nummer 9, altid fandtes ledigt, fik han det fornyet, og heftede
det med en Kobberkjæde til sin nye Trøje, for at man ikke paa
ny skulde tage det fra ham. Han fik lidt efter lidt sin naturlige
Munterhed igjen, samlede atter alskens af Dagens Nyheder, og
erholdt paany Kokkens Tiltro i de bedste Huse i de bedste
Qvarterer. Altid ædru, brav og flittig, syntes han ved sin Maade-
holdenhed at styrke sine Legemskræfter og fordoble sin For-
tjeneste. Han havde aldrig fortjent saameget; han havde aldrig
været lykkeligere.

   Men desværre! den ulykkelige Tilbøjelighed, som vi troe at
have lagt Tømme paa, faaer saa let igjen Herredømme over os.
Til denne lille Morgensnaps, hvormed Steffen regelmæssigen
styrkede sig, føiede han snart endnu en anden henad Formid-
dagen, og naar han var færdig med sine Vandringer, tillod han
sig endnu at tage en om Aftenen førend han kom hjem til sin
Kone og Børn. Drammen om Middagen kunde heller ikke længe
være ham nok. "Saasnart jeg har faaet det første Glas ned,"
sagde han i sin Overgivenhed, "kjeder det sig i et saa stort
Lokale som mit, og jeg maa skynde mig med at sende det en
Kammerat, som kan holde det med Selskab; det gaaer nu godt
en Stund, men jeg mærker snart, at de trættes om den bedste
Plads, og kjævles som en Ulykke. Jeg sender hurtig en Tredie
afsted for at stifte Forlig; men nu er Pokker løs, nu er der To
om En, og det vilde det være høist uretfærdigt at taale. Jeg
slipper en Fjerde ned for at gjøre Partierne lige, og ved saaledes
at hjælpe snart den Ene, snart den Anden, expederer jeg min
hele Pægl."

d.IV,b.6,s.174      Saalænge Steffen indskrænkede sig hertil, bevarede han dog
sin Forstands Brug, var blot lidt lystig, og udførte sit Arbeide
med Nøiagtighed, men naar han til dette sædvanlige Qvantum
føiede et Glas hist, og et Glas her, som man bød ham i de for-
skjellige Huse, han forsynede, saa steg det ham til Hovedet, og
hans ligefremme Venlighed, som skaffede ham saamange Venner,
gjorde Plads for en Pirrelighed, som først gik over igjen efter
en ordentlig Søvn.

   En Dag, da han meer end sædvanlig havde givet efter for sin
herskende Tilbøielighed, faldt han i en dyb Søvn i en bekjendt
Kjøbmands Kjøkken, hvor han hver ottende Dag leverede en
Kulbør, som man strax betalte ham. Tjenestefolkene i dette
Huus vare just paa den Tid meget mistroiske mod hverandre;
thi i flere Maaneder var ingen Uge hengaaen, uden at der jo
forsvandt et Stykke Sølvtøi af Kjøkkenet. Forgjæves anstillede
man Undersøgelser og passede paa; det var umuligt at opdage
Ophavsmanden. Alle Tjenestefolkene, som det var magtpaa-
liggende at bevise sin Uskyldighed, havde forlangt en streng Huus-
undersøgelse; men dette nye Forsøg ledede heller ikke til Maalet.
Man indsaae dog, at Tyven ikke boede i Huset, og at det kun
kunde være en Person udenfor Samme, hvem Mistanken kunde
falde paa. Kjøbmanden var ikke den, hvem det laa mindst paa
Hjertet at see sine Folk retfærdiggjorte og den Skyldige opdaget.
Han forenede sig med Politiet for at gjøre endnu et Forsøg, som
man haabede skulde lede til den saameget ønskede Opdagelse;
og dette var, at anbringe fra den tidlige Morgen to Politibetjente,
som skulde have Ordre til at lade Alle, som gik ud af Huset,
træde ind hos dem, og anstille hos dem en Undersøgelse efter
alle i saadanne Tilfælde brugelige Regler. Det var just den selv
samme Dag, da denne Forholdsregel var tagen, at Kulbæreren
var falden i Søvn ved Skorstenen i Kjøkkenet. Portneren lod
Enhver gaae uhindret ind, baade til Kontoret og Herrens Værelser;
men naar man atter vilde gaae ud, blev man med al Fore-
kommenhed indbudet til at træde ind i et Lukaf, hvor de to
Politibetjente fulgte den dem givne Ordre.

   Da Steffen, med Hovedet tungt og Lemmerne stive, vaagner,
seer han, at Klokken er mere end han troede; han siger Farvel
til Kokken og Kokkedrengen, og kommer med sin tomme Sæk
paa Skulderen til Porten, hvor nu Portneren ogsaa lod ham under-
d.IV,b.6,s.175   kaste sig det samme Eftersyn, som allerede Flere før ham havde
maattet underkaste sig. "Med Fornøjelse," raabte Steffen, med
en Tillidsfuldhed og en Frimodighed, som maatte forjage enhver
Mistanke. Han vender med disse Ord Lommen i sin Trøje, sin
Vest og sine Buxer, trækker sine Sko og store Uldstrømper af,
og lader sin Hat undersøge; han tilbyder endog med en Rede-
lighedsiver, som Intet frygter, at klæde sig af, men havde glemt,
at lade sin sorte Sæk, som skjødesløst var kastet paa Gulvet
bag Døren, undersøge. En af Betjentene beføler den sammen-
rullede Sæk, som Steffen allerede igjen havde kastet paa Skulderen,
og troer at føle noget haardt; Sækken bliver i samme Øieblik
rullet og rystet af Steffen selv, som bliver baade rød og bleg, da
han seer en Sølvskee med Kjøbmandens Navn rulle ud paa
Gulvet.
   "Det var et vakkert Puds!" raaber Steffen forbauset og med
usikker Stemme, men føjer snart med sin naturlige Djervhed til:
"Oh! dersom jeg havde ham her, som har tilføiet mig denne
Skjændsel, jeg skal love Dem for, at han i dette Øieblik skulde
have Pokkers ondt ved at trække Veiret," og han var ved disse
Ord, med sine funklende Øine, børstede Hovedhaar og krogede
Fingre, ikke uliig en Løve, der griber efter sit Bytte. "Det er
altsammen meget godt," siger den ene Betjent, "men Du maa
følge med paa Raadstuen." -- "Jeg følge Dem? Nei det skal
aldrig skee, og den Første, som kommer mig nær, skal jeg træde
sønder med mine jernbeslaaede Sko." -- "Marsch! Ingen Mod-
stand, eller jeg lader Vagten hente." -- "Og om I var ti; om I
var tyve! Jeg skal knuse Jer Alle!" -- "Snak, Steffen! Stil Dig
tilfreds!" siger Kjøbmanden, som var blevet lokket hid af denne
Strid; "jeg troer Du er uskyldig, men Skinnet er dig imod, og
Du maa lyde Loven." -- "Jeg til Raadstuen! Nei, Herre! Tillad
det ikke! Min Kone, i Barselseng med vort sjette Barn, var
istand til at tage sin Død derover. Jeg gaaer ikke derhen; nei,
ved Himlen! jeg gaaer ikke, med mindre man slæber mig derhen;
men jeg gjør en Ulykke paa den, som først lægger Haand paa
mig!" -- "Siden hans Kone er i Barselseng," siger Herren "og
hendes Mands Anholdelse virkelig var istand til at tilføje hende
et skrækkeligt, ja maaskee dødeligt Slag, kunde jeg da ikke, naar
jeg gik i Borgen .... -- ?" "Dersom Herren vil samtykke i at
svare for ham med Deres Person?" -- "Ja vel, jeg samtykker
d.IV,b.6,s.176   deri; jeg kan ikke modstaae denne Mands ærlige Ansigt og denne
Heftighed, som vidner om en Redelighed, der ei engang kan
taale at mistænkes." -- "O, min Herre!" raaber Steffen, De frelser
paa eengang en heel Familie, som aldrig vil ophøre at velsigne
Dem, som jeg i dette Øieblik gjør det!" -- Han griber i det
samme Kjøbmandens Haand, kysser den, og væder den med en
taknemmelig Taare. -- "Jeg behøver ikke at sige Dem, at jeg er
uskyldig," vedbliver han med en rørt Stemme, "De veed det
ligesaavel som jeg; den hele Verden veed det. Man maa have
benyttet det Øieblik, da jeg var falden i Søvn i Deres Kjøkken,
thi jeg maa tilstaa, det var ikke rigtigt fat med mig. O, hvilken
Lexe! Min Gud, hvilken Lexe! Jeg skal aldrig i mit Liv glemme
den!" -- "Under disse Omstændigheder," siger Politibetjenten,
"vil jeg indgive min Rapport og min Formening om Sagen; men,
indtil der er falden Dom over den Anklagede, kan han ikke
længere tælles blandt Parises Kulbærere, og jeg maa opfordre
ham til at udlevere sit Skildt." -- Der maatte adlydes; Steffen,
som allerede engang før i beruset Tilstand havde seet sig skilt
ved det, gik i sig selv, og dennegang for Alvor. Han faldt ikke
mere tilbage. Han var første Gang sluppen derfra med Tabet
af nogle Kunder, sin Trøje og Hat; men blive anklaget for Tyveri,
ført for Retten, udsætte sig for at maatte sidde paa Tyvebænken,
see sin Kone og sine Børn bragte i den største Elendighed og
puttede i et Fattighuus -- disse vare den stakkels Steffens Fore-
stillinger, og de havde en skrækkelig, men ogsaa gavnlig, Virkning
paa ham.
   Snart blev Ophavsmanden til de forskjellige Tyverier, der vare
begaaede i Kjøbmandens Huus, opdaget. Det var en Kjøkken-
svend med en hyklersk Mine og altid nedslagne Øine, som aldrig
undlod at bivaane Gudstjenesten. Han havde en Kjærest, som
var hans Medskyldige i alle de Tyverier han begik; hun blev
tilligemed ham overgiven til Retten og deelte hans Straf. Denne
Elendige tilstod ved Forhørene, at den Forholdsregel, som Herren
havde taget for at opdage de i hans Huus begaaede Tyverier,
havde tvunget ham til saaledes at sætte Steffens gode Navn og
Rygte i Fare, og han derfor havde benyttet det Øieblik, da denne,
overvældet af Viin, var falden i Søvn i Kjøkkenet, og puttet
Sølvskeen, som han nylig havde stjaalet af Spiiskammeret, i
d.IV,b.6,s.177   Sækken, der laa paa Steengulvet, for at han derved kunde slippe
fri ved den Undersøgelse der forestod ham.
   Steffen fik da saaledes sin Ære og sin Frihed igjen. Han havde
Kjøbmandens ædelmodige Kaution at takke for den store Lettelse,
ikke at have maattet sukke i et Fængsels Huller, og være be-
friet fra at sidde paa den fornedrende Tyvebænk; og han mindedes
stedse denne Godhed med et rørt Hjerte. Man gav ham snart
igjen hans Skildt Nr. 9 tilbage, og han hæftede det atter med
stor Glæde i sit Knaphul. Hans ved Retten beviste Uskyldighed
forskaffede ham endnu mere Søgning end hidtil, og han erhvervede
sig saaledes Midler til at gjøre sin gode Kone lykkelig, og sørge
for sine sex Børns Opdragelse. Men hvor stor end hans For-
tjeneste og Gevindst var, bragte den ham dog aldrig til at vige
fra den Vej, han havde afstukket sig, fra den Beslutning han
havde fattet. Han var for stedse bleven overbevist om, at
Drukkenskab, idet den fornedrer Mennesket og berøver det For-
standens Brug, giver det til Priis for Skadefroe og Ondskabs-
fulde; han erindrede stedse den skrækkelige Prøve, han havde
udstaaet, og naar han midt i sine Anstrængelser tog sig en
Hjertestyrkning, eller naar han, idet han drak med sine Kamme-
rater, maatte frygte for at tabe sin Samling og overskride de
Grændser, han havde foreskrevet sig, saa standsede han pludselig
og kastede et Blik paa sit Skildt".



   Den Virkning havde dog denne Skolemesterens Historie, at
det lille blinkende Spidsglas ikke gik oftere om den Aften. Og
han var fornøjet med det Udbytte for det Første, skjøndt han
nok læste i en af de meest Forfyldtes Ansigt, at for ham idet-
mindste var "Moroa" forbi da Skolemesteren begyndte sin Hi-
storie. Af alle Tilstedeværende brød han sig dog mindst om
denne forlængst opgivne Person (senere død af Drankergalskab),
hvorimod han satte sig hen hos et Medlem af Sjauer-Storlaget,
som ogsaa var en af Gjæsterne, en Mand, som havde adskillig
Lighed med Steffen Marson i Karakteer, Udvortes, Næringsvei,
Lyst til at nippe og i -- de Lexer, han havde faaet for denne
Svagheds Skyld. "Veed I hvad, Skolemester," sagde han, idet
de trak sig hen i en Krog, "jeg skulde næsten tro, at Historien
d.IV,b.6,s.178   var gjort om mig, for, sandt at sige, har det gaaet mig omtrent
ligedan et Par Gange. En Gang havde jeg den Skam at blive
bragt paa Mangelsgaarden fordi man fandt mig paa Gaden, og
jeg spildte der mange af de bedste Foraars-Arbeidsdage, og des-
værre altfor mange Gange har jeg tabt de bedste Kunder fordi
Brændevinet havde betaget mig. Kone og Barn fik føle det,
Gudbedreos, og jeg -- nu Skolemester, Tak for den Historie!
Jeg skal skrive den bag Øret under min røde Luve."
   "En Sup til Afsked" hikkede den Fordrukne.
   "Ja, hvem som har Lyst," sagde Værten forlegen, og begyndte
Runden uden den forrige Nøden.

   Den Fordrukne saa med Forbauselse, at han var den Eneste,
som drak. Skolemesteren var saa fornøjet, at han gav nok en
Historie tilbedste forat bringe Munterheden paaglid igjen, og den
kunne vi faae høre en anden Gang.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE