HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


d.IV,b.6,s.166  
No. 11-12, 14de Juni 1841.

Bebreidelse gjør ondt; men værst dog smerter dette,
naar du maa tilstaae, man bebreider dig medrette.

KAADHEDS OG SKADEFRYDS ØDELÆGGELSER

   M
an har hørt paastaae, at vort Folks Almue i Almindelighed
ikke staaer tilbage for Almuerne ellers i Europa i Oplysning
eller rettere i Færdigheden i at kunne bruge det store Hjælpe-
middel dertil, nemlig at kunne læse. Det vilde være særdeles
glædeligt for ethvert norskt Hjerte, om det Sande nok ikke var,
at Oplysningen er for liden overalt. Men de mange kaade og
skadefro Ødelæggelser, som saa ofte støde vort Øie, af Træ-
plantninger, Indhegninger og andet deslige, som enten tjener til
Alles og Enhvers Nytte og Fornøjelse, eller tilhører Privatmand,
og som ere uhørte i langt folkerigere Stæder i Udlandet, lader
desværre slutte, at Raaheden er større her. Og naar ikke den
er borte, hvad har da det at betyde, om man endog med Sandhed
kunde sige, at vor Almuesmand eller den store Masses Ungdom
kan læse eller endog skrive ligesaagodt som Tilfælde er med de
Samme i andre Lande? Det er Oplysningens vigtigste Frugt, at
Raaheden forsvinder, og at den Følelse for det Anstændige, for
det Godes, Nyttiges og Skjønnes Hellighed, som betegner det
dannede Menneske, bliver et almindeligt Karakteertræk.
   Men hvorledes er det hos Os? Hvem vover at plante et Træ,
at sætte en Blomst i et aabent Bed, eller vel endog paa de
Dødes Grave, uden Angst forat see det inden kort ødelagt, op-
rykket, sønderrevet? Medens man i Udlandet trygt benytter en-
hver Plet til saadan Forskjønnelse, uden andet Værn end aabne,
forzirende Smaagittre, tør man hos Os, af Frygt for Publikum,
neppe beplante Pladser, der høre dette Publikum selv til, og
private Folk maae indestænge sine Anlæg, som skulde tilsmile
Alle, inden Syvalens afskyelige Plankeværker, og endda være
glade til, om deres Træer faae Lov at voxe i denne Fængselets
Fred. Selv vor Frihedsdag og den hellige Pintsemorgen skjændes
ved deslige Voldsgjerninger. Skaren drager ud, og afrevne Grene,
oprykkede Træer, nedbrudte Stakitter betegne dens Skridt hvor
den drager hen, syngende om Frihedens Palmer, eller for at fryde
sig i det Grønne.

   Hvor maa ikke disse Træk af Raahed bedrøve! Det kunde ikke
d.IV,b.6,s.167   være nogen Ære at tilhøre et saadant Folk, om man ikke vovede
at paastaae, at det kun er Enkelte, som tillade sig saadanne
Udskejelser. Og dog, naar disse ere aldeles ukjendte mellem
Fremmede, falder dog en Skam paa vort Folk for hine Enkeltes
Skyld. Efter en gammel Plakat af 30te Juni 1786 "angaaende
hvorledes de skal straffes, som beskadige Træer, der ere plantede
ved Vejene udi Norge," synes det endog, somom Normændene
endogsaa allerede dengang have været berygtede for den Slags
Kaadhed.
   Det hedder nemlig i Plakatens Indledning: "Vi Christian den 7de
o. s. v. gjøre alle vitterligt, at da vi have ladet Os foredrage, hvor-
ledes det ofte i vort Rige Norge skal indtræffe, at Folk, dels af
Letsindighed og dels af Ondskab skal beskadige og fordærve,
saavel de til almindelig, som og de til privat Nytte og Anseende
plantede Alleer, saavelsom og Broer og deres Rækværker, Gjærder,
Grinder, Lede, Mile- eller Rodestolper, saa ville Vi, til saadan
Uorden at forekomme, have anordnet og befalet o. s. v." Denne
endnu gjældende Plakat fastsætter dernæst Betaling af Skaden
og Mulkt fra 2 til 10 Rdlr. for første Gangs Forbrydelse, anden
Gang dobbelt, og for tredie Gang samme Straf som for Vold
eller Hærværk. Bøderne skulle aftjenes, om de ikke blive be-
talte, og Børn under 14 Aar skulle straffes med Riis, og For-
ældrene betale Skaden.

   Disse Bestemmelser ere milde, -- for milde; men hvor strenge
de end maatte og burde være, vilde de dog sjelden komme i
Anvendelse. Thi de Ødelæggelser, vi her tale om, ere som oftest
Hemmelighedens Ugjerninger, og, om Nogen endog tilfældigviis
er Vidne, er det dog vanskeligt at faa Angjældende fat. I Ud-
landet har man derimod med Held sat de offentlige Anlæg under
Publikums egen Beskyttelse
. Ved Opslag af trykte Bekjendtgjørelser
har man appelleret til Almeenmands egen bedre Følelse, og der
er, som sagt, slige Ugjerninger ukjendte. Ingen vover der at be-
skadige hvad der hører alle til. De Haver og Lunde, hvori Haand-
værkeren tilbringer Søndagseftermiddagen med sin Familie, ere
hellige.

   Selskabet for Kristiania Byes Vel, der gjør meget for Byens
og Omegnens Forskjønnelse og for Publikums Behagelighed, har
da nu besluttet at forsøge det samme Middel, idet en Plakat vil
blive opslaaet paa alle passende Steder, af følgende Indhold:

d.IV,b.6,s.168      "Offentlige Anlæg have kun til Hensigt at skaffe Alle og Enhver
Nytte og Fornøjelse, og de bør derfor staae under Almeenhedens
egen Beskyttelse. De kunne heller intet bedre og sikkrere For-
svar have, end almindelig Mands egen Sands for det Nyttige og
Forskjønnende. Thi da hverken vil eller vover Nogen at øde-
lægge hvad der dog tilhører Enhver, Fattig som Riig. I Tillid
hertil, anbefaler derfor Selskabet for Christiania Byes Vel saavel
dette herværende, som ethvert andet, offentligt eller privat Anlæg
med sine Træplantninger, Indhegninger, Bænke og øvrige Tilbehør
til ethvert veltænkende Menneskes, Ældres som Unges, Omsorg
og gode Behandling".



   Gid Dette maatte nytte! Vilde blot Mange, Gamle og Unge,
læse disse Bekjendtgjørelser! Maaskee var da denne Henvendelse
til den almindelige Æresfølelse og Sands for det Skjønne, Nyttige
og Behagelige ikke forgjæves. Og jeg vil haabe, at man her har
truffet den rette Streng; ellers maatte vor Pøbel idetmindste
være nederdrægtigere end andre Landes, hvorom tvivles indtil
vi faae see, om Dette frugter.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE