HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


No. 8, 19de April 1841.

Lad dette Herrens Ord dig trøste:
"Hvo saaer med Graad
med Frydesang skal høste".

SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER



Andreas Andersons Historie.

   "F
or ikke fuldt 100 Aar siden levede i Byen Elgin i Skotland
en Pige ved Navn Margrethe Gilzean. Hun var af agtbare For-
ældre og udmærket skjøn. I de borgerlige Uroligheder 1745 blev
et Regiment Fodfolk indqvarteret i Elgin, i hvilket en Soldat da
d.IV,b.6,s.149   befandt sig, ved Navn Anderson, barnefød i Nabosognet. Han
fattede Kjærlighed til Margrethe, som gjengjældte samme saa
uoverlagt, at hun hemmelig ægtede ham og fulgte med ham, da
Regimentet blev forlagt til et andet Qvarteer. Om hendes Skjebne
under dette ulykkelige Ægteskab, veed man intet vist. Der sagdes
blot, at hendes Mand var bleven udkommanderet til fremmede
Lande, uden at hun havde kunnet følge ham, at han havde be-
handlet hende slet, ja endog jaget hende fra sig, og at han saa
var falden i en Træfning. Saa meget er blot vist, at hun om-
trent i Aaret 1747 kom tilbage til sin Fødeby i en yderst træn-
gende Tilstand, halv berøvet sin Forstand og med et spædt Barn
paa Armen. Men hendes haarde Forældre, som, naar de havde
villet, let kunde have faaet Vished om hendes virkelige Ægte-
skab, vedbleve at betragte hende som en liderlig Tøite, der havde
bragt Skam og Sorg over dem, og negtede hende Tilgivelse og
Optagelse i deres Huus. Naboer og andre Folk, som havde
kjendt hende i hendes bedre Dage, vare ikke barmhjertigere;
Alle stødte hende fra sig, og gik af Veien for hende. Denne
ubarmhjertige Behandling og hendes forvirrede Sjels Fantasier
bestemte hende da til et sælsomt Skridt. Ikke langt fra Staden seer
man endnu de majestætiske Ruiner af en gammel Domkirke, hvis
nærmeste Omgivelse, der dannede en fri Plads, siden Reforma-
tionstiden var bleven benyttet som Begravelsesplads. Imellem
Ruinerne og Gruushobene befinder sig endnu et temmelig vel
opbevaret kjælderagtigt Kammer af omtrent 5 Fod i Fiirkant, som
kun er yderst sparsomt belyst, og som i gamle Dage skal have
tjent til et Slags Sakristi eller Opbevaringssted for Kirketøjet.
Her valgte den arme Forstødte, formedelst sit Vanvid ufølsom
for Stedets Uhyggelighed, sit Opholdssted. I Kammeret befandt
sig en gammel, udhuggen Døbefont, hvor hun beredte sit hjælpe-
løse Barn et Leje. Andet Huusgeraad havde hun ikke. Saasnart
man erfoer, at stakkels Margrethe havde opslaaet sin Bopæl paa
dette øde Sted, som stod i allehaande overtroisk Ry, vaagnede
dog Samvittigheden hos Elgins Indvaanere; de følte, at de havde
handlet ukristeligt, og vilde gjøre sin Uret god igjen saavidt de
kunde. Enkelte førte den Ulykkelige med hendes Barn med sig
hjem, og vilde her pleje hende; men hun vendte altid tilbage til
sit Sakristi. Og da man endelig indsaae, at hun havde fast be-
sluttet at holde sig der, lod man sig nøje med at bringe hende
d.IV,b.6,s.150   Næring og Almisser didhen. Saaledes vandrede hun flere Aar
omkring med sin Dreng under Navn af gale Grethe Gilzean, som
en uskadelig Skabning, afvexlende grædende og syngende. Til
hendes Barns Fader hørte man intet, uagtet han havde flere
Slægtninger der i Omegnen, som han vist havde givet Under-
retning om sig, om han havde været i Live.
   Andreas Anderson, Grethe Gilzeans Søn, voxede da op i Smuds
og Elendighed, som rimeligt kunde være under en Levemaade,
som neppe nogensinde gav ham Nydelsen af en Seng eller et
varmt Maaltid Mad. Den eneste Trøst i hans usle Omstændig-
heder var den overordentlig ømme Kjærlighed, hvormed hans
vanvittige Moder plejede ham. I Skolen i Elgin fandt den Skik
Sted, at give et Fattigbarn fri Underviisning mod at feje og lægge
i Ovnen i Skoleværelserne, hvilket Barn da førte Navn af "den
Fattige", eller paa Latin, som man ogsaa lærte i denne Skole,
af "Pauper". Andreas fandt sig da i at blive Skolens Pauper
eller Askepot, der er Stedbarnet i Eventyrene; men erhvervede
dog derved Kundskaber, som siden gjorde ham til en dannet
Mand. Paa denne Tid kom han ogsaa i Huset hos en Onkel
paa Fædrene-Side, en Haandværksmand, et haardt Menneske,
som langtfra behandlede ham lige med sine øvrige Børn, og hos
hvem han da ret fandt hvad det er at være Stedbarn. Medens
Onkelens egne Børn dog fik Melk til Havregrøden, maatte den
stakkels Fætter faae sin Grød i sig med en tynd Klidvelling, som
de skotske Bønder kun bruge, naar der er meget ondt for Melk.
Kort -- den Behandling, vesle Andreas leed hos Onkelen, var
og blev saa haard, at han endelig besluttede sig til at vandre
ud i den vide Verden for mellem Fremmede at friste Udkommet.
Han slap endelig frem til London, hvor han fik Plads hos en
Skrædder, der gjorde ham til sin Bogholder, da han mærkede,
at han baade kunde skrive og regne.

   En Dag fik da Andreas den Befaling at bringe en Officeer en
færdig Klædning, og at udstede Qvittering imod Betaling. Denne
Herre var ogsaa en Skotlænder og ansat ved et Regiment, der
var bestemt til Ostindien. Som alle Skotter og brave Folk, der
ere borte fra Hjemmet, hørte han gjerne sit Modersmaal, og ind-
lod sig saa meget heller i Samtale med den unge Anderson, som
han fandt denne af et fordeelagtigt Ydre, af beskeden og for-
nuftig Opførsel, og Qvitteringen rigtig og velskreven. Han spurgte
d.IV,b.6,s.151   ham da, hvorfra han var, hvilke Udsigter han havde, og lod til-
sidst det Spørgsmaal falde, om han vel kunde have Lyst til at
gaae over Havet som Soldat og Oppasser hos en Officeer. An-
derson, som ikke kunde være utilbøjelig til at forlade et Land,
hvor han idetmindste havde at frygte sin Onkel, behøvede ikke
stor Opmuntring forat indvilge i Forslaget. Han lod sig hverve
som Tambour, medens han tillige var sin Beskytters Oppasser,
og saa gik det da til Ostindien. Det turde vel omtrent være
noget efter Aaret 1760 Andreas Anderson forsvandt fra Elgin.
Den stakkels fillede Dreng, hvis Vugge havde været en Døbe-
font i en Kirkeruin, -- der havde været opdraget som Skolens
Askepot eller Fattigbarn, og lidt og sultet hos sin haarde On-
kel, -- den gale Grethe Gilzeans Barn blev da snart forglemt i
sit Hjem, hvorhen ingen Efterretninger kom om hvorledes det gik
ham. Borte var han, og hans stakkels Moder blev med sin Kum-
mer jordet paa den samme Kirkegaard, som hun i levende Live
havde valgt til Opholdssted. Hendes haarde Forældre fulgte
snart efter, og Onkelen saa derovenpaa. De faa tilbageblevne
Slægtninger forglemte inden kort den fattige forladte Dreng, eller
tænkte idetmindste ikke paa ham som paa En, der havde For-
dring paa deres Godhed.


   I Aaret 1811 steg en aldrende Herre, fulgt af en enkelt Tjener,
af i Gjæstgivergaarden i Elgin. Han nød et tarveligt Aftens-
maaltid, gik saa tilsengs, og stod tidlig op næste Morgen. Hans
første Spørgsmaal var, som de fleste Fremmedes, efter den gamle
Domkirke. "Den er nu omgiven med en Muur -- sagde Op-
varteren -- ; Graveren, gamle Saunders, som boer i en Hytte
ligeved den vestre Indgang, lever for en Deel af at forevise
Ruinerne, hvorom han veed en heel Deel at fortælle." Den
gamle Herre fandt snart Vejen til Saunders, og derfra til de her-
lige Kirkeruiner. Gamle Saunders var, som Folk endnu fortælle,
en undersat, bredskuldret Skomager med krumme Been og hvidt
Haar, omtrent fem og sexti Aar gammel og yderst kjær i at
snakke undtagen Søndag og ved store Liigbegjængelser. Han
bar Nathue og Forskind, som ved en Reim var fæstet ovenom
Halsen, og plejede at trippe geskjæftig foran de Fremmede, han
d.IV,b.6,s.152   viste omkring, pege for dem paa de forskjellige Dele af Byg-
ningen, og at fortælle dem alt hvad han vidste derom i en syn-
gende og slæbende Tone. Ganske saaledes var han da ogsaa
nu da den gamle Herre spurgte ham, om han ikke vidste hvor
en Fattigkone ved Navn Margrethe Gilzean laae begraven.
   "Nei", svarede Saunders; "hun var en ussel og foragtelig
Skabning; Ingen veed hvor hun ligger; men jeg kan vise Dem
hvor hun boede. Det var paa det Sted man kalder Sakristiet.
Der opdrog hun sin Søn, hvem en huul Steen, som engang havde
været Døbefont, tjente til Leje. Jeg kan endnu ret godt huske
den vesle Gut; han voxede op til en lang Bengel, og var Fattig-
peer i vor latinske Skole." I dette Øjeblik fæstede den snak-
somme Gamle tilfældigviis Øjet paa den Fremmede, og saae til
ikke ringe Forundring, at denne aftørrede nogle Taarer med sit
Lommetørklæde. Medens han holdt inde i sin Fortælling, sagde
den Fremmede, efterat han havde undertrykt sin Rørelse noget:
"ulykkelig var hun, saavidt jeg veed; men jeg har aldrig hørt,
at hun har været foragtelig." Og han havde isandhed den ful-
deste Ret til at antage sig den stakkels sindssvage Kone; thi
han var jo hendes Søn, det Barn, hun med den ømmeste Kjær-
lighed, under navnløs Elendighed og Kummer, havde næret og
plejet paa dette øde uhyggelige Tilflugtssted. Men nu for Tiden
var han Generallieutenant Anderson, i det ostindiske Kompagnies
Tjeneste, Eier af en stor, ærefuldt erhvervet, Formue, ved hvis
Hjælp han nu stod i Begreb med at gjøre sin Fødeby Fyldest
for sit Fattigbarnskald, som havde tvunget ham til, for den lille
Underviisning han nød, at forrette de laveste Arbeider og at
være Skolens Askepot og Syndebuk. Dog var det denne dyre-
kjøbte Underviisning, som havde gjort ham til hvad han var.

   General Anderson var vendt tilbage besjelet af det kjærligste
Sindelag mod sin Fædreneby. Dæmpende sin Ungdoms smerte-
lige Erindringer, følte han blot de Glæder, Børneaarenes Tumle-
plads plejer at have for dem, som have tilbragt sin modnere
Alder fjernt fra Hjemmet. Han lejede sig et Huus i Nabolaget,
hvor han tilbragte flere Sommere, men om Vinteren opholdt han
sig i London. Som en beskeden og tilbageholden Mand talte
han lidet om sine Tildragelser i Indien; men senere erfoer man
dog, at han især havde sit gode Sproghoved at takke for sin
Fremkomst. Han blev nemlig desaarsag sendt som Tolk til det
d.IV,b.6,s.153   Indre af Indien, steg fra et Trin til et andet, og udmærkede sig
saaledes under Indtagelsen af en Hovedstad, at han blev om-
nævnt paa det hæderligste i flere Aviser. Tilsidst takkede han
af med Generallieutenants Rang og med en betydelig Formue.
   Sidst i 1815 lod Anderson opsætte sit Testament. Sex anseede
Borgere af Elgin bleve opnævnte af ham som Fuldbyrdere deraf.
En Halvfætter erholdt noget over 2000 Daler, to langt ude be-
slægtede Fruentimmer henved 1000 Daler hver om Aaret, hans
Huusholderske 500, og for det Øvrige stiftedes først et Hospital
for Fattige af Elgin over 50 Aar, og dernæst baade en Haand-
værksskole for Børn af Arbeidsklassen i den hele Provinds og
en almindelig Friskole for fattige Børn af denne By, der havde
været saa grusom mod hans stakkels Moder. Med en ved saa-
danne Leiligheder sjelden Beskedenhed bestemte han ikke, at
hans Navn skulde nævnes ved disse Foranstaltninger af hans
Velgjørenhed. Hospitalet og Skolerne skulde kun bære Navn af
"de Elginske Indretninger til Understøttelse af hjælpløs Alderdom
og Ungdommens Opdragelse". I Hospitalet optages Ingen, der
ellers nyder Understøttelse, eller har i nogen Maade ført en slet
Vandel.

   Denne høihjertede Mand døde 1824 i sit 79de Aar. Hans
Moders Ære, om end ikke hendes Klogskab og Forsigtighed,
blev retfærdiggjort for Alle ved denne hendes Søn; og strax
efter hans Død reiste det varige Minde om hans Ædelmodighed
sig, hvori for nærværende Tid 20 fattige Gamle nyde Ophold,
22 Drenge og 18 Piger lære Haandværker og Haandgjerning, og
230 Børn have fri Underviisning. Til næsten 300 Personer ud-
strækker altsaa hans Velgjørenhed sig; og Mange af de Tusinder,
som hvert Aar besøge Skotland, glemme ikke at besee de gamle
Kirkeruiner, hvor den vanvittige Margrethe Gilzean redede sit
Barns Vugge i en huul Steen, og ved Siden af dem da ogsaa
denne hendes Søns fortræffelige Velgjørenhedsanstalter".



   Denne Historie blev fortalt hos en anden Bonde, og det var
at see paa Budejens Ansigt, som hørte til strikkende i Peisen,
at hun troede Skolemesteren havde noget bag Øre ved netop at
vælge den Historie der paa Gaarden. Thi det var ikke saa frit
d.IV,b.6,s.154   for, at Manden selv i Huset havde for mange Aar tilbage sat
sig med Haardhed imod den Kjærlighed hans ene Datter og en
Huusmandssøn havde fattet for hinanden. De giftede sig dog
paa en liden Flek, Datteren døde af en Brystsygdom, og i de
første Aar derefter var det forunderligt at see hvor hurtigt Fa-
derens Haar graanede. Som en Slags Lægd, havde han omsider
taget hendes Barn, en Søn, til sig, og han stod da nu ogsaa
borte hos Budejen i Peisen.
   Da Skolemesteren havde endt, vendte den Gamle sine buskede
Øjne henpaa Gutten. "Vesle-Hans" -- sagde han med skjælvende
Stemme -- "Vesle-Hans, kom hid til Bedstefa'r."

   "Nu, gaa nu Vesle-Hans, naar han Fa'r siger det", puffede
Budejen til ham.

   "Ja og Bedstemor med", sagde Huusmoderen med Forklædet
for Øinene, og gik til Skabet og hentede Kringler.

   "Veed du hvad, Mari", sagde den Gamle, "Vesle-Hans maa
have nye Klæder og det strax. Det er rigtigt Skam vi har ladet
ham gaae saa."

   "Ja fra Top til Taa, Fa'r," sagde Konen; "imorgen skjærer jeg
ned Væven. Vi faae rigtig koste lidt paa Gutten. Sæt at -- "

   "At Du blev slig Karl som Andreas Anderson," sagde den
Gamle næsten leende og purrede Vesle-Hans i Haaret.

   "Aa jeg faaer vel gjøre det mindre, naar jeg ellers skikker
mig brav," mente Vesle-Hans.

   "Et Bedstefadersskjød er ingen Steenvugge," sagde Skole-
mesteren, idet han lukkede Døren efter sig med et Nik, der
syntes at sige: Bravo! den Historie var heller ikke borte.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE