HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843



SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER

   En Almueskolelærer er en ringe, men en saa nyttig Mand,
naar han er som han bør være, at han vel burde bedre ansees.
Ja han er vel saa nyttig, at det Hele maatte gaae istaae, om
han ikke fandtes. Men det er ikke alene for den opvoxende
Slægts Oplysning de kunne og skulle sørge; de kunne ogsaa
være den allerede voxne og Forældrene til betydelig Nytte i
denne Henseende. De ere Oplysningens Ledere i Folkets tætte
Masse. De gjøre hvad Præsten og Bispen ikke have Tid til selv
at gjøre; og naar de ret besidde Kundskaber, ere de fortræffe-
lige levende Bøger imellem Almuen, som snart meddele noget
godt og rigtigt i den blotte Viden, f. Ex. i Religionskundskab,
Verdens- og Fødelandets Historie, snart i anvendelige Færdig-
heder, saasom i enkelte Grene af Agerbruget og Haugekunsten.
Slig Mand var da den Skolemester jeg mener. Hvad interes-
sant, han selv læste, meddeelte han hvor han befandt sig saa-
snart hans Dagværk var forbi, og Ungdommen blev ofte en god
Stund tilbage naar han var i det Hjørne at fortælle. "Nu! har
I nylig læst noget godt nu, Skolemester?" plejede Huusbonde
eller Madmoder almindeligviis at spørge, naar han havde hævet
Skolen; og havde han da det, saa gjemte han ikke paa det.

   Denne gode Skolemester er nu død, og mere savnet troer jeg,
end om nogen Anden af Bygdens Folk var hjemgaaen. Man
fandt da efter ham et Hefte Blade, som han havde kaldt "Træk
af Menneskehjertet",
og deri da nedskrevet de fleste af sine for-
talte sande Historier. Idet vi her meddele nogle af dem, vil
d.IV,b.6,s.145   man finde, at de gik ud paa at tilintetgjøre Fordomme og re-
ligiøs Ufordragelighed og paa at udbrede den sundeste Menne-
skelighed.


Den engelske Herre og den tyrkiske Fisker.

   Om Tyrkerne har man mange Fordomme. Jeg erindrer, at
jeg en Aften under Fortællingen af et af disse deilige østerlandske
Eventyr bemærkede, at den Bonde, Skolen den Dag havde været
hos, med alle Tegn paa den dybeste Afsky, udraabte et "Tvi!"
da jeg kom til at nævne hiint østerlandske Folks Navn. "Naa
Fa'r Ola, Du gjør dig nok nogle forfærdelige Tanker om Tyrken,
kan jeg mærke," sagde jeg, og fik da ganske rigtig hele den
naragtige Beskrivelse over "Trynetyrken", som med saa stort
Held er bundet Almuefolket paa Ærmet af omvankende Raritets-
kræmmere, der ganske rigtigt forevise en Menneskefigur med
Svinetryne under dette Navn. Ola vidste ogsaa at fortælle, mens
Børnene hørte til med spændte Øren og Øine, at "Trynetørken"
var en talrig Nation langt Syd paa, hvis største Lækkerbidsken
var Kristnes Kjød, jo federe des bedre, og at der var Umennesker
og havde været dem i Norge, som spekulerede paa denne Smag,
lod Folk hemmelig dræbe, nedsalte og udskibe, for hvilken Vare
de da upruttet fik Vægten igjen i puurt Guld. Dette maatte jeg
ikke snakke ham af med. Det var desværre altfor vist. Og det
hjalp da heller ikke, at jeg søgte at udfinde Grundene til disse
Taabeligheder, dels af gamle Dages Religionshad mod Tyrkerne,
som ere Mahomedanere af Tro, og engang vare frygtelige Er-
obrere for mange kristne Nationer, dels af at mange Søfolk for
nogle Aar tilbage pludselig forsvandt enten ved Tvang eller af
egen Lyst i Farten paa Ostindien. Jeg tegnede ligeledes for-
gjæves Omridset af et Negerhoved paa Bordet for at forklare
ham af den fremstaaende Underdeel af Ansigtet den mulige Op-
rindelse til Fabelen om Trynemennesket, og anmærkede, at Al-
muen pleiede at kalde alle disse mørkladne Sydboer Tyrker.
Det nyttede ligesaalidet som at jeg ved Siden af Negeren ridsede
et smukt, krumnæset Profil, som skulde forestille en virkelig Tyrk.
Ola og de Andre bleve dog ved sit, og jeg mærkede, at man
begyndte at tvivle om jeg var saa ganske vel underrettet i det
d.IV,b.6,s.146   Punkt, som jeg burde være, især da det slap ud af mig, at der
vel imellem Tyrkerne kunde findes ligesaa gode og fromme
Mennesker, som imellem Millionerne af en anden Tro.
   Hør her, sagde jeg, hvorledes det gik en fornem engelsk Herre
hos en fattig tyrkisk Fisker. Den engelske Herre fandt for godt
at forsøge at svømme over Strædet ved Dardanellerne, som ad-
skiller de to Verdensdele Europa fra Asien. Det kunde være
en halv Miilsvei over, og Hans Herlighed havde været om en
Hals, dersom ikke en gammel tyrkisk Fisker havde faaet ham
op og bragt ham til sin Hytte. Der laae han da nærmere Døden
end Livet, plejet paa det omhyggeligste af Fiskeren og hans Hustru.
At han var en Vantro i deres Øine formindskede ikke disse gode
Menneskers Gjæstevenlighed. Da Englænderen kom til sig selv
bemærkede han deres yderlig fattige Kaar; men hvad havde han
at give dem -- han, som nøgen var kommen til Stranden, som
nu indtog deres Leje, blev plejet og beværtet med det Bedste
de kunde skaffe, og nu tilsidst maatte gaae omkring i Fiskerens
eneste hele Dragt, den han brugte paa Høitiderne, naar han be-
søgte den Guds Tempel, der har skabt Himmel og Jord med
hvad derpaa er? Han maatte endelig paa tredie Dag afsted til
det tyrkiske Riges Hovedstad, hvor han egentlig opholdt sig. En
Baad laa færdig til at føre ham did. "Fremmede!" sagde Tyrken
da ved Afskeden, "Allah ( Gud) ledsage dig!" Og idet han
sagde dette, trykkede han den engelske Lord, hvis Stand og
Formue var ham ubekjendt, nogle Paras, sine sidste Skillinger i
Haanden. Lorden tog dem, og forlod med dyb Agtelse det ær-
værdige Par.

   Fjerdedags Aften derefter kommer Baaden tilbage med en paa
Slæbetoug, og begge de Gamle ile til Stranden forat høre til
deres Gjæst. "Ah, siger Nabofiskeren, det var en stor Herre.
Ibrahim, du er en lykkelig Mand -- se her hvad han sender dig."
Og frem halte han da den anden Baad, en ny herlig indrettet
Fiskebaad med fuldt Tilbehør af Garn og Grejer. "Allah er stor!"
udraabte den Gamle -- "Fatime! Fatime! kom og see!" Og nu
kom hans gode gamle Fatime af Hytten og rokkede nedover til
Stranden, og ogsaa hendes første Udraab var "Allah er stor!"



d.IV,b.6,s.147      Da jeg saae mig omkring var der Taarer i Olas Øine. "Det
var jo ligesaa brave Folk som Samaritanen i Parabelen;" sagde
han. "Ja mener jeg det, Ola. Men det var dog kun Tyrker."
Men dette uheldige Ord kostede mig en ny Historie; thi det op-
flammede igjen Olas gamle hadefulde Fordomme. Med et trium-
ferende Blik udbrød han nemlig: "Ja Tyrker og Tyrker er To.
De ere ikke alle lige slemme, men enten hvide Tyrker eller
Trynetyrker, som jeg selv har seet."

   "Ja i Kassen med de skjønne Rariteter, Ola. Men hør da
nok en Historie om en Tyrk."



Den Pestsyge.

   Paa et europæisk Skib var Pesten udbrudt midtpaa Middel-
havet. Mandskabet døde bort; kun med et Par ilive drev det
ind paa en tyrkisk Ø. De kom iland og ihuus; men da Ind-
byggerne, da der kun var Een ilive tilbage, mærkede hvilken
frygtelig Sygdom, de havde medbragt, bleve de rasende og vilde
dræbe den Gjenlevende: "Det er Pesten! det er Pesten!" raabte
de; "lad os nu myrde den kristne Hund, der har bragt Sygdom-
men mellem os!" Allerede svingedes deres Sabler over den
Syges Hoved, da en af dem, der havde et ærværdigt Udseende,
standsede dem, og søgte ved Ord at berolige dem. Europæeren
forstod ei, hvad han sagde, men fattede dog Meningen ved de
medlidende Blikke, han kastede paa ham. Ogsaa lykkedes det
Tyrken, at frelse ham, og han spurgte den Syge da paa italiensk,
om han ikke behøvede Noget. Den medlidende Tyrk, der havde
reddet den Syge fra at ombringes af hans Landsmænd, gav ham
da ikke blot Drikke, som han forlangte, men bragte ham ogsaa
en Læge, der, efterat han havde stærkt aareladt ham, gav ham
noget Olieagtigt, hvormed han skulde indsmøre sit Legeme.
Patienten rettede sig herefter, og faldt snart i en dyb Søvn.

   Da han vaagnede laa han paa en blød Sofa, med Hoved og
Legeme indsvøbt i uldne Dækkener. Stærk Sved strømmede
fra Legemet, og han følte mindre Smerter. Ved hans Side stod
en aldrende Mand, i hvis Ansigt den høieste Deeltagelse stod
malet. "Stakkels Mand!" sagde han; men da den Syge vilde
svare, lagde han Fingeren paa Munden.

d.IV,b.6,s.148      Denne udmærket gode Behandling og den Velvillie, hans Vært
viste Patienten, skyldte denne en af de Begivenheder, som vi
kalde Tilfælde, men som er en Styrelse af Forsynet, der lader
dem skee, for at vise Menneskene, at under alle de Prøvelser,
Himlen her sender, er den evige Godhed dog stedse vaagen. En
ung Englænder havde, medens Krigen varede i de Have, havt
Leilighed til at redde denne Tyrks Søn just som en Græker var
ifærd med at ombringe ham. Denne ædle Daad, hvorved hans
Alders eneste Haab bevaredes, havde præget sig dybt i hans
Hjerte, og fyldt det med Taknemmelighed mod det engelske Folk.

   Nok -- Europæeren kom sig, og da han var bleven ganske
helbredet og vilde afsted, fulgte den gamle Tyrk ham til Havnen,
hvor han tog den kjærligste Afsked med den Fremmede. "Allah
være med dig!" sagde han.



   "Det var jo ogsaa en Samaritan," sagde Ola.
   "Ja, men en Tyrk."
   "Men ingen Trynetyrk."
   "Slidder, Sladder!" sagde Ola, "det maa nok være i Maanen
slige Folk boe." "Ja, og i Raritetskassen, Ola."


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE