|
|
| d.IV,b.6,s.140 |
No. 4 -- 5, 5te Marts 1841.
Kan du en Kunst, over Land, gjennem By,
fri kan du flyve som Fugl under Sky.
VÆVERPIGEN
Flittig Spinderske spinder Huus af Hytte!
Saa tidt hun vil kan hun Linned bytte.
Man siger, at naar Normænd, som ere blevne gamle i fjerne
Lande, faae høre en norsk Melodi, en Halling eller "Længje
venta Lourdags Qvellen" eller noget andet Lignende, bliver deres
Hjerte blødt, de kunne briste i Graad, og bag de taaredunkle
Øine staaer Hjemmet med alle sine Erindringer i saa frisk en
Glands som disse Taarer, der vise, at de have baaret et norskt
Hjerte under den solbrunede Hud og den fremmede Dragt. Det
skulde være en Glæde at lytte til en eller anden af de norske
Nybyggeres Tømmerstuer dybt inde i Amerika. Vi vilde høre
Moderen nynne sit Barn isøvn med samme Visselul, som har
nynnet os isøvn, og Faderen at stryge paa Felen disse nationale
Melodier, som gjøre saadant Indtryk paa os, at de synes at være
Klangen af vore egne Nerver.
Mænd kunne drage langthen, Koner følge deres Mænd, og de
have sine Børn ved Haanden og ved Brystet. Sjelene, Mænds
og Kvinders Tanker, kunne ogsaa forlade Hjemmet, forvænnes
og blive unorske, om de end boe i Landet og leve deraf. At de
tabe sin Simpelhed og Naturlighed er Tegnet paa at dette sørge-
lige er indtruffet. De ere som Børn, der ere blevne fornemme,
og ikke ret for Andre ville kjendes ved den fattige Moder. Men
Nationaliteten, Norskheden, er som en Moder; den har visse
Træk at vise, som selv det mest forvænte Barn ikke kan mod-
staae. Det er som naar en Moder aabner sine Arme, og Barnet
seer den Barm hvorved det laae; da kan det ikke holde sig;
det maa synke dertil, og en Graad bortskyller alt hvad der har
reist sig imellem det nærværende Øjeblik og de uskyldige, da
det hvilede ved Moderhjertet.
En af de Ting, som gjøre et saadant Indtryk, som minder om
Landet, Folket og dettes Agtværdighed, og som bringer Mode-
damen og Herren, der i Meget har glemt, at de dog ere det
fattige Norges Børn, til at erindre dette med et Stik i Hjertet,
|
| d.IV,b.6,s.141 |
er -- en af disse Oplandsjenter i den selvvirkede, nette, ternede
Kjole og med det smukke Skaut paa Hovedet.
"Har du vævet det selv, min Pige?" siger Damen, som standser
der og piller paa hendes Dragt under en Blanding af Agtelse
for Bondepigen, Glæde paa Nationens og Utilfredshed paa egne
Vegne. Hvorfor er hun i dette Øjeblik mindre fornøiet med sin
egen fremmede Pynt? Hvorfor siger Herren ved hendes Side:
"brav, min Pige! Saaledes bør det være!"
Ja, saaledes bør det være!
"Hvem er det som væver saa flinkt her i Nabolaget?" spurgte
jeg engang en Beboer af en af Byens Udkanter, da jeg fra hans
Dørtrap atter hørte de samme raske Slag fra en Væverstol, som
jeg ofte før havde lagt Mærke til.
"Mari Totningsjente," sagde han. "Kom lad os gaae over til
hende!"
Hvormegen Agtværdighed jeg der lærte at kjende!
Hvilket net og reenligt Værelse jeg der kom ind i! Alt som
det var strøget. Det var temmelig tidligt om Morgenen; men
Gulvet var fejet og brusestrøet, Sengen opredet og dækket af
et nydeligt, blommet Teppe fra Maris kunstfærdige Haand. Der
sad hun selv i de hvide Linnedærmer, i det nationale Skaut og
i Værkensskjørtet ved Væven ved det aabnede Vindu, hvor en
fuldblomstrende Maanedsrosenbusk og en Citronmeliss trængte
sig ud i den friske Vaarluft. Rundtom hang flere Verkenskjoler,
den ene af vakrere Mønster og Vævning end den anden, og paa
Dragkisten laae en Bunke af Lærreder. Selv saae hun ikke
længer ung, men sund og sjelefrisk ud; en halvvoxen Dreng sad
paa en Skammel og læste i Bibelhistorien.
"Rapp dig nu, Guldbrand" -- sagde hun -- "saa skal jeg over-
høre dig før du gaaer i Skolen."
"Nu troer jeg, jeg kan det, Moer," sagde Gutten, og saa over-
hørte hun ham (og det meget flinkt) og sendte ham ivejen.
Mari var altsaa Moder og maaskee Enke; rimeligviis, af Huus-
leiligheden og af Omsorgen for Sønnen at dømme.
Men det er en sand Historie jeg fortæller, og jeg bør derfor
heller ikke fordølge, at Mari vel var Moder, og Moder i den
|
| d.IV,b.6,s.142 |
fulde Bemærkelse at have født sit Barn med Smerte og opdraget
det med Ære; men hun var ikke Kone eller Enke. En Mand
havde bedraget hende, og den svage Qvinde havde født sit Barn
i Synd. Men den svage Qvinde var bleven stærk. Hun forlod
sin Hjembygd af Blusel, stolende paa sin flinke Haand, paa at
den Kunst, den der havde lært, skulde give hende og hendes
Barn Brød og Huusly og Klæder. Og det gik godt; men Den
er ikke god, som ikke siger, at hun har vundet sin Ære igjen
under de 13 Aar, hun saa redeligen har arbeidet. Jeg kan ikke
erindre Alnetallet af de Lærreder, Dreiler, Værkener og Vad-
meler, hun i denne Tid havde oparbeidet og afsat i Byen; men
det gode Udkomme, hun altid havde havt siden de første Maa-
neder efterat hun satte sig ned, uagtet Fortjenesten, efter hendes
Udregning, ikke kunde være saa stor for Alnen, viste, at Mængden
maa have været betydelig.
"Der vil meget til, og Skeen maa ikke standse," sagde Mari,
idet hun atter slog; "men lad mig see -- der var ti Roser her paa
Busken ifjor fra Paaske til Pintstid, og netop saamange Værkener
lagde jeg an og af i den Sommer. Iaar maa jeg nok see til at
faae flere, for see her! der er alt Tegn til tolv Knopper, og det
var Skam at jeg skulde staae tilbage for Rosenbusken der, som
intet Barn har at arbeide for, og som dog væver venere end
jeg." Hun trak Skautet nedover sin Rødmen. "Og som hverken
har dit Hoved eller Hjerte, Mari," tænkte jeg.
-- Tvertoverfor traadte en skiden laset Kone, omringet af en
Flok Børn, der ikke vare bedre, ud i Dørsvalen. "Svindt jer!"
hvidskede hun, og hele Flokken styrtede nu betlende omkring
en Forbigaaende. De fik intet. "Djævelsunger! kunde I ikke
holde længer paa? Nu kan I svelte og skal ha'e Juling til!" og
saa sparkede og halte da Kjærringen sine Unger ind ved Haarene.
Mari sagde: "Jeg takker Gud for det Brød jeg spiser, og havde
jeg ikke havt Arbeidslysten med mig hjemmefra Bygden, maatte
jeg have lært den her af Dovenskabens Elendighed, og saa er
det meest hele Gaden bortigjennem, saa jeg ikke kunde trivs
dersom jeg ikke havde Synet af den grønne Flek derover."
Sandelig denne faldne Pige havde reist sig igjen ved sin Sjels
Kraft og ved sin Haands Færdighed. Eller var det blot Moder-
kjærlighedens drivtstærke Følelser, som hævede hende saaledes
over sin Ulykke? Hiin So med Ungeflokken var jo ogsaa Moder
|
| d.IV,b.6,s.143 |
og i højere Grad; hun havde flere, og havde engang for Alteret
lovet at forsørge dem hun maatte faae? Skulde det være Na-
turen, som havde givet den Enes Hjerte stærkere Fjedre i Fød-
selen end den Andens? Dette er vel muligt, men naar vi tænke
os, at Pigen havde lidt Slaget af en Ulykke, som plejer at knuse
de fleste Qvinders bedre Kraft, mens Konen var taget fra sine
Forældres og i sin Mands Huus, saa maa der vel være andre
Aarsager, som havde gjort, at den Faldne havde reist sig, og at
Den, der ikke var falden, dog var sjunken og stedse dybere
synkende. Og jeg gjetter her paa den Opdragelse, de begge fra
Barndommen havde. Konen var fra Byens Omegn, hvor Huus-
flid just ikke hører imellem Ungdommens Opdragelsesmidler, Mari
Væverpige var fra Toten, hvor det er en Skam, at en Pige ikke
er velklæd i sit Hjemmegjorte, hvor Arbeidsomhed gjør Blodet
sundt og rødt og rullende, og det sunde Blod gjør Hjertet friskt,
og hvor Æresfølelse boer under det nationale Skaut i klare blaa
Øine, som ikke frygte for Fattigdommen. Denne tør ikke see
længe i dem, og ikke lægge sine smudsige Fingre over Skautets
Reenhed, over det hvide Linned eller over de ternede regnbu-
spraglede Kjoler.
|
| BLA BAKOVER |