HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


d.IV,b.6,s.78  
No. 14, 12te October 1840.

Guds Verdens Grundlovs første Paragraf
er den: hver Daarskab er sin egen Straf.

PLIGTER MOD DYRENE



En Historie af de Tusinde.

   "D
em kan da kjøre i Byen au!" sagde en Kjørebonde paa et
Hvilested, som fandt sig slagen ved Historien i forrige Nr., fordi
han ogsaa havde mistet en Hest paa en ligesaa svinagtig Maade,
som Kabberud'en. -- -- "Men der kjører dem Folk ihjel og ikke
Gampa," lagde han til, idet han slængte Bladet fra sig, og bad
om en Halvpægl til. "Ja uvittige Tjenestegutter," bemærkede En.
"De skulle være Kar'er maatru', og saa lade de Hosbonds Heste
og Vogne gaae tilvejs i Gaderne, saa hverken Jern eller Træ
holder, for ingen af dem er deres egne. Forleden laa der en
overkjørt Kjærring nedunder Kirkebakken; men hvem havde gjort
det? Vi hørte nok Duren langt nedover ved Glasmagazinet, for
Kar'a kjørte omkap gjorde de."
   "He! he! he!" klukkede Kjørebonden ved Pæglen sin, "By-
gampa har det godt."

   "Det gik ikke saa godt med Ola til Young," bemærkede En,
"for da gik Vognen istykker, og det paakar." "End Han," lagde
en Anden af det tilfældige Selskab til, "som kjørte Benet af
Hesten i Vandposthullet? Han fik ikke stor Lønnen skulde jeg
troe." "Jomen kjører han endda," lagde En til. "Da maa de nok
ikke have spurgt efter Attesten," blev der svaret.

   "He! he! he!" klukkede Kjørebonden, "Jad'den kjører han
endda." Og han bad om en halv En til.

   "Men hossen gaaer det nu med Gampa jers, Paal?" spurgte
En og lagde Ansigtet til Ruden som om han vilde see ud i den
rædsomme, af kold Oktoberregn gjennempidskede, Nat. "Husk
paa, I har mistet en før paa slig Maade."

   Det havde Paal gjort, og derfor lek han ikke Bladet, som
mindte ham om det. "Aa dem lever nok," mente han. "Ja
saavidt."

   Dette usle Menneske, uværdig for mindre Feil til det Navn,
han bar, af norsk Bonde, havde virkelig engang mistet en Hest
d.IV,b.6,s.79   ved at lade den staae ude en Seenhøstesnat uden Ly, Bedæk-
ning eller tilstrækkelig Føde. Og om den havde havt nok af
det Sidste, vilde det være blevet liggende, da Sygdommen greb
den. Jeg veed ikke hvad Navn denne havde, men til Døden
bar den, og denne Vanrøgt er ogsaa en af de Grusomheder, en
af de sædvanligste, som Menneskene forøve mod sit ædleste og
(Koen ufortalt) nyttigste Huusdyr.


Nok en.

   "Gud bevar'es hvor det hrøiter i Opgaarden," sagde Huus-
manden, idet han lukkede Klinken i efter sig tidlig før Dag en-
gang først i April, og famlede over Gulvet efter Sengen igjen.

   De klare Vinterstjerner skinnede ind i det samme i Stuen, en
Gnistren og Knagen udenfor og en kold Sno, som trængte ind,
syntes at melde, at det var højvinters.

   "Jøssu Navn! jeg har nok hørt det," sagde Konen borte i
Sengen; "det er ikke godt at sove ved slig Laat. End linner
det da, Far?" "Gud bedre os for Linning . . Huttutu! Men jeg
maatte op. Det var saa fælt at høre paa." "Og hvad de nu
skal med de Krøttura, naar de ikke kan føde dem. Det var
tungt, men vel for Os, at vi slagtede Qvien vor itide, saa kan
vi da med Guds Hjælp holde Liv i Kua." "Ja det er en Synd
er det, Moer, naar man ikke kan føde dem anderledes. Hør nu,
det er ordentlig som om Mennesker skreg om Hjælp."

   "Aa tal ikke saa. Der begynder Kua vor ogsaa." "Da er det
nok bedst jeg blie'r oppe og lager mig tilskogs efter Beite, om
vi vil holde Liv i den."

   Konen nørede op til lidt Velling, og to Timer før Dag van-
drede Huusmanden afsted langt tilskogs med sin Kjælke efter
Riisbeite. "Ak," tænkte han, da han gik over Skigaardene paa
Skaren, "endnu intet Tegn til Vaaren!" Han vandrede med Rædsel
forbi Fjøset paa Opgaarden, saa hrøitede og rumsterede de stak-
kels Dyr i Baasene, mens Hestene hvrinskede, eller rettere hvin-
skreg, og stampede i Stalden. Han priste sig lykkelig, at han
ingen Hest havde i denne Foertrang, tænkte paa sin egen Ko,
og ilte afsted.

   Men Manden og Konen i Opgaarden havde flere at tænke
paa; de havde 20 Klavebundne og 3 Heste, og ikke mere Hø
d.IV,b.6,s.80   tilbage end Huusmandens ene Ko godt kunde spise inden Vaar
var ventendes.
   "Nei, det gaaer aldrig an, Far," klynkede Konen; "jeg holder
det ikke ud. Og ikke en Taar Melk er der af dem allesammen
nu i mange Dage."

   "End Hesta da!" raabte Manden, og ormvred sig paa Lejet.
"Gid Inkassatoren havde taget baade dem og Bølingen, for nu
er det ikke andet end Døden."

   "Og Du, som altid sagde, at de nok vilde holde ud. Det er
en Daarlighed og en Synd at ville føde flere Kreaturer end man
kan. Det sagde jeg alt før Juul." "Vil du tie, Kari!" skreg Man-
den, og greb sin Hustru i Fortvivlelse om Haandledet, og fandt
hende grædende med Skjørtet for Øinene. Og han hulkede selv.
"Har jeg ikke gaaet Bygden rundt? Men ikke et Straa! ikke
Kredit for en Skilling! Slige ere de." "Er det da bedre andet-
steds, mener du?" "Kjærring!" raabte Manden; "jeg kunde . . ."
Og han sprang op, og greb sin Kniv, og stod lyttende ved Vin-
duet. Kreaturene brølede værre end nogensinde.

   "Ja havde du brugt den før, eller solgt ihøst, kunde vi nu
født den halve Besætning ganske godt, og saa havde vel Gud
givet bedre Lykke til næste Aar. Vi havde da havt Melk."

   "Aa, de holde nok ud," sagde Manden med en af Fortvivlel-
sens pludselige Tankeomvexlinger, og slængte Kniven fra sig.
"Det har været saa galt før."

   "Nei aldrig. Og da skulde vi have lært. Mindes du vi gik
til Alters samme Dag, vi for fire Aar siden slap Bølingen paa
Beite, da den var saa sultefødt? Det var af det Syn jeg græd
saa i Kirken, at du troede en svær Synd trykte mig. Og det var
en svær Synd mod de stakkars Kreaturer."

   "Ja Gud forlade os!" mumlede Manden. "Og dette er en Vinter
som da. Der blier ikke bart paa syv Uger. Kanske endnu.?"
(og han greb mod Kniven). "Nei! nei! Ikke idag. Jeg faaer til-
skogs bare Hestene aarkede. Men, Jøssu Navn, der kommer hu'
Berthe flyende."

   Budejen kom ind med Forklædet for Øinene. "Klinge, Stjerne,
Rosenblom og Ungstuden laae døde i Baasen og Mesteparten af
de andre kunde ikke reise sig," var det sørgelige Budskab.
Sorgen paa Opgaarden er ikke god at skildre. "Op med Gutta!
Vi faae flaae dem mens de ere varme," var dog Mandens første
d.IV,b.6,s.81   Ord, da han igjen kom ind i Stuen. "Og saa tilskogs for de
Andre. Der er da Gudskelov Liv i dem." Men han sagde dette
med et Øjekast mod den iisblaa Morgenhimmel, som var synd-
fuldt nok imod dens Herre. Han tænkte ikke: der bag disse
røde Skystrimer reder Han Foraarets Gaver tilrette for Aljorden,
men for Landene eftersom deres Tour er. Men engang, da han
i et bedre Aar stod i sin Fjøsdør, og saae Berthe give Bølingen
sine fulde Æmbere, var han dog nær denne Tanke. Først maatte
Klokkedronningen faae, for at Klinge kunde faae; saa Klinge for
at Rosenblom kunde faae; og saa gik det nedover til Guldkolla,
Malmros, Huldrekjær til alle de udstrakte Halse og Hoveder med
de store, sorte, menneskekjære Øine, lige nedover til Ungstuden
-- for at Alle kunde faae. Han saae da med et frommere Blik
mod Martshimmelen, og tænkte: nu deler alt Gud Foraarets
Blomstergaver ud opover Landene; de højtflyvende Vildgjæs see
det; og der er nok noget Grønt paa Bunden til Norge og mine
Lier med. Dets Tour kommer nok i sin Orden nu som altid. --
I samme Stund kastede den første Kraake sig ned paa hans
Mødding, og han saae med Venlighed til Vaarens første Budskab
i Norge, og gik ind til Moer med Overregningen i Hovedet, om
ikke den sorte Skjelm derude omtrent spiste Larver og Mark
op for de Ærter, han siden kunde stjæle af Furen.
   Dette var i de gode Dage paa Opgaarden. Men nu var der
onde. 8 Dage efter laae der atter et Par i Baasen.

   Men hvortil fortælle den Gru? Selv den Ufølsomme og Gru-
somme kan føle den, fordi han strax sætter sig ind i Ejermandens
Stilling. Denne var mindre end god paa Opgaarden. Manden
var i figurlig Forstand paa Knæerne ligesom Resten af Buskapen
i bogstavelig, da den førstegang slap ud. Dog var ikke et gru-
somt Hjerte Aarsag i denne Grusomhed, men daarlig Huushold-
ning, og den usalige Vane, at ville føde flere Kreaturer vor lange
Vinter over, end man kan uden Udhungring. Og dette skulde
være en Synd, spørger den norske Bonde, Fjeldbonden, der
næsten altid sultføder sine Kreaturer? Værre end en Feil kan
det dog ikke være? Ja, den fødes om Høsten som en liden
blind Unge af en Skjødesløshedsfeil, men inden Paaske er den
voxet til en Kjæmpe af en Grusomhedssynd, som klemmer den
kolde Sved af den stærke Huusbonds Pande, drikker den sidste

d.IV,b.6,s.82      Marv af de levende Jammerdyrs Beenpiber, og røver al Trivsel
og Glæde fra Gaarden.

   "Vi handle Uret mod Dyret, siger Dyrenes Talsmand, Professor
Smith, naar vi lade det lide Mangel paa Næring og naar vi for-
sømme at give det Næring i rette Tid; men hvad gjøre vi vel
da, naar vi holde flere Dyr i vor Tjeneste, end vi kunne forsyne
med den vedbørlige Næring? hvad gjøre vi, naar vi i Vinter-
maanederne overlade Qvæget til sig selv paa aaben Mark, hvor
dets Livskræfter langsomt blive fortærede af Hungeren?" Den
samme Mand som har skrevet dette, spørger: "naar du engang
skal aflægge Regnskab for hvert unyttigt syndigt Ord, du har
talt, hvormeget mere maa du da ikke svare for det Onde, du
har udøvet i virkelige Handlinger? Men enhver Lidelse, som vi
tilføie et levende Væsen uden Nødvendighed er et Onde, som
nødvendig maa blive os tilregnet."

   Manden paa Opgaarden var dog af de faa Folk, som engang
blive kloge; men dog, som vi hørte af hans gode Kone, af gjen-
tagne
Ulykker. Han holdt Liv i Resten af sin Besætning ved et
Nødmiddel, som Overlærer Sverdrup lærer den norske Bonde i
sit Blad "den erfarne Landmand," nemlig Granbarhakkelse, lagt
i Vand, for Kvaens Skyld, 1 à 2 Døgn, blandet med lidt Halm-
hakkelse, Meel, Klid eller Poteteshakkelse, og fugtet med lidt
Saltvand. Og allerede i det andet Aar efter Ulykken var han i
urokkelig Besiddelse af den Erfaring, at Qvæghold giver den
sikkreste Fordeel i en norsk Landhuusholdning, men at denne
Fordeel ikke beroer paa Antallet, men paa Behandlingen. Men
skjøndt han nu altid havde nok, og fodrede godt, fandt han, at
ikke saameget gik til, som før. Han lærte at en Ko kan holdes
ilive med 2 Las Hø Vinteren over, og fortære 1O; og naar han
nu laae i Sengen og hørte Kjørene hrøite om Morgenen, da
vidste baade han og Moer, at det var Berthe, som gik med
Æmberne sine i Fjøsdøren. Der var ogsaa en ganske anden Lyd
i Hrøitingen nu end dengang -- andre Ord kunde man sige:
en tilfreds Taknemmeligheds istedetfor den dødsængstede For-
tvivlelses. Og det er et Tegn paa Hjertets Opvakthed og Liv i
Følelsen, at Mennesket hører og forstaaer disse Ord d. e. denne
Mening i Dyrenes, og navnlig i sine Huusdyrs, Lyd, som altid er
tilstede, og minder os om Skaberen og hans Vilje. Der er mange
d.IV,b.6,s.83   Mennesker, f. Ex. den Druknes Tale, som er uforstaaeligere, og
derfor ikke saamegen Opmærksomhed værd.


Børnehjerter af Horn.

   De ere af Vox, siges der. Ja, naar Forældre og Lærere vilde
tage dem tidligt ihænde og forme dem; men Kalken er ogsaa
blød, og bliver dog til Steen, og skulde man slutte af mange
Træk, kunde man i et vredt Øjeblik ønske, at en heel Deel af
disse smaa "Engle" seilede paa en Møllesteen ude i Havet.
Hvad kan man ikke f. Ex. vente af det Barn, som aldrig for-
sover sig, naar det veed der er Slagtning i Nabolaget? Da titte
de smaa "Englehoveder" frem i Porten og hvor de kunne komme
til, under de blodrygende Arme. De høre Slagternes lystige Pas-
siar under Blodarbeidet, og hvorledes Qvinderne synge og sladdre
mens de røre med Turuen i Blodet eftersom det sprudler ud af
det stønnende Dyrs aabnede Halsaare -- thi paa denne op-
rørende Maade dræbe Menneskene paa de fleste Steder ved
langsom Aareladning, istedetfor ved et døvende Slag, sit meest
tilvante Huusdyr, den venlige Ko. Den har ydet sin Yngel, Kalv
efter Kalv, og sin Melk; nu ville de gjerrige Mennesker, som om
de ikke havde faaet Fyldest nok for Bibelens Forjettelse om
Qvægets Underdanighed, ikke miste en Draabe Blod, men ogsaa
melke dens Aarer.

   Og dette skal skee? Og dette skulle Børn have Lov til at see
paa, om Nysgjerrigheden driver dem afsted dertil? Sandelig dette
Blod sprøiter ogsaa ind paa deres Sjels Reenhed; og saae de
det førstegang af Nysgjerrighed, saa see de det de øvrige Gange
af en Lyst, der har mere Djævelskt i sig. Det er oplyst, at de
værste Mordere fandt tidlig Behag i saadanne Syn. Og ogsaa
Disse vare engang Børn med smaae Englehoveder, men i hvis
Bryst Hjertet begyndte at blive til samme Slags Horn som det,
der, efter gamle Eventyr, er i den Ondes Hov d. e. det bliver
af den haarde Grusomhed, der træder Pligt, ædle Følelser og
hvad det skal være under Fødder, uden at ømmes derved --
somom de vare af Horn.



d.IV,b.6,s.84      Men der er endnu mere "Vildt" i dette Menneskehjertets hid-
til lidet gjennemvandrede Vildnis, som omskygger med dunkle
Skygger dets opdyrkede Strøg, i denne Pligtlærens vanrøgtede
Udmark, hvori Skyldighederne mod de Umælende findes -- med
andre Ord: der er flere Synder imod dem at paapege endnu.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE