|
No. 13, 23de September 1840.
Hersk over Dyrene vel!
og over det vildeste Dyr: dig Selv!
FORBRYDELSER IMOD DYRENE
En Abonnentinde, der holder et Par Nr. af dette Blad, forat
lade dem cirkulere imellem Menigmand i hendes Egn paa Landet,
har beæret Udgiveren med en Opfordring til at lægge sit Publi-
kum paa Hjerte en menneskeligere Behandling mod Dyrene, end
den, der desværre er almindelig . . Almindelig? Ja, der begaaes
store og oprørende Synder imod disse vore stumme Brødre og
Medarbeidere i Støvet, og meest af en Mangel paa Eftertanke,
som jo bør lade sig vække af det kraftige Ord, og af den Sløv-
sindets Vildfarelse, at disse Misbrug af Menneskemagten ikke
ere egentlige Synder, der have Ansvar tilfølge for Samvittigheden
og Guds Dom. Man glemmer, at Basunerne ved denne betyde
Sjelens Opvaagnelse til et Lys, hvor den seer sin Tænke- og
Handlemaade i dens hele Række fra Barnets Opvaagnelse af
paa Moderskjødet og til Graven og sit Sindelags Fordærvelse i
alle dets Vraaer, og hører de spildte Sandhedsord, som venligen
og itide advarede, atter lyde, men som Anklage og Krav paa
Straf over Modvilligheden. Det grusomme Hjerte finder ingen
Englevinger til at bedække sig med. Det vil med en borende
Smerte, der er Guds Doms Lyn, erkjende, at Grusomhed er
fordømt, øvet mod Mennesker eller mod Dyr, fordi den viser,
at Sindelaget selv er bleven fordærvet i sin Grund ved skjødes-
løs Vanrøgt, thi den modstrider Menneskehjertets Natur; og Syn-
deren, der finder ingen Skygge til at skjule sig med, vil med
|
| d.IV,b.6,s.72 |
Selvfordømmelsens Rædsel opdage hvor ofte han var følesløs
for Menneskets Smerter, fordi han i sin Behandling mod Dyrene
saa ofte havde traadt paa sin Natur til den var bleven haard,
saa han endog kunde frydes ved deres Vee. Fattigdom og egen
Usselhed skulde dog vel her ikke kunne undskylde Mishandlinger
mod de endnu uslere? Den taber da alt Krav paa Menneskers
Godhed og paa himmelsk Barmhjertighed. Hjertet er da ikke
bleven forbedret og blødgjort i den første Nødens Almuskole,
fast at denne har varet fra Vuggen til Graven. En strængere
Skole maa da til, hvori Exemplerne tages af Ens eget Liv, og i
den ville Grusomheder imod Dyrene udgjøre en fæl Erindringens
Billedbog, hvori Ingen faaer Lov til at springe over. Der staaer
f. Ex. en dødkjørt Hest. Det skulde hjælpe at sige: "jeg var en
fattig Karl, og Hesten hørte ikke mig, men min Huusbond til"?
Der løber en svandshugget Ko igjennem Marken. Det skulde
undskylde at sige: "Ejeren var en riig Mand, som havde gjort
mig Uret, og jeg tog ligesaa godt den Hevn, som at bryde ned
hans Skigaard eller at gjøre noget andet. Kua skulde saa slagtes
lel"? O. s. v. Nei, slige Paaskud falde væk med Støvet. Det
forklarede Øje har intet Øjelaag til at dække sig imod Sand-
hedens Lys; Hjertets Frigjørelse er Frigjørelse fra Selvbedragets
Vildfarelser; et slet Gemyts Handlinger faae ikke der passere
for Uagtsomheder eller under et andet af de mildere Navne
hvormed man belægger dem og imellem dem ofte de Forbry-
delser, der begaaes imod de Umælende. Daaden faaer der sit
rette Navn af Udøveren selv; og at der er en Synd, som faaer
Straf i Sjelenes Verden under Navn af Uretfærdighed, Forbrydelse
imod Dyrene kan man vide af, at Ingen, selv ikke Udøveren,
naar han gjøres opmærksom derpaa, negter at have begaaet en
daddelværdig Handling. Kun vil man gjerne undskylde sig med
Overilelse og Herreretten, og ikke erkjende det moralske Ansvar.
Men dette er, som sagt, en af de Selvbedragets Vildfarelser som
ikke kunne undgaae at opklares med Forfærdelse.
Udgiveren af disse Blade har forhen i et eget Skrivt forsøgt
at gjøre Sit til at det ogsaa her maatte staae klart for Øje, at
Mennesket har ansvarsfulde Kjærligheds- og Retfærdighedspligter
imod Dyrene; men han tvivler om det har lykkets ham at gjøre
dette mere indtrængende end hiin ædle Qvinde har gjort det i
sit Brev. Han tillader sig derfor at meddele deraf hvad der an-
|
| d.IV,b.6,s.73 |
gaaer denne Sag, der har Krav ikke alene paa alle Menneskers
Deeltagelse og Opmærksomhed, men paa al Lovgivningens kraf-
tige Medvirkning.
"Hvad der nu især ligger mig paa Hjerte var at vække Bon-
dens Sands for en kjærligere Behandling mod Dyrene. Skriv i
Bladet for Arbeidsklassen Meget og ofte om dette, saa vil det
dog maaske virke. Siig dem dog, at ogsaa Dyrene ere Guds
Skabninger, at ogsaa deres Vel og Tilfredshed ligger Ham paa
Hjerte, at Mennesket forsynder sig haardt imod ham, naar de
mishandle og plage nogen levende Skabning, om det saa blot
var den usleste Orm. O, hvad vilde jeg give til, at der i Mose
Lov eller iblandt Christi Bud var et eneste, der lød saaledes:
"Du skal være god imod alle Dyr paa Jordens Kreds, og ikke
slaae, ikke plage, ikke sulte, ikke mishandle dem; men komme
ihu, at de, ligesom Du, ere skabte af Gud." -- De haarde Menne-
skehjerter ville ikke forstaae, at den gode Gud, som hører Rav-
nens Unger, naar de skrige om Føde, og mætter dem; uden hvis
Villie ikke en Spurv falder til Jorden; som oplader sin Haand
og mætter Alt hvad der lever med Velsignelse, at Han ogsaa
vil, at Dyrene skulle have sin Deel deraf. De ville ikke forstaae
det deilige Sprog: "Du ynkes over den Plante, som Du ikke har
arbeidet paa, og ikke faaet til at voxe, som blev til paa en Nat
og fordærvet paa en Nat. Og Jeg, Jeg skulde ikke ynkes over
Ninive, den store Stad, hvor der er mere end tolv Gange ti-
tusinde Mennesker, der ikke vide Forskjel mellem Højre og Ven-
stre, og -- mange Dyr." Jeg læste just engang disse Ord, da
jeg var ganske nedslaaet over, at der syntes at mangle et bestemt
Bud angaaende Dyrene i Bibelen, og jeg kan ikke beskrive Dig
hvilket Indtryk de gjorde paa mig. Herre Gud i Himmelen! om
der aldrig fandtes andet end dette; naar blot Menneskene vilde
læse disse Dine Ord med det rette Sind, saa vilde de vel indsee
hvad Din Mening er.
Nu veed jeg nok, at jeg er en Daare, at jeg vil klage herover,
thi havde det været viist og hensigtsmæssigt og godt saa havde
Gud ogsaa givet et bestemt Bud i denne Henseende men da
det nu alligevel saa ofte jamrer mig i mit inderste Hjerte, naar
jeg seer saamange levende og følende Skabninger at lide Ondt,
|
| d.IV,b.6,s.74 |
saa vil jeg anholde om, at denne Gjenstand maa skjænkes nogen
særdeles Opmærksomhed i Bladet og af dets Læsere. Siig dem,
at naar de have Fodermangel, saa skulle de heller skyde sine
Heste og slagte sine Kreaturer, naar de ikke kunne eller ville
kjøbe det Manglende, end at gjøre de arme Dyr Vinteren til et
langt Helvede ved at sultføde dem, og dog bruge Hesten til at
kjøre Ved med næsten hver Dag, og naar saa endelig Vaar-
aannen er forbi, -- ja da kan man ofte ikke bare sig for at
græde ved at see hvorledes mange af de stakkels Heste see ud.
Siig dem, at Kjør og Heste fik sine lange Haler for at bruge
denne som Beskyttelse imod de Piinsler, Insekterne foraarsage
dem; ikke for at gjerrige og umættelige Mennesker skulle af-
skjære dem endog om Vaaren, for derved at forskaffe sig en
Smule Fordeel meere. Siig dem, at den, der plukker en levende
Gaas, for at bevare sig alle de Fjær, som muligens i Faldetiden
kunde falde af, begaaer en afskyelig Gjerning, grusommere end
dem Ole Høiland nogensinde har begaaet, thi de Fjer, han pluk-
ker, forvolde dog idetmindste ikke Piinsler. Beed dem være
barmhjertige mod alle, alle Dyr! Hvorfor skal f. Ex. Fuglerederne
ødelægges af ledige og letsindige Drenge, eller Æggene hentes
hver Morgen, saa at den arme lille Moder skal finde sit Rede
tomt, og miste al sin Sommerglæde. Ikke en Flue skal hverken
Børn eller Voxne dræbe uden Nødvendighed. Og naar det er
nødvendigt at dræbe og tilintetgjøre, saa lad det dog skee med
Barmhjertighed. Det gyser i mig, naar jeg tænker paa med
hvilken afskyelig Fornøielse Menneskene mange Gange berøve
Dyrene deres Liv og tifold fordoble deres Lidelser. O, skriv,
tal, ivre derimod! Saamange Mænd have skrevet og talet og
kjæmpet for Menneskenes Rettigheder, og Ingen vil stride for
de arme Dyrs. Aldrig var saamangen Haardhed og Grusomhed
blevet almindelig, hvis der jevnlig og offentlig var blevet ivret
derimod. -- Nu maa endelig ikke troes, at det er slemmere i
denne Egn end andre Steder; tvertimod er det i flere Hen-
seender maaskee bedre; men det staaer galt til med denne Sag
overalt; og da jeg sikkert troer, at Tankeløshed og gammel Vane
er meget mere Aarsag deri end Ondskab og Skadefryd, saa
glæder jeg mig allerede i Haabet til de gode Virkninger, For-
maninger ville gjøre." -- --
|
| d.IV,b.6,s.75 |
Jovist! Men . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
-- -- o hvor skrevet ud af mit Hjerte! Og jeg tænker -- udaf
de Fleste af mine Læseres. Jeg vil kun tillade mig at bilægge
det nogle Træk af det virkelige Liv og at bemærke, at Bibelen
langtfra er saa taus om Pligter imod Dyrene, som Brevskriver-
inden synes at antage, overvældet af sit Hjertes egen Rigdom
og ivrige Ønske om ret kraftig himmelsk Bestyrkelse, for derved
at kunne slaae de haarde Hjerter. Hvem kjender ikke (foruden
hiint herlige Sprog, der sætter de uvislige Spurve under den Al-
mægtiges egen Beskyttelse) og indseer ikke ogsaa hvorhen Frel-
seren peger i Matth. 6, 26 naar han siger:
"Seer til Himmelens
Fugle: de saae ikke, høste ikke og samle ikke i Lader, og Eders himmelske
Fader føder dem dog"? -- "Alle Skovens Dyr ere mine", siger ogsaa Psal-
misten om Gud; og i 5 Mos. 25, 4 forbyder Lovgiveren enhver
unødvendig Haardhed imod de nyttige Dyr, idet han særskilt for-
byder at binde Munden til paa den Oxe, som tærsker.1
"De vilde
Dyr", synger Psalmisten,
"og alle de Umælende, Orme og flyvende Fugle",
skulle "love Guds Navn", og omtrent det Samme forkynder Esaias
i Cap. 43, 20. Havde Dyrene ikke ogsaa Plads i Arken? Skulde
da Menneskene negte dem en Kjærlighedsgnist, et venligt Forsvar
i Hjertet, og det ikke blot fordi de ere os nyttige, og netop nyttige
i samme Forhold som de behandles vel, men ogsaa fordi de intet
andet Forsvar have, naar de ere i Menneskets Vold, end dettes
eget Hjerte? -- Nu nogle Træk, som gjøre dette liden Ære:
1 tilbakeI Østerlandene trædes Kornet af Halmen med Lastdyr. Se Cor. 9, 9.
1 Tim. 5, 18. |
| BLA BAKOVER |