|
SELVMORD
Skulde det virkelig for Alvor være nødvendigt, at vise hvor-
meget Selvmordet, -- denne Handling, som strider saa mod en
for den hele Skabning almindelig Naturdrivt, den at vedligeholde
sin Tilværelse, og som kun Mennesket kan tillade sig -- er en
Tilsidesættelse af Pligt mod sig selv, mod Naturens Overherre,
mod Guds Bud, mod Fædreneland, Slægt og Venner? Grundene
mod Tilladeligheden af dette Foretagende, understøttede ved den
enhver Skabning indprentede Afsky for Døden, kunne ikke andet
end være overbevisende for enhver kold Betragter og Overveier.
Men den Ulykkelige, som ingen Ende øiner paa sin Jammer, for
hvem det sidste Glimt af Haab er udslukt, og som overvældes
af mørke Udsigter, -- denne Ynkværdige kan vel ikke altid
ventes tilbageholdt ved Grunde, hentede fra Handlingens Util-
ladelighed. Det nærværende Onde, naar alt Haab forsvinder,
er desværre -- som kun altfor mange Exempler vise -- istand
til at døve enhver anden Betragtning, enhver Følelse.
At udvide Haabets Grændser maatte vel være det kraftigste
Middel til at svække det Ondes Indtryk. Det er Haabet, som
ligger til Grund for Menneskets kraftfulde Handlinger, for dets Op-
offrelser. Haabet er Taalmodighedens Hovedbestanddeel. Uden
Haab er det moralske Menneske livløst som Liget; dets Vilje
|
| d.IV,b.6,s.69 |
uden Selvstændighed, det er ganske Slave. Mod Mismod i
Ulykker og mod Fortvivlelse, Mismodets Følgesvend, er da Haa-
bet det eneste Virksomme, og det Eneste, som kan opholde
Taalmodet og de synkende Sjelskræfter.
Til at styrke og fremkalde Haabet synes intet at være nær-
mere end Erfaringen om de menneskelige Tings Omvexlinger. --
"Fordi det er slemt nu, skulde det derfor ogsaa i Fremtiden
blive saa?" har en af de Gamle spurgt. Der er intet stadigt,
intet stillestaaende under Maanen; den hele Natur er i bestandig
Forandring, gaaende frem og tilbage, og erstattende med ret-
færdig Haand til anden Tid det til een Tid efter Tingenes Orden
nødvendige mindre Gode. Saaledes følges Vinteren af Vaaren;
den klare og rolige Dag lader glemme Stormens Slud; den ind-
strømmende fri Lufts Balsom opliver de svage Livsaander, og
udsletter Erindringen om Sygelejets Smerter.
Et Tilbagesyn over Tildragelserne, og Enhvers Erfaring om
Hændelserne, som han har oplevet omkring sig, vil lære, at der
er vel saa megen Rimelighed for, at den Uheldiges Kaar maa
kunne forbedres, forudsat at han ikke selv bestemt arbeider mod
deres Forbedring, som for at den saakaldte Lykkelige vedbliver
uafbrudt i Besiddelse af sin misundte Lykke. Hvor mange Taa-
rer har ikke Enhver, som har villet agte herpaa, seet aftørrede
i Øjne, der ingen Udvej saae! Hvor kraftig er ikke Tiden til at
lette Sorg, lindre Smerter, afhjælpe Trang! Hvor mange have
ikke i Haabet om heldigere Dage fundet Kraft til at kjæmpe
mod det nærværende Onde og at arbeide sig frem til det bedre!
Og da, hvilke behagelige Følelser er ikke en saadan forandret
Tilstand forbunden med, fremfor den vedvarende Lykkes Kjed-
somhed?
Kunde det da end nogensinde ansees undskyldeligt, at den
Ulykkelige søgte i Dødens Arme Enden paa sin Jammer, maatte
det dog først være, naar der intet for ham meer her i Verden
ellers kunde være at haabe, naar enhver anden Udvej var ham
for bestandig spærret. Det kunde aldrig før betragtes som den
sidste Tilflugt, som et mindre Onde. Men naar indtræffer dette?
og hvor er det Menneske, hvis Stilling er saadan, at den umu-
ligen kan forbedres, at Naturens Kraft og Tilfældene og Tingenes
Orden og Omvexlinger ingen Indflydelse mere have eller kunne
have paa hans Stillings Forandring? Naar da Døden vælges som
|
| d.IV,b.6,s.70 |
den sidste Tilflugt, vælges den altid for tidligen. Og hvorfor at
overile sig? Dødens Arme staae jo altid aabne. Dette Tilflugt-
sted, forsaavidt Graven derfor kan ansees, er det ikke nødven-
digt at passe Øjeblikket for at nytte. Udsættelse i Haab om
Forbedring berøver ikke dertil Adgang. Derimod berøver Over-
ilelsen Mennesket Adgang til Forandring i Vilkaar og i Sinds-
stemning, de glade og behagelige Følelser, som følge med For-
andring, Leiligheden til at være fremdeles nyttig, at forøge
Summen af det Gode, det efter sin Bestemmelse og i sin Vej
har virket og kan virke og det Haab, ved Udgangen af Verden
at see tilbage over et længere vel anvendt eller rettet og ikke
unyttigt Liv. -- Vi igjentage det: Om der end var intet andet,
som maatte og burde tilbageholde Mennesket fra Selvmord,
burde dog den Betragtning gjøre det, at det altid foretages for
tidligen.
|
| BLA BAKOVER |