|
No. 12, 7de September 1840.
Det Levnet er det bedste:
gjør ikke det Det, du dadler hos din Næste!
LEVENDE ADVARSLER
Endelig ere Forbrydelserne inden vor By stegne til røversk
Indbrud med Mordstaalet ihaand. Jeg behøver ikke at paapege
hvilken særskilt Ugjerning jeg mener, thi Rygtet vil nok have
fortalt hvorledes fire Nidinger forleden Nat brød over Gjærde,
gjennem Vindue og ind til en Enke, som de med Trudsler om
Døden aftvang Nøglen til Chatollet, og hvorledes de opbrød dette
og saarede med en skrækkelig Knivflænge fra Øjebryn over
Hovedet til bag om Øret den ene af de to Politibetjente, som
gave sig modigen i Mørket ikast med Røverne. Men hvorfor
advarer ikke Rygtet, som saa hurtigt veed at fortælle hvad Ondt
der passerer? Hvormange Gange hedder det ikke: "nu blev Den
og Den bragt paa Raadstuen eller til Lensmanden for Tyveries
Skyld", uden at dog den hele Masse af et saadant Rygtes Til-
hørere afgiver færre Forbrydere i det Selvsamme det ene Aar
efter det andet? Nei, Rygtet fortæller vel bare blindthen, men
det overlader Advarselen til Hver og En, som hører dets Nyt.
Dets Sprog er derfor gjerne noget overdrevet og højtspændt i
sine mange Udraab af Forfærdelse og Forundring. Dets hyppige
Udtryk "tænk engang!" "har du hørt? o. s. v." ere ligesaamange
Opfordringer til Eftertanke. Og hvad skulde denne være andet
end at uddrage de nyttige Advarsler deraf? Af en Mordhistorie
det Skrækkelige i Forbrydelsen, af en Fortælling om et Røveri,
|
| d.IV,b.6,s.67 |
Tyveri, Bedrageri det Oprørende eller Lumpne deri, af en om
en Arrestation eller om Fuldskabens Slagsmaal det Farlige og
Beskjæmmende i en Adfærd, der udsætter for Sligt? Og dog
synes det som om Vinden ikke trækker lettere igjennem Taarn-
gluggerne end Rygtet om hvilkensomhelst oprørende Ugjerning
igjennem Mængdens Øren. Hvormange Gange maa ikke saaledes
hine Ildgjerningsmænd have hørt om, at en Daad som deres,
eller vel endog mindre slet, trak Slaveriets Skjændsel over sin
Udøver? Hvorofte have de ikke hørt Lænkerne rasle i Gaderne,
og seet Indbrudstyvene mærkede med de Jern, som betegne de
farlige Forbrydere? Ja de have neppe været uvidende om, at et
Indbrud forøvedes for nogle Aar siden paa samme Sted hos
samme Enkes Mand, de nu gjæstede med Mordstaalet og Hug-
jernet i Haanden, og de have sandsynligviis baade hørt og seet
den Skjændselsskjebne, Udaadsmanden paadrog sig og fremdeles
maa bære. Et Par af dem havde jo endog undergaaet Tugthuus-
straf, som da ogsaa har været spildt paa de Letsindige.
Ligesom Straffens Hensigt, næst Forbrydernes Forbedring, er
at virke til Afskrækkelse hos Andre, saa bør Beretningen om
en Forbrydelse ogsaa bevirke dette. Af hundrede slette Sider
skal denne da have een god; og det er denne, som snues frem,
naar angerfulde Forbrydere, som ofte er Tilfældet, advare mod
Det, de havde begaaet, og fremstille sig selv som afskrækkende
Exempel. Rygtet gjør ogsaa da nogen Nytte, og udsoner endeel
af sit Sladder ved at udbrede Efterretning om Misgjerninger og
hvorledes de i Enkelthederne gik til. Retskafne Forældre burde
samle sig en saadan levende Historiebog i Hovedet til Brug ved
den mundtlige Underviisning, de yde sine Børn. Ole Høiland i
sit qvalfulde Buur eller i sit fri Ulveliv, Gjest Baardsen, Livs-
slave i sin frodigste Alder, Gustav Steen og andre Misgjernings-
mænd nedknugede under Vægten af sit Jernbelæg, afgive gode
Figurer til saadan Belæring, især naar de stilles i Modsætning
til deres Barndom, som ogsaa engang var uskyldig og velsignet
af Forældre, som haabede at faae sin Glæde af dem. Hiin Ind-
brudshistorie er ogsaa i den Henseende nyttig, at den viser, hvor
troløse Forbrydere ere indbyrdes imod hinanden, og hvor let en
Røver kan blive en Morder; thi Planen var røbet forud til Poli-
tiet, og den Kniv, der i Mørket snittede Politibetjenten over
Hovedet, kunde ligesaa snart have snittet ham over Halsen og
|
| d.IV,b.6,s.68 |
dræbt ham. Mange af den simple Ungdom trænge til ethvert
Afskrækkelsesmiddel; og saamange Tavler af stærke Farver end
Livet opstiller som Beviser for Følgerne af Overtrædelsen af
Guds Tavler, er Synet dog saa sløvt i Almindelighed, at Blodet
paa Morderens Kniv, eller paa Skafottet, og Fængslets dybe
Mulm og de andre skjærende Farver paa hine Rædselstavler af
det virkelige Liv synes det blege, og at disse forsvinde af Erin-
dringen som Træk med en Stav i Vandet. Det vilde heller ikke
skade at lægge til, at der er kun liden Grund til at tvivle om,
at Aarsagen til hiin Udaad skulde være nogen anden end den
usalige Lyst til at nyde og fornøje sig og til at synes mere end
man er og kan være ved ærligt Arbeide, som fører saa Mang-
foldige ind i Vanærens og Straffens Opholdssteder.
|
| BLA BAKOVER |