|
No. 10, 12te August 1840.
Din Tale er din Handlemaades Skygge.
Saavel af Ord som Daad
vil Folk dit Rygte bygge.
OM SYNDIG OG SMUDSIG TALE
Matth. 5, 34, 37.
Hvor Hytternes Beboere ikke ere altfor sviinske, sope de
stundom Svalen, og holde af og til Dørtærskelen nogenlunde
fremkommelig; men at faae dem til at holde Indgangen til deres
Sjæl, Portalen til Helligaandstemplet, Munden, reen for de fæle
|
| d.IV,b.6,s.54 |
Eeder og for skiden Tale, holder haardere, naar Vanen først er
der. Vanen? Ja her er det netop Vanen, og denne er aldrig at
spøge med. Den spøger i dets Sted selv med Mennesket, med
dets Løfter og Forsætter ved Guds Bord, med dets Alvor og
Vilje, der skulde være saa majestætisk, med dets egen Fornuft
og Andres Formaninger. Selv De, som letsindigen og urigtigt
sige, at Banden og skiden Tale ikke er en Synd, indrømme dog,
at dette er en Vane, og ikke af de gode. Og deri sige de denne
saakaldte Vane just ingen Roes; thi ond Vane er Last, og Last
er Syndens Modenhed og Frodighed til at kunne vedblive og
fortsætte sit Liv, ligesom Ukrudet saaer sig selv og kommer
ganske vist igjen næste Aar. Men ligesom de tørre Tistler og
Sivet i mange Lande afbrændes, saa vil ogsaa en Flamme engang
fare fortærende igjennem Sjælenes Ukrudt; og denne Flamme er
netop de Guds Straffedomme, hvormed der, under forskjellige
Navne, saasom "Djævelen, Døden," ja endog Guds eget, leges
saa letsindigen i den Mængde Eeder, der udvælde af Raahedens
og Daarlighedens Mund baade naar Sindet er bevæget og i den
daglige jevne Tale.
Jeg havde en Lørdagsqvel Anledning til at iagttage et Par Ar-
beidsmænd, der trættede om nogle Brændeviinsskillinger, om
hvem af dem der nu skulde "tage i," saa Anledningen ikke var
for reen. Og Ordene da heller ikke; thi det er ingen Over-
drivelse naar jeg fortæller, at der i en omtrent 5 Minutters Sam-
tale imellem disse 3/4 fulde Lumpenkarle faldt over 75 forskjellige
Eeder, hvorimellem nogle kunde bringe Haarene til at reise sig
paa Hovedet. Tyve Gange ønskede saaledes den Ene, i Anled-
ning af et Qvart Tobak ataat den omhandlede Skjænk, det For-
færdelige, at Gud skulde forbande og fordømme ham -- en Be-
sværgelse, der indeholder alt det Rædselsfulde i den borgerlige
Eed, som aflægges for Retten. Rundt om de to Mænd legede
Børn, hvis Øren lettere opfange hvad de høre, for at lade det
gaae ud af Munden igjen, end Jordfuren fanger Kornet og faaer
det til at spire. Thi -- "Som de Gamle sjunge for, qvidre de
Unge efter."
Men ogsaa Voxne og Gamle ere, meer end man troer om sig
selv, udsatte for at tage efter denne slemme Vane. "Gud be-
vare dig, Kristen!" hørte jeg engang en skikkelig Arbeidsmands-
kone sige til sin ellers altid ligesaa agtværdige gamle Mand:
|
| d.IV,b.6,s.55 |
-- "hvad gaaer der af dig? Du bander jo saa Hytta kunde
brænde af." Og ganske rigtigt der stod Kristen Jacobsen i en
Handel om en Smaating med en Nabo, der just ikke var be-
kjendt for at være den Ordentligste. Samtalen var venskabelig
nok; de drejede Knappene paa hinanden derunder og sloge
mange Haandtag, saa det vel neppe var frit, forat de idetmindste
havde tømt een Pæl isammen, hvilket sjelden hændte med Kristen;
thi hvorledes skulde han ellers kunne hedde en i det Hele og i
Sammenligning med sine Lige agtværdig Mand? Ja saa var det;
og Pæglen havde gjort gamle Kristen dobbelt lærvillig til at tage
efter i sin Kamerads Banding. Det er ogsaa en af Beruselsens
naturlige og almindelige Følger. Man bliver pralende, eftersnak-
kende, og tilsidst bestaaer Talen næsten udelukkende af Eeder
og Udraab, enten man nu blot vil fortælle noget, eller gjendrives
eller troer at have noget at fortørnes over. Kristen raabte vel
ind til sin Kone: "ja Gud forlade min Mund, Moer; du har Ret;"
men hans Tale blev blot mere hvidskende, men lidt efter lidt lige-
saa fuld af bansatte Eeder som før. Hvergang han knepsede
med Fingrene eller tog sin Kammerad ved Knappen, kunde man
være vis paa, at han igjen forgik sig. Saameget er vist, at han
begik flere Svaghedssynder den Aften, end han Dagen efter var
glad ved, da Kirkeklokkerne lød, og hans gode gamle Kone
lagde Psalmebogen tilrette. Kristen havde ingen Lyst til at gaae
i Guds Huus, hvis Navn han havde taget saa forfængelig. Det
var ham somom han havde en Svovelsmag i Munden; og dog
greb han sig i Løbet af Dagen oftere i Eeder og Udtryk, som
hans Læber før havde været rene for. Vanen har, som sagt,
Magt ogsaa over gamle Folk. Han hørte med Gru sit spæde
Barn lallende forsøge at sige Djævelens Navn efter, da det en-
gang igjen undslap ham; men det fæle Navn var den Lille for
haardt. Vi see dog, at gamle Kristen langtfra var af de Værste;
men de Bedste ere dog De, som give Agt paa sin Tunge, og
ikke lade sig forføre til saa ligefremt at synde imod det 2det Guds-
bud, som Banden og Sværgen er.
Men er dette da virkelig en saa stor Synd? Det var et Spørgs-
maal, naar vi høre, at Guds Lov udtrykkelig forbyder det! Og
denne er ikke saa vidtløftig med sine 10 korte Bud, at der ikke
bliver os Frihed nok tilbage, og Sproget er heller ikke saa armt
paa syndløse og anstændige Forsikkringer, eller en skikkelig
|
| d.IV,b.6,s.56 |
Mand saa fattig paa Tillid, at han nødes til at besmitte sin
Mund med ugudelige Eeder. Vel er det saa, at Ønsket om at
faae enten sig selv eller Andre kogte eller stegte af Djævelen,
eller at alle hine 75 Besværgelser ikke vil gaae i Opfyldelse,
fordi den barmhjertige Gud har visere Straffedomme; men slige
Uvaner antyde en Letsindighed og Mangel paa Ærbødighed for
den Højeste, som ikke kan blive ustraffet hisset, hvor vort Væsen
skal renses ved mere tvingende Midler, end dette Livs Tugtelser,
og efter en saa nøje og stræng Retfærdighed, at ethvert unyttigt
d. e. syndigt, Ord, vi have talet, der skal dømme os. Uden Efter-
tanke bør Guds Navn aldrig nævnes, og uden Frygt og Mindelse
om vor egen Skrøbelighed bør vi aldrig tænke os Gjengjeldelsen
og hint Hisset, der kun taber sin Rædsel for det fromme Øje.
Spørg dig selv, naar Tordenen ligger over dit Hoved, om det
ikke vilde være en gudsforgaaen Frækhed at kalde Lynene ned
paa det. Da tier de gudløse Letsindige med blege Læber. Men
naar Himmelen er blaa, er Gud da ikke ogsaa der? eller er den
tom paa Hans Magt, fordi den er tom paa Skyer?
Simpelmand kan vel ikke naae de højere Klasser i Kundskaber;
men ikke at bande eller være smudsig i sin Tale er en Dan-
nelse, han kan naae, og hvorved han vil kunne have et sædeligt
Fortrin -- desværre for mange Andre, hvis større Fiinhed da
kun bestaaer i Kjolen. Og dette er ikke at kaste Vrag paa. De
bedre og sandt dannede Mennesker lægge ligesaavel Mærke til
den simple Mand, som ikke bander og ellers er anstændig i sin
Tale, som til den Fornemmere, der vender sin indre Raahed
frem i Eeder og Usømmeligheder. Flere, som kunne yde Ar-
beideren betydelig Hjælp, sætte af religiøse Grunde særegen
Priis paa dette Fortrin, som det ikke er saa vanskeligt at komme
i fast, af Andres Exempel uantastelig, Besiddelse af, naar man
blot anvender en skjærpet Opmærksomhed paa sig selv, og ikke
tænker, at hvad der let er bleven Vane ligesaa let og hurtigt
kan udryddes.
Men ere Letsindighedens og Raahedens Eeder saa afskyvær-
dige, hvad skal man da sige om dem, Bedrageriet søger Skjul
og Fremgang under og Løgnen en Støtte ved? Jeg mener ikke
engang den rædsomme Meeneed, den foran Rettens Skranker,
nedkaldende med de oprakte Fingre den alvidende og retfærdige
Guds evige Straffedomme, men den Ugudelighed at misbruge
|
| d.IV,b.6,s.57 |
Guds hellige Navn eller Benævnelsen paa hans Straffedomme
til at bekræfte noget Falskt i det daglige Liv, i underfundig eller
anden Hensigt, som vor Samvittighed fordømmer. Dette er san-
delig at bruge det Helligste i Ondskabens Tjeneste, til Syndens
Skjul.
En saadan besvoren Løgn er en Løgn med Helvedes Indsegl
paa. Og bedre end den er ikke den Løgn, som besværges, idet
man gjør sig selv den Forbeholdenhed, at mene noget andet
Ligegyldigt og Sandt. Saa taabeligt lader ikke Samvittigheden
og endnu mindre Guds Dom: Samvittigheden i sin forklarede
Tilstand efter Døden, sig bedrage. Og om et meensvoret Ord
efter nogen Tid synes glemt, sjunket som en Steen i Havet; om
det forekommer os, som om Samvittigheden ogsaa kan blive
gammel og sløv og have sine lystige Timer, og som om vi kunne
blive vante til den som til Fossens Brummen og til Møllens
Klappren, saa vi ikke høre den, eller somom den med Tiden
rinder af og bliver tør og stille som Saugbækken -- visselig vi
ville faae en Havsbund af Stene at rense, om vi ere ligegyldige
for de enkelte, som vi kaste i vort Livs Bølger medens de stige
-- visselig Samvittigheden vil faae sin Erindring igjen selv om
de "unyttige" Ord -- visselig igjennem Graven vil den bruse
med fornyet Vælde som igjennem en Fossetrang, den qvalte
Strøm længe i Stilhed har brudt paa, og da vil det nye Hjerte
klappre som Hjulet under Styrtningernes Stød.
Sanddruhed, Tillid mellem Mand og Mand er en af de vigtigste
Støtter for Samfundets Velvære, og mindre end nogen Klasse
kan den fattigere undvære den. Den Ene maa deri mere end
i nogen anden være den Anden til Hjælp, d. e., som Apostelen
siger: "hverandres Lemmer," hvorfor vi skulle "aflægge Løgn og
tale Sandhed hver med sin Næste." Og som i Ephes. 4, 25 siger
han ogsaa: "Lyver ikke for hverandre!" Og hvad Mesteren selv
har sagt om hvorledes vor Tale skal være, det vide vi af
Matth. 5, 34, 37.
Guds høje Navn misbrug du ej!
Din Tale være Ja og Nei!
Tænk før du beder! Hold det Sagte!
Og højt det Hellige du agte!
|
| d.IV,b.6,s.58 |
Nu! Ogsaa ved det menneskelige Legeme er der en Hellighed,
thi det er kaldet "den Helligaands Tempel," og det er os befalet,
at vi ogsaa i det skulle "ære Gud." Men hvorledes røgtes denne
Pligt, idet det er uvist, om der er flere Eeder end skidne, ukydske
Ord selv i den tidlige Ungdoms Mund? Der er ikke en Væg til
at strege paa uden den skal ved liderlige Paaklininger indpræge
den sin og sine Forældres og sin Stands eller Klasses Vanære.
Thi hvad maa man tænke om den Opdragelse, de faae, om den
simple Klasses, om Hytternes Sæder? Man siger i sin Uvilje, at
de blot huse fordærvet Pøbel; man forbyder sine Børn at lege
med den Fattiges for at de ikke skulle besmittes, og -- nok et
Baand er afskaaret, der ellers ogsaa skulle hæve Eder noget.
Det kan ikke slaae feil, at Forældrene ved Exempel, ved Mangel
paa Revselse (Sal. Ordspr. 22, 15.) og ved den taabelige Tro, at
sligt usædeligt Mundsveir ikke betyder noget for selve Sædelig-
heden, selv ere for en stor Deel Skyld deri. Men ville I lægge
Mærke til hvormange af Eders Døttre, der gaae forlorne enten
inden eders egen Klasse eller som Bytte for Usædeligheden i de
højere Klasser, som I, ogsaa ved de jevnlige Usømmeligheder i
Tale, ikke har givet megen Grund til at holde Eders Klasses
Sæder for rene -- ville I erindre hvorofte I inden eders Afkroge
have med Forfærdelse opdaget hvor snart Ordene blive til syn-
dig Gjerning; da ville I maaskee begribe, at I med uforsvarlig
Letsindighed have bidraget selv til at give eders Børn Fordær-
velsen ivold ved ikke med Strænghed at værne om den An-
stændighed og Reenhed i Tale og alt Udvortes, hvorefter Men-
neskene med Grund slutte sig til og dømme om den indvortes
Sædelighed, der er Hytternes ubetalelige Rigdom, ja en endnu
herligere Stolthed for den Fattige end for den Rige, der er ædel
nok til ikke, som saamange af sine Lige, at troe, at Armoden
har ingen Dyd, som ikke er tilfals.
Men skulde det være derfor Menneskene foragte og drive saa
Spot med Helvede, fordi de i mange Stykker vide at gjøre Jor-
den til et, der er fælt nok? Ere disse Eeder og Besværgelser,
som vælte Ung og Gammel ud af Munden, bedre end hine de
Fordømtes Tændersgnidsel, som skildres os til Skræk i Skriv-
terne? Og hvilken Underholdning, hvilken Spøg kan man troe
falder mere i deres Smag, der beboe "Uteerlighedens" Opholds-
|
| d.IV,b.6,s.59 |
sted end hine smudsige Taler, hine skamløse Udtryk, der yngle
syndig Gjerning, ligesom Dyndet yngler Orme og Utøj?
En Ven: "Hvormange Eeder og Smudsigheder troer Du at af-
vænne dine Læsere med ved dette dit Blad?"
Udgiveren: "Maaskee ikke med een."
Ven: "Hvorfor da anvende Tid og Arbeide paa saa magert
et Haab?"
Udg.: "Gud styrer den flyvende Sæd. Der er god Jord mel-
lem Stenene. Møjen var vel anvendt, om kun Een rettede paa
sig. Han blev da et levende Exemplar af dette Blad, og vilde
aftrykke sig igjen paa sine Børns uskyldige Læber."
Ven: "Javist! Den Uskyld varer til de slippe Brystet."
Udg.: "Da begynder deres Sjæle at die af Forældrenes Mund.
Sjælene ere ogsaa spæde, men de voxe hurtigere af hvad de
høre, end Legemet af hvad det æder."
Ven: "Da var Rendestenen ofte renere at suge af, end af de
Læber, du nævnte."
Udg.: "Nu ! du er ogsaa en Fiende, som Fattigklassen har
skaffet sig, fordi den er skjødesløs om sin egen Ære. Men al-
drig er en Anstrængelse for noget Godt ganske spildt. Men-
neskeheden gaaer fremad, ikke som Strømmen, men ligesom
Jordens Masse voxer, mens Havet, under Ebbe og Flod, træder
tilbage. Den blege Mose bedækker de skaldede Klipper; hver
Høst yder den dem sit Affalds Støv, forat der skal blive Muld
deraf, og der bliver. Jorden bliver skjønnere, Klipperne grøn-
nes. Og Dette er et større Mirakel, end om Menneskehedens
Haardhed og Raahed formindskes. Mine Moseblade skulle ikke
aflade at falde."
|
| BLA BAKOVER |