|
|
| d.IV,b.6,s.25 |
No. 6, 4de Marts 1840.
Pas dig, Gavmild! dovne Tiggers Sang
bestjæler Dig og sande Trang.
ER DET EN SKAM AT VÆRE FATTIG?
De Skolelærere, der uddele dette Blad, og som vare saa gode
at gjøre mig opmærksom paa, at det ikke var saa frit for, at
Flere af den Klasse, det er skrevet for, havde fundet dets første
Titel "For Fattigmand" noget stødende eller endog saarende --
rimeligviis, Gudskelov! fordi de fleste dog ikke ere "Fattigfolk",
efter det almindelige Begreb -- ville maaske erindre, at jeg
iførstningen ikke vidste enten jeg skulde lee eller græde over
denne Stolthed. Saa besynderlig forekom denne Erfaring mig,
ja iførstningen latterligere og beklageligere end de Fornemmes
Rangsyge, som dog fortjener al den Spot, den kan faae, (om
den nogentid kan blive kureret?). Men saa er det: man dømmer
ikke altid rigtigt i Indtrykkets Sekund, i samme Øjeblik man
hører noget -- en Erfaring, de Fleste maaske nu ville gjøre,
idet jeg føler med mig selv, at Ni af Ti, som nu holde dette
Blad ihænde, allerede have i sine Hjerter besvaret Spørgsmaalet
ovenover med: Nei! Nei! ja med et Nei fuldt af Afsky over at
et Menneske og en Kristen kan spørge saa. Men hør nu hvordan
det gik mig, der netop troede i Navnet "for Fattigmand" ikke
blot at have rammet det Fælledsnavn, som Enhver af Bladets
egentlige Publikum vilde kjendes ved, men ogsaa tiltalt Andres
Medfølelse for dets Hensigt. Thi der er intet Ord til at røre
Hjerterne, som Ordet "fattig." Det forekommer os, uden at vi
kunne forklare os det, som om det er Søster til Ordet "uskyldig"
og beslægtet med alle vore ømmeste Følelser. Vi ere strax ind-
tagne for den Fattige, og det gode blinde Hjerte glemmer hos
ham saa gjerne at undersøge. Ved Tanken om Fattigdom staaer
strax vore Forældre, Børn og alle nærmeste Kjære for Indbild-
ningen i Fattigdommens Dragt, med Elendighedens Træk, og
Øjet er nærmere til at fyldes med Taarer end nogensinde; og,
om en Klokke ringte i Himmelen for at minde om at være tak-
nemmelig mod Gud, fordi det dog ikke er saa fattigt, bliver
Mennesket neppe andægtigere i sit Hjerte, end naar det faaer
denne Anledning til at sammenligne sin og Sines Lod med Fattig-
|
| d.IV,b.6,s.26 |
dommens. Ære være disse Følelser! de ere langt ærværdigere
end Klogskabsreglerne, om de byde os det Unaturlige at tvinge
Hjertet det Øieblik det røres. Det vilde være som at standse
en Moders Veer; og ingen sund Klogskab byder det da heller,
der ingen andre Regler kjender, end dem, hvorefter vi kunne
gjøre saameget Godt som muligt, og bevare vor fine, letrørte
Følelse for egen og Andres Glæde eller Sorg. Jesus mente
ogsaa dette, da han sagde: "uden I blive som Børn, kunne I
ikke komme i Guds Rige." Thi Børn ere let rørte og fulde af
Hjerte. Forstanden kan gjerne voxe for om Hjertet forbliver
Barn. Eller hvorfor skulde dette forhærdes, naar Taarerne ikke
forhærdes, men rinde lige klare, og ikke blive til Horn eller
dryppende Kalk eller Krystal med Aarene?
Nok, det gik mig saa: -- ved den ringeste Eftertanke fandt
jeg strax, at jeg her ikke havde stødt paa en latterlig Stolthed,
men paa en agtværdig Selvfølelse. Ja der er en Fattigdom, som
er en Skam; og vi kjende den alle, men vi elske den ikke --
thi det er ikke den Fattigdom, som er Himlens Barn -- og vi
bør bede om Tilgivelse for vor Medlidenhed med den. Der er
en Fattigdom, som Ingen bedre end den ærekjære Arbeidsmand
veed er en Skam, og som Ingen mere end han maa oprøres
ved at see sin ærlige Nødtørftighed forvexlet med. Og ingen
hader den mere end Han, som veed hvad Sved og Afholdenhed
det koster at holde sig oppe saa som han gjør med Kone og
Børn; og Ingen har større Ret til at hade den end Han, der
ogsaa sidder paa den nøgne Steen, eller i Huusmandens og
Inderstens Stue, og dog ogsaa skal leve, og veed at leve med
Ære. En uværdig Riig skader ikke sine bedre Medkaarsmænd;
men en uværdig Fattig skader sine i flere end een Maade. Han
bestjæler den virkelige Nød, idet han slapper den offentlige Med-
lidenhed, og sløver den private. Der er ingen Forskjel i borger-
ligt og menneskeligt Værd imellem en retskaffen Embedsmand i
sin guldbroderede Kjole og den Arbeidsmand, som kjæmper
ærligt med sin Fattigdom, men der er uhyre Forskjel mellem
denne og den lasede, skidne, fordrukne, om Barmhjertighed
tryglende Døgenikt. Embedsmand og Arbeidsmand -- de ere
begge i den Grad lige nyttige for Staten, at man ikke kan sige
hvilken af dem, den bedst kunde undvære. Arbeide skulle vi
Alle, hver paa sit Sæt, om vi ville sige, at vi fortjene at leve,
|
| d.IV,b.6,s.27 |
og naar Menneskene vare ret gode, saa blev det idetmindste
simplere og sjeldnere at være Embedsmand og almindeligere at
være Arbeidsmand. Men lad nu det være, og Verden kun være
som den er; og da er det visselig ilde, at en Klasse, saa uund-
værlig og nyttig for Staten, som den med sit Legem arbeidende
fattige Klasse skal have en Udvæxt af en Fattigklasse ved Siden,
som er den til Tab og besudler den med Vanære, saalænge det
er saa vanskeligt at skille mellem begge, saa himmelvidt for-
skjellige de ere.
Derfor er Fattigforpleiningen en af de vanskeligste Opgaver,
og der er ingen velmeent Handling, som faaer saamange For-
bandelser af -- de Fattige. Al Fattigdom, naar den gaaer indtil
Nød, maa have Hjælp, det er vist; men hvilken Hjælp? det er
det Uvisse. Og det er ogsaa ofte uvist, hvilken Fattigdom, der
er Nød. Thi doven Fattigdom som ikke vil arbeide, er ingen
Nød. Det have de flittige Fattige erfaret, og der turde vel være
Flere imellem dem end imellem de andre Klasser, som ville
mene for fuldt Alvor, at Tvang og Tugt vilde være den bedste
Hjælp for Mangen, som baade gaaer til "Kassa", og faaer af
Kassa.
Ved Siden af Daglønneren Ole boer Daglønneren Lars. Begge
bleve af et Trangaar drevne ind til Byen med Kone, tre Børn
og to tomme Hænder, og Begge fik samme Arbeide. To Aar
gaae; Begge søge Fattighjælp; Lars faaer. Hvorfor? Fordi det
er bleven uslere med Lars, og Hjælpen ikke strækker til Alle.
Hvorfor er det bleven uslere med Lars? "Jo, siger Ole, det
Sviin har aldrig gjort andet end drukket op sin Fortjeneste, og
jeg har ikke med al min Magt rukket til at faae en ny Kjole og
Stuen min rappet." O, hæderlige Ole, jeg gad male din Stue;
men du skulde have Hjælpen, om du end havde faaet rappet,
og det lyste baade af din Kjole og af din Væg! Din Vilje at
forbedre din Stilling gjør dig værdig til Hjælp, om det end havde
lykkets dig, og det gjør det, bliver du endnu ved et Aar. Folk
som Du faae derfor sande Ordsproget: "Hjælp dig selv , saa
hjælper dig Gud." De have ingen anden Hjælp; men Folk som
Lars sige: "hjælp dig ikke selv, saa hjælper dig Fattigkassen."
Og hvad bliver der saa tilbage? Lars er højst sandsynlig kommen
i den Nød, som maa hjælpes uden Spørgsmaal om Fortjenesten
dertil. Dog er denne Klasse inden Fattigdommens uhyre Rige,
|
| d.IV,b.6,s.28 |
de Dovnes og Uordentliges, hjælpeløs. Det er som at kaste
Penge i en Myr, det er at tale til Gardstaurene paa en Vej, at
sige til Slige, at Fattigdommen har en Ære og et Haab og en
Lykke i sin Flid. De ville ikke: thi Fattigdommen er deres Leve-
vej. Derfor ville de være ret fattige, og begynde da med ikke
at skjæmme sig ved Usselheden. Men Ære være denne Blusel!
Det er den, som sætter de Fattiges Huse istand, som skurer
deres Gulve, lapper deres Klæder og holder Børnene rene og
hele; det er den, som tvætter deres Vinduer og sætter Balsa-
miner og Roser deri, som holder Manden hjemme hos sin Kone,
indtil hun faaer pyntet om ham, og som formindsker ikke alene
Fattigdommens Bitterhed, men Fattigdommen selv. Thi nogen
gavnligere Følelse end Æresfølelsen har Mennesket ikke. Den
hader ikke blot Usselheden, men Skinnet deraf, fordi der altid
klæber derved nogen Mistanke om at være selvforskyldt. Og
derved viser den af hvor høi moralsk Natur den er.
Derfor var det at glædes over, at Titelen "For Fattigmand"
stødte. Thi derved forstaaer den arbeidende Klasse kun Folk,
som nyde Menighedens Understøttelse; og naar nu de, som ville
arbeide, ikke trænge dertil, saa var Bladet efter Titelen ikke for
dem, som dog -- jeg gjentager mit "Gudskelov" -- ere de Fleste.
Men alligevel faaer baade Fattigmand og Arbeidsmand, som ikke
vil være "Fattigmand", læse sammen; thi der skal findes noget
for Begge, om jeg ikke bliver altfor mismodig over at Fattig-
mandsklassen voxer og Arbeidsmands tager af, over at Fattig-
dommen bliver mere uærlig og af mattere Æresfølelse og over
alle de Forbrydelser, al den Liderlighed og stedse dybere syn-
kende Usselhed, som deraf er Følgen.
Nu -- er der en Fattigdom, som er en Skam? Den engelske
Nation, der er flittig i høj Grad, og respekterer Formue, fordi
den tilskrives der i Almindelighed egen personlig Vindskibelighed
og Anstrengelse, er tilbøjelig til at ansee al Fattigdom over-
hovedet for en Skam. Men vi Normænd, der ere af en mage-
ligere Natur og nøisommere Vaner, tør ikke være haardere, end
at vi ikke fordømme den pjaltede Kjole eller den heldende Hytte,
men den modvillige, selvforskyldte uvirksomme Fattigdom, som
lever deri. Det er denne Fattigdom, som er en Skam, ja baade
|
| d.IV,b.6,s.29 |
en Skam og en Synd formedelst den Skade, den gjør den virke-
lige Trang. Denne hader sin egen Tilstand og arbeider sig ud
deraf, og denne er det Gud engang hjælper; denne er det Himme-
len elsker i alle gode Menneskers Agtelse og Kjærlighed og Hjælp,
saasnart den bliver kjendt; denne er det, som ikke er nogen
Skam, men vel et Kors, som mange af Jordens herligste Menne-
sker have baaret baade før og siden Apostlerne levede, der
ogsaa maatte ud før det blev det rigtigt lyst, forat hente Føden.
|
| BLA BAKOVER |