HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


d.IV,b.6,s.19  

TIGGEREN OG FÆTTEREN

   Overalt i velordnede Lande, hvor der gives Adgang til For-
tjeneste, og en Fattigforsørgelse kun for dem, der formedelst
Alder eller Sygdom ikke kunne hjælpe sig selv, betragtes Tig-
geri som Forbrydelse, der er underkastet offentlig Tiltale og
Straf. Og dette skeer sandelig ligesaameget til Fordeel for den
til Hjælp berettigede Nød som for de Klasser, som skulle hjælpe.
Thi der skal ikke svær Beregning til, forat finde, at den sande
Nød har ingen mere bedragerisk Fiende end den falske, som til-
lister sig enten endeel af den offentlige Hjælp eller endeel af
den Barmhjertighed, som omframt alene var bestemt at tilflyde
hiin. Vore Love fordømme ligeledes Tiggeri; og da det skeer af
samme Grund, kan man ikke kalde dem haardhjertede derfor.
Men i Udlandet bringes de ivrigere i Udøvelse, og med strengt
Øje betragter Loven der Tiggeren og Lediggjængeren som et
Menneske, der er farligt for sine Medmennesker og for sig Selv,
formedelst den Fristelse til Forbrydelser, hvorfor han udsætter
sig, og som Staten derfor maa sikkre sig imod. Hvad her er
sagt oplyser da Hensigten med nedenstaaende sande Beretning,
der er hentet fra en fransk Tidende, og som viser, at i Frankrig,
hvis Lovgivning er mild og almindelige Tænkemaade de ringere
Klasser god, forfølger Lovens Øje den enkelte Betler selv igjen-
nem den umaadelige Hovedstads forvirrede Gader, og straffer
ham fordi han har faldet sine Medmennesker til Byrde og und-
ladt at yde dem eller Staten sit Arbeide, og derved at sikkre
sig den Uafhængighed, som ogsaa gjør uafhængig af Fristelsen
til at forgribe sig paa Andres Gods.

   Der er tillige i denne Fortælling et Træk af Opfyldelsen af
Frændepligten imod trængende Slægtninger, som baade er vak-
kert i sig selv og nyttigt at lægge Mærke til, fordi det virkelig
er Tilfælde, at Frændepligterne imod Trængende udøves sjeldnere
og i ringere Udstrækning end de burde. Men i disse Forhold er
det vanskeligt for Trediemand at trænge ind. Det er blot en
Formening, som kan yttres, fordi man virkelig seer mange yderst
Trængende, paa hvis Kaar det ikke lader sig mærke, at de have
formuende Familie nok. Og det turde vel og i mange Tilfælde
være sandt hvad man hører anføre til Undskyldning for saadan
Haardhed, nemlig hos En, at Intet bunder i en uordentlig Huus-
d.IV,b.6,s.20   holdning, hos en Anden Utaknemmelighed og overdreven Paa-
trængenhed, hos en Tredie Drikfældighed o. s. v. Og her støde
vi atter paa nogle Stene, som tilstoppe Menneskekjærlighedens
Kilder og gjøre Armodens Bane værre at gaae, og som denne
selv maa vælte bort, om den vil have det bedre. Var der større
Ærekjærhed hos Fattigdommen, vilde der ogsaa være større
Ære; idetmindste ikke denne Skam, som saa ofte gjør en lunken
Frændekjærlighed endnu koldere, og giver en taabelig Stolthed
Skingrunde for at den ikke mere aabent og varmt rækker træn-
gende Frænder Haanden.
   En fattig Mand, bedækket med usle Pjalter, af blegt og ud-
tæret Udseende, befinder sig paa de Anklagedes Bænk, tiltalt
for Betleri.

   Præsidenten i Retten: Bettis, hvor gammel er Du?
   Bettis: 57 Aar, Hr. Dommer.
   Præsidenten: Hvorfor giver du dig af med at betle? Har Du
intet fast Arbeide?

   Bettis: Jeg har været ansat ved det kongelige Lotteri; men
siden 31te December 1836 har jeg manglet denne Ansættelse, og
befundet mig i Elendighed.

   Præsidenten: Da skulde Du have søgt en anden Bestilling.
   Bettis: Det har jeg nok gjort, Hr. Dommer; og Dag fra Dag
har jeg levet af de Skilling, jeg kunde fortjene ved at gaae
Ærind.

   Præsidenten: Vel! Men hvorfor er du ikke vedblevet hermed?
   Bettis: Oh desværre, De, som nu og da gave mig noget at
bestille, have sagt mig, at de ikke havde mere Saadant. Først
da var det jeg betlede; men jeg havde ikke drevet herpaa læn-
gere end to Dage, da jeg blev arresteret.

   Præsidenten: Saa Du seer slet ingen Udvei til at skaffe dig
Underholdning?

   Bettis: Jo, vil De slippe mig, lover jeg aldrig meer at gjøre
sligt. Der er faldet mig ind en Udvej til at faae noget at leve af.

   Præsidenten: Hvilken da?
   Bettis: Jeg vil feje Gaden for Folk; det er nu seenhøstes og
dygtigt skident; og jeg haaber at det vil give nok af sig. -- En
ung Mand paa 25 Aar, klædt paa nyeste Mode, i sorte Been-
d.IV,b.6,s.21   klæder og Kjole og fiint broderet Linned med Kryds, kort ganske
en fiffig Herre paa Moden, trænger sig frem til Skranken og er-
klærer, at han kautionerer for Bettis og forlanger ham tilbage.
Den stakkels Anklagede, overrasket ved denne uventede ædel-
modige Mellemkomst, udstøder et Glædesskrig og fører en Pjalt
af et Lommetørklæde til Øinene, som strømme over af Tak-
nemmelighedstaarer.
   Præsidenten (til det unge Menneske): Hav den Godhed min
Herre, at sige Deres Navn, og af hvilke Hensyn De forlanger
Bettis fri.

   Den unge Mand: Mine Herrer, jeg bærer samme Navn som
Han; jeg er hans Søskendebarn, og holder det for en Pligt at
understøtte ham med hvad han behøver, dersom De blot vil til-
staae mig min Anmodning om at slippe ham fri.

   Præsidenten: Hvad er Deres Fag?
   Fætteren: Jeg er Møbelsnedker, jeg beskjeftiger et stort Antal
Arbeidere, og jeg paatager mig at skaffe min Fætter Underhold-
ning ved Arbeide. Dersom jeg havde vidst af hans trængende
Forfatning, skulde jeg have hjulpet ham længe før; men han kom
ikke til mig.

   Bettis: Ei Fætter, jeg turde ikke.
   Fætteren: Du vilde heller tigge, end at henvende dig til din
egen Slægt. Det var ilde.

   Præsidenten: Idet Retten maa erkjende det Agtværdige ved
Deres Forlangende, min Herre, kan den ikke undlade at under-
rette Dem om, at Bettis allerede to Gange før har undergaaet
Straf.

   Fætteren: For hvilke Forbrydelser?
   Præsidenten: Han har før været straffet med 8 Dages Fængsel
for Lediggang; og da denne Forseelse paadrager sig Opsigt af
Politiet, har han været undergivet denne Straf i 5 Aar, og anden
Gang paadrog han sig igjen 8 Dages Fængsel fordi han streifede
uden om Jurisdiktionen. Er det ikke saa, Bettis?

   Bettis: Jo desværre det er nok saa, Herr Dommer; men tro
mig, det var Nøden . . .

   Fætteren: Ja, Herr Præsident, det faaer gaae paa Nødens
Regning. Jeg forlanger ham fri; jeg beder Dem tage mig god
for ham, og jeg lover, at han for Eftertiden ikke skal have noget
med Justitsen at gjøre.

d.IV,b.6,s.22      Domstolen slipper Bettis paastedet, og overantvorder ham til
den brave unge Mand, som dannede en sjelden Undtagelse i
Fætternes selvgode og lidet tjenstvillige Klasse.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE