|
No. 3, 14de Januar 1840.
Eet er ene besværligt:
at hade det Onde, foragte det ærligt.
ENDNU ET ORD
Hvor riig En end er, kan han dog ikke, uden at bøde med
mange Lidelser, undvære Navn af en ærlig Mand. Næst Sam-
vittighedens Bifald er det hans kostbareste Eiendom, fordi det
virkelig er ham den nyttigste. Det er da let at indsee af hvad
Værd det maa være for den Fattigere, der er endnu mere af-
hængig af Menneskene. Hans Tilstand er først da ret fortvivlet,
naar han har tabt sit Rygte for Ærlighed eller sin moralske
|
| d.IV,b.6,s.16 |
Kredit; og han kan heller miste sin Kjole end en Flig af sit gode
Navn. Det er ikke blot en Pligt, men Klogskab at bevare det,
da Intet, ja selv ikke Fliden, naar den ikke er ganske ærlig,
skaffer ham den Gevindst, som det blotte Navn for Ærlighed.
Men des bedrøveligere er det, at see med hvilken samvittigheds-
løs Letsindighed Mange i den fattigere Klasse synes at behandle
dette Klenodie, ringeagtende baade den ydre Vinding, som flyder
deraf, og den søde Trøst, som det drypper i Hjertet. Dagtyveriet
eller Uærlighed i Arbeidsforpligtelse var en af disse Maader,
hvorpaa det ikke er sjeldent, at den Fattigere skader sin egen
Kredit; men der gives ogsaa mere ligefremme Veje, hvorved
han, i den selvbedragerske Tanke, at gavne sig selv, iler sin
Fordærvelse og Ulykke imøde.
En saadan er Uredeligheden med fundet Gods -- en Last, som
skader den simple Klasse mere formedelst den Kredit, den be-
røver denne, end alle de Penge, Kostbarheder og andre Ting
tilsammenlagte, som, uden videre, Aar om andet, tages af den
til Indtægt som Fundet. Hvad Godhed kan man vel gjøre Reg-
ning paa, naar den Tro er almindelig, at det Menneske, man
maaskee nylig hjalp af sin Tegnebog, ikke vilde gjøre sig nogen
Samvittighed af at stikke den til sig, om han fandt den faae
Skridt længer frem? Men derimod, hvor vilde ikke Menneske-
kjærlighedens Arme aabnes videre, om det var anderledes, om
Fundet var Betroet, men ikke "Vundet," som det hedder efter
et Ordsprog, der noksom viser, hvilke slappe Begreber, der i
denne Henseende ere gjængse.
Jeg erindrer, at en fremmed Reisebeskrivelse over vort Land
anfører med Begeistring som en Roes for det hele Folk det Træk
af gammel norsk Ærlighed i en af vore Fjelddale, at en Vadsæk
kunde henlægges paa Alfarveie uden Fare forat komme bort
paa uærlig Viis; og den samme Følelse af Agtelse og Deeltagelse
bliver den hele fattige Klasse tildeel, naar man hører kun et
enkelt Træk af, at Ærlighed dog findes i den. Den Fattiggut,
som f. Ex. leverer fra sig paa rette Sted hvad han har fundet,
lidet eller meget værd, kan i de allerfleste Tilfælde være vis
paa, at han har vundet sig og Sine en erkjendtlig Ven, som
maaske kan betale ham Tingen mangedobbelt. Der er mange
Historier om en saadan Erkjendtlighed, ligefra Drengen, som fik
Tegnebogens Indhold, fordi han bragte denne, der var en kjær
|
| d.IV,b.6,s.17 |
Mindegave, tilbage til den rige Mand, og til den fattige Dag-
lønner, som ved en lignende Ærlighed blev en velholden Mand,
da den formuende Drivtsherre, han gjorde denne Tjeneste, fat-
tede en saadan Godhed for ham, fordi han var saa ærlig i sin
Fattigdom, at han aldrig tabte ham afsyne, men lidt efter lidt
hævede ham til at blive Forvalter ved et af de Brug, hvor han
før var glad ved at vælte Tømmer paa Saugen. Hvor hurtigt
skulde ikke det Fundne været fortæret, mens Nagets bittre Efter-
smag vilde været uudslukkelig? Og hvilke syndige Spor af varig
Fordeel er der vel efter det meget fordulgte fundne Gods, som
forsvinder inden den fattige Klasse, enten solgt til Hælerens
Underpriis, eller bortødslet saa let og snart som det fandtes,
eller nydt i ængstelig Hemmelighed, som Tyvens og Røverens
Udbytte.
Og den Fortjeneste, en uredelig Finder maatte have fremfor
disse, vil ikke være saa let at paavise. Tabt Gods er anbetroet
den almindelige Redelighed; det er bleven sat i Klasse med de
Ting, Ejeren ikke kan have Opsyn med, og som Loven derfor
har skjænket en endnu helligere Uforkrænkelighed. Det er der-
for Uredelighed med Hittegods, der skader saa særdeles den al-
mindelige Kredit, som Simpelmand saavel behøver. Han lider
ved de Tabendes Forbittrelse; thi det er tabt i Massen, og sand-
synligviis fundet af En af hans Lige. Og naar det skal være
ligesaa usikkert, at faae en paa Gaden tabt Ting igjen, hvis
egentlige Værdi ofte kun Ejeren kan skatte, som om den var
tabt i Havet, saa dømme vel ogsaa Flere end de Lidende, at
Mængden er slet; og de Trængende, paa hvem Mistanken sna-
rest falder, har tabt ligesaa mange Venner. Hjerter og Hænder
lukkes for Nøden uden Hensyn til Skyld eller Uskyld, og den
rædsomme Krig imellem Trang og Formue, som kun kan endes
naar Nøden bliver ærlig (thi da bliver Formuen kjerlig) har faaet
ny Næring, den fattige Klasse ny Vanære, nye foragtende Fiender.
Det hændte ved den Tid da Grønlandsasylet skulde stiftes ved
privat Sammenskud, at en formuende Mand, som med Varme
havde antaget sig Planen, og af hvem man kunde ventet sig den
virksomste Hjælp, pludselig traadte tilbage med den bittre Er-
klæring, at han ligesaa gjerne vilde kaste sine Penge i Vater-
lands Elv som i en Kasse til Fordeel for Massen af Forstad-
beboerne deromkring. Han fortaug Aarsagen til denne Foran-
|
| d.IV,b.6,s.18 |
dring i sit Sind, fordi det ærgrede ham at tale derom; men
endelig fik man at vide, at den var, at han just i de Dage havde
tabt ude paa Grønland et i et Silketørklæde indviklet Brev, som
var ham af yderste Vigtighed, og som bestemt maatte være fundet
af endeel Fattigungdom, der hele Tiden tilfældigviis fulgte efter
ham. Han handlede ikke ret, hans Beslutning var uretfærdig;
men ikke hans Uvilje, og i varme Gemytter har Nøden sine
bedste Venner saalænge den ikke lønner dem med krænkende
Erfaringer. Hvad der oprørte Manden meest, var, at Forældrene,
da han forfulgte Sporet og fik Overbeviisning om hvor det Tabte
var blevet af, hjalp Barnet, som havde fundet det, i at dølge
og benegte. Brevet, for ham saa kostbart, for Andre af intet
Værd, var tilintetgjort for ikke at røbe Forbrydelsen. Og saa
skeer utallige Gange, mange Gange fleer, end der skeer Efter-
lysninger i Aviserne, fordi de Fleste, paa Grund af Erfaringer,
have saa liden Tillid til den almindelige Ærlighed især i den
store Masse, at de ikke engang nære Haab om at faae Noget
igjen eller gide spørge derefter, naar det er tabt hvor denne
især færdes.
Ve denne Uredelighed, som har strøet Vanrygtets Forban-
delse udenfor den Fattiges Hytte, Mistanke paa hans Dørtærskel,
og som er saa troløs, at selve dens Gevindst er et Bedrag mod
den Vindende, saa grusom, at den bringer Foragt over Uskyl-
dige, og drypper en uretfærdig Forbittrelses Galde i Tabets
Smerte! Beslutter derfor, I Retskafne og Fornuftige, som ind-
seer hvor meget den hele arbeidende og Fattigere Klasse taber
med sin Ærlighed, og da navnligen ved den syndige og let-
sindige Omgang med Hittegods -- beslutter, at paasee indbyrdes
med strengt Øje, at Saadant ikke mere skal finde Sted! Dette
er ikke blot Klogskab, men en Religionspligt ganske efter det
7de Bud, som forbyder paa nogensomhelst Maade at skade
Næstens Eiendom, saa det er et Selvbedrag, om man ikke hos
sig selv eller Andre bedømmer denne her paatalte Forseelse
derimod ligesaa strengt som nogetsomhelst andet Brud paa det
hellige Bud.
|
| BLA BAKOVER |