HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


d.IV,b.6,s.7  

UFORSKYLDT MISKJENDELSE

   Naar Mange i en Folkeklasse ere fordærvede, udsættes Enhver,
som hører dertil, lettelig for at blive miskjendt; og den bittre
Følelse, som denne uforskyldte Uret saa naturlig indgiver, bi-
drager ganske vist ofte til at lede Tanken paa Forbrydelser naar
man dog alligevel skal lide Skammen derfor. Hvilken Synd gjør
ikke de Slette derved imod de Retskafne? for at anføre et
Exempel: hvorofte, siden det afskyelige Lommetyverie er bleven
almindeligt imellem vor fattige Klasses Ungdom, udsættes ikke
Uskyldige for mistænkelige saarende Blik, for fornærmelige Ud-
ladelser? Det er kommen saavidt, at ingen Samling af Folk kan
finde Sted uden at disse Tyverier foregaae i Mængde, og det
er ganske almindeligt, at høre Auktionsmanden gjøre de Til-
stædeværende, som dog kun udfylde et ganske lidet Rum, op-
mærksomme paa, at de maa tage sig iagt, da der høist sand-
synligt er Lommetyve imellem dem. Da jeg første Gang hørte
denne Tale, gjorde jeg, som Andre, en naturlig Dreining omkring,
forat see hvad Folk, jeg havde omkring mig, og opdagede da en
heel Deel tilvoxen Ungdom, som ganske vist Intet havde der at
gjøre, og som derfor bleve mønstrede af Alle med Øiekast, hvori
der laa mere Mistanke og Harme end noget Bedre. Disse vare
i den Alder, at de maatte oprøres over de Ord som faldt. Men
de Fleste havde nok med at tæmme den onde Samvittighed,
som vilde til at røbe sig: De bleve blege, deres Øine søgte
Loftet; kun en Dreng, der saae ærlig, men fattigst ud af dem
Alle, rødmede stærkt, stærkere og stærkere; omsider traadte
Taarer frem i hans Øine; de mistænkelige Blik bleve ham utaa-
lelige, og pludselig søgte han ud af Døren. Maaskee Mange
fremdeles mistænkte ham, men jeg følte mig overbeviist om, at
der leed en Uskyldig, fordi Andres Forbrydelser havde vanæret
den Fattiges Dragt, og kastet lige Mistanke paa Alle, som bære
den. Det er uretfærdigt; men hvis er Skylden? Var jeg Arbeids-
mand, og saae mit Barn, for hvis Retskaffenhed jeg kunde gaae
i Borgen, saaledes mistænkt, vilde jeg sittre af Forbittrelse, men
imod de Uslinger, som have gjort Mistanken til Alle naturlig.

   Jeg vil endnu fortælle et Exempel, som viser hvilken Synd
disse Fordærvede, som kun den fattige Klasse selv kan udrydde
af sin Midte,
ikke alene gjøre imod sin egen Klasse, men ogsaa
d.IV,b.6,s.8   imod Andre, som ikke med Vilje vil gjøre denne nogen Uret.
En sletklædt, næsten voxen Dreng af godt Ansigt og ærlige Øine
standsede mig forleden paa Gaden med Tilbud af sin Tjeneste.
Afbrudt i mine Tanker, spørger jeg haardt, hvorfra han var.
"Fra Telthuusgaden." Strax, da denne Gade er berygtet, blev
jeg forud indtagen imod Drengen; men spurgte dog, da jeg vir-
kelig kunde yde ham en liden Fortjeneste, om hans Navn. "Nils".
"Hvad? Nils i Dalen?" spurgte jeg atter, med Tanken paa en
Person af hans Alder, som jeg en Dagstid iforveien havde hørt
angive under dette Navn som en berygtet Lommetyv. "Nei, Nils
Olsen," siger Drengen med uforandret Øie og Mine. Men jeg
uden i dette Øieblik at lægge Mærke hertil, forlader den stakkels
Dreng med de ubillige Ord: "Snak, du er bestemt Nils i Dalen,
og dere ere saa lige gode allesammen." Men neppe havde jeg
vendt ham Ryggen før hans aabne Ansigt med de ærlige Øjne
og min Uretfærdighed stod for mig. Jeg følte den som et Stik,
syntes at have seet en Skygge af Bedrøvelse i hans Øine, raabte
efter ham for at gjøre det godt igjen; men Drengen var borte,
og det høist sandsynlig med den Tanke i Hjertet: hvorfor skulde
jeg ikke være som "Nils i Dalen," naar jeg dog skal mistænkes
for ham alligevel?
   Ifra det Øieblik har jeg tænkt over den Klasses Tilstand, hvortil
begge disse Drenge høre, og besluttet at gjøre Noget for den, og
i den Hensigt da at udgive dette Blad. Nils Olsen vil læse dette;
men om jeg faaer Nils i Dalen dertil, er uvist. Imidlertid skal
det dog blive nedlagt ogsaa i hans Hytte.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE