|
Henrik Wergeland, IV. Avhandlinger, Opplysningsskrifter: 6te Bind 1839 - 1843
|
| d.IV,b.6,s.1 |
No. 1, 3die December 1839.
End gjorde Guld ei nogen glad og god.
Tilfredshed selv den Arme derimod!
TILTALE TIL DEN FATTIGE KLASSE
O jeg maatte ønske, at en retfærdig og kjærlig Engel vilde
styre min Pen nu da jeg skal tale ikke altid blide Ord til Ar-
moden, som mit Hjerte saa gjerne vil være partisk for! Men
hvad skulde det nytte, om jeg talte andet end Sandhed, som her
er den eneste Lægedom? Jeg ønsker da ogsaa, at heller Sand-
hed, bitter men sund som Løvetandplantens Saft udenfor eders
Hytter, -- heller Sandhed, end Guld, om det var muligt, maa
flyde af denne Pen, som jeg nu har grebet i den gode Mening,
|
| d.IV,b.6,s.2 |
at tale Eder, der høre til den fattigste Klasse i vor Bye, til vir-
kelig Nytte, til Forbedring baade for eders Sjele og Vilkaar.
I gjøre Uret, om I troe, at der er Ingen udenfor eder Selv,
af Dem, I kalde lykkeligere eller rigere og fornemmere, som
bryder sig om hvorledes I have det. Ved en saadan Tanke
skaffe I Armoden een Bitterhed mere, Synden een Fristelse til.
Den gjør den Fattige utilfreds i sine Kaar, som dog Gud og
ingen Anden har sat ham i; Utilfredsheden betager ham Lysten
til at arbeide paa at forbedre den, fordi han troer sin Evne for
liden, og finder sig forladt af hele Verden; han bliver misundelig
over Andres Vilkaar, og saa er det ikke langt fra, at Synden
har Spillet vundet, saa at der af en ærlig Fattig bliver en uærlig
Forbryder, der forgriber sig paa Andres.
Jeg beder Eder derfor, mine stakkels Medmennesker, at under-
søge eders Hjerter. Finde I da der Misfornøielse med eders
Kaar, da er den allerede farlig, og bør ikke leve; thi den er
ikke engang, som det kunde synes, en Spore til at forbedre
dem ved Flid; men finde I denne Misundelse, da dræber den
som en Slange! Thi I huse intet Farligere. Ja udrydder Begge:
baade Misfornøielsen og Misundelsen! Den første var det, som
berøvede vore første Forældre Paradiset; thi de vare jo heller
ikke fornøjede med den Vuggegave, de havde faaet af Gud, men
vilde have og være noget endnu Mere? Og Misundelsen, som
er Misfornøielsens Datter, er igjen Moder til de fleste af de For-
brydelser, som forøge saa mangfoldigen Armodens Elendighed,
og berøve den Andres Medlidenhed og dens eget ærlige Navn.
Men dette maa fremfor Alt beholdes! det er et Klenodie, som
Rigere ofte kunne misunde Eder; det kan ikke kjøbes for nogen
Skat; det er bedre end Rigdom; det er en evigvarende nyttig
Eiendom, thi den skaffer Eder Agtelse, Tiltro og Adgang til For-
tjeneste, det indeholder en sød Trøst; og det ærlige Navn i Fattig-
dommen er desuden et herligt Arvegods fra de norske Forfædre,
som det er Synd baade for dem, eder Selv og Børnene at øde-
lægge.
Et ærligt Navn er og en Mynt,
som Renter ind kan bringe.
Et ærligt Navn er fagrest Pynt,
for Rige og for Ringe.
Jeg gaaer i den saa tidt jeg vil
tilkirke og tilthinge.
|
| d.IV,b.6,s.3 |
Men jeg vil, at I, ved hvert Ord, jeg siger, skulle prøve hos
eder Selv, om det er Sandhed. Tænker da efter ved alle Dem
af eders Kaar, som I mindes bleve overbeviste om Forbrydelse
og straffede, om I ikke maae troe om de Fleste af dem, at det
var først denne Misfornøielse og siden Misundelsen, som gjorde
dem saa ulykkelige!
Men kan da den bittre Nød være fornøjet? Nei, men den
skal ikke gjøre sig ulykkeligere, end den er, ved at opgive
Haabet og Modet, og ved at lade den naturlige Drivt til at ville
forbedre sin Tilstand udarte til Synd, til at ville dette ved noget
Andet, end ærligt Arbeide. At tænke, at man er den Ulykke-
ligste paa Jorden, er ligesaa usandt af den Fattige, der kun har
et Straaleie eller ikke engang det, som om den Rige, fordi han
kan hvile paa guldfryndsede Bolstre, vilde tænke, han var den
Lykkeligste. Der gives ikke alene baade større Mangel og større
Overflod maaskee, men den største Mangel er ikke den største
Ulykke, den største Overflod ikke den største Lykke. Det er
saa ofte blevet bevidnet af de saakaldte Lykkens Yndlinge paa
Dødssengen eller af de rædselfulde Mærker paa at de tage en
voldsom Ende, at der er en anden Ulykke og Lykke, end Man-
gelens og Overflodens. Og den, som har en af Delene, han føler
det nok, uanseet hvad han har til at dække sig med. Det er
Samvittighedsfreden, som er Lykken over Alt hvad der kaldes
Lykke, og som selv den bittreste Nød kan besidde. Ja, naar
Verden opdager den der, opdager Redeligheden i dens Hytte,
da synes den, at den aldrig har seet noget Herligere, at den er
skjønnere der, end i Paladset, og alle Hjerter røres, og medeet
erindre de, at Verdens Frelser ikke eiede en Steen til sit Hoveds
Hvile og at Apostlene ikke vare meget rigere. Og i Bibelen har
den ærlige Fattigdom sin meest begeistrede Ven. Med hvilken
Forkjærlighed og Varme og i hvormange talende Exempler for-
herliges den ikke af den hellige Skrifts himmelske Røster? Lad
da Armoden være dens Ven igjen, og have en Plads for den
ved sin Arne! Døer end dennes Ild, en himmelsk vil dog leve
i Hjertet, Kjendskab til Bibelens Fattigtrøst, og holde dets Varme
vedlige, saa det ikke betages af Misfornøielsen, der er Fortviv-
lelsens første snigende Kulde.
Men, foruden Religionens, har Nøden ogsaa en anden, mere
jordisk, Livsvarme, som holder Haabet og Kraften vedlige, i den
|
| d.IV,b.6,s.4 |
naturlige Drivt til at forbedre sin Tilstand. Det er ikke hiin far-
lige Misfornøjelse, at ville dette. Misfornøjelsen er uvirksom:
denne Drivt virksom, og Moder til Vindskibelighed, Ordentlighed
og Reenlighed. Vi hørte ovenfor om den ærlige Fattigdom i sin
Hytte, men hvorfor skal denne Hytte være faldende og smudsig?
I saadanne Hytter boer den dovne Misfornøielse, ikke den Drivt,
vi mene, til at forbedre sin Tilstand; fra saadanne Hytter gaaer
Misundelsen ud paa Rov, den fordærvede Drivt, Havesygen, til
at forbedre sin Tilstand ved ulovlige og syndige Midler, ikke den
sunde, naturlige og rosværdige Drivt, som alene vil det ved ær-
lig Fortjeneste. I, der kjende hverandre, ville give mig Ret i, at
man med temmelig Sikkerhed kan sige, at en flittig Mand imel-
lem eder er tillige en ærlig og brav Mand, om han end forbliver
en fattig Mand, enten formedelst mange Børn, foregaaende Nød
eller tilstødende Uheld, og at man noget nær kan af Husets Til-
stand slutte sig til hvad Slags Folk, der boer indenfor. Jeg
idetmindste tænker, at der boer skikkelige Folk, og ikke Tyve-
pak, hvor jeg seer en rensopet Sval eller Dørtærskel, vaskede
Vinduer med kanskee Blomster i, og Spor af Forbedringer paa
Tag og Vægge, om end Hytten i sig selv kan være daarlig. Ja,
tænker jeg, der boer nok fattige Folk, men Folk, som dog ville
forbedre sin Tilstand paa en god Maade, og Gud give dem
Lykke dertil! Men seer jeg, at det er anderledes, som det des-
værre er altfor ofte imellem Eder, da tænker jeg ogsaa anderledes,
-- at der boer Folk, som der er lidet ved, og som ialfald ikke
tilfredsstille den almindelige Drivt til at ville forbedre sin Til-
stand ved saadanne Midler, at de tør være det bekjendte.
Men jeg behøver ikke at spørge, om det ikke er saa, at det
ikke er fra Fliden, Ordentligheden og Reenligheden disse mange
Forbrydelser udgaae, som have tiltaget saa overordentligt imellem
den fattige Klasse, og som skade den retskafne Deel deraf saa
særdeles, at det er paa høi Tid, at enhver brav fattig Mand gjør
Sit til for at udrydde dem, om ikke al hans egen Tiltro skal gaae
tilgrunde for disse Andres Skyld, som snart have bragt det til,
at man troer, at en Fattig og en Tyv er Eet, og at en fattig
Mand ikke kan være en ærlig Mand, som fortjener Medmenne-
skers Hjælp og Guds Velsignelse. Det er for lang Tid siden, og
overalt som her, afgjort, at det er fra de Hytter, hvor Doven-
skab, Uordentlighed og Ureenhed holde tilhuse, eller Betleriets
|
| d.IV,b.6,s.5 |
Hjemsteder, at de allerfleste af disse Forbrydelser udgaae. Væn-
nes Børnene til at søge Alt af Andre -- og Ve, der er Mange
imellem Eder, som tvinge de Stakler dertil! De gaae ud om
Morgenen som Betlere og vende saa ofte hjem som Tyve! -- da
vænnes de ogsaa, naar de voxe til, fra at søge nogen Forbed-
ring i sine Kaar, ved sine egne Kræfter. Arbeide bliver dem
forhadt, og naar de ere blevne for store til at turde betle, og
de dog kun ville have Sit af Andre uden Arbeide, saa er der
ingen anden Udvei end at stjæle. Og Tyvepak paastaaer man
nu, at Fleerheden i den fattige Klasse i vor By er bleven, og
det maa ligesaavist smerte enhver brav fattig Mand, som det
maa skade ham; thi han har samme Krav paa at kunne holdes
for retskaffen som enhver anden uberygtet Mand i hvilkesomhelst
Kaar, og behøver ligesaavel som enhver Anden Medmenneskers
Tillid og Hjælp. Det er tungt, at maatte sige det, men det er
nu kommen saa vidt, at eders Børn udenfor Asyl- og Skole-
bænken, af Mange betragtes med Mistanke, som en streifende
Ræveyngel, man maa stænge vel for, ikke som Menneskers
endnu Uskyldige -- eders Ungdom som farlige Røvere, man maa
have Vaabenet ved Siden af Tegnebogen mod, og Forældrene,
Forældrene, som Hælere med sine egne Børn -- eders hele
Klasse som noget forvorpent, sammenrottet Pak, det ikke er
værd at gjøre Noget for.
Men kan Fattigmand være tjent hermed? Nei, imod dette er
selv Fattigdommen Intet. Var jeg af Eders Klasse, og boede
imellem Eder, og jeg vilde da være netop ligesaa ærekjær som
nu -- jeg vilde græmme mig over, at de Retskafne saaledes
maatte lide for de Slette, og jeg vilde for mine Børns Skyld, at
de ikke skulde besmittes, udflytte, om jeg kunde, i en Huus-
mands Eensomhed paa Landet, eller paa anden Maade gjøre Alt
for at undfly Fordærvelsen og uforskyldt Vanære. Men fremfor
Alt vilde jeg forsøge eet Middel til at forbedre denne fælleds
skrækkelige Tilstand -- og det ønsker jeg, at de Brave imellem
Eder ville iværksætte: -- jeg vilde samtale med dem af mine
Lige, som fandt med mig, at der virkelig er en Fordærvelse til-
stede, som forøger Elendigheden inden den fattige Klasse, og
gjør, at de Faae, som ville opdrage sine Børn vel, og passere
for skikkelige Folk, have vanskeligere derfor end de bør, og
saaledes lide for de Andres Skyld; og saa vilde jeg komme
|
| d.IV,b.6,s.6 |
overeens med dem om selv at raade Bod derpaa ved at lade
de betlerske og tyvagtige Familier vide, at de for Eftertiden
ikke maatte vente, at alle deres Medfattige vilde tie stille til
deres Uvæsen, men at de nu havde et Politi ganske nær ved
Siden, som de maatte frygte mere end det, de saa ofte havde
skuffet. Vilde de Flittige, Ærlige og Reenlige imellem Eder vir-
kelig forene sig, skulde I, om de end vare de Færreste, snart
see, at det gik med Dovenskaben, Uærligheden og Svinskheden
som det gaaer med Myren, naar endeel dygtige Arbeidskarle
give sig i Lag med den om at faae den tør Maal for Maal.
Hvorfor skulde den retskafne Arbeidsmand taale, at hans Børn
rives hen med et slet Nabolags Yngel paa Betlerstien og indvies
i en Tyvebandes forbryderske Kneb? eller at endeel svinske
Nabokoner slænge den Gade, han har at gaae, og Dørpallen,
han vil have reen og engang imellem briskestrøet, fuld af deres
skidne Hullers Uhumskheder? eller, at han, med al sin Vilje til
at arbeide og med sin gode Samvittighed, ikke faaer Arbeide
og holdes for en Kjeltring, der ingen Medlidenhed fortjener, for
endeel Paks Skyld, med hvem han kun har trange Kaar og en
trang Gade tilfælles? Nei! og jeg er vis paa, at I selv, de Bedre
af Eder, vilde paa den Maade, jeg har meddeelt, kunne raade
Bod paa det Meste af disse Onder. Og hertil maa I ogsaa op-
muntres ved den større Deeltagelse for den fattige Klasse, navn-
lig for dens Børn, som de andre Klasser vise f. Ex. ved Anlæg
af Asyler, hvis Øiemed ikke blot er at lette Forældrenes Tilsyn
med Børnene under Arbeidstiden, men ogsaa at bevare disse for
Betlerstiens og Lediggangens fordærvede Indflydelse.
Jeg har sagt Eder Sandheden: hvorledes det er fat med Eder
og Noget om hvorledes det burde og kunde være. Men det er
kun Noget af hvad jeg har at sige; og for at kunne sige noget
mere herom, og for at være dem iblandt Eder, som ville for-
bedre den slette Tilstand, til Nytte, vil jeg fremdeles udgive dette
Blad, hvorigjennem jeg troer at kunne love, at Mænd ogsaa ville
meddele sig til eders Bedste, som have større Erfarenhed og
samme oprigtige Vilje, til at fremme dette som
Udgiveren.
|
|