HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 5. BIND: 1843 - 1845

d.IV,b.5,s.431  
JOHAN CHRISTIAN DAHL,
LANDSKABSMALER.

"Han har i Kjæmpers Fødeland
først fattet Nordens Mening.
Han saae i Fjeld og Skov og Strand
en dybere Forening.
Hans Genius har Norges Aand
omhviftet med sin Vinge."
(Sang til Dahl 1839.)

   Denne store Landskabsmaler er født den 24de Februar 1788 i
Bergen, hvorhen Faderen var taget fra Ættens Hjembygd Evindvik
Præstegjeld
ved Sognefjordens Udløb. Der ligger i et lidet af-
sondret Dalstrøg et Gaardelag, bestaaende af flere Gaarde, Rui,
Handtvedt, m. fl., som for længere Tid tilbage ere blevne ud-
stykkede af en gammel Gaard, Udal, og af denne Dal, hvor endnu
Frænder leve, har vor Maler faaet Navn. I Bergen ernærede
Faderen sig en Tid som Søfarende og siden ved en liden Fiske-
handel og som Færgemand, saa det var knapt nok for Familien.
Ved Flytningen til Bergen var nu vel Johan Christian bleven født
i en for Talentet noget fordeelagtigere Jordbund end om han
skulde have seet Lyset i den ensomme Udal i det skaldede
Evindvik; men hvad skulde der vel blive af Drengen, som allerede
røbede hvad der boede i ham ved alskens Tegninger med Pen
og Blæk? Han syntes bestemt til at voxe vildt op paa Almin-
dingerne med de andre Almues-Børn, da en gammel studeret
ugift Klokker, Kjerrumgaard, tog ham til sig og underviste ham i
de første Grunde, i den Hensigt engang at see ham deponere, og
ved Siden heraf føiede han ogsaa Drengen i at lade ham tage
nogle Maaneders Underviisning i Tegning hos en svensk Hr. Pour-
ruth, der holdt et Slags praktisk Institut. Det varede ikke længe
før Kjerrumgaard døde; men allerede før dette Uheld var Dahl
gaaen i Malerlære hos en Møller, der malte for Byens Theater
Dekorationer og deslige udenfor det simplere Væggesmøreri, saa
Dahl lærte noget af Perspektivet og at føre noget friere Redskaber
end Kosten. I 7 Aar arbeidede Dahl hos Malermesteren under
en Behandling, som ikke var den bedste efter gamle Kjerrum-
gaards Død. Møllers flinke Dreng havde imidlertid faaet et Ry
i Byen. Snart cirkulerede der et illumineret tegnet Prospekt af
Bergen, snart et lidet Landskab i Olie. Hans Rullegardiner og
d.IV,b.5,s.432   Staaltraadjalusier gjorde ham især bekjendt ved de smukke Land-
skabsperspektiver, hvormed han dekorerede dem. Hans Mester
stolede ogsaa saameget paa sin Drengs Geni, at han ofte, naar
der var bestilt Dørstykker og Dekorationer hos ham, sagde til
ham: "gaa Du derhen, Johan Christian, og find selv paa noget."
Og han var aldrig renonce. Engang da han fik en saadan pludselig
Ordre til et Par Dørstykker, gik han hen og malede over den
ene Dør en riig Mands pompøse Liigfærd, mens man over den
anden saa en Fattig bæres ud af et Par Stodderkonger. Efter
fuldendt Læretid arbeidede han Portrætter saavel i Olie som i
Miniatur, Landskaber og smaa Genrestykker af det daglige Liv.
Bergenserne elske deres Egne mere end de øvrige Normænd; deres
Selvkjærlighed udstrækker sig til Alt hvad der hedder Bergensk.
Dahl havde under Beilingen til sin Muse, ved de første syv Aars
Arbeide, kun naaet til en Lea, til et halvtliggende Ideal. Han
maatte til Akademiet i Kjøbenhavn for i andre syv Aar at vinde
sin Rachel, sit Ideal, Kunsten saaledes som han vilde være i Be-
siddelse deraf og følte Kræfter til at blive det.
   "Det er Synd paa Manden, som gaaer her hjemme, hvor han
ingenting kan lære meer", sagde de gode Medlemmer af Selskabet
"Vennekredsen", for hvem han for en Slik havde malet nogle
Transparenter i Anledning af Fredsslutningen 1809, saa længe til
hinanden, indtil det blev besluttet at skaffe ham Reisepenge ned
til Akademiet. Ved et Cirkulære fra Sagen kom dette istand.
Senere gjengjeldte Dahl dette ved at forære Selskabet et større
Maleri, som nu er i det bergenske Musæum. I 1809 var Kon-
trakten med Møller ude og i 1811 kom Dahl til Akademiet, hvor
han vandt to Medaljer for Tegning.

   I Bergen havde Dahl i den sidste Tid været et Factotum i sin
Kunst fra Dekorationsmaleriet til Portrætmaleriet; paa Akademiet
bestemte han sig udelukkende for Landskabet, især for det stor-
artede eller saakaldte heroiske. Nogle af sine første Malerier
sendte han til Bergen for at blive solgte til Understøttelse for
hans Brødre. Dahl vakte Opmærksomhed paa Udstillingerne i
1814 og 1815. Disse Sujetter af den høie nordiske Natur eller
fra de vilde Kyster havde endnu Ingen valgt sig, eller ogsaa
havde de brudt Halsen derpaa. Men paa Dahls Malerier tordnede
Fossen og Støvregnet syntes at fare væk og at komme igjen i
de samme skyagtige Former og den grønne fraadende Elv syntes
d.IV,b.5,s.433   at ile imod En. Og hans Malerier af den øde Kyst, det oprørte
Hav og Skibet imellem Brændingerne -- Alt var Natur og røbede
i høieste Grad Malergeniets Hovedevne, en Fantasi, der opfatter
og gjengiver Naturen tro som i et Speil. Den yderste Nøiagtighed
i Tegningen og Fiinhed i Udførelsen, samt, hvor Anledning gaves,
Rigdom i Forgrunden, gav ogsaa tidligen de Dahlske Malerier en
Egenskab, de altid have beholdt, nemlig den, at de vække den
samme Beundring nærved som fjernere fra betragtede, den samme
Beundring for Malerens Studium og Opfattelse af Naturens Følelser
som for hans Geni og Opfattelse af dens Storheder og majestæ-
tiske Skjønheder.
   I 1818 reiste Dahl over Berlin til Dresden, hvor han i 1819
udstillede sit første Maleri af nogen betydelig Størrelse, nemlig
en norsk Vandfaldegn. Paa sin Gjennemreise til Italien kjøbte
den nærværende danske Konge det. To Malerier fra samme Aar
kom til Norge.

   Italien, ikke Dresden, var Dahls Formaal; men en Forelskelse
i en Baron Blochs Datter forlængede først Opholdet og gjorde
ham siden, da han i 1820 ægtede sin Emilie, fast for Livstid i
Dresden. I dette Aar udnævntes han ogsaa til Medlem af Akade-
miet, og der tilbødes ham fast Engagement derved; men da Kron-
prindsen af Danmark havde ladet ham sige, at et bedre var at
vente i Kjøbenhavn, afslog han Tilbudet, og reiste sammen med
Prindsen over Tyrol til Italien. Her tilbragte han syv Maaneder
i Neapel, hvor han blandt andet malte det Landsæde, denne be-
boede. Prindsen overrakte Kongen af Neapel dette Maleri. I
Rom opholdt han sig sex Maaneder, hvor det ikke manglede paa
Bestillinger, saasom fra Thorvaldsen. Imidlertid fik han vide, at
Løftet fra Danmark var gaaet i Røgen, hvorpaa han gjennem
Tyrol tog tilbage til Dresden i Sommeren 1821, hvor han fik An-
sættelse ved Akademiet med Titel af Professor.

   I Aarene nogle og 20 var Dahls Berømmelse i et overordentlig
Stigende. Hans Elev Normanden Thomas Fearnley udbredte sin
Mesters og sin egen Berømmelse til München, hvorhen han gik
fra Dahls Atelier, for ligeledes der at overraske Verden med
Fremstillinger af det ubekjendte Norges herlige Natur. Man længtes
efter at see Dahl i Norge -- allermeest i Bergen naturligviis; men
isandhed ogsaa overalt var Dahl folkekjær som en Mand, der
d.IV,b.5,s.434   gjorde Norge, hvorom Udenverdenen dengang havde underlige
Begreber, bekjendt ved sin Kunst og sit Navn.
   I 1826 saae man endelig Dahl i Norge. Han ilede til Bergen,
hvor Jubelen var almindelig ved Besøget. Han lovede oftere at
komme igjen, og hans Kjærlighed til Norge har ladet ham opfylde
Løftet tre Gange siden, nemlig i 1834, 1839 og 1844, ligesom hans,
med betydelig Bekostning udgivne, Plancheværk om Bygnings-
stilen ved enkelte ældre norske Trækirker --
"Denkmale einer
sehr ausgebildeten Holzbaukunst aus den früheren Jahrhunderten
in den innern Landschaften Norwegens" -- 3 Hefter i Folio,
Dresden 1837, samt hans Henvendelse til sine Landsmænd om
den gamle Kongehal paa Bergenhuus Fæstning, viser, at Fædre-
landet aldrig er ude af hans Tanker.

   Dahls Malerier ere særdeles talrige og adspredte. Af de større
befinder Labrofossen og Fortundalen sig i Mr. Porters Besiddelse;
i Christiansborg en Komposition ved Randsfjorden samt et Vinter-
stykke forestillende en dansk Egn med en Kjæmpegrav samt en
Stranding paa den norske Kyst; og i Dresden er, mellem en
Mængde derfra Egnen, italienske og Tyrolerlandskaber og egne
Kompositioner, ligeledes en Strandingsscene ved den norske Kyst,
samt, som Modstykke, Havet ved Kronborg i Rolighed ved Maane-
lys. Mellem hans Kompositioner har man anmærket en Klippeegn
med et Vandfald, i hvis Midte Ruinerne af et Bjergslot befinde
sig, Søstykker, Maaneskinsstykker fulde af den rigeste Fantasi.

   I 1827 mistede Dahl i Barselseng sin første Kone med hvem
han havde 4 Børn, hvoraf de 2 leve; og i 1829 giftede han sig
igjen med Amalie v. Bassewitz, en Niece af den berømte General
Grev Gneisenau; men kun for efter et Aar at miste hende lige-
ledes i Barselseng. Det efterladte Barn levede kun til sit 5te Aar
-- Ulykker, som have bidraget til at forøge det Pirrelige i Dahls,
endnu i hans Alder høist livlige, Gemyt.

   Dahl er Medlem af Akademierne i Berlin, Kjøbenhavn og Stock-
holm, Ridder af Vasa og Dannebrogen, og hans Biografi indtoges
i det Brockhausiske Conversationslexikon paa en Tid da det var
sparsommere paa sine Optagelser. En fransk Skribentinde har
ligeledes udgivet noget Særskilt om Dahl. Men hvad er dette
mod den Navnkundighed, som udstraaler fra ethvert af de Malerier,
som ere udgangne og udgaae fra hans Haand? Endnu vil den for-
øges ved nye; thi Gubben er endnu saa rask og rørig, som i de
d.IV,b.5,s.435   bedre Aar. Med livlig Deeltagelse følger han fra sit fjerne Hjem
Kunstens og de Sagers Gang her i Norge, som dermed staae i
Forbindelse; men især er det Opbevarelsen af Oldtidens archi-
tektoniske Minder, som han ringer for de altfor ligegyldige Lands-
mænds Øren med.
   Dahl har erhvervet sig nogen Formue. Enhver Normand er
velkommen i hans gjæstfrie Huus i Dresden, og ingen gjennem-
reisende Landsmand, han være Maler eller ikke, undlader at hilse
paa den gamle Mester. Da er det om Norge og atter om Norge,
at han taler og spørger, at hans Hjerte flyder over om, medens
han selv ifylder sin Landsmands Glas. Hans Geni har tilegnet
sig dets Natur fra dens Største til dens Mindste; for dets Hæder
og Vel slaaer hans Hjerte usvækket, som da han for 33 Aar siden
forlod det for at blive hvad han er bleven: to Nationers Stolthed.


   Dahl er atter et af Exemplerne paa, at det kun er ved et Til-
fælde, at Genier, som fødes i den store fattige Masse, reddes
fra at synke tilbage i denne og sporløst at forgaae. Man tænke
sig ham opvoxen til Manddomsalder i den Afdal i det uskjønne
Evindvik, hvor hans Fædrenehytte staaer, og hvor der ingen Natur
er til at vække Geniet! Og dog vilde dette have viist sig inden
det snevre Omraade. Han vilde havt Ulyst baade til Søen og
Ageren og være bleven betragtet af Forældre og Andre som et
Drog, der bare gik og klinede Kirker, Ansigter og Træer af paa
Væggene. Tilsidst havde det da, naar Forældrene ikke vilde vide
meer af ham, endt med at blive Bygdemaler, og upaatvivlelig
skulde han da have bemalt Bøndernes Skabe, Uhrkasser og Kister
med saadanne, af egen Fantasi og seete Brudstykker sammen-
satte, Prospekter og Blomsterstykker, at der vilde gaaet Ord af
ham fra Viig til Sognefæst.

   Med hvor bittre Følelser dvæler man ikke ved denne Skjebne,
hvis Sandsynlighed kun er altfor stor! Og det Haar, hvori hans
bedre Skjebne hang, det befandt sig jo ganske udenfor hans Selv-
bestemmelse eller for hans Forældres Vilkaar? Men hvor mærke-
ligt, netop af deres Fattigdom -- at de maatte søge et bedre
Erhverv i Bergen -- kom denne haarfine, endnu for Mennesker
usynlige, Parcetraad, som var stærk nok til at bære en kummerlig
Ungdoms Byrder og at lede Geniet frem til Lyset og Anerkjendelse.

d.IV,b.5,s.436      Ak, naar man tænker sig seende udover Folkemassens Hav af
Hoveder -- hvor mange Genier i alle Retninger mon der ikke
fødes derunder for aldrig at blive til hvad de skulde for Verden
og for sig selv? Der lod sig anføre flere Exempler, hvor kun
det blinde Tilfælde har hævet dem frem. Men lad Naturen være
ødsel i sine andre Riger -- i velordnede Stater burde der sørges
for, at Ødselheden med at lade Genier fødes, for uudviklede at
forgaae, blev vanskeliggjort. De burde, naar de fødtes i de fattige
Klasser, være Statens Børn og opdrages paa dens Bekostning.
Man tænke sig dette gjennemført i alle Europas Stater -- hvilke
Fremskridt i Videnskab og Kunst maatte ikke deraf blive de nød-
vendige Følger? Det er jo kun Genierne, som skyde Verden
frem, ikke Fleerheden af disse Kastefødte, som nu udelukkende
faae en videnskabelig Opdragelse og besætte Posterne, fordi
Fædrene ere ved Magt nok til at lade de tungnemmede Sønner
slæbe sig Skole og Universitet igjennem.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE