|
| d.IV,b.5,s.350 |
den Tappre og den Vise Alt; og for
en Efterverden leve maa og døe,
selv mod sin egen Vilje, Mennesket.
Aflænke vil Naturen os, befrie
vort arme Selv fra de for snevre Skranker,
da Hun udtalte Ordet: "Menneske!
i Andre, ikke i dit eget Selv,
dit Tilværs Sødhed være og dit Væsens
Lyksalighed og al din Virkens Maal!
-- -- Elendig Hvo fortabes i sit Selv!
Men Den, som virker for sin Næste -- Han,
Han nyder Livet, Han er salig, Han!"
Vore Dages Kultur lægger ogsaa virkelig med karakteristisk
Energi for Dagen en Tendenz til at komme stedse flere og flere
Mennesker tilgode. Denne ligger vel i dens egen Natur, og fra
Slægt til Slægt ere de Oplyste i et Folk stedse blevne flere, men
det er først i senere Tider den aabenbar har erklæret Massens
Kultiveren for sit Hovedøiemed. Og siden da gaaer den frem
med Lysets Hurtighed. Videnskaber og Kunster populariseres
uden at de derfor tabe i Intensitet, Høide og Dybde. Lærdommen
studerer, Geniet opdager for en Masse, der snart træder det i
Hælene og fordrer nye Fremskridt. I hvor stor Forskjel der vel
endnu finder Sted imellem de kultiverede Nationers Masse og
deres egentlige Oplyste, saa forsvinder dog denne hurtigere nu,
og man bedømmer en Nations Kultur efter hvorvidt dette er skeet,
og ikke efter de enkelte Genier eller Fortjenester af Videnskab
og Kunst, som den maatte have at paavise. Ligesom ikke Homers
eller Fidias, eller Platos Fødsel, men den udbredte Dannelse,
giver Hellas en udmærket Plads i den gamle Kulturhistorie, saa
er det ikke Newtons eller Davys Navne, men deres Genies Frugt-
bargjøren, Massens praktiske Bekjendtskab til deres Opdagelser,
som giver Englænderne Forrangen imellem de kultiverede Natio-
ner. Jo længere tilbage i Tiden, jo mere iøinefaldende er For-
skjellen i Kulturens Fordeling inden Folkene. Deraf den sporløse
Forsvinden af saamange der have glimret i Historien. Med sine
Nobilifamilier var Karthago forsvunden som den troløse Syrte,
og det stolte Romerfolk overlevede ikke sine Patricier. Vor Tid
har derimod indseet, at Basis for et Folks Lykke og Bestaaen
er Almenkultur, at uden den ere de Enkeltes Anstrængelser for
Almenvellet kun usikkre. Naturen har ikke gjort den umulig; den
|
| d.IV,b.5,s.351 |
er meget meer ganske analog med de Regler, denne følger; po-
litiske Institutioner, som betinge Massens Raahed og Trældom,
opløses af sig selv meer og meer; og naar den allerede oplyste
Del af Menneskeheden, istedetfor som tilforn at afsondre sig, vil
meddele sig, naar Menneskehedens Kræfter forene sig til dette
Maal, saa er ingen Forventning om de Fremskridt, Kulturen vil
gjøre, for sangvinsk, naar den holder sig inden de menneskelige
Evners Omraade, og saaledes ikke kræver mere end almindelig
Humaniseren. Denne har Naturen gjort til Menneskehedens Hoved-
opgave. Den er løst for en Deel; men derved ogsaa Maaden at
løse den for Alle funden. Og Haabet om en evig fortskridende
Forædling af Menneskeslægten er da ligesaalidt et Bedrag, som
at vi ere et godt Stykke paa Veien. Dette skal Kulturens Hi-
storie godtgjøre.
E. Sk. Maaske ville Nogle erindre en for nogle Aar tilbage af
Forf. fremsat Idé, om at ethvert, i Fattigdom født, uomtvisteligt
Geni skulde opdrages paa offentlig Bekostning, hvortil en vis
Stipendiesum skulde bevilges. Og fremdeles er jeg overbevist
om, at et bedre Middel til at fremskynde Menneskehedens Frem-
skridt, ikke lader sig opdage. Man tænke sig det gjennemført i
store Stater! -- England og Frankrig vilde naae sine høiere Ud-
viklingstrin uden Revolutioner. Ligheden er jo heri ogsaa rea-
liseret. Og i Rusland! Hvorlænge vilde det vare før ogsaa disses
Nationer kom efter den øvrige civiliserede Verden? Men herom
mere!
|
| BLA BAKOVER |