HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 5. BIND: 1843 - 1845

d.IV,b.5,s.273  
FARBRORS 474 SKAALER,
SAMLEDE OG UDGIVNE AF
OLA NORDMAND,
STUDIOSUS.
MED ET BREV FRA
HR. HENR. WERGELAND
SOM FORTALE.

FORTALE.

   "J
o, høistærede Herr Ola Nordmand, jeg erindrer ganske vel Deres
Hr. Farbror; og De feiler ikke i, at han ogsaa viste mig den Ære, at
indvie mig i nogle af de fortrinligste Skaaler, hvorpaa han var saa riig,
og paa hvis uforfalskede Tradition han medrette satte saa høi Priis.
Jeg kan ogsaa oplyse, at han besad nogle engelske, som oftest af
dobbelt Mening, men som han kun betroede til Øieblikket, da de ud-
sagdes, og som altid, formedelst den uopnaaelige Maneer, hvormed dette
skede i den selskabelige Glædes Culminationsøieblikke, omendskjøndt
de kun halvt forstodes, gjorde samme Virkning som Knaldraketter i et
Fyrværkeri. Deres hurtige Recit lignede disses knittrende Exploderen,
hvori man dog i Øieblikket troede at have opdaget en Mængde lysende
points, men som dog ikke faldt Nogen i Hænderne saa de nærmere
kunde undersøges.
   Hvilken tredive til fyrgetyveaarig, sjelesund Nordmand, som har seet
sig noget omkring i sit Fædreneland, erindrer ikke disse jovialske
Herrer af den gamle Skole, som gjorde Gjestebuderne og navnlig Julen
paa Landet for 10 til 20 Aar siden saa hyggelige imod Nutidens? Ved
enhver selskabelig Leilighed traf man i Almindelighed en eller flere af
disse ubetalelige Selskabsmænd, som vidste at holde alt i den gamle
Skik, traadte en Menuet med de gamle Damer og Bondekoner saa
smukt som Ludvig den 14de med Madame Montespan, førte op Molin-
asken, Kehrausen og Kjæringa med Staven med en uforlignelig Blanding
af Raskhed og Anstand, vare faste Dommere i Julelege, intonerede
med Glas i Haand "om Juul og gode Dage", "Een Ret Mad paa
Nøisomheds Bord", "Fisken svømme", "Lad dadle Kvinderne hvo vil"
o. s. v. og som aldrig vare renonce paa en god Skaal. Det var rigtignok
Tilfælde med de Fleste af disse agtværdige Herrer, at Gjæsterne --
d.IV,b.5,s.274   hvilket man kunde see paa deres egne Damers Miner -- vidste paa en
Prik hvor stort Forraadet var deraf, og i hvad Orden de vilde komme,
skjøndt ikke destomindre det gode Gamle optoges bestandig som godt
Nyt. Men med Deres ærværdige Farbror var det en anden Sag. Han
var Perlen imellem alle gamle Kavalerer; passerede for at være uud-
tømmelig i den Retning; og i de Dage tabtes der Veddemaal fra Aar
til Aar paa at de samme Skaaler skulde ved samme Leilighed komme
igjen. Nogle, f. Ex. for "gamle Norge", "Norges Flag", "Handel og Sø-
fart" vare vel faste; men paa de øvrige skulde ingen lure "Farbror"
(som han kaldtes af hver Mand) naar han var i det Hjørne. Og det
var han altid, og strax naar han var kommen tilbords, og alt gik efter
gammel Skik.
   Men De skulde have seet salig Farbror da det store Gjæstebud var
hos Amtmanden, og han paa anden Haand var bleven betydet fra Fruen,
at Sang og Skaaler ikke længer vare imode! Han holdt sig indtil
Desserten; men da udbad han sig af den naadige Fru Tilladelse til at
deklamere et Stykke, og saa reiste da Gamlingen sig og deklamerede
med megen Sandhed Bjerregaards "Før og Nu", hvilket jeg her vil give
en Plads i dette Brev, da det ellers kun findes i en liden Samling, som
er ligesaa efemerisk som dens Navne, nemlig i Nytaarsgaven "Sneklokken":

           "Naar Harpen tier ved breden Bord,
           Da trives ei Samfundets Glæde",
           Saa hed det fordum blandt os i Nord,
           Da lystige Svende mon qvæde.
           Man sang som Hver havde lært det bedst,
           Og munter og livsglad var Vært og Gjæst.

           Og Fryd og Gammen og Spøg og Sang
           Om Hjerterne Rosenbaand slynged';
           Ved munter Skjemt og ved Glassets Klang
           Selv Oldingens Barm blev forynget;
           Og Frihed hersked' om gjæstmildt Bord,
           Paa Guldvægt man veied' ei sine Ord.

           Men varmt slog Hjertet i Nordmandsbryst,
           Naar "Kjæmpers Fædreland" runged';
           Med dobbelt Styrke klang mandig Røst,
           Og Ønsket var ei tvetunget;
           Og tre Gange tre efter tømmet Pokal
           Et Hurra runged' i Høienloftssal.

           I muntert Samqvem svandt Dagen bort,
           Om Aftenen blev man tilsammen;
           Man fandt, at Tiden løb altfor fort
           I Samlivs fortrolige Gammen;
          
d.IV,b.5,s.275              Og naar man gik hjem til sin Arnes Fred,
           Da venlig Minder man bragte med.
           Nu sidder man stivt om det brede Bord,
           Hvor ingen Gammensord mæles;
           Ei lyder Sang, ei frimodige Ord,
           Og Glæden af Hensyn maa qvæles.
           For fine er vi til Glassenes Klang,
           For alvorsfulde til munter Sang.

           Selv Ynglingen hvisker og strækker frem
           De Følehorn skarpe og fine,
           For at sondere saa smaat med dem
           Og forme derefter sin Mine.
           Paa Frihedens Vei man ei vover sig langt;
           Etikettens Snørliv er dertil for trangt.

           Og drikkes en Skaal, skeer det stille og tyst
           Fast som en Votering paa Thinge;
           Ei Hurra toner fra fulde Bryst
           Og intet Glas monne klinge;
           Man sætter det hen og Alt er forbi
           Med hele den kolde Ceremoni.

           Til Lykke blev ogsaa det Lag forbi,
           Hvor Gjæsterne sad som paa Pinde;
           Man takker sin Gud, at man nu er fri
           For Kjedsomhed dennesinde.
           Man drikker sin Kaffe og søger sit Hjem,
           Bort Stadsminen kaster, og gjør sig beqvem.

           Adskilligt ret Godt har vel Tiden os bragt;
           Men Samlivets venlige Hygge
           Er borte; i al denne Stivhed og Pragt
           Kan ikke sit Tempel den bygge;
           Og Spørgsmaal: -- om Alt det, som Tiden har skabt,
           Kan gi'e os Erstatning for hvad vi har tabt?

           Men lad os nu, Venner, for denne Gang
           Tilbage i Tiden os sætte
           Med lystelig Tale med Spøg og med Sang,
           Og rigtig os Hjerterne lette;
           Pokalen lad vandre, lad tone vor Røst
           I Sange om Norge om Venskab og Lyst!"

   Farbror havde formegen naturlig fiin Takt til ikke at mærke, at han
havde forløbet sig imod Vært og Værtinde; men han hviskede ogsaa
strax til mig: "Der seer du, min Gut, hvad der kommer af den for-
d.IV,b.5,s.276   dømte Skik, at liste Vinen i sig uden at Nydelsen bliver gjort let og
ætherisk ved en Skaal. Det er at jage Blodet, men ikke Nervegeisterne,
til Hovedet. Men ved at indgives med en Skaal, faaer Vinens Materie
ligesom en Sjel. Men nu -- hvad er det for Taabeligheder! -- først
skal man drikke rundt Enhvers Velgaaende isærdeleshed før der er at
tænke paa at komme til sund Sands og noget Idealt".
   Disse den Saliges Yttringer, som han beærede mig med, med en
saadan fortrolig Livlighed, at et Spørgsmaal, som altid havde været en
Gaade for alle Fremmede, nemlig om han bar Paryk eller ikke, ved en
pludselig Haandbevægelse blev løst, lede mig til, saagodtsom med Deres
sal. Farbrors egne Ord at besvare Hovedspørgsmaalet i Deres Brev,
hvilket -- om jeg ikke feiler -- gaaer ud paa at afæske mig min Mening:
om det vel skulde være ganske anstændigt og godt nu, under den ros-
værdige Iver for Maadeholdsselskaber, at udgive en Samling af Skaaler?

   Næst, at dette er en udadlelig Maade at vise Kjærlighed mod den
Henfarnes Minde, og da ingen af Farbrors Skaaler nogensinde anpriste
Umaadelighed, men samtlige meget mere ere Opmuntringer til Dyd og
til Viisdom i Nydelse: maa jeg reentud tilstaae, at de tillige danne en
saadan Kjerne af sund Livsfilosofi og en saadan Masse af ædle op-
løftende Sandheder og gode politiske Grundsætninger, at deres Ud-
spreden til Folket bør betragtes af dette som om en Guldregn var falden
paa dets Hoveder. Skulde Nogen kunne finde nogen Forargelse, maatte
det kun være en eller anden opblæst Sværmer; men jeg troer De kan
gjøre den sikkreste Regning paa Bifald netop fra Maadeholdsmændenes
Fleerhed. Disse have nemlig ikke, saavidt vides, endnu berøvet Selskabs-
bordet Viinglasset, og dettes døde Indhold var det Deres sal. Farbror
med sine Skaaler altid vilde "belive og besjele". "Langkork eller
Champagner mig her og Langkork eller Champagner mig der -- var et
af Deres Hr. Farbrors gyldne Udsagn -- uden en Skaal til, bliver et
Glas Viin ikke et Haar bedre end et Glas Brændeviin. Men det for-
ædles derved; Filosofiens og Erfaringens bedste Sandheder, Geniets og
Lunets bedste Indfald og Venskabets ædleste Følelser fange Liv i gode
Skaaler og Nydelsen opløfter sig til Aandernes Glæde."

   Ved at overveie Udgivelsen af en Samling Skaaler, var det imidlertid
min første Tanke, at saadanne altid burde være Øieblikkets Børn saa-
ledes som de alleroftest syntes at være og virkelig ofte vare hos Deres
sal. Farbror. Men den Fattigdom, der ved mange Leiligheder finder
Sted derpaa, uagtet det maatte synes som om mange dog endnu ikke
burde være gaaene afglemme, og det nyttige Liv i Selskabet, i Ideerne
og i Følelserne, som en god Skaal, hvor den nu skriver sig fra, kan
vække, har bortryddet denne Betænkelighed. Hos det engelske Riges
Nationer holdes Toasterne i usvækket Hævd ved alle Gjestebud, og
d.IV,b.5,s.277   omendskjøndt man hvert Aar seer hundrede nye, stikke de gamle
Gentlemen dog ofte en "Toastmaker" i Lommen, naar de gaae i Gjæste-
bud, uden at de dog bruge den anderledes end til at opfriske Hukom-
melsen. Hertil brugte Deres sal. Farbror saa ganske hemmelig under
Parykken at kløe sig over det venstre Øre, og dette pleiede aldrig at
slaae ham feil.
   Paa Deres sidste Spørgsmaal, om jeg troer det vil skade Dem, som
kanske engang vordende Studiosus theologiæ, at De udgiver Farbrors
Skaalsamling, da maa jeg oprigtig svare Dem at jeg saameget mindre
kan tro, at et saadant Foretagende uden for Faget af en ung Mand
kan være ham til nogen Skade, som litterære Fortjenester i Faget af
ældre Mænd ikke synes at have været dem til nogen Nytte. Man tør
altsaa haabe godt af det modsatte. Men overhovedet maa De gjøre
Dem til en Regel hertillands, at være fornøiet, naar De ingen positiv
Skade har af et literært Foretagende.

   Nogle enkelte Skaaler af egen Fabrik har jeg ogsaa den Fornøielse
at sende Dem, idet jeg ønsker, at Deres Skaalsamling maa ligesom ind-
føre i de norske Festsamkvem den pyntelige gamle Farbror med al
hans sunde Fornuft og Gudstro, hans menneskekjærlige Tænkemaade,
varme Patriotisme, sande Munterhed og altid friske Lune!

   Jeg synes at see ham reise sig i sin blaa Kjole med store blanke
Knapper i, den sorte Atlaskesvest fra Bernt Ankers Dage, Kalvekrydset,
Manskjetterne, den store Uhrkjede, de blanke Støvleskafter . . jeg synes
at see det jovialske rosenfarvede Ansigt med de klare blaa Øine og
den overordentlig forslagne Paryk, og at høre ham banke tre Gange
paa Glasset med Kniven, at løfte det op foran Øiet ligesom om han
tabte sig i Beundring af Vinens spillende Farver, og saa med Livlighed
at fremsætte en eller anden af hans uudtømmelige Forraad af Skaaler,
hvoraf De kun har samlet en ringe Deel. Træffes vi, gjælder det Far-
brors Skaal og dernæst enhver Nordmands, som ligner ham i at gjøre
de selskabelige Samkvem baade fornøieligere og nyttigere ved at til-
bagekalde til Glasset Sangen og Toasten.

Grotten den 1ste Mai 1844.
Henr. Wergeland".



SKAALER.

                 N
ormanna- og Svea-Konnings Valgsprog: "Ret og Sandhed!"


                 Kongen leve! og gid ingen brav Nordmand maa være uden
           hans Billede i sin Lomme!

d.IV,b.5,s.278  

                 Tapperhedens Fødested, Frihedens Hjem, Gjæstfrihedens Arne
                      -- gamle Norge!



                 Gid Kongen maa leve længer end hans Raader! Og gid de
           leve længe!



                 Lykkens Sol altid i Opgaaende over gamle Norge!



                 Kongehuset! Livsensstyrke flamme i den stolte Stamme!



                       Gamle Norges Skaal!
                             "Evig du stande,
                             Elskte blandt Lande!
                       fast som den Storm, der omsuser dit Fjeld!
                       og medens Bølgen omsnoer dine Strande
                       stedse du voxe i Hæder og Held!"



                 Held Norge! Held dets Drot! og Held dets Sønner!



                       Hvert Skib, som ude er, vel hjem!
                       Gid Bør og Bølge maa det skyde frem!



                       Om Normænd saa tidt ei, som forhen, fægte,
                       Gid de fra Fædrene ei vanslægte!



                       Held Dal og Sø og Fjeld!
                       Vort Norge Held!



                 Den norske Løve! Gid den aldrig maa reise sig i Vrede eller
           lægge sig i Frygt!



                 Leve den fri Presse, Misbrugs Retter, den Undertryktes Skjold,
           Undertrykkeres Rædsel!

d.IV,b.5,s.279  

                       Rank som Granen, haard som Jern,
                                  Normand være Norges Værn!



                       Sang og Saga i vort Norden!
                       Norges Navn vidt over Jorden!



                 Gid Fattigdommen altid være en Dagsreise bag os!



                 Gid vi maae være Børn; men ikke i Tale!



                       Heller Død,
                       end at Normand Troskab brød!



                       Svea Held bag Kjølens Rygge!
                       Nor og Svea sammen bygge!



                       Tapperhed, Troskab, vor ældgamle Ære
                             være til seneste Slægter i Priis!
                       Norrig, vor Moder, vi værdige være!
                             Leve og døe efter Fædrenes Viis!



                       Gid Nordmænd sit Navn uden Blussel maa bære!
                       som Fædrene fri og oprigtige være,
                             ukjendte ved Smiger og krybende Svig!
                       maae kjækt gaae imøde hver Fare som truer!
                       maae brænde af evige hellige Luer
                             for Frihed og, elskede Norge, for dig!



                       Sang oplive Glædens Bæger!
                             Broder-Venskab adle Skjemt!
                       Og hvergang os Druen kvæger
                             Armod aldrig vorde glemt!

d.IV,b.5,s.280  

                       Brødre! høit det Ønske lyder:
                                        Venskab stedse hos os boe!
                       Sødest, renest Vellyst fryde
                             Den, som bliver Venskab tro!



                       En Skaal for de Skjønne! Gid Skjønhed og Ynde
                       maa lade os glemme hvad Eva mon synde!
                             De stedse i Blomster uvisnede staae!
                       Hver Pige, som sukker i Kjærligheds Lænker,
                       og lønlige Sukke sin Elskede skjænker,
                             før Aaret fuldendes i Brudeseng gaae!



                       Gid Elskeren aldrig sin Elskov fortryde!
                       Gid aldrig Fornuften den Lænke maa bryde,
                             som Amor har smeddet af Gratiers Smiil!
                       Er Frihed vort Ønske, vor Sang, vor Gudinde,
                       man aldrig os Mænd da saa tossede finde,
                             at afslaae en Kjæde af yndige Smiil!



                       Vær du vort Selskabs Skydsgudinde,
                       o Venskab, Jordens bedste Held!
                       vort Favnetag dit Hædersminde!
                       vor Fryd udspringe fra dit Væld!
                       Op Brødre! stemmer, stemmer i:
                       Held være Venskabs Harmoni!



                       Lad Verden kjende,
                       at Venskab er vort Øiemed,
                       at alle, alle Hjerter brænde
                       for det, den Jordens Salighed!
                       Op, Brødre! stemmer, stemmer i:
                       Held være Venskabs Harmoni!



                 Addition for Handelen, Subtraktion for Skatterne, Multiplikation
           for Fabrikkerne, Division for overdrevne Gager og ufortjente
           Pensioner!

d.IV,b.5,s.281  

                 For alle Landets velgjørende Indretninger!



                 Et Par Spindelvæv-Buxer, en skarp Sadel af Svinelær, en stad halt
                      Hest og en lang Dagsreise for alle Fiender af Friheden og Norge!



                       Gid Fredens de løvfulde Palmer groe
                       i Norrigs velsignede Egne!
                       I Hytten boe Møie, i Borgen Ro!
                       Samdrægtighed bo allevegne!



                       Gid Bonden drage i hellig Fred
                       den Fure, som Velstand ham lover!
                       og bugnende Stavne fra fjernest Bred
                       gaae trygt over rullende Vover!



                       Sagtmodighed, Blidhed, hver stille Dyd
                       være Kvindernes fagreste Smykke!
                       Ei støiende Glæde, men huuslig Fryd,
                       udgjøre vore Hustroers Lykke!



                       Befrielse for hver Slave
                       og Frihed for den Brave!



                       Hver Mand være tro i Ord og Daad!
                       En indgangen Pagt han ei svige!
                       Den Nidding, der volder Besvegnes Graad,
                       af Normænds Samfund sig snige!



                 En Skaal for den Mand, som betragter sit Liv som en Gjeld
           til sit Fædreneland!



                       Gid Velstand og Hæder, Lykke og Fred,
                       og Oldtidens Styrke og Vælde
                       maa boe i vort Hjem fra Glommens Bred
                       til Finmarkens snedækte Fjelde!

d.IV,b.5,s.282  

                 Gid Retfærdighedens Sværd maae blive svunget af Naadens
                      Haand!



                 Alle ædle Menneskers Skaal! og gid de ikke findes ved dette Bord!



                 Vind for den Seilende, Held for den Beilende og Overbærelse
           for den Feilende!



                       Svæv hædret fra kneisende Master,
                       du Norrigs uplettede Flag!
                       Mens Landværn til Baunerne haster,
                       at møde i standende Slag.
                       Almægtige Hærenes Herre!
                       giv Norrige Seier og Ære!
                       For Freden at vinde i Kampen vi gaae.
                       For Konge og Arne vi stride og slaae!



                       Regjeringen viis!
                       Vor Skibsfart og Flidens Produkter i Priis!
                       Gid aldrig vi friste maae Fredens Forliis!



                 Gid De, som ville rodhugge Frihedens Træ, maae blive knuste
           af dets Fald!



                 Vore Sønner dygtige og brave! Vore Døtre beskedne og tækkelige!



                 Gid Adjektivet "lykkelig" altid maa være forenet med Substan-
           tivet "Norge"!



                       Mildt som Aftenstjernen smile
                       sande Glæder til os ned!
                       De forskjønne Mandens Hvile,
                       og belønne Dagens Sved.
                       Os en ædel Broder møde
                       med uskrømtet Favnetag,
                       og en rolig Aftenrøde
                       slutte den anvendte Dag!

d.IV,b.5,s.283  

                       Frihedstræet blomstre overalt paa Jordens Rund!
                                  Hvert Menneskebarn faae en Frugt i sin Mund!



                 Gid Vægten af vore Skatter aldrig maae knække Ryggen paa
           vor Kredit!



                       Bliden Sjelero forsamle
                       i fortrolig Vennekreds
                       Yngling, Manden og den Gamle
                       med den forsvundne Dag tilfreds!
                       Ved dens Harmoni forsvinde
                       Forskjel mellem Stand og Aar!
                       Her graaisset Olding minde
                       glad sin Sommer og sin Vaar!



                 Gid vi altid maae have nok for os selv og en Skilling tilovers
           for vore Venner!



                       Ædle Venskab, du vor Hæder!
                       stadig du iblandt os bo!
                       Adle du vort Selskabs Glæder!
                       og befæst vort Hjertes Ro!
                       Du, som vore Hjerter byder,
                       Dig til Hæder synge vi:
                       Ædle Venskab, Intet bryder
                       dine Sønners Harmoni!



                 Gid Frihedens Sønner maae gifte Dydens Døttre!



                       Du Norriges Flag!
                       dig følge den Hæder hver kommende Dag,
                       som altid dig fulgte i herligste Glands
                       naar Heltene fegted for Seierens Krands!



                 Gid hver brav Mand i Ulykken maa være som Fjærbolten, der
           springer høiere jo mere den slaaes!

d.IV,b.5,s.284  

                 Religiøs og borgerlig Frihed vandre Haand i Haand Jorden rundt!



                       Brænd høit, brænd varigt i vort Norden,
                                  for Norrige vor Kjærlighed!
                       Gjør Manden kjæk i Slagets Torden
                       og nyttig i den gyldne Fred!
                       Vor Attraa Verdens Børn skal ære,
                       Alfader give Bifalds Smiil!
                       Den gode Borgers Navn at bære,
                       er Maalet, som vi sigte til.



                       Gid Viisdom ved Fyrstens Side staae!
                       Retfærdighed Broder ham nævne!
                       Gid Sandhed trindt om hans Fodspor gaae!
                       og Klogskab hans Veie jevne!



                       Gid Uskyld, som Barnet ved Moderbryst,
                       maa trygt hos Retfærdighed hvile!
                       og Lasterne, skrækte af Lovens Røst,
                       maae lyssky til Mørket bortile!



                       Utvungne gid Tankens Yttringer staa!
                       Løst vorde de Baand, som dem binde!
                       Da Videnskabs Sol vil sin Zenith naae,
                       og arvede Fordom vil svinde.



                       Gid Held og Hæder følge med
                             vor elskte Drot, den Gjæve!
                       Hurra! er vor Veltalenhed.
                             Hurra! vor Konge leve!



                       Pokalen tøm til dyben Bund!
                             og Røsten høit vi hæve!
                       Vi raabe alle af een Mund:
                             Hurra! Vor Konge leve!

d.IV,b.5,s.285  

                       Gid Hver, som Ærlighed har kjær
                                  som gjerne Armods Talsmand er,
                       engang iblandt i Vennekreds
                       sit Bæger tømme maa tilfreds!



                       Held hver den blide hulde Pige,
                       som aabner Jordens Himmerige
                             for trofast Elsker i sin Arm!
                       Og Held hver Den, hvem Dyden leder
                       til Jordens bedste Saligheder
                             ved trofast elsket Piges Barm!



                       Held Den, som kan paa Livets Dage
                       med glade Øine see tilbage,
                             og saa til Glæden ile hen!
                       Gid den maa ile ham imøde!
                       Gid ham ved Banens Aftenrøde
                             tilsmile trofast Viv og Ven!



                 Gid Fornøielsens Baad altid maa have Fornuften til Styrmand!



                 Gid dygtige norske Hænder maae være forenede med trofaste
           Hjerter!



                 Gid hver Den, som er saa heldig at undgaae Skinsygens Kvik-
           sand, ikke maa blive siddende paa Ligegyldighedens Klipper!



                 Gid den Kriger, som aldrig vendte Fienden Ryggen, aldrig maa
           have en Ven, som vender ham Ryggen!



                 Den norske Flaade! Maa den altid seile paa Ærens Sø, for
           Lykkens Briis, med Tapperhedens Flag og Dygtighedens Kompas,
           og lægge ind i Seierens Havn!

d.IV,b.5,s.286  

                 Den norske Krigsmagt! Maa den i Ulykkens Time udmærke sig
                      ved Tapperhed, i Farens ved Mod, i Seierens ved Menneskelighed!



                 Den røde Dølehue! Maae Verden altid see Frihedens Glo i den.



                 Nok i Glasset! Nok i Lommen!



                 Altid et Glas gammel Viin for en gammel Ven!



                       Heller Nød og Barkebrød
                       end forlade Norges Skjød!



                       Norge! elskte Fædreland!
                       Frihed hos dig boe og bygge!
                       Kongen og hver ærlig Mand
                       din Selvstændighed betrygge!



                       Norges gjæve Odelsæt
                       stedse hævde Lov og Ret!
                       Den i Fædres Fodspor træde!
                       værne om Haarfagers Sæde!



                       Norrige! Held om dit Fjeld, om din Skov!
                       Held om din hellige Friheds Lov!



                       Stande hver Normand med roligt Mod
                       om Norge end kræver hans Hjerteblod!



                       Enighed knytte til Norges Sag
                       hver Normand til Norges den sidste Dag!

d.IV,b.5,s.287  

                       O Frihed, gjør Normanden dydig og stor!
                                  dit straalende Tempel staae evigt i Nord!



                       O Du, som fra Uhyrer renser vor Jord,
                       o djærve Tyranhad, dø aldrig i Nord!



                 Vore Venner! vort Land! vore Love! vort Hjem! vor Kjærlighed!
           og vor Frihed!



                 Opposition uden Interesse!



                 Dyden riig! Lasten bankerot!



                 Druernes Blod sprudle i Munterheds Tempel!



                       Paa Børn som eie Kraft og Marv,
                       og faae vor Munterhed i Arv!



                       Held for den Drot, som bereder og fremmer
                             Ved lovbundne Vælde vort Fødelands Vel!
                       Gid aldrig, bedragen af Smiger, han glemmer,
                             at Magten kun laantes at udbrede Held!



                       Svind, Adelskab, svind! og Foragt mod Enhver,
                       som drømmer om Ahner og arveligt Værd!



                       Gid Lighed maa herske i Norriges Land!
                       Kun straalende Borgerdaad adle sin Mand!



                             Held det Kjøn,
                       vor Slægts og Jordens Smykke,
                       hvis Ømhed er Mandens Løn
                             og Kronen paa hans Lykke!

d.IV,b.5,s.288  

                       Lyksalighed er Jordens Maal --
                                  Viins, Venskabs, muntre Pigers Skaal!



                       Skaal for Enhver,
                       som af vor Mening er!
                       Er han, skjøndt ærlig, det ikke
                        -- nu! ogsaa Hans vil vi drikke!



                       Der er en Skaal, jeg ei kan svige:
                             det Venskabs er; den egnes Den,
                       som lærte mig, at, næst sin Pige,
                             man hylde bør sin Ungdoms Ven!



                       Et Glas af fuldt og aabent Hjerte
                             vi vie Hver, som glædes ved
                       at standse Graad og lindre Smerte!
                             Ham lønne Sjelens blide Fred!



                       Os Himlen gav en vakker Flok,
                             hvis Navn er endt paa "Ine".
                       Vi mange har, skjøndt langtfra nok,
                        -- Skaal Mine, Caroline!



                       Leve Koner, Enker, Piger!
                       Leve Vennen, som ei sviger!
                       Leve Viin og Kjærlighed!



                       Et roligt Sind! en Munterhed,
                       som følger os til Gravens Bred!



                       Vor Kummer forsvinde ved vennefuldt Bryst!
                       At elskes, det være vor Stolthed og Lyst!

d.IV,b.5,s.289  

                       Evig Nag og Hevn forsvinde
                                  af vor Broderkreds med Skam!
                       Fred med vores værste Fiende!
                       Kun hans Anger ængste ham!



                 Leve for at lære! Lære for at leve!



                 Gid Haabets Solskin aldrig maa forsvinde fra den Fængsledes
           Vindu!



                 Fængselgittret være altid forgyldt af Haabets Solskin!



                 Sludder og Smuds banlyste fra godt Selskab!



                 Godtro aldrig skuffet!



                 Fortjenesten iveiret!



                       Bort med de Glæder, som lønne med Nag,
                       og vække kun Smerter den følgende Dag!



                 Gid hvert Speil, vi see i, kaste noget Smukt eller Ædelt tilbage!



                 Næstens Feil mørke! hans Dyder straalende!



                       Mod, naar Kummer overvælder!
                             Evighed for hvad vi svoer!
                       Hjælp hvor Uskyld Taarer fælder!
                             Sandhed over alt paa Jord!



                 Gid Andres Feil blot vise os Stygheden af vore egne!

d.IV,b.5,s.290  

                 Gid vore Tanker aldrig mislede vor Dømmekraft!



                       Voldsmænds Blod kun Sværdet drikke!
                                        Høimod selv mod Svig og List!
                       Haab i Dødens Øieblikke!
                             Naade for Guds Throne sidst!



                 Gid vi maae være mere færdige til at rette vore egne Feil
           end til at publicere Andres!



                 Aldrig saa lave, at vi misunde Andre deres Lykke!



                       Hver tilgive! Ingen bøde!
                       Leve, leve selv de Døde!
                             Intet Helved være meer!



                 Ingen Rettighed kjøbt for et Medmenneskes Smerte!



                 Trøstens og Hjælpens Porte altid aabne for Lidelsens Børn!



                       Mod naar Afskedstimen vinker
                             os i Gravens Mørke ned!
                       Brødre! og Barmhjertighed
                             hist naar Dommersværdet blinker!



                 Ærlighed for Kjøbmanden! Tapperhed for Krigeren! Raskhed
           for Sømanden! Viisdom for Regjeringsmanden! Christelig Kjærlig-
           hed og Velvilje over det hele Land!



                 Sundhed for min Krop, Velmagt for min Pung, Himlen for min
           Sjel! Og jeg ønsker Eder ikke værre.

d.IV,b.5,s.291  

                       Vort Samfund Held!
                                  Dernæst hele Verden Vel!



                 Held for Den, som ønsker Andres!



                 Hjerte til at føle! Hjerte til at give!



                 Vore store Mænd gode! vore gode Mænd store!



                 Glæder som Fixstjerner! Sorger som Stjerneskud!



                 Gid vi maa være lykkelige, og vore Fiender erfare det!



                 Gid hvert skjønt Ansigt forkynde et endnu skjønnere Hjerte!



                       Ved Venskab og Tro
                       blomstre vort Samfund i Fred og i Ro!



                 Gid vor Vens Søn maa leve for at blive en bedre Mand, om
           muligt, end hans Fader var!



                 Hver Dag bedre end igaar!



                       Mindes de Brødre, som græde!
                       Veldaad adle vor Glæde!



                 Det Skjønneste paa Jorden: vor første Kjærlighed!



                 Aldrig blind for vore egne Feil!



                 Held og Fremgang for ethvert gjævt og lovligt Foretagende!

d.IV,b.5,s.292  

                       Hver en Broder blive
                                        en retskaffen Mand!
                       gavne, trøste, give,
                             hjælpe hvor han kan!



                             Alle Gode
                             frisk tilmode!
                       Alle Skrantende og Svage
                             Sundheds Dage!



                       Vor Aften svinde hen i Glæde
                             men førend vi adskilles nu,
                       de Lidende, ja dem, som græde,
                             dem lad os komme først ihu!



                       Til Bægeret altid en vennefuld Kreds,
                       og altid med Alting derude tilfreds!



                 Paa et godt Livs bedste Belønning: en Død i Fred med hele
           Verden!



                       Gid Ingen hvorhelst man sig samler til Lyst,
                       maa klinke for sparsomt og sidde for tyst.



                             Fisk paa Krogen!
                             Sild paa Vaagen!
                       Hvert Aar bebude ved Hval og Maagen
                             rigt Fiskeri!



                 Gid Flid og Industri altid være Lykkens Yndlinger!



                 Fornøielser af Arbeide! og Fremgang af Fornøielser!



                 Virkeligheden bekræfte vor Indbildningskrafts Fostre!

d.IV,b.5,s.293  

                 Gid vore Feil maa være skrevne paa Strandbredden, og enhver
                      god Handling være en Vove, som skyller dem ud!



                 Vore Tunger heller Plastre end Knive! heller Rosenblade end
           Torne!



                 Geni og Fortjeneste mangle aldrig en mægtig Ven!



                       Fredens Vinge over Landet!
                       Landets Skibe over Vandet!



                 Gid Revolutioner aldrig holde op saalænge et Tyranni existerer!



                 Maa Bravhedens Pande blive smykket af Skjønhedens Haand!



                 Gid vi aldrig finde Farer lurende paa Tryghedens Grændser!



                 Gid vi altid maa see fremad mod bedre Tider, men aldrig være
           misfornøiede med den nærværende!



                 Gid vi aldrig maae komme ind i en slet Sag og aldrig forlade
           en god!



                 Det Land, vi leve i! Gid de, som ikke like det, maae forlade det!



                 En Armee som kan staae, men ingen staaende
Arme
!



                 Gid almindelig Fred, almindelig Velstand og almindelig Tilfreds-
           hed aldrig maae blive ualmindelige!



                 Et Pas fra Norges Bank at reise med og Kongens Billed til
           Ledsager!

d.IV,b.5,s.294  

                 Gode Skibe, god Vind og gode Søfolk!



                 Gid Viin aldrig blive Kjærlighedens Fiende!



                       Fylder hver sit Glas til Randen!
                                  Bacchus elsker bredfuldt Maal;
                       klinker glade med hinanden!
                       Drik Enhver sin Piges Skaal!



                       Fordom, Tvang og Griller vige!
                       Ingen af os være Nar!
                       Ingen skamme sig at sige
                       frem, hvad Navn hans Pige har!



                 Gid Munterhed altid smile om dette Bord!



                 At Ingen af Os nogensinde maa mangle en Ven til at opmuntre
           sig og aldrig et godt Glas til at muntre ham!



                 Gid vi maae vurdere en gammel Ven og elske en gammel Viv!



                 Kjærlighed for Kjærlighed!



                       Leve hver Dandsens fro Veninde!
                       Leve hver Dandsens raske Ven!
                       Aldrig forbittre Nag dens Minde!
                       Altid uskyldig være den!



                 Kjærlighed i hvert Hjerte! Frihed i hvert Bryst! Kundskab i
           hvert Hoved!



                 Gid vi kunde kysse Den, der behager os, og behage Den, vi kysse!

d.IV,b.5,s.295  

                 Gid Vinen altid maa være Viddets Bryne!



                       Held Enhver, som munter veed
                                  Livets Modgang at forjage!
                       Roser groe i ethvert hans Fjed
                       til hans Vinters Dage!



                 Muntre Elskere til smilende Piger!



                       For røde, for hvide, for blakkede Viin!
                       Gid Sorgen maa finde i den Medecin!



                 For den Skjønhed, som ikke alene henrykker Øiet; men for-
           tjener at vinde Hjertet!



                       Held Pigen, som ei er en Venus alene;
                       men kydsk som Diana og klog som Athene!



                 Kjærlighed for Een! Venskab for Faa! Godhed for Alle!



                 Gid Kjærlighedens Vinger aldrig maae miste en Fjær!



                 Gid den oprigtige Elsker altid blive troet og Bedrageren bedraget!



                 Gid vi aldrig maa overskride Klogskabens Grændser eller træde
           paa Venskabets Bryst!



                 Uskyld før Ægteskabet! Troskab siden!



                 Følelse for at elske en Pige! Fortjeneste til at vinde hende!

d.IV,b.5,s.296  

                 Den Pige, Enhver elsker! Den Ven, han kan stole paa!



                       Vore elskte Søstre leve!
                                  Brødre, stemmer i med mig!
                       For Enhver den Ædle svæve,
                       som han har udkaaret sig!



                 Uskyldighedens smukke Rødme forlade aldrig den norske Piges
           Kinder!



                 Gid Personernes Forbindelse altid være bygget paa Hjerternes!



                       Leve hver en ædel Mage,
                       som sin Mand er huld og tro,
                       lindrer ham de mørke Dage,
                       og forsøder ham de froe!



                 Kjærlighedens Pillarer: Godhed og Troskab!



                       Leve Piger, som indtage
                       ømme Yngling uden Svig,
                       og hans Sjel til Dyden drage
                       ved at drage den til sig!



                       Leve Lenge lykkelige,
                       elskte Koners ømme Mænd!
                       Hver, som sukker for en Pige,
                       vorde elsket ømt igjen!



                 De Eenlige forlovede! De Forlovede gifte! de Gifte lykkelige!



                 For det Ansigt, Naturen har sminket, og det Hjerte, som ikke
           kjender Bedrag!

d.IV,b.5,s.297  

                       Leve vor Ungdoms Veiledning og Lyst,
                                  Vor Manddoms Belønning, vor Alderdoms Trøst!
                       Mænd! Oldinger! Ynglinger! ærer det Kjøn,
                       som os i hver Alder vor Bane gjør skjøn!



                       Damerne leve til Held for Enhver,
                       som er deres Yndest og Kjærlighed værd!



                 For Kjærlighedens Kys paa Uskyldighedens Læbe!



                       Gid stiftet Gavn og lindret Nød
                       os være Fryd i Liv og Død!



                       Høit lyde Glassenes klingende Toner!
                       Høit lyde Brødres forenede Røst!
                       Yndige Piger og kjærlige Koner
                       leve os Alle til Held og til Trøst!
                       Til Ære for Elskov, alt Levendes Maal.
                       I Koner! I Piger! I Skjønne! Jer Skaal!



                 Naar Kjærlighed angriber Hjertet, gid da Æren foreslaae Vaaben-
           stilstand!



                       Fred og Glæde
                       Dem, som græde!



                       Gid Den, som ikke føler Venskabs ædle Drift,
                             og som med os ikke
                             Venskabs Skaal vil drikke,
                       maa drikke grønnen Galde, Eddik og Forgift!



                 Gid vi leve for at gjøre vel, og gjøre vel for at døe vel!



                 Gode Katte, om der er Rotter og Muus i Statskassen!

FORRIGE
NESTE