|
|
| d.IV,b.5,s.254 |
MINE TO SORTE KATTE. (ET EVENTYR).
ber, som hedte "Nattens Diamant," fordi hun forresten var saa
steenkulglindsende sort, at hun ligesom glindsede i Mørke; men
hun var saa tyvagtig, at jeg, da min gode Naboerske alligevel
vilde have den, skilte mig ved den. "Farvel, Diamant!" sagde
jeg, og puttede den i en Sæk, "men hvor skal jeg nu faae din
Mage i Skjønhed og Pudseerlighed fra?" Jeg meente: i Skjøn-
hed og Udyder; men i Adskillelsens Øieblik sagde jeg dog ikke
mere. Iaar har jeg faaet mig en sød liden ganske sort Hankat,
der kom spadserende af sig selv, og som hedder "den fortryl-
lede Negerprinds," og om begge er der et Eventyr.
Hvad skulde nemlig hænde her en Nat med saa smukt et Maane-
skin, at jeg maatte op for at see derpaa? Alt var som overgydt
med et Perlemoder. Paa Rækværket af Altanen udenfor sad
"Nattens Diamant," et sort Katteskind var skjødesløst kastet paa
Gulvet, og en ganske sort liden Dreng stod og strøg hende paa
det ømmeste.
"Kjære Misselimiss," sagde han, "Bedstemoer er ikke længer
vred, naar du bare vil følge med tilbage. Derfor veed du jeg
er kommen efter dig; men saaledes gaar den ene Fuldmaane
efter den anden uden at det nytter mig." "Ja det var ogsaa et
Indfald af dig Kiss-Kiss, at komme efter den lange Vei. Nei Tak,
nu bliver jeg her, for jeg skal sige dig Musene ere saa søde."
"Det føler jeg nok, naar jeg har Skindet paa," svarede Kiss-
Kiss; "men hør! nu, da jeg er mig selv, hvor længes jeg efter
en Skaal Flødemelk som hjemme hos Bedstemoder."
"Da skulde du smage min Madmoers Fløde," sagde Misseli-
miss og slikkede sig om Munden.
"Ak, du er uforbederlig," sagde Kiss-Kiss sørgmodig. "Bedste-
moer sagde ogsaa, at hun frygtede derfor, saa det var med stor
Møje jeg fik Lov at komme efter dig. Men husk dog, at du er
en Prindsesse, søde Misselimiss." "Med min Frihed er jeg en
Dronning," svarede hun.
"Paa et lumpent Loft. Tænk paa Palmetræerne hjemme."
|
| d.IV,b.5,s.255 |
"Slotstaget er højere. Du skulde føle et Bad i Stjernernes
Skin der. Oh, det frisker min Pelts, saa den gnistrer somom
Diamanter sprang af hver Haarspids. Desuden -- fulgte jeg dit
Raad, vilde man, paa Grund af vor Negerfarve, troe, at vi vare
Slaver, og da er det bedre at være Katte med den Ære, som
altid følger med Friheden." "Sandt nok, Misselimiss; men -- "
"Jeg har intet "Men," taabelige Kiss-Kiss, Bedstemoersdalt, naar
jeg har Lyst til nogen Ting," sagde Diamanten, vispende med
Halen, som Kattene gjøre naar en Lidenskab opstaaer hos dem.
"Det er ikke Friheden, Misselimiss. Det var den, Bedstemoer
sagde fortjente ikke Krandse, men Riis." "O, mind mig ikke
om Vidjebuskene ved Kongofloden! Min Madmoer er ganske
anderledes taalmodig end Bedstemoer kan du tro." Og Halen
vispede atter. "Jeg har det godt," lagde hun til, og begyndte
ganske rolig at spinde.
"Du vil altsaa ikke?" sagde Kiss-Kiss med en Taare i Øjet.
"Tys!" hviskede Nattens Diamant, og skjød Ryg. "Hvad er det
nu?" spurgte Kiss-Kiss, gribende iilsomt efter Katteskindet.
"En Muus!" Og vips var Veninden borte. Jeg hørte kun en
Raslen og et fiint Hviin i Buskene nedenfor.
"Bedstemoer havde Ret," sagde Kiss-Kiss, idet han trak Katte-
skindet over sig ligesom en Handske. "Den, som begynder at
stjæle, bliver gjerne ved."
Aha, lille Puus! tænkte jeg, er det saaledes fat med dig, saa
gad jeg nok vide Sammenhængen noget nærmere; og derfor
-- næste Fuldmaane passede jeg paa, og greb Skindet just som
Kiss-Kiss havde slængt det paa Rækværket og var krøbet op
for at see efter om Diamanten ikke vilde komme pilende hen-
over Jordet sagtere end Skyggen af en Sky. Jeg fik da føl-
gende Historie at høre i Maaneskinnet, thi ind fik jeg ikke Kiss-
Kiss saaledes som han nu saae ud, nemlig som en slank velskabt
Negerdreng, sort, glat og glindsende som Ibenholt, med Tænder,
der skinnede selv i Skyggen, og store venlige Øine med megen
hvid Emalje og store kulsorte Øjestene i.
"Paa hver sin Side af den store Congo-Flod i Afrika ligger
Kongerigerne Akim og Mequimbo, og næsten stedse i Krig med
hinanden. Akimiterne havde lidt et skrækkeligt Nederlag af
Mequimbanerne, som endog havde indtaget Hovedstaden, øde-
lagt alle dens Potter af Leerhytter, sat Ild paa den store bikub-
|
| d.IV,b.5,s.256 |
agtige i Midten, som førte Navn af det kongelige Slot, og dræbt
Kongen selv og paa det nærmeste hans hele Familie. Thi kun
den yngste Prinds, Kiss-Kiss, var bleven reddet til Skovene paa
sin Farbroders Arme; og var han ikke Øiestenen før, saa blev
han det nu. Et Par Maaneder efter kom dog Farbroderen, en
sand Helt, frem igjen af Skovene med endeel trofaste Krigsmænd
med Fjedrene ligesaa kaut paa Hovederne som før, svingende
Kjøllerne over Hovederne med det gamle Krigsskrig og truende
over Floden til Palmeskovene i Mequimbo med ligesaa kjække
udfordrende Gebærder som før. Men hvad skulde der blive af
Prindsen, Landets Haab, Thronarvingen, den lille Kiss-Kiss? Han
kunde dog ikke gaae med over Floden til en Krig, som vilde
blive meer rasende end nogen af de foregaaende, siden den fæle
Hævn, Hyænen mellem Lidenskaberne, var kommet med i Spil-
let. Da erindrede Høvdingen, at gamle Mumbobumbo, en Kone
berømt for sin store Viisdom og saa anseet, at hun kaldtes Bedste-
moer over hele Landet rundt omkring, ja baade af Akimiter og
Mequimbaner, boede ved Flodens Bredder under nogle Kokos-
træer, som lode sig skimte i Fjernet; og did blev nu Kiss-Kiss
bragt, og Mumbobumbo modtog ham paa det Bedste. Paa det
Bedste, det vil sige kjærligen og med hvad hun havde, og det
var ikke meget, siden en Trop Mequimbaner, som vare fra de
fjerne Grændseskove og ikke kjendte "Bedstemoer," ogsaa havde
ødelagt hendes lille Ejendom. Hendes Agerbit havde man brændt,
oprykket alt i Haven og jaget hendes Ko og Fjerkræet tilskogs,
og kun Kokospalmerne havde man ladet staae, saa hun dog havde
lidt til Spise og Melk af de søde Kjerner for Pleiebarnet og sig
selv. Kiss-Kiss maatte da klattre op i Palmetoppen og kaste
Nødder ned, og saaledes lærte han tidlig den Kunst. Men knap
Tæring var det, og hverken Koen eller Hønsene og Duerne vilde
vende tilbage.
Imidlertid hærjede Regenten af Akim paa den anden Side af
Floden, og man saa ofte Flygtende svømme over, skjønt det var
farligt nok for Krokodillerne. En Dag kom en Qvinde med præg-
tig Hovedpynt af Fjær og glimrende Arm- og Halsbaand af store
hvide Perler og Diamanter til Bredden med sit Barn i en Kurv
paa Skulderen, og endelig beqvemmer hun sig til at forsøge at
slippe over. Moderkjærligheden overvandt Dødsfrygten. Hun
kyssede sit Barn, kastede Hovedpynt og Smykker af, slængte
|
| d.IV,b.5,s.257 |
Kurven paa Skulderen og lagde ud. Allerede var hun nær den
anden Bred, hvor Mumbobumbo og Kiss-Kiss sad imellem Vidje-
buskene, da man hører et Skrig og et Pladsk. Man seer kun, at
Moderen strækker sine Arme op over Vandfladen, skyder Kurven
med Barnet i fra sig ind imellem Sivene, og forsvinder. Men
Bedstemoer var ikke seen. Hendes Arme syntes at forlænge
sig; Kurven fik hun fat i, og deri var da en liden Pige, som strax
sprang op paa Græsset og sagde, at hun hedte Misselimiss, og
var sulten. Fiendes Barn eller ikke, lidet nok før eller ikke
-- nok, Mumbobumbo tog ogsaa hende til Pleie; og ret somom
Gud strax vilde belønne denne Menneskekjærlighed, stak den
bortjagede Ko netop i samme Øieblik sit Hoved hrøitende ud af
Krattet, og der forløb ikke en Dag i lang Tid uden et eller andet
af Fjerkræet kom tilbage. Da Mumbobumbo kom til sin Hytte
med et af os Børn ved hver sin Haand, briskede Kalkunskhanen
sig udenfor Døren paa sin gamle Plads; en Piben hørtes ikke
langt borte -- der kom først een, saa to, saa tre af Hønsene.
Næste Morgen vaagnede vi af at Hanen galede udenfor, og da
Bedstemoer aabnede Døren, fløi to af Duerne ind -- Resten sad
paa en Green ligeoverfor, ja selv hendes kjære lille Kanarifugl,
hvis Buur var bleven sønderslaaet i Tummelen, kom tilbage.
Gjør hvad godt er, sagde Bedstemoer, saa vil det være som
om der fløi Kanarifugle ind i dit Hjerte og fyldte det med Liv
og med Sang.
Ak, Bedstemoer var saa god! Men Arbeide vilde hun have.
Men dette var ikke efter Misselimiss's Smag. Istedetfor at
spinde, som Bedstemoer satte hende til, lærte hun sig bare til
at sige Snurrurr med Munden eller inde i Halsen, saa det lød
livagtig som en Rok og narrede Bedstemoer. Men ikke nok
med det -- fra en vis Dag var det som om en ond Aand var
faret i hende. Hun hviskede nemlig til mig, at hun havde gjort
den Opdagelse, at den Melk og Fløde, hun kunde stjæle fra
Bedstemoer, smagte tusinde Gange sødere end den vi fik i vore
smaa Koppe, og det varede ikke længe førend hun ogsaa vilde
have fundet, at der var en egen Fornøielse i at gjøre netop
hvad Bedstemoer havde forbudet. Aldrig før havde Bedstemoer
vendt Ryggen før Misselimiss var i Potter og Pander. Sov hun
Middag i samme Rum hvor en Kop Fløde kunde staae, listede
Misselimiss sig ind paa Hoselæsten og kom saa ud igjen ganske
|
| d.IV,b.5,s.258 |
hvid om Munden. Bedstemoer havde forbudt os at forstyrre
Smaafuglene i deres Reder; men intet Træ var for høit og smek-
kert for Misselimiss, naar hun vilde blæse Æg ud. Om Natten
skulde vi naturligviis sove; men da listede Misselimiss sig op og
gjorde tusinde Optøjer -- kort, fra hint Øjeblik af, at hun havde
smagt den stjaalne Fløde, var det som om en egen urolig, slik-
vurren, ugangslysten Natur havde bemestret sig hende.
Bedstemoer taalte alt i det længste; men endelig en Dag, da
Flødepotten atter var tom, kogte hendes Taalmodighed over, og
hun tog da lille Misselimiss for sig, og sagde til hende i en streng
Tone: "Hør, Barn, alle dine Streger ere mig bekjendte; men
ligesom de have indpræget sig dybt i mit Hjerte, har jeg ind-
gravet en Streg for hver af dem i denne Smaragd i min Finger-
ring." (Bedstemoer bar virkelig en funklende Steen deri, der
saae ud som et forstenet Katteøje). "En Kat har een og tyve
Feil, nemlig: Slikvurrenhed, Letsindighed, Dovenskab, Ustadighed,
Trættekjærhed, Pyntesyge, Uredelighed, Lumskhed, Ulydighed,
Ulærvillighed, Trodsighed, Falskhed, Lunefuldhed, Egenkjærlighed,
Skadefryd, Mangel paa Respekt, Ranglelyst, Havesyge, Utaknem-
melighed, Grusomhed, og endelig i alt dette Uforbederlighed. Og
nu har du allerede 20, siger og skriver tyve, Streger i Stenen.
Faaer du nu den sidste eenogtyvende til, er du bleven til Sind
og Sjæl en Kat, og jeg behøver blot at vise dig selv i Smaragden
for at du flux ogsaa skal blive forvandlet dertil. Du vil nemlig
med Forfærdelse see en Kat i Stenen, og den er dig selv, dit eget
Billede. Men ret dig derefter! For hver en Feil du aflægger,
stryger jeg derimod en Streg ud, og naar alle ere komne væk,
og jeg saa viser dig Smaragden, vil du igjen see en god lille Pige
deri." Bedstemoer Mumbobumbo var ikke at spøge med; men
spøge med hende vilde just Misselimiss. En Dag vankede der
Riis -- ikke af den deilige hvide, som voxede paa vor Ager,
men af den samme Vidjebusk, hvor Misselimiss var dreven iland.
Og hvad gjør nu Misselimiss? Afskyeligt, isandhed afskyeligt!
Hun hevnede sig ved at rive Bedstemoers Yndlings, Kanarifuglens,
Buur ned, saa den laa død der. Det var den afskyeligste Katte-
streg. Men i samme Øjeblik hørtes ogsaa en Skjæren ligesom
i Glas, der gik til Marv og Been. Det var Bedstemoer, som
grov den eenogtyvende Syndestreg i Stenen, og nu maatte Misse-
limiss for en Dag.
|
| d.IV,b.5,s.259 |
"Se!" skreg Bedstemoer, og holdt hende Stenen, der lyste som
et harmtændt Tigerøie, for Øinene. "Se dig selv, dit Skarn!"
Og i samme Øjeblik stod min Pleiesøster der som en sort Kat
med hvid Snude og hvide Sokker, som naar hun listede sig hen
paa Hoselæsten og stjal Fløde. Siden den Tid havde jeg en saa
forfærdelig Respekt for Bedstemoer, at jeg ret ofte tænkte paa
at løbe min Vei. Det var nemlig det første Misselimiss gjorde,
da hun var bleven Kat; og for ret at komme bort, løb hun om-
bord i et engelsk Skib, og er saaledes kommen hid formodentlig
efter mange Eventyr.
Bedstemoer syntes dog undertiden at angre sin Strenghed og
at savne Misselimiss. "Ingen kunde saaledes faae mig Frugterne
ned af Træerne -- mumlede hun stundom -- Stakkels Misse-
limiss! hun var dog et Barn! -- slet Opdragelse -- tyvagtig
Mequimbaner-Race -- Riis kunde maaskee været bedre, o. s. v."
"Vil du, Bedstemoer, sagde jeg da en Dag til hende, skal jeg drage
afsted for at see hvordan stakkels Misselimiss har det."
"Hun er uforbederlig" -- sukkede Bedstemoer. "Det er det
værste". "Sig ikke det, Bedstemoer", sagde jeg. "Vi kunne dog
forsøge. Var det ikke Kjærlighed, som strakte sine lange Arme
ud i dine, da du greb Misselimiss i Floden?"
"Du er et godt Barn," sagde Bedstemoer. "Maaskee har hun
dog forbedret sig. Og naar næste Skib kommer -- -- ." Bedste-
moer vidste Raad. I en smuk Maaneskinsnat samlede hun saa-
meget Lys i sin grøngule Ædelsteen, at dens utaalelige Funklen,
naar hun vendte den imod mig, kunde jaget mig ind i et Muse-
skind end sige i den sorte Kattebælg, hun holdt fore mig, og saa
bragte hun mig da ombord i det næste Skib, som kom. Jeg
leed meget der ombord af en Abekat, der behandlede mig som
en Slags Fætter fra Landet; men hvad jeg forresten saae der,
gav mig Lyst til at forblive Kat, om det saa skulde være mit hele
Liv. Thi ombord i det Skib befandt sig baade min tappre Far-
broder, Regenten af Akim og hans Fiende Kongen af Mequimbo
med mange af deres Folk som Slaver. Om hinanden laae de i
Lænker; men naar de kunde komme til, fortsatte de Kampen
med Hænder, Fødder og Tænder.
"Troer du -- sagde engang Kongen af Mequimbo, idet han
forgjæves i Lænkerne søgte at opløfte sine knyttede Hænder
-- at min tabte Frihed, min tabte Sejerhæder, mit tabte Konge-
|
| d.IV,b.5,s.260 |
rige er mit største Tab? Nei! nei! mit Barn! mit Barn! -- Da
min Hustru flygtede og Misselimiss blev borte -- det er min
Sorg, og deri har du, du ingen Deel -- det er min Glæde! Hører
du, deri har du ingen Deel. Idetmindste ikke Glæden af at have
den nærmeste."
Jeg gyste over denne Vildhed. Blev Misselimiss Kat fordi hun
stjal Fløde, burde hendes Fader blive Tiger eller Leopard, tænkte
jeg. Men -- vedblev jeg i mine Tanker -- naar Misselimiss og
jeg blive store, skulle vi stifte en evig Fred imellem begge Folk,
skjønnere end om Blomsterkrandse forenede begge Flodens Bred-
der, og vi skulle afvænne dem med en Vildhed, der kan føde
saa skrækkelige Ord. Tænk da nu hvad jeg maa føle ved at
finde Misselimiss ganske ubevægelig. Hverken disse skjønne
Planer eller at jeg minder hende om, at hun er Princesse og at
det yndige palmedækte Mequimbo venter hende, eller Fortæl-
lingen om Bedstemoers Tilgivelse og om hvor svært jeg har havt
det for at finde hendes Spor i det store London, har kunnet
bevæge hende. Hun har tvertimod narret mig med sig herhid
endnu højere imod Nord, fordi hun engang hørte nogle Matroser
paa et norsk Skib, som laa ved Siden af det engelske, hvor jeg
dog omsider traf hende, snakke sammen om hvor meget deiligere
Maaneskinnet var hjemme i Norge end i England. Ak! Hun er
ganske bleven Kat -- " tilføjede Kiss-Kiss sukkende -- -- "Men
maa jeg nu bede om mit Skind, for der kommer Diamanten."
"Vil ikke Du da blive hos mig, kjære Kiss-Kiss?" spurgte jeg,
idet jeg gav ham Peltsen, som han strax iførte sig.
"Jeg lover Intet," sagde Kiss-Kiss, "for der kommer Diaman-
ten." Og vips var han væk. Prindsen var ogsaa en Kat. Men
en god lille Kat, som for sit Hjertes Skyld fortjente at være
Prinds, og jeg veed nu hvorfor jeg elsker den saa, mens jeg har
saa mine egne Tanker om "Nattens Diamant," den utaknemlige,
men smukke, sorte Hunkat med den hvide Snude og de hvide
Poter.
Jeg tænker nemlig, at hvis bare gamle brave Bedstemoer Mum-
bobumbos Magt strak til at lade et hvidt eller graat Haar skyde
frem i Misselimisses kulsorte Pelts for hver Kattestreg, hun be-
gaaer, vilde hun nok vende tilbage igjen, for hvad andet holder
hende vel, end det hun er forgabet i sin egen Skjønhed som
Kat? Hun vil heller være Nummer Een mellem Kattene (og
|
| d.IV,b.5,s.261 |
det er hun rigtignok) end Nummer To mellem Negerprincesserne
(som jo kunde hænde sig). Saa forfængelig er hun.
"End Friheden da?" afbrød Prindsen mig i dette Øjeblik. "Og
desforuden -- Misselimiss har Ret -- nu har jeg selv probert
det -- det er en kostelig Fornøjelse at sidde deroppe paa Slots-
taget og at lade sig bade i Stjerne- og Maanelyset, det ene hvidt
som Melk, det andet gult som feed Fløde." En Kattelignelse!
Kat bliver Kat.
|
| BLA BAKOVER |