|
|
| d.IV,b.5,s.245 |
Man har ikke saa sjelden, med Hovedet fuldt af franske og
engelske Forhold, gjort vore Statsraader i Almindelighed den
Bebreidelse, at de ikke vare Ministre og "Statsmænd" i hiin
fremmede Forstand: at saaledes den norske Kirkedepartementschef
ikke var en Guizot, vor Armeedepartementschef ikke en Soult,
Cheferne for Finantserne og Justitsen ikke en -- Gud veed hvad
nu disse Tidsmeteorer hedde i England og Frankrig, som, med al
sin Storhed, dog ikke staae over Partierne, men ere kun sit Parties
fremskudte Medlemmer, en enkelt temporær Opinions ikke Herrer
og Skabere, men lydige Tjenere og Repræsentanter. Det kan nu
engang ikke være anderledes her i Norge, især siden Storthinget
er lukt for Regjeringens Medlemmer, og vore politiske Jeande-
francer og Frants Knivsmeder faae give sig tiltaals med, at Fædre-
landet, naar det har behøvets, f. Ex. i Aarene 1814, 1821 og 1824,
dog ikke har manglet parlamentære Statsmænd, der pludselig
have viist sig som den veludrustede Tandgar hos den tamme
sovende Løve, naar den engang bringes til at gabe, og at der
ogsaa imellem vore Statsraader have været Mænd, som for
Talentets Skyld gjerne kunde have siddet i et af hine fremmede
Konseljer. Ingen Normand bør f. Ex. være uvidende om den
diplomatiske Dygtighed, hvormed nærværende Statsraad Holst
røgtede Fædrenelandets Tarv ved Opgjøret med Danmark; om
Grev Wedel Jarlsbergs Adkomst til Statsmandsnavnet nære selv
Hine, der maale med fransk eller engelsk Alen, ingen Tvivl; og,
at den Æresmand, hvis Navn disse Blade bære, fortjener det,
vil et Omrids af hans Levnet vise. Eller er det interessante
Stillinger i Livet, man forlanger for dette Navn? afvexlende
Skjebner? Stigen og Synken paa Konge- og Folkegunstens Bølger?
Nær Berørelse med berømte historiske Personligheder? Navnets
Anknytning til mærkelige Begivenheder, dets Opdukken i Revolu-
tioners Hvirvler, dets Gjenfinden paa den fædrenelandske Histories
mærkeligste Paginaer? Nu vel! ogsaa i disse Henseender er Collett
en Statsmand. Vi ville finde hans Navn constelleret med Christian
Augusts, med Christian Frederiks og med Karl Johans; vi ville
|
| d.IV,b.5,s.246 |
finde ham paa Eidsvoll, paa Moss, i Stockholm og i Christiania,
og paa det sidste Sted en Tid som Nationens første Mand. Ja
engang -- vi ville finde ham stillet paa Nationens tarpejiske
Klippe, stillet for Skranken som en Konstitutionens modvillige
Foragter, og atter hyldet igjen som dens Velgjerningers klogeste
Huusholder, som en Mand, der vovede sig selv, forat Fædrene-
landet skulde vinde, og nu som en Olding, hvem dette har sat en
Glæde i at gjøre Hvilen saa sød og hæderfuld som det har staaet
i dets Magt.
Forhenværende Statsraad, Ridder og Kommandør af Hs. Mts.
Ordener, Jonas Collett, er Søn af Johan Collett, Kammerraad og
Kommitteret i Kommercekollegiet i Kjøbenhavn, og Elisabeth Ramus,
Begge af norsk Familie, og er fød paa Faderens Eiendom Rønne-
beksholm i det sydlige Sjelland.1 Af 11 Sødskende fremlevede
kun 3 Brødre, Peter Collett, Assessor i danske Hof- og Stadsret,
og senere død i Vestindien, vor Jonas Collett og Johan Collett,
død som Amtmand i Buskeruds Amt.
Kun 15 Aar gammel tog Collett, efter privat Underviisning,
første akademiske Examen med saadan Udmærkelse, at han blev
Nr. 1 af de Indkaldte; Aaret efter anden Examen med bedste
Karakteer, og i 1790 ligeledes den latinsk-juridiske med Laudabilis.
Efter at have arbeidet i Rentekammeret, blev han i 1795 udnævnt
til Foged i Nummedal og Sandsvær, i hvilken Stilling han ogsaa
fungerede som Medlem af Overbergamtet paa Kongsberg. I
Trangsaarene 1807 og 1808 udviste Collett, ligesom hans Frænde
John Collett paa Ullevold, en patriotisk, menneskekjærlig Virksom-
hed for sit Distrikts og andre Egnes Forsyning, der paaskjønnedes
af den daværende interimistiske Regjeringskommission med en
Takkeskrivelse af 1ste Juni 1808 og en Indberetning til Kongen,
hvorefter han erholdt Dannebrogsordenen. Bladet Budstikken
|
| d.IV,b.5,s.247 |
fra den Tid beretter ogsaa, at Collett, efterat have sørget for
sit eget Distrikt, i Forsommeren 1808 afsendte en Transport af
16 Heste med Sædekorn, under Anførsel af en paalidelig Mand,
der skulde sørge for Folks og Hestes Providering paa hele Reisen
og faae udsaaet det Medbragte i Egne af Romerige, som havde
lidt af fiendtlige Indfald. En yderligere Belønning for disse For-
tjenester, i Forbindelse med den nidkjæreste Embedsvirksomhed,
skulde Kammerraadstitelen være, som han, paa Indberetning fra
Prinds Christian August, erholdt som Forløber for Buskeruds
Amtmandskab, hvortil han udnævntes i 1813.
Det foreløbige Møde paa Eidsvoll Jernværk, 16de Februar 1814,
kan ikke, siden Konstitutionens Historie er bleven beskreven af
flere Hænder, være ubekjendt. Collett var En af de norske No-
tabler, som paa den daværende Statholders, Christian Frederiks,
Anmodning, deeltog deri. Ogsaa hans Hoved var mellem de
sørgmodige nedbøjede før Prindsen havde opgivet sine suveræne
Ideer, og mellem de gladeligen opreiste, da det var bleven be-
stemt, at Folkets Suverænitet skulde anerkjendes, dets Skjæbne
lægges i dets egne Hænder. Den paafølgende 2den Marts an-
sattes Collett af Prindsregenten som Medlem af det for Riget
anordnede Regjeringsraad og som Chef for Departementet for
det Indre; og i denne Stilling afsluttede han, i Forening med
Statsraad Aall, Konventionen til Moss af 14de August 1814, hvor-
ved man vil paastaa, at de paa Norges Vegne Kontraherende,
med Hensyn til de Bestemmelser, der bleve tagne med Armeen,
af formentligt Ubekjendtskab til denne, blottede Landet for meget
i Tilfælde af fornyet Udbrud af Krigen. Dennes Resultat i bedste
Tilfælde, Anerkjendelse af Selvstændigheden og Eidsvoller-Kon-
stitutionen, var dog anticiperet og reddet ved denne Overeens-
komst.
Efter Konventionens Afslutning var Collett Medlem af Interims-
Regjeringen indtil Foreningen med Sverige, da han indtraadte i
det nye Statsraad som Departementschef for det Indre. Dette
Departement sammensmeltedes siden med Finantsdepartementet,
til hvis Chef Collett udnævnedes i 1822 ved Grev Wedels Fra-
trædelse. 1818 var han bleven Kommandør af Nordstjernen, og
fungerede samme Aar, som Bærer af Scepteret, ved Kong Carl
Johans Kroning i Throndhjem.
Collett befandt sig i Stockholm i 1821, da den berygtede Bodø-
|
| d.IV,b.5,s.248 |
sag forhandledes der; men baade han og hans Kolleger prote-
sterede forgjæves imod de engelske Fordringer. Magtens Sprog
seirede. Røgtelsen af Norges udenlandske Anliggender viste sig
at være Unionsforholdets svageste Side. Stemningen opirredes
imod de Statsraader, der ikke havde mægtet at give Retfærdig-
hedens og Nationalærens Røster Eftertryk nok. Man fordrede,
at de heller skulde have taget Afsked. Efter lange Mellemrum
blussede Forbittrelsen over den nationale Tort idelig og altid i
Veiret; og man skreg endnu 6 Aar efter i og udenfor Storthinget
paa Rigsret over Statsraaderne Collett og Fasting; men Odels-
thinget i 1827 fandt dog Konstitutionens Forskrivter iagttagne,
og altsaa ingen Grund til Tiltale i den Anledning. Men derimod
fandtes der anden Anledning til at skaffe Uviljen en Udladning.
Regjeringen var i det Hele i disse Aar, deels formedelst denne
Sag, deels formedelst de gjentagne Propositioner til Forandring
i Grundloven, Spændingen i Anledning af Konstitutionsfesten,
ikke afholdte svenske Statholdere o. s. v., ikke meget populær,
og Collett fik et Beviis paa, at han fortrinsviis delte Skjebne
med sine Kolleger idet nysnævnte Odelsthing, ved Dekret af
1ste August, beordrede Tiltale imod ham, 1) for at have ved sine
Indstillinger bevirket tre (Toldvæsenet angaaende) provisoriske
Anordninger formeentlig grundlovstridigen udgivne; 2) for ei at
have udbetalt nogle af 4de ordentlige Storthing bevilgede Pen-
sioner som Følge af dettes Beslutning, og at have forelagt de
af samme Storthing reviderede Gage- og Pensionslister til konge-
lig Approbation; samt 3) for at have foretaget forskjellige Udbe-
talinger dels imod dels udenfor Storthingets Beslutninger, nemlig
imod Storthingets Reduktion i 1818 af Statholder- og Statsminister-
gagerne i Vakance-Tilfælde i de 3 Aar fra 1824 til 1827 -- 24000 Spd.,
og udenfor dets Beslutninger hovedsageligen omtrent 100,000 Spd.
til Anskaffelsen af to Dampfartøjer, og omtrent 130,000 til for-
skjellige offentlige Bygninger, hvorimellem ogsaa til Udvidelse og
Forbedring af det saakaldte Palæ i Kristiania. Tiltalen, der gik
ud paa Embedsfortabelse, og Forsvaret, der krævede Afviisning
og Frifindelse, førtes af vore to ypperste Talenter for Skranken:
hint af daværende Højesteretsadvokat Sørenssen, dette af hans
Kollega, nuværende Statsraad Petersen. Og den 29de Okt.
1827 faldt saadan Dom: "Forsaavidt angaaer Aktions-Dekretets
3die Post, afvises Sagen, som fortidlig anlagt forinden de Stats-
|
| d.IV,b.5,s.249 |
regnskaber, der indeholde de paaankede Udbetalinger, ere re-
viderede og deciderede. Iøvrigt bør Chefen for den kgl. norske
Regjerings Finants-, Handels- og Told-Departement, Statsraad
Jonas Collett, R. og K. af Hs. Mts. O. og R. D. O., hvis under
1ste Post paaklagede Forhold maa ansees foranlediget ved en
efter Omstændighederne undskyldelig Misforstaaelse af Grund-
lovens § 17, og som under 2den Post tiltales for Handlinger, der
ikke skjønnes at staae i aabenbar Strid med Grundlovens For-
skrivter, for Aktors Tiltale i denne Sag fri at være. De af Sagen
lovligen flydende Omkostninger udbetales af Statskassen" o. s. v.
Det var den tarpejiske Klippe. Collett havde været ved dens
Rand. Mange skrege endnu nedenunder "Ned med ham!" og
Rigsretsinstitutionen blev af den utilfredsstillede Lidenskab snarere
fremstillet som en gammel Kjærring med et Træsværd, end som
Justitia i sin høieste Majestæt; men Gavnligheden af Damp-
baadenes Anskaffelse var imidlertid øjensynlig, og desuden alt
afgjort paa Papiret i de forløbne Aars Udbytte. Handelsstanden,
den literære Verden og Befolkningen i Byerne havde ogsaa strax
fra Begyndelsen erkjendt den, og Seiren i den øvrige Opinion
var i dette Punkt let at forudsee. Oplændingerne paa Dale-
Gudbrands Tid dyrkede ikke Thorstøtten paa Hundorp ivrigere
og med større Begeistring end de nu dyrke sin egen Dampbaad
"Jernbarden", Vidundersnekken. De ere ganske og aldeles "Stea-
mer'e", eller Steam-Totaller'e (just ikke det Samme som Tea-
Totallers). Colletts Skaal er bleven fleer end een Gang drukket
ombord der som vore "Dampbaades Fader."
Ikke længe efter fik ogsaa Collett Anledning til at erhverve
det Offentlige en betydelig Vinding af den Slags, som kan gribes
og tages paa. I 1825 var han, ved Udnævnelse til Serafimer-
Ridder, designeret som den mest udmærkede af vore Statsraader,
og da han i 1829 efter den sidste svenske Statholder, Grev Platens,
Død, var bleven tillagt Forsæde i Statsraadet, fulgte deraf i de
syv Aar, han beklædte denne Stilling, Besparelsen af den be-
tydelige Statholdergage. Var dette nu end mere en Følge af en
personlig kongelig Foranstaltning, indlagde Collett sig dog en ube-
stridelig Selvfortjeneste ved, igjennem Finantsdepartementets Ind-
stilling og Foranstaltning, at bevare for Nationen Kongsberg Sølv-
værk, som Storthinget havde besluttet skulde sælges for en Sum,
hvortil der ikke kunde mangle, og heller ikke manglede, Anbydere.
|
| d.IV,b.5,s.250 |
Det varede heller ikke længe før Collett var saa populær en
Mand, som En i hans Stilling og under den da stedfundne raske
Udvikling af Demokratismen kunde være. En Biografi af Collett,
der findes i "Conversationslexikon der Gegenwart" (1838), og
hvori Navnet af Statsmand er indrømmet ham tilligemed alle
Privatmandens Dyder, har ogsaa Ret i, at han, ved at lempe sig
efter denne Udvikling og den oplyste Nationalvilje, vidste at holde
sig i den almene Agtelse og Velvilje, hvorimod det ikke er let
at opdage, hvori den Nepotisme skulde bestaa, som deri siges
at være bleven Collett bebreidet. Kun to unge Mennesker af
hans Nærmere sees nemlig at være blevne befordrede til under-
ordnede Embedsposter i den Tid Collett stod i Regjeringens Spidse,
og dennes Indstillinger have aldrig viist sig modvirkede fra hans
Side, saa den hele Anklage bærer alt Mærke af det bekjendte,
ikke blot for en Tidsaand, som hiin særegne, skrøbelige, skulder-
trækkende: "Ja -- men Noget maa man dog have at sige."
Aar for Aar viste ogsaa Statsregnskaberne i hvilke duelige
Hænder Finantserne befandt sig. Der var heller ikke delte Me-
ninger om Colletts Fortjenester isaahenseende, og Konjunkturerne
medførte ogsaa, at de Aar, Collett stod i Spidsen for deres For-
valtning og var Folkets første Mand, vare de lykkeligste for dette.
I det mindste de, hvori det følte sig lykkeligst og -- om man
vil forstaa dette Udtryk om Aarene nogle og 30 -- fuldblodigst.
I den behagelige Følelse deraf og efter et glædeligt Overblik paa
det Statsregnskab, Collett kunde fremlægge i 1836, var det ogsaa,
at dette Storthing besluttede Landskattens Ophævelse, Restitu-
tionen i den gamle Odelsfriheds Forholde, Harald Haarfager
rykkede Fædrene ud af, og som disse igjen tvang sig ind i af
Hakon Athelstansfostre. Collett havde gjort dette muligt. Det
lod sig ikke dølge, at de indirekte Afgifter nu kunde bære det
Hele, og Bønderne benyttede Øjeblikket til at sætte en Knap
for Lommen, og Oppositionens oplyste Ledere til at give Massen
og Udenverdenen et faktisk Propagationsbeviis paa en politisk
Friheds reelle og ogsaa kontante Værd.
"Hvilken Mand have vi ikke i Collett? Uden Collett skulde
ikke dette og meget Andet have været muligt", var den alminde-
lige Mening, som Storthinget gav et vægtigt Udtryk ved først
at tilvotere ham, paa Forslag af en Bonde, som et Erkjendelses-
beviis, en af foregaaende Storthing til Ansvar ført Sum af 3000 Spd.,
|
| d.IV,b.5,s.251 |
og siden, da han ikke vilde modtage dette, ved at eftergive den.
Han stod paa sin Høide. Den Første i Regjeringen, var han til-
lige den Populæreste. Han er nedstegen fra sin Stilling, men
ikke ifra den Kongens og Nationens Agtelse, som han vidste at
forene. Da kom Storthingets Opløsningsbudskab af 2den Juli
1836, før Budgettet endog var blevet forelagt. Forgjæves havde
de protesterende Statsraader i Stockholm foreslaaet, at Thinget
dog maatte forelægges en bestemt Tid til at faae dette færdigt.
Det kongelige Prærogativ gjorde sig gjældende, og Statsraad
Collett var Den, som skulde overbringe Budskabet. Ordren maatte
naturligviis efterleves; men om at komme aldeles pludselig, ganske
som Lynet fra den blaa Himmel, indeholdt den intet. Dette havde
aldrig været Tilfælde og Brug, og Collett, Finantsministeren, hvem
en budgetløs Mellemtid og Kostbarheden af et extraordinært
Storthing paa den ene Side og Muligheden for Storthinget, i de
Par mellemliggende Dage dog at faae et Slags Budget og endeel
andre paahvilende finantsielle Sager affærdigede, paa den anden
Side stod for Hovedet, besluttede at give Storthinget Anledning
til saaledes at benytte sine sidste Timer, og underrettede derfor
Præsidenten strax efter Kurerens Ankomst om den forestaaende
Opløsning. Storthinget benyttede, som bekjendt, Underretningen
til at afæske Collett den fra Stockholm komne Protokol, og, ifølge
et udførligt Foredrag fra Justitsdepartementet om dets Kompe-
tents dertil samt Statsraadets eenstemmige Beslutning nogle Timer
før Opløsningen skulde foregaa, efterkom han Anmodningen. De
Følger, dette havde, vare ikke lette at forudsee eller at afværge.
Den første var, som bekjendt, Rigsret og Domfældelse til Mulkt
over det ene Medlem af Statsraadsafdelingen i Stockholm, som
ikke havde protesteret, daværende Statsminister Løvenskjold;
den anden Grev Wedels Udnævnelse til Statholder, og den tredie
Statsraad Colletts Afsked paa et Vink om Ansøgning, den han
erholdt med fuld Gage. I en Aaret efter, paa Grund af svækket
Helbred, ansøgt og erholdt Tilladelse til at tage til Badet i Tøp-
litz, og i 1838 i et personligt Besøg af Hs. Mts. modtog imidlertid
Collett hæderfulde Vidnesbyrd om sin elskede Konges usvækkede
Agtelse og Velvilje. Og hvor agtet og afholdt han var af Folket,
fik han først ret Overtydelse om ved Afskeden. Den var lige-
som et Tegn til et Udbrud af disse dets Hjerters Følelser. Det
gjorde alt forat gjøre Hvilen behagelig for den Gamle; det lige-
|
| d.IV,b.5,s.252 |
som redede ham Sædet af Blommer, og bøjede Egegrene om
ham til en Skygge. Det paany forsamlede Storthing, Hoved-
stadens Handelsstand, Studentersamfundet og flere Korporationer
samt mange af Landets ypperste Mænd bevidnede ham ved Depu-
tationer, Adresser, Besøg og Skrivelser sin Agtelse og Deeltagelse.
I Vers og Prosa hyldedes Oldingen af de forskjelligtfarvede Ti-
dender, og, som til en Parodi paa den Rigsretsaktion, Collett for
omtrent et Tiaar siden havde været udsat for i Anledning af
Dampbaadene, opkaldte Drammenserne et Par Aar efter sin Damp-
baad efter den hædrede Medborger. Man vidste nok, og kunde
see det, at Collett var en gammel Mand, og at Gigten bøiede
stærkt paa hans spinkle Figur, men det hvide Haar sad endnu
fast og krøllet paa Hovedet, og Liv var der endnu i de kloge
Øine, og man tænkte sig, at han gjerne endnu havde staaet der
han stod. Agtelsen blev Deeltagelse, og denne udlagde i sin
varmhjertede Iver Colletts Tilbagetræden som et Fald og mis-
fortolkede den som en Unaade; og efter alle hine sympathiske
Yttringer af Deeltagelse, kan man nok sige, at det er af Almeen-
hedens Bryst, ikke blot af den Enes, som skrev dem, at disse
Linjer dengang bleve tagne:
"Nu, hjertesyg og smertebøjd,
velkommen hjem fra Naadens Højd!
-- --
Velkommen til din Moders Gaard
med Sjel saa reen som hvidt dit Haar!
-- --
Hvor steg du højt, min kjække Søn!
Det frydede din Mo'er iløn.
-- --
I Stormens Tøile greb din Haand.
Den lagde vilden Sky i Baand.
Nu er den mat, men den er prøvt;
dit Øje viist, men kummersløvt.
Men mit skal vaage om din Fred.
Stol paa en Moders Kjærlighed!
-- --
Saalangt som hendes Arme naae,
der, Søn, dit Rige skal du faae!
Der slaaer et Hjerte indenfor.
Et større findes ei i Nord.
|
| d.IV,b.5,s.253 |
Derinden, som det Riges Flod,
gaaer Strømmen af Nationens Blod.
Der byder jeg dig Magt og Stand
i Kjærligheds og Mindets Land.
Der vil jeg, naar du blier for træt,
en Grav dig rede luun og tæt.
Paa den jeg pegende til Hver
vil sige: Naadens Tind se der!"
Sagt af en Oppositionstidende og af En, som i 1827 havde
løbet med Strømmen og skreget med nedenunder Klippen, kunde
dette, som oprigtigt, nok lade sig høre mellem de øvrige Akklama-
tioner, da Gubben endelig satte sig ved sin Arne; men den natio-
nale Sanktion paa alle disse Hyldelser satte endelig Storthinget
i 1839 ved at votere Collett fuld Statsraadsgage som Pension.
Det var at gjøre ham til Nationens Prytaneist.
Collett, allerede forlængst Medlem af Videnskabernes Selskaber
i Throndhjem og Stockholm, tilbringer nu sin Hvile med Litera-
turen, om Vinteren i Christiania, om Sommeren paa et beskedent
Landsted. Selv har han i sine tidligere Embedsaar nydt den
Lykke for en Søn, af hans indtil Blødhed følsomme Gemyt, at
hans Fader, der var kommen i trange Kaar, henlevede sine sidste
Aar i hans Huus; og nu times ham den Gjengjeldelse, at hen-
leve sit Livs Aftentimer endnu ved sin Hustrus Side,2 i sine
Børns Nærhed, elsket af Alle, der kjendte hans Personlighed,
og som mindes hvor gjerne han, med Oppebørslernes Ansvar
paa sig, parrede Skaansel med Retfærdighed og Omhu for Statens
Tarv, og æret af Alle, som vide, at Navnet Jonas Collett findes,
med Borgerens, Embeds- og Statsmandens Hæder, paa de fleste
mærkelige Paginaer i Norges Befrielses- og Friheds Historie fra
1808's blod- og taarebesprængte og 1814's gaadefulde til de lysere
Udviklingens, hvorpaa vore Tiders Øine hvile.
1 tilbake Familien Collett er af gammel normannisk Herkomst. Fra Normandiet
kom den, efter Thiers, allerede med Vilhelm Erobreren over til England, og
skrev sig da "Colet". I The British Plutarch anføres en John Colet under
Henrik VIII som en udmærket Geistlig, der stod sig godt med Kongen og var
høit anseet af den lærde Erasmus. Til Norge kom i 1683, en Green af Familien
med en James Collett, der døde som Kjøbmand og Kommerceraad i Kristiania
i 1727. Hans Søn Peter var ligeledes Kjøbmand sammesteds, og Dennes Søn
Johan er ovennævnte Statsraadens Fader.
2 tilbakeMaren Kirstine Collett, født 1777, Datter af Farbroderen Peter Collett til
Buskerud Gaard, og gift 1798. |
| BLA BAKOVER |