HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 5. BIND: 1843 - 1845

OLE BULL
EFTER OPGIVELSER AF HAM SELV BIOGRAFISK SKILDRET
AF
HENRIK WERGELAND

del 9
d.IV,b.5,s.208   vilde ikke Bull. "Hvorfor er De da kommen hid?" spurgte Hof-
manden. "For at gjøre Hs. M. min Opvartning." Med spodsk
Mine meente Greven, at en Audienz neppe var at erholde. "Saa
kan jeg reise videre." "Skal dog forhøre mig." Men næste Dag
hedte det dog, at der ikke kunde blive nogen Audienz, hvorimod
Rädern anmodede Bull om, at møde med sin Violin i Operahusets
Foyer næste Formiddag.
   "Men hvor er Deres Violin, Hr. Bull?" Greven vilde have, at
han skulde spille for ham.

   "I Kassen."
   "Og Kassen?"
   "I Hotellet."
   "Men sagde jeg ikke, De skulde have Deres Instrument med?"
   "Det troede jeg blot var Hr. Grevens behagelige Spøg. En
Kunstner spiller enten for Æren eller for Penge; og her kunde
der ikke være Spørgsmaal om nogen af Delene. Hr. Greven
maatte finde sig i, at han fandt sig fornøjet med hans egen Konge-
datters Anbefaling."

   Bull forlod Berlin, medhavende et Brev fra Rädern til Fyrst
Wolchonsky i Petersborg, som han, da det ikke angav, hvilken
af Fyrsterne Wolchonsky der var meent, leverede det til den
yngre Fyrste, en Neveu af Räderns Bekjendt, og fik saaledes at
vide, at det indeholdt det Modsatte af en Anbefaling. Paa Vejen
gav Bull fire Koncerter i Kønigsberg i 4 Dage efter hinanden,
og i Riga 4 Koncerter i 5 Dage. I Petersborg gjorde Bull et
brillant Marked med 3 Koncerter paa det store Theater til fire-
dobbelte Priser. Han spillede ogsaa for Keiserinden, som for-
ærede ham et prægtigt Smykke, bestaaende af 140 Diamanter
omkring en stor Smaragd, men hvilket senere er blevet ham fra-
stjaalet. Indbuden til Moskva, gav han 5 Koncerter der, og
imellem Nummerne sine der komponerede Variazioni de Bravura.
Af den rige Noblesse fik han flere Presenter (alle, selv Princesse
Galizins Ring, udmærkede ved en barbarisk Plumphed); og der
havde nok været mere at gjøre i Moskva, dersom ikke Budskabet
om Faderens Død havde kaldet ham hjem.

   Over Finland, hvor han gav Koncerter i Viborg, Helsingfors
og Åbo, nærmede nu Bull sig det længsel- og forventningsfulde
Fædreland. I Stockholm opholdt han sig dog til han fik givet
5 Koncerter, de 4 i Operahuset og een i Ladugårdslandskirken,
d.IV,b.5,s.209   hvilken sidste kastede ikke mindre end 12000 Daler Banko af
sig. Han spillede ogsaa to Gange ved Hoffet, erholdt kostbare
og særdeles smagfulde Presenter af Dronningen, Kronprindsen
og Kronprindsessen, samt af Kongen, efter en særdeles naadig
Audienz, Vasaordenen i Brillanter. Især gjorde Polaccaen Indtryk
paa den gamle Helt, som fandt den i høi Grad malerisk, og
specielt yttrede sin Beundring over denne Komposition. -- Man
regnede Timerne i Kristiania til Bulls Ankomst. Endelig var han
der. Themaet for Samtalen: "Idag kommer Bull" forandredes til
"Bull er kommen. Har Du seet ham?" Og dette den tredie Dag
til: "Han spiller alt i Overmorgen." Det nye Theater var over-
fyldt til dobbelte Priser; Orchesteret maatte give Pladser. Han
modtoges med stormende Jubel. Beskedenheden i hans Frem-
træden, Hjemligheden i hans Manerer vandt ham Hjerterne;
Spillet Alles Beundring. Damerne havde belavet sig paa Buketter,
siden man havde læst om, at han var vant til sligt i Udlandet,
og da han nu endte, og fremkaldtes, regnede de ned, og da han
nu takkede med nogle Improvisationer over Nationalmelodier, og
man hørte, at han ikke havde glemt disse, men gjemt dem i et
trofast Hjerte, da begyndte Jubelen igjen, Damerne plukkede sig
endnu engang, og Glædestummelen syntes ikke at vilde ende. O
lykkelige smukke Haand, som har knyttet den Nellik og den Rose
sammen! Det var den, Bull endelig stak ind paa Brystet og ilede
ind bag Kulissen med. Nei, han tog tre eller fire. "Han tog min,
han tog min! Den faldt ham lige paa Næsen." O lykkelige Tre
eller Fire! O Lykkelige, hvis Buket faldt ham lige paa Næsen!
Men det var godt meent.
   Kristiania-Publikummet, som ikke besad musikalske Kræfter og
musikalsk Interesse nok til, i en By med 25,000 Indbyggere, at
holde et musikalsk Lyceum vedlige, som havde været dens Prydelse,
da Byen kun talte 10,000, var medeet blevet musikalsk og ivrigt
for at tilegne sig og at vurdere Bull. Det befandt sig, efter første
Gang paany at have hørt Bull, omtrent som en Dame, der troer
at være bleven ubegribelig klog efter sin Bryllupsnat, og giver
sig strax al den ældre Giftes Air. Eller ogsaa som Jeppe, da
han første og sidste Gang i sit Liv havde smagt Karnalisekt d. e.
noget ustød, men ganske overordentlig tilfreds med sig selv, lyk-
salig og opfyldt med en ædel Stolthed. Kort, det var ganske
kommet udaf Ligevægten, om man kan sige, at det mindst selv-
d.IV,b.5,s.210   stændige og mest modebevægede og partisplittede Publikum i
hele Verden nogensinde har befundet sig deri. Lykkelige Be-
geistringens Dage! Fra Bulls Violin klang Nationalsangen ikke
smagløst, og man fandt endogsaa Genialitet i Hallingerne. Men
det var Bull, som havde gjennemtriumferet Europa, og kom nu
med en Brillant fra Petersborg i Brystet og fra Stockholm med
Vasaordenen i Diamanter om Halsen. Var han kommen listende
med Violinkassen under Armen? Nu ja, ere ikke vi ogsaa
Mennesker? Spiller en saadan En Hallinger, er det Skik, som
man veed, at putte Skillingerne indeni Violinen, og der gives
dem, som paastaae, at den klinger bedre derefter. Men nu var
der kun faa -- men de gaves -- som Morgenen efter fandt, at
de havde givet 1/2 Daler for meget ud, og at det var yderlig
gjerrigt af Bull, at han havde fordoblet Entreen. Men hvad gjorde
Bull? Det smertede ham, at det gamle Lycee var gaaet ind, og
han skjænkede Udbyttet af den ene af de sex Koncerter, han
gav i Kristiania, en Sum af 500 Spd., til Oprettelsen af et Kon-
servatorium for Musiken -- man skulde troe i Maanen, i Skandi-
navien, eller i et andet luftigt Rige; thi i Kristiania er der ikke
blevet mere deraf, end at nogle Hoboister erholdt sin Underviis-
ning derfor.
   Men en Koncert, som han gav for et lidet Auditorium af
Dødelige, men maaskee for et større af andre og bedre Væsener,
maa ikke glemmes. Døden selv var idetmindste tilstede bag et
Sengegardin. Det var da Bull kort efter sin Ankomst tog sin
Violin og gik op til sin gamle Lærer Poulsen, der laae paa en
Hybel paa sit Sidste, og spillede saa for ham. Den Gamle græd
af Glæde; de Taarer lod Bull rinde, men Deres, som græd af
Sorg og Armodens Elendighed omkring Faderens og Mandens
Leje, aftørrede han med hjælpsom Haand. Til Saadant raabe
Englene Bravo og klappe med Vingerne.

   Bull glædede flere af sine Landsmænd end Kristianienserne
med at lade sig høre. Han gav Koncerter i Arendal, Kristianssand
og Stavanger før han ankom til Bergen, som alt havde indtaget
ham i Listen over sine Mærkværdigheder.

   I Oktober tiltraadte Bull en ny Udflugt, hvorunder han ud-
bredte Interesse for Norge ved at lade Verden høre sin i Kri-
stiania udførte Komposition "Norges Fjelde", eller "Fjeldenes Echo".
Han gav 2 Koncerter i Gothenborg, i Helsingøer, og i Kjøben-
d.IV,b.5,s.211   havn 5, hvoraf en til Grundlæggelse af en Pensionskasse for
Theatrets Chorpersonale. En yderst prægtig Gulddaase bevidnede
ham Frederik VIs Tilfredshed. Over Odense, Flensburg, Slesvig
og Kiel, hvor han gav Koncerter, ankom han til Hamburg, hvor
han paany gav 3; og derfra gik han over Bremen, Oldenburg og
Braunschweig, paa Indbydelse fra Spohr, til Cassel, hvor han gav
to Koncerter. I Anledning af dette Bulls andet Besøg hos Spohr,
hedder det i en Anmeldelse fra Cassel i Leipziger Allgemeine
musikalische Zeitung: "Rygtet har bekræftet sig og tillige veder-
lagt det forrige, som for nogle Aar siden havde udbredt sig fra
Hamburg af i en biografisk Brochure om Ole Bull, om at denne
udmærkede Violinvirtuos havde fundet en kold Modtagelse ved
et Besøg hos Spohr. Imod noget Saadant vidner den af alle Kunst-
venner forønskede Indbydelse fra Spohrs Side og den yderst
humane og forekommende Modtagelse, hvormed han udmærkede
den berømte Violinspiller. Koncerten selv fandt Sted den 22. Ja-
nuar. Hoftheatret var uagtet de forhøjede Priser stopfuldt, Enthu-
siasmen almindelig. Virtuosen blev, hvergang han traadte frem,
modtagen paa det livligste, og henrykkede Publikum ikke mindre
ved sit Spils overordentlige Kunst end ved sin høist beskedne
Personlighed. Mozarts Ouverture til Titus indledede denne sande
Sjelenydelse, hvorpaa Ole Bull gav i tre Afdelinger en af ham
komponeret Violinkoncert: Allegro maëstoso, Adagio sentimentale
og Rondo pastorale, en Adagio religioso og et Recitativo, Adagio
amoroso con Polacca guerriera.
Det vilde klinge anmassende,
om vi vilde tillade os nogen Dom over B.s Kunstspil, over hans
fuldendte Mekanisme, som har overvundet de utroligste Vanskelig-
heder paa et saa delikat Instrument, som Violinen er, eller over-
hovedet over hans begrundede og almindeligen udbredte Be-
rømmelse, at være Paganinis heldigste Efterfølger; men saameget
bliver upaatvivlelig vist, at denne moderne Maneer med gammel-
italienske Anklange, navnlig hvad Flageolettonerne betræffer, stedse
vil forblive faa Begavedes beundringsværdige Ejendom. Men om
noget Nyttigt for Behandlingen og de forædlende Fremskridt for
dette Instrument vil udgaa deraf, er endnu et Spørgsmaal. Lige-
som Paganini vil ogsaa Ole Bull fortleve hos os i den gladeste
Erindring." Over Hannover (hvor han traf paa Tordneren i "das
Gewitter" fra Münden), Celle (hvor Anmeldelsen fra Cassel siger
han vilde besøge sine gamle Universitetsvenner fra Georgia
d.IV,b.5,s.212   Augusta) og Lüneburg ankom han til Berlin, hvor han paa den
store Koncertsal, i Hoffets Nærværelse, gav to Koncerter. Han
havde dog ogsaa denne Gang Ubehageligheder her. Man havde
taget det ilde op, at han ikke paa Prøven, i flere Nysgjerriges og
fornemme Uvedkommendes Nærværelse, havde villet spille reent
ud, og nogle Piber lod sig høre da han kom frem. Efter Kon-
certen, hvori især Concertoen i A Dur havde henrevet Publikum,
blev han dog fremkaldt; men han vilde ikke vise sig. Kongen
lod ham gjennem Rädern vide, at han ønskede, han vilde lade
sig høre i Operahuset paa samme Betingelser, som Demoiselle
Sonntag og Paganini havde havt, nemlig det Halve af Indtægten.
Bull, der besidder meget liden royal Devotion og lader Tungen
løbe i Fienders som Venners Nærvære, sagde, at han ikke havde
troet, at Kongen skulde ville gjøre nogen "coup de Commerce";
og han fik ogsaa Operahuset mod at afgive 1/3 af Indtægten, som
for hans Part ansloges til over 1000 Thlr. Juvelskrinet forøgedes
ogsaa her med 2 Brillantringe fra Kongen.
   Men Torne strøedes ogsaa paa Bulls Vei. Det manglede ikke
paa Kritiker, som brøde Staven over ham som Komponist. Hans
Kompositioner skulde hverken røbe Geni eller Smag, ja selv hans
Exekution lide af Charlatanerier. Han skulde udstryges af Musik-
verdenens Stjerner og henflyttes mellem dens Kometer. Det var
alt hvad man fra visse Kanter vilde indrømme. I Stockholm og
i Kjøbenhavn havde saadanne Røster faaet Lyd; paa sidste Sted
ogsaa ifra en svensk Dilettant, som havde været saa uheldig at
faa en slet Plads paa en af Bulls Koncerter, men dog indladt
sig paa at kritisere hvad han ikke havde hørt -- en Person som
ogsaa senere har villet spille Skorpionen i Herkulesses Hæl. Men
i Berlin fik Bull en farligere Fiende i en Professor Fink, Redaktør
af Leipziger musikalische Zeitung. Denne Mand, der før, som
vi skulle see, havde nedrevet og ladet nedrive Bull i sit Blad,
opholdt sig just i Berlin, og lod Bull bede om at spille for ham
hjemme hos ham, da han var upasselig; og Bull, godmodig eller
bange for Cerberussen, ikke alene spillede for ham et Par Timers
Tid, men meddelte ham ogsaa Forklaring over flere af sine selv-
opfundne Kunster paa Violinen, over hvorfor han havde gjort
Buen sværere m. m. Den eensomme Tilhører syntes, efter hvad
Bull vil have bemærket, henrykt og bevæget; men allerede samme
Aften fik han i et Selskab hos Steffens Vink om at han her
d.IV,b.5,s.213   havde været altfor artig. Maaskee vidste virkelig ikke Bull hvad
der for en Maaned tilbage havde staaet "aus Deutschland und
Dänemark", med Reflektioner af Redaktionen selv, i hans Blad.
Men neppe var Bull ankommen til Breslau før han finder Zeitun-
gens Arena opfyldte med forskjellige formummede Partisaner, der
huggede løs paa ham in effigie, og Hr. Fink selv paa Dommer-
stolen, svingende sin Stav, rækkende dem Krandse og strøende
Blade, der skulde lades som at være tagne af Bulls, om i Luften.
Til denne Finkske "letzte Urtheil" er det Bulls senere Modstandere
især have holdt sig, anførende Zeitungen, d. e. Hr. Fink og hans
"Korrespondenter" som en endnu høiere Autoritet i den musi-
kalske Verden end alle dennes Øren. Men hvilke Vidner ere
villigere, hvilke mere i Miskredit end et Blads, og det et Smags-
blads, Korrespondenter? hvilke ligere Fingre paa samme Haand?
Det er som i Komedien: "Er det ikke sandt, Rasmus, Jesper,
Mikkel?" hvorpaa Tutti svarer med oprakte Fingre: "Jo Herre,
det er altsammen baade vist og sandt i alle Maader." Og fra
Kulisserne gjentages det, ligesom forestillende Aandernes be-
kræftende Røster. Desuagtet er der, som sagt, intet man har
hørt saa ofte anføre til Bestyrkelse for Stavbrydninger over Bull,
som dette Hørensagen: "Jamen den samme Dom, som jeg nu
fælder, skal have staaet i Leipziger Allgemeine musikalische Zei-
tung -- i Leipziger Allgemeine musikalische Zeitung." Det er
omtrent som, naar En er i Betryk for et Bibelsted, uden videre
at anføre "Korinthierne", f. Ex. 2det Korinthierne 13de, 14de
(hvilket ikke existerer).
   Ikke faa af Mathematikens og Mekanikens Grundregler og Lære-
sætninger synes at gjentage sig i den aandelige Verden og i
Menneskenes Liv. Bull (og han er ikke den Eneste) er saaledes
bleven for en stor Deel fremadskudt til sin Berømthed ved Verdens
stridige Domme om ham, ifølge Regelen om Bevægelsen efter
Diagonalen af de modsatte Kræfters Paralellogram. Vi have hørt
den Jules-Janinske Kritik, og bør da vel ogsaa hidflytte dens
Modstykke, den Finkske, forat vi dog kunne erfare, hvorledes
Verdens Domme have været deelte om vor kjære, og, som vi
paastaa, ogsaa derved berømtere blevne, Landsmand. Vi have
jo ogsaa forstørstedelen selv hørt Bull, saa Verden jo for os kan
snakke som den vil. Idetmindste ville vi kunne høre begge Parter
d.IV,b.5,s.214   roligere end Bull, ved hvis Karakteristik en høi Grad af Pirrelighed
for ufordeelagtig Kritik ikke lader sig fordølge.
   Før Fink selv yttrede sig, havde følgende Note fundet Plads i
hans Blad, overskreven:



  

"Ole Bull."

"Man veed, hvor forskjellige i forskjellige Blade Efterretningerne
lyde om denne Mand og hans Kunst. Paafaldende er det ogsaa,
at ikke en Eneste af vore talrige Herrer Korrespondenter have
istemmet i den høje Roes, som andetstedsfra bliver udtalt om
ham. Men just nu erholde vi to Bedømmelser over ham af en
tydsk og en dansk Kunstner, og det af almeent anerkjendte
dygtige Mænd, hvis Yttringer vi da her meddele. Vor Landsmand
skriver: "Ole Bull, som jeg hørte og talte med, er intet videre end
en mat Kopi af Paganini, med hvem man kun kan jevnføre ham
i Feilene. Paganini gjør ti Gange flere vanskelige Kunststykker,
og derhos, hvad der feiler Denne, fuldendt. Det Bedste ved Bull
er hans Stakkato med Springbue og hans Piano i Adagio'et, men
hvilket dog mangler Varme. Saa er det ogsaa med hans Komposi-
tioner; de ere formede efter Paganini, men uden hans Geist og
Fantasi. Paganini præsterer paa een Streng mere og skjønnere
end B. paa alle fire. Hans Qvartet er i enhver musikalsk Hen-
seende et Nul. Dog finder han sit Publikum; thi han forstaaer
at strø Folk Sand i Øinene. Intet rigtigere end hvad der er bleven
sagt om ham: han er Virtuos; men ingen Kunstner." Og fra
Danmark: "Endnu et Ord om Vidundermanden Ole Bull, en Titel,
der omtrent kommer saaledes ud som Lucus a non lucendo; thi
efter min Mening maa man, istedetfor at beundre ham saa ex-
centrisk som en stor Deel af Europa, meget mere undre sig over
den forunderlige Verden, som stiller ham saa høit. Selv som
Virtuos er han ingen "Robert, eller Manden som han skal være",
thi han spiller ofte upræcist og -- hvad endnu er værre -- ureent.
Men Kunsten, at tjene Penge, forstaaer han imidlertid; i Kjøben-
havn har han til dobbelte Priser givet flere Koncerter med over-
fyldt Huus."
"Disse Dommere ere saameget mærkværdigere -- vedbliver
Hr. Fink -- som der ikke i nogen Maade kan være Tale om
nogen Nid eller Misundelse.(!?) Det er sande Kunstneres rene
Overbeviisning, som staae, store nok i sig selv, paa egne Veje.
d.IV,b.5,s.215   Og dog -- gives der vel Een, som ikke med egne Øren vil høre
den høit Lovpriste? Saa meget hjælper trykte Undere; hvorved
vi dog maa erindre et gammelt Ordsprog: Ve det Land hvor
Undere skee! Kommer Ole Bull hid, høre vi ham selv, og under-
holde os vist."
   Berlinerkritiken, som Fink umiddelbart forudskikkede sin egen
Bedømmelse, erklærede vel, at "Tilhørernes spændte Forventning
vel blev tilfredsstillet hvad den mest udmærkede Technik i Ole
Bulls Spil betræffer; men dog paafaldt Paganinis efterlignede
Originalitet den upartiske Tilhører, saavel i de, for en Deel meget
effektfulde, men dog ofte barokke og sønderrevne Kompositioner,
som i det forsætlig Outrerte og i det karikerte Foredrag af den
selvsatte Koncert og den det meste Bifald findende Polacca.
Adagio religioso viste, at den berømte Virtuos ogsaa i det følelses-
fulde, sangrige Spil kan præstere alt, hvad han alvorlig vil. Ole
Bulls Tone er ikke stærk, formedelst den for svage Strenge-
besætning, men dog blød og fordetmeste reen. Stakkatoet op-
og nedad synes ganske fuldkomment, men mindre det saakaldte
fiirstemmige eller Qvartetto-Solospil, som meget begunstiges ved
den flade Stol og den slappe Bue. Hyppigst, ofte meget til Utide,
benytter B. Flageoletten; af Pizzikatosteder med venstre Haand
hørte jeg ingen. I det Hele maatte Resultatet af en Dom over
denne Violinkunstner (sic!) vel udfalde didhen: at betydende
Talent er forenet med sjelden Flid, men at Korrektheden og den
sande gode Smag er gaaet tabt i en Stræben efter Originalitet
og en Syge efter at vække Opsigt, forat naa saameget som muligt
de pekuniære Øjemed. Skade for den forkeerte Anvendelse af
saa udmærkede Naturgaver! Hvad der hos Paganini er virkelig
originalt endog naar det paa hans Viis syntes bizart, bliver hos
hans Kopi hyppig til et Vrængebillede" o. s. v.

   Og nu kom da Finken selv med saamegen ærbar Mine af en
gammel Mands og Professors Upartiskhed, som han kunde give sig:



  

"Ole Bull."

"Den 18de Februar hørte vi, i Operahuset i Berlin, denne meget
omtalte Violinvirtuos og Ridder af Wasa-Ordenen, i hans anden
og sidste Koncert der paa Stedet hvilken af Indenlandske og
Fremmede var saa overordentlig besøgt, at Mangen ønskede sig
til Lykke, naar han kunde faae en Billet til den dobbelte, allerede
d.IV,b.5,s.216   til 1 Thlr. 8 Gr (106 Sp. sz.) forhøiede Priis til Loger af første
Rang. Han spillede lutter Stykker af sin egen Komposition, hvilket
var os saa meget mere forønsket, jo forskjelligere Meningerne
have udtalt sig om Mandens musikalske Digtningstalent. 1) Preg-
hiera dolente e Rondo ridente
altsaa Modekontraster, Graad og
Latter; 2) Qvartetto a Violino solo, og 3) paa Forlangende den
ofte hørte og særdeles yndede Polacca guerriera, gaves til Bedste.
Ligesom Paganini har han betrukket sin fortræffelige Violin med
tynde Strenge, hvilket er gavnligt med Hensyn til mange Vanskelig-
heder; men ikke for den fulde Tone. Hans Tone er derfor intet
mindre end fyldig, heller ikke til Hjertet gaaende. Reent spiller
han derimod; undtage vi blot nogle vaklende Toner, saa vilde
der dennegang Intet være at dadle med Hensyn til hans Spil,
der var af den største Reenhed. Ogsaa hans Flageolettoner, ja
især disse, vare stedse fulde, rene og skjønne. Derhos maa dog
bemærkes, at vi i Flageoletspillet, som han rigtignok benytter
altfor ofte, ikke hørte han udføre nogen egentlige Vanskeligheder;
Alt, hvad han gjør i en Rhytmus, frembringes ved een Finger-
sætning. Især maa den Maade roses, paa hvilken han fører sin
Bue, samt hans Stakkato, der ogsaa frembringer den største Virk-
ning. Færdigheder besidder han rigtignok, han kunde ellers ikke
imponere selve Mængden; men saa store ere de ikke, at man, som
skeet er, kunde sammenligne ham med Paganini og fremstille ham
som kjæmpende med denne om Palmen. Har han aabenbart valgt
Paganini til sit Forbillede, saa har han dog kuns naaet ham i
enkelte, ydre Ting, men ikke i det Væsentlige. I hans Komposi-
tioner fandt vi ligesaalidt Mesterstykker af den ægte Kunst; de
ere saa forunderligt sammenplukkede, som det sømmer sig paa
den moderne Maade, hvortil der som bekjendt hører en Jagen
efter Effekt, der ikke sjelden bliver komisk, naar den giver sig
Mine af at være alvorlig. Kalde end de nymodens Mestere dette
mangfoldigt og fantasirigt, indtil Forbauselse gjennemløbende alle
Følelsens (?) Trin: saa kunne vi dog ikke sige, at vi bleve for-
bausede eller følsomme derover; selv Polacca guerriera, der dog
efter Andre skulde erstatte et heelt Billedgalleri, har ikke bragt
os til Forundring. Alene hans Qvartet for Violinen er aldeles
ikke nogen egentlig Qvartet, Lidet undtaget. Den største Deel
af Samme optages af en eenstemmig Flageoletmellemsats, der
springer over i de besynderligste Tonerækker. Ved al Forandring
d.IV,b.5,s.217   af det Tre- og Tostemmige med de fulde Akkorder er det dog
altid mere end Nul; der forekommer ret effektfulde og vanske-
lige Steder, men som rigtignok meget modificeres ved den sær-
egent tilskaarne Stol. Man vil nu spørge: "Men hvorfor virker
da Manden saa meget, eller hvorfor gjør han saa megen Opsigt?
hvorfor langt mere, end de fleste Violinister, som I kalde store?"
Der er Intet saameget at forundres over, som at man endnu ikke
veed dette. Han kjender sin Tid og sine Folk, og tager ei i
Betænkning at benytte dette Kjendskab. Han karrikerer sit Spil
saameget muligt, forøger det virkelige Gode hos sig ved alleslags
Snurrepiberier, som tildels slet ikke høre til Sagen, men hvilke
pudseerligt frappere og amusere den barnlige, skuelystne Mængde;
han mystificerer den, og det er ganske tilpas for de Folk, saa at
vi kuns vilde lee derover, hvis Kunsten selv blev dragen for langt
ned i det Lave derved. Hvilke Ting have da de Folk meest
applauderet, og det saaledes, at det rungede i Huset? Vi ville
fortælle nogle af dem. Orchesteret tier, da lader han paa Kvinten
falde et Par høie Flageolettoner af Septimen, og efter en halv
Takts Pause hvirvler den store Tromme igjennem 1 1/2 Takt en knal-
dende Solo; han gjentager sin Flageolet paa Terzen og den næste
Accords Grundtone samt den store Tromme svarer ham med
medfødt Klarhed, og beskjæmmet forstummede den strax for den
henrykte Mængdes uhyre Bravos, og den Feterede bukkede sig.
Efter en anden Solo lod han, kraftigere end Paganini, Gulvets
Brædder, hvilke betyde Verden, drøne under Fodens mægtige
Stampen, og Husets Verden gav et hundrede Gange stærkere
Echo igjen i Knaldet af de høit klappende Hænder. Og paany
brusede Bifaldets uendelige Torden igjennem den vide Hal; thi
et arpeggierende Strøg fra Spidsen af Buen op til Froschen havde
hævet det med Haar betrukne Stykke Træ i Veiret, hvor det i
gratiøs Holdning stod stille i nogle Sekunder, beskuet af Mesterens
Blikke. Og atter paanyt ordnede sig til en bølgende, i Hurtighed
voxende, god, men dog ikke uhørt, Slutningssolo et drillende
(neckischer) Anhang af den siirlige Flageolet; umiddelbart der-
efter Bukning -- Aftrædelse -- uhyre Brusen af Henrykkelse.
Og alligevel blev denne Genialitet, hvilken vi, selv som en nyttig,
maatte smile over, overtruffen af en anden, hvilken Ingen vil
negte Fiinhed, som ogsaa af den Grund forekom to Gange, uden
at forfeile sin Virkning. Virtuosen lod nemlig efter Stykkernes
d.IV,b.5,s.218   Slutning den zarteste Flageoletoktav, meget langsomt strøgen fra
Froschen af, hviske piano og morendo, indtil den, efter nogle
Sekunder, i den sagteste, hendøende Tone ganske unddrog sig
det lyttende Øre, saa at der Intet mere blev tilovers, end et
indtil Buens Ende fortsat Strøg, der ufeilbart med magisk Kraft
maatte gjentone i Hørernes dybeste Sjel; thi det Uhørte i hiint
Toneliigs reneste Aandeqvalitet (?) fremkaldte pludselig af Intet
en Jublen, som om man vilde forsøge, hvad et menneskeligt Øre
kunde udholde. Med Forbauselse fornam vi Underværket af et
umaadeligt Bifald, og fandt det begribeligt at man ved Virtuosens
fortrinligste Præstationer aldeles ikke forsøgte paa at overbyde
denne Jubel af den meest oprørte Kraftudtømmelse: man følte
Umuligheden og taug. Veed man nu, hvorfor Virtuosen gjør saa-
dant Noget? Disse Midler ligge dog ganske aabne for Øje og Øre;
deri er intet Skjult, Intet sniger omkring i det Skjulte.
Desuagtet vilde det staa slemt til, hvis Manden ikke havde
noget Bedre, end det nu netop Fremstillede; han har anvendt
Flid, fortræffelig lært Mangt og Meget, ikke alene Kunststykker,
men tillige Sang. Han er en Anden, naar han staaer offentlig,
end naar han staaer foran Kunstneren; han veed at vurdere den
ægte Kunst, og skjælver, som det synes, imellem den og Koncert-
spil. Har han, hvad der tilhører Verden og Mennesket, da vil
han vel ogsaa give, hvad der er Kunstnerens. Dette giver han
snart, for at Verden ikke bliver hans anden Natur i Forvænnelse.
Det vilde være et Tab for ham og Kunsten, dersom han lod sig
skuffe af det korte Skin. Ved Koncertens Ende fløi tre grønne
Krandse hen til ham, tillige regnede der Digte, af hvilke intet be-
hagede at flaggre ind i vor Loge. Gid Sandhedens Gudinde til
hans Fred maa have tilsmilet ham fra een af disse Krandse, saa
at der ligesaa godt er sørget for Fremtid, som for Nutid. Vi
hørte, at han denne Aften ei skulde have været ganske vel, derfor
ønske vi ham fuld Sundhed og enhver god Kraft, som Kunstneren
især og fremfor Mange har nødig. Han tænker at reise over
Breslau til Wien, Pesth, München o. s. v., saa at han kan være i
Leipzig til Messen. Vi vente ham her med Fornøielse og ville
glæde os meget, hvis vi see hans Mod og Sands vandre frit og
let i de Regioner, der ere Kunstnerens Hjem." --
   Bull gav et faktisk Svar paa denne forskruede og de andre
Kritiker, nemlig i at den berømte Violinist Lipinski, som netop
d.IV,b.5,s.219   gjorde en Kunstreise paa samme Tid og ad samme Vei som Bull,
vitterligen gjorde mindre Lykke, end han, hvor de havde Anled-
ning til at maale sig med hinanden. Han leed Nederlag, som det
vilde hedde i det bombastiske Sprog, Kritiken har tilegnet sig.
Berliner- og Leipzigerkritikerne synes ikke at have lagt Bull
mange Stene ivejen. I Breslau gav han 5 Koncerter og i Wien
paa dette og et følgende Besøg ikke færre end 15 eller 16, hvoraf
4 i den store Redoutesal. Efter en af disse blev han bragt be-
svimet hjem. Mangfoldige af de Fornemste indfandt sig tilvogns
forat høre til hans Befindende, og mellem dem ogsaa Prindsen
af Wasa. Han blev modtaget med en Høflighed, som Legationen
i Wien skal have fundet det passende at bebreide ham i saa-
danne Udtryk, at Bulls hele Heftighed brød løs. Leipziger Zei-
tungen var dog altid som en oversvævende Glente eller Mundingen
af en Luftbøsse over og efter Bull. Ogsaa over hans første
Koncert i den store Redoutesal viste der sig en fiendsk Rapport,
som dog, med Sidehug til hans høje Entreepriser af 2, 3 og 4
Sølvgylden, mere gik udover hans Kompositioner end over hans
Spil. Thi dette indrømmedes "den højeste Fuldendthed i Meka-
nismen, en Reenhed, Sikkerhed og Hurtighed i de længste Spring,
i Stakkatoer, Spikkatoer og Arpeggioer, i Oktave- og Decime-
Passager, en henrykkende Flageolet, et Pianissimo, som svinder
hen i det Uhørbare, en harmonisk Akkordrække i fuldstemmig
a quattro, som grændser til det Eventyrlige og maa henrive til
Beundring." Fem ordentlige Violinister, endog af dem som reise,
kunne dele denne Roes imellem sig, og endda have nok hver;
og dog var Kritiken i det Hele af den Art, at Bull maaskee
gjerne havde givet en af sine diamantfunklende Konge- eller
Prindsesse-Ringe for at have den uskrevet.
   Men i Wien traf Bull paa noget for ham Kostbarere, end disse
Klenodier, nemlig paa et Vidunder af en Violin, som kort efter
for en Priis af henved 2000 Spd. ogsaa kom i hans Hænder.
Englehovedet paa Halsen m. m. hedder det er skulpteret af den
berømte Benvenuto Cellini; forøvrigt staaer der en Brescianers,
Gaspar da Salos, Mærke indeni. Af Kardinal Aldobrandini skal
den i sin Tid være kjøbt for 3000 Ducati og foræret til Skat-
kammeret i Inspruck, hvorfra den i 1809 blev af Franskmændene
ført til Wien. Der befandt den sig nu i Hænderne paa en Violin-
samler, en Hr. Reatschek, og med ham traf da Bull den Aftale,
d.IV,b.5,s.220   at ingen Anden end han skulde faae kjøbt Violinen efter Be-
sidderens Død. Denne indtraf ogsaa medens Bull gjorde en
Afstikker ("von Ungarns Haupt- und Komitatstädten zu Kunst-
produkzionen eingeladen") til Ungarn, hvor han i Pesth og Raab
gav en Koncert, samt i Presburg, under Landdagen, fire. Ogsaa
i Pesth tilkjøbte Bull sig et Non plus ultra af en Violin for 4000 Fr.
Leipziger Allgemeine musikalische Zeitung for 14 Aug. 1839 be-
retter dette med Tillæg: at den tidligere havde været i Hr. Kovats
Besiddelse. Den er den eneste, hvorpaa Forfærdigeren har an-
bragt Forziringer i Ibenholt og Elfenbeen. Indeni staaer: "Antonius
Stradivarius cremonensis faciebat, anno 1637."
Om denne Violin
fortæller Ejeren; at den har tilhørt Kong Carl IV af Spanien.
Bulls Violiner er dyre, som man hører; men han har dog gjort Ret
i at kjøbe dem. Uden en Violin af første Rang skulde Bull ikke
være bleven hvad han er. Heller ikke Paganini.
   Kommen tilbage fra Ungarn, gav han endnu 5 Koncerter paa
Josefstädter-Theater, og erholdt Opreisning i en rosende An-
meldelse som ogsaa fandt Plads i Allg. musikalische Zeitung. Paa
en af de forrige Koncerter i Redoutesalen, havde "Norges Fjelde"
("Norwegers Traum und Heimweh") samt Udførelsen af Mozarts
D-Moll-Qvartet og hans Klarinet-Adagio, "forsonet det lille Antal
af haardnakkede Modstandere og forenet alle Stemmer til hans
Roes." "Hos en Virtuos af Bulls karakteristiske Eiendommelighed,
hedder det videre, overraskede hiin ægte poetiske Retfærdighed,
som han med opoffrende Selvfornegtelse lod komme disse Tone-
skabninger tildeel, idet han, uden mindste Tilsætning, en eneste
ganske tilfældig Oktavefordobbling uberegnet, gjengav Mesteren
ganske uforandret, og derved bekræftede Rygtet, ogsaa at excellere
som Qvartettist af første Rang, og tillige radikalt omvendte hine
Vantroe, som endnu tvivlede om Ole Bull vel ogsaa kunde synge,
naar han ellers bare vilde." Paa sin første Koncert ved dette
andet Besøg i Wien hedder det, at det idelig gjentagende jublende
Bifald især over hans fri Improvisation over opgivne Themata
modsagde den ugunstige Mening, at den sjeldne Kunstner skulde
have paatrængt sig for hyppig og fast mere end sømmeligt var.

   Slige Yttringer kunde Bull tage sig let, da Publikum, ved altid
at strømme til, paatog sig Forsvaret; men mod den anden fiendske
Kritik paastod man i en Tidende, at han førte med sig som Skjold-
drager en bekjendt Redaktør og Literat. Og om saa var, naar
d.IV,b.5,s.221   hans Funktion ikke var Basunblæserens? Bull er ingen Stilist, og
han havde ogsaa været gal, om han havde spildt Tid paa at værge
sig med Pennen. Dog kløede stundom Fingrene; men tillykke
han greb -- Buen. Og ved den har han seiret.
   Over Linz tog nu Bull til Salzburg, til Mozarts Hjem, hvor han
gav en Koncert for Oprettelsen af et "Mozarts Fond", hvorved
den Uopnaaeliges Enke var tilstede. Engageret til Paris, for i
Januar 1839 at give Koncert paa den store Opera, paa Betingelse,
at dele Indtægten efter Fradrag af 4000 Francs, ilede han did
over Munchen, Baden-Baden og Strasburg, paa hvilke to første
Steder han ogsaa traadte op. Men i Sommeren 1839 gik han
tilbage til Tydskland, gav 1 Koncert i Carlsruhe og 2 i Stuttgard,
hvor Kongen af Würtemberg beærede ham med en Brillantring,
samt derpaa 2 i München, hvor han især vandt Enkedronningens
Bifald. Han spillede baade hos hende privat og hun fik tilbage-
kaldt Forbudet mod en tredie Koncert, hvilket skulde skrive sig
fra, at Kongen fandt sig stødt ved at Bull paa en af de første
ikke havde viist ham sømmelig Ærbødighed nok ved sin Frem-
træden. Mod Enden af Juni befandt Bull sig atter i Cassel; og
hedder det om ham, at "Bull, over hvem de kritiske Akter nu
synes at være afsluttede, havde paa sin første Koncert henrykt
Publikum saa overordentligt, at han paa Opfordring gav en anden,
der, omendskjønt mindre tiltalende, dog var meget besøgt." I
Augsburg og paany i Stuttgard gav Bull to Koncerter, i Nurnberg 1,
Frankfurt 3, Mainz 2 og i Bonn, Manheim, Speier, Landau, Karls-
ruhe og Heidelberg 1, hvorpaa han atter mod Høsten begav sig
til Paris.

   Bulls Hensigt, at træde op paa Operaen, blev dog tilintetgjort
ved en Intrigue af Schlesinger, Udgiveren af La Revue musicale,
hvorfor han indlod sig med Theatre de la Renaissance. Snydt for
sit Honorar, ubarmhjertig recenseret, paa en fiendsk Fod med
Schlesinger, Berlioz og mange Andre af Stadens store Musikere,
gik han i Foraaret 1840 over til London, med en Harpenist
Morandi, som han havde kjendt i Bologna, som Sekretær. Denne
Person indviklede Bull i et besynderligt Eventyr. Kommen under-
veirs med, at han var en Skurk, vil Bull uden videre skille sig
ved ham endog med Tabet af en Sum forskudte Penge. Men en
Dag som han var hos Liszt for at spille over med ham til en
Koncert i det filharmoniske Selskab, og just gik og ventede paa
d.IV,b.5,s.222   sin Violin, hvorefter der var sendt Bud til Hotellet, indfinder
Verten sig i egen Person med den Efterretning, at et Par Rets-
betjente havde nu i et Par Timers Tid laveret op og ned udenfor
Hotellets Porte forat arrestere ham paa Reqvisition fra Morandi.
Aarsagen vidste han dog ikke. Selv holdt Personen sig ved et
Gadehjørne for at have den Glæde at see Bull ført bort af Kon-
stablerne og saaledes ogsaa hindret fra at træde op. Klokken
var nu 3; men Bull holdt det for raadeligst at opholde sig hos
Liszt til Klokken 12, Midnat, da han listede sig hjem. Den følgende
Dag tog Bull hen til Gesandten Grev Bjørnstjerna forat søge Be-
skyttelse, og Denne gik ham strax paa det beredvilligste tilhaande.
Bud blev sendt efter Morandis Advokat, en af de ægte Temples
"Hidspaafanter og Vriompeiser" (som den norske Bonde kalder
Prokuratorerne af en vis, hos os, som vel overalt, temmelig
almindelig, Sort) og af ham fik man da at vide, at Morandi
krævede 60 Pund Sterling som Godtgjørelse for Ophævelsen af
Kontrakten. Han havde 2 Vidner (formodentlig af de saakaldte
"Apostles" agtværdige Forening af villige Vidner i enhver Sag)
og da Bull snart kunde reise, maatte han undskylde, at man
havde grebet til saa strenge Forholdsregler. Bjørnstjernas Hotel
laa ved en Sqvare; fra Vinduerne kunde man se Konstablerne
luske om for at fakke Bull, naar han kom fra Gesandten. En
Kabriolet blev kjørt op foran Portalet, og medens en af Bjørn-
stjernas Tjenere, hyllet i Bulls Kappe, jog derfra i skarpt Trav, og
strax blev forfulgt af Gripomenusserne, kjørte Bull i Grevens
Eqvipage til St. James, hvor han skulde spille for Dronning
Victoria. Følgende Dag fortsattes Beleiringen, hvorfor Bull kapi-
tulerede paa 20 Pund, hvorhos han maatte slaa en Streg over
tilgodehavende 1200 Francs.
   Bull spillede nu med Liszt i det filharmoniske Selskab (Grand
Sonate
af Beethoven), og blev kritiseret fra een Kant med, at Beet-
hoven, om han havde hørt det, vilde have vendt sig i sin Grav,
og fra en anden med, af man maatte unde Beethoven at komme
op derfra forat høre den. Filharmonisterne selv kondenserede
derimod sin Kritik i en prægtig Sølvkaffeekande med Inskription.

   Over Antwerpen og flere af Rhinstæderne, hvor han gav Kon-
certer, iblandt andre i Heidelberg til Fordeel for en gammel
Musiker, retournerede han til Paris, hvorfra han snart atter foretog
en Udflugt langs Rhinen og til Stæderne i den gamle schwabiske
d.IV,b.5,s.223   Kreds. Paa Reisen til Berlin traf han i Baireuth flere af sine
Gøttinger-Venner igjen, og de ville i hans Væsen og Ydre neppe
have opdaget synderlig Forskjel. Han er i disse Henseender over-
ordentlig undgommelig, og skulde vel endnu knapt slaa Vrag paa
en Rullade som den til Münden, til den gode Borgermester med
Viinkjælder under Huset.
   I Berlin foregik den nuværende Konges Kroning med al middel-
alderlig og moderne Pomp. Bull anmodedes af de brandenburgske
Stænder om at forherlige deres Fest med sin Violin, hvorfor han
fik i Æresgave et overordentlig brillant Signet. Staden var fuld
af Herskaber, saa Bull kunde give 6 gode Koncerter. Det samme
Antal gav han i Leipzig, hvorhen han kom over Potsdam og
Frankfurt. Af det derværende musikalske Selskab, "der Tunnel"
erholdt han en Sølvpokal med en liden Apollo med Lyraen paa
Laaget og en Inskription med Datoen da han spillede i Selskabet,
nemlig 5te Decbr. 1840. Efterat have besøgt flere af Mellem-
Tydsklands Byer gik han over Dresden, hvor han gav 2 Koncerter,
til Prag, denne prægtigste og meest musikalske af alle Tydsklands
Stæder. Han komponerede ogsaa der i Begyndelsen af 1841 en
Concerto i E-Moll samt sin Largo posato e Rondo capriccioso
(ogsaa kaldet "Grusz aus der Ferne") og gav desforuden 12 Kon-
certer. Over Breslau ilede han til Warschau, lod i Bedrøvelsens
Stad sin Preghiera dolente klage fra Violinen og gaae over til
Rondo ridente i Mangel af Polaccaen, som det nok ikke for hans
store Velynder Paskewitsch var raadeligt at spille paa det Sted.
Over Wilna, hvor han gav to Koncerter, ankom han til Petersborg,
hvor en heftig Sygdom alene forhindrede ham fra at lade sig
høre fleer end to Gange. Da han var kommen sig, besluttede
han at slaa sig tilro en Tid og det paa den ensomtliggende Gaard
Valstrand, et Par Miil fra Bergen, hvor Moderen boede. Paa
Didreisen kom han over Kjøbenhavn, hvor der ogsaa var en
Kroning paafærde. Han gav der en Koncert, men undslog sig, paa
Grund af det Akkompagnement han vilde faa af Knive og Gafler,
forat spille ved det Hovedgjæstebud, som i den Anledning blev
givet. Man fik da Prüme til at delikatere Ørene medens Posteierne
gled igjennem Struberne.

   Paa en Slup eller Jagt, i flyvende Storm, satte Bull i Efteraaret
1841 nu over til Norge, og tog Ophold paa Valstrand, der er hans
Eiendom. Han hyggede sig dog ikke der, og det hele Udbytte
d.IV,b.5,s.224   af den omtrent et halvt Aars Retirade did, blev kun nogle Skizzer.
I Sommeren 1842 tog han derfor med sin Kone til Kristiania,
hvor han ligeledes valgte Ophold paa et Landsted i Omegnen
indtil Efteraaret drev ham ind til Byen. I Løbet af Vinteren gav
han der tre Koncerter, hvoraf en til Fordeel for Theatrets Pensions-
fond; men saasnart Søen blev aaben, begyndte det igjen at lufte
ham under Vingerne til Flugt, og, ledsaget af en af sine Brødre
tog han over Gøthaborg og Kjøbenhavn til Amsterdam, hvor
han gav 6 Koncerter. Over Leiden buede han ned til Münster
og Osnabrück, hvorpaa han over Hamburg og Kjøbenhavn kom
hjem igjen mod Høsten. To Koncerter og to mindre betydelige
Kompositioner ("Fantasia e Notturno" eller "Til Hende", en Slags
Serenade, og "Vildspil i Lio", som han døbte disse vilde Børn,
hans Genies Bastarder, hiin Søsteren, denne Broderen) vare
Frugterne af det sidste Efteraar, han opholdt sig i Kristiania.
   Paa samme Tid befandt Harpenisten Pratté, en Svensker, ud-
mærket paa sit Instrument og som Musikkyndig, sig i Kristiania,
uden dog at være kommen i anden Berørelse med Bull, end at
de gjensidigen havde besøgt hinandens Koncerter. Bull havde
ydet Pratté Applaus, men Pratté kom misfornøjet hjem fra Bulls
første Koncert i Efteraaret 1842. Det var første og eneste Gang
han havde hørt ham; men dette afholdt ham dog ikke fra at ned-
skrive en Kritik, der var affattet i saadanne Udtryk om Bull
som Kunstner og Komponist, at hverken Morgenbladet eller den
Konstitutionelle vilde optage den. Den var anonym, men heller
ikke med Forfatterens Navn kunde den blive optagen. Dette
kunde nu saa være, skjøndt Prattés Kompetents burde give ham
Plads, saameget mere som han var Udlænding, for en Artikel,
han var villig til at svare med sit Navn for, og som han selv vilde
komme til at lide for, saafremt den maatte være utilbørlig. At
finde dette og at forhindre den fra at krænke Bull og at oprøre
hans Landsmænds Følelse, havde Redaktionerne Adgang og Ret
til; men den Constitutionelle tillod sig den Lavhed, underhaanden
at meddele Angjældende, direkte eller indirekte, Indholdet paa
samme Tid Optagelsen negtedes. Nogle Linjer i det foragtelige
Blad underrettede endog Publikum om, at Pratté havde skrevet
en saadan Kritik. Forsvaret var her skammeligere end Angrebet.
Bull trængte ikke til paa saadan Maade at forsvares. Pratté blev
naturligviis opbragt over en saadan Behandlig af en Redaktion,
d.IV,b.5,s.225   og beslutter sig til at udgive sin hadske Recension særskilt. Den
naaede Bull i Stockholm, og den saavelsom et Brev fra Pratté til
hiin Hælkrebs (en Rosén) hvori Bull sværtedes som Den, der
skulde have talt foragteligt om Svenskerne, bidrog ikke lidet til
at uleilige Bull i Stockholm og navnlig til at Kapellet dersteds
ikke var at bevæge til at assistere ham.
   Lige under Juul tiltraadte Bull, ledsaget af den yngre Skuespiller
Rosenkilde som Sekretær, sin, med Triumfer og Ærgrelser marke-
rede, Reise til Sverige.

   Et Omen, der syntes at maatte varsle godt, mødte ham paa
Vejen den første Aften: et improviseret Slæde-Fakkeltog, hvormed
Finmutterne fra Oudalen og Vinger drog ham imøde. Man drejede
af til Oudalens Jernværk, hvor Bull da fik sin Violinkasse fra
Vognen, og takkede de gode Oudøler med Variationer over
Nationalmelodier og andet, som nok kunde fortjene det Hurra,
hvormed de fore afgaarde. I dette Møde laa der nok ikke andet
end et velmeent Lykke paa Reisen; men herved blev det nu saa
imse, skjøndt ogsaa her det Gamle sandedes, at Intet er saa galt,
at der jo kan komme noget godt ud deraf. Thi hvad skulde ikke
hændes? Efterat have koncerteret i Carlstad og Ørebro ankom
Bull i sin svære Reisevogn til Upsala Kl. 1 Natten til den 12te Ja-
nuar d. A. Alt var stille. Ingen at see, som kunde underrette
om hvor man kunde finde Herberge, og hverken Bulls norske
Tjener paa Bukken eller den svenske Skytsbonde bagpaa vidste
det. Da lyder munter Tummel opover Gaden. Det var en Sværm
Studenter med Julehoveder paa, som strax i den mørke Vogn,
der holdt midt paa den besneede Gade, fandt noget at fæste
Opmærksomheden ved. Vognen omringedes, og inden Bull og
hans Følgesvend i Vognen vidste Ord deraf, udspandt der sig
et Mundhuggeri mellem Natteranglerne og dem udenpaa Vognen.
Rosenkilde vil stige ud; men da han aabner Munden til en liden
Tiltale, der nedtysses af Bull, og hans Organ røber ham som
Dansk, falder der Yttringer fra Svenskerne, som just ikke røbede
synderligt af det Skandinavsind, som nogle Maaneder efter satte
alt paa Ende i gamle Upsala.

   "En Dansker? Hoho, Gossar! Ta mig Tusan en Jute!" o. s. v.
En meente ogsaa iblandt andet, at en Dansker validerede i Gehalt
med Fjerdedelen af en Svensk.

   "End en Nordmand da?" spurgte Bull. Jo, det kunde saa om-
d.IV,b.5,s.226   trent være en 3/4 Deel af en Svensk, meente Personen, som selv var
paa en Treqvart. Ranglefanterne havde endog den Uforskammet-
hed, at spørge Bull, om han vel kunde have noget imod, at man
gav hans Kudsk en Tøraf, fordi han skulde have været grov, og
han fik Tilladelse dertil, mod at erholde to Ørefigen for hvert
et, om han vovede. Paa Spørgsmaalet om hvem der var i Vognen,
var der bleven svaret "Ole Bull" og repliceret "Det er Løgn";
men da En af Upsalienserne virkelig tilraabte Bull, da man endelig
kom fra hverandre: "Vi råkas på Koncerten", synes idetmindste
denne Person, at have troet det, uden at der dog skete andet
til Opreisning, end at Vejen til et Herberge endelig blev viist de
Reisende. Bull følte sig fornærmet og forlod Upsala strax om
Morgenen, istedetfor, som paatænkt, at regalere Studenterne med
en Koncert. Sagen blev fra Upsala selv af fremstillet i Aviserne
værre end den var, saa Bull fandt sig opfordret til i Stockholm
at afgive en Forklaring derover i Aftonbladet saaledes som Sagen
her er fortalt. Forsaavidt som den formildede dennes Omstændig-
heder, nedstemte den Uviljen i Norge; men en Beklagelse, som
den indeholdt over at være stødt paa Tværhed og Modvilje i
Stockholm, som en Følge af den "Pratté-Rosénske Koalition", var
derimod mindre egnet dertil. Der faldt meer end een Yttring i
Norge, som klang mere fra de første end fra de senere Forenings-
aar, om ikke som fra 1808, da Jægerhornene hylede i Grændse-
skovene, og Pratté gik ikke fri for Tegn paa en Uvilje, som ikke
fandt den Omstændighed ganske ligegyldig, at han var svensk,
eller den undskyldende, at en norsk Kritiker, der lod til at for-
staa sin Sag, i endeel Punkter, betræffende de Bullske Komposi-
tioners Gehalt, omtrent kom til samme Resultat i sit Omdømme
som Pratté. Først den 4de Februar lykkedes det Bull, med istand
af det Lindebergske Theaterorchester, at faae givet en Koncert i
Ridderhusets store Sal, som, uagtet den høje Entree (3 Daler Bco.)
og de vakte Antipathier, dog baade var godt besøgt og blev stærkt
applauderet. Kunstneren modtoges endogsaa med Klap og Bravoer.
Dagen efter var det Kongens 25 Aars Thronbestigelsesdag, som
Bull feirede med en musikalsk Soiree for de i Stockholm værende
Normænd. Da sprang Champagneren ovenpaa; men mon der
ikke var Nogen imellem Gjæsterne, hvem, idet han holdt det
funklende Glas imod Lyset, Liigheden faldt ind imellem Bulls Spil
og Champagner? Virkelig, Bulls Spil er imellem de øvrige Vir-
d.IV,b.5,s.227   tuosers hvad Champagneren er imellem Vinene. Det har Klar-
heden i sine Toner, den flygtige Geist, det har de trillende Perler,
det flyvende Skum og det har -- forrykket mangfoldige Hoveder.
Maaskee endeel af Kompositionerne ogsaa have den Egenskab,
at de maa nydes strax, de taale ikke at staa; de dovne under
Undersøgelsen.
   Gjengjeldelsens Gudinde er jo Nemesis, og fremstilles streng
som Gorgonen? Men naar Gjengjeldelsen kommer som Erstatning,
leende, kyssende, straffende Fornærmeren kun med Riis af de
samme Blomster, hvormed den overstrøer den Fornærmede, hvad
hedder hun saa? Justitia? Justitia er for alvorlig. Der er intet
Smiil paa Ansigtet, ingen Kjærlighed i Brystet, kun et Skrædder-
maal og et Par Lodder i Lommen. Lad gaa! Men i den aller-
elskeligste, allerfuldstændigste, allermeststudentikoseste og latter-
mildeste Form kom Opreisningen for Historien i Upsala. Man
havde bebreidet Bull, at han i Hidsighed var reist ifra Upsala
uden at lade sig høre, og han havde forsvaret sig i ovennævnte
Deklaration med sin Dispositionsret over egen Person og med
et naturligt slet Humør Morgenen efter. Men nu indløb en Ind-
bydelsesskrivelse fra Professor Geijer, et Brev saaledes som
Geijer kan skrive det. Det var at gjøre Vognen istand. Det
indeholdt Smørelse for den og Balsam for Sjelesaarene.

   Et Par Dage efter, om Middagen, vrimler hele Upsala opad og
over Skraaningen fra det højtbeliggende akademiske Bibliothek
(Carolina rediviva). Studenter og Damer, Professorer og Borger-
mænd ile opad den høje massive Trap, der udgjør ligesom en
egen Fløi. Det er Ole Bull, som giver Studenterne en musikalsk
Dejeuner. Det var et Gjæstebud. Hurra! Bravo! Hurra! Ligner
ikke Bulls Spil Champagner?

   Og da han saa i sin Pelts gik tilbage nedover den høje Trap
og Skraaningen, fulgtes han af et Sangerchor af flere hundrede
Studenter gjennem de mylrende Gader til sin Bolig, hvor de
endnu til Afsked hilsede ham med et tredobbelt Hurra, drønende
og præcist som Kanonskud.
"En vakkrare Ynglingachör än den
i Upsala, hör man ei", har Geijer sagt om disse sine "Gossar",
og om det ei var bleven sagt før, maatte det være bleven sagt
paa denne Dag. Bull var forbauset over den musikalske Dannelse,
Upsalastudenterne her viste. Men om Aftenen kom deres egent-
lige Koncert -- en "Sexa", som "sagde sex" -- , hvormed de
d.IV,b.5,s.228   vilde gjentraktere Bull for Frokosten. De spillede der med
Glasser og Karafler. Et Slags chinesisk Klokkespil. Da lyste det
ud paa Sneen ifra "Gildets stora Salon", og da det leed paa
Natten, kunde man udefra see hvorledes to Menneskefigurer
bleve løftede op under Taget og under tordnende Jubel baarne
omkring i Salen. Det var Ole Bull og Erik Geijer, som bleve
baarne "paa Guldstol". Mange prægtige Skaaler for Gjæsterne,
for Norge og Sverige vare blevne drukne; men om Skandinavien
hørte man ikke meer, end om det skulde have ligget i Maanen.
Og jeg har en Slags Mistanke. Dog jo! Bull fik jo i Kommission,
at bringe Studenterne i Kjøbenhavn en broderlig Hilsen; men
det var som Studenter, og imellem dem existerer der et frimurer-
agtigt Broderskab over hele Verden. Og han er derved (ligesom
Oehlenschläger nolens volens er bleven det) siden bleven gjort af
"Skandinaverne" til en Choragos for en Idee, som hans norske
Hjerte kun har lidet tilovers for.
   Efterat have den 19de Februar givet en anden Koncert, hvor-
efter Erkebiskoppen og Geijer traadte frem og takkede, og hvorom
det hedder, at Forsamlingen efter "Norges Fjelde" brød ud i
triumferende Jubel, kom Bull den 21de tilbage til Stockholm, for
strax at tiltræde Reisen til Danmark u. s. w. fra denne Europas
eller Tydsklands grønne Dørmatte.

   I Norrkøping gav han en Koncert fuld af Triumf. Ligesaa Kon-
certer i Linkøping og Jønkøping, i hvilken sidste By han traf sin
gamle Lærer Lundholm, der kom kjørende ham imøde. I Kjøben-
havn underrettede Bull strax Studenterforeningen om at han havde
en Hilsen at bringe den i Toner fra Upsala; og om Aftenen blev
der da et Lag, hvortil Bull kom med sin Violin, og røgtede Ærind.


           "Der klang fra Strengen saa mild en Røst
med Vennebud fra Uplands Sale. -- "

blev der i den Anledning skrevet af en af de Bedre blandt Dusin-
digterne dernede, og i selve Studenterforeningen hilsedes han med
en drapastilet


           "Tak for til Frihed
Du Aanderne frelste!
Tak for din Hilsen
fra Sigtunagaard!
Spænd kun din Bue,
slyng dine Pile!
Brystet ei bløder
ved blidere Saar."

d.IV,b.5,s.229      Ogsaa her blev han fulgt hjem af Studenterne og hilset med
tre Gange Hurra; og det -- o herlige danske Frihed! som "Ber-
lingske" stundom udbryder, naar der ikke er nogen politisk Knald
i Lommeknepsene dernede -- netop ligefor Hovedvagtens Kanoner.

   Understøttet af et 65 Mand stærkt militært Musikkorps, gav
han i Ridehuset tre Koncerter for flere tusinde Tilhørere, samt
spillede for Kongen, der forærede ham en prægtig Brillantring.
I Kjøbenhavn befandt sig netop paa samme Tid Violinisten Ernst
og Pianisten Døhler. Bull boede i samme Hotel som de, og der
herskede den bedste Forstaaelse imellem Kunstnerne. Man maa
ogsaa tilstaa, at det lykkedes Kritiken i de Kjøbenhavnerblade,
der er nogen Anseelse ved, at bedømme Bull og Ernst saaledes
ved Siden af hinanden, at Ingen af dem kunde have noget at
beklage sig over Jevnførelsen. I Kiel gav Bull 2 Koncerter, i
Hamburg 1, i Bremen 2 og i Oldenburg 1. Herfra vendte Bull
tilbage til Hamburg, hvor han blev mødt af en Kritik, der skrev
sig ifra Kjøbenhavn, og som gik ud paa at ophøre Ernst paa
Bulls Bekostning. Den bar saa stærkt Præg af Intrigue, af at
være en langt under Jorden ledet Hovedmine imod Bull, for at
sprænge hans Renommée i Luften, at hans Ledsager støvede
forud til Kjøbenhavn, hvor han ogsaa fik Oplysning om, at Døhlers
Sekretær var Ophavsmanden. Men baade hans Principal og Ernst
ærgrede sig herover. Det hele Lapperi og at der snart viste sig
en Gjendrivelse skulde dog ikke være værd en Linje, dersom
Angrebet, forsaavidt det gik ud paa hans Kompositioner, ikke
havde bevæget Bull til endelig at indlade sig paa at udgive endeel
af dem. Oftere havde Musikforlæggere isaahenseende været
ifærd med ham og gjort ham, f. Ex. for hans Polacca, de ansee-
ligste Tilbud; men først nu kan man vente fra Scubert i Hamburg
at see udgivet hans Variazioni di Bravura, Adagio religioso, il
Notturno
og hans under denne Reise komponerede Siciliano e
Tarantella.
Dette Arbeide gav han første Gang ved Tilbage-
komsten til Kjøbenhavn, hvor det vakte en overordentlig Enthu-
siasmus. To Digte viste sig med Overskrivten: Siciliano e Taran-
tella
. To Digte? Hvad er to Digte for Bull, som skulde have et
ret vakkert Bind af dem, der ere skrevne til ham, om han havde
gjemt paa dem. Men de ere visnede som de Blomster, der ere
kastede til ham fra alle Europas Loger. Med dem skulde han
d.IV,b.5,s.230   kunne fodre sin lille muusgraa Borrik af en Søndfjordings-Fjeld-
hest Vinteren over, om han havde samlet paa dem.
   I Juli var Bull i Kristiania igjen, hvor hans Hustru rakte ham
et tredie Barn imøde. Han gav strax en Koncert og da natur-
ligviis Tarantellaen. Pratté var der. Publikum saae med For-
undring hans store Hænder ideligen at løfte sig til Klap, og med
endnu større Forundring en Bedømmelse af ham over Taran-
tellaen og Koncerten i det Hele, hvori han med agtværdig Op-
rigtighed beklager, at have bedømt Bull tilforn efter kun een Gang
at have hørt ham, og indrømmer hans seneste Komposition alt
hvad man kunde forlange.

   . . . Mærkværdigt! Meget mærkværdigt! Mærkeligt, Forbausende!
Netop som min Pen, ilende mod Punktum, snirklede Ordene "agt-
værdig Oprigtighed" ned -- disse Ord, som kunne bære For-
brydelser paa sine smaa Typers Skuldre og bedække Syndernes
Mangfoldighed, underretter et Blad om, at Pratté anstrenger sig
i en Stockholmer-Tidende forat tage sine sidste Ord om Bull i
sig igjen. De blive naturligviis siddende i Halsen og stikke sig
dybere ind. Og om Kritiker fra den Kant vil Verden for Efter-
tiden kun sige: "nu skriger den gamle Fløi igjen."

   Hos Bull er det et elskværdigt Træk, at han gjerne glæder
Mennesker med sit Spil, uden at tage Hensyn til nogen kontant
Belønning. Om Paganini er det derimod fortalt, at han satte
Dæmpere paa Strengene, forat ikke en ubetalt Tone skulde komme
udgjennem Væggen. Bull derimod spillede paa den Reise, han
nu foretog til Throndhjem og Bergen, efter eget gode Tilbud, for
Patienterne og de Omkringboende ved Eidsvolls Bad, og oftere
tog han sin Violin frem og spillede for Bønderne. Saaledes gik
han ind i den mærkværdige Borgunds Kirke i Leirdal, fulgt af
den Mængde Mennesker, som arbeidede paa Vindhelle-Vejen
under en Kapitains Kommando, lod Kirken lukke og spillede saa.
De Bønder, som kom for seent, stode da udenfore med Ørene
til enhver Sprække og Nøglehul forat opfange nogle af hans
Toner. Ved en anden Leilighed udbrød pludselig en Bonde,
rivende sig i Haaret og slagen af Rædsel over en Ørenfortryllelse,
just da Bull havde spillet ud: "Det er Løgn!" Han afbrød der-
med en Taushed, hvorunder man havde hørt Uhrets "Tiktik" i
en anden Bondes Lomme, som var kommen længst frem. Bøn-
d.IV,b.5,s.231   derne gjorde ogsaa overalt Ære af ham; paa flere Steder mødte
de endog frem i Søndagsklæder.
   I Throndhjem gav Bull 4 Koncerter, og efter ligeledes at have
ladet sig høre i Kristianssund, Molde og Bergen, indtraf han
atter i Kristiania medio August, forat berede sig til Udførelsen
af en i længere Tid paatænkt Reise til Amerika, først til Nord-
amerika og maaskee videre ned ad det uhyre Kontinent, d. e.
fra Dollarernes til Pjastrenes og St. Johannes'ernes Hjemsteder.
Den 11te Septbr. gav Bull sin Afskedskoncert for et Publikum
af over 900 Mennesker. Salen gjenlød af Bravoraab og Farveller,
da han endte med sin Tarantella. Han spillede den op igjen, og
da han derpaa fremkaldtes til det sidste Farvel, improviserede
han paa det Genialeste en Række af Nationalmelodier og Hallinger,
som endte med Nationalsangen og en langsomt hendøende Efter-
ligning i Flageolettoner af en Sæterjentes Kauen. Det var det
Sidste af Bull. Den 17de Septbr. forlod han Norge med Hustru
og Børn, for at lade disse forblive i Paris og selv tage over
Atlanterhavet -- en Plan, som i økonomisk Henseende (hvori
Bull, efter norsk Maalestok, forøvrigt, som sagt, er ret vel hjulpen)
vel ganske vist er god, at slutte efter Antecedentia med andre
ringere Kunstnere og Kunstnerinder; men som -- --

   Men? Bull taaler intet "Men". Nei, jeg veed det desværre.
Men jeg meente bare, at den lader Bull maaskee reise endnu
længer fra sig selv, at Bulls Berømmelse behøver ingen svimlende
Tilsatser til, men, eftersom den er voxet i Højden, et desto videre,
omfangsrigere og solidere Fundament af Kompositioner. Bull vil
selv være, og er, mere end blot Exekutør, blot Violinspiller; og
han har jo viist, at han kan komponere paa selve Reisen. Naar
nu denne er fuldendt, vil han maaskee slaa sig til Rolighed i sit
Fædreland, trække sig tilbage i en af dets Dale og der lade sin
Sjæls Fylde udstrømme i beundringsværdige Tonedigtninger. (?)

   Nu, da hans Landsmænd læse dette, har han enten gjennemilet
England fra London til Liverpool, eller har allerede fra Hamburg
taget Havet fat, og han befinder sig enten paa dette eller allerede
hisset over. Endnu, da dette skrives, er han ialfald neppe kommen
over Nordsjøen, skjøndt det allerede har staaet i en tysk Avis,
at "Ole Bull har ikke gjort den Lykke i Amerika, som man havde
tænkt." Jo, han vil upaatvivlelig gjøre Lykke der, hvad enten
Misundelsens Slanger nu følge ham over Oceanet og krybe op
d.IV,b.5,s.232   med ham paa det grønnende Long-Island, eller ikke. Hans Navn
er allerede foran ham derover, og hans Lands Lykønskninger
følge ham i det ømmeste Farvel! Farvel, min Søn! Vi sees igjen!
NORGE TIL AMERIKA
VED
OLE BULLS DIDREISE.

                 Oh Amerika, betro'd
           har jeg dig med ængstlig Ahnen
                 Ham, min Fattigdoms Klenod,
                 Ham, mit Hjertes bedste Blod!
                        -- Lad Platanen
                 kjærligt ham imødebruse,
                       Alleghannen
                 ham i venlig Grotte huse.
                       Susquehannen
                 som en dæmpet Harpe suse
                 Ham, min Elskling, ham imod!



                 Han med Buens lette Spil
           kan til Dands din Panther tvinge,
                 og (hvad der skal mere til)
                 Slave-Ejeren til Smiil.
                       Han kan bringe
                 Karolinas arme Neger
                       til at springe
                 gladere end Barn som leger,
                       sig at svinge
                 snellere end Hjulets Eger.
                 O, Han kan det, om han vil.



                 Men, som om hans Bue blev
           pludselig med Tordner svanger,
                 som om den i Luften skrev
                 trylleformlet Frihedsbrev,
                       Skræk og Anger
                 fylder Herrens Hjertekammer
                       som med Slanger,
                 tusind Blik i Mulmet flammer
                       hos hans Fanger.
                 Ve ham, ve ham! Slavens Jammer
                 klagende min Bull beskrev.

d.IV,b.5,s.233  

                 Far da hen, far hen, min Søn!
                      Lad din Tryllebue skjænke
                 arme Negers Suk iløn
                 Styrken af en bønhørt Bøn,
                       saa hans Lænke
                 for dens Strøg maa sønderbriste!
                       Da sig sænke
                 signende Platanens Kviste,
                       og jeg tænke
                 kan med Stolthed, dig at miste
                 Ole Bull, min Søn, min Søn!



                 Thi hist vest, hvor Du vil fly,
           er min egen Friheds Kjerne
                 voxet i Plataners Ly
                 baaret hid paa svanger Sky.
                       Derfor gjerne
                 vilde jeg taknemlig sende
                       til dens fjerne
                 Fosterland ved Havets Ende
                       herlig Stjerne,
                 og af dem, som hjemme brænde,
                 straaler ingen med dit Ry.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE