|
| d.IV,b.5,s.182 |
OLE BULL EFTER OPGIVELSER AF HAM SELV BIOGRAFISK SKILDRET
AF
HENRIK WERGELAND Ole Bornemann Bull.
Ingen Normand har ved sin egen Navnkundighed saameget ud-
bredt Fædrenelandets Navn som denne vor berømte Landsmand;
og i denne Stund, da vi gribe Pennen for at give et Omrids af
hans viden omtumlede Liv, staaer han i Begreb med at overføre
det til Amerika og elliptisk at forsvinde en Tid, for ogsaa at gjøre
det hørt og kjendt i den nye Verden. Og for et Land i Norges
Stilling er det ingen uvæsentlig Fortjeneste, eller rettere sagt,
ingen uvigtig Følge af den personlige Berømmelse en Landsmand
kan erhverve sig. Norge trænger til, i Europa at være ander-
ledes bekjendt end som et Hjem for "Vilde", som den franske
Kritiker Jules Janin kalder selve Bull i sin Bedømmelse af ham
i Slutningen af Aaret 1835, og til i Amerika kun at kjendes af
bortløbne Søfolk og lasede Emigranter; og det lod sig vel be-
visende gjennemføre, at ikke en blot Nationalforfængelighed, men
selve Nationalselvstændigheden vinder Næring og har fine, men
virksomme, Sugenerver i den Deel Landet erholder af sine Sønners
Navnkundighed. Men om end Bulls Violin aldrig havde lydt
udenfor Fædrelandet, vilde han have vundet sig en Plads i nær-
værende Værk, saafremt vi ikke vilde bryde Staven over vor
egen Skjønsomhed; thi Bull var Bull allerede før sin første Ud-
flugt, og han er altfor eiendommelig paa sit Instrument til, siden
han forlod sine første Lærere, at skylde Andre end sig selv hvad
han er bleven derpaa.
Ole Bornemann Bull er født i Bergen den 5te Februar 1810 og
er af 9 Sødskende ældste Søn af Apotheker Johan Storm Bull og
Anna Dorothea Bull, født Geelmuyden. Faderen, der selv var en
særdeles oplyst Mand, bestemte Ole til Studeringer, og indsatte
ham derfor i Byens Latinskole. Men gamle Konrektor Windings
pudseerlige Tiltale til ham efter en maadelig lært Lexe: "Tag du
|
| d.IV,b.5,s.183 |
fat paa Fela di for Alvor, Gut, og spild ikke Tiden her!" be-
tegner klart nok hvad Retning Bull allerede tidligen havde taget.
Begge hans Forældre og Flere af Familien paa Mødreneside, men
især Jens Geelmuyden, vare musikalske. Ofte dannede der sig
smaa Koncerter i Fædrenehuset, hvortil Ole var det opmærksomste
Øre; men især var han lykkelig naar han fik være med til
Qvartetterne hos Onkel Jens, som var den Mand, der endog
spenderede betydeligt i Musikalier og Instrumenter paa sin ædle
Lidenskab. Og disse Qvartetter, baade af Mozart, Krummer og
Haydn, gik ofte -- indtil 3 Gange om Ugen -- paa, og endte,
efter gammel Skik, med stundom bacchanaliske Aftenlag. Imidlertid
sad Ole og saae paa de hensatte Instrumenter og stjal sig til at
tage nogle Strøg. Men denne Ære, at komme med til Onkel
Jens'es Qvartetter, fik han først da han var bleven en gammel
Karl paa 7 til 8 Aar, da han allerede kunde tage første Violin i
en af hine store Komponisters Qvartetter. Mens han var endnu
yngre maatte han lade sig nøie med at nynne for sig selv Moderens
Melodier og hvad han ellers hørte hjemme, gnidende det efter
med en Fliis paa et Træstykke, hvilke da skulde forestille Bue
og Violin. Saaledes fandt Onkel Jens ham i en Krog og af sit
Nürnberger-Varelager af Instrumenter, hvormed han ogsaa hand-
lede, tog han da en Barneviolin og forærede sin lille Neveu.
Denne var da Bulls første Violin. Han var 4 -- 5 Aar, da han fik
den ihænde, og det varede ikke længe før han efterspillede paa
den baade hvad Moderen kunde synge og meget af hvad Sværere
han hørte. I denne tidlige Alder lærte Onkel Jens ham ogsaa
Noderne, og nu laae Tonernes Verden for ham med aabnede
Porte.
Egentlig fast Information paa Violin har Bull aldrig havt. Faderen
tillod ham nogle Timers Underviisning hos en Stadsmusikantsvend
Erichsen, og da Bierfidleren var forladt, øvede Bull sig af sig selv i
Duetter med en Dilettant, der var saa maadelig, at det er en Skaansel
ikke at nævne ham. Faderen tillod Ole dog kun at sysle med
Musiken i sine Fritimer, og selv i disse arbeidede han sig aldrig
vedholdende frem; men altid kun afbrudt og som legende. Ole
gik sin egen Gang, tog Stok for hic hæc hoc baade hjemme og
paa Skolen, og -- som det hedder i Visen -- i den Vei "var og
blev en Sinke." Kommen over Sinkelektierne ved en Slags
Aarenes fremdrivende Kraft, var dog ingen hans Overmand i
|
| d.IV,b.5,s.184 |
Mythologi -- en Green af Disciplinerne, som ogsaa maatte tiltale
et fantasirigt, drømmende Gemyt. Violinen var og blev dog
Nr. Een, saa Skolelærdommen aldrig kunde komme høiere end
til Nr. To, og hermed var Faderen ilde tilfreds nok; men i Onkel
Jens havde Ole og Violinen en Patron, især efter at han paa sit
ottende Aars Fødselsdag ved et Tilfælde havde overrasket ham
og Tilstedeværende med et Beviis paa hvor vidt han var kommen
med sine hemmelige Kunster. Der var Mandsselskab og Qvartet
hos Onkel, hvori Orchesteranfører i den musikalske Forening,
Harmonien, Kammermusikus Poulsen, som sædvanlig, var første
Violin. Denne ret flinke Musikus var en Ven af Flasken, og
nedlod sig endog af og til i Stadsmusikantsvendens Hybel, forat
snapse. Der havde han da truffet Ole, og da Oles Fader lige-
ledes gjerne undte ham en Dram, ranglede han senere indom
Døren hos ham, og spillede da med Ole saalænge der var noget
paa Karaflen, der blinkede paa Bordet. Regelmæssigere var ikke
den Underviisning Ole erholdt af denne sin anden Lærer. Men
hvad hænder nu hiin Oles Geburtsdagsaften? Bacchus og hans
Fauner blandede sig som sædvanlig imellem Muserne hos Onkel
Jens, og da man vel var kommen fra Bordet, var første Violin i
den Grad bleven uefterrettelig, at han laae hen etsteds i Værelset
som en Violinkasse eller Vraget af en Bass. "Nu, Ole, skal du
spille for Poulsen", sagde den oprømte Onkel Jens med et løst
Indfald ved det sørgelige Syn, og trykte ham Kammermusikussens
Violin i Haanden. "Frisk min Gut, skal du faa et Stykke Sukker."
Og Ole spillede virkelig det svære Stykke -- det var et af
Spohr, som han ogsaa tilfældigviis forud kjendte til -- og, til
Alles Forbauselse og Onkel Jenses glade Overraskelse, han ikke
alene spillede, men pauserte -- kort, han gav Stykket som en
komplet Orchesteranfører. Han fik Sukkerstykket og -- en
ordentlig Violin, som blev kjøbt af Poulsen. Saaledes erobrede han
sin første; og denne gav igjen Anledning til den eiendommelige
Maade, hvorpaa han behandler og holder sit Instrument og er
bleven dets absolute Herre.
Ole var nemlig endnu for liden for sin nye Violin. Det gjorde
ham ondt i Fingre og Hals, naar han satte den til Skulderen; og
han applicerede den da saa langt indunder Hagen, altsaa saa for-
kortet som muligt. Fingrene fik derved et større Spillerum og
Øret blev lagt nærmere til, og denne Maneer er bleven Bull til
|
| d.IV,b.5,s.185 |
Vane, saa man senere ofte har bemærket, at han ligesom kjæler
for sin Violin. Den nye Violin var Ole en kostelig, men ogsaa
kostbar, Gave. Thi den kostede ham adskillig Lussing, da han
ikke kunde holde sig fra at sidde oppe om Natten og spille, saa
Husets Folk ikke kunde faa sove. "Det var da Fanden til Laat!"
hedte det. "Er nu Ole oppe igjen og spiller?" Og saa fik Ved-
kommende ham da i Kardusen. Et Tegn paa, at Faderen dog
mere og mere gav efter for Erkjendelsen af sin Søns Determination
for Musiken, var dog, at han paa hans 9de Aars Fødselsdag for-
ærede ham Fiorillos Kaprizer, som han i det Øiemed havde ladet
komme fra Kjøbenhavn. Samme Aar besøgte Violinisten Waldemar
Thrane Bergen, og da spillede vesle Ole Fiorillo for ham.
Der hengik nu et Par Aar, hvori Bull ganske var Autodidakt.
Stadsmusikantsvenden og Kammermusikussen vare lagte agter
som et Par Sko, man er voxet fra, og hans Mester var ikke at
finde i Bergen. Men naar vi sige, at Bull har naaet sit Mester-
skab ved egne Kræfter, at han paa egne mægtige Vinger har
oversvævet det umaadelige Dyb, der er imellem den flinke
Instrumentist og den sande Virtuos, mene vi ikke, at han ikke
skylder Lærere noget. I 1822 nedsatte en dygtig Violinist,
Hr. Lundholm, en Svenske og Elev af Baillot, sig i Bergen, og af
ham erholdt han Information. Det varede dog ikke længe, da
der snart udviklede sig et koldt Forhold mellem dem. Lundholm
kunde ikke faa sin Elev til at holde Violinen anderledes, og han
var en af disse strenge Skolemænd, som ikke taale Afvigelser i
det Formelle, og ikke kjende andet Geni end Flidens Udholdenhed.
Der var da en Aften atter Qvartet hos Onkel Jens. Lundholm
spillede Baillots Kaprizzi. Bull hørte til med Mishag over den
Skolestrenghed og det Flegma, hvormed han gjengav disse liden-
skabelige Satser. Man gav en Qvartet af Spohr, og Ole tillod
sig at kige i Lundholms Noder medens man sad tilbords i Side-
værelset. Lundholms Iversyge over Bull stak da frem i, at han
fandt sig stødt herover, og endnu mere i Udbruddet, da Bull,
paa hans halvspodske Opfordring, spillede Spohr: "Aa ja, nu kan
jeg gjerne pakke ind, naar Gutten alt kan hvad jeg længe har
arbeidet for at kunne klare. Nu kan han vel ogsaa spille Paganinis
Kaprizzi?"
"Aa ja!" mente Ole. Faderen havde kjøbt dem til ham. Han
spillede dem, og fra den Stund blev Lundholm høfligere imod
|
| d.IV,b.5,s.186 |
ham saalænge han forblev i Bergen, og behandlede ham som En,
der vel med Tiden kunde blive ligesaa god som han Selv.
Bull var allerede, ved den Originalitet og det selvstændige
Herredømme, han havde vundet over Instrumentet, over Dillettant-
tismen, og Rygtet om ham gik forud til Kristiania, hvorhen han
begav sig i Aaret 1828 for i August at tage examen artium. I
de sidste tre Aar havde han nydt privat Underviisning af en
Student hjemme, istedetfor paa Skolen; og da Informatoren ikke
tillod ham at spille paa Violin saa ofte han vilde, opfandt han
at plystre og synge paa eengang; og dette blev hans Harmonilære.
Han plystrede og sang og spillede dertil paa to Strenge, og und-
fangede da Ideen om at spille paa fire Strenge. Senere er det
endog ved en Kombination bleven ham muligt at udføre sex for-
skjellige Motiver paa eengang.
Men vor Ole fik ingen Examen. Han dumpede, som man siger,
i latinsk Stiil; men Gud veed, om denne Dumpen ikke var en
Stigen til det han er bleven, et af Nornernes mægtige Fingertræk,
en himmelsk Admonition om at han skulde blive ved sin egen
Læst. En Oldtidens Græker vilde kalde dette Uheld en Streg,
Polyhymnia havde spillet Athene for at befri sin viede Yndling.
I Kristiania var imidlertid et offentligt Theater, sligt som det
nu var, bleven opført, og Waldemar Thrane havde gjort sig be-
rømt ved sin geniale Komposition af Fjeldeventyret. Han var nu
Orchesteranfører ved Theatret; men hans tiltagende fysiske Svag-
hed gjorde, at Bull snart maatte optræde for ham. I Examens-
tiden optraadte han for første Gang ved en Benefice paa det
dramatiske Theater med Qvartetten af Spohr i Es, der -- som
en kompetent Dommer udtrykker sig -- "gjorde et mægtigt Ind-
tryk"; men som han senere aldrig har været at bevæge til at
spille. Hovedstadens, dengang mere end nu musikalske, Publikum
havde beundret Ynglingen med den kraftige og paa engang hen-
rivende bløde Bue, og i det daværende musikalske Lyceum, samt
i engere selskabelige Kredse, forbausede han et kompetent Audi-
torium ved sine fantasirige, følelsesfulde Extemporationer. Denne
musikalske Omgang og disses Raad bestemte nu Bull til ganske
at opoffre sig Musiken. Paa denne Tid lærte ogsaa Nedskriveren
heraf personligen at kjende ham, og han mindes endnu med
Interesse, hvorledes Bull mundtlig søgte at udtrykke Ideer til
store Kompositioner, altid fantasifulde, om end imellem kun
|
| d.IV,b.5,s.187 |
fantastiske, altid storartet romantiske, om endog stundom over-
spændte, fulde af Maleri og Effekt, -- kort ganske som man
kunde vente dem af Bull med hans Individualitet og den Dannelse,
han havde erhvervet sig omtrent som en Vandrer, der gaaer i
egne Tanker, og nu og da plukker noget af paa Vejen. Det blev
ogsaa kun ved ubetydelige leilighedsvise Kompositioner, fulde af
Glimt og -- Røg. Men ogsaa i den aandige Verden er en chaotisk
Tilstand Forbudet paa herlige Aabenbarelser; og man paastaaer
jo, at det var i en saadan Periode Schiller skrev sine "Røvere?"
Det kan Nedskriveren ligeledes bevidne fra hine Dage, at Bull
ogsaa deri lignede de fleste store Genier, at han, med et melan-
cholskt, men ikke destomindre let bevægeligt, Temperament,
besad det barnligste og trohjertigste Gemyt, og fra de senere, at
han har det forud for mange af dem, at han har beholdt det
fremdeles. Det er især i slige Gemytter en vis ret elskværdig
Fremfusenhed findes; den tilhører dem som naturligt Skum det
gode og stærke Øl, og Bull har altid havt en Portion deraf, som
har været stor nok til hist og her at skade ham, udsætte ham
for Misdømme og at give ham Skyggen af en Egoisme, som ikke
taaler Kritik eller Modsigelse, og endog af Mangel paa Dømme-
kraft. I Samtalen forlader han gjerne Musikens Verden, hvori
han er en Fyrste, og da er han forloren i Folks Omdømme, som
"mærke Ord" og forlange for meget, nemlig, at alle Radier skulle
være lige glimrende i en Sjæl, hvor der dog er en heel Diameter
af Lynets Straalestyrke. Jeg har været tilbøjeligere til at falde
ham om Halsen, naar han saaledes paa Politikens eller andre
fremmede Territorier har været paaveje til at snuble . . . Men hvad
kommer dette Ole Bull, den sande Ole Bull, ved? eller Ole Bull
saaledes som han kom ifra Bergen. Det er ingen detaljeret
Kritik, som skal skrives; og da var han det beskedneste, fordrings-
løseste Menneske, ikke opfyldt med Triumferindringer, men kun
med Ønsker og Forhaabninger, ikke smigret af Andre end af sin
ensomme Violins Stakkatoer, Pizzikatoer og klagende Flageoletter.
Det er meget, ja overmaade meget, at han, efter et saadant Liv,
som det han har ført, er forbleven sig selv i alle sit barnlige og
troskyldige Hjertes Grundtræk. I legemlig Henseende saae han
dengang noget forvoxen og sygelig ud; det aabne Ansigt var
blegt, blegere end nu, de store klare Øine laae dybt, og med den
allerede da paafaldende udviklede Nervositet i Overkroppen og
|
| d.IV,b.5,s.188 |
Armene, var han dog forøvrigt i høi Grad nervesvag, og Irri-
tabiliteten havde den afgjorte Overvægt i hans System.
Han fandt sig ikke vel i Kristiania. Hans Sind var i en urolig
Gjæring. Han lignede Ballonen, der slider og rykker i sin Touge
for at slippe bort og at kunne stige. Han følte, at han maatte
ud for at kunne blive til noget, og da først og fremst til Violinens
Ypperstepræst, til Louis Spohr i Kassel. Spohr maatte høre ham
spille hans egne Mesterstykker. Han maatte sige ham hvad han
duede til, og i Hans Bifald vilde han hente en Indvielse og en
Velsignelse. Og endelig 18de Mai 1829 kom han afsted ved at
optage et Laan paa 100 Spd. i Sparebanken, hvortil en ædelt-
tænkende Kjøbmand fra Kristiania, som han traf i Hamburg,
endnu lagde et Laan af 200. Men da han vel var reist, opdager
hans Venner, at han har glemt -- sin Violin. Den laae i Fredriks-
værn, og dens Herre var alt over Kattegattet. En Officeer kunde
før fremstille sig for sin Chef i fuld Uniform, men uden Kaarde,
end Bull kunde slippe ud i Verden uden sin Violin. Over Hals
og Hoved blev den da sendt efter ham af hans Venner. Og af
dem havde Bull sande, der ikke blot beundrede, men elskede
ham. Den Modtagelse Bull fik ved sit første Besøg hos Spohr
var ham ellers for kold.
"Ich bin über 100 Meilen gefahren, um
Sie zu hören" sagde han galant, hvortil Spohr svarede gelassent:
"Ei, so müssen Sie auch nach Nordhausen fahren, wo ich einem
Musikfeste beiwohnen soll". Og saa foer han da did med, sammen
med den danske Stipendiat Musikeren Frølich. Der hørte han en
Quadrupelkoncert af Maurer udført af Komponisten selv, Spohr,
Wiele og den ældste af Brødrene Müller; men han fandt en saa
kold Stiil i Foredraget saavel deraf som af et Oratorium af
Schneider, at han forlod Festen med den sønderknusende Tanke,
at han vel ikke maatte have det rette Kald siden disse Mestere
udførte sine Sager saa ganske anderledes, end han vilde have
gjort det. Han besluttede at tage fat paa Studeringerne igjen,
men ikke hjemme, og Sammentræffet med nogle lystige Gøttinger-
studenter, der vendte tilbage fra en Harztour, bestemte ham til,
i saadant Øiemed at tage til Gøttingen. Der blev nu i et Par
Maaneder et lystigt Leben omkring Bulls Violin; thi naturligviis
det var kun et løst Indfald med den Studering. Borgermesteren
i den lille Naboby Münden havde hørt tale om en fremmed
Student, som skulde spille saa ypperligt Violin, og bedet en Be-
|
| d.IV,b.5,s.189 |
kjendt at tage ham og nogle musikalske Venner med derud, forat
give en Koncert for de Fattige. En vakker Morgen drog da 8
lystige Fættere afsted
"um in Münden zu kommerciren": Fire
paa een Vogn, spillende paa forskjellige Instrumenter hele Vejen,
Fire syngende paa den anden. Saaledes holdt man da endelig
udenfor Borgermesterens Dør, hvor han ganske rigtig skrabende
og bukkende modtog dem i egen Person og førte dem lige til-
bords. Bull, hvis første Koncert i Udlandet nu skulde gives, be-
mærkede med Fortvivlelse, at hans Orchester, inden man vidste
Ord deraf, var bleven plakat. Og ingen Prøve var bleven holdt.
Den skulde holdes efter Bordet, hedte det, og dermed havde det
endnu ingen Hast.
"Es lebe der Herr Bürgermeister, seine Frau,
die Töchterlein, die gute Städtchen Münden!" u. s. w. hedte det.
Og da man nu endelig reiste sig fra Bordet, var der vaklende
Knæer, Omfavnelser, Graad og Kyssen om hinanden, saa Bull
ikke vidste sit arme Raad. Som sidste Nummer skulde
"das
Gewitter", Uveiret, en Improvisation af Bull gives, hvori han
skulde lade Lynene knittre og ziske paa Violinen, medens En af
Studenterne skulde gjøre Tordenen med Albuen paa Pianoet.
Men han var nu reent overstadig.
"Aber Bruder, wie kannst du doch . . ?" gik Bull og halede ham
i Kjolekraven. Han hører ikke.
"Bruder, Bruder, wie kannst du
doch.?" -- "Halt's Maul mit die Koncert! Schmollis! Apage!." --
"Was? Bist du doch toll? Dummer Junge!."
"Dummer Junge? Potz Tausend"! Det er
Stikordet, Nu var
der Duel. Uundgaaeligt. Koncerten gik dog som den kunde,
Borgermesteren var prostitueret, Bull accepterede Kartel, lærte
at hugge med sine stærke lange Arme i 8 Dage, benyttede Vinket
at trætte sin Modstander med Pareren, og saae sin Kands til at
give ham en let "Streich" over Kravebenet. Nu var naturligviis
alt godt og
"das Gewitter" over. Omfavnelser og "Comment."
Aber der Polizeydirektor lod Sejerherren citere paa Raadstuen
og meddele et venskabeligt consilium abeundi.
Bull gjorde som Molberg: Han
"Lærdomssätet skydde" og stod
i Septbr. paa Anførerskamlen igjen i Orchestret i Kristiania, hvor
Tøstie imidlertid havde remplaceret ham. I Mai 1830 reiste han
til Throndhjem, hvor han gav en Koncert, men uden synderlig
Fordeel, og derfra til Bergen, hvor han tog Anførselen i "Har-
monien", gav Fjeldeventyret første Gang, og to Koncerter, som
|
| d.IV,b.5,s.190 |
skaffede ham en 500 Spd., hvormed han endelig i August 1831
ved Skibsleilighed over Ostende kunde iværksætte sin længe paa-
tænkte Reise til Paris. Den blev eventyrlig. Først efter syv Aar
saae Fædrenelandet ham igjen som den verdensberømte Ole Bull,
som den eneste Dødelige, der har arvet Paganinis Virtuositet og
Navnkundighed.
Til Paris, til Konservatoriet, til Beriot, Baillot og Berlioz, til
den store Opera maatte Bull. At optræde paa denne, eller dog
at vinde Ansættelse der, var den Tanke, som opfyldte ham hjemme
paa hans Kammer, naar han sad der, som saa ofte, med Haanden
under Kinden og med sin lille Rotte af en Hund paa Skjødet,
eller mellem lystige Kamerader, eller paa Anførerskammelen i den
Fjellebod, som Vulcanus endelig offrede Muserne.
Men i Paris gik det ham ikke efter Forventning. Hans Anbe-
falinger hjemmefra aabnede ham ingen Adgang did han vilde, og
Ingen lyttede til dem, der talte fra hans Violin, uden de tause
Vægge i hans ensomme Kammer, der gjengav hans bedrøvede
Hjerte dens spildte klagende Toner. En Forbigaaende kunde
standse udenfor med Spørgsmaalet: "
Qui demeure ici? Il joue
bien." En Grisette kunde ligeoverfor aabne sit Tagkammervindu
og lytte til "
le pauvre jeune homme lá", og en eller anden er-
hvervet, ligesaa tungsindig, Bekjendt imellem de tydske Musikere,
hvoraf Paris vrimler, kunde sidde hos ham og yde ham sin
hjælpløse Hyldest. Det var Anerkjendelsen for det første. Men
den truede med at ville holde sig længe paa et saa lavt Stand-
punkt. Baillot negtede at give ham Underviisning i det han at-
traaede;
"le Violon norwégien" blev stødt væk overalt; ingen
Ansættelse i Operaen, medens det nagede ham, at see en Svensk,
som senere aldrig har svaret til hvad der fra højere Steder an-
vendtes paa ham, at vinde Plads der; Pengene gik -- kort Bull
befandt sig i den i Paris saa uhyggelige Høst ulykkeligere der
end hjemme. Han angrede alt, at være reist did. Dog havde
han endnu hos en Banquier saamange Penge, at han kummerligen
kunde slaae sig igjennem til Foraaret, da Skibsfarten atter aab-
nedes. Da raadede en Skurk, som boede i samme Huus, ham
med en faderlig Mine til at tage sine Penge til sig fra Banquieren,
som om Denne, under en daværende Fluktuation i Handels-
verdenen, ikke var saa ganske sikker; og -- en Morgen efter at
Bull var kommen oprømt hjem fra at have hørt Mad. Malibran,
|
| d.IV,b.5,s.191 |
finder han, ved at see sig om i Værelset, først sin Violin og sine
Klæder borte, og dernæst sine Penge, indtil den sidste Sous.
Paa en Stolryg hang kun hans gamle Klæder fra Reisen tilbage.
Raadgiveren, den faderlige Ven, var fløiten med Alt.
Det var ikke saa frit for, at Seinens graa Vande fik noget
Indbydende i vor ulykkelige Vens Øine, at han hørte behageligere
Røster i dens Murmlen under Broerne, end i Parises livsglade
Tummel.
Under disse fortrykte Omstændigheder, Fortvivlelsen nær,
skaffer en Tydsker, ved Navn Wirth, Lærer ved en Hr. Chorons
musikalske Institut, ham paa Kredit Logis i Dennes Huus indtil
Hjælp maatte indløbe fra Hjemmet. Mad. Choron holdt nemlig
et Knaptæringsherberge for Lemmerne og Eleverne af dette
Institut, der bestod af Tydskere og dannede et Slags "Verein",
omendskjønt det førte det stolte Navn af et Konservatorium, og
det af et for Kirkemusiken. Efterat være naadigen gjennemmønstret
fra Top til Taa af den lille spidsvinklede Dame med rynkede
Abekjæver, Turban, store udstaaende Hummerøine og blodrøde
Hænder og Arme -- kort en ægte Pariser-Rappenskralle -- fik
da Bull, paa Wirths Kaution, for 60 Francs om Maaneden, Tag
over Hovedet, Bønner og sort Brød til Frokost og henimod Aften
en Middag af et Par Stykker Kjød og en Suppe af samme Kvalitet,
som den, hvorom Skibsdrengen sagde, at den var god, da han
"nu nyssens havde fundet een Ert." Men fra Hjemmet kom der
Intet. Suppen forblev lige tynd, Frokostbønnerne lige haarde, men
Madamens Øjekast bleve længere og mistænkeligere, Kastet med
Nakken foragteligere, og Wirth, som begyndte at frygte for sin
Kaution, koldere og mere tilbageholdende. Han ønskede kun,
at faa ham vel udaf Huset igjen før Regningen trak sig formeget
i Længden.
Men Fanden, eller hvem det nu var, hjalp. En Morgen finder
Bull ved Hr. Wirths partikulære Frokostbord, der for ham som
Lærer var noget bedre, en Fremmed, som strax tiltrak sig hans
Opmærksomhed. Sorte stride Haar bedækkede hans Hoved,
Ansigtsfarven var hvad Franskmanden kalder olivâtre, d. e. oliven-
bruunguul, Øinene sorte, store, af stikkende Blik, Ansigtstrækkene
spodske og aandrige, hans Diskurs kold ironisk, Figuren slank og
udlevet -- kort der var noget yderst sydligt-udbrændt, verdens-
mandsmæssigt, eller om man vil, noget mefistofelesagtigt i hans
|
| d.IV,b.5,s.192 |
hele Ydre. Han gjorde ogsaa et næsten rædselblandet Indtryk
paa Bull, især da Wirth havde ymtet om, at denne Person, der
af og til kom i Huset for en vis Dames Skyld, som Wirth ogsaa
gjorde Hanebeen til, var en Politispion. Det undslap Bull, at han
nærede denne Mistanke. Personen, iførstningen opbragt med
hele sin bruungule Naturs Heftighed, synes pludselig at betragte
Bull med velvillig Interesse, som om han i ham havde fundet
Lykkens Yndling, den troskyldige Aladdin.
"Behag at følge mig, min Herre! Jeg har noget at tale med
Dem om. Herhenne i Rue Vaugirard er en Estaminet, hvor vi
kunne det uforstyrrede."
Det var en af disse Kneiper, hvor der maa brændes Lys hele
Dagen, og hvor unge Mennesker, der ikke syntes at have sovet
om Natten, omsværmede Billarden i Skjorteærmer, med Krid-
piber i Munden og L'Eaudevie-Glassene og Ølflaskerne i Vin-
duerne og paa Kaminen.
"Hør!" sagde den Fremmede (som Bull aldrig har vidst Navnet
paa) "jeg kjender deres Stilling; men følg nu mit Raad. De skal
spille.
Mais-voila ma bourse! Der er ikke 5 Francs, og 5 Francs
behøves. Dem maa De skaffe. Gaa saa iaften mellem Klokken 10
og 11 -- ikke før -- til Enden af Boulevard Montmartre. Der
er Frascatis Spillehuus, Fortunas Tempel. Gaa dristig ind, opad
Trapperne, ring paa og giv den elegante Tjener, der vil aabne
Døren, med en kjæk Mine deres Hat. Gaa saa ind i Salen, hen
til Bordet, sæt deres 5 Francs paa Rødt, og lad Indsatsen be-
standig staa!"
Bull iler hjem, reiser de 5 Francs ved at sælge et Klædnings-
stykke, og er paa Pletten til bestemt Tid. Han trænger sig frem
til det store grønne Bord, hvor Louisdorer og Femfrancs laae i
Dynger, og hvor baade Damer og Herrer deeltoge i Trente &
Quarante-Spillet. De 5 Francs sattes paa Rødt, men rullede ved
Spillerens Ubehændighed over paa Sort og -- Perdus! Der stod
Bull som lynslaaet uden en Sous. Han vækkes af Raabet fra en
af Bankørens Medhjælpere:
"Messieurs; faites votre jeu!
" Bull
mumler: "
Cinq francs Rouge!" men i sin fremmede Udtale saa-
ledes, at det klinger for Franskmanden som
"Cent francs." Ban-
køren slaaer op. 100 Francs, i 5 Louisdorer, skydes hen til Bull.
En Dame troer, at de ere vundne af hende, og slaaer sin Haand
saa ivrig over dem, at man skulde troe der var Kløer istedetfor
|
| d.IV,b.5,s.193 |
Fingre i Glacé-Handskerne. Bull, der ikke kunde forklare sig
sin Lykke, hvorledes han nemlig havde faaet 100 (cent) Francs,
paa sine opgivne 5 (cinq) Francs, var i Øjeblikket saa fortumlet,
at kun Bankøren, ved at raabe nedover til Bordenden:
"Madame,
l'argent appartient a Monsieur" skaffede ham den uforskyldte
Gevindst. Bull lod den blive staaende, og mod Morgenen listede
han sig hjem med 800 Francs, som han anvendte til at betale sit
Logis, til en Klædning og til -- Spil. Mefistofeles traf han nok
paa Dagen efter og vel ogsaa enkelte Gange siden; men han for-
svandt dog, da han vel havde faaet sat Bull i Gang. Men Lykken
var ham ikke altfor tro. Mangen Nat vandrede han pengeløs
fra Boulevarden gjennem Parises øde Gader, gjennem den cholera-
stinkende Natluft, hørte de Døendes Stønnen i Husene og løb
gysende til sit Logis.
Ministergesandten, Grev Løvenhjelm, som interesserede sig for
at skaffe en vis Rohart, som boede ved Champs Elysées Norske
og Svenske i Logis, havde sendt Bud til Bull og faaet ham did.
Men Cholera trængte ind i Huset, og Bull søgte sig et andet
Logis -- for anden Gang uden en Skilling i Lommen. Thi Lykken
havde ganske vendt ham Ryggen hos Frascati, uagtet han i lang
Tid havde indskrænket sig til aldrig at vove mere end l0 Francs.
Som han saaledes en Dag slentrede om og gloede paa Leie-
placaterne paa Husene og Gadehjørnerne, standsede han udenfor
No. 19, Rue des Martyres. Han var træt og vilde ikke gaa videre.
Der stod jo ogsaa, at der var Logis at finde. Imidlertid benegtede
Portneren, at saa var. Bull blev staaende, som om Noget sagde
ham, at her skulde være et Asyl for ham; og da det endelig
kom ud af Portneren, at der i første Etage boede en Enke, som
alligevel muligens kunde have et Værelse, siden hendes Søn
nylig var død, steg Bull op. Han traf en gammel, pyntelig,
men simpel klædt, Kone, som modtog ham venlig, men dog ikke
lod til at have tænkt paa nogen Logerende. Imidlertid har hun
opdaget, at Bull har nogen Lighed med hendes afdøde Søn; hun
udbryder i Forundring, og dette Tilfælde lægger hende i Munden:
"Nuvel, kom da imorgen Middag, Msr., naar saa da skal være."
"Idag,
a douze heures," svarer Bull med en glad Gesvindthed,
som om han ved et Greb havde fanget en gylden Kugle i Luften.
En skraldende Latter lader sig høre fra en Krog i Værelset,
hvorfra et overordentlig smukt lidet Pigeansigt stikker sig frem.
|
| d.IV,b.5,s.194 |
Det var Alexandrine Felicité Villeminot, Datterdatteren, som levede
hos sin Bedstemoder, og siden er bleven Bulls Kone. Faderen
havde været en Slags Commis de guerre; Onkelen faldt i Garden
ved Waterloo.
Kl. 12 samme Dag var den nye Logerende der med sit lille
Habengut, hvorimellem der dog nu var en Violinkasse. Men
neppe var han kommen før han faldt i en svær Sygdom, Nerve-
feber eller Hjernebetændelse, hvorfra en menneskekjærlig Doktor
Dufour og Familiens omhyggelige Pleje reddede ham. Da han
kom til Besindelse, sad den gamle Kone ved hans Leje, holdende
hans Haand i sin, og de første Ord han hørte af hende var, at
han bare skulde fatte frisk Mod og ikke bryde sig om Betalingen.
Der var god Medicin i de Ord for En, som havde lagt og fantaseret
om Seinen. Han fik det ogsaa nu i Alt som en Søn, og lille
Alexandrine begyndte med at være hans Søster.
Ved denne Tid var det ellers, at Bull skrev et Brev til en Ven
i Kristiania om sin fortrykte Stilling, som bevirkede, at endeel
Medlemmer af det musikalske Lyceum subskriberede og sendte
ham igjennem Legationen omtrent 2000 Francs. Af Klogskabs
Grunde lod man Ministeren, Grev Løvenhjelm, være Mellemmand.
Han yttrede ogsaa i en Skrivelse til Kristiania, at der nødvendig-
viis maatte sørges for Bulls Antræk, dersom det nogensinde skulde
lykkes at faa ham paa hans rette Sted, og han var beredvillig
til at sørge for, at Hjælpen hjemmefra kom ham til saa stor Nytte
som muligt.
Mellem de underordnede Musikere, Bull hidtil havde omgaaets,
var ogsaa en italiensk Guitarist, og ham vilde nu Skjæbnen han
skulde træffe, da han begyndte at "rangle ude" forat tage Re-
konvalescent-Solskinsbad paa Qvaierne og andre Steder, hvor
Pariserne have tilladt Solen at skinne i deres By. I Rue des
Martyres var det kun slet bevendt dermed. Guitaristen fortalte
da Bull, at en gammel Violin-Amatør, Msr. Lacour, havde ønsket
at gjøre hans, Bulls, Bekjendtskab, og han foreslog ham nu at
gjøre et Besøg hos ham. Lacour gjorde sig store Forventninger
af en Opfindelse han havde gjort til Forbedring af Violinen. Han
fabrikerede nemlig slige og bestrøg dem med en deigagtig Sub-
stants (en "pâte"), der skulde give dem en høi Grad af Blødhed
og Præg af at være fuldkommen indspillede. Bull fandt virkelig
hans Violiner særdeles bløde, og, gnidende sig af Glæde i Hænderne,
|
| d.IV,b.5,s.195 |
troede nu gamle Lacour, at have fundet den rette Mand til at
bringe hans Violiner i Kredit (
"Pour faire valoir mes violons").
I en Soiree hos en af Lacours Kunder og Bekjendte, Duc de
Riario, en italiensk Charge des Affaires, skulde Bull spille paa
en af de Lacourske Violiner. Der traf Bull elegant Selskab,
Duc de Montebello, dennes Svigermoder o. s. v. Han sætter
Violinen an; men mærker til sin Ærgrelse, at en eller flere af
Ingredientserne i Lacours Indbeitsning udbreder en afskyelig
Stank. Han blev forlegen, men drives af sin Forvirring til at
spille i en Extase, som ganske henriver Selskabet for ham. Han
omringes af Damer og Herrer. Især havde han gjort Indtryk paa
Montebello og hans Svigermoder; og nu hedte det i Munden paa
hinanden: "Hvor længe har De været i Paris? Min Gud hvorledes
er det muligt, at De har kunnet være saa ubekjendt? De maa
gjøres bekjendt, De maa give en Koncert, De maa have en god
Violin; De maa gjøres bekjendt med Chopin o. s. v." Montebello
inviterede Bull til Frokost følgende Dag, og der gjentoges det
Samme. Men Montebello, Neys Søn, gjorde Alvor af Sagen.
Bulls Puppetilstand var forbi; Sommerfuglevingerne skulde til at
folde sig. Glimt af den varmeste Sol, Menneskehjerters Deel-
tagelse, vare faldne derpaa. Inden kort -- det var den 18de April
1832 -- saae Bull sig istand til at give sin første Koncert i en
Tydskers, Hr. Stoeppels, Sal, Rue neuve Augustins, og det med
Assistence af Ernst og flere betydende Kunstnere og en reen
Indtægt af 1400 Francs, saa han betalte sin Gjæld og havde 700
tilovers. Til Operaen var der dog endnu ingen Adgang; altsaa
en Kunstreise! Og nu gaaer det af sig selv; nu voxer Bulls
Rygte som Lavinen, der engang er sat i Fart. I Lausanne gav
han sin første ordentlige Koncert i Udlandet, og med stort Bifald.
Før han forlod Egnen ved Genfersøen, assisterede han ogsaa ved
en stor religiøs Festivitet i Morges, og gik derpaa til Italien, hvor
han i Mailand gav Koncert paa det berømte Theater Della Scala
og i Venedig i det filarmoniske Selskab, der har valgt ham til
Æresmedlem, ligesom de filarmoniske Selskaber i Bologna, Rom
o. fl. Steder have gjort.
I Triest gjorde Bull især Opsigt ved sine Improvisationer, og
han fandt der i en Doktor Jell en Kritiker, som ved i høje Udtryk
at omhandle i et Wienerblad hans Fremtræden i Triest, for første
Gang udvidede Bulls Berømmelse udenfor de Byer, hvor han lod
|
| d.IV,b.5,s.196 |
sig høre. Imidlertid tilfredsstillede han ikke dennegang Wienernes
Nysgjerrighed. Han besluttede nemlig at tage nedigjennem Italien,
og kom saaledes til Bologna, hvor et af disse Tilfælde, der ere
mærkværdigere og vidunderligere end Eventyrenes opdigtede, og
som fylde Sjelen med Ærefrygt, som for en Guds synlige Nær-
værelse, indtraf og gjorde, at han fra dette Sted kan datere sin
Berømmelse. Fra Bologna af hørte Vi herhjemme første Gang
noget Glædeligt om vor Landsmand; fra nu af blev hans Bane
for lysende til at kunne tabes afsigte.
Den Jellske Kritik var efemerisk, som saa mange andre, der
endnu ødslere have udtømt Sprogenes Lovord over Hoveder,
som ikke destomindre ere forblevne navnløse; den var hen-
dunstende som Oversprængningen af et Eau de Rose eller de
Cologne. Men om den Kjendsgjerning, at erstatte et filarmonisk
Selskab af den Betydenhed som Bolognas og et Publikum af den
musikalske Skjønsomhed, som denne Byes, en Beriot og en
Malibran, lader sig ikke dette sige. Og fra dette Prøvestykke
er Bulls Berømmelse udgangen. Dette Turdelduepar af Kunstnere
havde ladet sig engagere for Saisonen til Bologna, og en Koncert,
i Forening med alle de Kræfter, hiin Forening tilbød, var annonceret.
Men Begge fandt sig misholdne med det betingede Honorar, og
kun Beriot indfandt sig, men forat melde Sygdomsforfald for
Malibran og at han heller ikke kunde optræde formedelst en
Skade i Haanden, som det hedte.
Det filarmoniske Selskabs Direktør, Marchese de Zampieri, be-
fandt sig saaledes i den største Forlegenhed. Da hænder det en
Dag mod Aften, at den bekjendte Sangerinde Mad. Colbran (siden
gift med Rossini) ved at gaa forbi Casa Soldati, et Værtshuus af
lav Rang, en Kneipe for Soldater, Vetturinoer og Muulæseldrivere,
hører fra et aabent Vindu i Huset nogle vidunderlige Satser ud-
førte paa et Instrument, som hun ikke troer at kjende. Det var
Bull. Paa sin kalkede Hybel i det elendige Værtshuus, hvor han
havde taget ind paa Grund af en, ved en Laantagers Uefter-
rettelighed indtraadt, Ebbe i Kassen og nu i et Par Uger havde
opholdt sig, havde han, medens hele Byen kun talte om Beriot,
Malibran og Colbran, skrevet sin første betydelige Komposition,
Concerto i A Dur, og ubekjendt med den kunstmæssige Maade
at nedskrive sine Tanker paa med Hensyn til Udsætningen, sad
|
| d.IV,b.5,s.197 |
han nu der ved det aabne Vindu og gjennemspillede sine Satser.
Sangerinden stod Lenge lyttende.
"Det maa være en Violin; men en guddommelig. Den erstatter
Malibran og Beriot. Afsted til Zampieri!"
Om Aftenen henved l0, da Bull, sulten og syg, alt i et Par
Timer laae i sin Seng, bankede det paa Døren. "Cospetto di
Bacco for Trapper!" Det er Zampieri selv, den mest musikalske
af alle Italiens Nobili, videnberømt fra Mont Cenis til Kap Spar-
tivento. Bull maa op og improvisere. Han var Manden! Lad
Malibran have sin Migræne og Gud veed hvad. Ja han maatte
ikke alene op, men strax afsted med Zampieri til Theatret, hvor
han traf en glimrende Forsamling, selve Storhertugen af Toskana
og Beriot med sin Haand omviklet paaskrømt med et Tørklæde.
Bull henrev strax Forsamlingen. Han skjød Hjertet i Livet og
bad Damerne om Themaer. Prinds Carlo Poniatowskys Gemal-
inde gav ham et af Norma, to andre Damer et af Korinths Be-
leiring og et af Capuleti & Montecchi. Da han endte faldt en
Blomsterregn over ham fra de henrykte Damer; Zampieri, Beriot
og hele Forsamlingen komplimenterede ham. Det var et Fund.
Han skulde faa hele Foreningens Assistence til en egen Koncert,
hvis han vilde træde op ved en allerede annonceret; Selskabet
vilde selv tegne sig for 60 Billetter. En Schweitzer, Emilio Loup,
som ejede et stort Theater, tilbød ham baade dette og frit Or-
chester, ja en enkelt Privatmand tog endog l00 Billetter.
Ah ça
ira! Nu var Fortunas Hjul kommet paa Glid. Parcen syntes at
afhaspe sine sorte Traade og at begynde at udspinde nye glim-
rende. Han spillede paa Selskabets Koncert og gav en egen hos
Loup. Efter den sidste hilsedes han af et Fakkeltog og ud-
nævntes til Æresmedlem af det filarmoniske Selskabs første
Klasse.1
Ça ira! Dette var kun en Begyndelse; Dette var Bulls
egentlige Begyndelse.
Mellem de mange Fremmede, som vare komne til Bologna for
Koncertens Skyld, var ogsaa hiin Poniatowsky, en Brodersøn af
den berømte, saa to af den senere Histories Æresnavne, (Monte-
|
| d.IV,b.5,s.198 |
bello, Neys Søn, og Poniatowsky) saaledes har Fortjenester af vor
Bull. Han indbyder Bull til Florentz, hvor han selv opholdt sig,
og der tilbydes ham at give en Koncert paa Teatro del Cocomero,
hvorpaa hans Komposition fra Bologna gjorde en ligesaa over-
ordentlig Lykke som der. Dette var den 2den Mai 1834. Vi
notere det, fordi Bull siger, at han fra denne Tid af fik nogen
Tillid til sig selv. Ørnene vilde nok, om de kunde, mærke sig
den Dag, da de først følte, at de kunde stole paa sine Vinger,
og lade dem bære sig over Afgrunden. Han gav endnu 2 Kon-
certer til paa Theatro del Cocomero, assisteret af duelige Kunstnere,
som Duprez og Madame Ronzi de Begnis, samt komponerede sin
Adagio religioso for Dominikanerklosteret Sta. Maria Novella i
Florenz.
14 Miglier fra Florentz, midtimellem Apenninerne ligger en
liden Landsby, Pierra a Sieve, omgivet af flere Klostere. Did
trak Bull sig tilbage i 2 Maaneder, udarbeidede til eget Brug en
Slags Grammaire de Violon, hvori han søgte at klassificere og
at simplificere alle Instrumentets mysteriøse Vanskeligheder, og
komponerede en Trio for Violin. Kompositionen af Adagio Re-
ligioso havde bragt ham i Kridhuset hos Munkene i Omegnen,
saa de ofte besøgte ham; og stundom trak de da frem af sine
Kutter nogle Flasker af en egen Sort Likør, de vare berømte for
at kunne fabrikere. Engang spillede han ogsaa Adagioen for
dem, med Akkompagnement af Orgel, og paa Orgel Themaet og
endeel af "Polacca Guerriera", som han dog først senere, under
Opholdet i Rom, fik færdig.
I Pisa og i Lucca under Badesaisonen traadte Bull atter frem.
Han traf der atter Poniatowsky og Pianisten Døhler, og blev af
Enkedronningen af Neapel anmodet om at besøge Neapel. Gik
saa did over Livorno; men kom ikke til at træde op i de første
Maaneder, da Beriot & Malibran ventedes. Efter Disses Triumf,
fulgte nu en for Bull paa store San Carlo, hvorefter Malibran
omfavnede ham for Publikums Øine i Logen, og Beriot, efterat
have hørt hans under Opholdet i Neapel komponerede Quartetto
a Violino solo, udbrød under Bifaldsjubelen og Blomsterregnen:
"Hvad Djævelskab der dog maa til forat kunne elektrisere Neapoli-
tanerne med Violin!" Sangen er nemlig deres Favoritnydelse, og
Malibrans Triller vibrerede dem endnu i Ørene. Bull fik nu
Tilbud om flere Koncerter paa San Carlo, naar han kun vilde
|
| d.IV,b.5,s.199 |
træde op imellem Stykkerne en Aften udenfor Abonnementet.
Men Enkedronningen havde anmodet Bull om netop at spille paa
en saadan Aften, saa Kongen, der af Sparsommelighedsgrunde,
som det hedte, kun besøgte Theatret paa Abonnementsaftener,
kunde faae høre ham. Kongens Broder, Prindsen af Salerno,
havde ogsaa ladet sig forlyde med, at en Gratifikation da ikke
vilde udeblive, ligesom han da ganske sikkert vilde erholde Til-
ladelse til at optræde ved Hoffet for Kongen, som Enkedronningen,
ved saaledes ligesom tilfældigviis at lade ham høre Bull, vilde
indgive nogen mere Kjærlighed for Violinen, end han ellers
nærede. Men om disse Grunde til ikke at føje Theaterdirektionen,
som ved Bull vilde skaffe sig fuldt Huus, maatte Bull ikke ymte
noget. Det kom til Disput, og med et
"Mais, vous êtes fou, Mon-
sieur" fra En af Vedkommende efter sig, forlod Bull Neapel paa
Natten til sin Fødselsdag den 5te Febr. 1835, og tog til Rom,
hvor han opholdt sig i 3 Maaneder, komponerede Polacca'en
færdig, og gav den i Hotellet Casa Lepre med stormende Bifald.
Han boede der sammen med vor udmærkede Landskabsmaler
Thomas Fearnley, den prægtigste Kammerad, som "Klæder kunde
trækkes paa", saa de 3 Maaneder med baade Karnaval og Paaske
henglede saa karnavalsk og paaskeægbroget for Bull som noget
Afsnit af hans omtumlede Liv.
Bull begav sig nu lige til Paris, hvor den store Opera nu aabnede
sig for ham. Fra hans anden Optrædelse der daterer Stor-
Skvadronøren Jules Janins bekjendte Kritik sig, som er bleven
Programet til de senere Triumfakter i Bulls Liv, og som først ret
overtydede hans Landsmænd om hvad de i han besad. Den blev
læst herhjemme med saa levende Glæde endnu samme Aar den
havde staaet i Journal des Debats, at den nok taaler her at læses
op igjen, især da den, formedelst sin Forfatters kritiske Ipse-dixit-
Berømthed og Indflydelse paa hele den dannede Verdens Dom,
er et vigtigt Aktstykke til Bulls Levnet. Saa skrev Jules Janin,
da han var kommen hjem fra at have hørt Bull i den store Opera.
"O. B. Bull."
"Denne unge Vilde, der i forrige Aar kom ned til os fra Norges
Iis med sin Stradivarius i Haanden, har anden Gang ladet sig
høre i Operaen forgangen Mandag. Han er fuldkommen den
store Kunstner, som jeg for et halvt Aar siden forudsagde. Der
|
| d.IV,b.5,s.200 |
er saamegen Vemod, saamegen Melancholi i dette ædle Instrument!
Der er saamegen Energi og Kraft og saamegen Grace under
denne Jernbue! Den synger, den græder, den sværmer; snart
hæver den Tonen over Horn og Trompeter, snart sukker den
sagte som en Æolsharpe! Han er en Konstner, der aldrig har
havt sin Mester; han fører en Violin, som ikke tilhører nogen
Skole -- der er noget Naivt, Inspireret i den, begavet med en
ufattelig Kraft. Man har talt meget om Paganini og hans G-Streng;
de have Begge ladet sig udbasunere med alle Lovtalens Stemmer.
-- De kom -- G-Strengen var umaadelig overstemt, og han, der
skulde spille paa den, saa slet redet, som den, der fremstiller
sig saaledes med Flid, kan være. Nu! jeg veed ikke, om ei Bulls,
Normandens, Lykke vilde været lige saa stor, som Italienerens
og hans G-Strengs, dersom han havde været saa forsigtig at om-
give sig med sin Konstbroders effektfulde Charlataneri. Men
se! Norge er en brav Pige, fordringsfri og beskeden, der ikke
bruger Sminke. Hun fremtræder ganske ligefrem og udgyder --
naturlig og utvungen -- hele sin Sjæl og sit Hjerte!"
"O. B. Bull er en af hine Kunstnere, fulde af Uskyld, Naivetet
og Trohjertighed, som ikke fordre mere, end at kunne overlade
sig til sin egen gode Natur den hele Dag, med hele deres Væsen
og i deres fulde Frihed. Han er en beskeden ung Mand, uden
Charlataneri, der ikke kjender den store italienske Kunst, længe
iforveien at berede sig Lykke og Fordeel. Siden den første Dag
jeg hørte ham i Operaen, lod -- med al min Beundring fortæller
jeg det -- Tilfældet mig ofte høre ham, hist og her, paa alle
Landeveie og paa alle Provindsialtheatre, og altid har jeg gjen-
fundet det samme Talent, den samme begeistrede Inspiration og
den samme naive og hjertelige Enthusiasme. I et Auberge i
Rouen blev jeg en Dag vækket af en melancholsk og smægtende
Adagio -- det var Oles Bulls Violin. En anden Gang, i et Værts-
huus ved Postveien, overraskedes jeg, siddende udenfor Døren
under Kroskildtet, af en klagende Andante -- det var en Andante
af min Favoritviolin. Den har ganske fortryllet mig. I det kjed-
sommelige Dieppe, opfyldt med kjedsommelige Englændere og
engelske Kammerpiger, indhyllede i grønne Slør, trøstede Ole
Bull mig ved Dieppes Hav, dette skrækkelige Hav, der gjør sunde
Folk syge. Ja! jeg seer ham endnu, accompagneret paa saa
burlesk en Maade af den saakaldte filharmoniske Forening i denne
|
| d.IV,b.5,s.201 |
velsignede By -- her, hvor Meyerbeer, som var her og ikke
længer kunde udholde det barbariske Akkompagnement, vilde styrte
sig i Havet med begge Hænder for sine Øren."
"Jeg har da opbevaret et svagt Minde om denne store Konstner,
som saaledes har truffet mig paa min Vei forat bortjage min
Kjedsomhed. Det er ikke ham, der lukkede sig inde, som en
Tyv, paa sit Kammer, forat aflokke sin Violin de skjønneste
Accorder -- tvertimod! han udstrøede sine Tanker for hvem der
vilde høre dem, som man kaster Smaapenge til Betlere paa Gaden.
Det er ikke ham, der satte Gjerrighedens Dæmper paa sin Violin;
-- tvertimod! han var aldrig mere fornøiet, end naar han havde
en Skare om sig forat høre ham, applaudere ham og græde --
gratis; saaledes har han overalt paa sin Reise samlet, om ikke
Pengedynger, idetmindste hædrende Sympathi. De engelske Vaga-
bonder besøgte ikke hans Koncert, men de Unge kom der og de
Fattigste -- thi den fattige Musikus aabnede selv Døren og sagde:
"Træder ind!" uden at de skulde kjøbe en Billet ved Indgangen.
Se! saaledes maa en stor Konstner være -- se! saaledes maa
man vedligeholde det Instruments Værdighed, man har fralokket
Himlen. Man maa vide, at give hine egoistiske Provindsialstæder,
der ikke vide, at det er deres Pligt at opmuntre en reisende
Konstner, nogle Lærdomme i Høimodighed. Man maa vide at
give de ædle Nydelser for Intet, som Mængden ikke har For-
stand til at kjøbe sig; -- man bliver fattig, det er sandt, ved
disse Reiser, men hvad siger det, naar man bliver hædret og
hæderværdig. Man har ikke Paganinis Indkomster og syv Millioner;
men hvad siger det? Baillot rækker dig ved din Tilbagekomst
Haanden og kalder dig: "Broder!" Og er det da Intet, at have
Ret til at vende tilbage til Paris og der stedse finde Operaen
aaben og at have hiint beundringsværdige Habenechs Orchester
til sin Disposition og at komme der uden at bukke altfor dybt
og at kunne indsamle eenstemmige Bevidnelser af Agtelse og
Beundring?"
"Se der! Er det ikke hvad jeg har sagt? Er det ikke hvad jeg
har spaaet om Bull? Der har vi Jules Janins egne Ord!" sagde
Folk i Norge til hinanden, da de læste dette -- Folk, som enten
havde sagt eller tænkt noget lignende, eller ogsaa ikke gjort det.
Men for hans sande Vurderere i Kristiania, for dem, som tillige
havde været hans Venner i Nøden, var Jules Janins Besegling
|
| d.IV,b.5,s.202 |
paa deres egen Dom ligesom et Broderkys de gave hinanden til
Tegn paa at deres Forventninger vare opfyldte, deres Ængstelse
forstedse over, -- ligesom det, hvormed de Græsk-Katholske
hilse hinanden paa Paaskemorgen, sigende: "Jesus er opstanden!
Jesus er opstanden!" Men Ingen kunde holde sig fra at lee over
Parisernes Benævnelse af Bull "den unge Vilde"; det var kosteligt,
især om en Normand, som har faaet det Hverv, at lære Verden,
at Normændene dog ikke ere saa ganske Esqvimoer eller cimme-
riske Barbarer eller Europas Indianere endda. Men noget hændte
dog med Bull ved hans Fremtræden i Operaen, som maaskee
har givet Jules Janin samme Tanker om Bull, som vore egne
faareagtige Løver og Løvinder upaatvivlelig ville nære om den
stakkels Yngling eller Pige fra Landet, som skulde være saa
uheldig paa et af deres Honette-Ambitions-Baller at snuble over
Dørtærskelen eller at begaa nogen lignende Buk. "Den Bonde-
knold!" vilde det hedde. "Den Budeje!" Og da det netop hændte
med Bull ved hans første Fremtrædelse paa Operaen, at han,
snublende over et nedladt Bagteppe, kom frem paa Scenen med
et yderst barokt Hop, som det af Latteren lod til, at det glimrende
Publikum antog for en Kompliment a la Norvégienne, samt da
han stod der forvirret, med langt nedhængende Haar om det
dødblege Ansigt, dødbleg især siden 3die Streng sprang, og han
desuagtet vedblev med en overnaturlig Anstrængelse: saa er det
nok muligt, at det personlige Indtryk, Bull ved denne pudserlige
Debut gjorde paa Jules Janin, har ligesaameget Deel i, at han
kaldte ham en ung Vild som hans Nordmandskab og den franske
Uvidenheds forfærdelige Begreber om le haut Nord. At Bull er
født der, i det gamle Thule, ikke langt fra der hvor Nordpolen
staaer op som Spidsen af en Paraply, har ogsaa forøget Interessen
for ham. Han var ikke "Allemand". Mærkværdigt! Ikke "Danois".
Mærkværdigt. Ikke "Svedois". Endnu mærkværdigere! Ikke
"Russe eller Polonais". Hvor Pokkeren kan da det Land ligge?
"Ah, Thule?
Oui, j'ai oui de ça." -- Bulls Ligefremhed og Naturlig-
hed bidrog naturligviis ogsaa til at give ham
un peu de Barbare.
Efter en Kunstreise gjennem Normandi, Pikardi og fransk
Flandern, vendte Bull tilbage til Paris, hvor han to Gange op-
traadte i Operaen under Duponchel. Og efter den første af disse
skriver den Janinske Kritik sig. Paa en Afstikker til Lyon, hvor
han gav 6 Koncerter og komponerede fire, siden som Motiver
|
| d.IV,b.5,s.203 |
benyttede, Solonummere, blev han farlig syg. En Hjernebetæn-
delse truede i et Par Uger hans Liv. Han stod imidlertid over,
og ilede atter til Paris forat give en Koncert i den italienske
Opera. Thalberg havde dog bedre Protektioner, og han fik
Theatret. Bulls Kaar vare ellers nu omtrent ved den Status, at
han havde 7000 Francs tilbedste, og kunde spendere 1600 paa
at kjøbe sig en Guarneri istedetfor den gamle Santo Serafino
(Il Stradivario di Venezia) til 400 Francs, han hidtil havde brugt.
Han boede dengang i Rue Taitbout tæt ved den berømte Kafé
Tortoni, og var forlovet med sin lille Alexandrine, som imidlertid
var bleven en Jomfru af sjelden Skønhed, ægte parisisk i An-
sigtets Ovals og Trækkenes, især Næsens, Fiinhed og med en
funklende Glands i hendes store Øine, som røbede hendes Moders
spanske Blod.
Man behøvede imidlertid noget mere forat gifte sig; og Bull
besluttede nu at tage over til Guineernes Land, hvor han ønskede
først at træde op i London paa den italienske Opera, nu Queens-
Theater, der dirigeredes af en Msr. Laporte. En forhenværende
Provinds-Skuespiller, St. Germain, var med Bull som en Slags
Sekretær, uagtet han heller ikke kunde et engelsk Ord; og det
lod just ikke til, at Bull for øvrigt skulde have nogen Nytte af
ham. Imidlertid hænder det en vakker Dag, at St. Germain op-
dager i et Vindu lige overfor det Boarding-House hvori de boede,
i Laportes Mætresse en Skuespillerinde, han før havde kjendt
særdeles nøje. "Vi har Laporte!" udbrød han. "Imorgen kunne
vi gjerne skrive Konditionerne." Og virkelig det lykkedes ogsaa
her ad Skjørtevejen. Bull skulde faae Queenstheatret og Assistence
af Orchestret under en Hr. Costas Anførsel. Dette vakte Nid og
Nag hos Mori, første Violin, en ondskabsfuld Italiener fra Top
til Taa. Han sværtede ham hos Costa, og løb omkring til Jour-
nalisterne for at stemme dem mod Bull som en charlatanmæssig
Efterligner af Paganini. Til Kl. 2 var Bull tilsagt til Prøve ved
en Billet fra Costa, medens Orchestret var tilsagt til Kl. 12, for
at idetmindste saamange skulde blive utaalmodige og gaae sin
Vei, at Prøven blev til intet. Bull ahnede imidlertid Uraad, tog
endeel Visitkort og en Vogn og ilede om til samtlige Herrer ved-
kommende Journalister med Invitation til dem og Familie om at
overvære Prøven til Kl. 2. Et temmelig talrigt Publikum kom
ogsaa sammen. Damer og Herrer vare at skimte i det dunkle
|
| d.IV,b.5,s.204 |
Parterre; en reisende Normand var ogsaa tilstede; men ganske
rigtig -- det halve Orchester var gaaet sin Vei, Costa væk, La-
porte væk, kun Bull gik der med sin Billet fra Costa, hvori der
utrykkelig stod "Kl. 2", i Haanden. Det var at blive rasende
over. Hvor er Laporte? I Kassererværelset. Altsaa did, med
Blodet kogende i Aarerne og Koldsveden perlende paa Panden!
"Læs! Monsieur, læs!" Og med sine nervøse Arme, der ere lige-
som flettede af Staalfjedre, ryster han den forfærdede Direktør og
tvinger ham ud af Kassererlukafet og op paa Theatret for at be-
vidne, at Costa egenhændig havde tilsagt Bull til Kl. 2, men Or-
chesteret til Kl. 12. En dump Mishagsmumlen gik igjennem det
forsamlede Publikum; men af det Orchesterpersonale, som endnu
var tilstede, lod sig dog ikke udbringe noget.
"Enten -- udbrød Bull -- troe De, Mhrr., at jeg ikke behøver
noget Akkompagnement, eller erkjende De Dem selv ikke istand
til at akkompagnere, men i hvad saa Tilfælde er, er det en
Kompliment, jeg kun kan udtrykke Takken for i vort fælles
Sprog: i Tonernes." Og dermed tager Bull Violinen og spiller
sin Quartetto a Violino solo med et Udtryk i den overspændte
Stemning, han befandt sig i, som henrev samtlige Tilstedeværende
til stormende Applaus. Han spillede God save the king fiir-
stemmig. Det halvmørke Huus gjenlyder af Bifald. Det trænger
ud paa Gaden, saa flere Forbigaaende, og derimellem Moscheles
og en Lord Burgersh, komme til. "Det er første Gang jeg har
skammet mig ved at være Engelskmand", siger Mr. Nicholson,
første Flauto i Orchesteret, "og det er sidste Gang man skal see
mig i dette Orchester, dersom vi ikke øjeblikkelig akkompagnere."
Anden Anfører, Mr. Tolbecque, forsøger at lede et Slags Akkom-
pagnement; men allerede i Midten af Tuttiet gik det istaa. Da
opfordrer Lord Burgersh Moscheles til at akkompagnere paa
Pianoet; han undslog sig for Costas Skyld, men halvt trukket
ned i Orchesteret, anførte han Introduktionen til Koncerten i A
Dur. Rasende, liigbleg, kommer Costa fremfra Kulisserne: "De
kunde have ventet med at supplere mig til jeg enten var død
eller afsat", overfuser han Moscheles. "De, De -- hører man
Bulls Røst, skimtende Omridset af en truende Figur -- "De burde
takke Hr. Moscheles paa Deres Knæ. Han har reddet hvad der
lod sig redde af Deres Ære. Vil De, skal De faa hurtig Be-
fordring fra Pladsen." Costa forsvandt; men frem kom Laporte:
|
| d.IV,b.5,s.205 |
"Min Herre, min bedste Herre, lad det være nok. De er altfor
angrebet. De maa gaa hjem. Erklær, at hvad der er hændt, har
bragt Dem i en saadan Exstase, at De maa gaa hjem. Men en
Guldgrube skal dette blive. Det er noget Pikant. De har at be-
fale over Theatret. Tre Prøver skal De faa. Journal til Dispo-
ition. Stol paa mig for Eftertiden!" Jeg synes at see Msr. La-
orte gnide Hænderne af Glæde ved de Ord "Guldgrube" og
"Pikant". Bull blev alligevel endnu ved paa Violinen. Han spillede
virkelig i Exstase. I ingen Stad gjælder det saameget om at give
sin første Optræden Eclat, som i London. Intet Folk tager heftigere
Parti for den uretfærdigen Behandlede end Engelskmændene.
Og endnu samme Aften stod Scenen paa den italienske Opera
og Bulls Triumf over Kabalen i Aviserne. Hele Orchesteret
mødte paa næste Prøve, hvor Polacca'en og Koncerto'en indøvedes.
Men Mori hvilede ikke. Sangerinden Grisi skulde have Parti
paa Koncerten; men paa selve Aftenen indløber en Billet fra
hende, hvori hun i uforskammede Udtryk undslaaer sig. Sangerne
Lablache og Rubini stode hos.
"Hvad læser De? Jeg kjender Skrivten -- siger Lablache --
Lad see! Infamt. Men gaa De ind, spil som paa Prøven, og De
vil see, at Publikum glemmer os Andre." Det gik saa. Theatret
var overfyldt. Blomster regnede ned fra Logerne og Lovtaler i
Aviserne. Mori skar Tænder bag Kulisserne eller i en Krog i
Orchesteret, Laporte gned sig i Hænderne og St. Germain kroede
sig over Bekjendtskabet til Mademoisellen i Vinduet og over den
Tjeneste han havde gjort sin Principal.
Paa Queens-Theatret gav Bull tre Koncerter, og engageredes
to Gange af Laporte mod l/3 af Netto-Indtægten. Han blev
imidlertid, som næsten Alle, der havde at gjøre med Hr. Laporte,
taget ved Næsen, og gav nu flere Koncerter paa Drurylanes og
Coventgardens Theatre.
I Juli d. A. gjorde Bull et Intermezzo-Besøg over til Paris for
at gifte sig; men kom snart over igjen til England med sin Kone.
I Septbr. skulde der gives store musikalske "Festivals" i Byerne
York, Manchester, Birmingham og Liverpool. Man vilde engagere
Bull, men fandt et Honorar af 800 Pund Sterling for meget.
Imidlertid engagerer Bull et eget Selskab sammen med Harpe-
nisten Bochsa, for dermed at gjennemreise de tre Riger. Festivals-
Entreprenøren var gaaen til Malibran og Grisi, som forlangte
|
| d.IV,b.5,s.206 |
2000 Pund, og kom nu til Bull; men een Dag for seent. Malibran
maatte da engageres, og det blev hendes Død. Hun befandt sig
ikke vel, men skulde dog i Manchester synge en Duet af Merca-
dante med Mad. Caradori Allan (Soprano Sfogato). Malibrans
Stemme var Contre-Alto; men ved anstrenget øvelse og Sol-
feggioer kunde hun drive sin Stemme til det høje tostrøgne D. I
Duetten forekommer en Trille paa H, som Caradori holdt noget
ganske overordentlig længe og blev stærkt applauderet for. Det
skjærer Malibran i Hjertet. Hun tager to Toner højere paa det
tostrøgne D, og det saa stærkt og vedholdende, at der gik en
Gysen over Forsamlingen. Hvad man maatte befrygte, skete.
Med Udraabet "Nu er det forbi med mig!" synker hun om. Men
Festivals maatte ikke standse for det. Entreprenøren gjorde hende
en Visit, og meente, at hun nok kom sig saavidt, at hun atter kunde
optræde, hvortil hun med bitter Foragt havde svaret: "Troer I,
jeg er som en af jere engelske Boxere, der kan hidses til at boxe
igjen, naar han igjen kommer paa Benene? Bête!" To Dage der-
efter var hun død; Den store Malibran-Beriot var død som en
Kanarifugl eller Nattergal, der sprænger sig af Iversyge og Ær-
gjerrighed. Men Festivals maatte ikke standse for det. Det
Værste var kun, at Grisi alt var borte, hiinsides Kanalen. Men
hvor er Bull? I Halifax, siger man. Ingen Anden kan remplacere
Malibran. Altsaa Expresse did efter ham. Han maa komme.
800 Pund Sterling for at spille i Liverpool een Aften. Saa kom
Bull da. Men som om Malibran manglede en musikalsk Kavaleer
til at ledsage hende over Styx, havde han nær fristet hendes
Skjebne. Koncertlokalet var af en slet Resonance og Orchester-
akkompagnementet saa stærkt, at hans Violin næsten ikke kunde
høres uden fortissimo. Han improviserede over opgivne Themaer
og gav Polaccaen med en saadan Anstrengelse, at Ærmerne
maatte opsprættes, og at han om Natten fik et Slags Anfald af
Blodstyrtning. Dog kunde han den følgende Dag modtage en
Indbydelse fra Hertugen af Devonshire til at besøge ham paa det
yndige Chatworth, hvor han opholdt sig i 8 Dage som Gjæst, men
uden at spille. Hertugen forærede ham et prægtigt Uhr til
Amindelse, men som Bull mistede ved at glemme det efter sig i
et Hotel. Bull udførte nu sin Plan, at gjennemreise de tre Riger.
Det varede i 16 Maaneder, hvori han gav ikke færre end 274
Koncerter, og lagde en god Grundvold til sin nuværende, ret be-
|
| d.IV,b.5,s.207 |
tydelige, Formue. Under denne Reise komponerede han i 1837
i Edinburg et "Hommage to Scotland" og samme Aar i Dublin
sin Cantabile doloroso e Rondo giocoso, Fantasi over irske National-
motiver, samt et Farewell to Ireland.
Bull vilde nu besøge Tydskland; og ved at tage over Paris, traf
han til at gjøre Paganinis Bekjendskab paa en Repetition til en
stor Koncert, han skulde give i Casa Paganini. Paganini fik høre,
at Bull var der; han omfavnede ham og rystede venlig hans
Haand. "Jeg priser mig lykkelig -- sagde Bull -- med intet andet
at have taget af Mesteren end hans Haand", hvortil Paganini
svarede med Fremhviskningen af et Ønske om at høre ham.
Deraf blev dog intet, da Bull allerede den følgende Dag tiltraadte
sin Reise over Brüssel og Courtray. Intetsteds er han bleven
saa feteret som i den sidste By. Musikalsk Liebhaberi gaaer
oftere end noget andet over i det Extravagant-Enthusiastiske; og
der fandtes en Saadan i Courtray, for hvem Budskabet om Bulls
Ankomst klang som en Fanfare af Englenes Basuner. Her maatte
noget Extra findes paa. Han er en Fyrste i den musikalske
Verden; hans Modtagelse maa være kongemæssig. Og hvorfor
ikke det? Som tænkt saa gjort. En Kavalkade af agtbare Borgere
modtager Bull udenfor deres By; han føres i Triumf til Logis i
hiin sin ivrige Beundrers Huus. Bull spillede i det lykkelige
Courtray. Han kunde fodret sin Gardes Heste med de Blomster,
Byens Døttre overstrøede ham med. Og saa en Banket hos den
salige Vært, en over de andre Banketter, en hvorefter man kan
antage, at Bull beqvemmede sig til at overlade ham for Indkjøbs-
priis sin Guarneri, skjønt Sagen egentlig var, at han maatte have
sig en, der bedre kunde taale Trykket. Violinkjenderen Taresco
i Paris skaffede ham ogsaa en saadan.
I Hamburg gav Bull 7 Koncerter, i Kiel, Lübeck og Schwerin 2,
i Slesvig 1. 300 Louisdorer og umaadelig Bifald var Udbyttet i
gamle Lübeck. Længer kom han ikke imod Nord. Over Schwerin
gik han til Berlin; men kun for at ryste Støvet af Fodsaalerne.
De derværende Musikere vare ikke glade i hans Ankomst, og af
en Grev Rädern, som han havde at gjøre med i Anledning af sit
Ønske at spille for Kongen, leed han en Behandling, som snart
drev ham væk. Storhertuginden af Mecklenburg Schwerin, Kongens
Datter, ønskede, at han skulde spille en Adagio for Kongen; men
Rädern forlangte, at han skulde træde op paa Theatret. Dette
1 tilbakeDenne Episode af Bulls Liv er af den danske Digter H. C. Andersen fortalt
i Kjøbenhavns-Journalen Portefeuillen for 1839 "efter Kunstnerens egen mundt-
lige Meddelelse." Da Forfatteren heraf har samme Autoritet for sig, har han
ikke villet rette sig efter Andersen, hvor denne er noget afvigende. Det er
ikke i nogen betydelig Henseende. |
| FORRIGE |