HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 5. BIND: 1843 - 1845

(Fra 8de til 11te Mai).
del 6
d.IV,b.5,s.130   og Samling af Landejendomme med tilliggende Skove, hvis Be-
boere, Staten til Byrde og Agerdyrkningen til Tab, ikke sjeldent
derved vilde blive bestaaende af forarmede Leilændinger, vilde
saaledes ogsaa ophøre. Kristensen, hvis Anskuelse naturligviis
var Bøndernes fra det hele Land, og som vi ville erindre ogsaa
var fremsat af Lysgaard i Mødet den 4de Mai, fik Understøttelse
af Steenstrup, som oplæste og indleverede et Forslag af Dags
Dato, hvori han fremsatte sit forrige saaledes modificeret og ud-
viklet: "De hidtil i Riget værende Indskrænkninger i Nærings-
friheden vedvare i 7 Aar endnu, men efter den Tid have alle
Monopolier og Privilegier tabt deres udelukkende Kraft, og efter
det samme Tidsforløb ophører ogsaa al Tiende- og Skattefrihed".
Det var ham ikke nok, at Kommitteen havde, ved at indtage
Ordene, "og bestandige" i sit Udkast, fundet den første Deel af
hans Forslag anvendeligt. For en Mand, der i sit Hjerte mente:
væk med alle Privilegier! maatte Forslaget være en Moderation,
han maatte tro vilde vinde Fleerhedens Bifald. Han indledede
derfor sin fornyede Motion med en Appel til Rigsforsamlingen,
hvoraf nogen Fortrydelse mod Konstitutionskommitteen synes at
skimte frem. Men om saa var, fulgte den med denne Repræsen-
tants sædvanlige Varme for sin Sag, som den, ligeledes glødende,
men snart blegnende og henveirede, Slaggaske med det hede
Metal. Alle udelukkende Privilegier burde ophæves, mente Han;
og man burde ikke lade sig blænde af den Indvending, at disse
Privilegiers Besiddere vare deres virkelige Ejere.
   "En Besidder af et Privilegium, han være den 2den eller den 20de i
Raden, kan dog ikke have højere Rettigheder, end den første Besidder,
der ikke har givet de Angjældende eller Indskrænkede nogen Skades-
løsholdelse eller Gjengeld, men har blot faaet det som Benaadning af en
Suveræn, der ene kan garantere saadanne Indskrænkninger i Ejendoms-
ret og Næringsfrihed. De ere saaledes ikke Ejendom, fordi de ere kjøbte
flere Gange; thi hvad Ejendom har vel den 10de Kjøber af stjaalet,
fundet eller ved Magt aftvunget Gods? Hævd kan her heller ikke tænkes,
hvor Tilbagefordring af fratagen eller indskrænket Rettighed hindredes
af Magten. Vil man endelig indvende, at de privilegerede Indretninger
ikke kunne bestaa, naar ikke deres Privilegier vedblive udelukkende
og evige, da maa jeg svare, at dette strider aldeles imod al Erfaring,
hentet i fremmede Lande, hvor saadanne Privilegier ikke findes; og,
kunne hine Indretninger ikke bestaa, uden saadanne udelukkende Pri-
vilegier, da bør de ikke vedblive, da ere de skadelige".

d.IV,b.5,s.131      Men Ingen kunde af Karakteer meer end af personlige Forhold
være mere kaldet til at optræde som Privilegiernes Forsvarer
end Jakob Aall, den Betænksomme som Helten i hans Niala-Saga.
Vi have før seet noget deraf: af hans samvittighedsfulde Frygt forat
komme Nogens Ret for nær, af en Ængstlighed forat gjøre Over-
gangen til de nye Forhold voldsom, der næsten gik til en Ær-
bødighed for alt Bestaaende. Man kan faae Stivkrampe og dø
af en Rivt i en Finger, og saaledes synes han at have anskuet
Forholdet imellem det Offentlige og Private. Det Bestaaende var
for ham ikke blot Ejendom, men Odel og Arv; Særrettigheden
en Ret og Privilegiet et Legat, hvis Indtægter vel bestod i Byrder
for det Almindelige, men hvortil dette nu var saa vant, at det
netop befandt sig vel derved. Han betragtede Staten som en
Patient, der har godt af at gaa med Vinterkappe heni Junimaaned;
og det var denne Svages Velbefindende ligesaameget som den
Privates Ret Aall havde for Øje, da han nu, i et Foredrag, som
senere bilagdes Forhandlingerne, optraadte imod Steenstrups For-
slag og Skildring af hvorledes der i Udlandet var sørget for Nærings-
friheden, samt imod Kristensens og de øvrige Bønders Mening om
hvorledes det i denne Henseende burde være for Norge.

   Aall indrømmede, at de forskjellige Betænkninger, som gik ud
paa enten at ophæve alle Privilegier, Monopolier og Forrettig-
heder eller at indskrænke Tiden for deres Brug, havde til Øjemed,
at sætte Bønderne og Skovejerne, som den største og talrigste
Deel af Nationen, istand til den fordeelagtigste Anvendelse af
deres Produkter, samt af forebygge den Skade, som bevirkedes
ved de Indskrænkninger, der paalagdes de Egnes Omkreds, hvori
Fabriker anlagdes. Men han maatte tilstaa, at Agerdyrkningen
var i Norge uendelig vigtigere end Fabrikvæsenet, og at det altsaa
vilde stride imod Nationens sande Interesse, at hæve den Sidste
paa den Førstes Bekostning. Saadanne Misgreb burde undgaaes
i en Stat, der ligesom gjenfødtes. Ved at tale imod Bondens
Interesse vilde han forøvrigt ikke alene tale imod sin egen Over-
beviisning, men tillige imod en Sag, han, under sin borgerlige
Virksomhed, troede redeligen at have fremmet. Men det vilde
være høist skadeligt for Agerdyrkningen og for Nationens politiske
og moralske Interesse, at lede Landmandens Opmærksomhed fra
Agerdyrkningen til det mindre fordeelagtige og mere indviklede
d.IV,b.5,s.132   Fabrikvæsen. Det stod kun maadeligt til med hiin, og derfor
burde dette kun lidet udvides.
   "Fabrikantens højeste Kunst -- vedblev Aall -- er, at spare saameget
muligt paa fysiske Kræfter, og at erstatte disse ved Sjælens Anstrengelse
og ved videnskabelig Forædling af Fabrikationen. Med al min Agtelse
for Bondestandens Kultur i dette Land, kan jeg dog ikke tillægge den
dette Slags Kundskaber, da jeg derimod vover at paastaa, at flere viden-
skabeligen dannede Mænds Anstrengelser i denne Henseende ikke vare
frugtesløse for Fædrenelandet. Man kaste et Øje til Nabolandet forat
overbevise sig herom! Man betragte de svenske Værker, hvoraf Bønder
ere Medejere! Man vil finde dem mestendeels i en slet Tilstand, og
deres Drivt ikke engang fordeelagtig for Ejerne, medens der findes Værker
i kultiverede Mænds Hænder, hvis Indretninger tjene os og flere Lande
til følgeværdigt Mønster. Dette være fremsat som en almindelig Be-
mærkning. Om den specielle Anvendelse heraf paa Landets privile-
gerede Saugbrug tillader jeg mig faa Ord. Denne Sag har saa ofte
været angreben og forsvaret, uden at den er kommen paa det Rene,
saa vi forgjæves indbilde os her at kunne finde Sandheden. At ned-
bryde paa denne Forsamling ved et Lovbud, hvad vore Forfædre have
anseet for gavnligt, vilde være et ligesaa overilet Skridt, som farligt
for mange borgerlige Mænds Existents. Man høre deres Stemme, som
er i Besiddelse af disse Rettigheder. De udgjøre en ikke ubetydelig
og agtværdig Klasse af Nationens Borgere. De have bidraget til at for-
ædle Landets Kultur, og gjort store Offere for deres Virkekredse i
Mangelens langvarige Periode. Deres Virksomhed har i mange Hen-
seender en vigtig Indflydelse paa Nationens Interesse. Af deres Velfærd
afhænger en stor Deel af Landets Indvaaneres -- Bønders og Fabrikanters
-- Skjebne. De arvede disse Forrettigheder fra deres Fædre, eller til-
kjøbte sig dem i Haab om uforkrænket Nydelse deraf. Lad os altsaa
overdrage Lovkommitteen ogsaa at undersøge denne Sag, og henvise
Enhver, der vil angribe eller forsvare den, til denne Prøvelse"!

   Taleren sluttede med atter at gjøre opmærksom paa, at han
ikke talte sin egen Sag og at hans Privilegier som Jernværksejer
aldrig vare blevne gjorte gjældende 1. "Velvilje og Tilfredshed
tilvejebragte en mere blomstrende Virksomhed end Lovens Bud".
Han vilde føle sig dybt nedbøjet ved at være i Besiddelse af
d.IV,b.5,s.133   Privilegier, som erkjendtes skadelige for Fædrenelandet; Saug-
brugsprivilegierne vilde mere gavne end skade ham; men negte
kunde han ikke, at han, som Fabrikant, vilde føle det haardt,
vet et Magtsprog og uden Prøvelse at berøves Rettigheder, som
han ikke troede saa misbrugte eller skadelige, som den offentlige
Mening vilde.
   Steenstrups Motion fik liden Understøttelse, og ved alternativ
Votering mellem den og §'ens uforandrede Antagelse, vedtoges
dette Sidste, da den kun indeholdt hvad der forhen var antaget
som Grundsætning. Dog vandt Jakob Aall, at det blev bestemt,
at Spørgsmaalet om de existerende Privilegiers Ophævelse eller
ikke skulde udsættes til næste Storthing.

   Ligeledes antoges eenstemmig, som følgende af 10de Grund-
sætning,

   "§. 112: Ingen Grevskaber, Baronier, Stamhuse eller Fidei-Kommisser
maae for Eftertiden oprettes".

   Og med 68 Stemmer imod 38 antoges efter nogen Debat
   "§. 113: Ingen Dispensationer, Protektorier, Moratorier eller Opreis-
ninger maae bevilges, efterat den nye almindelige Lovbog er sat i Kraft".

   Teis Lundegaard forlangte at høre, hvad vel alle disse fremmede
Ord, "Protektarier, Marotarier" o. s. v. hedte paa Norsk. Og han
fik da venskabelig Oplysning under Debatterne. Christie mente,
at der gaves Tilfælde, hvori Dispensationer og Opreisninger maatte
agtes fornødne. Diriks benegtede saadant. De havde sin Op-
rindelse i skammelige Misbrug af den lovgivende Magt, og ned-
brød den Agtelse for Lovene, som burde være hellig. Falsen
understøttede Diriks, menende, at Den, som forsømte sin Ret,
burde tage Skade for Gjengjeld og ikke hjælpes ved Opreisninger.

   Eenstemmig antoges
   "§. 114: Fordrer Statens Tarv, at Nogen maa afgive sine rørlige eller
urørlige Ejendomme til offentlig Brug, saa bør han have fuld Erstatning
af Statskassen".

   Og man stod nu ved den sidste §. nemlig
   "§. 115: Naar Rigsforsamlingen har antaget denne Konstitution, vorder
den Rigets Grundlov. Viser Erfaring, at nogen Deel af den bør for-
andres, skal Forslaget derom fremsættes paa et ordentligt Storthing, og
kundgjøres ved Trykken; men det tilkommer første næste ordentlige
d.IV,b.5,s.134   Storthing at bestemme, om de foreslagne Forandringer bør finde Sted
eller ei".
   Den antoges ligeledes eenstemmig med følgende, af Hegermann,
som et første Alternativ, den 4de Mai foreslaaede, og kun i Hen-
seende til Ordene "i enkelte Bestemmelser" udvidede, Tillæg:

   "Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Prin-
ciper, men alene angaa Modifikationer i enkelte Bestemmelser, der
ikke rokke eller forandre denne Konstitutionsaand; og bør endvidere
to Trediedele af Storthinget være enige med, inden saadan Forandring
kan skee".

   Hegermanns andet Alternativ, hvorefter §'en skulde faa saadant
Tillæg: "Forandringen kan ikke vinde Lovskraft uden efter de i
§§. 83, 84 og 85 indbefattede Bestemmelser" d. e., at Kongen heller
ikke skulde have noget andet end sit suspensive Veto ved For-
andringer i Grundloven, som altsaa ikke blev at betragte som en
gjensidig Pagt, der krævede Begges Samtykke, blev betragtet som
overflødigt (hvad det dog ikke har været) og saaledes da ikke
antaget. Rigsforsamlingens Mening kunde ikke være tvivlsom,
da den ikke selv lod, eller kunde lade, sit Værk sanktionere af
nogen Konge, og da den betragtede de kommende Storthing som
Fortsættelser af den selv, hvis baade Myndighed og Behov af
at være varsom havde erholdt Udtryk i Bestemmelsen om den
3/4deels Flerhed, der udfordres ved Grundlovsforandringer.

   Konstitutionskommitteens Udkast var uddebatteret, og Grund-
loven til; og i sin sidste §. var det skjønne Tidsfoster bleven iført
et, vel snevert, men elastiskt, Pantser, hvori det dog skulde kunne
udvikle sig og hæve sit Hjerte og de vingede Skuldre stedse højere
og højere2. Præsidenten undergav nu Konstitutionskommitteens,
i dens Indberetning af 30te April fremsatte, Forslag, at 2 eller 3
Medlemmer skulde udnævnes til at redigere Konstitutionen i Stiil
og Orden, Votering, hvorved det blev bestemt, at Redaktørerne
skulde være tre; og dertil valgtes da ved de fleste Stemmer
Diriks, Sverdrup og Weidemann. Et ansvarsfuldt Hverv! Ikke blot
Paragrafernes Omsætning paalaa dem, men ogsaa Stilens For-
d.IV,b.5,s.135   bedring; og denne kunde vel stundom fordre Forandring og Om-
sætning af Ord. Og under Affilingen kunde man komme Klenodiet
for nær, eller en eller anden af dets Ædelstene kunde forslibes.
Een kom ogsaa, som vi skulle høre, virkelig bort, og man mærkede
det ikke før den var forsvunden som om Afgrunden havde slugt
den. Med beraad, men neppe derfor velbetænkt, Hu var deri-
mod af selve Kommitteeudkastet bleven udslettet en Paragraf, som
indeholdt en Slags Lignelse eller Spiren til en Jury, og lød saa-
ledes: "Al Rettergang skal holdes for aabne Døre3. Ved Under-
retterne skulle i Livs- og Æressager 4 af de anseeligste Borgere
i Byerne og 4 af de anseeligste Bønder paa Landet være Med-
domsmænd". Noget Bedre end vort sædvanlige Laugrette, især
i Byerne, er, vilde dog sandsynligviis være kommet ud af denne §.,
om den var kommen under Rigsforsamlingens Behandling. Men
Norge behøvede her ikke Exemplet fra Europas frieste Lande:
det kunde laant af sin egen rige Fortid. Og vi ville, naar vi see
vel efter, i den gjenkende Hovedtrækkene i den Konstitutions
Karakteer og Fysiognomi, som Normændene nu, med Remini-
scenzens Lethed, selv havde givet sig.


   Mødet var udsat til den 13de. Repræsentanterne, som havde
afskrevet Finantskommitteens 7 Forslagsposter, maatte have en
Hviledag til at overveje dem i. Men det var "Havblikket foran
en Storm", siger Brevskriveren fra Eidsvold. Imidlertid havde de
nu idag, Eftermiddagen den 11te, Aarsag til at skilles ad, lyk-
ønskende hinanden og saa glade, som man den Tid kunde være
i Norge. Og det gjorde de; men mange med et "Tænk paa iover-
morgen"! De 14 Millioner var den Sky, som laa baade tungest
og nærmest over Hovedet. Den tildækkede baade Tanken om
England, om den svenske Kronprinds, om de triumferende Mo-
narker. Havde ikke den været saa nær, skulde de nu idag under
den nedgaaende Sol havt Grund til at gjøre den, i Lys og Glands
og Smiil næsten opløste, Tanke til sin, hvormed en af hiint Aars
Maiviser begynder, nemlig denne:

           "I Vaarens lyse Ungdoms Glands
           igjenfødt Nora smiler".

d.IV,b.5,s.136   Ogsaa Prindsregenten, berettes der, var i særdeles godt Lune, da
Dagens Taffelgjæster fra Repræsentationen bragte Budskabet med
sig om at Grundloven var færdig. Og han kunde have sine Grunde
til at glædes over snart at kunne ønske dem Lykke paa Reisen;
thi ilde maatte han finde sig stedet imellem to Partier af Patrioter,
hvoraf han neppe kunde elske det, han maatte holde sig til, mere
end det andet, som han vidste ønskede ham heller langt fra Landet,
end nu i Begreb med at vorde dets Skjebnes kronede Styrer. Af
hiint, hvis Valgsprog synes at være det, der mest maatte ængste
et svagt Hjerte, nemlig Horatzes
"fortissima consilia tutissima",
(medens det modsatte synes at have valgt Lucans
"erat is populus,
qvem pax tranqvilla juvaret"
) maatte nemlig Han, hvis Opgave
det var at temporisere, føle sig henreven som af den ilende, vold-
somme Strøm. Samlet i Rigsforsamlingen følte det formeget sin
Styrke. Derfor, om end det ene Parti maaskee sagde noget mere
end det mente, og det andet ganske vist mente mere end det
sagde, maatte Prindsregenten med Tilfredshed see Øjeblikket
nærme sig, da han skulde see begge at forlade Eidsvold, for at
tabe sig i et Folk, som var ham enthusiastisk hengivent. Folket
troer jo overalt, at alle Prindser ere begavede med saa glimrende
Egenskaber og fremfor alt saa stormodige og tappre som Even-
tyrenes; og at Kristian Frederik var Perlen af alle Prindser var
nu det Norskes Tro. Men hvorledes han end fandt sig i sin
Stilling til Rigsforsamlingens stærkeste Parti, dens "Bjerg", hans
saakaldte Venner, i hvis alvorlige Høvdingers Agtelse han dog
maatte føle, at flere end eet Træk af hans Privatliv, og navnlig
den under samme Tag fortsatte Libertinage, havde ladet ham
synke, kunde han idag den 11te være vis paa, at det den næst-
følgende, da det store Bevillingsspørgsmaal skulde fore, vilde
bringe ham en Sejer over det andet, over hans, vel forkuede, men
overbeviisningsfaste, forhadte og frygtede Modstandere. Dette
maatte nemlig være et Æresspørgsmaal for hiin stortalende
Majoritet, der saa ofte havde udtalt sig for Krigen. Ingen, som
havde sagt, at ville offre Liv og Blod, kunde undslaa sig for Be-
villingen, og i den laa ikke alene Betingelsen for hans Regering,
men ogsaa Diktamenet til den Krig, han nu maatte give sig Mine
af at ville føre, og som han siden nolens volens maatte føre. Der
vilde unegtelig være nogle Haandpenge i disse Millioner, hvormed
Meningen var, at ikke blot Regjeringen, men ogsaa Krigen for
d.IV,b.5,s.137   det Første skulde føres. Man tænker sig maaskee Rekruten
tungsindig den Aften han har faaet Haandpengene? Han gjør sig
den heller lystig saa godt han kan, og søger at forjage Frygten
ved Tanken om hvor han dog vil tage sig ud i den nye Mondur.
Upaatvivlelig, der maatte være noget af denne Tvang og Let-
sindighed i den særdeles Munterhed man bemærkede hos ham
den Dag Grundloven var bleven uddebatteret. Men, som sagt,
han havde dog Grund dertil; thi han havde kun liden til at ønske
Opholdet paa Eidsvold forlænget. Vel sad han endnu paa
den øverste hvirvlende Møllesteen; men -- han kunde komme
imellem begge.


   "Hvorledes befinder Grev Wedel-Jarlsberg sig"? synes jeg at
høre En af Prindsens Herrer spørge en af Repræsentanterne ved
Taffelet. "Han var dog tilstede idag"? -- "Nei. Han skal være syg".

   Greven, der i længere Tid havde været taus, af Misfornøielse,
som det hedder, med Tonen i Rigsforsamlingen, d. e. vel egentlig
med Tingenes Gang, havde virkelig i et Par Dage holdt sig i sit
Qvarteer.

   "Men han kommer dog vel iovermorgen til "de fjorten Millioner"?
   "Jeg vil haabe det".
   Spørgeren vender sig til en anden Repræsentant. Han har
truffet paa en af de Urette.

   "Millionerne ville dog gaae"?
   "Upaatvivlelig".
   "Grev Wedel skal være syg; men han vil dog nok indfinde sig"?
   "Upaatvivlelig".
   "Mener De"?
   "Oh, gjør intet! Vi ere for stærke. De ville gaae".
   Længere oppe ved Bordet, hvor man taler om den gylden-
palmske Affære, om den Fornøjelse næste Søndag at faa høre
H. H. Biskop Bugge i Kirken, om "Normandsforeningen" i Kjøben-
havn, om de senest "Opkomne" derfra o. s. v. viser en let Dreining
med Hovedet, at Prindsen har hørt Samtalen. Greven vil komme.
Der vil blive en Kamp. Og Sagen er et Livsspørgsmaal; men til
al Lykke, som sagt, et Ærens for Rigsforsamlingens "Bjerg".

d.IV,b.5,s.138   Sympathier for Norge.
"Hail, brave Norvegian! Son of freedom, hail!
Oh, may your cause, your sacred cause prevail!
And may thy hand of rude oppressiv pow'r
crush the brigth offspring of this anxious hour!"
Charlotte Wardle. Norway. A Poem. London 1814.4

   Den 12te Mai skulde da være en Hviledag for Rigsforsamlingen
til at overveje Finantskommitteens 7 Forslagsposter, som imid-
lertid vare blevne afskrevne af Medlemmerne. Men den 12te
Mai var den Dag da Kampen stod haardest for Norge i det britiske
Parlament; og saameget fortjener denne Menneskekjærlighedens
og Liberalitetens skjønne uegennyttige Bedrivt, at vi bruge denne
Dag til at kaste et Blik didhenover Havet paa Begivenheder, der
angaae Norge saa nær. Et ikke mægtigt Folk har den bedste
Garanti for sin Frihed i de Andres Deeltagelse; og hvilken mo-
ralsk Bistand ydedes ikke Norge i den mandige, skjøndt tabte,
Kamp i Verdens mægtigste Folkeforsamling? Hvilken Deeltagelse
tilflød det ikke fra den stolteste Nations Samfunds Højder, som
fra dets Midte, hvorfra ogsaa hiin qvindelige Harpe klang? Det
er behageligt at dvæle ved et Skue, der gjør saamange berømte
Talenters Hjerter Ære. Det er behageligt ogsaa fordi det er
sjeldent. Som en mild Regn vederqvægede disse Sympathier det
nedbøjede Norge, og det fik en Trøst i sin Gjenvordighed, som
om fremmede venlige Aander havde svævet henover det . . .
Fremmede venlige Aander? Vel! Jeg vil overlade mig til Behage-
ligheden i denne Tanke; jeg vil, før jeg atter betræder Fortæl-
lingens optrukne Grændser, vove mig indover Betragtningens luf-
tige. Det netop nu, da jeg har at fæste Tankerne ved de fremmede
Sympathier, indtrufne Budskab om Norges ædleste Talsmands,
den kongelige Hertug af Sussex'es Død stemmer mig til at kaare
mig dette Afsnit mere for mig selv, som man i en Park vælger
sig en Yndlingsplads: en grøn afsondret en med et pladskende
Vandspring. Man kan regne det til det hele Anlæg eller ikke;
d.IV,b.5,s.139   men behageligt er det der at læne Albuen til Mosset og at lade
Tankerne bevæge sig frit, som Fiskene der spille i Vandet, eller
som de vuggende Græsstraa.
   . . . I Alverden hvilken Kaldelse var det, som fremdrev hine
Aander for det fremmede Land, lagde den opmandende Harpe
i Qvindens Haand, bragte Englands ypperste Navne til at an-
strenge sig til det Yderste derfor, og Sussex til højtideligen at
protestere til dets Fordeel imod sin egen Broders Regjering?
Mangel paa Materie for Talentet i Tider saa rige derpaa, som
disse, kunde det ikke være; og heller ikke (naar man hører
Lord Grey gjøre "Harald Harefoot" til Undertvinger af "Norges
Fyrstendømmer") kunde det være Kjendskab til Norges forgangne
Storhed og Interesse for denne. Motiverne ligge nærmere: de
ligge i Menneskehjertet, som, om det havde faaet raade mere i
de menneskelige Begivenheder, end der er bleven det tilladt,
skulde have gjort Historien skjønnere og rigere paa sand Frugt,
end den er. Men des kostbarere blive disse enkelte Træk deraf,
des omhyggeligere maa de opsamles som Modstykker til Politikens
strenge og haarde Sepiabilleder; og sandelig de Scener, Norges
Skjebne foranledigede i det engelske Parlament, fremstille begge
i et skjærende Lys imod hinanden. De senere Begivenheder
have slaaet en Streg over de slette Forsætter, Politiken dengang
dikterede sine Tjenere; men den Kamp, de reenmenneskelige
Sympathier bestod der for Norge, bør aldrig udslettes af dets
Minde, ligesaalidt som Dens Ansigtstræk af den Saaredes, om
end Vunderne ere lægte, der nærmede sig og igjød dem Bal-
samen.

   Ordet er nævnt, det ophøjede Motiv for de engelske Anstren-
gelser for Norge: den reen-menneskelige Sympathi. Og have
Sprogene et Ord af en skjønnere Mening? Meningen er Ordenes
Sjæl; og gives der da et med en ædlere? et Ord med mere
Overflod af Hjerte og Gemyt? et ubedrageligere Vidnesbyrd for
den fælles Nedstammelse fra den Alkjærlighed, fra hvis Dyb de
aandige Verdener ere udgangne, end dette Ord "Sympathi", Deel-
tagelse for Medmenneskers Ve og Vel, den Fremmedes for den
Fremmede?

   Sympathien er maaskee den menneskelige Sjæls dunkleste Fø-
lelse, men ogsaa den mægtigste og betydningsfuldeste og den,
som tydeligst henpeger paa dens Bestemmelse og Beskaffenhed
d.IV,b.5,s.140   som Aand. Vi kjende ikke, men føle selv og see dens Magt i
den Enkeltes som i Folkenes Liv. Den stifter ikke blot Ægte-
skaber og Venskaber og Familier og derved Staterne; men af
dette det dunkleste, men rigeste, Væld i Menneskehjertet er
Folkeret og alle Civilisationens Udsoninger af foregaaende Alderes
Forbrydelser imod Menneskeheden, og de Erkjendelser og Be-
drivter som meest hædre denne, udgangne. Det Ypperste, hvor-
med Menneskene have forherliget sin Tilværelse og den Planet,
de beboe, er nu vel, at de have opstillet Sædelove, som maatte
være gjældende i Himlene, om Synd og Svaghed fandtes der,
samt Kjærlighedsreligionen, der omsider skal betvinge alle Jordens
Slægter. Det er: deres hele Storhed indskrænke sig til en Op-
dagelse i deres egne Hjerter. Men hvad er dette Krist-Princip
andet end det klarere Udtryk for hiin Sympathi, denne Sjælenes
fælles Kjendemærke og Grundlov? I denne laa de dunkle Kimer
til det Verdens Lys. I Erkjendelsen af denne Grundlov for
Menneskets Villen og Virken, i Styrken af denne Sympathi, i
Bevidstheden om sin Menneskekjærlighed ligger, om man vil,
ogsaa Naadevalgets, for saa gaadefuldt anseede, Mysterium for-
klaret. Den, som føler sit Hjerte opfyldt af Kjærlighed for sine
Medmennesker, føler nemlig ogsaa, at han kan være rolig for
Guds. Hos ham er det oprindelige Gode, Aandernes fælles Kjende-
mærke, Samdeeltagelsen, fremtraadt seirende, som Zwiebelspirens
over Jorden. Han har drukket af sit eget Hjertes Uskyldigheds-
sødme, hvoraf der altid er en Draabe tilbage fra Paradiset; Han
har seet sin egen Sjæl og Skillet imellem Himmel og Helvede.
Tilbagefaldet fra at hylde hiin Kjærlighedens Lov, en Fornegtelse
deraf, en Afkjølen af Sympathien -- se her den rædselfulde For-
stødelse, hint Dogma omhandler, hvori det egenkjærlige usym-
pathiske Menneske føler og seer sit Indre blive uhyggeligt, som
den udslukte Arne, hvor Elendigheden sidder. Thi Lastens Grund-
væsen er Mangel paa sympathisk Menneskekjærlighed, Dyden
Besiddelsen deraf.
   Qvindens ejendommelige Drivter ere ikke nøjere indvævede i
hendes Naturel end Medfølelsen i den aandige Natur. Den er dennes
nervus sympathicus. Ingen Yttring af Sjælen røber saa meget af
dennes Væsen og Beskaffenhed. Ja -- om man vil erindre en af
de Gaader, hvis Opløsning stundom synes uvilkaarligen at ville
blive os givet fra vort eget Indre, hvor Spørgsmaalet dog er frem-
d.IV,b.5,s.141   kommet -- der ligger i Sympathien mellem Individerne, der møde
hinanden i Verden og ligesom uvilkaarligen tiltrækkes til at vælge
og elske den Enkelte mellem Tusinderne, Noget, som synes at
ligne en dunkel Gjenkjendelse fra et forgangent Samliv. Selv i
Oldets blodige Fostbroderskaber herskede dette Sympathiens
ahnelsesfulde Væsen: der laa noget andet end Blodhevnforplig-
telsen i disse Valgslægtskabers dybe Symbolum, at de med sine
Sværd skar en Fure i Jorden og blandede sit Blod sammen deri.
Skulde maaskee i et Liv efter dette de Henfarnes Blik være
lukkede for de Efterladtes Lidelser og Væren (og ellers, naar
de Gjenlevendes Elendighed forfølgende skulde kunne kaste sit
Billede indenfor det bristende Øje, var jo Dødens Ro en Reguluses
Straf med de afskaarne Øjenlaag?) og skulde da Forældres og
Børns, Elskedes og Venners Gjenkjendelse kun være en Sympathi,
en uvis, men liflig, Tiltrækning til hinanden gjennem et Slør, om
end finere end det, der nu tilhyller Sjælene for hverandre? Hvad
der kan kaldes himmelskt i de jordiske Forhold, Alt hvori Kjærlig-
heden har gjort sig gjældende og Menneskeligheden afpræget sig,
er udrundet af Medfølelsen, og Menneskehedens Lærere have
kun havt at nedskrive dens Diktater. Skulde det derfor være
en urigtig Nedsættelse af Aandernes Kaar, at tænke sig deres
Hjerter opfyldte af en Følelse, der, med al sin Styrke, dog er
saa dunkel? at Sjælene, som fare hen, begynde hisset som Børn,
ledede ved den, som de ved den lededes igjennem dette Liv,
indtil de kunde frigjøre sig for sig selv og for Dødens Frygt med
at de have elsket sine Medmennesker af Hjertet, fordi dette befoel
dem det? Det Herligste i Aandernes Salighed maa, netop formedelst
Sympathien, som Grundbestanddeel af deres Væsen, være Vis-
heden
om alle Sjæles endelige Frelse, og Haabet om, at saa er
Skaberens Vilje, er det Høieste Menneskenes Sympathi kan op-
svinge sig til. De bære da en Afglands af Alkjærligheden i sine
Hjerter, og ere gode Kristi Efterfølgere, om end disse bortvende
sig fra et Dogma, der, ved at lære anderledes, udelukker det
gladeste Mysterium, som Aanderne kunne tilhviske hverandre.
   mdash; -- --
   Men tilbage! Det skjønneste Vidnesbyrd om Medfølelsens ud-
strakte Vælde i Hjerterne er de velvillige Ønsker for hinandens
Velgaaende, Nationerne nære for hinanden. Først efter hundred-
aarige Rænker og mange oppustede Krige lykkes det Politiken at
d.IV,b.5,s.142   tilvejebringe en Lidenskabelighed, som synes at undlade disse.
Og dog ønske de hinanden idetmindste Fred, Frihed og Ret til
at afgjøre sine egne Anliggender. Elskelig hos Individet, er det
Sympathien i sin herligste Aabenbarelse, naar den fylder talløse
Hjerter i et Folk med Velvilje for et andet, uden Hensyn til
mellemrullende Bølger eller hvilkensomhelst Afstand og Grændser
eller Fremmedhed eller forudgangne politiske Forviklinger. Det
er Kristendommen, Kjærligheden bragt i Anvendelse efter sin
sande Maalestok. Og dog kan den føre Krige; men de Krige,
den fører, blive Korstoge og Befrielseskrige. I rigt Maal blev
denne Sympathi Norge tildeel i Europa i dets kummerfulde Gjen-
fødelsesaar, og det især i England, som det havde mest at frygte
af. Det havde viist sig pludselig imellem Nationerne, som nu i
vore Dage af og til en forglemt fransk Soldat kommer tilbage fra
Siberien -- ikke i den stolte Skikkelse, hvori han drog ud, men
i en barfodet Betlers, med Hungerens Furer mellem Levningerne
af de ædle og tappre Træk. Men hvor ømme ere ikke Haand-
trykkene, hvor mange de bortvendte Omstimlendes Taarer! Det
er Fattigdommen, som man elsker den, Elendigheden, som man
beundrer den. Saaledes gamle Norge: enhver god og liberal Mand
i Europa, som ikke netop personlig var bunden ved de Overeens-
komster som havde fundet Sted, og som kjendte dets Skjebner,
ønskede det Lykke til dets Foretagende, ja selv Mange af de
Sidste ydede det ulykkelige Land sin Hyldest og Deeltagelse.
   Siger jeg formeget, naar jeg troer at have opdaget Spor af, at
det endnu, formedelst sit fattige Folks Simpelhed, Trohjertighed,
sunde Fornuft, kloge Brug af sin Frihed, dets Naturs Majestæt
og Omvexlingerne i dets Skjebne, er Europas Yndling?

Engelske Sympathier.
"Come, gentle Freedom, and amid thy train,
oh! bring thy handmaid, lovely Truth, again"!
Charlotte Wardle's Norway5.

   Den 12te Mai var den tredie Kampdag for Norge i det engelske
Parlament. Det var da denne Menneskehedens Sag forfegtedes i
d.IV,b.5,s.143   Underhuset, især af Ch. Wynne, samt af Æresmændene Lambton,
Mackintosh, Whitebread, Ponsonby, Russel
og Smith mod Canning,
Bathurst
og -- til Venners og Fienders Forbauselse og, som han
selv sagde, til sin egen store Smerte -- den ædle Wilberforce,
der fandt sig bunden af Forpligtelserne med en Eeds skrækkelige,
men uundgaaelige, Tvang.
   Den 10de og 11te var der mandeligen bleven stredet i Over-
huset af Whiggerne, den ædle Earl Grey, som til den første af
disse Dage havde anmeldt Sagen til Diskussion, og af Lorderne
Grenville og Holland med Skatkammerkantsleren Lord Liverpool
og hans toryistiske Anhang. Den 29de April, 18 Dage efterat den
svenske Blokade var bleven anmeldt af den britiske Konsul i
Gothenborg, havde Statssekretæren, Lord Bathurst, anmeldt for
alle venskabelige Monarkers Ministre Blokaden af de norske
Havne. I Overhuset havde Lord Holland samme Dag spurgt,
om Norge var indbegrebet i Pariser-Vaabenstilstanden,6 og paa
Lord Liverpools Erklæring, at det ikke var, havde Earl Grey yttret
at ville den 2den Mai forlange Blokadeordren fremlagt, men se-
nere havde han forlangt Sagens Diskussion udsat til den 10de.
Debatterne i Underhuset den 12te vare blevne forberedede ved
lignende Spørgsmaal fra Whitebread og Wynne angaaende Norge,
hvortil Lordkantsleren havde svaret, at der var Underhandlinger
i Gang angaaende Norge og at Traktaten med Danmark endnu
ikke var ratificeret. Han havde tillige ved samme Leilighed be-
negtet, at hele Norge var besjelet af Modstandsaand imod den
svenske Regjering,7 som havde gjort det særdeles gunstige For-
d.IV,b.5,s.144   slag, hvorhos han desangaaende havde afgivet saadan officiel
Erklæring:
   "Hs. Maj. Kongen af Sverrige har deklareret det norske Folk ved den
Bekjendtgjørelse, som han har sendt det, at han overlader det de væsent-
lige Rettigheder, som udgjøre den offentlige Frihed, og at han formelig
havde forbundet sig til, at overlade Nationen Evne til at antage en
Forfatning, overeensstemmende med Landets Tarv, og grundet paa
Nationalrepræsentationen og Ret til at beskatte sig selv; disse Løvter
ere nu fornyede paa den mest formelige Maade. Kongen skal paa ingen
Maade hindre Norges Forfatnings-Akt, som dog maa underkastes hans
Antagelse. Han vil alene trække de første Linjer til dens Grundvold,
overladende til Folket at opføre Resten af Bygningen. Hs. Maj. er ufor-
anderlig bestemt til, ikke at blande de to Landes Pengevæsen sammen.
Ifølge af denne Grundsætning bliver de to Kroners Gjeld stedse ad-
skilt fra hverandre, og ingen Skat skal paalægges Norge til at betale
Sverriges Gjeld, et vice versa. Hs. Majestæts Hensigt er, ikke at taale,
at Norges Indkomst skal sendes ud af Landet. Naar Forvaltningsom-
kostningerne ere fradragne, skal Resten anvendes til almeennyttige Gjen-
stande, og til en offentlig Fond, hvorved Nationalgjelden kan afgjøres."

   Der har ikke været noget politisk Parti i Verden, som har
flere og mere glimrende Fortjenester af sit Fædreland eller flere
og afskyeligere Forbrydelser imod Udenverdenen og Menneske-
heden paa sine Tavler, end de engelske Toryers. De bleve og-
saa denne Karakteer tro imod Norge, og ingensinde var deres
System heller mere triumferende end nu, da det ved deres Ud-
holdenhed endeligen havde seiret over Frankrig. Blodet og Gui-
neerne bar nu sin Høst, Ministeriet var uantasteligt og almægtigt,
en Tory var nu det samme som en god Gammel-Englands Patriot,
og det hjerteløseste af alle Partier herskede baade i Folket og i
Parlamentet. Derfor bleve Motionerne i begge dettes Huse, at
en Adresse skulde udfærdiges til Prindsregenten om Intervention
8
d.IV,b.5,s.145   for Norge, ved den Majoritet, hvormed de faldt -- i Underhuset
med en af 158 Stemmer -- kun til individuelle Protester. Og
det uagtet de mest udholdende Anstrengelser af Talent og Inder-
lighed i Medfølelsen, og uagtet selve Canning maatte erklære, at
der var ingen Priis han jo vilde give for at være befriet fra de
Forpligtelser, der tvang ham til at krænke den Rettighed, han
erkjendte, en Nation havde til at modsætte sig sin Afstaaelse.
(Her reiste sig høje Skrig
"hear him! hear him"! fra Oppositionen).
Ministeriet forsvarede sig kuns med Forpligtelserne til Sverige
og med Tilfældets Konkretisme. Kun den ubetydelige Lord Bo-
ringdon
fandt Norges Afstaaelse fuldkommen overeensstemmende
med Folkeretten, men maatte da af Lord Grey taale den Irette-
sættelse, at han haabede det vilde blive den sidste Gang, lige-
som det var den første, at en saadan Lærdom vilde blive yttret
i et engelsk Parlament. Medens det var en moralsk Maxime
"fiat justitia, ruat coelum"! fandt han nemlig, at Hs. Herlighed
havde vendt den om og opstillet som Regel: benyt dine Fordele
indtil den yderste Egenkjærlighed ruat justitia! Canning fandt,
at, siden Huset havde givet Traktaten med Sverige sin Sanktion
-- da havde han selv talt for Opsættelsen hermed9 -- var
der intet andet at gjøre, end at søge den fuldbyrdet, uden Hen-
syn til de Onder dette maatte foraarsage Normændene, om de
modsatte sig. Men hertil var det ikke tilstrækkeligt, at man havde
erholdt en Afstaaelse fra dansk Side. Det var fra norsk Side
Sverige havde forudsat Vanskeligheder, og derfor betinget sig
Storbritaniens Medvirkning, som kun kunde skee tilsøes d. e. ved
en Blokade. I Traktaten havde man derfor altid undgaaet at
sætte Danmarks Navn, men altid brugt Norges, om hvis "Afstaa-
else" da ikke længer var Tale, men kun om dets endelige "For-
ening" med Sverige. Saaledes havde man ogsaa valgt Udtrykkene
i Fredstraktaten mellem Rusland og Sverige. Men havde da dette
Rige intet Offer bragt, som kunde fortjene Foreningen med Norge?
Sveriges umiddelbare Angreb paa Norge var blevet forhindret ved
den Bistand det afgav paa fjernere Steder. Og paa den Tid Trak-
taten med Sverige blev forhandlet, havde den sandsynlige Van-
skelighed ved en fortsat Krig, for, efter Fastlandskrigens Ophør,
at sikkre Norges Forening med Sverige, faldet Taleren i Øinene
i den Grad, at han, som Forsamlingen bekjendt og af den bil-
d.IV,b.5,s.146   liget, havde fremsat Forslag om en Adresse til Kongen, forat
erfare i hvilken Stilling Staten vilde befinde sig naar dette Til-
fælde indtraf. Det var skeet forat sikkre den for en Forlængelse
af Krigen; men uagtet det Farlige ved en saadan Begivenhed,
havde dog Kammeret indskrænket sig til hiint Bifald, og imidlertid
var den dog nu indtruffet. Han havde dog kun opstillet endeel
af de Forpligtelser man havde til Sverige. Tilfældet havde vel
indskrænket dets Medvirkning paa den store Krigsskueplads til
et eneste Aar, men det kunde have varet længer. Forøvrigt
vilde Taleren ikke nedlade sig til at undersøge, om det stedse
effektivt havde anvendt 30,000 Mand; nok var det, at det sammen
med Storbritannien og Rusland havde dannet Grundvolden for
det Forbund, der havde nedstyrtet Napoleons Magt og bevirket
Verdens Befrielse. Sveriges Tjeneste burde ikke vejes saa let.
Østerriges Ord i dets Proklamation var tilstrækkelig Autoritet
for at sætte Priis paa dens Storhed. Englands Forpligtelser vare
indgaaede i et betrængt Øjeblik; men det var nu i et lykkeligere
kaldet til at indløse dem; og fordi Danmark var bleven tvunget,
var England ikke blevet fri derfor.
   "Man har sagt -- vedblev han i sit glimrende Foredrag -- at
Norge har dannet en uafhængig Stat, som ikke bør lide for Dan-
marks Feil, og at det dog var i denne Forfatning vi vilde an-
gribe det. I sin første Proklamation siger Prinds Kristian til Nord-
mændene, at før Kongen af Danmark afstod Suveræniteten over
deres Land, forsikkrede han dem Fred med England10. Dette
beviser, at Norge havde været i Krig med os. Men hvis Prinds
Kristian udlægger til sin Fordeel denne Deel af Traktaten, som
bringer Norge i Fred med England, kan han ikke vride sig fra
den anden Deel af samme, der afstaaer Norge til Sverige. Han
kan ikke -- det er et Lovaxiom -- modtage Velgjerninger uden
Byrder". Efterat have bemærket, at ethvert Land, der erklærer
sig uafhængigt, tillige bør see sig anerkjendt, var det Canning
afgav hiin, af Oppositionens Glædesudbrud hilste, Erkjendelse
af Norges naturlige Modstandsrettighed og Tilstaaelsen af hans
egen Smerte over at maatte krænke den formedelst de paahvilende
Forpligtelser. Disse maatte opfyldes, og derfor kunde han ikke
d.IV,b.5,s.147   give sin Stemme til Forslag, som, ved at tilintetgjøre en Traktat,
vilde gjøre Englands Ordholdenhed mod fremmede Magter tvetydig.
   Det samme eneste Argument, Forpligtelsen til Sverige, men
med den samme Erkjendelse, at han "aldrig med større Smerte
havde afgivet sin Stemme", var det ogsaa, som anført, der tvang
Wilberforce over i Ministeriets Rækker. Disse havde heller intet
andet at anføre, med Undtagelse af Lordkantsleren, som ogsaa
ved denne Leilighed benegtede, at Nordmændene vare saa een-
stemmige mod Foreningen med Sverige. Den svenske Regjerings
Proklamationer, sagde han, vare omhyggeligen blevne undertrykte.
Prinds Kristians Adfærd var et Forræderi mod Danmark; men
ugrundet var Paastanden, at den svenske Kronprinds ikke havde
opfyldt sine Forpligtelser, og endskjøndt den svenske Hærs Ind-
marsch i Holsteen efter Slaget ved Leipzig kunde ansees som en
tvivlsom Adfærd, var det dog nu erkjendt af de allierede Magter,
at dette havde været det sikkreste Middel til at fremme den
fælles Sag.

   Oppositionens Grunde fandtes ogsaa alle i Motionærerne Grey's
og Wynne's Foredrag. Deri fremhævedes hovedsagelig Moralens
højere Bydende. Grey betvivlede meget, at Overhuset, endog i
en paa Tildragelser saa riig Tidspunkt, nogensinde var bleven
indkaldt til at omhandle en Gjenstand af større Vigtighed. Man
maatte erindre sig Traktaten med Sverige, som i afvigte Aar var
bleven sanktioneret af Parlamentet. Aldrig havde den britiske
Politik faaet et stærkere Stød, aldrig den britiske Karakteer en
dybere Plet end ved denne Traktat; men han kjendte sin Pligt
for vel til at anbefale dens Tilbagekaldelse eller Udflugter for
dens Opfyldelse. Ingen Myndighed, ingen Belønning skulde for-
lede ham til at afvige fra dens Forbindelser, og endnu mindre
til at overtræde dem; og dersom det kunde bevises, at den for-
bandt Storbritannien til at hjælpe Kongen af Sverige til at under-
tvinge Normændene, vilde Huset gjøre vel i at forkaste hans
Forslag. Kunde det derimod oplyses, at Regjeringen aldrig havde
indgaaet en saadan Forbindelse, og dersom den nu brugte Frem-
gangsmaade var i virkelig Modsigelse mod den naturlige Rets
Grundsætninger og den selskabelige Retfærdighed, forlod han sig
paa, at han ei skulde tale omsonst til et britisk Parlament. Det
første Spørgsmaal maatte blive, om Traktaten fordrer saadanne
Forholdsregler, som de imod Norge iværksatte; det andet, om
d.IV,b.5,s.148   disse Forholdsregler vare retfærdige og folkeretlige; det tredie,
om Sverige har opført sig saaledes, at det er berettiget til at
fordre af os deres Udførelse, og tilsidst om sund Politik tillader
os at opfylde saadant Krav.
   Forpligtelsen fra Englands Side indskrænkede sig, ifølge dets
Tiltrædelse til Traktaten mellem Rusland og Sverige, til at tvinge
Danmark til at afstaa Norge. Dette var jo nu skeet. Norges
fredelige Besiddelse var aldeles ikke tilsikkret Sverige af Eng-
land, som af Rusland, hvorimod England havde lovet i Freds-
traktaten med Danmark -- et Dokument, som uheldigviis ikke
var bleven Huset forelagt -- at anvende sine Kræfter ved en
almindelig Kongres til at skaffe dette Rige fuld Erstatning for
Tabet af Norge. Ingen af de ædle Lorder, som stode i Spidsen
af Lovgivningen vilde tillade Nogen, for Retten at søge Godt-
gjørelse for en Kontrakt, som i sit Princip "ab initio" var ulovlig.
Grundsætningerne maatte være lige gjældende, om man satte
Nationer istedetfor Personer, og da -- hvilke vare da Kongen
af Danmarks Rettigheder over Normændene? "Vare de grun-
dede paa almeen Fordeel og paa Folkets Samtykke, hvorpaa
alle Throner hvile? Eller var Folket i Norge forbundet til at
blive retmæssig overdraget, uden dets Samtykke, som Fæ, der
følger Jorden fra en Ejer til en anden? Naar man talte i det
19de Aarhundrede og til det britiske Parlament, var det blot nød-
vendigt at fremføre en saadan Sætning for at vise, at den er
falsk. Det er en afgjort Grundsætning i den offentlige Lov, at
Suverænitet, d. e. Enevoldsmagt, ikke kan overdrages uden med
Folkets Samtykke. Throner ere grundede paa Beskyttelsesretten
paa den ene og paa Lydighed paa den anden Side, og en Suve-
ræn har ingen Adkomst til Lydighed uden han giver Beskyttelse.
Dersom Tyrannen James II havde forsøgt at overdrage dette
Land til en fremmed Magt, vilde dette have været en mindre
Krænkelse af Folkets Rettigheder? Grotius og Puffendorff havde
beviist, at en Suveræn ikke var et Folks Ejer, og navnligen den
Sidste, at en Konge, som nødtvungen afstod et Land, ikke havde
nogen Ret til at tvinge dette til at overgive sig, naar det gjorde
Modstand. Den Statsretslærde Wattel, som ogsaa havde skrevet
om samme Gjenstand, erklærede ligeledes Suveræniteten for uover-
dragelig uden med Folkets Samtykke. Med mindre Dele, Lehn af
et Rige, havde det vel ladet sig gjøre, men ikke med egentlige
d.IV,b.5,s.149   Riger; og i den Mening Grotius og Puffendorff havde yttret, at
Suveræniteter, som vare arvelige, kunde overdrages, var ingen
stor Stat arvelig. Taleren fremstillede derpaa et Slags Omrids
af Norges Historie, og fandt dets Forening med Danmark af samme
Beskaffenhed som Ungarns med Østerrige, Irelands og Skotlands
med England. Men dersom Kongen af England havde forsøgt
paa at overdrage et af disse Rigers Suverænitet, vilde da ikke
Folket have sat sig derimod?11 og vilde ikke deres Bestræbelser
været fulgte med gode Ønsker af enhver Ven af Frihed og Uaf-
hængighed? Om Provindser som Franche Comté kunde her ikke
være Talen; men da Kong Johan havde overdraget Suveræniteten
til Pavens Legat, protesterede Baronerne. Ligesaa Gaskognerne
under Richard II
den
. Og da Korsika blev overdraget til Frankrige,
og Korsikanerne gjorde Modstand, var der da noget Menneske,
som ansaa denne Modstand for en Rebellion? Det var et Til-
fælde, hvori Modstandsretten var understøttet med alle civiliserede
Nationers Samtykke. Deres Herligheder kunde ikke være uvidende
om ved hvad List og Vold Eduard I fik Balliol til at overdrage sig
den skotske Throne, ja han havde endog faaet Bruce, den anden
Medbeiler, for en Tid paa sin Side . ."Men endda gjorde den
skotske Nation Modstand, og har Historien nogensinde bekræftet
den Paastand, at dette var Oprør, at den store patriotiske Wal-
lace var en Rebel, og at den paafølgende Exsekution af denne
Helt som en Forræder var vel fortjent? Satte ikke denne Hand-
ling en dyb og uudslettelig Plet paa Eduards Regjering, som ellers
var saa glimrende"?
   "Hvo har nogensinde hørt disse guddommelige Anstrengelser, uden
at føle, at hans Hjerte slog høit ved Beskuelsen af den ærefulde Kamp
for Frihed og Nationaluafhængighed? Hvor var det Hjerte, som ikke
glødede med Længsel efter at tage Deel i Bruces og Wallaces ædle
Anstrengelser? Hvo har nogensinde læst denne Deel af vor Historie,
uden at følge Heltenes Trin med aandeløs Angest og de mest bræn-
dende Ønsker for deres Held? Der blev gjort en ærefuld Modstand
imod Suverænitetens Overdragelse, og denne Modstand lykkedes tilsidst.
Hvad var de skotske Baroners Svar til Paven, da han søgte at over-
d.IV,b.5,s.150   drage deres Lydighed? "At ingen Konge skulde indsættes i Skotland
uden deres Samtykke". Dette var de skotske Baroners Sprog, og i
dette Sprog taler nu Norges Folk. Dersom deres Herligheder ikke
ville høre det, da skulle de handle i Modsætning af deres egen Friheds
Grundsætninger, ved hvilken de levede, bevægede sig og havde deres
Tilværelse. -- Ved at give Agt paa denne Traktats Sammensætning,
er det da indlysende, at vi ikke ere forbundne til med Magt at under-
tvinge Norge, og dette Beviis bliver uendelig stærkere ved Grundsæt-
ningerne af den offentlige Lov. Det er klart, at har Kongen af Dan-
mark ikke nogen Ret til at overdrage Norges Suverænitet, saa har
ikke heller Nogen Ret til, at tvinge det norske Folk til at overgive sig
imod dets Tilbøjelighed".
   Taleren gik over til at bevise, at ogsaa Politiken maatte være
imod Norges Overgivelse til Sverige. Vel var der for Tiden Ud-
sigter til en lang Fred med Frankrige, men engang vilde den
dog vel briste, og da vilde England have bidraget til at styrte
Frankriges gamle naturlige Allierede. Men

   "var der intet Valg for Norge, uden at være afhængigt af Sverige
eller Danmark? Var der ikke Uafhængighed? Var denne da ikke ulige
mere fordeelagtig for dette Rige ved dets Handel, ved dets Skibsfor-
raad, ved dets fordeelagtige Beliggenhed, -- alt dette forhøjet ved
den store og mægtige Kraft af et Folk, der drives af en nyfunden
Frihed? Vi bør, vi bør sikkerlig holde inde med vor virksomme Fiendt-
lighed imod saadant et Folk; vi bør ophæve vor Blokade. (Hør!) Der
var nogle Betragtninger, som han (Lord Grey) havde opbevaret indtil
nu. Det var sagt, at Norge gjorde ingen Modstand, men at Danmark
havde ikke efterkommet sine Forpligtelser, og at Modstanden var af
et Parti, understøttet af Danmark. Men hvo kan bevise os, at der er
en eneste dansk Soldat i hele Norge? Han var belavet paa at negte
det. I hele Norge er der ingen anden Krigsmagt, end indfødte Nor-
mænd. Garnisonerne, Fæstningerne, Grændserne, Alt er besat af Nor-
mænd, som ere frigivne fra sin Eed til Danmark, og have svoret at dø
for sit Fødelands Uafhængighed. -- Men er der, eller er der ikke et
dansk Parti? Dersom der allene er et Parti, var det da Umagen værd,
at lægge Englands Magt til den russiske og svenske, forat betvinge et
Parti? Hvis det er et dansk Parti, hvorfor ikke da angribe Danmark,
og tvinge det til at afstaa derfra? Dersom det er Folket, er det da
klogt at sige den hele Nation, at vi vidste hvad som var godt for den,
bedre end den selv. -- Men Prindsen af Norge er tilkommende Arving
af Danmark. Var det ikke muligt at ordne dette? Kunde ikke Norge,
i Tilfælde af Valg, blive anseet for den bedste Halvdeel? Det var lige
d.IV,b.5,s.151   i Folkemængde, større i Vidde og uendelig sikkrere ved Søen og sine
Bjergskandser. Han (Lord Grey) vilde, hvis han havde Valget, ikke
betænke sig paa af vælge Norge. -- Den svenske Deklaration var kaldet
velgjørende. Svenskernes Opførsel var liig de Franskes i Korsika. Deres
første Fordring var den militære Besiddelse af Landet. Den danske
Regjering blev kaldet despotisk; men efter alle Reisendes Vidnesbyrd
syntes Nordmændene at nyde fuldkommen Frihed. -- Men vi bør være
koldsindige, og erindre os om vor nationale Stolthed. Vi glædede os
i dette Øjeblik over vore Anstrengelser for at befrie Spanien. (Hør!)
Ferdinand VII havde overdraget sin Ret til Bonaparte. Havde Kongen
af Danmark Ret til at overgive Normændene, saa havde Ferdinand
ogsaa Ret til at overgive Spanierne. Men Ferdinand overgav af Tvang
. . . . mon den danske Konge gav efter ved eget Samtykke? (Hør!)
Der er bleven talt noget om Underhandling. Var den begyndt paa
fornuftige Grunde, saa var Forslaget bleven forelagt deres Herligheder;
men det var en Underhandling efter Grundsætningerne af oprindelig
Uretfærdighed -- Fredens Sprog og Krigens Voldsomhed"!
   Lord Grenville kaldte det "en grusom Uretfærdighed at ville
tvinge det redelige og uskyldige norske Folk under et, som altid
havde været dets Fiende, og mellem hvem et Nationalhad bestod,
hvormed det imellem andre Nationer, f. Ex. mellem Spanien og
Portugal, ikke lod sig ligne. Blokadens nærmeste Hensigt var
at frembringe Hungersnød. Men var dette den første Brug Eng-
land skulde gjøre af sin Lykke? Burde det nu antage den
splinterny Lære, at Gevindst har Fortrin for alle Nationers mo-
ralske Rettigheder og Nationernes fastsatte Lov. Det vilde være
at forsvare al den Uretfærdighed, som Frankrig havde begaaet i
de sidste 25 Aar; og saadan Lære maatte forkastes, om man
tænkte paa at igjenoprette i Europa en nogenlunde Rolighedstil-
stand. Et var, at overdrage en Erobrer Retten til et Landskab,
han har indtaget, et Andet, at overdrage et Land, han ikke havde
indtaget, og som Taleren ganske vist troede, Sverige aldrig vilde
kunne indtage. I den militære Okkupation laa Aarsagen, som
man havde spurgt om til at saa Faa havde gjort Modstand efter
en Overdragelse af en Provinds. Men i Norge var Tilfældet
anderledes. Folket der havde upaatvivlelig Ret til at overveje,
om det stemte mere med dets Fordeel at gjøre Modstand, end
at forlade sig paa Sveriges Omsorg og en anden stor Magts
Borgen.

   Det var ikke samme Tilfælde, at overdrage en Deel af et Konge-
d.IV,b.5,s.152   rige forat frelse det Hele; thi det gjaldt her om at overdrage
det hele Kongerige Norge, som ikke var en Deel af Kongeriget
Danmark, men et uafhængigt Land, regjeret af dets egne Love,
omendskjøndt under den samme Suveræn. Han havde ikke mere
Ret til at overdrage Norge for at frelse Danmark, end Kongen
af England vilde have til at overdrage England for at frelse Han-
nover. Men man paastod, at Normændenes Overdragelse skede
til deres Bedste. Man sagde, at de vare blevne overdragne fra
en despotisk Regjering til Fordelene af en fri Konstitution; og
dog vare de første Frugter af deres Frihed en Paastand om, at
de skulde opgive deres Fæstninger og deres Vaaben, hvormed
alene deres Frihed kan forsvares.
   Med Hensyn til den belovede Frihed, var det da ikke natur-
ligt for dem at betænke, at Frankrig havde lovet de Nationer
det Samme, som det havde bragt under Aaget? Denne fri Kon-
stitution skulde nu paatvinges dem ved Englands hæderlige Sø-
magt; men Taleren kunde ikke finde det ønskeligt, at erholde
Friheden paa Kaardespidsen, og ønskede han den for sit Land,
vilde han ogsaa søge Midler til at forsvare det, som dens eneste
Sikkerhed. Hiin Borgen af en fremmed Magt (Rusland) forekom
ham kun som et dobbelt Slaveri. Da Spørgsmaalet om Slave-
handelens Ophævelse første Gang var bleven forelagt Parlamentet,
havde Flere paastaaet, at den maatte vedligeholdes for Afrika-
nernes egen Lyksaligheds Skyld; men han haabede, at det over-
lodes Nationerne i Europa, som i Afrika, selv at bedømme hvad
der tjente til deres Fordeel og Lyksalighed. Havde Sverige ikke
opfyldt sine Forpligtelser til Normændenes Tilfredshed, havde
det ingen Ret til at kræve Englands Mellemkomst. Norge kunde
betragtes som en Part enten af Danmark eller Sverige, eller
ogsaa som uafhængigt. I første Tilfælde, da var jo England i
Fred med Danmark; som uafhængigt, da havde det jo ikke givet
nogen Aarsag til Fornærmelse, og betragtet som en Part af Sve-
rige, var det en underlig Anvendelse af den britiske Sømagt, at
sende den bort forat straffe svenske Rebeller. Norges Modstand
var et af Traktaten uforudseet Tilfælde, saa man ikke kunde
beraabe sig paa denne. Det var alene fra Danmarks Side Mod-
stand var befrygtet; men det havde nu opfyldt alle Traktatens
Fordringer. At hjælpe til at den paatænkte Uretfærdighed iværk-
sattes mod Norge, vilde heller ikke stemme med Englands For-
d.IV,b.5,s.153   deel, hvorfor Taleren maatte være ganske enig med Lord Grey i
at anbefale Ministeriet at overveje, om det ikke endnu skulde
lade sig gjøre, ved venskabelige Underhandlinger at afvende den
Uretfærdighed og de Ulykker Norge truedes med.
   Lordkantsleren fandt, at, om de af Earl Grey fremstillede Grund-
sætninger vare i sig selv sande, kunde de dog i nærværende Til-
fælde ikke anvendes. Endskjøndt Danmark havde faaet det be-
satte Holsteen tilbage, havde Sverige dog ikke erholdt det af-
staaede Norge. Alle Fredstraktater indrømmede dog, at en Stat
kunde overgive en Deel af sine Landskaber for at frelse Resten,
endskjøndt han maatte indrømme, at denne Sætning ikke var
almindelig antagen, og at Tilfælde kunde træffes, hvor et Land
kunde have Ret til at forskyde en ny Herre. Om Nødvendig-
heden af Norges Afstaaelse kunde der ikke være mere Tvivl,
end om Kongen af Danmarks Ret og Magt til at gjøre Over-
givelsen. Alle dets Landskaber, med Undtagelse af Sjelland og
Norge, vare i Fjendens Hænder. Norge havde modsat sig Over-
givelsen til Sverige, og med denne Part af Danmark var England
nu i Krig.

   Netop at standse denne Krig paa samme Tid som man under-
handlede om Fred, var, efter Lord Hollands Mening, Hensigten
med Adressen. Han kunde heller ikke finde andet, end at selve
Traktaten bemyndigede England til at afholde sig fra al Mellem-
komst. Tilfældet med Norge lignede meget det i Spanien, og han
maatte indrømme Modpartiets Paastand, at Fiendtlighederne med
Norge havde været skadeligere for England, end de med Danmark
og mange andre Lande. Men des utilraadeligere var det at bi-
staa Sverige i Norges Erhvervelse. "Den skjønne Konstitution,
som er bestemt for Norge -- endte denne Whig, saa hæderligen
bekjendt for de Balsamdryp han og hans ædle Hustru, til deres
Fædrenelands Soning, ihældte Napoleons Saar -- som er ud-
klækket i denne Debat, burde garanteres det af England".

   Modstykket til Cannings Tale var naturligviis Motionærens,
Sir Ch. Wynne's. Han vilde dog tage sin Motion tilbage, hvis
han blot erholdt den Forsikkring af Ministeren, at Blokaden vilde
blive ophævet medens de allerede til Kjøbenhavn afreiste Kommis-
særer for de allierede Magter dreve sine Underhandlinger. For-
øvrigt lagde han, som Lord Grey, særdeles Vægt paa, at Danmark
ganske havde opfyldt Sveriges Krav, saa England var bleven løst
d.IV,b.5,s.154   fra sin Forpligtelse, at tvinge det dertil. Statssekretæren for de
udenlandske Anliggender havde jo selv, under den sidste Debat
over dette Emne, forsikkret, at Ministeriet havde fundet det bedst
at undslaa sig for, hvad Rusland havde gjort, at garantere Sverige
Besiddelsen af Norge. Videre paalaa ikke England, end ikke at
modsætte sig dette. "Vi have paaført Danmark Krig for at sætte
os i Besiddelse af dets Flaade, som vi antoge kunde blive an-
vendt imod os. Efterat have erholdt den, vare vi villige til Fred;
men Danmark negtede at slutte den. Først efterat have en Tid-
lang vedblevet Paastanden at erholde Flaaden tilbage eller en
Erstatning, endte det med at slutte Fred. Men af hvad Grund
have vi da fortsat Krigen med Norge? Var nu Krigen begyndt af
lovlige Grunde, var der dog ingen Grund til at paastaa dets
Underkastelse, naar det anraabte om Fred. Et overdraget Folks
Modstand sættes kun Grændse af Klogskaben, ligesom en Mand,
hvem en Røver sætter Pistolen for Brystet, ikke kan have anden
Betænkning, end om han ved Modstand kan redde sit Liv eller
ikke. Modstandsretten havde derfor til alle Tider været udøvet
af Nationerne. Skotterne modsatte sig Afstaaelsen til Eduard I,
og da nogle Dele af Wales af Fyrst Llelewyn vare blevne af-
staaede til den samme Konge, havde Walliserne, i en Akt, som
endnu fandtes i Tower, erklæret, at deres Fyrste ingen Ret havde
til at overgive dem til et fremmed Folk. Under en 200aarig Krig
havde Wales snarere været England til Svækkelse end til Styrke,
og til ligesaa liden Baade vilde Norge blive Sverige, om det blev
tvunget til at underkaste sig. Alle, der havde reist i Norge, vidste,
at Bøndernes Sagn og Sange drejede sig om Forfædrenes Seire
over Svenskerne og Maaden, hvorpaa de havde tilbagedrevet
disses Indfald. Brasilianerne havde nylig modsat sig Prinds-
regentens Afreise til Portugal, i den Tanke, at Hensigten dermed
var at overdrage det til Spanien; og før vilde Portugiserne vælge
Tilintetgjørelse end en Forbindelse med dette Rige. Taleren
sammenlignede derpaa Norges og Danmarks Forening med Skot-
lands og Englands. Men om nu det sidste Rige overvældedes
af en Fjende, og Kongen, forat redde London, afstod Skotland,
maatte det da ikke høres med Bifald af enhver frisindet Mand,
om Skotterne erklærede, at de, uden at bekymre sig om London,
kun vilde forsvare sin egen Uafhængighed? Man sagde, at den
for Norge bestemte Regjering havde isinde at give det en fri For-
d.IV,b.5,s.155   fatnings Velgjerning? Men hvad Frihed kan vel gives en Nation
med Magt? Under hvilke Betingelser skulde den vel gives? Nor-
mændene skulle først lade alle Midler til Modstand fare. Deres
Fæstninger skulle først besættes af svenske Tropper. (Hør!) Deres
egne først have nedlagt Vaabnene. (Hør!) Hvorledes skulde, efter
saadanne foreløbige Betingelser, dette Folks Konstitution da vel
blive det Papir værd, hvorpaa den blev skreven? (Hør! Hør!)
Under alle Konstitutioner bestaaer Sikkerheden mod Despotiet
ikke i deres Statuter, men i Folkets Kraft. Hvis alle Englands
Byer vare besatte af fremmede Tropper, hvad Frihed kunde da
Underhuset have i sine Debatter eller Beslutninger?
  
"Man vil maaskee paaberaabe sig, at det lovgivende Korps i Frank-
rige er et Beviis for, at man kan nyde sin Frihed under Nærværelsen
af en fremmed Magt. Men dette Exempel uden Lige paa Maadehold
kan ei have Indflydelse paa Spørgsmaalet; thi man kan ei anføre nogen
anden Leilighed, hvorved en lovgivende Forsamling midtunder saadanne
Forholde har, under Navn af Dekret, besluttet andet, end den væbnede
Magts Vilje. Vi maa alene undres over, at det har kunnet være saa-
ledes i det omhandlede Tilfælde.
I alle Frankrigs uretfærdige Angreb siden Revolutionen har det be-
standig begyndt med at tilbyde det Folk, hvis Uafhængighed det truede,
en fri Forfatning. I skulle, sagde de franske Regjeringer, have et Oldings-
raad og et 500des Raad; men I maa dog, for at overholde en god Orden,
modtage franske Tropper. Man har sagt til Normændene, at alt hvad
de Svenske gjorde, var til deres (Normændenes) Fordeel, skjøndt disse
vare af andre Tanker. De Svenske have sagt dem: "vi handle for
Eders Bedste. Imidlertid skulle I blive udhungrede; lever, om I kunne,
af Bark og Mos. Sagerne skulle ligefuldt blive ordnede til Eders Til-
fredshed". Saa bad ogsaa Spanieren, hvem Filip II gav Ordre at dræbe
Don Carlos, Prindsen at være rolig nogle Øieblikke, da han saae ham
gjøre Modstand; thi Alt, hvad han gjorde, var til Hs. kgl. Høiheds Bedste!
Man siger, at Danmark ikke ærligen har afstaaet Norge. Naar Dan-
mark giver Normændene Understøttelse, da vilde dette være en ret-
færdig Aarsag til Krig mod denne Magt; men det har tilfulde opfyldt
Fredsbetingelserne; al den Krigsmagt, der findes i Norge, bestaaer af
Normænd. Den er enten Landværn (milice) eller Regimenter, der be-
fales af Indfødte og rekrutteres af Folket.
Man har endelig spurgt, om Prinds Kristian var en dansk Befuld-
mægtiget eller en Usurpator? Han er imidlertid ingen af Delene. (Hør!
Hør!) -- Da Kongen af Danmark frasagde sig Suveræniteten over Norge,
da havde Thronarvingen Ret til at betragte sig som Landets Suveræn.(??)
1  tilbakeDette bemærkes ogsaa om Næs Jernværk i Indberetningen fra Undersøgelses-
kommissionen i Anledning af de Lofthusiske Uroligheder i Nedenæs i Aarene
1786 og 87, hvortil, som bekjendt, Privilegie-Misbrug og Monopolier gav Anled-
ning. Om Frolands Jernværk lyder Indberetningen anderledes.

2
  tilbakeWergeland havde i sit Udkast lavet et endnu snevrere tilrede i den be-
synderlige Idee, at Grundloven skulde forblive uforandret i 99 Aar. Hvert
55te Storthing skulde da revidere den og atter bekræfte den, forandret eller
uforandret, for et nyt Tidsrum af 99 Aar.

3
  tilbakeLigger ikke Offentlighed af Dommernes Votering i Ordene, synes den dog
at ligge i Meningen, eller ialtfald temmelig nær.

4
  tilbake
Udgivet samme Aar med norsk Oversættelse af N. H. Jæger;


           "Held, brave Normand! Søn af Frihed, Held!
          O, at din ædle Sag maa lykkes vel!
          Ei undertrykke voldsom Haand den Gnist,
          som nytændt flammer ængstelig uvist"!

5
  tilbake

           "Kom ædle Frihed! I dit Følge med
          tag din Ledsagerinde, Ærlighed"!
(N.H. Jæger).

6
  tilbakeCfr. Hefte II Pag. 358 Anm.

7
  tilbake"Man erindre fra 2det Hefte, Pag.356, Monitør-Skrønen af 27de April om
det stærke svenske Parti i Norge under Navn af "Brødrene Anker." Da den
senere hen i Mai viste sig i det engelske ministerielle Organ the Morning Post,
dateret Lübeck tre Dage senere, fandt Gesandten i London, Regjeringsraad
Anker, sig beføjet til i samme Blad at indrykke en Protest saalydende: "Med
sømmelig Taalmodighed, endskjøndt med Mishag, har jeg læst Alt, hvad der
er talt og skrevet om et svensk Parti, hvilket man saa dristig forsikkrer at
skulle findes i Norge, da jeg har fundet det ufornødent at gjendrive tomme
Beskyldninger, der ere ligesaa blottede for Beviis som for Sandsynlighed. Men
naar Navne anføres med et vanærende Brændemærke, da vilde det være en
foragtelig Modløshed, at blive taus. Jeg beder dem derfor, min Herre! at De
vilde behage, uden Forhaling at indrykke følgende Erklæring i deres Blad: At
den ovenanførte Artikel, der listigen er dateret Lübeck, er en forsætlig og for-
nærmelig Bagvaskelse, og at hverken jeg, eller min Broder, eller Nogen af min

Familie, som bærer dette Navn, er i Spidsen for noget Parti, eller hører til
noget Partie, som har reist sig eller reiser sig til Fordeel for Overgivelsen af
Norge til Sverrig, -- fordi vi hverken ere Meenedere eller Forrædere. C. Anker,
Medlem af Regjeringsraadet i Norge."

Lübeckerdestillatet havde faaet følgende Form: "Vi have nu Efterretning om,
at Prinds Kristian Frederik har renonceret paa Norge, og at et stærkt Parti
har reist sig der til Fordeel for Overgivelsen til Sverrig. Det kalder sig "Brødrene
Anker", og staaer frem for at hævde nordiske Mænds Rettigheder, men erkjender
tillige Umuligheden af, at gjøre en uafhængig Stat af et saa fattigt og et saa
tyndt befolket Rige som Norge".

9
  tilbakeGrey o. fl. havde ligeledes modsat sig.

10
  tilbake"Falskhet slaaer sin egen Herre paa Halsen". Man erindre "Fred, Fred i
Norden"!

11
  tilbakeDen bekjendte Sir Philip Francis yttrer ligeledes i et Brev til Lord Grey
af 9de Mai, angaaende Norge: "Kan nogen Mand opgive et Tilfælde, hvori
Kongen af England kunde have Ret til at bortgive Ireland til Frankrig? Kunde
en saadan Overdragelse give Frankrig behørig Hjemmel eller gjøre det til For-
ræderi af Irlænderne om de forsvarede sin Uafhængighed?"
FORRIGE
NESTE