|
| d.IV,b.5,s.104 |
11te Mai.
Rigsretten og Højesteret organiseres. Debatter om Værnepligten
og Odelsretten. Grundloven færdig i Realiteten.
Forhandlingerne, hvorfra kun 2 Medlemmer vare borte, aabnedes
Kl. 10 med Oplæsningen af foregaaende Dags Forhandlinger. Des-
ifølge indbød Præsidenten Repræsentanterne til at indkomme med
Forslag om Fordelingen imellem Storthinget eller dets Afdelinger
af de i §. 81 dette tildelte Funktioner. Forhandlingerne derover
førte dog kun til, at den skulde overlades til Storthinget selv.
Præsidenten oplæste derpaa af Udkastet til Konstitutionen:
"§. 93: Lagthingets Medlemmer, tilligemed Højesteret, udgjøre Rigs-
retten, som i sidste Instants dømmer i de Sager, som af Odelsthinget
anlægges, enten imod Statsraadets eller Højesterets Medlemmer, for
Forbrydelser, de, som Saadanne, begaae. I Rigsretten har Præsidenten
i Lagthinget Forsædet".
I det første Udkast var brugt Udtrykket "Rigets Ret", og Slut-
ningen lød saaledes:
-- -- "Højesterets Medlemmer for Embedsforbrydelser, eller som
angaae Forbrydelser mod Konstitutionen, der forøves af Rigets højeste
Embedsmænd."
Sverdrup var af den Mening, at i Rigsretten burde der ikke
være flere Medlemmer af Lagthinget end af Højesteret, saasom
de Første dog paa en Maade, formedelst den nære Forbindelse
med Odelsthinget, kunde siges at være deelagtige i Anklagen; og
Christie vilde, at Justitiarius i Højesteret burde have Forsædet i
Rigsretten, da Tilfælde kunde blive, at der blandt Lagthingets
Medlemmer ikke gaves nogen egentlig Jurist. Ved Voteringen
om §'en skulde undergaae nogen Forandring efter disse Bemærk-
ninger, holdt den sig dog uforandret med 58 imod 51 Stemmer.
Enstemmig antoges derpaa:
"§. 94: Den Anklagede kan, uden nogen dertil angiven Aarsag, for-
skyde af Rigsrettens Medlemmer indtil en Trediedeel; dog saaledes, at
Retten ei udgiør mindre end 15 Medlemmer". --
hvorved Hount opkastede Qvæstion, om da ogsaa Lagthingets
Præsident, der skulde have Forsædet, kunde forskydes. Den blev
fra flere Kanter besvaret bekræftende, og at Lagthinget da maatte
vælge sig en ny Præsident.
|
| d.IV,b.5,s.105 |
Ligeledes eenstemmig
"§. 95: Til at dømme i sidste Instants skal snarest muligt organiseres
en Højesteret, der ikke maa bestaae af færre end Justitiarius og 6 Til-
forordnede".
"§. 96: I Fredstider er Højesteret tilligemed 2 høie Officierer, som
Kongen tilforordner, anden og sidste Instants i alle de Krigsretssager, som
angaae Liv, Ære eller Friheds Tab paa længere Tid end 3 Maaneder".
"§. 97: Ingen kan beskikkes til Medlem af Højesteret eller til Over-
øvrighed med mindre han er 30 Aar gammel". Samt
"§. 98: Højesterets Domme kunne i intet Tilfælde paaankes eller under-
kastes Revision".
I første Udkast lød §. 95 simpelthen saaledes: "Rigets Højesteret
skal bestaae af 7 Tilforordnede idetmindste". Og ved §. 96 blev
bemærket, at Generalauditøren, som bedst bekjendt med Militær-
lovgivningen, burde være Meddomsmand i deslige Sager; men
hvortil Christie svarede, at dette ialfald ikke kunde blive nogen
Bestemmelse i Grundloven, da det ikke var forud afgjort i denne,
at der skulde være nogen Generalauditør. Under Højesteret kunde
denne Embedsmands Forretninger heller ikke lægges, og om denne
Rets Medlemmer burde man ikke forudsætte Ubekjendtskab til
den militære Lovgivning, i hvilket Fald de ikke fortjente sin Plads,
"§. 99: En ny almindelig civil og kriminal Lovbog skal foranstaltes
udgiven paa 1ste eller, om dette ikke er muligt, paa 2det ordentlige
Storthing. Imidlertid blive Statens nu gjældende Love i Kraft, forsaa-
vidt de ei stride imod denne Konstitution".
Kapitain Motzfeldts i Gaarsdagens Forhandlinger over §. 78 an-
førte Indstilling om Forandring i denne §., blev nu atter saa-
lydende oplæst:
"Den nye almindelige civile og kriminale Lovbog, som af den nu
vælgende Lovkommittee skal udarbeides og forelægges 1ste eller og
2det Storthing, skal af dette gjennemsees; og skal Lovkommitteen tage
under nøiagtig Overvejelse de Bemærkninger, som Storthinget derom
maatte gjøre, forinden Lovbogen forelægges Kongen til Sanktion. For-
saavidt Lovkommitteen ei er enig i de Bemærkninger, Storthinget har
gjort, skal den skriftligen tilkjendegive Samme sine Grunde derfor".
Med 94 Stemmer imod 9 blev dog §'en, efter nogen Debat,
antagen efter Udkastet, hvorpaa Wulfsberg, "forat forebygge Tvivl
om hvilken Lov, der skulde være gjældende, naar den nærværende
|
| d.IV,b.5,s.106 |
kom i Strid med en af Kongen given provisorisk Anordning", fore-
slog og vandt Eenstemmighed for at §'en skulde gives saadant
Tillæg: "eller imod de provisoriske Love, som imidlertid blive
udgivne".
"§. 100: Dommere kunne ikke afsættes, uden efter Dom, men vel
suspenderes af Kongen; i hvilket Tilfælde de strax maae tiltales for
Domstolene. Magistratpersoner, Underdommere og Fogeder skulle være
over 25 Aar gamle". --
Antoges eenstemmig med det Tillæg, at der efter Ordet "Dom-
mere" skulde sættes: "og øvrige Embedsmænd, som ikke ere om-
talte i §. 51", med hvilken Paragraf det ogsaa blev betydet, at
denne §.1 skulde under Redigeringen sættes i Forbindelse.
Eenstemmigen og uden Debat, ja -- som det hedder i Brevene
-- "med Glæde" antoges derpaa de sex følgende §§.:
"§. 101: Med de Sportler, som erlægges for Rettens Pleie, bør ingen
Afgifter til Statskassen være forbundne".
"§. 102: Jord og Boeslod kan i intet Tilfælde forbrydes".
"§. 103: Ingen maa fængslig anholdes uden i lovbestemte Tilfælde og
paa den i Lovene foreskrevne Maade. For ubeføjet Arrest eller ulovligt
Ophold af Sagen staae Vedkommende den Fængslede til Ansvar".
"§. 104: Ingen kan dømmes uden efter Lov, eller straffes uden efter
Dom. Piinligt Forhør maa ikke finde Sted".
"§. 105: Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft, eller gjælde,
førend den er bekjendtgjort".
"§. 106: Dem, som herefter fallere, tilstedes intet Fristed".
I det første Udkast lød §. 101 saaledes: "Rettens Pleje skal
ikke medføre Afgivter af Statskassen eller Indtægter for denne.
Alle Pengestraffe skulle tilfalde det Sogns Fattige, hvorfra Sagen
har sin Oprindelse". Og §. 103 var givet følgende Begyndelse:
"Ingen maa fængslig anholdes, uden at Aarsagen hertil opgives
ham, og et Forsvar derefter beskikkes ham". Paragrafen er Nor-
mændenes "Habeas corpus"; men det er udentvivl endnu frem-
deles en Hemmelighed for mangfoldige af dem, at de besidde et
saadant Palladium for den personlige Frihed, eller at det lader sig
bruge til noget. Idetmindste veed Menigmand neppe endnu, naar
og i hvilke Tilfælde han, ligesaavel som Britten, kan modsætte
sig sin Fængsling.
|
| d.IV,b.5,s.107 |
Ogsaa den følgende §. hørte til dem, som, i den Form Diriks
fik givet den, "med Glæde" blev antagen -- især af Kjøbmændene,
siger den anden Brevskriver, der saaledes saae sig befriede for
Toldopsynets Inqvisitioner i deres Huse. Han tillægger ogsaa,
at Diriks under sin Motion yttrede, at han ikke ansaa Toldsvig
for nogen offentlig Forbrydelse. I Udkastet lød
"§. 107: Hver Borgers Huus er helligt. Ingen maa betræde det imod
hans Vilje, uden i Kraft af en skrivtlig Ordre fra Øvrigheden".
Og i dens Sted foreslog nu Diriks, at §'en (der indeholder
Brittens stolte Tanke: Hvermands Huus er hans Borg) skulde lyde
saaledes: "Huus-Inqvisitioner maae ikke finde Sted, uden i kri-
minelle Tilfælde" -- hvilken Redaktion eenstemmig blev antagen.
Hurtigt og let, som Snekker med Strømmen, vare denne Dags
Forhandlinger hidtil gledne fremad; men nu kom man, i Spørgs-
maalet om Værnepligten, ud paa et aabent Hav, hvor Anskuelserne
delte sig og tabte sig for hverandre. Brevenes Forfatter ligner
det med en Steen, som man, efter først at have anstrengt sig i
Kommitteen og dernæst under Principernes Overvejelse, ogsaa
denne tredie Gang forgjæves søgte at lette, men maatte omgaa
og lade ligge til Efterkommerne, der maaskee vilde faae mere
Styrke og Tid til at hæve den. Men den ligger der, som bekjendt,
endnu, og Paragrafens væbnede Idee ligner til Datum en Soldat,
der er slumret ind med Geværet i Armen. Man kan maaskee
paastaa: under Foreningens Skjold, og at Frygten, under Rigets
isolerede Stilling, vilde have ilet med at bringe i Anvendelse en
Grundlovsparagraf, der er udtrykt med et Axioms Bestemthed
og indeholder de fleste Naftadraaber af den Lighed, som giver
en monarkisk-konstitutionel Frihed noget af den republikanskes
berusende Sødme.
Paafaldende er det ellers, at Rigsforsamlingen, i det den af-
fattede §'en i Form af en for alle Normænd gjældende Grund-
sætning, og derpaa forlod Sagen, ikke bemærkede, at Landsfor-
svaret for en stor Deel forblev liggende paa en i vort Land
særdeles talrig Klasses, Huusmændenes, Skuldre, som den ved
Uddelingen af politiske Rettigheder ganske havde forglemt,2 og
|
| d.IV,b.5,s.108 |
som intet andet Vederlag har for sit Liv og Blod end den al-
mindelige Lighed for Loven, Luften til at aande i og Jorden til
at træde paa, hvis man ikke kan sige, at de betale den sidste
Ret med Duggen af sin Sved og Gjødselen af sine Liig.
Omtrent som naar man først drager et dybt Aandedræt før
man giver sig i Kast med Bakken, gik man da over til
§. 108: "Enhver Statens Borger er i Almindelighed lige forpligtet til,
i en vis Tid, at værne om sit Fædreneland, uden Hensyn til Stand,
Fødsel, eller Formue. Denne Grundsætnings Anvendelse, og de Ind-
skrænkninger, den bør undergaae, overlades til næste ordentlige Storthings
Afgjørelse, efterat alle Oplysninger ere erhvervede ved en Kommittee,
som vælges inden denne Rigsforsamlings Slutning. Imidlertid vedblive
de nu gjældende Bestemmelser".
Løvenskjold indfandt sig atter paa Kamppladsen, idet han ind-
leverede til Oplæsning et Forslag af 16de April, betitlet "Bemærk-
ning til den af Konstitutionskommitteen foreslaaede Grundregel
for Norges Konstitution". Imod denne opstillede Proponenten,
at der altid bør levnes Statsborgerne saa megen borgerlig Frihed,
som kan bestaa med Statens Sikkerhed og Tarv, og at altsaa
den borgerlige Frihed bør, under Opnaaelsen af det nødvendige
Statsforsvar, saa lidet som muligt indskrænkes. At kunne dis-
ponere over sin egen Person, var Menneskets naturligste med-
fødte Rettighed, men den krænkedes bitterlig ved Statens Fordring
paa flere Aar af Borgerens Liv til dens Forsvar. Dette forbittrede
Tilværelsen, og lagde Hindringer ivejen for Dannelsen og Udøvelsen
af Videnskaber og Kunster. Statens Forsvar var imidlertid en ube-
tinget Nødvendighed for dens Tilvær, hvorfor det Indgreb i den
borgerlige Frihed, uden hvilket Statens Forsvar ikke kunde op-
naaes, maatte taales som et nødvendigt Onde. Men Spørgsmaalet
blev da, om Statens Forsvar ikke kunde opnaaes paa nogen anden
Maade, end ved at den tilegnede sig visse Aar af Borgernes Liv,
og Proponenten troede at have løst det ved at foreslaa: 1) at
den bestaaende Værnepligt og Udskrivningsmaade maatte ved-
blive at være gjældende i 3 Aar, hvorpaa Ingen mere skulde
være værnepligtig; 2) at Værnepligten derefter skulde lægges paa
visse Lægder, i Kjøbstæderne som paa Landet, istedetfor paa
Personer, saaledes at ethvert Lægd forpligtedes til at stille en
frivillig antagen indfødt vaabendygtig Mand til Landets Forsvar;
og 3) at der skulde nedsættes en Kommission til dette Forsvars-
|
| d.IV,b.5,s.109 |
væsens Organisation og Rigets Inddeling i Lægder, forsaavidt den
gamle ikke maa findes brugbar. Paa denne Maade, mente Pro-
ponenten, at den uindskrænkede personlige Frihed vilde blive
bevaret, som gjør Fædrelandet kjært, medens Konskription for-
leder til Udvandring; Armeen kunde stedse holdes fuldtallig, og
vilde blive bestaaende af Mænd, der betragtede Værnepligten
som Hovedsag, medens de øvrige Statsborgere uforstyrrede kunde
drive sin Dont, og som kunde ventes at vedblive sin Tjeneste
saalænge deres Legemsstyrke tillod det; Sessionsvæsenet vilde
tillige simplificeres, og Konskriptionens Misbrug undgaaes.
Steenstrup understøttede Løvenskjolds Motion; men en vægtig
Modstander rejste sig i Hegermann, som indleverede til Protokollen
et vidløftigt Forslag af 21de April, "betræffende norske Borgeres
Værnepligtighed," som ligeledes havde været tilstillet Konstitutions-
kommitteen, og hvori man gjenkjendte nogle af de i hans Forslag i
Rigsforsamlingen den 4de Mai fremsatte Turn-Ideer. Allerede af
dette kunde man slutte sig til en Forsvarer af den ubetingede
Værnepligt. Principet "at enhver Borger i Landet, uden Und-
tagelse af Stand, Fødsel eller Formue, er forpligtet til, paa en
eller anden Maade, overensstemmende med sin fysiske og intel-
lektuelle Beqvemhed, saavel i Fredstider som Feide, at gjøre
personlig Militærtjeneste et vist Antal Aar af sin Levealder,"
erklærede han for at være "en urokkelig Grundsætning for Norges
Selvstændighed og Frihed, for den første og højeste af alle borger-
lige Pligter, for en Hæder, hvorfra ingen norsk Borger vilde være
udelukket". Hidtil havde Forsvaret været anbetroet Bondestanden,
der ene havde denne Byrde at bære i Fred og i Krig; men en saa-
dan Adskillelse imellem Folkets Klasser svækkede Nationalkarak-
teren og indskrænkede Armeens Kraft og Brugbarhed. Almindelig
Værnepligt vilde derimod sikkre Folket for al Erobring og give
det, uden stor Bekostning, ved opkommende Krig, et stort Antal
duelige Anførere.
Men Landsforsvaret maatte saaledes indrettes, at Bondes og
Borgers Frihed ikke leed noget Skaar, og at det blev en Glæde
og Opmuntring. Kraften dertil skulde bibringes Folket ved en
Nationalopdragelse, hvorefter dets hele Ungdom, i Bygd som i
By, ligefra Indtrædelsen i det 13de Aar, skulde distriktviis øves
aarlig otte Dage af Officerer i Gymnastik, Skiveskydning og mili-
tære Øvelser i Mark og Skov, indtil de traadte ind i de ordentlige
|
| d.IV,b.5,s.110 |
Bevæbningsafdelinger. I Fjeldbygderne skulde disse Øvelser an-
stilles om Vinteren paa Ski -- en Færdighed Proponenten lagde
saamegen Vægt paa, at den geistlige, civile og militære Øvrighed
overalt i Landet skulde paalægges, ikke at forsømme nogen Lei-
lighed til at bringe den i Anvendelse. "Alle Møder til Kirken
og Thinget, til militære Samlinger, ja private Ærinder i hvilken-
somhelst Anledning maatte skee paa Ski. Om Søn- og Hellig-
dagene anstilles efter Gudstjenesten Ski- og Skyde-Øvelser, om
ikke med Kugler og Krudt, saa dog med Buer og Pile. Øvrigheds-
personerne maatte aarlig indgive Beretning om Fremgangen; Op-
muntringer og Belønninger gaae ved Siden af disse Øvelser i
Forhold til deres Udbredelse". I alle Borger-, Real- og andre
Skoler skulde der læres en kortfattet Feldttjeneste, og Disciplene
skulde deeltage i de almindelige Øvelser indtil de bleve Studenter.
Da skulde de ligeledes deeltage, tildels som Anførere, i nærmeste
Distrikts Militærøvelser, ved Embedsexamen gjøre Rede for et
Kollegium over Strategiens Grundprinciper, og som Embedsmænd
-- endog som Præster -- meddeles Diplom som 1ste, 2den eller
3die Befalingsmand i deres Bygd. Ligesaa skulde der i alle offent-
lige Skoler læses over Konstitutionen, som ogsaa skulde findes
ophængt i dem paa Tavle.
Den norske Armee skulde kun organiseres for en Forsvars-
krig. Dens Krigere skulde ikke kunne kommanderes ud af Landet,
over Havet eller paa anden Maade til Fastlandet for Subsidier
og som Hjælpetropper, og fremmede ikke indkaldes i det. Kongen
skulde have øverste Befaling over den bevæbnede Magt, og denne
bestaa af enhver vaabenfør Mand i Riget fra hans 20de til 45de
Aar, begge fyldte. Paa Landet skulde enhver Værnepligtig først
tjene i 6 Aar som Soldat, for hvilken Tjeneste Embedsmænd,
Studenter, Fabrikstyrere og Fremmede skulde være fri. I 10 Aar
skulde Soldaten derpaa tjene som Landværn, og i 9 Aar som
Reserve eller til Landets "Huusværn". Landværnet skulde kun
med Rigsforsamlingens Samtykke kunne kommanderes over Grænd-
sen, men Reserven, kommanderet af Embedsmændene paa Lan-
det, kun gjøre Tjeneste inden sit Amt. De gevorbne Tropper
skulde udskrives og hverves af de Mandskaber, som ikke vare
Gaardbrugere, og tjene i 8 Aar, hvorpaa de skulde gaa over i
Reserven. Byindvaanerne skulde danne Borgervæbningen, som
i 8 Dage om Aaret skulde øve sig i Vaaben, og i 3 Uger Vaar
|
| d.IV,b.5,s.111 |
og Høst deeltage i Garnisonstjenesten medens den største Deel
av de Hvervede vare hjempermitterede til Landets Dyrkning. Fra
det 26de Aar skulde Borgerne gaae over til Reserven. Al Mili-
tærtjeneste maatte forrettes personlig. Enhver By eller Bygd
burde i Fredstid sørge for Beklædningen, undtagen af de Hver-
vede; i Krigstid skulde dette paaligge Staten.
Forslaget sluttede med at paapege den skadelige Virkning, den
overhaandtagende Handelsaand maatte have paa Fædrelandskjær-
ligheden, samt at intet vilde være hensigtsmæssigere til at holde
denne i Glød og Flamme, end almindelig Værnepligt efter Grund-
sætninger, som oven anførte. Den umiskjendelige begeistrede
Patriotisme i Hegermanns Forslag vandt almindeligt Bifald, almin-
deligere end de spartanske Ideer det indeholdt.
Jakob Aall ansaa det for højst farligt, at indføre Konskriptionen
i nærværende Øjeblik. Den havde vakt saamegen Misnøje i de
Lande, hvor den var bleven indført, afstedkommet saamegen bor-
gerlig Elendighed og Søndringer inden Familierne, saa man vel
maatte vogte sig. Der gaves en Klasse af Borgere, hvis Sønner,
formedelst en kjelnere Opdragelse, ikke vare skikkede til at ud-
holde Krigens Strabadser, og en anden Klasse, hvis Bestræbelser
for Statens Tarv ikke uden Skade for denne kunde afbrydes.
Medens Soldater røgtede Fædrelandsforsvarets hæderlige Hverv,
maatte Landets Næringsveje drives, for at Krigeren og hans Fa-
milie anstændigen kunde lønnes. Men i Norge bestod netop Feilen
ikke i Udskrivningsmaaden, men i Besoldningen. Soldaten blev
slet besoldet, medens Familien hjemme sukkede under Mangel
og Elendighed. Var det bedre i denne Henseende, vilde Norge
have ligesaa mange villige, som det har dygtige Soldater. Kon-
skriptionen derimod vilde give Anledning til de samme Misbrug
her som i andre Lande; Lovens Bud vilde afværges med Penge,
og mange af Landets formuende Familier vilde maaskee drage
til Lande, hvor den ikke fandtes. Men her var ikke Stedet til at
drage Linjerne imellem de Klasser af Borgere, som burde være Ud-
skrivning underkastede og frie derfor. Det var netop Arbeidets
Vanskelighed, som gjorde det betænkeligt, at fatte en afgjørende
Beslutning paa nærværende Rigsdag. Der vilde mindre fattes til-
strækkeligt Mandskab i de Klasser, hvoraf det sædvanligen toges,
end Midler til at ernære og besolde det. Den af et høitagtet
Medlem fremsatte Plan til Ungdommens krigerske Opdragelse,
|
| d.IV,b.5,s.112 |
troede han ikke burde indføres ved Skolerne og Akademiet; og
han paaberaabte sig Deres Erfaring, som havde opholdt sig ved
fremmede Universiteter, om hvilke Forvildelser Ungdommens
Vaabenfærdighed forledede den til. Den krigerske Aand er ikke
videnskabelige Sysler gunstig, og efter en 25aarig Blodkamp kunde
Europa nu haabe Velsignelsen af en langvarig Fred, saa det ikke
behøvede at klæde sine lærde Sønner i Harnisk. Det vilde ikke
være gavnligt for Fædrelandet, om dets kultiverede Ungdom, be-
stemt til at beklæde Statens vigtigste Embeder, enten paa frem-
med Grund eller ved egne Arnesteder faldt for Fiendehaand, og
de Studerendes Arbeide var for alvorligt og vigtigt til at de skulde
bruges til Parade. Krævede Landets Stilling overordentlige For-
holdsregler for Øjeblikket, hvilken retsindig Borger vilde da ikke
bringe ethvert Offer, han fandt gavnligt for den gode Sag? Hvo
der ikke, ifølge sin Stilling kunde drage Sværdet for Fædrelandet,
vilde ikke fattes Midler til at tjene det paa andre Maader. Taleren
mente derfor, at Sagen, som en underordnet Deel af Lovgivningen,
burde udsættes til nøjere Prøvelse paa en tilkommende Rigsdag.
Ogsaa Jørgen Aall oplæste en Betænkning, hvori han vilde, at
der ved Lodtrækning eller Hverving skulde dannes en staaende,
især til Feltjægertjenesten uddannet, Armee af 8 -- 10,000 Mand.
Fra 18de til 20de Aar skulde de indexerceres; fra 20de til 25de
træde ind i Linien, tjene der i 7 -- 9 Aar, og derpaa gaa over i
en Reserve. For øvrigt skulde almindelig Værnepligt fra det 18de
Aar være gjældende for enhver Stand i Staten, med Undtagelse
af de akademiske Borgere. De, der nogensinde bleve indlemmede
i den staaende Armee, skulde dog, i større eller mindre Grad
øve sig i Vaaben til deres 40de Aar, da de bleve frie og kun
forpligtede til, under overhængende Fare, at deeltage i Land-
stormen.
Hount havde, ligesom Hegermann, indgivet til Konstitutions-
kommitteen en Betænkning af 21de April over den 11te Grund-
sætning, og den blev nu oplæst. Han forsvarede almindelig Værne-
pligt i Krigstid, hvorimod han troede, at Tjenesten i Fredstid maatte
indskrænkes, for ikke at virke skadeligt paa Dannelsen og Sæde-
ligheden. Han foreslog derfor en hvervet "Garnisons- og Politi-
Armee" af 4 -- 5000 Mand, hvilke ved Lodkastning i Distrikterne
(hvori det hele Land skulde inddeles) skulde suppleres, naar Hver-
vingen befandtes utilstrækkelig. Det skulde ogsaa paaligge disse,
|
| d.IV,b.5,s.113 |
at underholde en formedelst Alderdom eller Sygdom afskediget
Garnisonssoldat, saafremt der til dette Øjemed ikke istandbragtes
en offentlig Indretning. Den staaende Armee skulde bruges til
Ordens Haandhævelse og i Krig til Forsvar af udsatte Punkter,
samt til først og fremst at gaa i Ilden. Først i Nødsfald skulde
de øvrige Værnepligtige, som allerede fra det 12te Aar, uden
Hensyn til Stand, skulde være indøvede og fra det 18de indskrevne
i Soldaterrullen, afdelingsviis rykke i Marken, nemlig først de fra
18 til 28 Aar, hvis Stilling bedst tillod en saadan Afbrydelse;
dernæst de imellem samme Aar, som ved første Afdelings Ud-
rykning bleve undtagne. Ligesaa skulde det i 3die og 4de Af-
deling forholde sig med dem fra 28de til 36te Aar, og til 5te Af-
deling, som kun i største Fare skulde kunne opbydes, regnedes
Alle fra 36te til 50de Aar, akademiske Borgere, alle nødvendige
Fabrikanter og Embedsmændsbetjente, hvorhos Gaardejerne skulde
spares saalænge der var Andre at tage. Sluttelig foresloges, at En-
hver skulde anskaffe sig en bestemt Nationaldragt, der tillige skulde
bruges som Hæders- og Militærdragt, hvorimod Staten skulde be-
koste Armaturen.
Løvenskjolds Opposition den 16de April imod Grundsætningen
havde foranlediget Heidmann til at tilstille Konstitutionskommit-
teen en fortræffelig udarbeidet Betænkning til dens Forsvar, hvilken
da nu blev oplæst. Han erkjendte Sandheden af Løvenskjolds
Skildring af de Trængsler, den udskrevne Soldat nu i 6 -- 7 Aar
havde maattet lide; men de havde været en uundgaaelig Følge
af Krigen, og hvor det gjaldt og endnu gjældte om at værne
Fædrenelandet, vilde dog Kammerherren indrømme, at det var
enhver Borgers Pligt at gribe til Vaaben. Men Distinktionen
imellem denne Pligt og den, i Fredstider at indskrives til Soldat,
forat dueliggjøres til Landets Forsvar, bortfaldt, naar man over-
beviste sig om Sandheden i, at Folkets Opstand i Masse kun
da vilde afgive et paalideligt Værn for Landet, naar Folket, Fædre-
landet hengivent, tillige understøttedes af en vel disciplineret Hær.
Det nærværende Forhold, hvorefter den nationale Soldats Værne-
pligt varede 10 -- 12 Aar, under en aarlig Exercits af 12 -- 18 Dage,
var byrdefuldt nok, men dog ikke i den Grad, som Forpligtelsen
at stille frivillige Soldater maatte blive. Skulde Armeen, der for
Tiden var 34,000 Mand stærk, gjøres komplet efter dette System,
vilde et fuldt Lægd hvert 6te Aar have Byrden af at stille en
|
| d.IV,b.5,s.114 |
Mand, og, om den reduceredes til det Halve (hvilket dog ikke
var tilraadeligt) vilde det dog indtræffe hvert 12te Aar. Nogen
Lettelse lod sig kun tilvejebringe ved at lade de stillede Mand-
skaber tjene saalænge de for Alderdom og Svaghed kunde ved-
blive; men disse vilde da naturligviis kun sælge sin Frihed saa-
meget dyrere, og Fædrelandet vilde kun være lidet tjent med et
saadant Værn af Oldinge. Til denne Yderlighed havde Sverige,
som man ved denne Leilighed havde paaberaabt sig, maattet be-
qvemme sig for at gjøre det trykkende Stillingssystem mindre
byrdefuldt i sin Anvendelse. Det vilde ogsaa i Norge, i enkelte
Distrikter, holde haardt for at faae Folk at stille for sig; og i
en saadan Hær af Lejesvende vilde man neppe finde den sande
Fædrelandsaand, det sande Mod, den ædle Resignation af egne
Fordele for det Heles Vel, den brændende Attraa efter at værne
for Fædreneland, Huus og Hjem, som er ægte Fædrenelandsfor-
svarers Særkjende.
"Til Slutning -- endte dette seirende Foredrag -- maa jeg bemærke,
hvorlunde jeg inderligen ønsker, at den Sandhed maatte erkjendes i dens
hele Fylde, saaledes som jeg i mit Inderste er overtydet om Samme,
at den Pligt, at værne om Fædrenelandet og, hvilket hermed staaer i
Forbindelse, at dueliggjøre sig til dette hellige Kald, førend Faren nærmer
sig, er uadskillelig fra Hengivenhed for det Land, hvis Love ere et
Værn om Frihed og Ejendom og yde personlig Sikkerhed; og hvilken
Pligt, langtfra at kunne kaldes en Byrde, meget mere har sin Oprindelse
af en medfødt Drivt, der er saa nøje forenet med den menneskelige
Natur og indvævet i Menneskets Væsen og dets Grundbestanddele, at
det vilde være en Urimelighed at miskjende den, eller at give den Be-
nævnelsen af en Byrde. Saalænge Mennesket lever isoleret, yttrer
denne Drivt sig kraftigen, og de raa Folkeslags Historie bære Vidne
om dens Virkning igjennem alle Tidsaldre. Naar Menneskene konstituere
sig til Samfund, udvides Grændserne af denne medfødte Drivt; den
vorder ædlere og omfatter det hele Samfund. Dens Gjenstand er da
ei længer individuelt Forsvar, den indbefatter tillige Samfundets. Imid-
lertid er Drivten, som da gaaer over til en bestemt Pligtfølelse, stedse
den samme. Kun den Hær, som levende føler denne Pligt og som, be-
staaende af Statens Borgere i egentlig Forstand, indvies til det Kald,
at afværge Vold fra et elsket Fædreneland, har Krav paa, og vil vide
at fortjene den Tillid, den højeste Agtelse, som et ædelt Folk ei und-
lader at skjænke sine Forsvarere".
Ritmester Ramm yttrede sig ligeledes i en kortfattet Betænk-
|
| d.IV,b.5,s.115 |
ning for almindelig Værnepligt, dog med Frihed til at stille for
sig og med Undtagelse af akademiske Borgere, som maatte an-
tages, i videnskabelig Henseende at opfylde det for Alle gjældende
Bud, at tjene Staten med sin Person. "Hverken som Medborger
eller for det Regiment, han havde den Ære at repræsentere,
kunde han andet end modsige ethvert fremsat Motiv, der gik
ud paa at paatvinge enkelt Mand af Borgersamfundet at værne
for Statens Existence og Sikkerhed". Af samme Mening var
ogsaa en Betænkning fra Bonden Sivert Bratberg, vedtagen af
"Bonden fra Lister Amt, Teis Jakob Torkildsen" (Lundegaard),
hvori Motionæren, paa Almuens Vegne i Nordre Trondhjems Amt,
yttrede sig baade om 9de og 11te Post i Grundsætningerne. Med
Hensyn til den første, der forbød nye Indskrænkninger i Nærings-
friheden, vilde han have Byborgernes Ret til at kjøbe Jordegods
indskrænket til et enkelt Gaardsbrug. Landbrug, Skovdrivt og
Saugbrug burde udelukkende være Bondens Sag, saa han ikke
fortrængtes og gjordes til Slave af Proprietærer. Mere Fornuft
var der dog i den anden Deel af Betænkningen, som angik Dagens
Anliggende. Den Frihed, som Løvenskjolds Forslag syntes at til-
sige Gaardbrugeren og hans Sønner, meente han, der ikke vilde
blive synderligt af formedelst Mangel paa Folk, der vilde lade
sig stille, og deres Kostbarhed. Det var forøvrigt hans Kommit-
tenters Ønske, at ethvert Lægd skulde selv sørge for Soldatens
Beklædning. Denne vilde da blive god, Skatyderne befriede for
en Pengeudgivt, Militærvæsenet simpeltgjøres, og man vilde und-
gaa Kommissioner i den Anledning. "Simpelhed og Økonomi i
den hele Bestyrelse er Hovedønsket".
I Alexander Møller havde den almindelige Værnepligt ligeledes
en naturlig Forsvarer. Grundsætningen havde givet ham Anled-
ning til at sende Kommitteen en lang Betænkning, i hvis 8de og
sidste Post han erklærede, at han endnu kunde fremsætte "lige-
saamange heldbringende Punkter for det Gode, almindelig Værne-
pligtighed maatte kunne bevirke". Hvor den havde været gjæl-
dende, havde Borgerne været mindst befaldne med Laster og
Egoisme. De havde udmærket sig i Tarvelighed, Mod, Æres-
følelse og Fædrelandskjærlighed; og disse Dyder vilde vel ogsaa
hos Os træde istedetfor "den forgiftende merkantilske Egoisme,
der kun leder til Æreløshed, Overdaad, Blødhed, Modløshed,
Penge-Overmod og den frækkeste Ufædrelandskhed, og hvoraf
|
| d.IV,b.5,s.116 |
den nærværende Slægt, ved de senere Tidsomvæltninger, langt
meer end forhen var bleven smittet". Med bedre Grund anførte
ogsaa Møller, at Almuen, under en almindelig Værnepligt, ikke
vilde, som forhen, ansee sig fornærmet af sine øvrige Medborgere,
hvilket, skjøndt endnu skjult, kunde saa meget mere blive af
Følger i Landets nærværende kritiske Forfatning, som den i mange
andre Punkter troede sig berettiget til at kunne føre Anke.
"Den himmelraabende Uret, som med tung Jernhaand har hvilet for-
nemmelig paa den ringere og fattigere Deel af Statsborgerne, ved den
imod Lovene vilkaarlige Udtagelse af Mandskaber til Land og Søtjene-
sten, vil formodentlig herved ophøre, til uudsigelig Glæde for den Li-
dende og alle Retsindige. Det er vitterligen nok, at der af de fattigste
og mindst formuende Familier stedse, under alle Krigsbevægelser og
selve Krigen, have været bortrevne Fædre og Sønner, saamange de have
været, indtil at ikkun Konerne og Børnene ene have været tilbage i
disse Armodens Hytter, i hvilke de uden Trøst og Hjælp, og uden at
nogen Menneskeven kunde bemærke deres Vee og Jammer, have van-
smægtet, paa det at den mere Formuende kunde undgaa og være fri
for det røde Guld. At denne skammelige Udaad har været mere i
Svang paa et end et andet Sted, kan vel aldrig negtes; men at den
mere og mindre har sneget sig omkring imellem Norges Dal og Fjeld
og paa dens nøgne Kyster, det er vist. Maatte Norges nye Statsfor-
fatning være heldigen nok til at dræbe denne Skjændsels- og Umenneske-
ligheds-Daad"!
Militærstanden vilde undlade at hæve sig, som ofte forhen be-
mærkeligt, over sine Medborgere; og
"det hidtil førte militære Tyranni, som, til Skjændsel for Mennesket,
saalænge har hersket, vil da, som unyttigt og umenneskeligt, ophøre,
og Fædrenelandssind med Fædrenelandskjærlighed lede vore Falanger,
som hine Grækeres, til Sejer eller Hædersdød, naar det kun gjælder
om at forsvare Arnestedet og Fædrenelandet. Hiin den gustne Egoismes
Trudsler, som man vel før her og der har hørt ved lignende Leiligheder
at yttre sig, skulde da ikke kyse eller skrække os med Trudslen om
dens Bortfjernelse. End skal der ikke blive øde Marker med henvisnede
Leilændinge paa disse, som de hedenfarne Dage noksom have viist os
i alle Landets Egne".
En staaende Armee vilde blive for kostbar, hvorimod en al-
mindelig Borgerbevæbning vilde svare bedst til Hensigten,
"var det endog kun for blot i politisk Hensigt at møde en ved Over-
magt og Udsultning paatrængelig, modbydelig, Forening med et igjennem
|
| d.IV,b.5,s.117 |
Adelsvælde og rasende Regjeringsførelse, forarmet og nedtrykt Nabo-
folk".
Hvor nøiagtig havde ikke Repræsentanten gjengivet sig selv i
sit patriotiske, men hist og her noget bombastiske, med stilistiske
Knuder og mørke Træk overfyldte, Foredrag? Disse sidstes Sort-
hed gjøre det kun til en Silhouette af en Karakter, som, svær-
mersk og i sig selv blød og mildtænkende, gav sig, eller troede
at give sig, en vis opskruet Styrke i de Skildringer af Tidens
og Folkets Fordærvelse og Slaphed og Fremmaninger af Oldti-
dens og Republikens pompøse Dyder, hvortil han, med saa megen
og altid velmeent Forkjærlighed overlod sig.
Efter en Indledning, hvori Opmærksomheden især henledtes
paa Sølægdernes Inddeling i aktiv Tjenestepligtige og Kystværn,
og Hensigtsmæssigheden paapegedes af, at Enhver paalagdes, ved
sin Konfirmation at godtgjøre ved Attest fra Kystværnets Divi-
sionschef, at han forstod at haandtere et Gevær og de simpleste
Jægermanøvrer, fremsatte Gabriel Lund et Forslag af 9de Mai
om at §'en saaledes skulde forandres:
"Statens Sikkerhed fordrer, at dens Borgere, paa en vis Maade og
til en vis Tid, værne om den; det overlades til første Storthing at be-
stemme, paa hvilken Maade Statens Borgere bør være tjenstpligtige,
og hvorledes Fordelingen bør skee til Sø- og Landtjenesten, Kystværnet
og Landværnet, samt hvad Indskrænkninger og Undtagelser der bør
finde Sted".
Proponenten var forøvrigt enig med Kommitteen i, at en Kom-
mittee til at undersøge Sagen og Forholdene, skulde udnævnes
inden Rigsforsamlingen sluttedes, og at de gjældende Bestemmelser
imidlertid skulde vedblive.
Matroserne Peder Johnsen og Even Thorsen saavelsom brave
Musketeer Helge Waagaard havde ogsaa lagt sine Hoveder i
Blød, og de to Første havde faaet et Promemoria af Gaarsdato
istand, saalydende:
"Med Hensyn til Søfolket, som staaer i Kongens Tjeneste, andrage
vi, efter vore Kommittenters Forlangende, denne vor Mening for den
ærede Rigsforsamling:
Det vilde være ønskeligt, om det kunde indrettes saaledes for Sø-
folket, at, naar en Mand havde været til Orlogs i 3 paa hinanden føl-
gende Aar, hvad enten paa Brigge, Kanonbaade eller Flaadebatterier,
han da maatte blive fri for Tjenesten i 1 eller 2 Aar; thi, naar en Mand
|
| d.IV,b.5,s.118 |
skal uafbrudt være til Orlogs i 5 til 6, ja 7 Aar, og har en stor Familie
at underholde, der ikke har anden Støtte end den Udkommanderede,
maa denne Familie i højeste Grad forarmes.
Men, gjælder det om at forsvare Landet imod en angribende Fjende,
og ingen kunde undværes, da skulle og ville vi Alle være lige forplig-
tede til at værne om vort Fædreneland.
Vi indsee heel vel, at dette vort ringe Skrift ikke kan komme i Be-
tragtning ved Konstitutionens Lægning; vi anmode derfor den ærede
Forsamling, paa vore Kammeraters Vegne, om dette maatte blive hen-
viist til den i §. 108 omtalte Kommittee, der skal udarbeide de nær-
mere Bestemmelser ved Værnepligtigheden".
Helge Waagaards var kort og godt som et Opraab:
"Lader os, ligesom Norges gamle Sønner, selv bære Sværdet, og ikke
betro det til Uslinge og Lejesvende, som lettelig lade sig overlokke til
den lumske Fjende, ved at forskjønne deres Kaar mangedobbelt; men
lader enhver Indfødt tjene en efter Mængden passende Tid, som der-
ved vilde meget forkortes, og da vil Enhver, i saa kort en Tid, tjene
med Lyst, og den norske Armee vil derved vorde en Skræk for Nabo-
riget".
Siden Løvenskjolds og Jakob Aalls Foredrag havde Wergeland
været beskjeftiget med at berede dem Bistand, og han reiste sig
nu med en Tale, som, idet den gik ud paa, at den foreslaaede
§. skulde udgaa og at det skulde have sit Forblivende ved det
Gamle, ogsaa lagde for Dagen denne Repræsentants Frygt for
at udsætte Fædrenelandet under nærværende Tid for andre Ry-
stelser i sine indre Forhold end de absolut nødvendige. Han
erkjendte Pligten at værne om Fædrelandet, uden Hensyn til
Stand, for en uomstødelig Grundsætning; men han troede ikke,
at denne indeholdt andet end at Enhver er lige forpligtet til at
bidrage til Fædrenelandets Forsvar. Den var opfyldt, naar En-
hver efter Evne bidrog til at bære denne Statsbyrde i Forening
med sine Medborgere, endog om det skede paa andre Maader
end ved personlig Tjeneste. Han kunde derfor ikke i Løven-
skjolds Forslag finde noget Stridende imod Principet om almin-
delig Værnepligt og imod Friheden, og heller ikke, at de af et
Distrikt hyrede og underholdte Tropper kunde mere fortjene det
foragtelige Navn af Lejesvende, end enhver anden militær eller
civil Embedsmand, som jo ogsaa tjente Staten, hver i sit Fag, for
betinget Løn. Ja Taleren var endog tilbøjelig til at tro, at disse
lejede nationale Tropper, der drage tilfeldts embedsmæssig lige-
|
| d.IV,b.5,s.119 |
som Officererne, vilde gaa langt mere frivillig end de, som ved
personlig Værnepligt vare forbundne til at marschere ud. Som
Vanskeligheder ved Løvenskjolds Forslag anførte han imidlertid:
1) at det, formedelst den altfor radikale Reform i Landets be-
staaende Militærvæsen, det vilde medføre, var uudførligt, idet-
mindste i de første, formodentlig krigerske og blodige Aar; samt
2) at det var muligt, at et Distrikt, især i Krigstider, ikke kunde
tilvejebringe det bestemte Antal. Enten maatte da Tvangsmidler
anvendes, eller Betalingen vilde blive for dyr. Men endnu mindre
tilraadelig, endnu mere farlig og fordærvelig var Konskriptionen
eller den ubetingede Værnepligt, som vilde gjøre Konstitution,
Regjering, ja Fædrenelandet selv forhadt. Man maatte tænke sig
Menneskene som de ere, ikke som de burde være. En stor Deel
af de mere formuende Borgerfamilier, som nu ved sine Midler
underholdt de fattigere Stænder, vilde uden Betænkning forlade
Riget og forflytte til Danmark eller England. Moraliteten vilde
skades, Svig, Bestikkelse, Udsugelse og utallige Misbrug faa Ind-
pas; og, naar det tillodes at stille for sig, hvilket vel ikke kunde
forbydes, vilde Byrdens Besværlighed allene falde paa den mindre
formuende Borger og Embedsmand, saa netop det, man vilde
undgaa, at ikke enkelte skulde bære Byrden alene, vilde blive
Tilfælde. Man havde jo allerede en talrigere Vaabenstyrke end
Landet godt kunde bære. Kjøbstæderne vilde vel kunne stille
6000 Vaabendygtige, men deres Befolkning var jo alt organiseret
i Borger-frivillige Jæger- og Brandkorps samt indskrevne i Sø-
rullerne som Kystværn. Hvad vilde man saa mere? Man kunde
heller ikke sige, at det var Bondestanden alene, som forsvarede
Landet, naar saa mange Embedsmænds og Borger-Sønner tjente
som Officerer. Frihed for Konskription var et Slags Borgerpri-
vilegium, kunde ansees for et Privilegium for Kjøbstæderne og
Embedsmændene.
"Hvorfor da være haardere imod dem, end imod nogen Anden? Vi
have ikke villet fratage Nogen sine gamle Rettigheder og Fordele. Der-
som Alle beholde sine gamle Privilegier, hvorfor skulle vi berøve Borger
og Embedsmand deres? En Haandfuld unge Mennesker af den mere
oplyste Stand, bestemte til Studeringer, kan dog vel neppe redde Staten,
da derimod deres forgjæves Opoffrelser vilde lede til Barbari, slukke
Oplysningens hellige Ild og medføre overvættes stor Skade for Staten.
Alle ere pligtige at tjene Fædrenelandet, men En med Sværdet, En
|
| d.IV,b.5,s.120 |
med Plougen, En med Pennen, En med Lærdom, En med Handel, En
med Konster. Bondesønnen kan kun tjene Staten med sit Legeme.
Han er modig, tapper og villig nok til den Hæder at værne om Fæd-
renelandet, og forlanger ikke hines Hjælp dertil. Han begjærer intet
Andet end tilstrækkelig Pleje og ingen Hunger at lide; og Intet ønske
vi heller, end at opfylde denne retfærdige Fordring. Han vil værge for
den Stat, hvoraf hans Stand udgjør de otte Niendedele, for det Land,
hvis hele Overflade hans Slægt næsten ene indtager, anførte af Mænd,
som dertil ere udgangne af de andre Klasser i Samfundet. Og hvad
disse, hvad Officiererne angaaer, da skeer dem ingen Forurettelse der-
ved, at Borgeren og Embedsmanden og deres Sønner ere fritagne for
Krigstjeneste; thi just derved nyde de deres Fortrin og Gage af Staten,
baade i Fred og Krig, at de i Ledingstid skulle være beredte til at
værge for de Øvrige. Og derfor er jeg overbeviist om, at Enhver af
de Herrer, som embedsmæssigen bærer Sværdet for Fædrenelandet i
denne Tid, er jaloux over denne Hæder, og anseer det med Misfor-
nøjelse, om nogen anden Borgerklasse vilde indtrænge sig i deres Hverv,
og hjælpe dem i deres særegne Sager.
Det maa endelig og bemærkes, at de Folkeslag i Europa, som kjende
Konskriptionen af Erfaring, afskye den af Hjertet. Den afskaffes tillige-
med Tyranniet, og vi skulle indføre den med Friheden? indføre et Sy-
stem, som i saa gruelig Maade kan misbruges!? Nei af mit inderste
Hjerte stemmer jeg for: Paragrafen udgaae af Konstitutionen, og det
blive ved det Gamle"!
Hermed havde det da en Ende med de skrivtlige Betænkninger
om denne Sag; men ikke saa med de mundtlige. Og under disse
bemærkede Christie, i Anledning af Wergelands Foredrag, at
Grundsætningen, hvorom der var Tale, ikke egentlig kunde kaldes
ny for Landet, idet den indeholdtes i de bestaaende Værnepligts-
love. Den maatte dog betragtes som en filosofisk Sætning, der
under Anvendelsen maatte modificeres efter de øvrige indre Stats-
forhold.
Hvormeget der end var bleven foredraget og debatteret, hørte
dog Sagen til dem, hvorom neppe Nogen forandrede den Mening,
han kom med i Forsamlingen. Den var tillige et Slags politisk
Farvespørgsmaal. Den almindelige Værnepligts Forsvarere fik
Skinnet af at være liberalere, bedre Liighedens Venner, tapprere,
mere patriotisk begeistrede. Ved Voteringen antoges ogsaa §'en
uforandret imod kun 9 Stemmer, der ikke ere vanskelige at ud-
finde. Og da Oppositionens Hovedmænd fandtes imellem Disse,
|
| d.IV,b.5,s.121 |
troede dens heftigeste Modstandere, at have faaet et nyt Vidnes-
byrd for Lunkenheden af deres Patriotisme.
"§. 109: Trykkefihed bør finde Sted. Ingen kan straffes for noget
Skrivt, af hvad Indhold det end monne være, som han har ladet trykke
eller udgive, medmindre han forsætlig og aabenbar har tilskyndet til
Ulydighed imod Lovene, til Ringeagt imod Religion og Sædelighed eller
imod de konstitutionelle Magter, til Modstand imod disses Befalinger,
eller til Handlinger, som stride imod Lovene, eller fremført falske og
ærekrænkende Beskyldninger imod Nogen. Frimodige Yttringer om
Statsbestyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand ere Enhver tilladte".
§'en skrev sig hel og holden fra Diriks, som dog her kun maade-
ligt svarede til det juridiske Renomee han nød i Forsamlingen.
I disse vaklende, betingende Sætninger mellem de smuktklingende
Begyndelses- og Slutningstirader er det synligt, at hans fine de-
taljerende Hoved har befundet sig i Forlegenhed mellem dets
egen Mangel paa Interesse for en reel Pressefrihed og Forsam-
lingens Overflod deraf. Det har da søgt at rede sig ud ved at
indskyde disse Betingelser og Fortolkninger, som, idet de hverken
udtrykke sig om det fremtidige Forhold til den gamle Trykke-
frihedslov af 1799, eller ere udtømmende eller tydelige eller frie
for Modsætninger, have overladt Normændene i Trykkefriheds-
sager mere til Domstolenes tilfældige Anskuelse end til en utve-
tydig Bestemmelse i deres Grundlov. Det er ikke denne, som
udpeger Grændsen imellem forbrydersk Udviisning af og Til-
skyndelse til Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen,
Sædelighed eller de konstitutionelle Magter o. s. v. og de fri-
modige Yttringer om Statsstyrelsen og hvilkensomhelst anden
Gjenstand, som skulle være tilladte. Og hvilken Iis kan være
farligere end dette, det mest omfattende af alle Udtryk: "hvilken-
somhelst anden Gjenstand"? Selve den augsburgske Konfession
og Ægteskabets Hellighed ligger jo ikke udenfor dets Omfang.
I logisk og stilistisk Henseende er §'en et slet konstrueret Bindings-
værks Udskud til vort Frihedstempel. Ordene "Trykkefrihed bør
finde Sted" staa vel pralende over Døren; og i Baggrunden lyser
hiin glimrende Slutning; men en af Tagbjelkerne er (ligesom dannet
af en gammel rødmalet Kag) Anordningen af 27de Septbr. 1799,
og man maa vogte sig for at træde anderledes til end med Katte-
fjed, at ikke Gulvet skal synke under Foden og Taget briste over
Hovedet. Den Mængde Presseforfølgelser, som fandt Sted i de
|
| d.IV,b.5,s.122 |
første Frihedens Aar viste, at det var saa, at der i denne §. med
den lovende Begyndelse og Ende og det troløse Indhold, var sat
en blomsterdækt Kurv med levende Slanger i paa dens Alter.3
Paragrafens smukke Ord først og sidst og Tilliden til hiin Rha-
damant maa have tilsløret dens Mangler for Forsamlingen, da
man finder, at den blev eenstemmig antagen, uden anden Motion,
end at Hount foreslog, at Ordet "forsætligen" skulde udgaa, fordi
Dommeren ikke kunde granske Hjerter og Nyrer. Muligt ogsaa,
at den følgende §., idetmindste hos Mange, allerede forud fæng-
slede Opmærksomheden, saa man ilede ligesom for at komme
til en Kampskueplads. Den handlede nemlig om Odelsretten; og
om ingen Sag stode Meningerne saa skarpt imod hinanden, paa
den ene Side taarnende sig i en sværmersk Enthusiasme som
for en Selvstændighedens og Nationalitetens Grundpille, paa den
anden i et afgjort Had imod den, som om den var en tærende
Sop i vor Statsbygnings Underlag, der maatte udrøddes med
Salt, med Øx og med Ild. Allerede siden omtrent Midten af
forrige Aarhundrede havde denne Sag havt sin egen polemiske
Literatur i Tidsskrivter som i særegne Brochurer -- den eneste,
som virkelig var trængt ned til Almuen og havde sat dens Tænke-
kræfter i nogen Bevægelse. Medens Oplændingerne vare bekjendte
for at hylde den med en Hengivenhed, der gjorde det betænke-
ligt for Regjeringen at vove andre Indskrænkninger end de grad-
vise i Forordningerne af 14de Jan. 1771 og 5te April 1811, ind-
kom der i 1787 Ansøgning fra Agershuus og Smaalehnenes Amter,
ligesom ogsaa senere fra 8 Bønder af Folloug om Odelsrettens
fuldkomne Ophævelse. "Saa vanslægtede, eller saa kortsynede
og daarlige -- skriver En i 1788 -- have endog enkelte Bygder
været, at de af en huul egennyttig Kjøbmand, eller af en Feu-
dalsjel, have ladet sig forlede til at bede Regjeringen om deres
Odels, deres Konstitutions, deres Folkelyksaligheds Ophævelse"!
Ansøgningen bekjendtgjordes strax tilthinge over hele Landet,
og enhver af dets Almuer blev Spørgsmaalet forelagt, om den
ligeledes var derfor eller ikke, uden at der, netop formedelst de
delte Meninger, kunde komme nogen endelig Bestemmelse ud.
Dog var altid, ligesom imellem Skribenterne om Sagen, Folkets
|
| d.IV,b.5,s.123 |
Fleerhed afgjort for, og medens Holbergs, Pontoppidans, Schönings,
Rothes og Fleres Lovpriisninger over Odelsretten som et National-
klenodie indprægede sig i Overbeviisningen, bemestrede Nordahl
Bruns, Zetlitzes og Bulls politiske Udbrud af nationalstolt Hyldelse
sig Indbildningskraften. Brun tillagde den stor Ansporelseskraft
til kjække og ædle Handlinger. Denne Virkning skulde ogsaa
finde Sted hos Huusmandens Søn. "Ikke den pavelige Stol glimrer
saa meget i Kardinalernes Øine som en Odelsgaard i hans. Er
Drengen rask, danner han sig til allehaande Manddomsbedrivter.
Naar Ingen er mere ædru, flittig og stærk til at arbeide, Ingen
mere færdig i Kunster, Ingen i Normands Ridderspil, at rende
paa Ski og skyde med Rifle, mere øvet end han, saa tør han
haabe, skjøndt det holder haardt, at Odelsmands Datter turde
værdige ham sin ømme Opmærksomhed". Saaledes sværmer
Brun, og virkelig saadanne Romaner fandt og finde fremdeles
Sted, hvori det da ikke mangler paa Fædre, der see Tingene
anderledes an end Døttrene. Men har Huusmandens Ole Mynt,
er Knuden løst og det Romantiske ved Odelsrangen forsvunden.
Inden Rigsforsamlingen havde man hørt Odelsretten benævnes en
forhadt Landeplage for det norske Folk, og ligesaa ofte et ær-
værdigt Palladium for dets Frihed og Lykke. Falsen, i hvis Kon-
stitutionsudkast Odelsretten vel ikke var optagen som Grundlovs-
bestemmelse, men som ikke biede mange Maaneder efter Rigs-
forsamlingen før han i et særeget Skrivt optraadte til dens Forsvar,
var dens mest enthusiastiske Tilhænger; og Wergeland, saa ofte
uenig med ham, havde i sit Grundlovsudkast en §., der bestemte,
at Odelsretten ikke skulde ganske ophæves eller indskrænkes
meer end den allerede var indskrænket; i fem Aar idetmindste
skulde den staa ved Magt med fuld Indløsningsret efter Taxation.
"Vi, som ville befæste Norges Frihed -- skriver han i sit Brev
af Dagens Dato -- skulle vi ville tilintetgjøre et Frihedens Bol-
værk, som har staaet fra Urold, et Frihedens Værn, over hvis
Gjengivelse af Adelsteensfostre, tusinde Aar tilbage, Thrøndelagens
Thing jublede til Himlen?4 Skulde den retskafnere Deel af Na-
|
| d.IV,b.5,s.124 |
tionen berøves denne skjønne Ret, som adler den fattige Fjeldbo
og privilegerer alle Familier, fordi Uretsindige og Fordærvede
misbruge den"? Saa individuelle Meningerne end vare, lod det
sig dog i Almindelighed bemærke, at Repræsentanterne fra Øst-
landets Byer og Fladbygder vare imod, men Vest- og Nordlæn-
dingerne for den. I Østlandets for Agerdyrkningen bedre skik-
kede Egne, hvor Landbrug var Gjenstand for Spekulation, maatte
Odelsretten gjøre denne usikker, og det kunde hverken være til
privat eller almindeligt Gavn, om den bragte Gaardene ud af
formuende Besidderes og Folks Hænder, hvis Formue, og som
oftest mere til, var gaaen med til den blotte Indløsning. I Fjeld-
egnene, hvor Gaardene vare smaa, Levemaaden simplere, Ved-
tægterne strengere og Ejendommene mere ætgangne, maatte
Odelsretten have et naturligere Hjem og almindeligere Sympathi
for sig. De ødelæggende, ved unødvendige Aastedsforretninger
fordyrede, Processer, den gav Anledning til, havde ikke tjent til
at slappe denne; meget mere viste den indædte, lemandsagtige
Haardnakkenhed, hvormed de bleve førte, hvor dybt den sad i
Hjerterne. Odelsprætendenten ophidsedes altid af sine Frænder
og af Sambygdingerne, naar det var En fra en anden Bygd, der
var kommen til Gaarden; og naar Denne indlod sig paa at afkjøbe
Kravet, var dette at gyde Olje i Ilden hos Andre.
Saa deelt var Bondestandens Mening ogsaa inden Rigsforsam-
lingen, og dog var det dennes Stemme, som i denne Sag burde
være den vægtigste, ifølge det gamle Ordsprog: "Den veed hvor
Skoen trykker, som har den paa". Men hos Bonden afgjordes
i Almindelighed ikke Spørgsmaalet efter Hensyn til hvad Indfly-
delse Odelsretten havde paa Velstanden og Agerdyrkningen i det
Hele, men eftersom den havde været ham selv eller Frændskabet
tilnytte; og saaledes stødte man kun paa individuelle Formeninger,
ikke, selv inden hine bestemte geografiske Grændser, paa nogen
5
|
| d.IV,b.5,s.125 |
samlet Opinion. Og i de andre Klasser havde de Følelser, som
ved dette Spørgsmaal blandede sig i Reflektionen, gjort Opinionen
ligesaa spredt og afmægtig til at føre til noget Resultat, skjøndt
Odelsrettens historiske Berømthed fra Oldtiden, da den havde
gjort Folket til et Folk af Smaakonger paa de landskatfrie Gaarde,
dens Fortjenstfuldhed fra Foreningsaarhundrederne, da den havde
reddet Landet fra et fremmed Herremandsvælde, den rørende
Adkomst i Forfædrenes Sved og hine fyrige Forsvarsskrivter
unegtelig havde bragt Fleerheden af Nationens dannede Befolk-
ning, maaske med Undtagelse af Kjøbmændene, paa dens Side.
Overalt klang dog Navnet "Odelsmand" behageligt for norske
Øren; Børnene af en, som havde drevet en Odelsmand væk,
antoge det med Lyst, og den fordrevne Odelsmand, med Hæn-
derne men ingen Penge i Lommen, smagte dog i sit bittre Bæger
en Draabe af Sødmen i den fattige spanske Hidalgos Stolthed.
Man har endog seet den anføres som en Titel eller Angivelse
af Fribaarenhed, som et Slags "von" -- idetmindste meer ligt
dette end det engelske "Esq". Klangen af Navnet er ogsaa ret
god; men den er af en Mynt, som burde have hørt op at gjælde,
om det end var rigtigt af Rigsforsamlingen, ikke at ophæve Odels-
retten paa en Tid, da en ny Forening og Indtrængen af fremmed
Adel desifølge dog var mulig. Gyldent at see til, men ikke længer
saftigt og nærende som i Fædrenes Tid, var Tvistensæblet, som
kastedes iveiret, da Præsident eller Sekretær oplæste
"§. 110: Odelsretten maa ikke ophæves. De nærmere Betingelser,
hvorunder den til største Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen
skal vedblive, fastsættes af de følgende Storthing".
Til Konstitutionskommitteen var bleven indleveret to Protester
imod Odelsrettens Ophævelse: den ene, dateret 22de April, fra
Kapitain Holck, den anden, dateret 30te April, fra Bønderne Ole
Tvedten, Even Lande, Ole Evenstad, Elling Valbøe, Askoud Regel-
stad og Tollef Huvestad, og disse havde i Kommitteens Fleerhed
fundet villige Mænd til at indtage Bestemmelser derom i Grund-
lovsudkastet. Holcks Betænkning blev nu først oplæst. Bondens
Frihed vilde forgaa med Odelsretten. Vor gjæve Bondestand
vilde ved dens Ophævelse overgaa til en ufri Klasse af Fæstere
og Forpagtere. Den Anledning, der efter Manges Mening gaves
til Processer, opvejedes af det Gavn, den ydede den norske
Bondestands Frihed. Disse havde næsten alle reist sig fra Lovenes
|
| d.IV,b.5,s.126 |
Dunkelhed med Hensyn til at fastsætte Odelsfølgen, og kunde
altsaa standses ved bestemtere Love. Odelsretten var den Skyts-
engel, som havde bevaret den norske Bonde fra at overvældes
af Herremænd, der ikke skulde ladet sig afholde af Klimat og
ufrugtbar Jordbund fra at samle Bondegodset under sig. Nabo-
landet og det nordlige Rusland vare omtrent under samme fysiske
og økonomiske Kaar, men der manglede dog ikke Bonden sine
Plagefogder. At den norske Bonde kjendeligen udmærkede sig
fra Bonden i andre Lande ved større Aandsfyrighed og Legems-
raskhed, mere Følelse for Frihed og større Kjærlighed til Fædrene-
landet, og at han var fri for Herremænd, Forvaltere, Ladefogder
og andre Bonden plagende Væsener, havde man alene Odelsretten
at takke for. Men hvo borgede for, at ikke disse ogsaa her vilde
opvoxe, naar dette Bondefrihedens stærkeste Brystværn nedreves?
Det var ikke nok, at personlige arvelige Forrettigheder afskaffe-
des; Rigmanden behøvede ikke disse forat komme i Besiddelse
af Landejendommene, og den deraf opkomne Indskrænkning af
Bondestandens Frihed og hidtil havte Rettigheder maatte i Frem-
tiden have en skadelig Indflydelse paa Nationalkarakteren. Der
maatte altsaa gives denne hæderlige Stand, denne "Statens første
Grundstøtte, en Modvægt, som kunde afholde ethvert Angreb
paa dens nærværende fri og lykkelige Tilstand". Men ophævede
man nu Odelsretten, indsaa han ikke, hvad man, uden et altfor
voldsomt Indgreb i Ejendomsretten, skulde kunne sætte i dens
Sted. Denne "Bondestandens Skytsgud" fortjente derfor at finde
Plads i Rigets vordende nye Konstitution, for fremtidigen at sik-
kres for total Undergang. Mange, og det kyndige Mænd, havde
alt arbeidet for dens Tilintetgjørelse; men de havde neppe nok-
som kjendt den norske Bondes særegne nationale Aand forat
overbevises om det store Værd han selv satte paa denne gjennem
tusinde Aar nedarvede Rettighed. Af en saadan Bondeaand
turde man vel love sig -- hvad Erfaringen ogsaa havde viist --
et usvigeligt Værn imod Landets Fiender, forudsat, at man ikke
-- efter Projekter, der vare Motionæren ubegribelige -- ophævede
Værnepligten og vilde søge sit Forsvar hos Lejesvende.
De sex Bønders Forslag gik nærmere ind paa Tingen, idet det
ogsaa paapegede de Forandringer i Odelslovgivningen, som vilde
gjøre denne utvetydig og tilintetgjøre de Anledninger til Processer,
som i saa Manges Øine havde gjort Odelsrettens Nytte tvivlsom.
|
| d.IV,b.5,s.127 |
Ogsaa deri fremhævedes dens tusindaarige Ælde, at den anspo-
rede Bonden til Flid, og hindrede Enkelte fra at tilvende sig store
Strækninger af Jordegods. Thi "ingen Sum, hedte det, turde
bydes nogen retskaffen Odelsbonde, der vejede op imod hans
Kjærlighed til den ham efterladte Fædrenejord, eller kunde be-
væge ham til at afstaa den til nogen Fremmed. Denne Kjærlighed
lagde kraftfuld Grund til en større Dyd d. e. til en Fædrenelands-
kjærlighed, der hæver Normanden til en fortrinlig Rang iblandt
alle Folkeslag, knytter ham fast til sit Fædreneland, bortfjerner
al Lyst til Udvandring, giver ham Kraft og Mod, gjør enhver
patriotisk Opoffrelse let, og forener Alt til at give en Stat den
fornødne indvortes Styrke". Disse Fordele maatte overveje de
Tab, Medarvingen maatte lide ved en til Ejendommens sande
Værdi uforholdsmæssig Udløsning i Penge (Aasædesretten). Man
havde sjeldent Exempel paa Misundelse imellem Sødskende over
den Odelsbaarnes udelelige Forrettighed, men desoftere paa, at
de, der ingen Formue havde at stole paa, bleve lykkeligere ved
eget Arbeide, end de, der fødtes til Rigdomme. Næsten i enhver
borgerlig Klasse saae man den ældste Søn træde ind i Faderens
Næringsvei imod Udløsning til sine Sødskende. Og de Misbrug
og Processer, Odelsretten havde givet Anledning til, maatte for-
størstedelen tilskrives Lovgivningens Tvetydigheder og den paa-
faldende Mangel paa Regjeringens Opmærksomhed og Omhu for
at hæve den. Saaledes f. Ex. Qvæstionen om Odelsarvefølgen
var agnatisk-kognatisk eller reen kognatisk, eller om sidste Be-
sidders Datter skulde foretrækkes Farbroderen, naar begge ned-
stammede fra første Forhverver. Odelsrettens Ophævelse havde
længe været paabane, og efter Forordningen af 5te April 1811,
som var foraarsaget af Landets forfaldne Pengevæsen, var der
nu kun en tom Lyd tilbage af Odelsretten, saa Vinde- og Herske-
syge nu let spillede Jordejendommene ud af de Odelsbaarnes
Hænder. Paa egne og Kommittenters Vegne maatte de derfor
foreslaa som en Artikel i Grundloven, de ventede vedtaget af
den hele Rigsforsamling, at Odelsretten bestandig skulde vedblive
i Norge saaledes som den var før ovennævnte Forordning, uden
Forandring i Odelsrettens Grundvæsen, men kun med saadanne
Modifikationer og Bestemmelser, som den senere Lovgivning
maatte finde hensigtsmæssige til at hæve de Anledninger til Tvivl,
Misbrug og Processer, som maatte findes ved den ældre Odels-
|
| d.IV,b.5,s.128 |
lovgivning. Al Odelsløsning maatte dog skee efter billig Taxt, og
samme Bestemmelse ønskede de ligeledes for Aasædesretten, der
ikke var mindre vigtig. Specielt maatte de henlede den vordende
Lovkommittees Opmærksomhed paa følgende Punkter, der øn-
skedes bestemte ved Lov: 1) at Odelen skulde gaa i lige ned-
stigende Linje, uden Hensyn til Kjøn, og først ved dennes Uddøen
gaa over til Sidelinjerne; 2) at Barnet ikke skulde kunne drive
Moderen fra Gaarden, hvortil hun skulde have Brugsret, idet-
mindste for det Halve eller Saameget hun behøvede, naar hun
ingen anden Ejendom havde at ty til, uden at hun dog, paa Grund
af Skifteudlæg skulde kunne hævde Samme fra Børnene; samt
3) at Gaarde, der tilstrækkeligen kunde ernære to eller flere
Familier, skulde deles naar de øvrige Børn ellers intet Jordegods
vilde faa.
Efter adskillige Debatter, hvorunder Bryn foreslog, at Grund-
lovens Beskyttelse ogsaa skulde udstrækkes til Aasædesretten,
foretoges Votering om §'en skulde forandres eller ikke. Med 53
mod 51 Stemmer blev det Første bestemt, hvorpaa Forsamlingen
eenstemmig vedtog §'en med den Forandring, at der istedetfor
Ordet "Odelsretten" skulde sættes "Odels- og Aasædes-Retten",
og istedetfor "de følgende Storthing" "det første eller andet Stor-
thing".
I den følgende §. stødte man paa en af de vigtigste, mest i
Livet indgribende, Grundsætninger, nemlig i
§. 111: "Nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden bør
ikke tilstedes for Fremtiden".
Møller oplæste et kort, "af vigtige Aarsager" (som han udtrykte
sig) umotiveret, Forslag af Dags Dato om at §'en skulde gives
saadant Tillæg: "Og ingen Hindringer maae for Eftertiden lægges
i Vejen for Ejendomsrettens Benyttelse, naar den ikke strider
imod Statens almindelige Interesse". Skulde Forslaget ikke finde
Bifald i Form af et Tillæg, ønskede han det indtaget i Grundloven
som en egen Paragraf.
Steenstrup havde til Konstitutionskommitten indleveret et For-
slag af 18de April, hvilket nu blev oplæst.
"Rigsforsamlingen -- hedte det -- har ved de antagne Grundprinciper
vedkjendt sig, at den erkjender Borgerens helligste Ret, ukrænkelig
Ejendomsret og Næringsfrihed, og erkjender denne som en nødvendig
|
| d.IV,b.5,s.129 |
Grundpille i en paa Retfærd grundet Konstitution. Men bemeldte 9de §.
forebygger kun nye Indgreb i denne hellige Ret, og her gives dog alle-
rede bestandige Privilegier og Monopolier, som stride aabenbart imod
denne. Dog -- de ere givne under en Konstitution, der ikke adspurgte
Ejendomsretten, og, idet vi bygge en ny, paa Retfærd grundet Konsti-
tution, nedbryde vi hiin, disse skadelige og skammelige bestandige Pri-
vilegiers Ophav og Aarsag. Med Aarsagen maa Virkningen forsvinde:
de ere altsaa ikke mere; de kunne kun gives, men aldrig for bestandigt.
Ethvert nyt Anlæg trænger i Førstningen til Rettigheder, som Lovene
ikke kunne tilstaa det for bestandigt. Jeg anseer det gavnligt, at Saa-
danne paa en vis Tid kunde gives; og, vil man vise allerede etablerede
Indretninger al den Gunst, som kan bestaa med Retfærdighed, da kunne
disse, uden Hensyn til deres Alder, ansees som nye, og nyde deres
engang tilstaaede Privilegier i længere eller kortere Tid, i Forhold til
deres Gavnlighed for Landet; dog troer jeg ikke noget Privilegium bør
tilstaaes paa længere Tid end 7 Aar.
At Privilegier paa Apotheker, som have andre Forpligtelser end alle
andre Næringsindretninger, maa være Undtagelser fra den almindelige
Regel, falder af sig selv".
Proponenten foreslog derfor, at Ordet "bestandige" skulde af
Kommitteen indskydes imellem Ordene "nye" og "Indskrænk-
ninger", samt at denne skulde fremsætte for Rigsforsamlingen,
enten som Tillæg til Grundsætningen eller som en særskilt §., en
Bestemmelse om, at Privilegier paa Næringsindretninger skulde
ansøges hos og meddeles af Kongen, men ikke, med Undtagelse
af Apothekerprivilegier, være gjældende paa længere Tid end
7 Aar.
I en Betænkning af 25de April, som nu ligeledes blev oplæst,
havde tredie Deputerede fra Agershuus Amt Kristensen (Kollerød)
søgt at bevæge Konstitutionskommitteen til at fremsætte en Be-
stemmelse om Frihed for Landmanden til Forædling og Nyttig-
gjørelse af Naturprodukterne paa hans Ejendom. Ved at kunne
benytte sin Adgang til at anlægge Sauger og frit at kunne sælge
sin Tilvirkning derfra og øvrige Skovprodukter, vilde disse blive
bedre benyttede. Meget, som ellers blev henliggende i Skovene,
vilde da komme i Handelen, og Bonden, der i Regelen kun hug-
gede saameget Tømmer, han behøvede til Bestridelsen af sin
aarlige Udgivt, vilde kunne bestride denne uden at medtage sine
Skove saa haardt, som Tømmerhandlernes vilkaarlige Priser nu
gjorde det nødvendigt. De privilegerede Saugbrugsejeres Opkjøb
1 tilbakeNu 2det Passus af §. 22.
2 tilbakeEr der nogen stedmoderlig Sparsommelighed heri, synes det at være en
Ødselhed med ædle og nyttige Kræfter, at saamange dannede Klasser, f. Ex.
Lærde, Fabrikanter o. fl., der ikke besidde Embede eller Grund, ligeledes ere
udelukkede.
3 tilbakeDen Første, som fik føle, at Forordningen af 27de Septbr. endnu stod ved
Lag, var en Borger, der førte Klage over at Soldaterne i Krigen 1814, som
vitterligt var, bleve saa slet forplejede, at de endog fik umalet Havre at æde.
4 tilbakeDet var Hakons Igjenanerkjendelse af Folkets suveræne Eiendomsret til dets
Grundbesiddelser og disses Frihed for direkte Skatter, som vakte denne Jubel,
hvorunder det kaarede ham til Konge. Dette var den gamle Odelsfrihed, hvorfra
Odelsretten herleder sig i naturlig Følge. Selv udrunden af en Folkevandrings
Erobringsret, og visselig udbaaren fra Urhjemmet for de gothiske Folkestammer,
for hvem den synes at være et fælles Særkjende, var det ifølge denne Magtret
Harald Haarfager havde tiltaget sig den, ved, eftersom han flyttede Erobrings-
stagen frem, at erklære alt Jordegods for Kronens Eiendom; og, ved at paa-
binde det fast Afgivt til denne, havde han i Folkets Øine forvandlet det fra frie
Odelsmænd til Kronens Leilændinger. De Mægtigste, hvis udstrakte Besiddelser
havde gjort dem til primi inter pares, taalte dette mindst, forenede sig til Mod-
stand, udvandrede betvungne, og flyttede Odelsfriheden med sig hvor de ned-
lode sig. Ved paa Storthinget i 1836 at ophæve Landskatten har dog Folket
i Virkeligheden gjengivet sig sin gamle Odelsfrihed. |
| FORRIGE |