HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 5. BIND: 1843 - 1845

Rigsforsamlingen paa Eidsvold.
II.
(Fra 1ste til 7de Mai).
Affaærdigelsen af Konstiutionsudkastets første 50 Paragrafer.

del 3
d.IV,b.5,s.52   seqvent og etablere en Ulighed i Rettigheder, idet nemlig Besid-
deren af slige Forrettigheder indrømmedes den fulde Benyttelse
deraf indtil de sildigste Slægter, medens Erhvervelsen deraf var
negtet enhver anden Statsborger. Denne Betænkning blev da nu
oplæst, hvorpaa Aalls Mening om de adelige Rettigheders For-
blivende i de Familier, som nu besad dem, fik en uventet For-
fegter i Wergeland.
  
"Ingen Stand -- sagde han -- bør faae billig Grund til Misnøje med
Konstitutionen. Den unge Stat maa ei begynde med en voldsom Uret.
Paa nogen Maade at anfalde urgamle arvede Familierettigheder, som
Fædrene deels have tilkjøbt sig for deres Midler, deels erholdt som
Gaver af fordums Regentere, var en Fornærmelse af Ejendomsretten,
var en Krænkelse af Donationers og Testamenters Herlighed, var et
revolutionært Foretagende, der maatte lede, om vi vilde være konse-
qvente, til en Kuldkastelse af alle Forrettigheder og Privilegier i alle
Stænder, af hvad Navn nævnes kunde. Men nu er det ikke Tid at
løsrykke det i vore borgerlige Forhold dybt rodfæstede, og ved revo-
lutionære Voldsomheder at vække Misnøje, eller gjøre Prøvestykker,
der ligesaasnart kunde geraade Almeenvæsenet til Fordærv, som til
Fordeel. Derpaa maa lempelig forsøges i rolige Dage. --
Forgjæves troe vi os skaansomme og retfærdige mod de nulevende
norske Adelige ved at bestemme Privilegiernes Ophør til andet eller
tredie Led. At plyndre en Søn eller Sønnesøn er vist ikke at skaane
en Fader. Ogsaa vor ufødte Afkom interesserer os. Ogsaa mod den
have vi Pligter. -- Privilegiernes Arvelighed udgjør uden Tvivl deres
største Herlighed".

   Videre gjorde han opmærksom paa, at Adelen i Norge hverken
var saa stor eller saa privilegeret, at der var Grund til at frygte
den eller til at Staten kunde frelses ved dens Undergang. "Hvad
enten vi særskilte eller i Forening med et andet Rige komme til
at sætte vor Konstitution i Udøvelse", var Taleren tilbøjelig til
at tro, det vilde være skadeligt at udrydde al indfødt Adel. Man
burde for Tiden ikke forlange meer, end at ingen nye adelige
Huse oprettedes, og at ingen ny Rang, Titel eller Orden skulde
medføre Fritagelse fra Statens Byrder eller fortrinlig Adgang til
dens Embeder. Paragrafen troede han derfor burde forblive
uforandret, hvorefter man kunde overlade til de tilkommende
konstitutionelle Magter, at hævde Lovgivningen med Hensyn til
adelige Sædegaarde og deres Skatydelser, samt til at forekomme
det af Bondestanden beklagede Indkjøb af Jordegods.

d.IV,b.5,s.53      Denne Tale bar nu rigtignok ogsaa et frygtløst Vidnesbyrd om
denne Repræsentants falkeagtig-isolerede Uafhængighed; men kun
de Færreste forstode, at den alene var udrunden af Omhu for,
at Fædrelandet under sine Lidelsers Krisis ikke skulde udsættes
for nogensomhelst Rystelse, der ikke var undgaaelig nødvendig,
og ikke af forældede feudalistiske Anskuelser, som mindst vilde
høre hjemme i denne Videnskabsmands lyse Hoved, i dette Med-
lems af Bondeherkomst, der repræsenterede det gjenfødte, det
unge Norge saa godt som Nogen netop ved sin Hyldest af den
nyere Tids Lærdomme, hvis ægte Søn han var. Talen forøgede
ikke hans Venners Antal, men Dyngen af de Stene, hans Fiender
samlede paa, og tre Dage derefter stod at læse i Kristiania In-
telligentssedler en Opfordring til Wergeland til at bekjendtgjøre
sin Tale til Forsvar for de adelige Forrettigheders evige Ved-
varenhed. Det var en af hine Stene, hvorom man alene kunde
vide, at den var udsendt fra en ukjendt Haand i Rigsforsamlingens
Midte, et udmumlet "Korsfæst", der vidnede om at vor Friheds
Fædre ikke altid i Hidsigheden respekterede den Frihed, de havde
betinget sig selv. Overalt -- der har vel neppe været nogen
Nationalforsamling af noget Liv, uden en politisk Lidenskabelighed
er bleven fremynglet, der ligesaalidt har bryd sig om Reglementet,
som den gjærende, overbrusende Viin om Bægrets Rand; og de
Sindsbevægelser, som under den franske Revolution lode det ene
Medlem anklage det andet paa Livet, det ene Parti føre det andet
til Guillotinen, vare i sig selv ikke voldsommere end de, der i
Rigsforsamlingen paa Eidsvold bragte den ene Repræsentant til
at indanke den Andens Meninger for et mistænksomt, bevæget
Publikum, hvis Gunst eller Ugunst, i det Mørke hvori det befandt
sig, kunde styres imot hvilke Hoveder en skjult Haand behagede.
Forskjellen er kun, at Guillotinen ikke var i Mode her, og at
man kun havde Bladenes Gabestok eller Æressøile, eftersom
man vilde bruge dem til. Saaledes læste man i det Nummer af
Intelligentssedlerne, som gik forud for det hadske Fingerpeg paa
Repræsentanten fra Kristianssand, et Spørgsmaal, som maatte
vække Væmmelse hos Enhver, der kjendte den Person paa hvem
den offentlige Opmærksomhed herved skulde henledes og virkelig
ogsaa blev henledet, om Nationen ikke burde "værdeligen lønne
den i Sandhed store Mand og sande Fædrelandsven, Hr. Over-
krigskommissær Sebbelow i Kristianssand, for hans, til Folkets
d.IV,b.5,s.54   Lyksalighed, saa ypperlige Afhandling om Norges Regjeringsform"?
Og tvivler Nogen endnu om Rigtigheden af ovenanførte Bemærk-
ning om at denne Tid affødte Tegn paa en Lidenskabelighed,
ligesaa stærk i Hjerterne, som hiin, der havde Guillotinen til sin
Tjeneste, saa læse han den spørgsmaalsviis fremsatte Opfordring
i samme Blad af 20de Mai til at "skjære Næse og Øren af en
Normand af Stand og Indflydelse" (Grev Wedel), der skulde være
"saa nederdrægtig, at han ei alene selv ønsker, men endog vover
at forføre den uvidende Almue til at ønske og yttre sig Sverige
hengivne", hvorpaa da den saaledes Stymprede skulde overføres
til den svenske Grændse.
   Men -- tilbage til Forsamlingen, som idag og under denne Vo-
tering ikke manglede noget Medlem. Sagen optoges endelig. Der
voteredes først om §'en skulde antages efter Forslaget eller for-
andres, og 93 Stemmer imod 19 erklærede sig for det sidste.
Eenstemmigen vedtoges derpaa, at Embedsrang skulde finde Sted,
og dette ligeledes gjælde for de i Naade afskedigede Embedsmænd.
Med 98 Stemmer mod 9 forbødes enhver anden Rang, og ved
samtlige, at Kongen skulde kunne meddele Titler. Derimod er-
klærede 81 mod 23 sig for, at Kongen skulde have Ret til at med-
dele Ordener, dog med den, eenstemmigen vedtagne, af Møller
foreslagne, Klausul, at Grunde for denne Udmærkelse offentligen
skulde bekjendtgjøres. Men endnu stod det vanskeligste Punkt
af §'en tilbage: Kjernestenen efterat man var bleven færdig med
de bløde Dele paa denne, den sødeste, men ikke den sundeste,
Frugt paa Frihedstræet. Der skulde tages en Beslutning imellem
Forslagene om Adelsrettighedernes Indskrænkning til deres nær-
værende Besiddere, med Udelukkelse af de senere Fødte, og om
det hele Spørgsmaals Udsættelse til næste Storthing. Og dette
Sidste blev antaget med 62 Stemmer imod 46, saa at §'en i sin
Heelhed saalydende blev tilført Protokollen:

"Kongen kan ikke uddele nogen anden end Embedsrang og Titel.
Den Embedsmand, som i Naade afskediges, beholder den Titel og Rang,
hans havte Embede har medført. Til Belønning for udmærkede For-
tjenester kan Kongen meddele Ordener til hvem han for godt befinder;
men ved Ordeners Tildelelse, skal offentligen kundgjøres de Fortjenester,
hvorfor de ere givne.
Intet Hæderstegn kan give Ret til Fritagelse fra Statsborgernes fælles
Pligter og Byrder eller medføre fortrinlig Adgang til Statens Embeder.
d.IV,b.5,s.55   Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maae tilstaaes
Nogen for Fremtiden".
   Adelsspørgsmaalets Opsættelse har sandsynligviis været Norge
tilbaade, først fordi dets uafgjorte status quo, som en Ulighed
mindre, kan antages at have lettet Overeenskomsten med Sverige,
og dernæst fordi dets senere Behandling og Skjebne har næret
og opretholdt Repræsentationens moralske og politiske Mod. Dets
endelige Afgjørelse i 1821 synes nemlig at danne omtrent en saadan
Epoche i Folkets Selvstændighed og konstitutionelle Liv, som den
første skudte Bjørn eller anden Tapperhedsbedrivt i Ynglingens.
Fra den datere Nordmændene en Opposition paa sine Storthing og
den iversyge Nidkjærhed, hvormed de have hævdet Selvstændig-
heden.

   Saasnart Udfaldet af Voteringen var bleven meddelt, reiste
Falsen (de Falsen) sig, og overraskede Rigsforsamlingen ved at
oplæse med bevæget Stemme en Erklæring af Dags Dato, hvori
han for sig og Afkom frasagde sig Adelskabet.

   Denne Frasigelse lød saaledes:

      "Til Rigsforsamlingen paa Eidsvold!
Det er maaskee den ærede Forsamling bekjendt, at ogsaa jeg tilfældig-
viis er født Adelsmand: hvorlidet Værd dette Fortrin, om man saa vil
kalde det, har havt for mig, troer jeg de vide, som kjende mig; jeg har
aldrig været iblandt dem, som troe, at Fødsel kan meddele Fortjenester,
som man ellers mangler. Allerede for længe siden havde jeg frasagt
mig mit Adelskab, naar jeg ikke havde frygtet for, at et saadant Skridt
havde kunnet blive mistydet; Aarsagen, hvorfor det først skeer nu,
efterat Debatterne om denne Materie, ere endte, er ene den, at jeg ikke
ønskede Nogen skulde troe, at jeg vilde foregribe den almindelige Mening.
Man vil maaskee sige, at, da den Adel, jeg og min Familie er i Be-
siddelse af, for Øieblikket næsten ikke medfører noget Prærogativ, hvis
Afstaaelse kan være Staten til Gavn, saa kan det heller ikke kaldes nogen
Opoffrelse fra min Side, at jeg frasiger mig Samme. I denne Henseende
tillades det mig at forsikkre, at det heller ikke er min Hensigt, at min
Handling skal betragtes som nogen Opofrelse; min Adel være forenet
med Rettigheder eller ikke, saa vil jeg blot, fra nærværende Øieblik af,
Intet have forud for mine Medborgere, var det end blot i Navnet.
Jeg har derfor troet, her at burde fremlevere denne min høitidelige
Deklaration, hvorved jeg for mig og mine Descendenter aldeles fra-
skriver mig vor hidtil havte Adel med alle de Rettigheder, som dermed
kunde være eller blive forenede".
d.IV,b.5,s.56  
   Dels undrende, dels beundrende Blik fulgte ham, da han gik
over Gulvet forat vedlægge Protokollen denne Slags Efterligning
af Hertugen af Noailles' Abdikation hiin Nat i den franske National-
forsamling. En Taushed indtraadte, som Steenstrup afbryder og
fortolker ved at springe op og udraabe: "Det var et følgeværdigt
Exempel"! Skulde der tales i denne Anledning, kunde det heller
ikke overraske Nogen, at denne Taler, ifølge sin Aand og sit
Temperament, først tog tilorde. Med en vis Skyhed søgte Øinene
de øvrige Adelsmænd, og fremfor alle da Wedel, Lehnsgreven,
hvis Adel dog duede noget i den Forstand, at den ikke, som de
fleste af Oldenborgerne adlede Normænds, stammede fra en Beste-
faders Pengepose, om der end ikke er noget i Sagnet, at de
wedelske Ahner skulle gaae lige op til den navnkundige Wittekind.
Men Wedel, Anker, Løvenskjold forbleve rolige og ubevægelige,
uden at vise Tegn til at ville følge Exemplet. Tausheden blev
til synlig Forlegenhed, som man var glad ved Præsidenten om-
sider endte ved at oplæse den følgende §. nemlig:

   "§. 38: Kongen vælger og afskediger, efter eget Godtbefindende, sin
Hofstat og sine Hofbetjente. Til at lønne disse og holde sit Hof, til-
staaes Ham af Storthinget en passende aarlig Sum".

   Hvilken blev eenstemmigen antaget.
   "§. 39: Kongen vælger og beskikker, efterat han har hørt sit Stats-
raad, alle civile, geistlige og militære Embedsmænd. Til Statens Embeder
skulle alene norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk-lutherske
Religion, have Adgang; dog kunne Udlændinger udnævnes til Pro-
fessorer, Læger og til Konsuler paa fremmede Steder. De kongelige
Prindser maae ikke beklæde civile Embeder".

   Provst Stabel forelæste og afleverede til Protokollen en Fore-
stilling om at Indfødsretten uden Undtagelse maatte blive i Kraft,
hvortil Sverdrup bemærkede, at der idetmindste for Universitetets
Skyld maatte gjøres en Undtagelse, da dets Lærestole ellers ikke
kunde blive besatte. Diriks anførte, at Kommitteen, i at udelukke
Prindserne fra civile Embeder, havde taget Hensyn til at de ikke
kunde tiltales for de ordinære Retter.

   §'en antoges eenstemmigen, med Forbeholdenhed, at det nær-
mere ved Udkastets §. 53 skulde afgjøres, hvem der, med Hensyn
til Embeders Erholdelse skulde ansees som norske Borgere.
Stabels Betænkning vilde da atter komme fore.

d.IV,b.5,s.57     
"§. 40: Alle Embedsmænd, Land- og Søe-Krigere sværge Konstitu-
tionen og Lovene Troskab og Lydighed:
"Jeg lover og sværger at ville forestaae det mig betroede Embede, at
ville ved alle Leiligheder forholde mig i Overeenstemmelse med Konstitu-
tionen og Lovene, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord". --

   Sammen oplæstes derpaa de to følgende §§.

"§. 41. Kongen vælger selv et Raad af norske Borgere, som ikke ere
yngre end 30 Aar. Dette Raad bestaaer af:
            1) en Statsraad      for      Finantsvæsenet;
            2) -        --       -      Justitsvæsenet;
            3) -        --       -      de udenlandske Sager;
            4) -        --       -      Krigsvæsenet;
            5) -       --       -      Oplysningsvæsenet.
Disse fem ere Statsraadets faste Medlemmer. Foruden dem kan
Kongen ved overordentlige Leiligheder tilkalde andre norske Borgere,
kun ingen Medlemmer af Storthinget, til at tage Sæde i Statsraadet".
"§. 42. Under Finantsvæsenet indbefattes alle Sager, der angaae
Rigets Mynt- og Pengevæsen, Indtægter og Udgifter, Statens Gjeld og
Tilgodehavende, samt Eiendom, Næringsveie, Kanaler, Veie, Broer,
Havne og overhovedet alle Rigets oekonomiske Anliggender.
Til Justitsvæsenet hører alle Sager angaaende Lovenes Opretholdelse
og Politiet.
Under udenlandske Sager forstaaes Alt, hvad der vedkommer Rigets
Forhold til fremmede Magter, eller indkommer fra Norske Gesandter,
Agenter og Konsuler i fremmede Lande, eller fra fremmede Magters
Gesandter, Agenter og Konsuler i Norge.
Krigsvæsenet indbefatter alle Sager om Land- ogSø-Magternes Or-
ganisation og Forsyning, militære Embeders Besættelse, militære Op-
dragelsesinstituter, og alle andre Sager, angaaende Rigets Sikkerhed
mod udvortes Vold, forsaavidt disse ikke ere egentlige Kommandosager.
Oplysningsvæsenet omfatter alle Sager, der vedkomme Universitetet,
Geistligheden, Kirker, Lærde, Borger- og Almueskoler, samt Opdragelses-
instituter, Hospitaler og milde Stiftelser. Fattigvæsenet henligger ogsaa
derunder, indtil en ny Tingenes Orden kan finde Sted".

   I Anledning af det lille Ord "Selv"1 i Begyndelsen af §. 41,
fremsatte Wulfsberg, i et Forslag om at lægge Valget af Stats-
d.IV,b.5,s.58   raader ganske eller for en Deel i den lovgivende Forsamlings
Hænder, en af disse Theorier, mod hvis strenge Udførelse, udenfor
den Magt, Fleerhedens seirende Opinion i store konstitutionelle
Stater har tilhævdet sig, den historiske Erfaring hidtil har prote-
steret. I Frankrig løb idetmindste de forskjellige Prøver med de
Ministre, Nationalforsamlingen paatvang Ludvig den 16de, ulykkeligt
af, og hverken Englands gamle eller nogen anden Stats nyere
Forfatning har iført denne Idee Lovbogstavets Virkelighed. Den
hører til de Theorier, mod hvis Rigtighed i sig selv der ikke lader
sig anføre saameget som for samme, og om hvilke der lader sig
spaa, at de muligens engang ville gjenopstaae i en Tidsalder, der
har sprængt og udvidet de for de nærværende Stater afstukne
konstitutionelle Proportioner, under hvis tvingende Hindringer
2
d.IV,b.5,s.59   saavel denne som mange andre af Republiken udaandede Ideer
ligge begravede -- ; men som Aander, der ville bryde sine Liigstene.
   Ogsaa i Kommitteens første Udkast stod Ordet "selv". Det hedte
endogsaa deri: "Kongen vælger selv sit Raad af norske Borgere
o. s. v.", saa Wulfsberg i Indledningen til sit Forslag ganske vist
rammede Meningen, idet han fortolkede det ved "efter eget Godt-
befindende", og der ingen Tvivl kunde være om, at Kommitteen
vilde have det forstaaet i den mest udvidede Bemærkelse, saa
at Kongen i dette Punkt ikke engang behøvede at spørge sit Stats-
raad. Wulfsberg derimod grundede sit Forslag paa Sandheden i,
at Statsraadet ikke blot skulde være Kongen til Hjælp, men ogsaa
Folkets Ret til Beskyttelse, samt paa Vigtigheden i at sørge for,
at selv den Regent, der ikke brød sig om eller vidste at træffe
et godt Valg, kunde faa Mænd med almindelig Tillid ved Siden.
Han mente ogsaa, at Fjernheden af Ansvaret for National-
forsamlingen, ifølge Menneskenaturens Skrøbelighed, neppe i Al-
mindelighed vilde udøve den Indflydelse paa Statsraaderne som
en Konges altid over Hovedet svævende Unaade, medmindre de
gjordes ganske uafhængige af denne. Og saaledes foreslog han da:

1) "At Statsraadets Medlemmer skulde udnævnes af Storthinget (eller
hvad Benævnelse Rigsforsamlingen maatte erholde), eller (om dette ikke
finder Bifald) at Storthinget foreslaaer 2 til 3 til hvert Fag, hvoraf
Kongen vælger 1.
2) Naar Vakance i Statsraadet indtræffer imellem de afholdende Stor-
thing, konstituere de øvrige Statsraadets Medlemmer en Anden i den
Afgangnes Sted indtil næste Storthing, der da enten antager eller for-
kaster den Konstituerede, eller i al Fald gjør Brug af sin Forslagsret.
Som en formentlig gavnlig Bestemmelse foreslaaes endvidere:
3) At Fader og Søn eller tvende Brødre maae ei paa een og samme
Tid have Sæde i Statsraadet".

   Sverdrup yttrede herimod, at Forslagets Antagelse vilde lade en
Mellemmagt opstaae imellem Kongen og Folket, som Historien
noksom viser Skadeligheden af; og Falsen fandt, at §§. 41 og 42
allerede som de vare indeholdt et skadeligt Indgreb i den i Kon-
stitutionens Principer for Kongen afstukne Magt. "Ethvert Middel,
sagde han, hvorved man kan sikkre Borgerne imod ulovlige Ind-
greb i deres Rettigheder, er hensigtsmæssigt, men at indskrænke
den kongelige Myndighed blot forat indskrænke den, forekommer
d.IV,b.5,s.60   mig ikke alene at være uden Hensigt, men det vil endog være
Staten til Skade". Ingen kunde bedre end Kongen bedømme,
paa hvad Maade Forretningerne bedst udføres, og i Statsraadernes
Ansvarlighed for sine Expeditioner laa al den Sikkerhed, Staten
kunde forlange. Han foreslog derfor, at der istedetfor §§. 41 og
42 skulde indtages i Konstitutionen en §. saalydende:
   "Kongen vælger selv sit Raad af norske Borgere, som ikke ere yngre
end 30 Aar. Dette Raad skal idetmindste bestaae af 5 Medlemmer,
men foruden dem kan Kongen, ved overordentlige Leiligheder, tilkalde
andre norske Borgere, kun ingen Medlemmer af Storthinget, til at tage
Sæde i Statsraadet. Forretningerne fordeler han iblandt dem saaledes,
som han det for tjenligt eragter".

   Slutningen af Fabricius's, ved Behandlingen af §. 37 oplæste,
Betænkning angaaende disse §§., blev nu gjentaget, og gik ud paa,
at det skulde overlades Kongen at organisere sin Regjering, som
dog ikke maatte bestaae af fleer end 7 Statsraader, eller be-
høvede at omfatte noget eget Departement for Krigsvæsenet.
Militærcheferne skulde derimod være pligtige til at afgive i Stats-
raadet de Oplysninger og Formeninger det maatte forlange.

   Efter Debat over Sagen, foretoges Votering om §§. 41 og 42
skulde antages efter Udkastet eller forandres, hvilket Sidste med
102 Stemmer imod 10 blev vedtaget. Dernæst blev der voteret,
om Statsraadet skulde vælges af Kongen eller, efter Wulfsbergs
Forslag, af Storthinget, og for det første Alternativ erklærede
105 sig imod 1. 99 Stemmer imod 3 voterede derpaa, at Falsens
Forslag skulde antages som §. 41 istedetfor Udkastets, med saa-
dant Tillæg eenstemmigen efter Wulfsbergs Forslag: "Fader og
Søn eller tvende Brødre maa ei paa samme Tid have Sæde i
Statsraadet".

   §§. 42, 43 og 44 bleve derpaa eenstemmigen bestemte at skulle
udgaae. §. 43 bød, at der skulde ansættes to Regjerings-Sekretærer
for Finanz- og Krigsvæsenet, men for hvert af de øvrige kun een,
og §. 44 overlod til Kongen, uanseet de tre foregaaende Paragrafers
Bydende, Fordelingen af Statsraadets Forretninger, kun at Ud-
givterne ikke forøgedes. I Henseende til Ansvaret skulde for-
holdes som bestemt maatte vorde i en senere §.

   "§. 45: Alle Statsraader skulle, naar de ikke have lovligt Forfald,
være nærværende i Statsraadet, og maa ingen Beslutning der fattes, naar
ikke idetmindste 3 Medlemmer ere tilstede". --
d.IV,b.5,s.61   antoges eenstemmig, med den Forandring, at det, istedetfor
Ordene "idetmindste 3", skulde hedde "over det halve Antal".
   "§. 46: Hindres det Statsraad, til hvis Fag den Sag, der skal fore-
tages i Statsraadet, henhører, ved lovligt Forfald fra at møde, skal Re-
gjeringssekretæren for Faget tage Sæde i Statsraadet, indtil Kongen
har fattet sin Beslutning i bemeldte Sag. Har ogsaa han lovligt For-
fald, konstituerer Kongen en anden Statsraad til at foredrage Sagen.
Hindres flere end to Statsraader, ved lovligt Forfald, fra at møde i
Statsraadet, saa skal Kongen konstituere andre Embedsmænd i deres
Sted, saaledes at altid i det Mindste 3 ere tilstede".

   Debatterne gave denne §. nogle Forandringer, hvorefter den
eenstemmigen blev antagen, nemlig, at ikke Regjerings- ( Ex-
peditions-) Sekretæren, men en anden Statsraad skulde af Kongen
konstitueres i Forfaldstilfælde til at foredrage Sagerne; hindredes
flere, indtil det halve Antal Statsraader, ved lovligt Forfald fra
at møde i Statsraadet, skulde Kongen konstituere andre Embeds-
mænd i deres Sted, saaledes at altid over det halve Antal af de
sædvanlige Medlemmer var tilstede.

   "§. 47: Alle Sager af Vigtighed, diplomatiske og egentlige militære
Kommandosager undtagne, skulle foredrages i Statsraadet af det Medlem,
til hvis Fag det hører, og af ham expederes, overeensstemmende med
Kongens i Statsraadet fattede Beslutning". --

   antoges eenstemmig med det Tillæg, efter Falsens Forslag, at
den skulde begynde saaledes: "Forestilling om Embeders Be-
sættelse og alle Sager" o. s. v.

  
"§. 48: I Statsraadet føres Protokol over alle de Sager, som der for-
handles. Enhver, som har Sæde i Statsraadet, er pligtig til med Fri-
modighed at sige sin Mening, som Kongen er forbunden at høre; men
det er denne forbeholdt, at fatte Beslutning efter sit eget Omdømme.
Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beslutning er stridende
mod Statsformen, Rigets Love, eller øiensynlig skadelig for Riget, er
det Pligt at gjøre kraftige Forestillinger derimod, samt at tilføje sin
Mening i Protokollen. Den, der saaledes ikke har protesteret derimod
i Protokollen, ansees at have været enig med Kongen, og er ansvarlig
derfor saaledes, som siden bestemmes i §. ".

   Wedel, understøttet af Løvenskjold, yttrede, at, da Statsraaderne
skulde være ansvarsfrie, naar de havde protesteret til Protokollen,
og Kongen, uanseet Protesten, kunde fatte Beslutning efter eget
Tykke, var det ønskeligt, om der kunde udfindes en Bestemmelse,
d.IV,b.5,s.62   som med stærkere Tvingende kunde afholde Kongen fra at fatte
en mod Statsraadets Mening aldeles stridende Beslutning; og
mente Taleren, at dette for en Deel vilde opnaaes naar det blev
gjort til Pligt for den Statsraad, der havde vedlagt en frugtesløs
Protest, at nedlægge sit Embede indtil Sagen kunde vorde under-
kastet Storthingets Bedømmelse. Idetmindste vilde dette vække
en Sensation i Publikum, som Kongen vistnok saameget som
muligt vilde undgaae. Han foreslog derfor et saadant Tillæg til
denne eller den 50de §., hvorimod Sverdrup og Diriks yttrede,
at et saadant Forhold og især at Sagen skulde underkastes Stor-
thingets Bedømmelse, vilde være stridende mod den engang an-
tagne Grundsætning, at den udøvende, lovgivende og dømmende
Magt skulde være adskilte, og at en Statsraad, som af private
Hensyn ønskede sig sat i Rolighed for stedse, eller for en Tid be-
friet fra Forretninger, vilde finde god Leilighed dertil efter Wedels
Forslag. Ved Votering faldt dette, hvorpaa saavel denne §. blev
eenstemmigen antaget som
   "§. 49: Den Statsraad, som forestaaer det udenlandske Departement,
bør have en egen Protokol, hvori de Sager indføres, som ere af den
Natur, at de ikke bør forelægges det samlede Statsraad. Forøvrigt
gjælde i dette Tilfælde de samme Bestemmelser, som i §. 47 ere fastsatte".

   Den følgende §. antoges først efter Debat eenstemmigen i saa-
dan Form:

   "§. 50: Alle af Kongen udfærdigede Befalinger og officielle Breve,
militære Kommandosager undtagne, skulle, for at være gjældende,
kontrasigneres af den, der ifølge sin Embedspligt har foredraget Sagen.
Han er ansvarlig for Expeditionens Overeenstemmelse med den Protokol,
hvori Resolutionen er indført".

   Efterat denne Gjenstand var bleven debatteret, antog For-
samlingen eenstemmigen denne §. med saadan Forandring:

   "Alle de af Kongen udfærdigede Befalinger og officielle Breve (militære
Kommandosager undtagne) skulle kontrasigneres af Den, som ifølge
Embedspligt har foredraget Samme, til Beviis for Expeditionens Overeens-
stemmelse med den Protokol, hvori Resolutionen er indført, og hvorfor
han er ansvarlig".

   Den mærkeligste Forskjel imellem denne Redaktion og Ud-
kastets var, at dette havde imellem Ordene "skulle" og "kontra-
signeres" Kommaet, "for at være gjældende", hvilket Koren og
Sverdrup mente kunde udgaae, da det syntes at tillægge Stats-
d.IV,b.5,s.63   raaden højere Magt end Kongen. Overflødigheden deraf i streng
Bemærkelse, da Meningen af Ordene "alle" og "skulle" ikke kan
være tvivlsom, maa vel ogsaa indrømmes. Imidlertid forekommer
det dog, som om der alligevel er saa megen Kjerne i den Skal,
at den ikke burde have været bortkastet. Endskjøndt en Over-
flødighed, er Kommaet dog ikke bare Fyldekalk (og det første
kan for Tydeligheds Skyld taales i Lovstilen; det sidste ikke) -
kort, det hører til de Spiger, man før bør lade blive siddende
end tage væk.
   Forhandlingerne sluttede med Oplæsningen af en til Præsidenten
indleveret Skrivelse af 11te April fra "adskillige Bønder i Trond-
hjems Stift", der især gik ud paa at henlede Rigsforsamlingens
Opmærksomhed paa Nødvendigheden af at forøge Almueskole-
lærernes Lønninger. Den var affattet i en ganske anden Aand
med Hensyn til Præsterne end de andre Andragender fra Al-
muens Midte; men saa from Petitionen end var, vidste de i sin
politiske Uskyldighed dog ikke, om saadan Henvendelse kunde
være tilladt, hvorfor de ikke havde vovet at underskrive sine
Navne, haabende dog at Rigsforsamlingen vilde lægge Mærke til
Indholden. Den indeholdt ogsaa et Vink, som fortjente al Op-
mærksomhed af Regjering og en kommende Lovgivning, nemlig
om at udlægge i Skoledistrikterne et Stykke Jord af det bene-
ficerede Gods til fast Skolelærerbopæl. Det var ikke nyt, men
oftere af Nationen spildt paa den forrige Regjering. Begge Parter
vidste nok omtrent lige godt, at Oplysning er Frihedens Amme.

   Falsen meddeelte derpaa, at det af ham den 4de Mai indleverede
Skrift, angaaende en Konstitution for Norge, var forfattet af en i
Danmark værende svensk Mand. Man vidste imidlertid baade
dette og hans Navn.



   Det var Lørdagsaften efter en Uge, som i Arbeidets Udbytte
havde overtruffet Alles Forventning. Man havde arbeidet sig til
den Varme, hvori et Værk gaaer frahaanden. Præsidenten, en
af kirkelige Hensyn ikke synderlig anfegtet Jurist, tilkjendegav
ogsaa nu ved Sessionens Slutning, at flere Medlemmer ønskede
Forhandlingerne fortsatte til sædvanlig Tid Dagen efter (altsaa
omtrent under Prækenen) og dette fremsatte han da som Forslag.
Men det fandt Modstand. Præsten Hount fandt, at Rigsforsam-
d.IV,b.5,s.64   lingen mindst burde begaae Helligbrøde og overtræde Loven, der
bød Enhver om Søndagen at søge sin Sognekirke. Dette Sidste
vakte Latter, men Præsten svarede, at han citerede Lovens Ord,
og at Eidsvold Kirke nu maatte betragtes som Rigsforsamlingens
Sognekirke. Maaskee delte han ogsaa den Mening, som Brev-
skriveren fra Eidsvold yttrer, at "en Driven, en Paaskynden,
somom man vilde blive af med Forsamlingen jo før jo heller, som
om man frygtede en Explosion medens den var sammen, var
umiskjendelig", skjøndt det her var tydeligt, at Forslaget kun var
udrundet af en Nidkjærhed for Arbeidets Fortgang. Man hørte
ogsaa anføre under den høirøstede Talen i Munden paa hver-
andre -- saa høirøstet og regelløs, at et Øre- og Øjenvidne kalder
det "Skraal" -- at Hensigten jo kun var at arbeide til Fædre-
landets Tarv, for hvem alle Love vare givne og maatte vige.
   "Nei, nei! ikke Guds Love, ikke Religionens, ikke Sabbathens",
hørte man raabe; og ved Voteringen naaede Forslaget ogsaa
kun saa ringe Pluralitet, at Neierne, appellerende til Reglementets
Bydende, at 2/3 Medlemmer skulde være tilstede, erklærede sig
ikke bundne ved den, og at de ikke vilde komme. Præsidenten
foreslog da, at man skulde samles til Middag Kl. 2 og saa tage
fat paa Arbeidet igjen Kl. 4; og dette vandt da saa stærk Pluralitet,
at Mødet kunde berammes uden Hensyn til de Enkelte, som endnu
protesterede og truede med at blive borte.3 Saa alvorligt var det
dog ikke ment, siden kun to Forfald anmeldtes den følgende Dag.

d.IV,b.5,s.65  
(Fra 8de til 11te Mai).

Affærdigelsen af Konstitutionsudkastets sidste 55 Paragrafer.
-- "Og mangen ædel, høj, alvorlig Tænker
skal pønse paa, med trofast, virksom Iid,
at gjøre Norges Skjæbne atter blid,
at fri det fra foragtelige Lænker.
Gud signe dem"! -- -
Epilog i Arendal, 1ste Mai 1814.

   Rigsforsamlingens Bedrivt i disse tre Dage fra 8de til 11te Mai
maa isandhed forbause Enhver, som i sin Erindring jevnfører
hermed Udbyttet af andre lovgivende Forsamlingers Idræt i det
mangedobbelte Dagetal og under langt mindre distraherende
Omstændigheder, end dem, hvorunder Mændene paa Eidsvold
arbeidede. Altsaa, iberegnet den halve Helligdag, hvis Forhand-
linger vi nu komme til, ikke fuldt en Uge, og -- Konstitutionen
var færdig i sin Realitet, en Konstitution, som, med Undtagelse
af Bestemmelserne angaaende Religionsfriheden, kan siges bedst
at have løst Revolutionernes Opgave paa det Trin den civiliserede
Menneskehed nu befinder sig, og som, foruden Sikkerheden for
sin Bestaaen i det Folks Kjærlighed, den har velsignet, og i de
Fredsaar, hvori den nu har fæstnet sig i dets Hjerter og i dets
Historie, tillige har vundet en i Nationernes beundrende Aner-
kjendelse. Halvsyvende Dag? Isandhed en lykkelig Improvisation,
en heldig og glimrende gjennemført, overraskende og skjøn som
den tropiske Blomsts, der længe holder sin Knop skjult mellem
Hjertebladene, men hvis knaldende Udspringen Blad for Blad
indtil dens fulde Flor man i faa Stunder letteligen kan følge.
   Men Konstitutionsværkets Fortskriden tilsteder ingen Dvælen i
Fremstillingen, som skulde erholde en malerisk Fuldkommenhed,
om den ogsaa i sin Stiil, i koncise Perioder, i Mængden af Ind-
hold paa hvert Pagina, kunde yde dets energiske Hurtighed og
Fremdrivt et betegnende Udtryk. Faktum er der, at det blev
færdigt inden den Tid, som Overskrivten angiver. Statyen stod
der den 11te med alle sine Lemmer saaledes som Folkets ædleste
Tænkekræfter havde skabt og formet den; der stod kun tilbage,
at give Ledemodene den fuldkomnere, ideale Stilling indbyrdes
imod hinanden, at afpolere de stærke Lemmer og at lægge Ordenes
Gevandt i rigtigere Folder og bedre Fald.

d.IV,b.5,s.66   8de Mai.
Statsraadet færdig reguleret. Debatter om Indføds-
og Stemmeretten.    Søndag Eftermiddag Kl. 4 aabnedes Forhandlingerne med Op-
læsningen af Udkastets

   "§. 51: Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte
ved dets Kontorer, Gesandter og Konsuler, Øverighedspersoner, Regi-
menters og andre militære Korpsers Chefer, Kommandanter i Fæst-
ninger og Høistbefalende paa Krigsskibe kunne, uden foregaaende Dom
afskediges af Kongen, efterat han derom har hørt Statsraadets Betænk-
ning. Hvorvidt Pension bør tilstaaes afskedigede Embedsmænd, afgjøres
af det næste Storthing; imidlertid nyde de Totrediedele af deres forhen
havte Gage. Andre Embedsmænd maae ei uden Dom afsættes, ei heller
imod deres Vilje forflyttes".

   Dahl og Heiberg mente, at Overøvrighederne ikke burde kunne
afsættes af Kongen uden Dom, men kun suspenderes, hvorimod
Diriks og Sverdrup yttrede, at Suspension forudsatte Forseelse,
hvilket ikke var nøvendigt at tænke sig i den Grad hos de i §'en
nævnte Embedsmænd, at de ved Dom kunde frakjendes Embedet.
Man kunde derimod tænke sig forskyldte og uforskyldte Om-
stændigheder, f. Ex. endog Alderdomssløvhed, som kunde gjøre
det ønskeligt og vigtigt for det Almindelige, om de fjernedes
derfra. Retten til at indsætte og afsætte Embedsmænd var et af
den udøvende Magts Prærogativer, men hvori Kommitteen dog
havde troet at burde gjøre den Indskrænkning, som findes i §'ens
Slutning. Christie mente, at denne Indskrænkning burde dog
ogsaa komme følgende Embedsmænd tilgode: 1) Embedsmænd
ved Regjeringskontorerne, da vedkommende Statsraader maatte
være ansvarlige for Udførelsen af deres Forretninger; 2) Regiments-
og andre militære Korpschefer, saasom disse kunde forflyttes;
og 3) Høistkommanderende paa Krigsskibe, der kunde have en
temporær Kommando og kaldes tilbage fra samme uden derfor
at sættes ud af Tjenesten. Holck yttrede, i en skrivtlig, Proto-
kollen vedlagt, Betænkning, angaaende Pensioneringen, at den for
afgaaende Militære ganske burde henlægges under Kongen, som
nærmest og bedre end Storthinget kunde være bekjendt med
Vedkommendes Fortjenester. Han fandt i Almindelighed ikke
Sikkerhed nok i §'ens Bestemmelser for den veltjente Embedsmand.

d.IV,b.5,s.67     
"Her skulle -- sagde han -- 100 eller flere Mennesker, som maaskee
for første Gang høre hans Navn nævne, bestemme hans og Families
Skjebne! Hvorledes skulde Pluraliteten af disse, ved at fastsætte hans
Pension, kunne tage Hensyn til hans større eller mindre Fortjenester?
Hvorledes skulle disse vide hans større eller mindre Trang, naar de --
som næsten altid maa blive Tilfældet i et Land af Norges Vidtløftighed
-- aldeles ikke have kjendt ham? Her syntes dog visselig en For-
andring nødvendig, og jeg vover derfor at foreslaae: At Pensioner for
Embedsmænd, der formedelst Alder og Svagelighed ikke længere kunne
tjene, maatte overlades Kongen og Statsraadet at bestemme, med Hensyn
til Enhvers større eller mindre Fortjenester og Trang. Kun bør Kon-
stitutionen i mine Tanker fastsætte: at Pensioner i intet Tilfælde --
uden Storthingets Samtykke -- maae overstige, hvad den Afgaaende
har havt i Gage; ligesom Storthinget bør være berettiget til at under-
søge og derefter foreslaae, hvorvidt Pensionisten kunde være at bruge
i en anden Embedsstilling, og Pensionen muligen saaledes spares.
Det er Pligt -- ja hellig Pligt -- for Fyrsten at skaffe sig enten direkte
eller indirekte Kundskab om sine Embedsmænds personlige Fortjenester
og deres Vilkaar, men det kan ingenlunde være Pligt for Folket, ligesom
det i sig selv vilde blive disse umuligt".

   Diriks forsvarede derimod §'en, og foreslog, at der, forat faae
§'ens tvende Passus i nærmere Forbindelse med hinanden, skulde
indskydes efter Ordene "bør tilstaaes" i anden Passus Ordene:
"de saaledes". Med dette, samt et andet Tillæg, at der foran
"Øvrighedspersoner" skulde indskydes "civile og geistlige", ved-
toges ogsaa §'en med over 2/3 Pluralitet.

   Eenstemmigen vedtoges derpaa
   "§. 52: Saasnart Thronarvingen har fyldt sit attende Aar, er han be-
rettiget til at tage Sæde i Statsraadet, dog uden Stemme og Ansvar".

   Men ved de to følgende Paragrafer syntes Arbeidet at skulle
standse i sin Fortgang. Ved Debatterne over §. 39 var der allerede
antydet, at der vilde blive kjæmpet udholdende for, at Borgernes
Ret og Landets Brød skulde blive dets egne Børn forbeholdt;
og saa skede det. Opmærksomheden var meer end almindelig
spændt da Præsidenten oplæste

   "§. 53: Norsk Borger er, efterat have svoret Konstitutionen, Enhver,
der har fyldt sit 18de Aar, taler Landets Sprog, enten er indfødt af
norske Forældre eller har været bosat i Riget i fem Aar. De Fremmede,
som nu ere bosatte i Riget og sværge Konstitutionen, samt de nu an-
satte Embedsmænd ansees for norske Borgere".

d.IV,b.5,s.68      Provst Stabels, fra Gaarsdagens Forhandlinger bekjendte Be-
tænkning, om hvem der burde ansees som norske, embeds-
berettigede og valgbare Borgere, blev oplæst saalydende:

"I Henseende til den 39te §. dens andet Membrum, konfereret med
§§. 53 og 64, tillades det mig at fremsætte mine Tanker.
Indfødsretten er en blandt de store Velgjerninger, der gjøre os Mindet
om Kristian den 7des Regjering kjært. Den gode Konges Hensigt med
dette for Nationerne saa kjærkomne Kongebud var vistnok at vække
Nationalaanden og opmuntre enhver norsk eller dansk Borger til at
føle sit Værd; men efterhaanden blev denne skjønne Gave ved Modi-
fikationer og Undtagelser mindre og mindre svarende til Giverens ædle
Hensigt. Nu, da ligesaa ubegribelige som sørgelige Tildragelser have
sønderrevet det Baand, der saa længe holdt det norske og danske Rige
sammen, have vi fulgt vor Frihedsfølelse, sat os ind i Folkenes første
naturlige Rettigheder, og ville danne os selv en Stat. Det er disse
Rettigheder, vi høitidelig have svoret at hævde endog med de tungeste
Opoffrelser, ja med Liv og Blod. Følelsen af vort eget Værd er det,
som skal gjøre os denne Eed ubrødelig. Indfødsretten (den stolte
Følelse: vi ere norske Borgere) bør have Værd for os. Det er den,
som i Trængselens Dage og i Farens afgjørende Stund skal opflamme
vort Mod. En lignende Følelse gjorde Romerne kjekke og frygtelige
for de øvrige Folkeslag. Følelsen af den Ret at være en født Britte
har indtil denne Dag gjort Englænderne til en stolt og djærv Nation;
og saadan Ret skulde vi sætte saa liden Priis paa, at vi vilde dele den
med den første den bedste Fremmede, som fandt det Umagen værd at
boe hos os i nogle Aar?
Skulde Udlændinge, som vindesyge Hensigter føre hid til os, dele
med os en Ret, der har kostet og vil koste os tunge Opoffrelser at
erhverve, en Ret, der maaskee endnu skal betales med tusinde af vore
Landsmænds Blod? Skulde disse beklæde Statens Embeder og maaskee
fortrænge Landets egne Børn? skulde Udlændinge indlemmes i Nationens
Repræsentanters Tal, for at give os Love? skulde disse sættes ved
Monarkens Side, for at give ham Raad? -- Nei! efter min Formening,
aldrig. De Indtægtskilder, som denne ærværdige Forsamling har be-
vilget til Oplysningens Fremme, ville sætte Nationen istand til at lade
sine egne Sønner undervise i alle de Videnskaber, de maatte behøve,
forat fremme Norges Held og Hæder. Ere fremmede Kunstnere og
Manufakturister nyttige, jeg vil endog sige nødvendige til at lære os at
forædle og tilvirke Landets Produkter; nu vel! da lader os belønne
dem paa en Maade, der er Nationen værdig; men lader os aldrig til-
staae dem en Ret, som Norges Sønner med de tungeste Opoffrelser og
d.IV,b.5,s.69   de frygteligste Farer have tilkjæmpet sig og sine Efterkommere! Vi skulle
dog ikke betale den med det Kostbareste, vi have.
Jeg fremsætter derfor det Forslag, at det ved Votering maa afgjøres,
om ikke norsk Borgerret ene maa være norskfødte Borgere forbeholden,
saaledes som denne Ret er fremsat af Sorenskriver Weidemann i hans
indgivne Forslag til en Konstitution for Norge, dens 60de §., hvilken
jeg vil bede maae oplæses. Skulde dette ikke bifaldes, beder jeg, at
denne Motion maa blive Protokollen tilført".
   Denne §. 60 i Weidemanns Konstitutionsudkast, som nu blev op-
læst i Forbindelse med Stabels Betænkning, bestemte, at som Ind-
fødte skulde ansees Fødte inden Statens Grændser af Forældre,
som da vare dens Undersaatter eller fødte af norske Forældre
under et temporært Ophold i Udlandet, samt de uindfødte Em-
bedsmænd, som, ifølge Regentens Kundgjørelse af 19de Febr.,
havde aflagt Troskabseed til Landet.4 "Ingen Anden, i hvad
Slags Herligheder, Ejendomme eller Fordele de kunne paaskyde
eller virkelig vilde tilføre Riget, eller i hvad Slags andet Forhold
de kunne staae eller ville staae til Samme", skulde kunne erhverve
Indfødsret. Ovenanførte skulde "alene have Indfødsret, d. e.:
Rettighed til, med alle Andres absolute Udelukkelse, at kaldes
til og beklæde alle Statens og Kongens Embeder, militære, geist-
lige og civile, høje og lave, uden nogen speciel eller almindelig
Undtagelse enten nu eller i Fremtiden, naar de offentlig bekjende
sig til Statens herskende Religion"5.



   Dernæst indleverede Bryn til Oplæsning en Betænkning af Dags
Dato, hvori de Tilsidesættelser, Norge havde lidt under Foreningen
med Danmark, strengeligen censureredes i følgende Anklage:

"Norges Sønner maatte ikke fuldende deres videnskabelige Opdragelse
i Fødelandet selv; thi dette blev længe, uagtet Normandens ofte gjen-
tagne Røst, negtet et Universitet.
Nye Nærings- og Industrigrene, Handel og Skibsfart maatte ikke ud-
d.IV,b.5,s.70   bredes her: thi Danmark vilde beholde, og beholdt alle saadanne mulige
Fordele for sig selv.
Spørger man nu efter Aarsagen, maa denne, efter min Formening,
unegtelig fornemmelig søges deri, at Normænd kun saare sjeldent havde
Adgang til Statens vigtigste Embeder. Regjeringskollegierne og de fleste
civile og geistlige Øvrighedsposter i Norge selv har været besatte med
Danske eller Udlændinge, der manglede saavel den fornødne lokale Kund-
skab som den Hengivenhed for Landet, der skulde indgyde dem Kraft
og Varme til at tale og befordre enhver Sag, ethvert Anliggende til dets
Vel. Det er naturligt, at Udlændingen langtfra nærer den Grad af Kjær-
lighed for det Land, han er indflyttet i, som den, dets indfødte Borgere
indsuge med Modersmelken".
   Efter derpaa at have paaviist, at Norge neppe vilde have flere
Embeder at bortgive, end der kunde besættes med dets egne
Sønner, og at Universitetet i Fremtiden maatte kunne fuldstændig-
gjøres og vedligeholdes ved Landets egne og arvelige Kræfter,
indrømmede Bryn dog, at han desuagtet maatte for Tiden, for
Universitetets Nyheds Skyld, tilraade en Undtagelse med Hensyn
til fremmede Universitetslærere og Læger, og foreslog derfor saa-
dant Tillæg til §'en:

   "Dog skal ingen Udlænding, under Navn af norsk Borger, og enten
han har opholdt sig længe eller kort i Norge, men alene Norskindfødte,
og de, der ere fødte af norske Forældre, der enten nu opholde sig,
eller efterlade sig Ejendomme og Besiddelser i Norge, have Adgang til
Statens offentlige Embeder, undtagne Professorer og Læger, hvortil
Udlændinge maae beskikkes, saalænge de tilkommende Storthing eller
lovgivende Repræsentantforsamlinger finde saadan Undtagelse nødvendig
og passende".

   Jørgen Aall oplæste og indleverede et Forslag om at danske
Embedsmænd, der før havde været ansatte i Embede i Norge og
havde ægtet et norskt Fruentimmer, skulde betragtes som norske
Borgere og have Adgang til at søge Embeder i Norge, hvis de
inden en vis Tid, f. Ex. 3 Aar, indsendte Ansøgning derom. Han
begrundede dette i Venskabets Erindringer og i det Ukloge i at
udelukke saamegen fremmed Oplysning, somom "Nationens eget
Lys ikke behøvede at laane Forøgelse i sin Glands hos Andre"?

   Midelfart oplæste og indleverede ligeledes et Forslag, der gik
ud paa, at ingen Indfødsret skulde lovgrundes i de første ti Aar
og at de Danske, som ved det norske Universitet havde aflagt
d.IV,b.5,s.71   Prøve paa Kundskab og Duelighed, skulde, tilstedes Adgang til
norske Embeder.
   Proponenten yttrede, at han, "uagtet sin Frygt forat faae de
Fleste imod sig, dog vovede" at fremsætte den Formening at
Kommitteeforslaget, om det ubetinget antoges, idetmindste i det
første Tiaar vilde blive til Skade for Norge. Landet savnede
duelige Subjekter til at besætte dets Embeder. Efter et løst Over-
slag udfordredes dertil aarlig 40 juridiske og theologiske Kandi-
dater, og disse kunde Universitetet neppe i de første 10 Aar
fremskaffe, da der fra Kathedralskolerne i de sidste Aar neppe
nogensinde var dimmitteret flere end 25. Der var ingen Grund
til at antage, at dette Antal hastigen vilde betydeligt forøges.
"Embedsmændenes hæse Raab om Mangel paa Udkomme, der
lyder over det hele Land," maatte, i Forbindelse med det Beko-
stelige deri, afskrække Forældre fra at lade sine Børn studere.
Antoges §'en, maatte det enten indtræffe, at Mangel paa duelige
Subjekter tvang Kongen til et Brud paa Konstitutionen eller at
Landet fyldtes med uduelige Embedsmænd. Vigtigere var det,
at Embederne bleve besatte med duelige og retskafne Mænd end
i hvad Land de vare fødte. Aarsagen til de fleste Nationers Af-
sky mod Fremmedes Indtræden var, foruden en daarlig National-
stolthed, at de bleve selv fortrængte fra Poster, de ligesaa godt
eller endog bedre skulde have beklædt, og at de af Udlændinge,
som hverken kjendte deres Sprog eller Sæder, bleve foragtede,
ja ofte mishandlede. Det Første kunde ikke blive Tilfælde og
til at frygte for det Sidste var der ingen Aarsag.

   "Rimeligviis -- endte Proponenten sine Motiver -- ville vi hente de
Embedsmænd, vi mangle, fra Danmark: dets Folk har Sprog og Sæder
fælles med os; det har altid havt Agtelse for Nordmanden; kun dets
Regjering har, til egen og vor Ulykke, undertiden miskjendt vort Folk.
Ere end det danske og norske Folk nu adskilte, der boer dog intet
Had i Nationernes Hjerte til hinanden. Ei have vi voldsomt løsrevet
os. Mange iblandt os mindes de Dage, der tilbragtes paa Danmarks
Sletter, som Livets lykkeligste; og mangen Dansk kaster længselfuldt
Blik hen mod vore Klipper. Hvorfor skulle vi tilspærre ham som Em-
bedsmand Adgangen til dem? At der er en større masse af Kundskaber
i danske end norske Hoveder, kunne vi vel ei negte; hvorfor da ei
benytte os af dem, naar vi behøve dem? Man misforstaae mig ei. Jeg
er af mit inderste Hjerte norsksindet, og jeg anseer en Forbindelse med
Danmark som et Onde, men jeg anser det nødvendigt for mit Folks
d.IV,b.5,s.72   Lykke, at Danske gives Adgang til Embeder, som vi ei selv formaae
at besætte. Norge har for Nærværende flere Embeder end Mænd til
disses Besættelse; det Modsatte er Tilfælde med Danmark. Skulde det
være uklogt ved vort forrige Søsterriges Overflod at afhjælpe vor Mangel"?
   Sverdrup understøttede sin Ven Midelfart. Videnskabsmænd,
hvor de endog hørte hjemme, ansaaes som tilhørende en fælles
Republik, og ved vort Universitet tiltrængtes saadanne udenlands-
fra. Af Embeder, hvortil Examen udkræves, var der i Norge
omtrent 1200. Antog man nu, efter den sædvanlige Mortalitet,
at af disse Embeder 4 af 100 aarlig bleve ledige ved Dødsfald,
saa udfordredes der til deres Besættelse 48 examinerede Kandi-
dater. Fra Kjøbenhavns Universitet var der i den senere Tid
kun bleven dimitteret 18 i Gjennemsnit aarlig; og da det norske
Universitet neppe for det første blev istand til at afholde Embeds-
examina, vilde det i de første Aar blive nødvendigt, at Frem-
mede, og navnlig Danske, fik Adgang til Embeder i Norge.

   Der blev Tre mod Tre, da Wergeland yttrede sig saaledes:
   "Mig synes DHrr. Provst Stabel og Sorenskriver Bryn have talt Sand-
hedens Sprog. Lad os foralting ikke aabne hver Udlænding ubetinget
Adgang til Landets Embeder. Det vil fortryde os, snarlig fortryde os.
Den Landsherlighed, vi to Aar tilbage erhvervede, og den end større
nationale Herlighed, vi i dette mærkelige Aar have erhvervet eller skulle
erhverve, ville begge derved gaae tilgrunde. Universitetet vil falde, Selv-
stændigheden vil blive til Intet. Med os og Riget er det i denne Tid
saa bevænt, at det vilde fast være et Vidunder, om det ikke skede.
Forældre begyndte at glæde sig, unge Studerende begyndte med for-
doblet Flid at arbeide, tilskyndede af et lokkende Haab om, at endelig
Landets Embeder skulde forbeholdes Landets Børn, og at Norge endelig
skulde styre sig selv ved Mænd, baarne, opdragne, oplærte i eget
Skjød. Nu er denne Glæde, dette Haab forbi. Hvorledes kan det
norske Universitet bestaae, naar Kjøbenhavns talrige Kandidater skulle
dele med sammes faa Studerende de faa Norges Embeder, uden at
disse nøde samme Rettigheder i Danmark, hvilket vilde opvække Europas
Forundring og Ringeagt. Det var uhørt at en fremmed Undersaat,
strax han satte sin Fod i Landet, nød lige Ret med Landets aktive
Borgere. Landet vilde oversvømmes af Fremmede, hvis Hjerte ei var
fæstet til det, og disse vilde gjøre Tabet af vor politiske Uafhængighed
desto lettere, om ikke al Selvstændighed med Rette kan ansees for
tabt hos et Folk, som styres af Fremmede, og selv er lutter Adlydende.
Vi vare da i deres Vold, som regjerte os. Halvdelen af Storthinget vilde
d.IV,b.5,s.73   blive Fremmede. For at komme til et Embede maatte de Indfødte
smigre Regjeringen og trænge sig frem i Klyngen af Fremmede. Naar
Regjeringen direkte kan indkalde Fremmede til Universitetet og til Sko-
lerne, samt til Fysikaterne, saa vil der nok findes Indfødte til de øvrige
Embeder. I Norge gives adskillige ubefordrede Kandidater, i Danmark
endnu flere, som vist ikke ville mangle at komme, saafremt de see
Embeder i Fædrelandet aabne, eller de indkaldes. Imidlertid tiltager
de Studerendes Tal i Skolerne, flere Skoler anlægges, Universitetets
Borgerskab vorder talrigere og fylder Embederne med Indfødte, Oplyste,
Duelige. Norge regjerer sig selv. Norge bliver norsk, og Selvstændig-
hedens Gran skyder sit Spyd stolt i Skyerne".
   Enhver veed, at det norske Universitet har bekræftet denne
Tillid til dets Kræfter; og i den foregaaende Modstanders Udbrud
"mangen Dansk kaster længselsfulde Blik hen mod vore Klipper",
laa der en Begrundelse for den sidste Talers Frygt, at Landet
vilde blive oversvømmet og Storthinget besat af Danske, om ikke
et Blik paa, hvor talrige de vare i Embedsstanden og hvormeget
dansk Blod der flød i Kjøbstadbefolkningens Aarer var nok dertil.
Folkets Assimilationskraft, der allerede havde viist sig for svag
til at forhindre Dannelsen af tvende Sprog i Landet, skulde ganske
have ligget under for den forøgede Indstrømmen, som en Slags
Indbydelse til at besætte dets ledige Embeder vilde have frem-
kaldt, og inden kort Tid skulde der i endnu egentligere Forstand,
end det allerede var Tilfælde, have dannet sig to Befolkninger:
den ene fremmed og herskende ved Besiddelsen af de mange
Embeder den indehavde, ligesom en lysende Ring omgivende den
andens mørke Kjerne, hvortil den skuffede Nation selv da ind-
skrænkedes. Anviist til at holde sig i sine Dale, beskjæftigende
sig med at vinde Brødet i sit Ansigts Sved, skulde Generationer,
uden at tale om Farerne for Forfatning og Selvstændighed, været
henrundne før Nationalbefolkningens ejendommelige Kraft brød
de unaturlige Skranker og absorberede det Fremmede. Og selv
da vilde Skrivtsproget og de dannede Klassers Talesprog i endnu
høiere Grad forevige Mindet om dettes Herredom, end nu er
Tilfælde. Ja, end nu er Tilfælde: vor Almue, som maa lære sin
Kristendom i et for den næsten fremmed Sprog, enhver ikke Bonde-
født, som skal meddele sig til den, og enhver Skribent, der skriver
af et norskt Hjerte, føler i mangfoldige Uleiligheder deraf den
tungeste af de Forbandelser, som den gamle Forbindelse har efter-
d.IV,b.5,s.74   ladt sig. Disse Stunder i Rigsforsamlingen, da Kampen førtes
om Nationaliteten, maae derfor erkjendes som særdeles vigtige.
Valgene og Datids Blade viste ogsaa, at Folket ikke var ligegyl-
digt i denne Sag, men havde faaet Øinene op for den Fare, som
truede det i Optagelsen af endnu flere Danske end der allerede
befandt sig i Landet. Det var Faren af en Blod-Transfusion i
et, vel ved stærk Diæt udmagret, men dog sundt Legeme.
   Meningerne stode saa stridigen imod hinanden i denne Sag,
hver med sine indleverede Betænkninger og Forslag, at Forsam-
lingen besluttede at oversende alle disse til Konstitutionskommit-
teen til yderligere Indstilling snarest muligt i Forbindelse med § 39.

   Samme Skjebne havde
   §. 54: "Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have
fyldt 25 Aar. Derfra undtages: 1) De, der nyde Understøttelse af Fattig-
væsenet; 2) Tjenestetyende og De, som blot leve af Dagarbeide; 3) Haand-
værkssvende og Drenge; 4) Fabrikarbeidere og Huusmænd, som ikke
eie deres paaboende Pladser; 5) Matroser og Soldater, som ikke have
faste Ejendomme".

   Bendeke oplæste imidlertid et motiveret Forslag af 3die Mai,
hvorefter Stemmeretten skulde paa Landet indskrænkes til Em-
bedsmænd og Besiddere af matrikuleret Jord, enten de nu vare
Ejendoms- eller Bygselmænd, og i Byerne til Embedsmænd og
dem, der havde taget Borgerskab og svarede Skatter og offent-
lige Tynger. Antallet paa de Deputerede til Storthinget vilde da
omtrent beløbe sig til 100 -- 130 Personer, og det meente Propo-
nenten kunde være nok, medens det vilde true med at voxe til
et for Landet uforholdsmæssigt Antal, om f. Ex. Vilkaarsmænd,
Gaardmandssønner, omdrivende Handelskarle og Haandværkere
paa Landet skulde indrømmes Stemmeret.

   Christie foreslog, at stemmeberettigede skulde kun de norske
Borgere over 25 Aar være, som paa Landet ejede og tillige brugte
Jordegods, eller der brugte Jordegods som Leilændinger paa Livstid
eller som Arvefæstere, og i Kjøbstæderne De, som havde svoret
Borgerskab, samt Ejere af Huse af en vis Værdi, f. Eks. 500 Sølv-
daler, og i Almindelighed Embedsmænd, Pensionister og Personer,
som beviisligen havde 400 Sølvdaler i fast aarlig Indtægt, uden
at den var temporær Løn af Privatmand. I Øvrigt skulde Und-
tagelserne efter Udkastet udgaae.

   Efter megen Strid blev det endelig afgjort, at ogsaa denne §
d.IV,b.5,s.75   skulde henvises til ny Behandling af Konstitutionskommitteen,
som da skulde træde sammen den følgende Morgen Kl. 9. Saa-
ledes haabede man at komme over disse Skjær, hvorpaa Kon-
stitutionsarbeidet nu var bleven siddende.
   Man vil fra Gaarsdagens Forhandlinger over §. 37 erindre, at
Provst Schmidt havde opfordret Præsidenten til at oplæse nogle
af ham indleverede Opinionsyttringer fra endeel af hans Kommit-
tenter. Dette skede først nu, i det der blev oplæst en anonym
Betænkning, af Titel "Modums Almues Ønsker med Hensyn til
Norges tilkommende Regjeringsform," samt, foruden nogle Bemærk-
ninger vedkommende den specielle Lovgivning, en lignende Me-
ningsyttring fra enkelt unævnt Privatmand, hvilke begge indeholdt
saa mærkelige Anskuelser om Prindsregentens Forhold til Norge,
at der synes at være Grund til Mistanke om at nogen Simulation
har fundet Sted med disse Dokumenter. Idetmindste finder For-
fatteren af Brevene fra Eidsvold det saameget mere besynderligt,
at de ikke til rette Tid bleve meddelte, som de forlængst vare
indleverede.

   Moingerne, eller vel snarere deres Koncipist, forlangte Regje-
ringen indskrænket monarkisk, og indskrænket især med Hensyn
til Finantserne, Krig, Fred og Embedsbesættelser, ved Repræsen-
tanter, som Folket selv skulde vælge paa 3 eller 4 Aar. Konge-
navnet, mente de, kunde godt undværes hos Regenten for de
Bekostningers Skyld, det vilde medføre; og om Prinds Kristian
Frederik
, som ønskeligt kunde være, valgtes til Regent, burde han
frasige sig sin Ret til Danmarks Throne -- en Opinionsyttring,
som Brevskriveren mener især vilde gjort Effekt under Debat-
terne den 5te Mai i Anledning af den 28de §. Adelen maatte
ganske afskaffes, eller dog ikke udgjøre nogen særskilt Stand,
ligesaalidt som nogen Stand maatte udmærkes ved nogensomhelst
Forret. Handelsstanden maatte ligeligere, end det forekom dem,
at Tilfælde havde været, deeltage i de almindelige Byrder, og
den hele Embedsstand sættes paa fast Løn, uafhængig af de Menig-
heder, iblandt hvilke den skulde leve og virke. Rettergangs-
Politivæsenet trængte til Forbedring. "Den Beskyttelse paa Ære,
Liv og Velfærd, som enhver Statsborger har Ret til at fordre,
burde han have for intet, bør ikke koste Penge; thi derfor ud-
reder enhver Sit til Statsudgifterne". Skyldsætningen skulde ikke
være Maalestok for Beskatningen, og Friheden til at benytte Na-
d.IV,b.5,s.76   turens Frembringelser burde være uindskrænket. Udskibningslast
skulde saaledes f. Ex. kunne skjæres paa enhver Flomsaug. Odels-
retten skulde indskrænkes og "Indfødsretten gjælde i sin hele
Udstrækning, saaledes, at, under lige Omstændigheder, Landets
egne Børn ved Embeders Besættelse o. s. v. altid nyde Fortrin
for Fremmede, dog uden at indskrænke den Forret, som Flid og
Talenter uden Hensyn til Fødsel overalt bør have". Skrive- og
Trykkefrihed skulde finde Sted, og Regjeringen aflægge Nationen
Regnskab for Statens Forvaltning.
   Det andet, ligeledes nu oplæste, Dokument fra Buskeruds Amt
indeholdt de samme Ideer, men i et heftigere Sprog. Saaledes
anførtes som Grunde for at Kristian Frederik skulde frasige sig
al Ret til den danske Krone, om han vilde vinde Norges, "at
Kongeriget Norge altid har været anseet som Stifbarn, at dets
Sønner i Almindelighed have maattet staae tilbage i Befordring
for de Danske, og at man har lært af Erfaring, at Norge maatte
være Offeret, naar det gjaldt Danmarks Fred og Rolighed m. v."
Odelsretten maatte afskaffes som "en Landeplage". Regenten
skulde ikke kunne slutte Fred eller erklære Krig eller give og
ophæve Love uden Folkets Samtykke, og heller ikke kunne drage
Fremmede ind i Landet til at forestaae Statens Embeder. Fri
Afbenyttelse af de Fordele Naturen maatte tilbyde skulde tilkomme
Enhver, og Regenten skulde aflægge offentlig Regnskab for Fi-
nantserne. Begge Forslag vare ogsaa enige i at fremhæve Ager-
dyrkningen som Statens vigtigste Støtte, der maatte have mest
Krav paa Lovgivningens Opmærksomhed og Forvaltningens Om-
sorg.

   Forsamlingen udsattes derpaa til næste Dag Kl. 12, til hvilken
Tid Konstitutionskommitteens Hverv forhaabentlig vilde være ud-
ført, hvorhos Præsidenten anmodede Medlemmerne om til da at
vare betænkte paa Valget af en ny Præsident og Vicepræsident.

9de Mai.
Indføds- og Stemmeretten afgjøres.    Konstitutionskommitteen traadte sammen og blev færdig til be-
stemt Tid, saa Rigsforsamlingen kunde aabnes paa Klokkeslettet
den følgende Dag. Kommitteens Formand, Falsen, berettede, at
d.IV,b.5,s.77   den havde taget under Overveielse samtlige Betænkninger og
Forslag i Anledning af §. 53, og at den maatte indstille denne til
at udgaae og §. 39 til at gives saadan Forandring:

"Kongen vælger og beskikker, efter at have hørt sit Statsraad, alle
geistlige, civile og militære Embedsmænd. Til Embeder i Staten skulle
alene udnævnes de norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk-
lutherske Religion, have svoret Konstitutionen Troskab og tale Landets
Sprog, samt
a) ere fødte i Riget af Forældre, der da vare Statens Undersaatter,
eller b) ere fødte i fremmede Lande af norske Forældre, som paa den
Tid ikke vare en anden Stats Undersaatter, eller c) som have stadigt
Ophold i Riget, eller d) som herefter opholde sig der i 10 Aar, eller
e) som af Storthinget vorde naturaliserede.
Dog kunne Fremmede beskikkes til Professorer, Lærere ved lærde
Skoler, Læger og Konsuler paa fremmede Steder. De kgl. Prindser
maae ei beklæde civile Embeder".
   Bryn imødegik yderligere i en Betænkning af Dags Dato, som
blev fremlagt og oplæst, de af Sverdrup, Jørgen Aall, Midelfart
o. fl. anførte Grunde for endnu ikke at udstrække Udelukkelsen
af fremmede ogsaa til "Danske". Benævnelsen "Dansk" maatte
nu, efterat det dansk-norske Baand var løst, være aldeles ens-
tydigt med den af "Fremmed", og syntes ikke paa nogen Maade
at kunne berettige til noget Fortrin her. Sverdrups Beregninger
fandt han kunde ikke godtgjøre Nødvendigheden af at besætte
andre Embeder med Udlændinger end Universitets- og Læge-
poster. Sollicitantgangene i Kjøbenhavn vare endnu fulde af
norske Kandidater, som alle vistnok vilde skynde tilbage til Fædre-
landet, og Universitetet maatte aarlig afgive fleer, naar der i de
mange ledige Embeder var saa kort Vei til Brødet. Noget
synderlig vundet troede han ikke der vilde blive ved en Ud-
vandring hid af brødløse danske Kandidater, og Kravet paa norsk
Borgerret, fordi man var gift med en norsk Qvinde, fandt han
kun slet grundet. Qvinden plejer jo at flytte til Manden, og ikke
omvendt. Oplysningens Udbredelse maatte tilstrækkeligen op-
naaes ved den foreslaaede Undtagelse for Universitetslærere og
Læger; og hvad den Bemærkning angik, at Fremmedes Ude-
lukkelse fra Statens Embeder ogsaa kunde afholde fremmede
Fabrikanter og Industridrivere, da kunde han ikke opdage For-
bindelsen derimellem. Inhuman kunde ikke den foreslaaede Ude-
1  tilbake
Om den rette Forstand af den Bestemmelse: "Kongen vælger selv sit Raad",
har der været Dissens mellem vor Regjering og vore Storthing, og Storthinget
har vistnok gjort ret i at give efter i dette Punkt. Jeg har desangaaende ad-
spurgt en af de endnu i Live værende Konstituenter og faaet følgende Erklæring:

"Under Forhandlingerne i Rigsforsamlingen havde jeg vel, (saasom Kongen

selv og ingen Anden, vælger ogsaa de øvrige Embedsmænd, (§. 21) kun at han
dem angaaende hører sit Statsraad, og saasom det ikke er indlysende, om deri
ligger ikke alene en Rettighed, men ogsaa en Pligt, om Kongen kan eller skal
selv
vælge sit Raad) nogen Frygt for at Ordene: "Kongen vælger selv sit Raad",
i Fremtiden vilde vække Tvivl og Tvistighed, men jeg var ingenlunde i Uvished
om, hvad man egentlig sigtede til, hvad man vilde have til Lov. Jeg forstod
Bestemmelsen saaledes, som Regjeringen nu vil have den forstaaet, og som jeg er
overbevist om, at alle øvrige Grundlovens Fædre vilde have den forstaaet, nemlig,
at Kongen, uden at høre sit Statsraad eller nogensomhelst Autoritet eller enkelt
Person, vælger sit Raad (i det Hele eller i enkelt Regjeringsafdeling) eller at
Kongen skal vælge et Statsraad, og at han kan vælge et Statsraad, uden at
raadføre sig med Nogen. Det synes ogsaa at forstaaes af sig selv og at ligge i
Sagens Natur. Med Forbigaaen af hvad der i Grundloven selv forefindes til
Støtte for denne Mening, indskrænker jeg mig til en eneste Bemærkning. Kongen
er til førend Kongens Raad er til. I det Øjeblik, Kongen skal vælge sit Raad,
existerer intet Raad, Kongen har da intet Statsraad at høre, men maa vælge
selv uden Indstilling eller Forslag. Saaledes forholdt det sig i Begyndelsen af
den nye Tingenes Orden, da Kongen var valgt og Grundloven traadte i Kraft;
og saaledes er det tænkeligt, at det endnu midt under en Konges Regjering
kan komme til at forholde sig, nemlig naar Kongen finder for godt (i Kraft af
§. 22) at afsætte hele Statsraadet, hvilket intet Sted i Gl. forbydes, og hvilket
kan have Sted, om end Kongen, efter samme §., hører Statsraadets Erklæring
eller Forsvar førend han afskediger det. Overalt er det tilforladeligt, at Kon-
stituenterne have villet give Norges Konge samme Rettighed, som andre Europas
konstitutionelle Konger ere i Besiddelse af, den nemlig, selv at kunne sammen-
sætte sit Ministerium, at kunne kalde til sin Throne Raadgivere, som han har
Tillid til og troer sig tjent med, enten middelbart selv eller umiddelbart selv,
enten efter Forslag, Raad og befalet Betænkning af høitbetroede Enkelte, eller
af Korporationer, eller og i egentligst Forstand "selv", naar Kongen har Kundskab
nok om Qvalificerede, uden at raadføre sig med Nogen".

3
  tilbake
Mellem disse Misfornøjede var især Teis Lundegaard, en Mand, der syntes
at have alle Listerlands brølende Havstorme i sit Bryst, høirøstet og ildsk i Hu.
Han holdt -- siger førnævnte Haandskrift -- en Pokkers Støi, og i dette Lune
stødte Sverdrup paa ham da man gik fra Bænkene, men kom kun brændt
derfra, efter som hiin Samtale berettes.

"Det veed jeg", sagde Teis med sit sædvanlige Eftertryk, "at hverken Guds
eller Kongens Lov tillader at arbeide paa Søndagen".

"Men veed du ikke ogsaa", svarede Professoren, "hvad der staaer i Bibelen
. . hvad Kristus siger . . ."

"Græsk og Latin", drønede det igjen, "det maa I forstaa; men lær I mig ikke
min Kristendom! Hvad Guds Ord siger, veed jeg nok. I Bibelen staaer der:
falder din Oxe eller Asen i en Grav paa en Helligdag, saa kan du trække dem
op igjen. Og er der nu Oxer eller Asener i Rigsforsamlingen, saa skal jeg
(lagde han til med en kraftig Eed og et dygtigt Slag i Bordet) nok komme og
hjælpe til at trække dem ud, om det saa var paa Sabbathen". Samtalen karak-
teriserer ikke blot Angjældende, men ogsaa hvor lidet den naturlige Talefrihed
forlod den norske Bonde imellem hans fornemmere Kolleger i Rigsforsamlingen.

4
  tilbakeI Løbet af Dagens Debatter foreslog Forfatteren, at der efter dette Ord
skulde tilføjes "og deres Livsarvinger".

5
  tilbakeDen for disse strenge Bestemmelser anførte Grund er ikke mindre karak-
teristisk for den patriotiske Proponent. Den lyder: "Foruden at det er uvær-
digt for et selvstændigt Folk, at lade sig befale af fremmede Lejesvende, saa
kunde Folket af disse Mænd vel aldrig vente sig andre Tjenester, end dem,
som komme overens med fremmed Interesse og derfor som oftest stride imod
dets egen".
FORRIGE
NESTE