| d.IV,b.4,s.368 |
møde og give Stemme ved en forestaaende Forsamling af Rigets ud- valgte Mænd, have vor Frelsers Menigheds Huusfædre den 25de Fe- bruar sidstleden i Menighedens Kirke, efterat have med den helligste Eed forpligtet sig til at ville hævde Norges Selvstændighed samt vove Liv og Blod for det elskede Fædreneland, underdanigst opfyldt. Saaledes ere nu, i Guds Navn og i Overeensstemmelse med Deres Kongelige Høiheds naadigste Forskrift desangaaende igjennem Stiftets Biskop af Vor Frelsers Menighed, valgte og udnævnte 1. Professor Sverdrup, 2. Told-Procureur Omsen. Thi ere benævnte tvende Mænd, i Kraft af dette Document, den Norske Nations lovlig valgte Befuldmægtigede ved de forestaaende For- handlinger til en Regjerings-Forms Indretning for Kongeriget Norge. Næst at anbefale denne for Norges Nærværende og tilkommende Slæg- ter uberegnelig vigtige Sag i det guddommelige Forsyns faderlige Haand, er det, at vi, med den meest uindskrænkede Tillid til Deres Kongelige Høiheds herlige Regent-Egenskaber, og med den underdanigste Hengi- venhed, hvis hjertelige Inderlighed os fattes Ord til at udtrykke, herved nedlægge for Deres Kongelige Høihed vor underdanigste Tak for den virksomme Omhu og store Opoffrelse, hvormed Deres Kongelige Høihed har ilet det Norske Folk til Frelse, under de for dette Folk indtrufne høist farlige Omstændigheder, og underskrive os paa egne og Vor Frel- sers Menigheds Vegne Norges Regent! Naadigste Fyrste og Herre! Deres underdanigste Tjenere. Christiania Raadstue, den 3die Marts 1814, Bech. (L. S.) Treschow. (L. S.) Bull. N. O. Osterhaus. (L. S.) Larsen. Weidemann. (L. S.) Erik Thurmann. R Schriver. Ener Holm. Jacob Nielsen. Joh. Fabritius. Th. Joh. Hefty. Horster. Lars Smith. Hans Thorn Thoresen. S. Wang. D. Schæffer. Heyerdahl. Axel Petersen. Juel. Rougtved. Stoud Platou. Hersleb. Garmann. N. Wulfsberg. Chr. Døderlein. Riis. G. Sverdrup. Ingstad." (L. S.) |
| d.IV,b.4,s.369 |
Bergen. "Til Norges Regent, Deres Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik! Til underdanigst Efterlevelse af Deres Kongelige Høiheds naadigste aabne Brev og Rescript til Biskopperne saavelsom til Stiftamtmændene, af 19de Februar sidstleden, samt senere Rescript til Stiftamtmændene af 26de f. M., vare vi Undertegnede af Bergens Byes fire Menigheder, Bededagen d. 11te d. M., i Kirkerne udvalgte Valgmænd med mig Stift- amtmand Bull den 14de Marts 1814 forsamlede, for af vor egen Middel at udvælge de fire Deputerede, som denne Bye haver at afsende til det i Eidsvold den 10de April førstkommende naadigst berammede Møde, og som der, tilligemed Nationens øvrige Afsendte, have at bestemme og antage Kongeriget Norges Regjerings-Form. I denne vor Forsamling blev da ved de fleste Stemmer til denne Sen- delse af og iblandt os udvalgte følgende, nemlig: 1. Capitain von Motzfeldt, 2. Secretair og Sorenskriver Christie, 3. Grosserer Jens Rolfsen, og 4. Pastor Jonas Rein, efterat den Sidste, ifølge Stemmefleerheden, maatte indtræde i Frederik Meltzers Sted, der, formedelst Konsul Konows hastige Bortreise i et an- det vigtigt Ærinde, af denne Byes Handelsstand var valgt og paalagt at reise til Christiania, for der at tiltræde den Forsamling, der skal udar- beide Planen til en almindelig Bank for Norge. Ligesom vi derfor herved meddele disse 4 ovenbenævnte Mænd Vid- nesbyrd om, at de saaledes paa den befalede Maade ere udvalgte, saa give vi dem og herved Fuldmagt til, som Bergens Byes Deputerede, paa fornævnte Tid og Sted at møde og stemme ved Forsamlingen, der skal fastsætte Norges Riges Regjerings-Form, og til underdanigst at over- levere denne Byes fire Menigheders Adresser i Deres Kongelige Høi- heds egen Haand. Bergen, den 14de Marts 1814. Til Bekræftelse under vore Hænder. Underdanigst Bull. Motzfeldt. Christie. Jens Rolfsen. Peter Christiansen. Fred. Bøschen. J. Rein. Frederik Meltzer." |
| d.IV,b.4,s.370 |
Bergenhuus Amt (Nordre). "Undeerdanigst! Aar 1814 den 30te Marts, var paa Gaarden Vange i Viig i Yttre Sogns Fogderie, Nordre Bergenhuus Amt, Amtets Menigheders Afsendte forsamlede, for ifølge Norges Regent Deres Høihed Prinds Christian Fre- deriks naadigste Befaling til Amtet, af l9de Februar 1814, at foretage Valg paa trende oplyste Mænd, der bør møde i Eidsvold udi Agers- huus Amt den 10de April førstkommende, for der, i Forening med Na- tionens øvrige Afsendte, at antage Riget Norges Regjerings-Form. Efterat Menighedernes Afsendte, ved de dem medgivne underdanigste Adresser behørigen havde legitimeret sig for Amtmanden, skred Forsamlingen til det befalede Valg, hvorved følgende trende Mænd befandtes at have de fleste Stemmer, sc. 1. Cancellie-Raad og Sorenskriver Lars Johannes Irgens; 2. Sognepræst til Yttre Holmedals Præstegjeld, Nicolai Nielsen, og 3. Gaardbruger Peter Hjermand; hvilke Mænd blev overleverede samtlige indkomne Adresser med Fuld- magt fra Forsamlingen til at overlevere disse saavelsom nærværende underdanigste Vidnesbyrd i Regentens Haand. I det vi saaledes troe at have opfyldt Deres Høiheds naadigste Befa- ling, kunne vi ikke tilbageholde det Ønske, at Forsynet vil skjenke For- samlingen i Eidsvold Viisdom og Kraft til at bestemme og paa Natio- nens Vegne at antage en Regjerings-Form, der til sildigste Efterslægt maa lyksaliggjøre det Norske Rige. Vi nedbede Himmelens Velsignelse over en Fyrste, der med ædel og kraftig Haand antog sig Rigets Roer paa en Tid, da gamle Norge syntes at vakle, og som den Almægtige vilde skjenke mange Dage, for at Norge, styret ved hans Haand, og ledet af den høie Aand, der besjeler Ham, igjen maa tilbagevinde den Hæder, som i saamange Aarhundreder blev dets Deel. Vange i Viig, den 30te Marts 1814. Underdanigst Treschow. Amtmand. B. Endresen. Foged for Indre og Ytre Sogn. U. F. Bøyesen. Sognepræst til Leirdals Præstegjeld. Edv. Qvale. Sognepræst i Lyster. Ole Aabel. Sognepræst. Ludv. Daae. Sognepræst. Ludvig Daae. Personel Capellan. T. L. Ravn Forligelses-Commissair. Tobiesen. Forligelses-Commissair. Hans Urdahl. P. E. Otterdahl. O. Kaland. P. J. Flarøen. P. Abrahamsen. V. J. Vilnes. J. T. Høydal. R. Kirkhorn. |
| d.IV,b.4,s.371 |
L. Abrahamsen Opeien. Anders Pedersen Otteren. M. Pedersen Levdal. J. Hansen Hals. E. Waldemarsen Barmer. M. M. Flogenæs. Ole Iversen Gravdahl. S. Torsen Bjerkeloe. I. L. Ryg. J. Eriksen Nedrebøe. O. N. Huus. L. J. Hægeim. L. Arnesøn Grow. M. A. Hovland. T. L. Kronen. O. R. Hopperstad. O. O. Torvesetter. R. L. Faaberg. M. O. Grønhoug. L. Iversen Vestrem. M. Andersen Retteland. L. H. Breche. A. T. Ringereide.Deres Høihed, Christian Frederik, Norges Regent, Prinds til Danmark, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg!" Artillerie-Corpset. "Underdanigst Adresse til Deres Kongelige Høihed Norges Regent, Prinds Christian Frederik! Fra den Norske Artillerie-Brigade. Da vi af Hans Kongelige Majestæt Kong Frederik den Sjettes aabne Brev af 18de Januar indeværende Aar have erfaret, at Allerhøistsamme ved Freds-Tractat af 14de samme Maaned har afstaaet vort Fædrene- land til Hans Majestæt Kongen af Sverrig, og ifølge deraf, ved dette aabne Brev, afløst os fra den Hyldings- og Troskabs-Eed, som vi have svoret den Danske Konge; og tillige af Deres Kongelige Høiheds aabne Brev af 19de Februar med Glæde erfaret, at Høistsamme, af Kjærlighed til det Norske Folk, vil hævde vor Frihed og Selvstændighed, hvorfor vi nedlægge vor varmeste og underdanigste Taknemmelighed paa Samt- liges Vegne: saa have alle under Artillerie-Brigaden henhørende Com- pagnier, Batterier, Detaschementer og Commandoer med disses Officerer, Under-Officerer og Mandskab, hver paa sit forskjellige Sted, hvor de ere stationerede, høitideligen aflagt Eed, at ville hævde Norges Selv- stændighed, og ofre Liv og Blod for det elskede Fædreneland, hvilken Eed de indkomne Rapporter vidne om at være aflagt med det Fædrene- landssind, der egner Norske Krigere, som kjende og glædeligen opfylde de dyrebare Pligter, der paaligge dem imod et elsket Fædreneland. Paa ethvert Sted, hvor Eden blev aflagt af Artilleriets Underhavende, ere blevne udseede Valgmænd, een indfødt Officeer over 25 Aar, og een Mand af Under-Classerne, der tillige er Gaardeier, hvilke Valgmænd have forsamlet sig den 22de Marts 1814 ved Artillerie-Brigadens Stab her i Christiania, hvor de imellem sig have udvalgt til Repræsentanter ved Forsamlingen paa Eidsvold førstkommende 10de April. 1. Capitain Peter v. Motzfeldt, eller i hans Forfald Capitain Henrik Bai u. Lehne, og |
| d.IV,b.4,s.372 |
2. af Under-Classerne, Sergeant af 10de ridende Artillerie-Compagnie Hans Haslum, eller i hans Forfald Constabel af Batteriet Nanne- stad, Hans Olsen Bjørndahl. Disse befuldmægtiges herved for Artillerie-Brigadens Vedkommende at møde ved Forsamlingen paa Eidsvold førstkommende 10de April, og der paa Brigadens Vegne at deeltage i Valget af en Regjerings-Form for Kongeriget Norge. Dets til Bekræftelse under de tilstedeværende Stabs-Officerers Hænder og hostrykte Signeter. Christiania, den 24de Marts 1814. Jakob Friedrich v. Schilling. (L. S.) Christian Burchart Meyer. (L. S.) Aas Præstegjeld. "Vi undertegnede Embedsmænd, Jorddrotter og Brugseiere af Aas Præstegjeld, Folloug Fogderie, Aggershuus Amt, kjendes herved, og paa egne og Menighedens Vegne vitterlig gjøre: at vi, forsamlede udi Aas Hovedsogns Kirke Fredagen den 25de Februar 1814, efter afholdt Guds- tjeneste, og efterat have svoret vort Fædreneland, det gamle Norge, en hellig Eed, have, paa Grund af Deres Kongelige Høiheds aabne Brev af 19de denne Maaned, og Deres Skrivelse til Biskoppen, ved de fleste Stem- mer udnævnt Sorenskriver Falsen og Bonden Baltsar Hoelstad til, for dette Sogn, at møde og stemme ved den berammede Forsamling af Nationens Mænd paa Eidsvold den 10de April førstkommende. Hvad Disse, eller de Mænd, som af dem amtsviis udnævnes, paa denne almindelige Forsamling, i Forening med de Øvrige, vedtage og bestemme med Hensyn til Landets tilkommende Regjerings-Form, skal af os uvægerligen vedtages og efterleves. Det er Trang for vore Hjerter, ved denne Leilighed, med den dybeste Taknemmelighed at erkjende den tillidsfulde Hengivenhed, Deres Kon- gelige Høihed, vor høimodige Regent, viser Nationen, ved paa en for Dem og den saa hædrende Maade at overlade Bestemmelsen af dens Fremtids Skjæbne til dens fritvalgte Repræsentanter. Vi nære det til- lidsfulde Haab, at dette Skridt, idet Samme sikrer Nationen et frit og ædelt Folks hellige og uforkrænkelige Rettigheder, tillige vil give Deres Kongelige Høihed det meest overtydende Beviis, saavel paa Dens Hen- |
| d.IV,b.4,s.373 |
givenhed for Deres Person, som Dens Agtelse for Deres udmærkede Egenskaber. Dets til Bekræftelse have vi underskrevet denne Act. Aas Hovedkirke den 25de Februar 1814. Lange, Sognepræst. (L. S.) C. M. Falsen, Sorenskriver. (L. S.) O. Bull, resid. Capellan. (L. S.) J. Brochmann, Premier-Lieutenant. (L. S.) A. Samuelson, Lots-Oldermand. (L. S.) Lønseth, Told-Betjent og Sections-Chef. (L. S.) Johan M. Burchardt, Sections-Chef. (L. S.) J. Nordbye, Sections-Chef. (L. S.) N. W. Heiss, Borger og Indvaaner i Drøbak. (L. S.) Svend Hansen, Borger og Indv. i Drøbak. (L. S.) Andreas Bugge, Borger og Indv. i Drøbak. (L. S.) N. Askim, Bonde. (L. S.) Svend Flaser, Bonde. (L. S.) A. Aschehoug, Bonde. (L. S.) S. Grydeland, Bonde. (L. S.) P. Rustad, Bonde. (L. S.) H. Altenborg, Bonde. (L. S.) Svend Dyster, Bonde. (L. S.) Hans Kroer, Bonde. (L. S.) Hans Moer, Bonde. (L. S.) B. Burum, Bonde. (L. S.) A. Børsum, Bonde. (L. S.) Lars Qvæstad, Bonde. (L. S.)" Davigens Præstegjeld. "Underdanigst Adresse til Deres Kongelige Høihed, Prinds Christian Frederik, Norges Regent! En Dag, saa høitidelig som denne, haver aldrig været feiret i denne Davigs Hovedkirke; thi hvilken herlig fædrelandsk Stemning! -- hvilken skjøn Orden! -- hvilken dyb Andagt under Gudstjenesten! -- hvilke varme Følelser under Edens Aflæggelse, om at hævde Norges Selvstæn- dighed! -- o! hvor mange Taarer, nedrindende over rynkede (alderryn- kede) Ansigter! Intet kunde have forhøiet Dagens Høitidelighed, undtagen Deres Kon- gelige Høiheds personlige Nærværelse. O, hvor misunde Mange vore Norske Brødre denne Lykke! -- Dog, Stedets Præst, bekjendt med vor Regents herlige Talenter og høie Aand, har ikke undladt, som ellers stedse saa især paa denne Dag, at trøste Folket her med det klippe- faste Haab, vi kunne gjøre os om vor Christian Frederik; -- vi sagde vor -- ja, Norges synlige Skytsengel! -- vor er De; -- vor var De alle- rede, førend de satte Fod paa Norges Grund; og vor skal De blive. Gjennem hundrede Led skal De, vor dyrebare Regent! takkes og vel- signes, som med ægte Norsk mandig Bestemthed vilde gjentage det for- ladte Statsroer, hvilket Naturen og Forsynet berettigede Dem til at føre. Det hvile i saa værdig en Haand længe, længe! og stedse urystet og urokket. |
| d.IV,b.4,s.374 |
Som dette er alle Menigheders eenstemmige Røst, saa er det og denne Menigheds. I det at vi helligen forsikre Dette, bevidne vi tillige Følgende: Udi denne Davigs Præstegjelds Hovedkirke er, efter Gudstjenesten, paa denne Dag foretaget det naadigst befalede Valg af tvende Menig- hedens Mænd; hvilket Valg er faldet paa disse efterskrevne, nemlig: 1. Bondemand og Gaardbruger Anders Pedersen Otteren, og 2. Do. Do. Martinus Pedersen Levdal, begge bosatte Mænd og begge over 25 Aars Alder. Disse tvende Mænd befuldmægtiges til, paa Menighedens Vegne, saa- vel at aflevere denne underdanigste Adresse, som og at møde i Amts- Forsamlingen, for at deeltage i Valget af de tvende Mænd fra dette nordre Bergenhuus Amt, der skulle møde og stemme ved den beram- mede Rigets Central-Forsamling paa Eidsvold den 10de April, betræf- fende Kongeriget Norges bestemmende og antagende Regjerings-Form. Den gode Gud velsigne denne forehavende høistvigtige Rigets Sag til sin Ære, samt Regentens og Folkets gjensidige Lyksalighed! Dette udfærdiges og underskrives herved af os Undertegnede, i Da- vigs Hovedkirke, Fredagen den 18de Marts, 1814. Claus Frimann, Provst i Nordfjord og Sognepræst til Davigs Præstegjeld, Ridder af Dannebrog. Thomas Friis, Gjæstgiver. P. G. Kjøllesdahl, Lensmand. Christian Glad. J. Valdemarsen Møklebust. H. Olsen Møklebust. H. P. Henoen. A. Olsen Isehoug. A. Olsen Holmbostad. R. H. Møklebust. M. S. Skorpen. R. Antonsen Indredavig. Anders Abelsen Møklebust. Bilag II. Rigsforsamlingsmændene og deres senere Skjæbne. 1. Peder Anker. Død (  ) som Statsminister og Serafimerridder ellerRidder og Kommandør af de kgl. svenske Ordener. 2. Falsen. som Justitiarius i Højesteret.3. Kristian Kristensen Kollerud. .4. Major Sibbern. Lever som Statsraad og Kommandør af de kgl. svenske Sværd- og Nordstjerneordener. 5. Oberstl. Stabell. som kommanderende General og Serafimerridder.6. Melleby. (?) |
| d.IV,b.4,s.375 |
7. Møller. Lever i samme Stilling som dengang i Arendal. 8. Captain Motzfeldt. Lever som i Naade afskediget Statsraad, Sera- fimerridder. 9. Haslum. Lever i Aas Sogn. 10. Christie, senere Stiftamtmand i Bergen. L. s. Toldinspektør i Ber- gen. Kommandør af den kgl. svenske Nordstjerne-Orden. 11. Meltzer. L. s. Vicekonsul, Børskommissær og Overvrager i Bergen. R. af kgl. svenske Vasaorden. 12. Rolfsen. .13. Holck. Afgaaet som Korpschef og Generaladjutant. R. af S. O. Lever i Sogn. 14. Loftesnæs. Lever i Sogndal i Sogn. 15. Irgens. .16. Nielsen. .17. Hjermand. .18. Koren. Har taget Afsked som Sorenskriver. Lever i Hardanger. 19. Jersin. .20. Gjerager. Lever. Har Medaljen for Borgerdaad. 21. Løvenskjold. L. s. Rigets Statholder. Serafimerridder. 22. Cloumann. .23. Huvestad. Lever. 24. F. Schmidt. som Provst i Danmark.25. Collett. som Amtmand i Buskeruds Amt.26. Hoen. Lever i Eker. 27. Sverdrup. Har taget Afsked som Professor; men fungerer endnu som Universitetets Overbibliothekar. R. N. O. Indeværende Aars Storthing har bevilget ham fuld Gage i Pension paa Grund af hans Deel i Begivenheden paa Eidsvold 16 Febr. 1814. 28. Omsen. som Højesteretsassessor. R. N. O.29. Stabel. som Provst og Sognepræst til Østre Thoten.30. Weidemann. L. s. Amtmand i Vestre Oplandenes Amt. 31. Lysgaard. .32. Wergeland. L. s. Sognepræst i Eidsvold. Har taget Afsked som Provst. Medlem af N. O. og Hofprædikant. 33. Mørch. .34. Moses. Skal leve i London. 35. Scheitlie. .36. Dahl. .37. Heiberg. .38. Bendeke. som Justitiarius i Kristianssands Stiftsoverret.39. Kjønig. som Assessor i Højesteret.40. Evenstad. |
| d.IV,b.4,s.376 |
41. Nysom. . 42. Wedel-Jarlsberg. i 1840 som Rigets Statholder og Serafimerridder.43. Blom. L. s. Amtmand i Buskerud. R. N. O. Oftere Storthingsmand. 44. Apenæs. (?) (Var Lensmand). 45. Capt. Sibbern. L. s. Major i Kristianssand. 46. Steenstrup. L. s. Direktør ved Kongsberg Sølvværk. 47. Hornemann. L. s. Assessor i Throndhjems Stiftsoverret. R. N. O. Oftere Storthingsmand. 48. Diriks. som Statsraad og K. N. O.49. Hesselberg. (?) 50. Grønneberg. (?) 51. Amundrød .52. Lund. som Postmester i Throndhjem.53. Erichstrup. som Amtmand i Stavanger Amt.54. Lundegaard. Lever i Lyngdal. Oftere Storthingsmand. 55. Lømsland .56. Jaabek. Lever i Halse Sogn ved Mandal. 57. Eeg .59. Wulfsberg. L. s. Amtmand i Smaalehnene. R. N. O. 60. Aall. Lever paa Næs Jernværk. K. V. O. Har Med. for Borgerdaad. 61. Grøgaard. som Sognepræst til Nykirken i Bergen.62. Lilleholt. .63. Prydtz. som Major.64. Vaagaard. (?) 65. Fleischer. Senere Generallieutenant. L. s. Statsraad K. S. O. med Storkorset. 66. Dyhren. Lever paa Thoten. 67. Hegermann. Tog Afsked som Statsraad og . For hans Fortjenestesom Chef for Krigsskolen have hans Elever foran denne, oprettet ham i 1841 en Æresobelisk. 68. Harildstad. Lever i Waage. 69. Jørgen Aall. .70. Bryn. som Byfoged i Laurvig.71. Lande. .72. Tvedten. .73. Krohg. Har taget Afsked som Amtmand i Romsdalen. R. af sv. V, O. Lever der paa sin Gaard. Storthinget har ogsaa bevilget ham fuld Gage i Pension. 74. Stub. .75. Valbøe. (?) 76. Flor. |
| d.IV,b.4,s.377 |
77. Cappelen. . 78. Rein. som Sognepræst til Nykirken i Bergen.79. Hount. .80. Hansen. (?) 81. Rosenkilde. .82. Oftedahl. Senere Stiftsprovst i Kristianssand. L. s. Sognepræst i Eker. 83. Mølbach. .84. Regelstad. (?) 85. Fabricius. Tog Afsked som Viceadmiral og K. af sv. S. O. .86. Konow. L. s. Kapitain i Marinen. R. S. O. 87. Jonsen. (?) 88. Thorsen. (?) 89. Ramm. som Major.90. Bakke. .91. Petersen. som Generalmajor.92. Illerud. (?) 93. Høyum. .94. Røed. Lever i Jarlsberg. 95. Rogert. .96. P. Schmidt. Lever som Vejer og Maaler i Throndhjem. 97. Midelfart. .98. Heyerdahl. L. s. Sognepræst til Gran. Medlem af N. O. 99. Bratberg. (?) 100. Forsæth. L. s. Klokker og Forligelseskommissær. Med. f. B. D. 101. Rambech .102. Darre. .103. Heidmann. L. s. Amtmand i Hedemarkens Amt. R. sv. S. O. 104. Ertzgaard. Lever i Størdalen. 105. Vasmuth. .106. Skevig. (?) 107. Lange. .108. Gedeboe. (?) 109. Stoltenberg. .110. Ely. .111. Bjørnsen. (?) 112. Carstensen. |
| d.IV,b.4,s.378 |
Bilag III. Skrivelse fra Kristian Frederik til Kongen af Sverige. Deres Majestæt vil ikke ansee det for en Mangel paa Høiagtelse fra min Side, at det, som jeg idag meddeler Dem, er blevet opholdt læn- gere, end det maatte synes passende. -- Jeg ønskede, at denne min Meddelelse skulde være formelig, og istand til at hæve hvert Tvivls- maal om mine ærefrygtsfulde Følelser for Dem, ligesaavel som om Be- væggrundene til min Handlemaade. -- Ude af Stand til at anvende andet Middel end det, jeg for Øjeblikket benytter, vil De ikke undres over, at min Pen, det eneste Organ for mine Følelser, udtrykker disse med al den Oprigtighed, jeg skylder Deres Majestæt, saavelsom den Sag, jeg forsvarer. -- Ved at tilstille Deres Majestæt Kundgjørelserne af 19de Febr., underretter jeg Dem om de Følelser, der besjele det Norske Folk, samt om de Grundsætninger, der stedse skulde lede mit Forhold. -- Den Norske Nation er ikke vanslægtet i den Grad, at den godvilli- gen skulde opofre sin Frihed og Uafhængighed; der er ikkun een Stemme iblandt disse Fjeldes Beboere, den: at ville vedligeholde sit Folkeværd, og at forsvare sine Arnesteder imod al fremmed Undertrykkelse. -- Forgjæves skulde jeg have villet udføre Freds-Tractaten til Kiel, og over- levere Fæstningerne til Deres Majestæts Tropper. Den ufeilbarlige Følge af sligt Forsøg vilde have været en almindelig Opstand imod den eneste Myndighed, som kunde frelse et til sig selv overladt Folk fra Anarchiets uberegnelige Ulykker. -- Ved at handle saaledes, skulde jeg i samme Øjeblik have tabt den til Ordens Haandhævelse nødvendige Myndighed, og jeg skulde have fortjent dette ved at skuffe Folket i det gode Omdømme, som det almindeligen nærer om mig: at jeg stedse har villet dets Vel, og at jeg idetmindste vilde forebygge Uorden i et saa kritisk Øjeblik. -- Intet Valg levnedes mig følgeligen imellem den Vanære, at forlade et Folk, som sætter al sin Tillid til mig, og den Pligt til dets Frelse at vedligeholde den Myndighed, jeg hidindtil havde udøvet. Ved at antage Titelen Regent, har jeg overladt til den allerede sam- menkaldte Rigs-Forsamling, at fastsætte Rigets Stats-Forfatning, og at erklære Folkets Villie, som allerede har ytret sig, og gjenlydet i den Eed for Fædrenelandet, som er aflagt i alle Rigets Kirker. -- Imidlertid skal jeg forsvare Folkets uomtvistelige Rettigheder som Nation imod hver den, som maatte ville krænke dem, og jeg vover at nære det Haab, at det højeste Væsen heri vil velsigne et uafhængigt Folks for- enede Anstrengelser. Deres Majestæt ville værdiges at erindre, at De selv har været i et lignende Tilfælde. De bestred dengang ikke de Rettigheder, som til- komme et Folk, der var løst fra sin Eed imod en Konge, som havde |
| d.IV,b.4,s.379 |
frasagt sig Thronen. De erkjendte Nationens Rettigheder. Skulde disse ikke være de samme i Norge som i Sverrig? -- Dengang agtede Dan- mark og Rusland det Folks erklærede Villie, i hvis Spidse De befandt Dem. Skulde det være for meget at vente, at De vilde agte de samme Rettigheder i et lignende Tilfælde? -- Endelig, Deres Majestæt, hvor- ledes skulle de Grundsætninger, for hvilke De har grebet til Vaaben, kunne forenes med de Grundsætninger, paa hvilke De bygger Deres Besiddelsesret til Norge? -- Men jeg holder inde; jeg vilde ingenlunde fornærme Deres Majestæt; udentvivl har man ledet Dem i Vildfarelse, ved at forsikre Dem om, at det Norske Folk ønskede en Forening med Sverrig, og De har troet, at Troskabseden til Kongen af Danmark alene lagde Hindringer i Veien for Deres Ønske, at gjøre dette Folk ligesaa lykkeligt som det Svenske. -- Velan, Deres Majestæt, raadspørg det Norske Folks Sindelag. De vil da overbevises om, at den Behandling, som det har lidt fra den Svenske Regjerings Side, har bragt National- Hadet, som desværre alt for ofte finder Sted imellem Nabofolk, til sit Højeste; og De vil overtydes om, at en tvungen Forening ikkun vilde bringe uberegnelige Ulykker saavel over Norge som over Sverrig; men paa samme Tid vil Deres Majestæt ikke tvivle om, at De for stedse vil have vundet det Norske Folks Højagtelse og Taknemmelighed ved at erkjende dets Rettigheder. -- Hver Normand, som vil sit Fædrene- lands Held, har kun det oprigtige Ønske, at see Fred og god Forstaa- else med Sverrig vedligeholdt. Det staaer udentvivl i Deres Majestæts Magt, at berede de Scandinaviske Folkefærds Held. -- Gid en evig Fred og det nøjeste Forbund befæste de gjensidige Forhold imellem Norge og Sverrig! -- De samme vise politiske Grundsætninger skulle besjele os! Aldrig kan Norge ville vinde Land fra Sverrig, men det kan beskytte dets vest- lige Grændse, ligesom Sverrig, i Venskab med Norge, for bestandig skal fjerne Krigen fra vore Grændser. -- Her seer Deres Majestæt Udsigten til en i Sandhed lykkelig Fremtid; og kan De ønske den anderledes, naar de Scandinaviske Folkeslags Lykke fordrer det saaledes? Endelig, Deres Majestæt! beær mig med deres Fortrolighed; jeg skal vist ikke tillade mig, at sige dem et eneste Ord, som ikke kan bestaae for Gud, og med den Sandhed, De kan fordre af mig, naar det gjælder tvende Nationers Velfærd, som De ønsker at gjøre lykkelige. Ansvaret hos Gud for de Ulykker, som kunne være en Følge af, hvis De negter at høre disse mine oprigtige Yttringer, vil sikkerligen falde tilbage paa Dem, og ikke paa mig, som kun ønsker det Norske Folks Held, og stedse at vise mig som en god Naboe af det Svenske Folk, |
| d.IV,b.4,s.380 |
samt at lægge de Følelser af dyb Højagtelse og Oprigtighed for Dagen, med hvilke jeg, som Ven og Deres Majestæts Beslægtede, forbliver Deres meget hengivne Fætter, Christian Frederik. Christiania, d. 6te Marts 1814. Bilag IV. Wergelands Tale i Rigsforsamlingen den 12te April i Anledning af et Forslag til en Tak-Adresse til Prinds-Regenten. "Forsamlingen er national og norsk -- Forsamlingen er altsaa fri. Vi forestille et hæderligt Folk, løst fra sin Troskabs-Eed, og gjengivet en fri og uafhængig Nations fulde Ret til selv at bestemme sin Regjerings- form, en Ret baade Ven og Fiende tilsteder os rolig at nyde. Men fore- stille vi et frit og uafhængigt Folk, saa er denne Forsamling og aldeles fri og uafhængig, og nu allene i Besiddelse af Nationens Suverænitet. Denne Frihed, denne Uafhængighed være det første, vi hævde, forsvare og bevare; thi, ædle Herrer, ærværdige Forsamling, hævde vi ei For- samlingens egen Frihed og egne Rettigheder, hvorledes skulle vi da kunne hævde Folkets? Vor Statsforandring er ingen Revolution -- vi haabe med Føje, at den kan og vil foregaae uden Revolution. Her er ingen Magt at ned- bryde, for paa dens Ruiner at opreise en anden. Her er ingen stridige Rigsstænder med kolliderende Interesse. Love og Indretninger kunne vedblive i uforstyrret Gang. Norges Folk er eet og lige. Det er enigt i den fremtidige Statsforfatnings Grundsætninger, og Regjeringsforandrin- gen er allerede foregaaet i alle Normænds Gemytter. Imidlertid er det neppe Tvivl underkastet, at jo mere der i den in- terimistiske Regjering organiserer sig uden Nationens Sanction, desto mere vil Resultatet af vore Bestræbelser her, naar det skal udføres, maaskee faae Karakter af Revolution. -- Vi have erfaret af landfare Rygter og private Skrivelser, at en Deel anseelige danske og norske Mænd have hyldet Hans kongelige Høihed Prinds Christian af Danmark til Norges midlertidige Regent. Tvivle vi nu end ikke paa, at jo denne ædle Fyrste fuld vel er værdig at bære en Halfdan svartes Krone, om Norrig end har saadan en Krone at give, saa er det dog heller ikke mindre upaatvivleligt, at hine Skridt af Mødet paa Eidsvold i sig selv var uretmæssigt; en Act, kun hele det forsamlede Folk var berettiget til. Ikke destomindre fortjener det Bifald, som relativ retligt, forsaavidt det sigtede til at forekomme større og farligere Uretmæssigheder, og foretoges uden Tvivl af Kjærlighed til Fædrelandet, og med Forbehol- |
| d.IV,b.4,s.381 |
enhed af denne Forsamlings Sanction. -- Denne staaer altsaa endnu tilbage. Vel have heller ikke vi i strængeste Forstand efter vor Fuld- magts lydende Ret til at vælge og keise nogen personlig Regent for det hele Folk; men da det ganske Folks reelle Sammenkomst er en Umuelighed, og da vi udgjøre en lovmæssigen valgt Folkerepræsentation, saa er det klart, at, dersom noget Møde tør handle i Folkets Navn, saa er det dette. -- Alt hvad denne Forsamling  det frie norske Folk,ikke har sanctioneret, er ugyldigt. Derfor ere vi og komne sammen. En Regent maa være, ne quid respublica detrimenti capiat, at vi roligen kunne overveje vore Anliggender. Af disse Grunde foreslaaes, at Hans Kongl. Høihed Prinds-Regenten ikke alene ved en Adresse fra Nationalforsamlingen takkes i Nationens Navn for den Nidkjærhed, denne Fyrste saa ufortrøden og ædelmodig har lagt for Dagen for Rigets og Folkets Bedste, i det han i Rigets kritiske Øjeblik overtog sig Tingenes Bestyrelse; men at Hans Kongl. Høihed ligeledes i Nationens Navn bedes at vedblive Regjeringen til Rigets Tarv og Forsvar, og af Nationalforsamlingen, som en lovlig Folke- Repræsentation, bekræftes i det midlertidige Regentskabs Myndighed, under følgende Betingelser: at Regentskabet er interimistisk, og varer kun, indtil Nationalforsamlingen vil hæve samme; at Regentskabets Magt ei strækker sig til Nationalforsamlingen selv, som i sin Qvalitet af Na- tionalforsamling er uafhængig, og over hvilken der ingen Bydende kan gives, uden hvem den selv konstituerer sig til sine Forhandlingers or- dentligere Gang; at alt hvad Nationalforsamlingen af Regjeringen for- langer Oplysning om, skal gives; og at Nationalforsamlingen kan be- kræfte eller hæve de Forordninger eller Foranstaltninger, Regentskabet midlertidig kan have truffet, naar Thinget er sluttet, og den nye Tingenes Orden skal indføres. Hvilket alt offentlig bekjendtgjøres. Endelig fore- slaaes, at de Mænd, som paa Eidsvold-Mødet forholdt sig med Ærbø- dighed for Nationen, ligeledes takkes i Folkets Navn. Saaledes handle vi -- ikke i eget Navn -- ikke af egen Anseelse, egen Myndighed, men i det Folks Navn og af det Folks Authoritet, som samlede os til dette evig mærkelige Thing. -- Saaledes handle vi i en Nationalforsamlings Aand og Karakteer, efter dens Værdighed, overeensstemmende med dens Rettigheder, overeensstemmende med Folkets Ønske -- ja overeensstemmende med Prinds-Regentens Ønske. -- Vi kjende denne ædle Fyrste. Vi vide hvor høit hans Hjerte luer for Menneskerettigheder og Folkefrihed, for alt ædelt og godt -- vi vide, hvor høit han elsker Normanden1). De Prøver, han allerede har givet Folket paa Ædelmod, Normandssind, Fordomssind og kongelig |
| d.IV,b.4,s.382 |
Tænkemaade, berettiger os til at troe, at det ikke kan andet end være ham kjært, ikke kan andet end bevirke, at han agter Nationalforsam- lingen og Nationen desto mere derfor. Selv har han tilskyndet os at handle med Kraft og Mod ligesaavel som med Viisdom og Enighed. Selv har han erklæret, at det vil afhænge af denne Forsamlings Be- stemmelse, om han fremdeles skal rygte sit Hværv. Og, dette maa jeg oprigtig bekjende, den Fyrste, som ei yndede, ei agtede et saadant Skridt af Folkets uafhængige og frie Repræsentation, kunde ikke være Konge for Normænd. Kristianssand har talt2) og ønsker at høre de øvrige norske Byers og Provindsers Mening." Bilag V. Beretning om Mødet paa Eidsvold den 16te Februar 1814. Til denne Dag havde Kristian Frederik, som før berettet, sammenkaldt til et delibererende Møde paa Eidsvold Jernværk følgende Mænd: Kam- merherrerne Rosenkrantz og Anker, Kon-ferentsraad Sommerhjelm, Kon- treadmiral Lütken, Generalmajor Haxthausen, Oberste Arenfeldt, Etats- raaderne Treschow og Falbe, Professor Sverdrup, Biskop Bech, General- auditør Bergh, Stiftamtmand Thygesen, Amtmand Jonas Collett, Foged Holst og Kjøbmændene Tank og Nielsen. Tilstede og deeltagende i Forhandlingerne vare desuden Stedets Ejer Karsten Anker og General- qvarteermester Haffner. Da det efter Middag var bleven Prindsen meldt, at Alle, paanær Sverdrup, vare komne, bleve de En for En indkaldte til ham, meddeelte Underretningen om Norges Afstaaelse og adspurgte, om de ikke nu maatte bifalde hans Plan, at erklære sig for Rigets su- veræne Regent ifølge Arveretten og at sætte sig til Modværge. Om det Sidste vare ikke Meningerne delte, om Prindsen end ikke havde udmalet den krigerske Enthusiasme, han paa Reisen til Throndhjem havde truffet hos Folket, saa stærkt som han gjorde, men, at han ikke har fundet Modstand nok mod Hovedplanen, saa skrøbelige Been den end havde at staa paa, fremlyser af hans Tiltale til Sverdrup, der kom senest og traf de fleste Øvrige modfaldne i Forhallen. Prindsen, for hvem han strax fik Befaling at fremstille sig, modtog ham nemlig med følgende Ord: |
| d.IV,b.4,s.383 |
"Jeg har ladet sammenkalde nogle af Norges meest anseete Mænd, for i dette for Landet høist vigtige Tidspunkt at overlægge med dem hvad der bør foretages til Betryggelse af Riget Selvstændighed og Vel. Da Hs. Maj. Kong Frederik den Sjette har været nødt til at afstaa sin Ret til Norges Throne, anseer jeg mig efter Kongeloven og Norges Odels- lov for arverettiget til den, og i denne min Mening er jeg bleven be- styrket af Mange af Norges dygtigste og mest oplyste Mænd. Jeg har hørt, at De skal være af en modsat Mening, og har derfor ladet Dem kalde forat høre Deres Grunde." Da var det hint den gamle Bondes "Husk at Gud er ataat" saa le- vende randt Sverdrup ihu, at det ligesom hørligt klang for hans Øren, og at han udbrød om Prindsens Hensigt at arvtage Norge, "dertil har Deres kgl. Høihed ikke mere Rettighed end Jeg." Klart og bestemt udviklede han nu sine Grunde mod Prindsens Arveret, og viiste, at i Frederik 6tes Forsagelse af sin Ret til Norges Rige maatte den Erklæring ligge, at han ikke længer saa sig istand til at hævde Foreningen mellem Danmark og Norge, og at dette saaledes igjen var kommen i Besiddelse af sin naturlige og uomtvistelige Ret til selv at bestemme sin Forfatning og til, uden alt andet Hensyn, at overdrage den exekutive Magts Ud- øvelse til hvem det vilde og ansaa dueligst. Denne Argumentation førtes dog ikke til Ende uden oftere at blive afbrudt af Kristian Frederik, der fulgte Sverdrups Ord med spændt Opmærksomhed, og forsvarede sin Mening uden dog nogensinde at falde ud af sin godmodige og rolige Tone. "Derimod" -- vedblev Sverdrup -- "tvivler jeg ingenlunde om, at jo det norske Folk ved frit Valg vil kaare D. k. H. til sin Konge, da De i Farens og Nødens Stund med en saa høimodig Opoffrelse har villet knytte Deres Skjebne til dets, og jeg anseer det for meget hæderligere, at Harald Haarfagers og Sverres gamle Kongekrone overraktes D. k. H. af et frit Folk, end om De fik den ved Arv eller paa nogensomhelst anden Maade." "Ah! nu bliver De poetisk", afbrød Prindsen med et Smiil -- et Ud- brud, som faaer sin psychologiske Belysning af at han kort iforvejen havde kaldet Sverdrups Beviisførelse imod hans Arveret "sofistisk". Sverdrup forsikkrede da, at kun Kjærlighed til Sandhed og Fædreland havde ledet hans Tale. Han havde endt. Ingen af dem mælte mere. Nogle Øjeblik betragtede Kristian Frederik, under denne Afgjørelsens Pause, Sverdrup med et Blik fuldt af Alvor og huldrig Blidhed; men pludselig aabnede han sine Arme, traadte et Skridt frem og omfavnede Sverdrup med Udraabet: "De har Ret; jeg er bleven overbeviist". Og han bad derpaa Sverdrup at gjentage for det samlede Møde, han nu vilde holde, hvad han havde sagt til ham, men om muligt inden dette |
| d.IV,b.4,s.384 |
forsøge at faa Biskop Bech og Karsten Anker til at gaa over til denne Mening. For dem, der besøge Stedet, kan det være interessant at vide, at denne Samtale og Scene forefaldt i Hjørneværelset paa nordre Side af Søileforhallen, og at det tre Maaneder efter skede i samme Rum, at netop Sverdrup, som Rigsforsamlingens Præsident, tilbød Kristian Frederik Kronen. Da Sverdrup kom ud til de Andre, der vare forsamlede paa den anden Side af Forhallen, omringedes han strax af dem, og med Glædesyttringer hørte de hvorledes Prindsen var bleven omstemt. Han opsøgte derpaa, efter Aftale, Bech og Karsten Anker. Den Første, hvis Meninger altid gik i særdeles rummelige Gjænger, blev let bragt tilbage fra sin Vildfarelse; men Anker, der var En af dem, om hvem man kan sige, at de ere bedre Royalister end Kongen selv, blev ved sin. Det varede ikke længe -- Klokken var mellem 6 og 7 -- før Prind- sen traadte ud. Han lod først sin Sekretær, Etatsraad v. Holten, op- læse Fredstraktaterne imellem Danmark og Sverige og Danmark og Stor- britannien, Frederik VItes aabne Brev om Norges Afstaaelse samt en Intimation til dette Dokument. Efter atter at have omtalt sine paa Throndhjemsreisen erhvervede Erfaringer om Folkets krigerske Stemning, opfordrede han Forsamlingen til at yttre sig herover, hvorpaa Alle be- kræftede, at han ikke heri tog feil af Folkets sande Mening. Navnlig garanterede Peder Anker med Fyrighed for Befolkningen paa sine be- tydelige Ejendomme, hvis Antal han opgav. Prindsen gjentog da sit navnkundige Løfte, at han, efter denne Erfaring, havde besluttet sig til at være uadskillelig fra Norge, og udbad sig de forsamlede Herrers Be- tænkning om hans Forhold til Riget og om hvad der var at gjøre, og, da Ingen strax svarede, navnlig Dhrr. Juristers. "Hvad mener f. Ex. Herr Rosenkrantz?" spurgte Prindsen denne Mand, som langtfra hørte til hans Enthusiaster. Rosenkrantz traadte da frem og yttrede, at der vel ingen Tvivl kunde være om, at Nationen ikke vilde kalde nogen Anden til sin Throne end Prindsen, som den allerede skyldte saameget, men at han ansaa det for Pligt mod Hs. Høihed, mod Folket og sig Selv, uden Tilbageholdenhed at erklære, at Prindsen under nærværende Omstændigheder ingenlunde kunde beraabe sig paa nogen Arveret. Folkeretten vilde krænkes der- ved. Frederik den 6te havde for sig og Arvinger frasagt sig Riget; men videre end dertil kunde hans Dispositionsret over Nationen ikke gaa. Kunde nu en Prinds, paa Grund af sin Arveret, gjøre disse ophævede Rettigheder gjældende, da maatte Konseqvencen blive, at Norge maatte ogsaa fra Ejeren kunne bortskjænkes til Sverige. Uden Folkets Kald kunde Prindsen derfor ikke optræde som Norges Konge, hvorimod dets eenstemmige Ønske visselig var, at han vilde vedblive Styret, og som |
| d.IV,b.4,s.385 |
midlertidig Regent frelse det fra Anarkiet. Derved vilde han endnu mere vinde dets Hjerte, og han torde vove sit Liv paa, at Nationens Repræsentanter ikke vilde sætte Norges Krone paa nogen Andens Ho- ved end Kristian Frederiks. Sverdrup greb derpaa Ordet. Han bemærkede, at Afstaaelse af et Land kunde blot lade sig forsvare ved Umuligheden af at kunne hævde dets Besiddelse, men at Retten til da at værne om sin Uafhængighed maatte være hjemlet selv den enkelte By, som maatte være afstaaet. En Nationalrepræsentation maatte sammenkaldes; og saaledes udviklede han paany sin Anskuelse, hvori Flere af de Øvrige, navnlig Treschow, som før havde været af Prindsens oprindelige, Sommerhjelm, Peder An- ker og Bergh istemmede. Karsten Anker og Haffner vedbleve derimod at forsvare Prindsens Arveret og Kongenavn, og at forsøge at bringe Denne til at vedblive den Mening, de vidste var hans Hjertes, om ikke hans Hoveds; men midt i sit heftigste Udbrud mod Sverdrup afbrødes Haffner af det Udraab fra Prindsen: "Nei! Professor Sverdrup har over- beviist mig. Saa maa det være." "Ja Sverdrup har Ret", lagde Treschow betonende til. Prindsen erklærede derpaa, at da hans Ønske kun var at gjøre Folket lykkeligt, og han nu havde hørt dets mest oplyste Mænds Anskuelser, vilde han renoncere paa sin egen og udføre det begyndte Værk saa- ledes som disse nu havde foreskrevet, nemlig ved at sammenkalde en Repræsentation af det hele norske Folk, som skulde give dette en Konstitution. Spørgsmaalet om under hvilken Titel han midlertidigen skulde føre Roeret kom derpaa under Overvejelse. Statholdertitelen fandt man ligesaa upassende som Kongetitelen uanvendelig. Det blev da ved "Prindsregent af Norge". Kristian Frederik forføjede sig derpaa med sin Sekretær i sit Gemak, hvorfra han den følgende Dag Kl. 12 traadte ud og forelæste Forsam- lingen hvad han imidlertid havde udarbeidet, nemlig de under Dato af 19de Februar publicerede Bekjendtgjørelser. I en kort Tale opfordrede han den derpaa til at bistaa sig, især ved at Enhver i sin Kreds vilde fremme Samdrægtigheden og bekjæmpe Partier, om de opstod, hvorpaa han, efter at de Alle havde maattet give ham Haanden derpaa, forlod Forsamlingen. Denne blev derpaa enig om at lade sig melde hos ham forat takke ham for hans Opoffrelser for Nationen, ved hvilken Leilighed Karsten Anker blev valgt til Ordfører. Baade han, Prindsregenten og de Øvrige vare da, siger Beretningen, rørte til Taarer. Dog fik Anker omsider Mæle for hvad han havde at sige, hvorpaa Prindsregenten ud- raabte: "Gud forlene mig Forstand og Mod til at gjøre det norske Folk lykkeligt!" Det gik nu tilbage til Kristiania. Statsomvæltningen var begyndt. |
| d.IV,b.4,s.386 |
(Kristiania Intelligentssedler 22de Marts 1814). "Præmie. En Belønning af 800 Rdlr. DCt. udloves herved for en grundig, fri- modig og competente Censorer fyldestgjørende Opløsning af følgende Spørgsmaal: 1) Kan der, i Følge eller Analogie af Hans Kongelige Høihed Prinds- Regentens offentlige Kundgjørelse (vide Bladet Tiden No. 69), gives Adgang til Rigsforsamlingen i Eidsvold for andre Deputerede end Norskfødte? 2) Hvilke Regler byde Retfærdighed og Klogskab i Henseende til Ud- lændinges Ansættelse til offentlige Embeder i Norge for Frem- tiden? Bør noget vigtigt Stats-Embede betroes til en ikke Norsk- født? Er det fornødent, at besætte de øvrige Embeder (Professorers og Lægers undtagne) med ikke Norskfødte? Hvilket Fortrin maatte i saa Henseende de allerede nu i Norge Bosatte, som ikke ere Norskfødte, have? Hvor langt et Ophold bør ansees fornødent for at erhverve et saadant Fortrin? Kan Indfødsret erhverves af Andre end Professorer og Læger, naar de ikke allerede nu have den? 3) Forudsat, at de Indfødtes Eneret, saavel til at møde ved For- samlingen i Eidsvold, som til de vigtigste Stats-Embeder, bevises -- hvilken Indflydelse vil den have paa den Norske National-Aand og det Norske Folks Kjærlighed til Regenten? Besvarelserne heraf maa være indleverede inden 10de April d. A., og modtages af Pastor Wulfsberg i Christiania, som har Sikkerhed ihænde for Præmiens Beløb." |
| d.IV,b.4,s.387 |
Dette besvaredes i samme Blad for 1ste April saaledes: "Jeg hos kjække Normænd priser, At han stedse ivrig viser, Han sit Fødeland har kjær; Men jeg troer han gjorde ilde, Om han vilde sig indbilde, At der fødes Mennesker Kun i Engeland og der. Wessel. Da ovenstaaende Strofe af en indfød Normand synes at være det bedste Motto for og den passeligste Indledning til Besvarelsen af de i No. 23 af Kristiania Intelligentsseddel fremsatte Præmie-Spørgsmaale, saa vil Indsenderen heraf, uden nogen Fordring paa Præmien, og uden videre Fortale skride til Undersøgelsen af de 3de opgivne Hovedpunkter: 1) Regentens Kundgjørelse i Bladet Tiden No. 69 indeholder intet, som enten ved bogstavelig Fortolkning eller analogisk Slutning kunde give Anledning til at betage dem, som ikke ere Norskfødte, Adgang til at møde som Deputerede ved Rigsforsamlingen i Eidsvold. Aanden i samtlige Regentens Kundgjørelser viser, at den som har aflagt Eed paa: "at ville hævde Norges Selvstændighed etc." ansees at være Norsk- sindet, og derpaa kommer det udentvivl meer an, end paa den tilfæl- dige Omstændighed, at være Norskfødt. Regenten har selv afgivet dette Beviis paa sit Norske Fædrelandssind, og har fordret samme Beviis af alle ikke Norskfødte Embedsmænd. I Regentens Kundgjørelse til det Norske Folk hedder det: "En Samling af Nationens selvvalgte oplyste Mænd skal, ved, med Viisdom og Samdrægtighed at bestemme en Re- gjeringsform for Norge o. s. v." Meningen af det Udtryk: "Nationens selvvalgte Mænd," kan vel ikke være noget andet end: Mænd som Nationen selv har valgt. Dette Valg, et Vidne om Nationens Tillid, maa udentvivl give fuldkommen retmæssig Adgang til at møde som Deputeret ved Rigsforsamlingen, i det mindste kjender jeg intet højere Kreditiv og troer selv Fødsels- og Daabssedlen maae og bør vige for det. I Circulæren til Biskopperne, hvorved Reglerne for Valget, saa- vel af Menighedernes som Amternes og Byernes Deputerede bestem- mes, er der slet intet som directe eller indirecte hentyder paa at kun Norskfødte ere valgdygtige; men Valget er frit og uindskrænket over- ladt til Nationens myndige Mænd, hvem man tiltroede Forstand og Retsindighed nok til at see paa det Væsentligste og Vigtigste ved et saadant Valg, nemlig Indsigt og Retskaffenhed. Det Eneste hvoraf den, som maatte sætte sin Norskhed i at ville have fortrængt og forjaget Enhver, der ikke er saa lykkelig at være |
| d.IV,b.4,s.388 |
Norskfødt, maaskee kunde udlede Noget til Fordeel for sin Sætning, er den Bestemmelse i Circulærerne til Landmilicen og Søe-Etaten: "at af hver Divisions og Escadrons, samt af hver Brigs og Værfts 2de Valg- mænd skal tages een indfødt Officier." Men da denne Bestemmelse ikke angaaer de Deputerede, som af disse igjen skulle vælges for Re- gimentet og Corpset eller Værftet og Briggerne, saa er man formodent- lig ikke berettiget til at give den videre Udstrækning, end Regenten selv har givet den, og i alle Tilfælde bliver Høistsamme Selv sine Re- scripters bedste Fortolker, saa man ikke behøver at tage sin Tilflugt enten til Analogie eller juridisk Haarkløverie. 2) De under denne Post fremsatte Spørgsmaal kunne maaskee i Kort- hed besvares saaledes: Retfærdighed og Klogskab byder, ved offentlige Embeders Besættelse at vælge indsigtsfulde, duelige og retskafne Sub- jecter, og til de vigtigste Statsembeder de Mænd, som besidde disse Egenskaber i den fortrinligste Grad. Da nu disse Egenskaber hverken skyldes Fødselen eller Climatet, handler man udentvivl retfærdigst og klogest i at benytte dem hvor de findes, skjønt naturligviis de, der have det nøjeste Bekjendtskab til Landets Forfatning, bør, naar det øvrige er lige, fortrinlig komme i Betragtning. Hvorfor just udenlandske Professorer og Læger skulle have ubetinget Adgang til at ansættes i Norge, fremfor alle andre skikkelige Folk, er ikke let at fatte. De Første kunde jo bibringe deres Tilhørere unorske Grundsætninger og de Sidste dræbe de Norske Patrioter. Dog -- Grun- den til hiin Tolerance maae formodentlig søges deri, at Norge har Mangel paa duelige Candidater til saadanne Embeder. Men mon dette ikke ogsaa lettelig turde være og blive Tilfældet i Henseende til andre offentlige Embeders Besættelse, i det mindste saalænge indtil det Norske Universitet faaer de ledige Lærestole besatte, og vinder Tid til at udbrede sin Virksomhed. De allerede nu i Norge Bosatte, skjønt ikke Norskfødte, seer man dog tør haabe at komme i Betragtning. Men hvilken Arithmetiker udfinder Maalestokken for den Tid, som udkræves til at erhverve sig den, til at betjene et Norsk Embede for- nødne, Qvantitet Norskhed. Ligesaa vanskeligt er det Spørgsmaal om Indfødsretten at besvare, da der, saavidt jeg veed, ingen speciel Ind- fødsret for Norge gives, og den Danske som Udlændigsk, vel ikke tør komme i Betragtning. Af denne Labyrinth vides ingen anden Udvei, end at Præmieæskeren selv maae udgive en ny Indfødsret for Norge og deri bestemme Erhvervelsesmaaden af bemeldte Ret. Siden der blot handles om Norskfødte, synes det, som om ingen kunde ansees for Normand, var end Norge hans Fædreland, fordi han nedstammer fra Norske Forældre og Forfædre, er opdragen og har til- bragt næsten sit hele Liv i Norge, naar samme ikke tillige er hans |
| d.IV,b.4,s.389 |
Fødeland. Hvad Landsmand monne da den være, som er fød i et Skib paa Havet? Formodentlig Britter, siden dette Folk er Havets Herre. Eller er Den meer Normand, som, fød i Norge, har fra tidligste Barndom og den meste Deel af sin Levetid opholdt sig i et andet Land, end den, som har Ret til, efter det Ovenanførte, at kalde Norge sit Fædreland? Mon man intet Exempel har paa at Norskfødte i Dan- mark har glemt at de vare Normænd, og at Digteren havde Ret da han sang: Du Normænd ei om Tronen seer, ligesom hiin havde Ret, der kaldte Tyge Rothe den Danskfødte Nor- mand? Har ingen Danskfødt Mand gjort sig velfortjent i og af Norge? Ere alle i Norge fødte, opfødte og bosatte Personer saaledes sindede mod Norge, som de bør være? For disse Spørgsmaal udsættes ingen Præmie, men det overlades til Upartiske at besvare sig dem selv. 3) Denne Post er besvaret ved den første. Hvad den Norske Na- tionalaand angaaer, da vil Oplysning og Sædelighed udentvivl have den gavnligste Indflydelse paa samme, og da vil National-Stolthed og National-Had forsvinde, og det som har sandt Værd agtes, elskes og søges hvor og hos hvem det findes. Desuden staaer det nu til Na- tionen selv at forebygge Indflydelsen af Ildesindede, være sig Indfødte eller Ikkeindfødte. Imidlertid maae hver oplyst og retsindig Normand ønske, at falsk og uægte Norskhed, der har sit Udspring af Fordom, smaalig Forfængelighed, krænket Stolthed og andre urene Kilder -- ikke maae gribe saaledes om sig, at Norge og dets Selvstændighed og med det al ægte Norskhed omsider skal gaae tilgrunde." (Kristiania Intelligentssedler for 1ste April 1814). "Uforgribeligt Spørgsmaal. Mon ikke en usædvanlig særskilt Repræsentation af Krigsmagten (med al Respekt for Standen) kunde spares ved forestaaende Rigsdag, -- ligerviis som det skeer ved Geistligheden, -- ei at tale om andre Van- skeligheder?4 De Veltænkende foragte ikke et velmeent Raad, men benytte det efter Omstændighederne. Gud bevare Fædrelandet! V. Dette Spørgsmaal besvaredes med Bitterhed i et "uforgribeligt Svar" og i nok en Opsats i næste Nummer af samme Blad. |
| d.IV,b.4,s.390 |
Anmærkninger.
I et Skrivt som dette, hvis Kilder ere saa spredte, hvor saa meget maa hentes fra mundtlige Beretninger, og hvortil Berigtigelserne og Fuldstændiggjø- relserne i mange Punkter først kunne ventes at ville indløbe fra de endnu- levende af Datids handlende eller velunderrettede Personer, vilde det være van- skeligt, om supplerende Anmærkninger skulde kunne undgaaes. Maatte blot det, at Forfatteren ikke skyer saadanne lidet zirende Tilsætninger, optages som et Vidnesbyrd om, at det er hans Hensigt, med Tilsidesættelse af en affekteret Ufeilbarhed, at gjøre sit Arbeide saa sanddru og fuldstændigt som det har været ham muligt! og maatte de Anmærkninger, han har seet sig istand til at erhverve mellem Texten og Omslaget i hvert Hefte, ogsaa antyde for bedre underrettede Landsmænd, hvor velkomne yderligere Berigtigelser og Tillæg ville være ham! Naaer Værket at kunne udkomme i en fuldkomnere Skikkelse, da vil denne især bestaae i, at de ville indtages i selve dets Text, som først da vil vorde et heelt ubrudt Speil, som inden sin Ramme vil opfatte Fædrelandets mindeværdigste Begivenheder. Pag. 291-292. Angaaende Bededagen beretter et Haandskrivt, der har et Medlem af Rigs- forsamlingen til Forfatter, at Almuerne bleve indkaldte dertil uden at hverken de eller de civile Embedsmænd, der de kom i Kirken, vidste hvad de der skulde gjøre. Pag. 297. I Anledning af Troppebevægelserne indeholde Aviserne flere Bevidnelser fra de Kommanderende af Erkjendtlighed for den Gjæstfrihed, som i By og Bygd vistes Tropperne. Man seer deraf, at de ikke blot trakteredes med hvad Godt man havde, men at de stundom ogsaa skydsedes frit paavejen. "Villig gaaer Krigeren til Kamppladsen -- ender en af disse Taksigelser til Laurvigs, Sandefjords og Tønsbergs Indvaanere -- naar han strider for saa ædle Med- borgere." Pag. 298. Kundgjørelserne om denne Regjeringsorganisation og Fredstraktaterne imel- lem Danmark og Sverrig samt imellem Danmark og England averteredes 22de Marts tilkjøbs i særskilte Aftryk af "Tiden", Nr. 73, 74 og 75. Kjøberne skulde ogsaa erholde gratis Aftryk af samme Blads Nr. 77, indeholdende "Yttringer i England om Norges Selvstændighed." Pag. 299. Siden først i 1811 bestod en "Hjælpe- og Understøttelses-Kommission for uheldige Sømænd." Pag. 300. Følgende Avertissement af 25de Febr. 1814 fra Redaktøren af Throndhjems Adressekontors-Efterretninger kan ogsaa tjene til en Oplysning om Datids Penge- værd og Priser paa Nødvendighedsartikler: I No. 61 af Tiden nævnes: at en Favn Brænde falbydes for 45 Rdlr. d. C.; men da det den Gang var en Patriot, der falbød nogle faa Favne, som den følgende Dag vare solgte, saa tjener herved til Efterretning for Tidens Udgiver: |
| d.IV,b.4,s.391 |
at til samme Tid var den urokkelige Priis paa Gran-Brænde 80 Rdlr. d. C. for Favnen, og for Bjærkeved 110 Rdlr. d. C. Priserne paa de øvrige Fornødenhedsvarer vare paa samme Tid i Trond- hjem følgende: Rd. &bmskilling; d.C. Et samfængt Brød, 16 Lod i Vægt, hos Bageren..2 - En Mark Smør hos Høkkerten............. 4. 48 - En Bouteille slet Øl................... 1. 48 - En Mark kaldet hollandsk Ost........... 3. 48 - En Kande blaa Mælk..................... 3. - En middels Sild........................ 48 - NB. i Aaret 1808 1/2 &bmskilling;. En Vog Havremeel til Bonden............ 108. - En Tønde Malt.......................... 500. - En Tønde Rug........................... 400. - En Tønde Hvede......................... 448. - En Vog Fisk............................ 40. - En Vog Høe............................. 16. - En Kande Potetes....................... 2. - NB. i Aaret 1808 4 &bmskilling;. En Portion Spise....................... 7. - En Bog Skrivpapir...................... 16. - NB. i Aaret 1808 16 &bmskilling;. En maadelig Skriverpen................. 48 - NB. i Aaret 1808 to for Skill. En Alen hvidt Vadmel................... 18. - i Aaret 1808 1/2 Rdlr. En Alen Lærred......................... 8. - Pag. 303. En Bearbeidelse af Opinionen til Fordeel for Kristian Frederik, og som ikke var uden Indflydelse, var de flere Prædikener paa den anordnede Bededag og ved andre kirkelige Leiligheder, som ved denne Tid udgaves. Præsten Gar- manns i Kristiania paa 1ste Søndag i Faste var f. Ex. betitlet: "Den Lykke, som vort Land har at haabe af Fremtiden, under vor hyldede Fyrste." Pag. 306. En Optegnelse fra Rigsforsamlingstiden kritiserer denne Gudstjeneste bittert saaledes som den blev udført, og da vel Alt paa det nærmeste, som staaer i nogen Forbindelse med hine mærkværdige Dage, vil læses med nogen Interesse, indtages her denne dens mere detaljerede Skildring: "Efterat Præsten fra Kirkegulvet havde opfordret Organisten til at spille, intonerede Denne en Engelskdands (Gud maa vide, om det skede af Ondskab eller Sympathi). Organisten var nemlig falden i Staver over Indtoget i Kirken eller vel egentlig over Prinds Kristian, som først kom ind i Kirken; og naar Folket glemmer sin Stilling ved Synet af denne isandhed elskværdige Prinds, hvad skal man da vente af en stakkels Organist? Hvor Mange har han ikke bragt til at intonere falskt ved sit Aasyn? Præsten prækede længe, kjedsomme- ligt og ækelt. Han henvendte en Tak til Prindsen, hvortil han ingen Myndighed |
| d.IV,b.4,s.392 |
havde, naar den skede, som her var Tilfælde, i Folkets Navn, og som ikke kunde tillades ham som Privatmand uden paa Vejen til en Bispestol eller en Daarekiste. Repræsentanterne affærdigede han med en Kompliment, formanede dem til at være gode Folk, foreskrev dem hvorledes de skulde forholde sig, og lærte dem, at Magten virker sikkrere i Eens Haand end i Fleres o. s. v. Til Tak offrede Rigsforsamlingsmændene til ham paa Een nær." Pag. 306. Paa en tre Trins Forhøining var hensat en forgyldt Stol for Prindsregenten, og Væggen bag Forhøiningen var bedækket med et Omhæng. Optegnelsernes Forfatter bemærker, at Prinds-Regentens Holdning var noget vaklende, skjøndt behagelig, ved Fremtrædelsen og under Aabningstalen, som han holdt med Papiret i Haanden, men dog temmelig livligt. Holtens Oplæsning var derimod jammerlig baade af det Franske og det Danske. Pag. 307. Hvert Nr. af denne "Rigsforsamlings-Tidende, begyndt i April 1814, Eidsvold, trykt af August Naunheim," bestod kun af to Qvartblade, og synes, efter Klager i Aviserne, kun langsomt at have meddelt Forhandlingerne. Den indlededes med følgende Ord: "Det norske Folk, som nylig i den Eviges Templer frivilligen har svoret at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fæd- reneland, og som er bered at gjøre enhver Opoffrelse for at holde denne høi- tidelige Eed, hæfter med Opmærksomhed sit Blik paa Rigets Mænd, som i dette Øjeblik ere forsamlede paa Eidsvold, for, efter Hans Kongelige Høiheds, Prinds- Regentens, Indbydelse og Folkets eenstemmige Ønske, at bestemme dets Re- gjeringsform. -- Høistsamme tilligemed Rigsforsamlingen har derfor fundet pas- sende, Tid efter anden at lade udgive denne Tidende, hvorved det som vorder forhandlet i Rigsforsamlingen paa Eidsvold vil komme til Folkets Kundskab."Pag. 312. Ved Peder Anker maa ellers mærkes, at han i Førstningen var en af Prind- sens ivrigste Beundrere. Hvad der kjølnedes heri var ene og alene en Følge af den Magt, hans Svigersøn havde over ham. Og han var den i den Grad med Bevidsthed underlagt, at han engang kort før Wedels Tilbagekomst til Norge, i et Samqvem, hvor han ikke var den daarligste til at bygge Luftslotte, hvori den Tilbedede skulde throne, pludselig udbrød med komisk Ærgerlighed: "men bare nu ikke Herman kommer!" Pag. 313. Forsaavidt Falsen er kaldet den "Partimægtigste", ligger ikke deri, at han skulde have søgt at danne sig noget Parti, men kun at Majoriteten sluttede sig til hans Anskuelser, hvortil ogsaa bidrog den Klarhed og Bestemthed, hvormed de fremsattes. I disse Egenskaber, der i Debatter føre hurtigst og benest til Maalet, overgik Ingen ham. Han levede paa Eidsvold ganske for sit Kald og altid beskjæftiget dermed; i sit Qvarteer, som han delte med Sverdrup, ind- getogen og indskrænket til Faaes, især Christies, Reins og Motzfeldts Omgang. Pag. 313. Ved Ordet "spansk"-exalteret om Rein er ikke meent nogen cholerisk, men en melancholsk Følelsesfuldhed. Han var dyb tungsindig. "Ulogisk" er vel heller ikke det rette Ord om hans Veltalenhed. Følelsen løb ofte af med ham, |
| d.IV,b.4,s.393 |
og det Følgende vil afgive Vidnesbyrd om, at hans Yttringer ikke altid udholdt Billighedens og Fornuftens Prøve. Hans Animositet imod Kronprindsen af Sve- rige indgav ham Forslaget om den Klausul, at Norges Konge altid skulde have bekjendt sig til den lutherske Religion, og i den Tale om Udstædelsen af de 14 Millioner Rdlr., der formedelst sine oratoriske Egenskaber beklappedes af selve Modparterne, slumpede den Bommert ind: "lader os ikke glemme, at det er 14 Millioner Treskillinger, vi bevilge." Deri, skjønt han ikke dividerede rigtigt, stak jo netop Ulykken. Pag. 314. Provst Schmidt er der skeet Uret. Han skal have elsket Norge oprigtigt, og altid have bevaret denne Følelse efterat hans Forfængelighed og Pirrelighed havde bragt ham til at ombytte det med Danmark. Han besøgte det et Par Gange, og skiltes sidste Gang derfra med Taarer. Som politisk Poet duede han ikke meget. Hans elegiske Muse lignede da en ellers blid Pige, der med en raa og forkjølet Stemme vil agere mandhaftig Politikus imellem Mandfolkene. Pag. 315. Ordet "Gironde" om det saakaldte Wedelske Parti passer ikke, naar man blot vil erinde, at de franske Girondister dekapiteredes og deporteredes, medens de Norske, som gives dette Navn, ophøjedes paa mange Maader. Ordet er brugt om de Moderate, om dem, som vilde undersøge og akkordere, og saaledes i Modsætning til "det falsenske Bjerg" til den Majoritet, som vilde modtageIndbruddet af Udlandets Magt med en allerede færdig Konstitution i den ene og Sværdet i den anden Haand og med en allerede keiset Konge under det røde nationale Banner. For mindre end et Aar tilbage havde den tydske Kritiker August Wilhelm Schlegel5, Shakespeares og Calderons berømte Oversætter, der før havde opholdt sig en Tid i Stockholm, og nu i Aarene 1813-15 fulgte Kronprindsen af Sverige som hans Sekretær, i en af sine politiske Brochurer vovet at er- klære, at et saadant Foretagende, Norges Selvstændiggjørelse, vilde være til- fredsstillende for Sveriges Fordringer. "Diese Zwecke (des Schwedens) -- siger han i sin Betrachtung ueber die Politik der dänischen Regierung6 -- wurden ebenfalls erreicht werden, wenn Norwegen sich in eine Republik umgestaltete, oder sich einen eigenen König wählte, und hiemit wurde Schweden ohne Zwei- fel vollkommen befriedigt seyn." Men nu vare Fordringerne stegne. Norge maatte efter Falsens og Majoritetens Mening, om det end gik det galt i Krigen, som disse vilde have ført paa svensk Grund, være i Besiddelse af en fri For- fatning, hvis det vilde vente gjennem Akkord at beholde Noget, som kunde fortjene Navn deraf. Pag. 315. Det Wedels "Arbeide før Bruddet paa at see Fædrelandet befriet" blev ogsaa tillagt en mere egoistisk Tendenz. Den forrige Regjering havde Øje med de saakaldte "wedelske Jægere" i 1808-9, og tillod ikke at Korpset blev for talrigt. 1 tilbakeTiden opklarer alle Ting. (Anm. til den udgivne Tale). 2 tilbakeKristiansand staaer her metonymisk isteden for en af Kristiansands Depute- rede; en Trope, paa en vis Maade authoriseret af Rigsforsamlingen selv, i det dens Medlemmer opkaldtes efter deres Byers eller Districters Navne. Da imid- lertid hiint Udtryk er blevet dadlet, saa er det en Lykke, at det, Kristiansand her siges at have talt, intet indeholder, som nogen Mand behøver at skamme sig ved. (Anm. til Talen). 3 tilbakeDatids Avisopsatser havde ulige mere at betyde end nu; og baade des- formedelst og fordi de antyde og karakterisere Bevægelserne i Folkets Tanke- liv, bør nogle af de mest betegnende tages til Opbevarelse i dette Værk. Disse alvorligere Yttringer gjennemkrydsedes ofte af henslængte opflammende Citater, men ogsaa ofte af Satirer over Kandestøberi, Mistillid til Regjeringen, falsk Patriotisme o. s. v., der mellem hine toge sig ud som kolde Omslag eller Vandbøtter over Hovedet. 4 tilbakeSkulde Nogen mistyde den patriotiske Spørgers redelige Hensigt, da er han bered at møde sin Skjæbne." 5 tilbakeForfatter af Angrebsskrivtet paa Napoleon og Danmark. "Sur le système continental". 6 tilbakeBesvaret paa Fransk af den Danske Geheime-Legationsraad Manthey, og Svaret oversat under Titel: "En Svenskes Sendebrev til Herr A. W. Schlegel, Genimand, for Tiden i Hs. kgl. H. Kronprindsen af Sveriges Sold". |