|
| d.IV,b.4,s.223 |
øerne stationerede Deel af Roflotillen i Øjesyn, opflammende
ved en kort Tale disse Sjøkrigeres medfødte Mod til den An-
strengelse og Opoffrelse, som Landets Stilling maatte fordre af dem."
Hvem kunde ogsaa, under en saa værdig Optræden, lægge
Betydning i de første Sekunders skiftende Minespil, eller i de
omsværmende Maagers Skrig høre Varsler eller Kritik over
Kristian Frederiks første Tale til norske Krigere? Hans Sjel var
vistnok vidende om hvad Danmark krævede af ham, mens Norges
Krav skulde være paa hans Læber, dets Sorger paa hans Pande;
men denne var for glat til at fastholde deres Skygge, og hiin af et
saa velsignet Naturel, at den ikke engang syntes at rystes af den
Ugles Skrig, som siden, ved højlys Middag, da han som Konge
holdt sit Indtog i Norges Hovedstad, varslede fra Domkirkens
Taarn en Mening, hvorom ingen Kjærring længer var i Tvivl,
endskjøndt hans Følsomhed for Kanonskud endnu ikke var lagt
for Dagen.
Men hvorfor spilde Demonstrationer om Auguriers Betydning
paa en saa sløvet Sands derfor, som Nutids Menneskers? Vist
er det dog, at det var en ominøs Fugl, en symbolsk: Napoleons
paany fra de sachsiske Valpladse opsvundne Ørn, som ogsaa
slyngede Prinds Kristian Frederik udenfor Privatlivet, til hvis
Nydelser han af Naturen ganske var stemplet, hen paa hiin øde
Klippeø i Morgengryet den 21de Mai 1813.
I Løbet af de første Maaneder af Aaret havde Kjøbenhavner-
Kabinettets Politik, at Ængstelse for Norge, gjennemløbet alle
Vindrosens Streger, fra en Troskab mod Frankrig af Hevngjerrig-
hed mod England, der overgik i Vedhængen den haardnakkede
Følgen af den modsatte Tænkemaade, som kostede Wasadynastiet
Thronen, til ydmygende Underhandlinger i England og med de
Allierede, ja endog til militære Demonstrationer mod de Franske.
Men Alt forgjæves. Norges Forening med Sverige var bestemt.
Dette var bleven for ofte skuffet i sine Forhaabninger derom
fra Tid til anden; men nu siden Finlands Tab, siden Karl Johan
indsaae, at han ikke kunde sikkre sig og sin Æt Kronen bedre,
end ved at erstatte dette ved Udførelsen af hiin de gamle Karlers
Plan og alle Svenskers Nationalønske1, og siden hans overlegne
|
| d.IV,b.4,s.224 |
Talenter gjorde de allierede Magter saa store Tjenester, gav det
svenske Kabinet ikke et Øjeblik Slip paa Afstaaelsen af Norge.
Selve Forslaget om for det Første at lade sig nøje med Thrond-
hjems Stift viser kun hvor meget Besiddelsen af det hele Land
stod det for Hovedet. Allerede i 1811 havde Karl Johan forsøgt
2
|
| d.IV,b.4,s.225 |
at vinde Napoleon derfor; men da Dennes igjenvaagnede Iversyge
mod Prindsen, endnu meer end hans Forpligtelser mod Danmark,
ikke tillod ham at forøge en Personligheds Magt, hvis Talenter,
nøje Bekjendtskab til hans Regjeringsmysterier og Tilbøjelighed
til at tage Parti for Nationernes Sag han frygtede med uheld-
svangre Ahnelser somom han i sin gamle Vaabenfælle mødte et
med hans egen fiendtlige Genius forbundet Væsen: saa var det,
at Sverige forenede sine Interesser først med Ruslands og Eng-
lands og siden med de øvrige allierede Magters.
Politiken har aldrig viist sig hulere og trædskere end i dette
Tidsrum, forat skille Danmark fra Frankrig og vinde Sveriges
eller rettere Karl Johans virksomme Bistand til den forestaaende
Kamp, da det hedte "nu eller aldrig" forat faae Napoleons-
vældets allerede hældende Koloss overende. Men Alt for saa
godt Kjøb som muligt; og bedre kunde ikke gives end at betale
med Andres, nemlig at klare Sveriges Regning med Norge, hvor-
ved ogsaa vandtes for Rusland, at Finlands Gjenerhvervelse
ganske skulde slaaes af Tankerne, og siden at betale Danmark
med Anviisninger i Tydskland. Disse skulde sandsynligviis være
blevne transporterede paa Maanen; men Sveriges Priis var fixeret
og engang antagen. Paa anden Maade kunde den nationale
Smerte over Finland ikke dulmes og Dynastiets Existence sikkres.
Saaledes skulde Sverige atter blive mægtigt og "Norden" komme
til at betyde noget. Men Danmark krympede sig, som rimeligt
var ved at staae for Udlægget, især da ogsaa dets tydske Pro-
vindser, ja maaske dets egen Existence løb Fare i hvad Parti
det maatte tage. Men endelig da det bestemte sig til at løse
sig fra Frankrig, haabede det at kunne drive Frafaldet op til
samme Priis, dette skulde betale for dets Troskab, nemlig ikke
blot Norges Bibeholdelse, men ogsaa hint Guld og grønne Skove
i Tydskland.
Men disse smilende Forhaabninger i April 1813 vare kun Glimt
af denne Maaneds troløse Sol. De mørkeste af Vinterens Maa-
neder, medens Napoleons Lykke stod lavest, men medens hans
Geni hemmeligen hjemme sammenarbeidede nye Kræfter og op-
glødede nye Tordenkiler, vare henrundne under den piinligste
Ængstelse for at maatte give efter, ja maaskee i mere end i
Hovedfordringen: Norge. Det var for Kjøbenhavnerkabinettets
Politik et af disse ængstlige Vindstiller, hvori Fløjen drejer sig
|
| d.IV,b.4,s.226 |
rundt under Trykket af Bevægelser i Athmosfæren, som ikke
endnu have naaet Jorden, og hvori Barometret synker pludselig
til laveste Stand. Da hævede det sig ligesaa pludselig igjen.
Det var netop i April. Napoleon oversvømmede atter Tydskland
med sine konskriberte Legioner. En Diversion fra Danmark til
at dække Hansestæderne blev af Vigtighed. Det var Øjeblikket,
da det maaskee kunde vinde Gehør for sine Protester imod de
Allieredes Dispositioner over Norge. Og det forsøgte. Napoleon
synes at have havt ondt af dets Lidelser; han satte sig ikke
imod, at de danske Matroser bleve kaldte tilbage fra Schelde-
flaaden, og at Grev Bernstorff3 afsendtes til England forat indlede
partikulære Underhandlinger, hvorom man allerede var kommen
saa halvt overens med Ruslands Gesandt i Kjøbenhavn Fyrst
Dolgorucki. Rigernes Integritet skulde sikkres, danske Tropper
holde Hansestæderne besatte imod de Franske, og baade Sverige
og Danmark erholde Erstatning i Tydskland og i Penge i Forhold
til de Tjenester, de maatte yde i den forestaaende Kamp. Men
fra svensk Side var man ingensinde virksommere og mere paa-
trængende med sine Fordringer. Tilbagetagne i Januar, sand-
synligviis fordi Ruslands Iver med at sætte dem igjennem var
kjølnet i samme Mon, som man troede at spore Lunkenhed for
dets Sag hos Sveriges Kronprinds, fremsattes de med Trudsler
om Krig paany gjentagne Gange i de første Uger af April. Karl
Johan blev de Allierede af Vigtighed eftersom Napoleon paany
var bleven frygtelig. Det engelske Ministerium, i hvis Spidse
den ubøjelige Castlereagh stod, afviste enhver Underhandling med
Danmark, som ikke var baseret paa Norges Afstaaelse til Sverige.
De gamle Betænkeligheder ved at see den skandinaviske Halvøes
vidtstrakte Kyster under eet Scepter, som, i Forbindelse med
Ruslands Lunkenhed og Sveriges Temporiseren gjentagne Gange
i forrige Aar havde opsat den svenske Armees Indskibning til
Tydskland, fandt ikke længer Sted siden Kronprindsen allerede
stod paa Overfarten. Derimod fandt det engelske Ministerium
Danmarks Fordring, forlods at indrømmes Hansestæderne, ube-
skeden, og det vilde endnu mindre høre noget om Flaaden.
Samtidig med Gesandtens haabløse Hjemrejse fra London afbrød
Rusland Underhandlingerne og hjemkaldte Dolgorucki, som det
hedte, fordi han var gaaen videre i at begunstige Danmark, end
|
| d.IV,b.4,s.227 |
hans Fuldmagt tillod. Grev Moltke maatte tilbage fra Petersburg,
og gjensidigen søgte den svenske Minister i Kjøbenhavn og den
danske i Stockholm sine Hoffer. I fuld Tro til Overenskomsten
med Rusland havde danske Tropper allerede besat Hamburg og
endog deeltaget i Fiendtligheder mod de Franske. Hurtig maatte
nu Systemet atter forandres; og det kunde skee med Slagets
Hurtighed efter en Regjerings Vilje, som ikke var vant at spørge
efter den offentlige Mening og i et Land, hvor den er saa søndret
og lidet kraftig som i Danmark.
Til Napoleons stigende Vaabenlykke knyttede sig nu det sidste
Haab om at kunne bevare Norge for Danmark. Paa tydsk Slag-
mark skulde den gamle Forenings Skjebne afgjøres. Didhen maatte
al Magt og Opmærksomhed vendes, og Norge atter overlades til
sig selv indtil det i Tydskland var afgjort hvem der kunde diktere
Europas nye Forhold. Men hvorledes overlade dette Land, som
man nylig havde betragtet med saa mistænkelige Øjne, og som
var bragt Fortvivlelsen nær ved det foregaaende Hungersaar og
ved Tilintetgjørelsen af sin før saa overordentlig stærke Skibsfart,
paanær den, for Aanden i Regjeringens Politik langtfra gavnlige
med de engelske Licenser, -- hvorledes overlade dette Land til
sig selv, til Fortvivlelsens dumpe Gjæring, uden at sætte det
under Ens Øje, som i ethvert Tilfælde vilde varetage Danmarks
Interesse der som sin egen? Saaledes maatte da Arveprindsen
Kristian Frederik afsted til Norge som Statholder og komman-
derende General, afløsende Prindsen af Hessen, som skulde over-
tage Kommandoen over Armeen, der skulde dække Holstein, og
operere sammen med den franske. Ti Dage efter hans Ankomst
til Norge viste den engelske Admiral Hope sig i Kjøgebugt med
en Flaade, hvorfra den svenske Hofkansler Wetterstedt og de
engelske Befuldmægtigede General Hope og Gesandten Thornton,
understøttede af den russiske van Suchtelen, endnu engang med
Krigstrudsler afæskede Afstaaelsen af Norge og først og fremst af
det Nordenfjeldske. De fik et bestemt Afslag inden de 48 Timer,
Parlamentæren, Thornton, vilde bie paa Svar. Danske Tropper
havde allerede forenet sig med de franske, og Præsident Kaas
befandt sig paa Vejen til Napoleons Hovedqvarteer i Dresden,
uden at have ladet sig opholde af Insinuationer, som siges at
være ham gjorte paa Gjennemrejsen i Altona, hvorefter de
|
| d.IV,b.4,s.228 |
Allierede vilde renoncere paa Norges Afstaaelse imod at Dan-
mark tog deres Parti4.
Loddet var kastet. Den 10de Juli undertegnedes en Traktat
med Frankrig, hvori den i Traktaten til Fontainebleau af 31 Oct.
1807 efter det engelske Indfald stipulerede Garanti af den dansk-
norske Stats Integritet blev bekræftet, og hvorefter Krig er-
klæredes Sverrig, Rusland og Preussen i Deklarationer af 3die Sept.
og 22de Oct., fordi de havde "forbundet sig til at understøtte
Sveriges fiendtlige Hensigter imod Norge, og at tvinge Danmark
til at forene sin Magt med Frankriges Fiender, forat erobre en
Skadesløsholdelse for Norge paa det franske Riges Territorium"5.
Den 22de Mai holdt Norges nye Statholder sit højtidelige Indtog
i Kristiania, hvorunder han gjentagne Gange holdt Taler til det
jublende Folk, som hver Gang sluttedes med Udbringelsen af
et Hurra for Kong Frederik VI. Samme Dag udfærdigedes
igjennem de civile, militære og geistlige Overøvrigheder en Kund-
gjørelse til Folket om Ankomsten, som begyndte med at bevidne
Kongens Erkjendelse af Normændenes "urokkelige Troskab for
Ham og for den Norske og Danske Kongeslægt", og endte med
Forsikkringen om at han stoler paa denne deres Troskab mod
Kongen og paa at de ville "bevare gamle Norges Selvstændighed."
I en Tale til Hovedstadens Autoriteter den følgende Dag yttrer
Han: "Kongen ønsker at knytte det Broderbaand, der omslynger
Tvillingrigerne, endnu fastere. Han har vist ikke sendt mig til
Eder, forat jeg skulde fraskille Ham eller hans Slægt deres gamle
Rettigheder til Norges Krone, som er gaaen i Arv til dem med
Folkets Kjærlighed -- før skulde denne min Haand afvisne! Lad
mig, idet jeg udretter Kongen Villie og virker for Fædrenelandet,
finde min Løn i Nationens Kjærlighed og Hengivenhed! Lad denne
engang gaae i Arv paa min Søn!" Efterat have varslet "maaskee
|
| d.IV,b.4,s.229 |
haardere Prøvelser, som endnu kunde forestaae og som vi Alle
som een Mand gaae imøde", opfordrer Prindsen ogsaa i denne
Tale til at "hævde gamle Norges Selvstændighed."
Han traadte dernæst som Præses i Spidsen for Selskabet for
Norges Vel, hvis Virksomhed var tiltaget med Nøden, besøgte
de agershusiske Grændsefæstninger og Battaljepladserne fra sidste
Krig med Sverige, fik Varderne istand, mønstrede de Tropper, som
forefandtes, og udfærdigede fra Eidsvold Jernværk d. 10de Juni
en Opmuntring til Embedsmændene og de Formuende til Spar-
sommelighed og Tarvelighed. "Den Tarveligste iblandt Eder er
i denne Henseende den bedste Borger" hedder det i dette
Dokument, som vel var fremkaldt ved den Modsætning, Prindsen
maatte opdage imellem den almindelige Nød, af hvis Begjæringer
om Udveje til Fødemidler han oftere generedes paa Reisen, og
Luxusen hos de Standspersoner, der havde den Ære at beværte
ham. Man troede dog snart at bemærke, at denne faldt i hans
og hans altfor lystige, fra Danmark medhavte, Omgivelsers Smag.
Hans personlige Elskværdighed og Talenter, især hans Talefærdig-
hed, havde sin hele Vægt nødig forat holde de alvorligere Patrioters
hemmelige Misnøje Stangen over et Hang til Forlystelser og
sædelige Udskejelser, som han kun altfor meget gav Tøilen. I
Besiddelse af Egenskaber, der kunde gjøre ham til Folkets Mand,
røbede han snart, at han manglede den Nervositet i Karakteren,
som kunde gjøre ham til dets Mænds Mand. Den Popularitet,
han jagede efter, og vel ogsaa vandt hos begge Kjøn, var ikke
den, som betegner en Hersker over Begivenhederne. Kristian
August, slumrende paa sin Vaabenkappe imellem sine Soldater,
vandt mere af denne ægte og brugbare Popularitet, som Napoleon
kneb sig til i sine Grenaderers Øren og Knebelsbarter, end
Kristian Frederik ved at blande sig imellem Tilskuerne udenfor
et Bal, man gav ham, eller ved at dandse med Omegnens Piger
paa en Haveplads. Han var da kun lidet forskjellig fra sine
echaufferede Kammerjunkere med Lommetørklædet for Panden
og Øjnene med sig mellem Pigerne. Det hændte stundom ved
saadanne Leiligheder, at Suk fra Folkets Nød skar igjennem
Lystighed. Saaledes traf Prindsen, paa et St. Hansaftensbal under
aaben Himmel paa et Landsted ved Kristiania, i Folkemængden
udenfor Løvsalen en Gudbrandsdøl, som han spurgte om hvordan
man levede oppe i Dalene. "Aa, det er kleint nok", svarede
|
| d.IV,b.4,s.230 |
Dølen but. "Men naar I ikke har Korn, kan I da ikke spise
Kjød?" "Vi har forlængst maattet slagte det Meste af vort Fæ
for Fodermangel." "End Mose da og Bark? "Vi har ikke meget
af det heller igjen." Og Dølen vendte sig med et taarebristende
Aasyn ligesaa hurtig bort og forsvandt i Folkemængden, som Prind-
sen, med Ulyst til at spørge videre efter Folkets Tilstand, ilede
tilbage i Balpavillonen. Han havde dog ikke ganske forgjæves
aflagt dette Besøg udenfore: en fattig Bondepige i sit første Blom-
ster havde tiltrukket sig hans Opmærksomhed; og at hun kort-
efter blev en af de Flere af det smukke Kjøn, som forsødede
ham hans Ophold i Norge, det havde han eunuchagtige Omgivelser,
som sørgede for. Disses Valg, forsaavidt som de tilhørte hans
Private, var ogsaa i det Hele lidet skikket til at give hans Iagt-
tagere nogen stor Mening om hans egen Gehalt. Hans nærmeste
Fortrolighed nød saaledes en ung Lieutenant Schwarz, en Kjø-
benhavner-Dandy af den ægte Sort, som Normændene ikke kunde
udstaae; og der var i hans inderste Cirkel ikke een Personlighed
at opdage, som kunde lade slutte til, at han satte nogen særdeles
Priis paa aandige eller moralske Fortrin.
I de første Uger af August foretog Prindsen en Inspektionsreise
nedover Vestlandet til Kristianssand, der ogsaa yder et Par Træk
til hans Karakteristik. I Tønsberg fik Grev Wedel, i en Samtale
under fire Øine, Anledning til at kaste et Blik i hans Sjel, som
kun bekræftede de Tvivl, han nærede om dens Udrustning til at
imødegaae de krigerske Storme, som ikke længe kunde udeblive.
Greven foreholdt Prindsen Nødvendigheden af at benytte Kron-
prindsen af Sveriges Fravær med Armeen i Tydskland til ved Krigs-
udbruddet at tage Initiativet ved et Indfald i det blottede Sverige.
Prindsens Svar var ikke langtfra at lade sig betegne ved at han
blegnede ved den blotte Tanke. Der var mindre vovet, og dog
en vis krigersk Glands vundet, ved ogsaa paa denne Reise over-
alt at mønstre Tropper og Borgerbevæbninger og ved i Lyngøer
Havn, hvor Rigernes sidste Fregat Najaden Aaret iforvejen var
bleven ødelagt af Engelskmændene, ifølge en af Datidens noget
bombastiske Efterretninger om hans Foretagender, at "skjænke
de hensovede Tappres Minde den fortjente taknemmelighedsfulde
Erindring." Dette skal formodentlig betyde, at Svada heller ikke
svigtede sin Yndling ved de 75 faldne Sjøkrigeres Mæle, skjøndt
det da er at forundre sig over at Ordene, mod Sædvane, ikke
|
| d.IV,b.4,s.231 |
ere blevne opbevarede. Men i det dybe Lyngøersund laae Na-
jadens Kanoner, og uhyggelige Minder svævede derover; i Prind-
sens grunde Sjel laa ingen armeret Tanke, som engang kunde
udslynge Ild. Der legede Blomster paa Bunden og Bonhommiens
milde Sindsbevægelser spillede snart atter herskende paa Over-
fladen.
Ganske vist var dette Prindsens Naturel, uagtet det er sand-
synligt, at Hensigten, at vinde Popularitet hos Mængden, ogsaa
havde sin Deel i at det oftere viste sig utilhyllet for dennes let-
indtagne Øine. Men han vandt, som sagt, ikke derved hos de
Mænd, han nærmest skulde have sin Understøttelse hos. Paa
Tilbageturen fra Kristianssand indtraf han hos en Rigmand nær
Skeen, hvor netop dennes Moder laae Liig. Denne Omstændig-
hed lod Værten gjøre Undskyldning for at han ikke, som ellers
paatænkt, kunde fornøje Hs. Højhed med et Bal, men maatte ind-
skrænke sig til sig et almindeligt Festmaaltid. Men Prindsen vidste
at improvisere et Bal. Hans Nærværelse havde, som sædvanligt,
samlet Folk udenfor, hvorimellem Hs. Højhed efter Maaltidet blan-
dede sig, fulgt af nogle Kavalerer. Der var militær Musik, og
inden man vidste deraf, var der dannet en Kreds, hvori Prindsen
selv førte op med en Bondepige. Kavalererne gjorde som Han,
og da Værten saae, at Prindsen havde saadan Lyst til at dandse,
fandt han, at der ikke var andet for end i største Hast at skaffe
Damer op i Salen, hvor da Dandsen blev fortsat. Mangel paa
Takt var ellers ikke Prindsens Feil. Et upaaagtet Øjeblik henrev
ham; men, om Tellebønderne gned sig paa Armen og tyktes, at
dette var "gilt", og om Stolthed og Glæde malte sig i Tellegjen-
ternes Blaaøjne, saa var der dog Andre, hvis Øjne bleve mør-
kere, og som trak paa Skuldrene ad denne lystige Folkelighed.
Efter Datids Blade at dømme, hvorimellem Selskabet for Norges
Vels, "Budstikken", var bleven officiel fra 26de Mai 1813, modtoges
imidlertid Prindsen og feteredes overalt som en Landets Frelser.
I Byerne idetmindste tilhyllede Folket sin Nød, og smilte ad ham
som ad en knæsat Søn, og sanddru Tale om ham selv og denne,
især om den politiske, lader ikke til at have lydt mere i hans
Gemak end almindeligviis i regjerende Fyrsters. Selv i Landdi-
strikterne havde Hungersnøden fra forrige Misaar et Smiil paa
sit skarpe blege Ansigt, naar han foer forbi; og Udhungringsblo-
kaden fremkaldte kun en Forbittrelse, som lagde sine Gløder til
|
| d.IV,b.4,s.232 |
den letfængte Kjærligheds, Folket havde optændt paa sin Arne
for den vennehulde, kongelige Høvding, som havde gjæstet den.
Kun fjernere stode enkelte mørkere Gestalter med sine Tvivl;
men ogsaa Disses Aasyn smilte med vellykket Tvang, naar Han
vendte sig om, og Lyset faldt paa dem. Den 18de Sept., Prind-
sens 28de Fødselsdag, celebreret af Selskabet f. N. V. med en
Tale af Biskop Bech om hvilke Ønsker der paa den Dag burde
gjøres for Norges Vel, ydede saadanne Øjeblik baade der og i
Banketterne hos hans Landsmand og Fortrolige Stiftamtmand de
Thygeson. Og saaledes kunde Prindsen bona fide endog forledes
til den Tro, at Nationen ikke kunde negte ham Noget, selv ikke
Kronen, naar han vilde forsøge derpaa. Og der blev forsøgt.
Aarets rige Afgrøde kastede ogsaa en gylden Glands paa hans
Personlighed som Repræsentant for Danmark, fra hvem det Sæd-
korn dog især var hentet, som nu atter bragte Agrene til at lyse
i Dalene. Fra en af disse, fra den afsondrede, dybe, herlige Leir-
dal, fremkaldte dette i Juli en enthusiastisk Takadresse til Kon-
gen, hvorefter man skulde troe, at "Demantbaandet" mellem Ri-
gerne aldrig var fastere end nu. At Universitetet ved den første
examen artium i Juni gav sin Førstegrøde, var ogsaa et Oljedryp i
Folkets Vunder. Hvor bitterlig Kornnøden ellers var, vise Brød-
taxterne, de mange Anviisninger til Surrogater, Sundhedskollegiets
Advarsel til Folket, om kun lidt efter lidt at vænne sig til den ublan-
dede Kornføde, og Statholderskabets mod at lade sig forlede af
Begjærligheden til at skjære Sæden før den blev fuldmoden. Pro-
videringskommissioner havde i disse lange Krigsaar med England
med Anstrengelse sørget for Landets Forsyning, der for en stor
Deel maatte skee paa Overfarter til Jylland i Smaafartøjer og
aabne Baade.6 Mangen Vovehals kom saaledes i engelsk Prison;
men Normændene maatte dog stole paa Lykken og sig selv, og
atter og atter vove sig over; thi hvor dyrt end Kornet var i Norge,
saa betalte dog Englænderne, der i 1812, paa Grund af det engere
Forhold til Sverige, ganske ophørte med undertiden endog at til-
staae Kornlicencer, det bedre; og dette lokkede mangen til Norge
bestemt Jyde til at dreje vestover, naar han vel var kommen i
Sjøen. Denne Handel begunstigede Englænderne ligesom Trælast-
farten for Norge. Den rige Afkastning af denne eneste Handels-
green, som i Krigsaarene havde rørt sig i Norge, lod endnu under
|
| d.IV,b.4,s.233 |
den største almindelige Nød en Overdaadighed vise sig hos de
Enkelte, i hvis Hænder den var, som stod i skarp Modsætning
til denne, men som dog er et med Nationalkarakteren temmelig
nær befrændet Træk. Normanden vil gjerne leve højt naar han
har noget; og der er noget af Fædrenes Stormodighed i denne
Skrøbelighed. Der gives endnu Folk, som paastaae, at de aldrig
have levet muntrere og bedre, end i hiin Kaperfartens og Licen-
cernes eventyrlige Tid. Men det maa være for deres Vedkom-
mende; og imellem disse Solskinsmennesker færdedes Prindsen.
Folket gjorde det ikke. I Modsætning til Nøden staaer dog selv
i dette dens bittreste Aar den Rundhaandethed, hvormed Univer-
sitetet fremdeles og den danske Skuespiller Knudsens Forestil-
linger omkring i Landet til Fonden for faldne Krigeres Efterladte
ikke destomindre understøttedes. Disse indbragte efter Stathol-
derskabets Regnskab 114,868 Rdr. D. C. eller i Rigsbankdaler
19,144, og i Juni afsluttedes Universitetssubskriptionen med et
Beløb af 782,012 Rdlr. D. C., 4140 Rdlr. Dansk Species engang for
Alle og 12,780 Rdlr. D. C., 751 Tdr. Byg og 236 Tdr. Havre i aar-
ligt Bidrag. Det ligger virkelig i Nationalkarakteren altid at have
Æresskillingen selv om det kniber paa den til Brødet.
De slette Pengeforhold, som ogsaa indlyse af nogle af disse
Tal, var imidlertid Landets værste Ulykke. Savnet af en National-
bank var i stigende Grad bleven føleligt, og idelig forgjæves
fremsat7. Forat afhjælpe dette ved et af de halve Midler, som
karakterisere det danske Regjeringssystem, publiceredes endelig
i Tiden af 4de Decbr. 1813 et kongeligt Reskript af 20de Okt.
om Oprettelsen af en "Kongeriget Norges private Laane- og
Discontokasse," en paa Privates Kredit grundet offentlig Hjælpe-
indretning, af hvis Gevindst 1 Procent skulde afgaae til Oprettelse
af Kornmagiziner i Bygderne, og som skulde bestaae indtil 3 Aar
efter Fredens Afsluttelse med Storbritannien. Reskriptet var led-
saget af en Indbydelse fra Statholderskabet, af 17de Novbr., til
endeel af de anseeligste Ejendomsmænd og Handlende til at
sammentræde i Kristiania den 15de Decbr. dernæst, for at konsti-
tuere Indretningen. Bemeldte Dag mødte da 72 Personer i Kri-
stiania Kathedralskoles Høresal (den nærværende Storthingssal),
hvilke, efter en Tale af Prindsen, hvori man faaer at vide, at
han var Sagens Proponent for Kongen, valgte en Kommittee af
|
| d.IV,b.4,s.234 |
Medlemmer fra de forskjellige Stifter til Udarbeidelse af Konven-
tionen. Denne forelagdes i et Møde 5te Jan. 1814, hvor Prindsen,
opfordret, som han sagde, ved Forsamlingens, hans "Medborgeres,"
Ønske, og ledet af sin varme Følelse for Norges Vel, undertegnede
sin Garanti som første Konstituent, under Udraabet: "Hvo der
tænker som jeg, han efterfølge mig!" med 60,000 Rdlr. Sølv til
Laane- og 30,000 Rdlr. Sølv til Diskontoindretningen, hvorefter
der i Alt tegnedes Garanti for 1,728,000 Rdlr. Sølv til den første
og for 696,500 Rdlr. Sølv til den sidste, og valgtes en Direktion
af fem i Kristiania boende Medlemmer8. Imellem Disse vare
hans Venner Thygeson og Konferentsraad Karsten Anker, samt
Disses Modsætning Kammerherre Grev Wedel Jarlsberg, men
som befandt sig i Danmark i Provideringsanliggender siden for-
rige Høst. Efterat have taget de tilstedeværende Direktører i
Eed og udbragt i en Tale et "Længe leve Kongen! Held Norge!,"
som besvaredes med Vivatraab for Konge, Land og "Rigets første
Mand" Hs. Højhed Statholderen, samledes man til et Taffel hos
Prindsen, hvor Noget foregik, der ikke synes at staae i den bedste
Samklang med den første Deel af hint Prindsens Udraab. Under
Kouverterne havde tjenstvillige Aander lagt Sedler med Paaskrivt:
"idag udraabes Prindsen til Norges Konge;" men Planen stran-
dede først paa Kammerherre Markus Gjøe Rosenkrantzes Lojalitet.
Han sønderrev sin Lap, og saa gjorde de Andre. Forehavendet
|
| d.IV,b.4,s.235 |
blev nedtystnet, uden at det endnu er bleven klart hvem der
egentlig var Ophavsmanden dertil. Prindsens Deel deri kan man
kun slutte sig til af senere analoge Forsøg. Dagens "sande
Nationalhøjtidelighed," som den kaldtes, forstyrredes ikke af denne
Flyveplan, der ligesaa gjerne kunde høre hjemme hos et ægte
Barn af hiin Tid, (der var dristigere i sine politiske Ideer end
vor) som i Prindsens Kamarilla eller hos en enkelt Partisan i eller
udenfor denne, som paa egen Haand vilde gjøre sig necessaire.
Men, som sagt, der er Analogier, og det faa Uger senere hen.
Af Regjeringsforetagender, der ogsaa havde sin Grund i Af-
skjærelsen af Forbindelsen med Danmark, var ligeledes den ved
Statholderskabets Reskript af 19 Juli 1813 anordnede Overkri-
minalret under Præsidium af Thygeson, der første Onsdag i hver
Maaned skulde i sidste Instants paakjende Delinqventsager, lige-
som og en Overadmiralitetsret for Norge af 9de Septbr. s. A., der
havde at paadømme Priissager. Kaperiet var, som berørt, en af
de Kilder, som endnu gav Vikingernes Ætlinger nogen, stundom
endog blodblandet, Næring. Overkriminalretten fortsatte sin Virk-
somhed indtil den nærværende Højesterets Aabning, hvorimod
Laane- og Diskontoindretningen suspenderedes af de politiske
Begivenheder, som snart fængslede alle Tanker til Hovedreformen.
Den 3die Septbr. var Krigen erklæret Sverige, og publiceret i
"Tiden" 16de Septbr., som fra denne Dato af igjen fremtraadte
som Rigets officielle Tidende under B. Prahls og N. Wulfsbergs
Redaktion og stundom under Prindsens umiddelbare Ledning.
Foruden Begunstigelser imod Englænderne, idet det hedte, at
svenske Skjærgaardshavne vare aabne for disse til Afbræk for
Norges Forsyning selv efterat Sverige, efter Freden i Jønkøping,
havde udstedt Krigserklæring imod England, Tilbageholdelse af
Undersaatters Ejendom, spærret Adgang til Sverige, Afbrud af
diplomatiske Forhold og af Postgangen til Norge, Vægring for at
erlægge Øresundstold, Anholdelser paa Sjøen, og andre Chikaner,
fremhævedes i Deklarationen især Sveriges Attentater paa Norge
og imellem disse navnligen "gjentagne Forsøg paa at friste Nor-
mændene til Utroskab og Frafald." Dermed mentes de forskjel-
lige Proklamationer, som fra Tid til anden indsmugledes i Norge.
En af disse, til Advarsel publiceret i Kristiania Intelligentssedler
9de Juli 1813, indeholder saa mærkelige Udpunkteringer af hvad
der senere virkelig skede fra Norges og Sveriges Side, at den
|
| d.IV,b.4,s.236 |
ligesaalidt bør undlades at indtages i denne Indledning som i en
Ouverture en af de Melodier, der ville lade sig høre prædomine-
rende i Stykket. "Det svenske og norske Folks fælles Fordeel
-- siger den -- er saa nøje forbunden med Hensyn til hvad ethvert
Lands nærværende og tilkommende Sikkerhed kræver, at den
svenske Regjering bør upaatvivleligen ansee en stedsevarende
Forening mellem begge Rigerne som et af de virksomste Midler
til at befæste den skandinaviske Halvøes Lykke og Selvstæn-
dighed. De Svenske bemærke med Fornøjelse, at et Nabofolk,
som taler det samme Sprog9, bekjender sig til den samme Reli-
gion, og, i Hjertet hyldende en uafhængig Nationalitet, ønsker,
ikke at underkaste sig under Sverige, men at forene sig med
Samme til fælles Forsvar. Der er ikke eller kan være Spørgs-
maal om nogen Sammensmeltning af Norge og Sverige, hvorved
hint skulde nødes til at frasige sig sit Navn, sin indenlandske
Forfatning, sine Love og Rettigheder. Man ønsker alene en op-
rigtig og retsindig Forening, hvortil baade Tidens Omstændig-
heder og Nordens Fordeel raade, samt paaskyndes for Resten
af de mellem Sverige og dets Bundsforvante indgaaede Overens-
komster. Sveriges Konge blive Norges Konge! Norge give sig
selv den Nationalrepræsentation og den Statsforfatning, som det
anseer overensstemmende med sin Fordeel! -- Begge Landes
Tropper forenes for at beskytte den skandinaviske Halvø! -- Lad
Fortrolighed og Oprigtighed lede alle Afhandlinger! og Normanden
skal fornemme, at han ikke bliver bedragen i sin billige Forvent-
ning. Den svenske Regjering skal samtykke aldeles den indre
Organisation, som Norge vil give sig selv. Jo meer Iver den
skuer hos Normændene til utvungne og ilende at tilkjendegive
deres Samtykke til Forening med Sverige, jo meer vil Kongen
finde sig skyldig at fuldbyrde den norske Nations Ønsker. En
svensk Konge vil ikke have andre Undersaatter end frie Mænd.
Samme Sindelag skal lede Hs. Majestæt om han endog bliver
sat i Spidsen for den norske Nation. Imod denne har da Kon-
gen de samme Pligter at opfylde, som imod sine forrige Under-
saatter. Fri Handel, Agerdyrkningens Opmuntring, Indretning af
|
| d.IV,b.4,s.237 |
en Nationalbank, tilstrækkelig Understøttelse af Kornvarer, al
Tolds Ophævelse imellem Sverige og Norge, Læreanstalters og
Akademiers Indretning paa bedste Maade, med eet Ord, alle
Grene af Rigets indvortes Velstand skal vorde Formaal for Hs.
Majestæts Omsorg. Og han skal erindre, at et tappert og ædelt
Folk, som overgiver sig frivilligen, er i alle Henseender forskjel-
ligt fra det, som underkues ved Vaaben. Dersom det norske
Folk ønsker at erholde Embeder, være sig civile eller militære,
imod at de Svenske have Adgang til Embeder i Norge, saa be-
roer den Sag paa Normændenes eget Valg og Vilje; ville de ikke,
saa behøve de blot at tilkjendegive deres Vilje og Mening, og
den svenske Regjering vil bifalde deres Begjær. Sverige befinder
sig for nærværende Tid i en lykkelig Stilling. Det tænker paa
Fremtiden, og ved Forening med Norge at være istand til at
berede en fælles varende Lykke for begge Riger. Gid da Norge
fatte en hastig Beslutning, og Norden, under Værn af dets hidtil
altid værende selvstændige Vaaben, skal være betrygget for alle
Fremtidens usikkre Tilfælde."
Allerede i Sommeren 1813 havde Generalmajor Sejersted ud-
kastet sin uheldige, i det følgende Aar befulgte, Operationsplan
for Forsvaret af det Søndenfjeldske, hvorefter Glommens østre
Bred skulde rømmes og navnlig i Smaalehnene gjøres til et Glacis,
hvorpaa Fienden skulde kunne tumle sig. Om Høsten havde han
i Askims Præstegaard, i Nærværelse af Generallieutenant Staf-
feldt og Oberstlieut. Stabell, forelæst samme for Kristian Frederik
og erholdt den approberet, hvorefter den forblev i Dennes Værge
indtil efterat den i den følgende Høst havde baaret sine glands-
løse Frugter. Tropper kantonneredes frisktvæk mod Grændsen,
Kristian Frederik forsømte ingen Leilighed til at stemme Nationens
Krigslyst og Forventninger højere, Alt syntes at sige "lad dem
komme! Vi ere parate;" men -- Krig blev der ikke, uden man
vil regne Borttagelsen af en svensk Grændsepost og af et Par
armerede Baade dertil. Sverige forblev efter Krigserklæringen
af 3die Sept. blottet og værnløst i Ro, medens de norske Grændse-
bygder vrimlede af Rødtrøjer og graa Kaputter.
Norge vidste ikke, at den Krig, som skulde erobre det, førtes
i Nordtydskland og det Holsteenske siden den 16de Novbr., da
Carl Johan pludselig fra Hannover af vendte sig mod Elben igjen,
gik over den, og brød ind i Holsteen, efter den 5te Decbr. at
|
| d.IV,b.4,s.238 |
have fordrevet de Franske og Danske fra Lübeck. Allerede i
sin Bulletin fra denne Stad forkynder han sin Hensigt at være
den, at ende Krigen med Danmark med eet Slag, og den 9de Decbr.
forkynder han fra Oldeslohe Holstenerne, at deres Land, siden
"de af Magterne sluttede Forbund forene Norge med Sverige,"
blot vil blive taget i Besiddelse som et Pant for Opfyldelsen
heraf. Uagtet Kronprindsen af Sveriges første Bevægelse mod
Nord maatte være tydelig nok endog uden disse Manifestationer,
havde den danske Regjering intet yderligere gjort forat dække
Hertugdømmerne. For Fæstningerne var der slet sørget undtagen
for Glückstadt, som ikkedestomindre skammeligen kapitulerede,
og først da det var for silde, da Friederich af Hessen, efter
Fægtningen ved Bornhøvede og den ærefulde Batalje ved Sehe-
sted, havde iværksat sin Retirade tvertsover Holsteen fra Lübeck
og Oldeslohe over Kiel til Rendsburg, og Kronprindsen af Sverige
fra Kiel af dikterede Betingelserne, nærmede Hovedarmeen sig
Kamppladsen saa nær som til det lille Belt. Frederik sad da i
Middelfart paa Fyen mellem 16,000 Mand og hørte Tappenstreg
Morgen og Aften, mens Tettenborns Kosakker allerede joge forbi
Kristiansfeldt ad Kolding til. Disse lette barbariske Tropper
gjorde ellers god Tjeneste i dette Feldttog. Holsteen smagte dem
med sine velforsynede Mejerier og Embedskasser i de aabne
Amtsflekker. Maagerne svæve ikke friere over Havet end de
spredte sig over det flade Land, ombuende den retirerende Armee
og opfyldende Gemytterne med Forfærdelse. De vandede alt
sine Heste i Eyderen og Slien; Jyderne mindedes Sagnet om
at de Keiserlige i Trediveaarskrigen havde gjort det i Liimfjorden.
Deres brogede Pulker dannede de lange Slagfjedre paa Ørnen,
som, en Uge efter Lübecks Indtagelse, allerede lavede sit Rede
i Kiel. Længere end til i Nærheden af Kolding kom de dog ikke,
saa det egentlige Danmarks Grændser kun vare overstegne af
Frygten og Rygterne, men ikke af nogen Fiendes Fod. Der stod
3000 Mand som Avantgarde for de 16000 Tilskuere paa Fyen,
som igjen stode i lignende Forhold til en ligesaa stor Armee paa
de andre Øer; -- med en Hær af 43,000 Mand i Behold beqvem-
mede Danmark sig, efter 10 Dages Feldttog, til Indrømmelserne
i Kiel. Carl Johan vidste, at dets vaklende Politik endnu stedse
klyngede sig til Haabet, at de allierede Magter ikke vilde lade
det komme til det Yderste med det, som, da Invasionen skede,
|
| d.IV,b.4,s.239 |
kun var tvungen ind i sin nærværende Stilling af den bydende
Davoust, der fra Hamburg af havde holdt Danmark i Schak. Han
vidste, at det især fegtede med Bønskrivter til Keiseren af Øster-
rige, og at disse vilde være forgjæves; og om det virkelig er saa,
at Kosakkerne den første Forfølgelsesdag, d. 6te Dec. i Bramstedt
opfangede en Skrivelse fra Kongen af Danmark til Prindsen af
Hessen, hvori Nødvendigheden af en Vaabenstilstand lagdes Denne
stærkt paa Hjerte, var dette Blik bag Kulisserne ikke egnet til
at stemme den sejerrige Hærførers Fordringer lavere.
Som Floden i Digets aabnede Fure fulgte Carl Johans Hær-
masser Danskernes Retirade. Den 13de Decbr. tog han sit Hoved-
qvarteer i Kiel, og afslog derfra det første Tilbud om Vaaben-
stilstand. Gesandter fra de fire allierede Magter og fra Hannover
omgave Hærføreren, der med stærke Skridt nærmede sig Maalet,
da Diplomaterne skulde bruges, omtrent som naar Læger kaldes
til Amputationen, der ikke længer kan opsættes. Efter en per-
sonlig Sammenkomst med Prins Friederich den 15de Dec. istand-
bragtes dog en Vaabenstilstand, som skulde vare til den 29de
og hvorefter Demarkationslinien førtes tvertsover det Slesvigske,
samt Beleiringen af Glückstadt og Friederichsort skulde kunne
fortsættes. Dertil benyttedes ogsaa Vaabenstilstanden fra svensk
Side, og fra dansk til Fredsunderhandlinger, som, under den
østerrigske Gesandt Grev de Bombelles Mægling, bleve drevne
af den danske Kammerherre Bourke. Men uden Held, skjøndt
Norges Aftrædelse allerede fra Vaabenstilstandens Begyndelse
var vedtagen som Basis for Freden; thi "Kongen -- siger en
dansk Forfatter10 -- gjorde sandsynligviis formeget Regning paa
den Vægt, Østerrigs Understøttelse og gode Villie havde hos de
øvrige Magter, da han for denne Aftrædelse fordrede et Æqvi-
valent, som man paa ingen Maade havde isinde at tilstaae ham,
og som ifølge nogle Angivelser skulde have bestaaet af Hanse-
stæderne, en anseelig Deel af Hannover og hele Nordsøkysten til
Ostfriesland. Disse Fordringer bleve altsaa forkastede, og saale-
des nærmede den Dag sig mere og mere, da Fiendtlighederne igjen
skulde tage sin Begyndelse. Da indfandt Bourke og Bombelles sig
endnu engang i Kiel, for idetmindste at bevirke en Forlængelse
af Vaabenstilstanden, i hvilken Frist man ventede, at den Koureer,
der var sendt til Keiseren af Østerrige, vilde komme tilbage og
|
| d.IV,b.4,s.240 |
bringe gunstige Efterretninger. Først efter en haardnakket Mod-
stand gav Carl Johan sit Samtykke til at Vaabenhvilen maatte
forlænges til den 5te Januar, men fastsatte som Betingelse --
efterdi han vidste, at Danmark gjorde underhaanden Forberedel-
ser til Krigens Fortsættelse11 -- at ingen danske Tropper i den
Tid maatte overføres fra Øerne til Halvøen; noget Militair, der
allerede var rykket frem til Flensburg, maatte derfor bryde op
i Juledagene og drage nordpaa."
Den 5te Januar kom, men endnu ikke Koureren, som havde
overbragt Keiseren af Østerrige Frederik VItes Samtykke til Af-
trædelsen af Trondhjems Stift; og før hans Tilbagekomst vilde
Frederik, der endnu altid haabede Alt af Keiser Frantzes Mæg-
ling, ikke give efter. Det var i disse sidste ængstlige Dage der
kom nogen Rørelse i Tropperne paa Øerne, idet Kongen, led-
saget af Landgreve Carl af Hessen og Udenrigsministeren Rosen-
krantz, den 3die Jan. tog sit Hovedqvarteer i Middelfart. Den
fiendtlige Hær sattes ved Vaabenstilstandens Udløb i Fremmarsch
mod Rendsburg og nordover indtil den 9de Januar, da Rosenkrantz
meddelte den svenske Minister Friherre af Wetterstedt, at man
var beredt til at underhandle om Fred paa den foreslaaede Ba-
sis: Norges Afstaaelse, og at Bourke snarest skulde indfinde sig
i Kiel som befuldmægtiget Gesandt. Dagen før var nemlig Kou-
reren kommen tilbage fra Keiseren af Østerrige, ledsaget af den
østerrigske Underhandler Foulon, men med det trøstesløse Svar,
at Norge ikke længer stod til at redde.
Carl Johan befandt sig ved sit Maal: Afstaaelsen af Norge,
ikke Oprettelsen af et cimbrisk Rige, som man ymtede om i Dan-
mark. En i Dansk Statstidende af 11 Juni 1813 indrykket og i
Kristiania særskilt udgiven "Meddelelse af et i Norrig indsendt
svenskt Brev", dateret Stockholm 29 April 1813, godtgjør, at
Invasionen i Hertugdømmerne var allerede i denne Hensigt be-
sluttet da den svenske Armee førtes over til Tydskland. Uvidenhed
om Fiendens Planer kan altsaa ikke have været Aarsagen til
den Uforberedthed, hvormed den danske Regjering mødte dem.
Som Forsvar derfor skulde en halv officiel Artikel i fyenske
Avis tjene, hvori der fremhævedes, at Jylland ikke stod til at
redde siden Glückstadt og Friedrichsort vare faldne, og at det
|
| d.IV,b.4,s.241 |
ogsaa kunde spøge for Øerne med første aabne Vande. Norge,
hedte det, var alene opofret for Fredens og det Heles Skyld, og
nu maatte man ikke ved Mismod i Ulykken forøge det Smerte-
lige i en Beslutning, der gav Landet Fredens Velsignelser tilbage.
Disse ere ogsaa i Forbindelse med Norges Kornforsyning fra
Jylland de Grunde, som fremhæves officielt for Afstaaelsen.
Den 11te Januar 1814 ankom Bourke til Kiel og den 14de under-
tegnede han, Wetterstedt og Thornton den mærkværdige Kieler-
traktat, i hvis 4de Artikel Kong Frederik VI afstod Norge, med
Undtagelse af Kolonilandene, til Kongen af Sverige12.
Om de Begivenheder, som nærmest foregik Kielertraktaten,
havde man i Norge kun dunkle Efterretninger. At den danske
Regjering maatte befinde sig i overordentlig Betryk, lod sig nok
mærke af de overordentlige Paalæg, som hurtigt fulgte paa hin-
anden i de sidste Maaneder af 1813, og som ikke lidet forøgede
den Priis af Lidelser, hvorfor Norge har maattet kjøbe sin Fri-
hed og blidere Fremtid. Forordningerne af 4de og 8de Septbr.,
25de Oktbr., 5te og 20de Novbr., hvorved de, der uden Tilladelse
maatte opholde sig i Udlandet, tilpligtedes dobbelte Skatter af
sine faste Ejendomme, Told og Skibsafgivter befaledes erlagte i
Sølv, Afgivter af Vareoplag, Qvæg til Forhandling og Bohave
paalagdes og Stempletpapiirstaxten forhøiedes, motiveres udtryk-
kelig af Statens Uformuenhed til at værne for sin Uafhængighed.
Imidlertid sang dog Konstituenterne af Norges private Laane- og
Diskontoindretning, ved Afskedsgjæstebudet d. 5te Januar:
"Alt lindres vor Nød, og paa Eiderens Bred
gjenvinder os Fredrik en hædrende Fred."
Aaret havde, i Forhold til den knappe Udsæd, været ret frugt-
bart; men Høsten og den usikkre Tilførsel forslog ikke til at afhjælpe
Trangen. Mindst føltes denne af Nordlandene og Finmarken, der
forsynedes fra Rusland; men Søndenfjelds viste Udskrivelsen af
et Kornlaan i Agershuus og Kristianssands Stifter til Armeen,
Anstrengelserne med Spiseindretninger og Beenkogerier for de
Fattige samt de enorme Brødpriser, at den farligste Fiende, Mange-
len, endnu stod indenfor Grændsen.
|
| d.IV,b.4,s.242 |
Uvisheden om hvad der imidlertid foregik "dernede" var ikke
den mindste Qval. Selv om Vaabenstilstanden af 15de Decb.
indeholder den officielle Tidende kun en dunkel Efterretning, og
siden intet før den 25de Januar, da en apokryfisk Forkyndelse
af Freden viste sig. I Danmark havde Regjeringens Frygt for
Offentlighed bevirket Oprettelsen af et Selskab under dens Be-
skyttelse, der skulde angive Enhver, som vovede at føre andre
Efterretninger i Munden end de Regjeringen officielt havde med-
deelt; og stod det saa til der med Folkets Kundskab om dets
egen Skjebne, kan man indsee, at Uvidenheden og Ængstligheden
maatte være endnu større, Rygternes bølgevilde Flugt end mere
sindsbevægende i Norge. Isen omspændte dets Kyster, Post-
gangen var standset, paa Havet eller i de ængstede danske Smaa-
byer fangede de enkelte Kornskippere Brudstykker af forfærdende
Nyt, hvori Carl Johan, Napoleon, Kosakker og Svensker figure-
rede som Dæmoner i en Taageverden, og de Efterretninger, som
slap ind i Kristian Frederiks Gemak kom kun ud i den Skikkelse,
han behagede at give dem.
En Samtidig13 skildrer i et Haandskrivt Tilstanden i Januar 1814
saaledes:
"Fra 5te Januar begyndte Vinteren saa alvorlig, at Haabet om
mere Tilførsel forsvandt, og nu afløste den ene Dag den anden
med falske Rygter, at fiendtlige Hære havde oversvømmet hele
Jylland, og en almindelig Frygt udbredte sig for de norske Skibe,
som ei endnu vare retournerede. Den strenge Vinter holdt Alle
i den dybeste Uvidenhed om Tingenes sande Stilling imellem
Danmark og Fastlandets Magter, hvoraf Norges Skjebne depen-
derede, indtil den 27de Jan., da Bladet Tiden begyndte med
dette glade Budskab: "Fred i Norden!" uden at kunne meddele
Fredsvilkaarene. Glæden blev stor, men private Breve fra Kri-
stiania forandrede snart den glade uventede Stemning ved at
berette, at Rygter fra Sverige fortalte forvist, at Norge var af-
staaet til Sverige ved Freden mellem Danmark og de Allierede,
som og at Oberst Rømer, Adjutant hos Kongen, havde igjennem
Sverige, i Følge med en svensk Officier, derom bragt Prindsen
Depecher. Men et tykt Slør skjulte fra denne Side Prindsens
Hemmelighed for Norge, og forat forberede Landet paa denne
Efterretning, ankom til Byerne Breve fra Stiftamtmand Thygeson,
|
| d.IV,b.4,s.243 |
hvori han opfordrer til Orden og Rolighed samt Tillid til Prindsens
Viisdom og Klogskab, og melder, at intet Officielt var indløbet, om
hvormeget der var afstaaet af Norge, samt at Prindsen var reist
til Throndhjem -- en Reise, som syntes at have til Hensigt,
saavel at udhale Tiden med Svar paa mange af Sveriges For-
dringer i Anledning af Norges Afstaaelse, som og at vinde Tid
til at raadslaae og betænke sig over Fremgangsmaaden, samt at
høre Landets Sindelag mod Svensken. Paa denne Reise bebudede
Bladet Tiden mange Udladelser af Prindsen, der saavel vidnede
om Sandheden af det Rygte, at Norge var afstaaet, som og at
det blev stadfæstet af svenske Kourerer, som idelig indløb; men
Vilkaarene eller Fredstraktaten blev ubekjendt ligeindtil midti
Februar, thi Norge var stærkt blokeret af en streng Iisvinter, og
Intet kunde komme til Folkets Kundskab uden igjennem Regje-
ringen, som erholdt Kourerer fra Danmark igjennem Sverige,
efterat Freden til Kiel var sluttet. Men alvorlige Foranstaltninger
skedte imidlertid, som hentydede paa, at Norge ei uden Modstand
overgav sig."
Kronprindsen af Sverige høitideligholdt Freden i sit Hoved-
qvarteer Kiel Søndagen den 16de Januar med stor Parade og
et Tedeum under Kanonernes Torden. To Dage efter udstedte
Frederik VI et aabent Brev, hvori Norges Aftrædelse bekjendt-
gjøres, Normændene løses fra deres Troskabsed og opfordres til
roligen at underkaste sig den nye Regjering. Med dette Brev,
Fredstraktaten og en yderligere Deklaration over de Omstændig-
heder, som havde aftvunget ham Offeret, affærdigedes da Adju-
tanten Oberstlieutenant Rømer til Norges Statholder. Stykket
selv skulde begynde; dets Helt nølede endnu kun med at lade
Teppet gaae op -- med andre Ord: Kristian Frederik holdt det
ikke raadeligt strax og reentud at meddele Nationen de Efter-
retninger, der maatte krænke den saameget. De bleve først ned-
lagte i hans danske Fortroliges Bryst, som iilsomt bleve hentede,
og man blev enig om at man maatte neutralisere Rygterne og
den første Opbrusning ved blot at give Efterretningen om Fredens
Afsluttelse tilbedste, men at lade uvidende om dens Betingelser.
Folkets Forbittrelse skulde bestikkes med Glæden især over
Freden med England og med Udsigt til Hvile for dets Træthed.
|
| d.IV,b.4,s.244 |
Redaktøren af Tiden blev kaldet og atter kaldet til Prindsen, og
efter flere strøgne Koncepter viste sig den følgende Dag, den
25de Januar, med store Typer følgende Extrablad af Tiden:
"Den mørke og for menneskelige Øine uigjennemtrængelige
Taage er splittet, og et Glimt af Solens Klarhed blænder næsten
det glade stirrende Øie.
Fred, Fred i Norden!
Dette glade Budskab, som Udgiveren er bemyndiget at kund-
gjøre, iler han her med at meddele.
I Følge aldeles paalidelige Efterretninger er Præliminærerne
for Freden til Lands og Vands afsluttede mellem Hans Majestæt
Kongen af Danmark og Norge og de allierede Magter.
Om Fredsvilkaarene kan Udgiveren Intet tilføie, da han ikke
kjender dem, og da de rimeligviis i den Skynding, hvormed dette
vigtige Budskab er bragt os, ei kunne blive fuldstændigen med-
deelte; men det faste Haab ville vi nære, at de ikke kunne
være vanærende og ikke skulle vorde ødelæggende for Danmarks,
for Norges Lyksalighed. Saa freidigen stole vi paa Gud, der er
Herrernes Herre, og paa den Kraft, der luer i begge Nationers
Bryst, at vi uden Banghed tør see Fremtiden imøde".
Men der stod noget Andet at læse i Hvermands Ansigt end
den falske Glæde i denne Proklamation. Forbittrelsens Taarer
skyllede dette Blaar væk. Tingenes sande Forhold blev hurtig
bekjendt nok, men saa hadet, at man skyede at nævne det. Det
varede ogsaa en heel Maaned, til 24de Febr., før det aabne Brev
af 18de Jan. og ligetil 10de Marts før selve Fredstraktaten officielt
blev meddeelt. Norge havde lidt for Danmark, og lidt mere end
dette; det fandt sig nu for lethen opoffret. Fortrydelse herover,
republikanske Forventninger, Mistillid til Prindsen gav sig Luft
igjennem Kristianias Intelligenzsedler,14 og istedetfor Treschows
Program og Tale paa den annoncerede Høitidelighed paa Frederik
VIs Fødselsdag, den 28de Januar, viste sig denne samme Dag
i Intelligentsedlerne og i nok et stortypet Extrablad til Tiden en
ledende Artikel, som ialfald, om den bittre Følelse over at være
|
| d.IV,b.4,s.245 |
solgt for altfor godt Kjøb ikke med Hensigt skinner igjennem
den, dog gav Fortrydelsen herover Næring.
"Saare underligen vende sig Tildragelserne paa denne Jord! Hvad
Menneskene slet beregne og troe at forudsee som uundgaaeligt,
skeer aldeles ikke, imedens de virkelige Tildragelser tit ere af
den Natur, at hvis de vare os fortalte i et Eventyr, vilde man
ansee dem for Phantasiens Spil og Drømmeværk.
Saaledes bares alle Slags Rygter til os -- ligesom paa Vindens
Vinger -- imedens Klima og Tilfælde afbrød den virkelige Kommu-
nikation. Snart vare Fienderne rykkede frem til den ene jydske
Stad, snart til den anden. Under Dag og Datum meldtes de
fiendtlige Forposters Ankomst til Aalborg. Til Slutning vare
Kosakkerne endog i Fladstrand. Beretninger manglede ikke om
et stort Slag, som var leveret imellem Kongen af Danmark og
de allierede Magter; Udfaldet var afvexlende: idag havde et
Parti seiret, imorgen et andet.
Omsider droges Teppet op. Intet af alt dette er passeret.
Paalidelige private Breve melde: "at Jylland har aldeles ikke
været betraadt af Fienden. Hs. Maj. Kongen har fra sit Hoved-
qvarteer i Fyen negocieret med de allierede Magter. Præliminær-
freden afsluttes, og efterat dette er skeet, have de allierede
Tropper strax rømmet det Slesvigske og vare i Begreb med at
forlade Holsteen. Det er høist sandsynligt, at der er forefaldet
Noget ved Rhinen eller i Holland, som har bidraget til deres saa
hastige Afmarsch didhen.
Dette Begivenhedernes uformodede Løb er et nyt Beviis paa,
hvor utidigen vi ofte baade frygte og haabe, og hvorledes vi
daarligen, liig Hjorten i Fabelen, rose vore indbildte Fordele og
dadle vort virkelige Held".
"Saa? Jylland har ikke været betraadt af Fienden? Man har
ikke vovet et Hovedslag for at redde Norge?" spurgte de Patrioter
hinanden, som inden faa Dage vare i Arbeide med selv at redde
det ved at kalde Friheden til Selvstændighedens Beskyttelse.
"Prindsen vil redde det," sagde Massen. "Han reiser idag til
Throndhjem for at opmande Folket".
|
| d.IV,b.4,s.246 |
"Forat undersøge Stemningen og hvorvidt han kan gaae",
mumlede Hine, "og forat -- -- "
" -- Lade sig krone . ."
"Tys! Gud forbyde det!"
Kristian Frederiks Reise til Throndhjem.
"Hs. Høihed Statholderen agter paa nogen Tid at foretage en
Reise til Throndhjem", var den 26de Januar bleven publiceret.
Og efterat han den 27de havde, forat afhjælpe Pengemangelen,
beordret Udstedelsen af rullerende Beviser til en Sum af 3 Mil-
lioner Rbdl., drog han i al Hast og Stilhed afsted i sin Spids-
slæde. Foran jog Generalqvarteermester Haffner, en Partisan af
en Kislaragas intime og blinde Hengivenhed, og i hans Følge be-
fandt sig ogsaa den bekjendte Reisende Grev Vargas Bedemar.
-- Først den 31te forlod han Eidsvolds Jernverk, hvor Konferenz-
raad, siden en af hans Statsraader, Karsten Anker boede, en
Mand han ligeledes i et og Alt kunde regne paa for sine personlige
Planer. Veien gik over vestre Mjøsbred. Overalt strømmede
Folket sammen forat see Landets Haab, Kantoneringerne møn-
stredes, Omegnens Embedsmænd stedtes til Kour, og til de for-
samlede Almuer faldt der mange opmuntrende, nedladende Ord.
"Hvad er det for Folk?" spurgte Prindsen om Totningsbixerne,
der stolprede frem i deres Finmutter og Vaerstøvler forat see
ham, og det forundrede ham at høre, at disse anseelige Mænd
kun vare simple Bønder. Indtrykket smeltede sammen med det
af Udsigterne over de Landets vide, velbebyggede Kjernebygder,
hvorigjennem han nu ilede med Fingerens Hurtighed over Kartet.
Og da han nu gjennemfoer Gudbrandsdalen -- "Gudskelov, der
er alt Skiftet," sagde han naar han langt borte over Sneen øinede
Rødhuerne, som overalt i Mængde stimlede sammen paa Hvile-
stederne. Ved Lillehammer, i Dalens Munding, og i Froen hilste
Præster ham i Dølernes Midte med norske Marseillaner- og
Pyrenæerhymner, og der som overalt opmuntrede han disse til
i hvad der maatte paakomme at bistaae gamle Norge med
Fædrenes Tapperhed. Foran Sinklarsmindet, og efterat have
læst Indskrivten, spurgte han Mængden, om de, liig Fædrene,
|
| d.IV,b.4,s.247 |
vilde vove Liv og Blod for Fædrelandet, og idet han pegede paa
Mindet, reciterede han Strofen:
"Ve hver en Normand, som ei bliver hed,
saa ofte han denne mon skue!"
Vejen gik paa Isen nedenunder Kringlen, hvor ogsaa Dølerne
havde forsamlet sig i den Tro, at han ikke vilde reise det be-
kjendte Mindested om deres Forfædres Sejer ubeseet forbi. Det
var mørkt da han kom; Fakler var tilrede, og saa kravlede han
da opad Uren støttet til et Par haandfaste Døler. Som han
hviler sig i den dybe Sne, humper en gammel hexerunken Kjerring
(det er intet Eventyr vi fortælle) frem med en Blæreløgt, raabende:
"lad mig faae see Prindsen! lad mig faae see Prindsen"! "Naa,
Moer, se du"! siger Denne leende. "Saa du er Kristian Frederik?"
blier Kjerringen ved, idet hun holder sin dunkle Lanterne tæt til
hans Ansigt, og mønstrer det nøje. "Vakkert Kjød og Blod! men
for vek seer du ud til at bli'e Norriges Frelsermand." Macbeths
Hexer vare ikke ominøsere.
"Almuens ensstemmige og første Ønske -- hedder det i Ind-
beretningerne om Prindsens Reise -- var stedse at erholde Bly
og Krudt forat forsvare eget Arnested og hævde Norges Selv-
stændighed. Samtlige yttrede den største Afsky for fremmed Aag
og tilsvore Troskab i Liv og Død med en Inderlighed, der for-
øgede Hs. Højheds Agt og Kjærlighed for Fjeldets djærve Søn
og hjerteligen rørte Høistsamme. Gamle og Unge stode med
Taarer i Øinene". Navnlig var det Tilfælde ved Kringlen, at
Almuen udbad sig Ammunition, hvilket ogsaa blev den tilsagt.
Paa Dovres brede Ryg viser Snehætten sig, tilsyneladende ikke
langt borte, fordi dens dominerende Gestalt hæver sig over en,
ved Snedækket endnu ensformigere, Højslette, som kun yder
skuffende Dimensioner. Dette Fjeld var dengang anseet for
Norges højeste Tinde, for dets rette Højsæde. Og didop vilde
nu Prindsen i den dybe Sne. Slæderne maatte standse, og han
begav sig atter stolprende afsted med et Par Førere under
Armen, ihvormeget man foreholdt ham det Umulige deri. Han
kom ogsaa snart tilbage efter en Afstikker, som skulde være
ligesaa forgjæves og spildt i dette Værk, dersom den samme
captatio benevolentiæ, som ogsaa skinnede igjennem dette Indfald,
ikke var et af de mest iøjnefaldende Træk i Prindsens hele
|
| d.IV,b.4,s.248 |
Virken og Tragten i Norge. Dølerne loe, men de leek det. Det
var at klappe dem paa Hjertet ligesom ved Kringlen. At have
besteget Snehætten vilde ogsaa været et ret betydningsfuldt Forspil
til den Bestigelse af de gamle Haraldiders Throne, som man har
paastaaet det var Prindsens Plan at forsøge iværksat i Thrond-
hjem. Det er paastaaet, benegtet og troet, -- fra alle Kanter
uden Beviser. Men Rygtet derom kom fra Throndhjem, og endnu
vare Prindsens nærmeste Omgivelser og Øjentjenere ikke de Ene-
ste, som delte hans Mening, at han ifølge Byrdens Ret maatte tage
Styret med al sine Fædres Enevoldsmagt. Det er ogsaa Tilfælde,
at Yttringer om at det var muligt, at Throndhjem vilde faae en
Kroning at see, undslap den Mand dersteds, samme Aften, Prind-
sen var kommen, og efter Audiens hos ham, hvem ex officio en
Hovedfunktion ved Kroningen vilde være bleven paalagt, og som
man fremdeles troer bedst af alle levende Normænd underrettet
om denne Sag.
Det er med Historien som med gamle Folk, der see og erindre
bedst langtfra. Den Tid vil derfor nok komme, da Sandheden,
der har den ene Feil at hade Kompromittationer, ogsaa vil for-
tælle hvad der forhandledes mellem Prindsen og de throndhjemske
Notabler. Indtil da -- et "Si credere fas est" saavel om Kronings-
projektet som om den smukke Historie, at en Officeer havde, som
Koureer, indhentet Prindsen paa Reisen til Throndhjem førende
med sig, foruden en streng skriftlig Ordre fra Danmark om at
efterleve Kielertraktaten, ogsaa den mundtlige, at gjøre alt forat
udhale dette til medio Novbr., da Kronprindsen af Sverige var
indviet Napoleons Skjebne og Kristian Frederik bestemt til hans
Efterfølger. Ogsaa Rygter ere, som saadanne, historiske Fakta,
om end deres Værd kun er at betegne sin Tids Ængstelser og
Fluktuationerne i dens Tanker. Og i Norge frembragte Rygter
og Suppositioner i Mangel af Efterretninger, en agiteret Spænding
i de aktivere Gemytter, som maaskee var mere egnet end disse
der kun kunde virke nedslaaende, til at afføde de senere raske
og storstilede Beslutninger paa Eidsvold. Dunkle Ahnelser og
omridsløse Forestillinger forudgaae og udfylde den Spænding,
hvorunder Qvindens Fødselsværk fuldbyrdes; og den Energi, hvor-
med det norske Folk modsatte sig Kielertraktaten og handlede
paa Eidsvold, skylder ogsaa Haabet og Sagnet om at Magterne
dog nok igrunden ikke vilde Sveriges Carl Johan det saa vel
1 tilbakeKarakteristiske Yttringer iblandt andet i Brev af 4 Jan. 1813 fra Ministeren
Wetterstedt til Adlersparre, der fra sin Ejendom Gustafsvik i Wærmland saavel-
som fra sit Feldtqvarteer stedse intriguerede i Norge for Foreningen (Hdl. r.
S. H. B. VII): "Hs K. H. Kronprindsen ønsker, at du paa ingen Maade mindsker
dine Bestræbelser i Henseende til Norge. Den Sag maa gaae iaar, uagtet alle
de Vanskeligheder, Natur og Statskunst lægger derimod. Danmark søger at
afvende Stormen ved hemmelige Forsøg." Derefter udvikles i Brevet, hvor-
ledes den dansk-norske Minister i Petersburg, Baron Blome, underrettet om
at Sverige havde 3 Traktater med Rusland, "som lovede det Norge," allerede
for en Maaned tilbage havde insinueret den svenske Minister sit Hofs Villighed
til at forene sig med de Magter, som søgte at bevare sin Handel og Selv-
stændighed."Man indsaae let, at denne Blomes Yttring (for vigtig til at til-
skrives ham personlig) alene havde til Formaal at afværge Englands og Rus-
lands offensive Deeltagelse med os imod Danmark, og derved isolere Sverige
med sine uopfyldte Forhaabninger, vække Splid imellem Danmarks Fiender
og imidlertid vinde Tid, Erfaring, Sommeren og ny Mulighed for Napoleon at
beskytte sig selv og sin danske Lydstat. Da imidlertid baade Rusland og
England altid havde fremstillet som en for den fælleds Sag fordeelagtig Om-
stændighed, at inddrage Danmark godvillig i de nordiske Magters Forbund,
besluttede Kronprindsen at benytte den danske List i Blomes Fremstilling til
at tale rent Sprog med Nordens Frederik". Paa den Fordring fra Sverige,
som nu fremsattes, om at overdrages Norge mod at beskytte Danmark med en
Armee i Tydskland og ikke at nedlægge Vaaben før en fuldstændig Erstatning
for Norge var vunden, og som ikke blev anseet med et gunstigt Øje af Keiser
Alexander, fordi den var skeet uden hans Vidende, erholdtes et Afslag, som
viste, at Kabinettet i Kjøbenhavn ikke var uvidende om, at det ikke var med
de Allieredes gode Vilje, de vilde see sine Løfter til Sverige opfyldte. Dette
var i endnu højere Grad Tilfælde med Rusland end med England, som vel
havde været mindre ødselt paa Løfter og nølet med at indrømme Sveriges
Fordring paa Norge, men som dog nu alvorligen gik ind derpaa, for engang
at see Frugter af de Guineer, det i saa mange Aar havde udsaaet i Sverige.
(Residenten Thorntons Vexler paa den engelske Regjering til Subsidier for den
svenske opløb sig 1 Juni 1813 til omtrent 365,000 £. St).
Et Brev fra Friherre Wirsén til Adlersparre af 8 April 1813 giver en Parallel
til Wetterstedts. Deri bemærkes, at man behøver al Opmærksomhed forat
"de fina och illistiga Cabinetterne icke få draga oss för långt från vårt mål,
ty då få vi aldrig Norrige." Brevskriveren omtaler Propositionen, som frem-
sattes første Gang faa Dage efter Brevets Datum, om forlods Overgivelse af
det Throndhjemske og de faste Pladser i Norge, samt at det sandsynligviis
var Kronprindsens Hensigt at overdrage Adlersparre Guvernementet og Or-
ganisationen i Norge. Men, siger Han,
"man talar om att sälja skinnet innan
man skjutit Björn." -- -- "Det återstår då ej annat än att säga: eja vore vi
der!" (Hdl. B. VI).
3 tilbakeMinisterens Broder.
4 tilbakeBeretning fra Hamborger Correspondent 25 Juni 1813 i Kristiania In-
telligenssedler 9 Juli s. A. Den er ellers i sig selv lidet troværdig, da Sveriges
Bistand maatte være de Allierede af langt større Betydenhed end Danmarks.
Den er ogsaa in originali en fransk Armeeberetning, hvis Troværdighed aldrig
var mindre end i hine Uheldsaar, gjengivet fra Hamborg, som da var under
fransk Herredømme.
5 tilbakeBil. III og IV.
6 tilbakeFra 1 Sept. 1812 til 1 Mai 1813 indførtes dog 375,104 Tdr. Korn.
7 tilbakeSaaledes af L. Mariboe i 1813.
8 tilbakeKapitain Mariboe, der, som Proponenf af en virkelig Bank, ikke var for
Surrogatet derfor, fik ved den Leilighed at mærke, at han ikke var af de
Mænd, Prindsen yndede. Efter Dennes høihjertede Appel til sit Exempel,
hviskede Mariboe nogle Betænkeligheder til sin Sidemand, som kom Prindsen
for Øre, og lod Denne, med et ublidt Sideblik, bemærke, at Den, som ikke
tegnede sig nu, kunde naturligviis ikke komme paa Valg til Direktør, hvorpaa
Mariboes Navn da maatte ud af Listerne. Forhen var passeret imellem dem,
at, da Spørgsmaal, ved Prindsens Valg til Præses i det kgl. Selskab for Norges
Vel, var bleven opkastet, om Kongens Sanktion ikke burde indhentes, havde
Mariboe, som yngste og førstvoterende Direktør, besvaret det benegtende,
hvorpaa Prindsen reiste sig og spurgte: "Anseer De det under Deres Værdighed
at tilskrive Deres Konge i den Anledning?" Voteringen faldt dog ud til Nei.
Mariboe var ellers ogsaa dengang af de uheldige Patrioter, som aldrig nyde
nogen fuldstændig Anerkjendelse. Hans Spekulation, paa offentlig Regning at
opkjøbe Sølvtøj hos Bønderne, forat sælge det i Kjøbenhavn og Hamburg,
vakte saa megen Uvilje, at hans Gave til Selskabet f. N. V. af hans eget Udbytte
af denne Handel, (de førnævnte 12,000 Rdlr.) og hans mange industriøse Fore-
tagender, navnlig Anlægget af en Fabrik til Armeens Beklædning, neppe var
tilstrækkeligt til at soutinere hans Navn som Patriot.
9 tilbakeDette er rigtigt forsaavidt begge Nationers Sprog ere Gaffelgrene af samme
Stamme, nemlig det Oldnordiske, der endnu lever i det norske Koloniland
Island. Det norske Almusprog ligner ogsaa meget det svenske, især paa Øst-
landet. Ved at benytte dets Skatte kan det norske Skrivtsprog engang naae
en høj Grad af Rigdom og Udvikling.
10 tilbakeI Falcks Staatsbürgerliches Magazin.
11 tilbakeDisse bestode mest i Jydernes Tilbud om Landstorm paa egen Bekostning.
Det blev afslaaet.
12 tilbakeSe Bil. VI.
13 tilbakeSal. Provst og Sognepræst til Tjølling J. S. Stephansen.
14 tilbakeSe de Bilagene tilføjede Opinionsyttringer. |
| FORRIGE |