HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 4. BIND: 1841 - 1843


d.IV,b.4,s.172  
NORGES KONSTITUTIONS HISTORIE
FØRSTE HEFTE
INDLEDNING

  
INDHOLD

1.
Forklarende Omstændigheder.
2. Foregaaende Yttringer av norskt Uafhængighedssind.
      Universitetssagen.
   Andre Nationalkrav.
   Konspirationer.
   Kristian Augusts Dage.
3. Kristian Frederiks Optræden i Norge.
   (Mai 1813 -- Februar 1814).
FORORD
Je voudrois bien pouvoir tout faire,
de plaire à tous et nul deplaire;
mais il n'est pas permis aux dieux --
pourquoi voudrois-je faire mieux?
            La Verité.

   Jeg overantvorder herved i mine Landsmænds og Verdens
Hænder det første Hefte af Norges Konstitutions Historie, ud-
bedende mig Overbærelse med Arbeidet, især fordi det er ny
Mark, jeg har havt at bryde i. Jeg har maattet søge andre
Efterretninger end blot trykte, og jeg er flere Landsmænd den
erkjendtligste Tak skyldig for de haandskrevne og mundtlige
Meddelelser, de have beæret mig med, og navnligen to velunder-
rettede Videnskabsmænd tillige for den velvillige Ufortrødenhed,
hvormed de have gjennemseet disse Ark. De danne en i Ud-
kastet vidløftig Bygnings Propylæer. Man vil af disse Dimensioner
see, at dertil ikke kan føjes nogen Hytte. Det følgende Hefte
skulde, efter Planen, blive ulige vidløftigere, omfattende Kon-
stitutionsværket 1814 indtil Foreningen med Sverige, og det tredie
behandle Konstitutionens Liv og Virken til et passende Punkt i
vore Dage lader sig finde, f. E. til Udgangen af næste Storthing
eller til et Resultat imidlertid maaskee maatte vise sig af Unions-
d.IV,b.4,s.173   kommitteens Forhandlinger. Fortsættelsen vil imidlertid maaskee
ikke udkomme paa nærværende Forlag, hvorom Publikum da
nærmere skal blive underrettet. Den beroer ogsaa paa den
Modtagelse, Indledningen nyder, og paa min Lyst eller Ulyst til
endnu at forøge Beviserne paa at jeg besidder en Uafhængighed,
som ikke har nogen Forbindelse med mine borgerlige og person-
lige Forhold. Maatte der da imellem de Landsmænd, som have
ondt forat begribe Muligheden heraf, om jeg skulde blive kjed
af videre Forsøg paa at overtyde dem, findes En, som i saa
Fald vilde optage dette Arbeide! Mine Materialier skulle staae
ham til Tjeneste. Jeg vil overrække ham dem, med Ønsket om
at han maa være riig og spendabel nok til at kunne arbeide et
Par Aar for omtrent Intet, viis nok til at vide, at han aldrig vil
kunne gjøre Alle tilpas, og taalmodig nok til at lade sig nøie
med Honoraret af "alle Partiers Mistanke" i Mangel af noget
andet. Kjendsgjerningen, at vort Lands Konstitution har været
frugtbar paa Velgjerninger for vort Folk, fortjener en Fremstiller;
Fremstillingen heraf og af dens Tilblivelse ved Folkets egen Kraft
bør ogsaa gjøre den norske Konstitution frugtbar for andre Na-
tioner. Denne Palme har allerede baaret modne og gyldne Frugter
i sin Top; fremmede Øjne ere fæstede derpaa, og det praktiske
Exempel er Nationernes, som Individernes, bedste Læremester.
Den norske Friheds Resultater føre ellers af sig selv, ved egne
kraftige Fingerpeg, til den Slutning, at den ogsaa maatte være
velgjørende for et Folk af omtrent lige Beskaffenhed, og indeholde
et Evangelium, som forkynder sig selv uden skreven Historie.
Formaalet for denne Propagandisme er ellers nærmest, idet den
indtegner i Folkets egen Erindring og Hjerte Maaden, hvorpaa
Friheden erhvervedes gjennem Offre og Anstrengelser, og de
Navne, som den skyldes, tillige at indpræge, at den samme Pa-
triotisme udfordres for Vedligeholdelsen, som for Erhvervelsen,
og at Nationen har i sin fri Forfatning faaet en dygtig Opdrager
af de nedarvede ædle Aands- og Karakteer-Egenskaber, som Lan-
dets ophøjede Natur har bevaret temmelig uforvanskede gjennem
de Aarhundreder, vor Saga kun har lidet at sige om.
Kristiania, Marts 1841.
Forfatteren.

d.IV,b.4,s.174  
Forklarende Omstændigheder.
Opstanden er du, Norge, af din Grav;
      Almagten vælted Stenen af dit Hjerte,
og Aand og Kraft dit døde Legem gav,
      og underfuldt sit Viisdomsraad dig lærte.
            (Et Rigsforsamlingsmedlem).

   At være eller ikke at være, var visselig ogsaa Spørgsmaalet
for Norge i 1814. Det var ogsaa Hamlet imellem Landene: thron-
baaret og ulykkeligt som Han, opoffret og beluret af falske Fræn-
der, og anseet af Verden for afsindig. Og i hvor mange af sine egne
Datids Mænd stod det ikke selv personificeret at skue, som Ham-
let, med Fingeren paa den blege Pande og Øinene vendte mod
Jorden i grublende Mønstring af egne Hjælpemidler. Og endnu,
efterat det har løst Spørgsmaalet med et Resultat, som allerede
har affødt nye Følger i flere Led, og er bleven Moder til et Exem-
pel, som truer med at omstøde Systemerne i begge de andre
Nordens Riger, ere Normændene selv oftere, end man skulde troe
om Mennesker, der ikke mangle Selvfølelse, og som saa efter-
trykkeligen og indtrængende have lært og udbredt Grundsætningen
"hjælp dig selv, saa hjælper dig Gud", sysselsatte med at spørge
sig selv om hvorledes det dog kunde gaae til, som det gik, ved
Befrielses- og Konstitutionsværket. Man erindrer, at Nationen,
idet den var den ulykkeligste med Hensyn til den Behandling, den
havde lidt, tillige var den afmægtigste og mest forladte. Aands-
bedrivten af den klareste, højtspændte Bevidsthed forekommer som
Somnambulismens Vidunderligheder; Begeistringen forvexles med
disse; og forbauset over den Lykke, Friheden har skabt, gjør man
denne Velfærdsmoders egen Fødsel mysteriøs og himmelfalden, og
glemmer at den fødtes i Norge, som den fødtes i Schweitz, Neder-
landene, Amerika og overalt, af en høist jordisk Moder: af Ulyk-
ken. Denne har en vemodig Skjønhed, som henriver Gemytterne.
Fædrelandskjærligheden var aldrig højere stemt i Norge end før
Bruddet med Danmark, der gjorde det Indtryk paa den almindelige
Klasse, som en Elskets Vanære paa Elskeren. Nationens Blod
og materielle Kræfter stode til Tjeneste. Hvorledes skulde de
aandige i denne Opbrusen ikke være vaagne og virke og afbeile
Ulykken dens første forjettende Smiil, der røbede at den kunde
d.IV,b.4,s.175   blive Lykke. Og dette var Modet til at vove Alt; og hvad Stort
har dette ikke øvet og naaet i Verden?
   Men hvorledes vi tage det, saa møder os dog atter først Spørgs-
maalet: hvorledes den norske Konstitution kunde blive til under
daværende Omstændigheder? Det er hverken tilfreds med en saa
rask Afgjørelse eller med det almindelige Svar: ja det vide vi
ikke, men nok er det, den er til, og virker godt. Dets Løsen
forud bliver da i en vis Maade nødvendig, og vil vel heller ikke
skade Indtrykket af selve Fremstillingen af Begivenheden mere,
end om vi nærme os et Architekturens Storværk med de Tabeller
i Haanden, som mathematisk demonstrere dets Udførelse.

   Visselig vi staae, med det norske Befrielsesværk for Øje, for en
af de mest rørende, overraskende og maaskee frugtbareste Be-
givenheder i Verdenshistorien. Hvad er meer rørende end Uskyl-
dighedens Lidelser? hvad meer overraskende end en god, men
magtløs, Sags Sejer? hvad frugtbarere end Exemplets over al
Verden henveirede Sæd -- Exemplets, som det norske Folk har
afgivet paa, hvor simpel en Gave dog Friheden er at behandle,
og paa at et Folk, foruden den, ligesom Marken for at grønnes,
kun behøver Lys og en Smule Fred for at see sin Lykke at frem-
blomstre? Sandelig denne Sæd er allerede over Grændsefjeldene,
og svæver svanger over de danske Sletter, og Europas Konser-
vatisme, der betragtede den norske Konstitution som et Experi-
ment af Børn i en Krog af Værelset, har i dens Følger faaet et
Argument imod sin træge Viisdom, af større Vægt, end de Lodder,
noget andet europæiskt Land har lagt i Folkefrihedens Vægtskaal.

   Norges ulykkelige Skjebne under den lange Forening med Dan-
mark var ufortjent i mere end den almindelige Forstand, at et
historiskt, individuelt og afgrændset Folk aldrig fortjener at be-
røves sin Selvstændighed og at underkastes en Afhængigheds
uudeblivelige Ulykker; den var det endnu mere ved al den Tro-
skab, Taalmodighed og Selvopoffrelse, det først, da den ikke læn-
ger kunde ydes, blev træt af at ødsle paa det stedmoderlige, utak-
nemlige Danmark, som dog endnu vovede at kræve med stumme
Læber. Og disse Dyder, der vare blevne til Nationalthemaer i
de sangrige loyale Gamledage, men nu synes vore Dages Patrioter
af endnu tvivlsommere Ærværdighed hos Fædrene, end deres
Gyldenlædersstole og andre Reliqvier, og overalt bedst at tie med,
indrentede dog Normændene en hemmelig Anerkjendelse overalt
d.IV,b.4,s.176   i Europa af Ret og en Sympathi i de nærmere Lande, og ikke
mindst i Sverige, som langtfra blev uden heldig Indflydelse paa
deres Befrielsesværk. Historiens ædle Kjerne, som den blotter
for ethvert ufordærvet Øje, at intet sandt moralskt Godt sporløst
forsvinder, intet af himmelsk Oprindelse nedgraves saa dybt, at
det ikke spirer op igjen, viste sig ogsaa her. Strømmene af norskt
Blod og Guld vare ikke flydte ganske forgjæves. Norges politiske
Feil imod sig selv vare private Dyder, som jo ikke negtes Agtelse
selv af dem, der ikke gjøre sig nogen Samvittighed af at bedrage
dem. Landet var blevet bekjendt ved sine Lidelser og ved Rygtet
om dets Folks dydige og kraftige Karakteer; Europa, forsaavidt
det kjendte denne sin egen Hjørnesteen, havde ondt af det, og
fandt det ikke saa ude af sin Orden, om den fiirskaarne, trohjer-
tede Tjener endelig blev kjed af sin Junkers Utaknemlighed, som
han saa ofte var gaaen i Ilden for, og endelig fandt det for grovt,
at lade sig bortspille som en russisk Livegen, benyttede sig af
Leiligheden, og satte sig ned som selvstændig Borger. Norge slap
ud som en Politikens, en Aarhundredernes Kaspar Hauser; en
sympathisk Medlidenhed, liig den, som nys gjennemløb Europa
for dette ulykkelige Individ, greb de ædlere Statsmænd; og der
er kun liden Tvivl om, at de samme Følelser talte i Carl Johans
Hjerte, som i 1814 fyldte "the Stars, the Couriers, the National-
Intelligenzers" o. fl. anseede engelske Journalers Spalter med Op-
raab for Norge og i Underhuus og Overhuus opløftede de verdens-
berømte Statsmænd Wynne's, Mackintosh's, Lambton's, White-
bread's, Ponsonby's, John Russel's, Wilberforce's, og de kongelige
Hertuger af Sussex's, og Gloucester's, Grey's, Holland's, Grenvil-
le's, Wentworth's, Stanhope's, Lauderdale's og de øvrige prote-
sterende Lorders og Parlamentsmedlemmers ædle Røster for at
bringe Ministrene til at "fraraade de øvrige Magter den grusomme
Uretfærdighed, at undertvinge det redelige og uskyldige Folk i
Norge."1
d.IV,b.4,s.177      Ethvert i Nød bestedt Folk paakalder Nationernes Sympathi,
og appellerer til et gammelt Krav paa deres Agtelse. Den er
heller ikke, selv vaabenløs, uden Kraft; Polens Krig fortsættes
endnu ved Sympathien. Den fandt sig engang tiltalt af Norges
fortvivlede Stilling paa Randen af Tilintetgjørelsen efter Aarhun-
dreder af Ulykke; den skal give mig Ret i, at jeg kalder Historien
om Norges Lykkes, dets Konstitutions, Fødsel og Liv "rørende",
som en Frelsers født i Elendighed; og jeg fremmaner disse Erin-
dringer som en forudindtagen Helsebod for Menneskehjertet mod
de Bitterheder af en giftig Politik, det i det følgende vil blive
rækket Smagen af, og fordi de dog ogsaa bidrage noget til at løse
det Spørgsmaal, som senere har bryd Verden: hvorledes Norge
kunde beholde sin Konstitution under de Omstændigheder, den
blev til i, og maatte prøve sine første, vaklende Skridt i? Denne
Tingenes Gang har oftere end noget bibelsk Afsnit om Underne
i det udkaarne Folks Historie bragt Guds Navn paa vantroe Læber,
og man hører oftere, og har læst tusinde Gange, Spørgsmaalet
besvaret kort og godt og beskedent med: Guds umiddelbare Sty-
relse,2) eller med det ikke dybsindigere, at Lykken er bedre end
Forstanden. Men der er, som berørt, et Spørgsmaal involveret
i hiint, som ikke lader sig besvare saa kort, men som dog først
3
d.IV,b.4,s.178   maa forudskikkes Historien om Konstitutionens Tilblivelse; og det
er dette: hvorledes en saadan Konstitution, som den norske er
erkjendt for, og har viist sig at være, kunde blive til i et saadant
Folk, som det Norske dengang var: saa lidet, saa adspredt, saa
afsondret, saa fremmed for Verdensbegivenhederne, saa medtaget,
saa uvant til at raade og handle selv, saa tilsidesat i Oplysnings-
henseende? Dette har mest opvakt Verdens Forundring, og mest
den Deels af Verden, som kjendte Norge bedst. Dog har den kjendt
det lidet, og gjør det endnu, skjøndt Konstitutionen ogsaa i denne
Henseende har gjort Underværker. Fra Danmark af har man
hørt dette Spørgsmaal ligesaa kort og bestemt som hiint løst
med -- Kristian Frederiks Styrelse; Kristian Frederik, denne
Mand af Dannelse, Kundskaber og Liberalitet, var i Norge, --
der er den norske Konstitutions, den norske Friheds og Selvstæn-
digheds, den norske Lykkes Fader udlagt.
   Men lader denne Opløsning sig soutenere, siden en af Kristian
Frederiks første Tilkjendegivelser ifra den danske Throne er at
lade haant om denne Ære, der kun skulde være Ophavsmandens
til et "Hastværksprodukt"? Det var dog ellers at komme for let
Kjøb til Washingtons Stjerner, til Bolivars udødelige Palmer. Kri-
stian Frederiks største Ære er, at han veed, hvor tunge de ere
at vinde; og dette giver ham en Broderpart i Udskiftningen af
Hæderen for Værket, og Ret til at see Spørgsmaalet opkastet, om
hvilken Deel Han og hvilken Deel Folket har deri. Historien, der
er ligesaa riig som Naturen paa Materie til Religiøsitet, har sine
blinde Redskaber for den højere Styrelse, sine nominelle Kourant-
storheder med paaskreven Værdi (Valuta derfor af Naade mod-
tagen indtil videre) men som den naturligviis siden reducerer, og
sine uvilkaarlige Betydenheder, ligesom Leermassen, der, om en
Fidias gik forbi, kunde blive Model til en Timoleons-Staty, lige-
som Canovas Smørklump blev til en Løve. Og dette er ogsaa
en Storhed, da den herligste Storheds Apotheose er at have været
et ret iøinefaldende Gudsredskab; eller om det ikke er en Stor-
hed, saa er det dog uimodsigelig en Berømthed. Mange sandt
"store" Mennesker maa lade sig nøie med mindre.

   Imellem de Momenter, som forklare Sagens Gang, og navnlig
Befrielsesværkets foreløbige Mechanik, er Kristian Frederiks Per-
sonlighed fremragende som et Koncentrerings-Punkt for Nationens
Viljer og Kræfter. Datids særdeles udtrykssvulmende, versfulde
d.IV,b.4,s.179   Journalistik, ja selv Rigsforsamlingen i sin Takadresse, betegner
ham endog ligefrem og under mange billedlige Udtryk som en
Frelser fra "Anarkiet og dets Rædsler". Men med Hensyn til
Spørgsmaalet om Muligheden af, at en saa fortrinlig Konstitution
kunde fremgaae af et Folk som hiin forvirrede og ulykkelige Tids
norske, kommer Han endnu mindre i Betragtning end hans anden
Forgjænger, Kristian August, om hvem der vil blive adskilligt at
sige i denne Henseende. Thi der spirede meget i 1814, som blev
saaet i Aarene 8 og 9, og hans Indflydelse paa den politiske Tro
og Aand hos de oplyste, siden paa Eidsvold handlende, Normænd
drog ikke med ham til Sverrig og i Graven. Kristian Frederik
har, foruden hint foreløbigen Administrative, af Konstitutionsvær-
ket kun Fortjenesten af sin Passivitet under dets Gang. Og nogen
Indblanden vilde baade forstyrret Harmonien med Rigsforsamlingen
og hans Fornøjelser. Det hedte at skynde sig, og -- Norge à
tout prix, d. e.: selv med Konstitutionen. Og denne Priis blev
staaende, selv da der blev To om Budet: Han og den galliske
Helt, som lagde Brennus's Lod i Vægtskaalen. Forsaavidt altsaa,
at han lod Rigsforsamlingen uforstyrret benytte sin Tid, og at den
dog ikke fik et fuldkomnere Arbeid istand end Grundloven af
17de Mai, som endog efter sin senere Modifikation har været
paaviist Mangler, eller fordi den ikke, ved at tage sig bedre Tid,
undgik disse, kan Hs. danske Majestæt, for sit Vedkommende,
benævne denne Grundlov et Hastværksprodukt.4
   Men da Verden ikke har fundet, at den besidder de mislige Egen-
skaber, som karakterisere et saadant, men meget mere har været til-
bøjelig til at holde den for godt og forsvarligt Arbeide, især med Hen-
syn til den korte Tid, og da den har forundret sig over at den kunde
blive som den blev, maa der opstilles en mere tilfredsstillende
Forklaring over dette Fænomen, end Hs. M. Kristian Frederiks
Nærværelse dengang i Norge, hvor lidet tilfældig og uberoende
af de Omstændigheder, som fremkaldte Norges Afstaaelse, den
end var. Hiint "Hvorledes" finder da sit Svar i dette Saaledes:

d.IV,b.4,s.180      1. Normændene vare langtfra uforberedte paa Uafhængigheden.
Eidsvoldgrundlovens første Paragraf var forlængst indgravet i
mangfoldige tænksomme Mænds Hjerter. Den samme Erkjen-
delse, disse vare komne til ad renere Motiver og mere detalljeret
Kundskab om Fædrelandets slette Behandling, tilvejebragte Trykket
af den danske, Norges Handel, Sjøfart og Tilførsel opoffrende Po-
litik siden 1807 hos Mængden og navnlig i Borgerklassen. Men En-
kelte tænkte ikke blot paa Uafhængigheden, men videre frem; thi

   2. Normændene vare heller ikke uforberedte paa Friheden. Det
viste sig ved Repræsentanternes første Sammentrædelse, at man
var enig om Principerne for Grundloven. Sorenskriver Kristian
Magnus Falsen,
der udkastede disse, medbragte ogsaa til Rigs-
forsamlingen et "Udkast til en Konstitution for Kongeriget Norge",
som blev af væsentlig Indflydelse paa Grundloven og lettede
dens Udarbeidelse.5 Det samme gjorde ogsaa Repræsentanterne
Weidemann fra Oplandet, Wergeland fra Kristiansand, og maaskee
Flere. Allerede i næste Nummer af det officielle Blad "Tiden"
efter Afstaaelsens Publikation udsættes af et Samfund Patrioter
en betydelig, kort efter forøget, Præmie for en "Afhandling om
den bedste Regjeringsform for Norge"; tillaans forlanges "alle frie
Landes Konstitutioner og Bemærkninger derover" samt "Adam's
defence of the republican government"; og en "Journal for Rigs-
forfatning og Lovgivning" annonceres. En Mængde Udkast ind-
kom ogsaa, som godtgjorde, at Nationen var mere besjelet af, og
modtagelig for, konstitutionelle Ideer, og besad flere Mænd af
politisk Indsigt, end man kunde vente.6

   3. Rigsforsamlingen gjorde Grundloven og Kongevalget til eneste
Gjenstande for sine Forhandlinger. Den var virksom, enig i
Grundsætninger, og iagttog al den Simplifikation i Forhand-
lingernes Gang, som kunde føre den til Maalet. Dette var: saa
snart og godt, som muligt, at give Norge en Statsforfatning og
selvstændig Stilling imod Udlandet. At Rigsforsamlingen, skjøndt
vistnok i Besiddelse af Myndigheden dertil, negtede sig at under-
d.IV,b.4,s.181   søge hvorvidt dens Værk lod sig vedligeholde og forsvare, og
til den Ende selv at lede Underhandlingerne med de Magter,
som vilde forbyde Nationen enhver Selvstændighedshandling, er
bleven til en af disse himmelske Fingre, der greb ind i Norges
Skjebne. Thi deri var Lykken, som ofte kaster sin Kjærlighed
paa den beskedne Resignation, bedre end Forstanden. Men klart
er det, at denne Idrætternes Koncentration paa Hovedværket,
at "reise gamle Norge paa egne Been," som Folket kaldte det,
og kalder endnu den politiske Idee, som det elsker meest, som
Moderen sit døde Barn, virkede til at det blev saa godt som
det blev. Folket længtes efter, af sine Repræsentanter at høre
den realiseret. Disse havde i vild Mark af en naturlig Blok, et
Oldtidens Heidsiviaminde, udarbeidet og reist et Frihedens Gude-
billede; de overlode nu til Folket og Kongen at give det Stade
og at udhugge Skoven omkring det, for at det kunde tage sig
ud i Verdens Øine. Og enten fandt dens Magter, at det stod
saa afsides, at det ikke kunde fortrylle ret Mange, eller Himlen,
at det var for skjønt til at ødelægges.
   4. Rigsforsamlingen manglede ikke Mænd af overordnet Talent,
Energi og politisk Indsigt,
som vidste hvad de vilde, og vilde
hvad de vidste. Disse Drivhjul gik meer uhindrede af Middel-
maadighedens og Ostentationens Indblandinger, end sædvanlig i
debatterende Forsamlinger og især hvor, som i denne konsti-
tuerende, Projekter høre hjemme.

   5. Rigsforsamlingen var ogsaa i den Henseende udmærket i sin
Sammensætning, at den bestod af Mænd, der Alle med Hensyn
til Viljen vare udadlelige.
Og Lysten driver Værket; og dette
hindredes selv ikke af Meningsforskjellen, om hvad der var den
bedste Patriotisme. De vare Alle Patrioter, opløftede af samme
andagtsrene Vilje, da de første Gang saae hinanden i Guds Huus,
slagne af samme Elektricitet, da de i "Rigssalen" knyttede Broder-
kjæden til Afsked. Denne Borgeraand, saavelsom det heldige
Valg af udmærkede Personligheder, neutraliserede ogsaa det
Farlige i den væbnede Magts Repræsentation -- en Forholds-
regel af Prindsregenten, som ikke gik ubemærket og upaaanket hen.

   6. Rigsforsamlingen kunde handle uforstyrret. Den betog sig
selv i sin ensomme Retirée den nedslaaende og adspredende
Paavirkning af Udsigterne ad Udlandet til og ind i Fremtiden;
og den Indflydelse, Prindsregenten søgte at vinde paa Rigsfor-
d.IV,b.4,s.182   handlingen gjennem Enkelte af dens Høvdinger, blev af disse
tilbageviist med en Fiinhed, der lignede den, hvormed han afstod
fra hine Forsøg.
   7. Rigsforsamlingen kunde være vis paa Folkets Bifald og Med-
hold.
Og Dette er mere end enhver konstituerende Forsamling
har kunnet sige. Det norske Folk betragtede ikke dens Fore-
tagende som noget ganske Nyt og Fremmed, men mere som en
Restauration, som en restitutio in integrum af det gamle indre
Forhold, af Oldets Folkefrihed. Dettes Minder vare ikke uddøde;
flere af dets Institutioner havde holdt sig i en nogenlunde Virksom-
hed; ingen Demokratisme kunde komme paa Papiret uventet,
som en uberegnet Benefice, eller med nogen Frygt for at blive
ilde forstaaet og brugt af Snorros, til personlig og borgerlig
Uafhængighed vante, odelsbaarne, sindige Læsere. Denne for
en demokratisk Forfatning saa svangre Bund i Folkets Hjerter
var i store Strøg, selv ind i Oplandene, men især i Byerne,
ikke bleven uden Paavirkning af Tidsalderens og navnlig den
franske Revolutions Aand. Den var baade kjendt og følt. Enhver
Forandring maatte desuden være et Folk velkommen, der havde
lidt saameget, og forud kjøbt Friheden saa dyrt, som det norske.
Selv de sløvere Gemytter, der kun have Følelse for materielle
Grunde, vare saaledes modtagelige for res novæ. Ikke saa Faa
af de mere Oplyste havde med fuld Bevidsthed næret Tanker
om at see Saadant istandbragt allerede nogle Aar forud; og det
vidtudstrakte "Selskab for Norges Vel" havde tilvejebragt en
Eenhed i politisk Tro, en Opinionsstyrke, som dannede et godt
Rygstød for Rigsforsamlingen. Hvilken moralsk Sikkerhed denne
Tilstand i Folkets Aand maatte give Rigsforsamlingens Fore-
tagender, er let at indsee.

   8. Prindsregentens Nærværelse, i det passende Forhold til Rigs-
forsamlingen, hvori han med megen Takt vidste idet Hele at holde
sig, gav ikke alene Rigsforsamlingen en politisk Holdning, men
bidrog ogsaa til at regulere og paaskynde dens Værk. Hans Valg
var som selvskrevet fordi man behøvede det som Indsegl paa
Konstitutionen, til Iværksættelse af dens første Grundsætning og
Paragraf. En decideret Stilling maatte tages mod Sverrig, hvis
Fordringer blev meer og mere paatrængende; Kongens Nær-
værelse var nødvendig paa andre Steder i Riget; derfor kunde
d.IV,b.4,s.183   ikke Valget opsættes længe, og først maatte da Konstitutionen
være færdig.
   Denne af Nødvendigheden paabudne Hast lod sig gjerne, saa
underligt det end synes, opføre som en 9de Forklaringsgrund
over hvorledes den norske Konstitution kunde blive saaledes
som den blev. Man har idetmindste hørt nogen Vægt lagt paa
denne tvungne Inspiration, der vistnok ogsaa betager endeel
unyttige Debatter Pusterummet. Men ligesaa vist, som at en
friere og ædlere belivede den ærværdige Forsamling, er det
ogsaa, at Tidens Knaphed havde en saa betydelig Deel i den
Arbeidsomhed, den Simplicitet og afdeelte Orden i Forhand-
lingerne, som paaskyndede disses Gang saa særdeles, at de
Mangler, den har ladet oversee, ere taalelige for det øvrige
Istandbragtes Skyld. Rigsforsamlingen lignede i disse Henseender
de napoleonske Soldater paa Overgangen over Alperne: de
Stærkeste spændte sig villig for Kanonerne, og alle de Andre
skjød efter; Ingen holdt sig tilbage; der var ingen Hvile før
Marengotordnerne vare paa Højden. Og det er nok den rette
Maade, ikke, for en Rems Skyld at standse et saadant Tog,
naar "det gaaer."

   Og Værket gik de gjæve Normænd fra Haanden saa godt, at
ingen Nationalforsamling, ingen Kortes eller Junta har gjort det
bedre. Men det bedste var dog, at de ikke blot rammede den
konstitutionelle Theori saa nær dens Idealitet, som hidtil nogen-
sinde, men just denne Folkets aandige og gemytlige Beqvemhed
til at modtage og øjebliklig uden Forrykkelse at anvende den,
som giver politiske Institutioner deres egentlige Garanti, en, der
er stærkere end de saakaldte Europas Magters. Svenske For-
fattere have oftere udtrykt Dette med, at den norske Konstitution
er som "skapadt och gjutit" for det norske Folk. Og i denne
Mening kunde Konstituenterne skilles ad med Pavels's Ord om
Eidsvoldsværket:

           "Det er fuldbragt! med Haab og Mod
                 vi fremad see og smile."

   Det Sidste gjorde rigtignok ikke Alle.
d.IV,b.4,s.184  
Foregaaende Yttringer af norskt Uafhængighedssind.
Hvor var du, gamle Norges Folk,
mens 4 Sekler svunde?
(Sang i "Norske Brødres Klub" 22 Mai 1814)

   Dette er ogsaa et Spørgsmaal, som først maa klares, før de
moralske og nationale Elementer, der affødte den norske Konstitu-
tion, kunne stille sig i nogen Heelhed forøje. Denne har ogsaa
nogle dybere historiske Rødder, som sænke sig i foregaaende
Aarhundreder langt henunder Fædrenejorden. Men den vilde
være et aldeles uforklarligt Fænomen, om et Friheds-og Uaf-
hængighedssind, der saa hurtig fremtryllede den til Liv og Virken,
selv var en ligesaa pludselig Fremvæxt, og kun at datere fra
Kielertraktatens Publikation i Norge. Men Historien er ligesaa
regelbunden som den fysiske Natur, dens Begivenheder ere ikke
isolerede, dens Epoker blot Konseqvenzers Kulminationer. Lige-
saavist som at Primlerne og Anemonerne, der gjennemvirke
Grønsværsteppet, som det norske Foraar med saa overraskende
Hurtighed udruller over de mosbrune Bakker, have under Sneen
havt sine Rødder gjemte fra forrige Aar, og hverken ere ned-
regnede fra Aprilskyerne eller saaede af de første Maistraaler,
ligesaavist har enhver overraskende Begivenhed sine Rødder til-
bage i Tiden under henfarne Slægters Grave.
   Den norske Konstitutions Basis er Folkets fra Fædrene arvede
Friheds og Fædrelandssind; den Luft, hvori den rækker sin Ege-
krone op, er en Nationalitet, hvis fornemste Ejendommelighed
er en varm, nervøs Livlighed, hvori hverken Svenske eller Danske
komme Normændene nær. Disse Egenskaber gjorde netop, saa
modstridigt det end synes, det norske Folk saa loyalt og taal-
modigt igjennem Afhængighedens Aarhundreder. Det havde for-
megen Følelse af at være et Kjernefolk af saa uforgjængelig
Nationalitet som Trækkene i Landets Fysiognomi, besad formange
Arveklenodier fra Frihedsoldet, formegen Selvfølelse, der gik til
Indbildning om sig selv og stundom blev smigret, og Trykket,
der laae over det Hele, blev for lidet følt af den Enkelte, til at
Folkets Masse kunde troe, at der egentlig var nogen Fare paa-
færde for gamle Norges Ære og Selvstændighed. I fuldt Brug
af et Nationalsprog, inde i de dybe ensomme Dale, hvor Intet
d.IV,b.4,s.185   krænkede Fædrenes Sæder, deelte ikke dette Folk af Odelsmænd
de enkelte oplyste Patrioters Ængstelse og Uvilje over det stedse
dybere synkende Tryk af det danske Despoti. Det frygtede i
sin fysiske Selvfølelse ikke mere for denne Indtrængen af danske
Embedsmænd, end en Bonde frygter for at hans Hest skal synke,
fordi nogle Myg har sat sig paa den; og det danske Skrivtsprogs
Indtrængen forekom det ikke farligere eller betydningsfuldere,
end lidt Søndenblæst i Mundingen af Dalen. Afsondret fra den
blandede Befolkning i Byerne langs Kysten, betragtede det den,
som sig lidet vedkommende, og tænkte sig fremdeles i det
gamle direkte, fortrolige Forhold til Unionskongen, som til de
gamle Konger, der maatte beile til Kofternes Valg og Bevaagenhed.
Det var for denne Idee, for Normannakonning, saadan som det
tænkte sig ham, og for gamle Norge, Folket greb saa gjerne til
Vaaben; Danmark var det ligesaa ligegyldigt som dets og Al-
verdens Politik var det ubekjendt. At Landets Overskud gik til
Danmark, vidste det enten ikke, eller bekymrede det kun lidet,7
saalænge Ingen ændsede dets Sølvkander og øvrige Tilbehør til
dets originale Sæder. Det hedte jo, det gik i Kongens Kasse,
og saa var alt vel ifølge hiin Tro om hans egentlige Forhold til
det, og ifølge den generøse Ødselhed, som er et Nationaltræk
hos dette Bondefolk. Dette er den berømte norske Loyalitet,
som holdt Foreningen med Danmark saa længe sammen. Den
var brustet forlængst, havde denne Folkets Kjerne blot ahnet,
at dets Troskab blev bedragen, og at Fædrelandet, langtfra at
være i de bedste Hænder, blev forraadt under Judaskys -- dette
Fædreland, som det elskede fanatisk som Kong Harald sin døde
Snefrid, og som ganske havde afpræget sin Natur i Folkets
næsten sydlandsk livlige og dog nordisk dybe, malmgedigne,
tungsindige Karakteer.
   Men hvor nær falder nu ikke denne Gamledages Loyalitet,
som Nutiden kalder Pudeltroskab, og som heller ikke forekom
Norges politiske Seere synderlig agtværdig, sammen med Friheds-
d.IV,b.4,s.186   og Fædrelandssindet? Dettes største Feil og største Dyd var
denne Nationalitetens Intensitet, denne Følelse af egen indre
Styrke, som lod den norske Odelsmand, under Landets mest
nedværdigede Tilstand, ryste sine brede Skuldre af Latter over
Enhver, som turde tvivle om at gamle Norge var saa selvstændigt
som nogensinde. Og i denne Vildfarelse laae dog den Sandhed,
at det Norske dog altid var reddet i Norge -- en Fortjeneste,
hvori Landets Beliggenhed ogsaa har Deel. Denne Nationalitet
betragtede Regjeringen, efter forgjæves at have søgt at trænge
sine Fingre ind i dens Masse, omsider som en Kugle, man maatte
lade ligge, hvor den rullede hen ved sin egen Tyngde. Den blev,
hvor den ikke traadte frem hos Individer, der stode udenfor den
egentlige Masse, hos Folket behandlet med samme Artighed, som
den enkelte Bonde, der, naar han havde noget at klage, uden
videre tog sin Skræppe paa Nakken og vandrede den lille Vej
ned til Kongen, "han Far," i Kjøbenhavn. Embeder var alt hvad
Regjeringen vovede at give de danske Adelsmænd; Odels- og
Aasædes-Retten, som vistnok har bevaret adskilligt Jordegods
fra at falde i disses Hænder, vovede den ikke at betage Folket,
fast at det lykkedes at indskrænke den noget ved hvert Attentat
derpaa. Regjeringens Frygt for en almindelig Opstand i Norge
røbede sig i dens Eftergivenhed for de partielle, hvor enkelte
Distrikter enten reiste sig imod udsugende danske Lehnsherrer
og deres Fogder eller imod selve Regjeringens Foretagender.
Og af saadanne Opstande er den norske Almuhistorie ikke saa
sjelden gjennemvævet, fra Thelebøndernes Nederlag af paa de
fremmede Bergfolk, Regjeringen under Kristian III sendte ind
imellem dem, Thrøndernes og Nedenæsingernes Reisninger imod
sine Lehnsherrer under Frederik II, Urolighederne under Frede-
rik III, navnlig Rasmus Mickelbustas Opstand i Bergens Stift og
Romsdalen, hvor "Budstikken blev opskaaren" imod Udskrivningen
og Embedsmændene, den Opsætsighed, Hannibal Sehested i sine
Breve fra 1645 klager over, til Bergenhusingernes Oprør 1762 i
Anledning af Extraskatten og de saakaldte Lofthusiske Uroligheder
i 1786, der strakte sig hele den gamle Agdeside over til dybt
ind i Thelemarken. De norske Matrosers og Garders Opstand
i Kjøbenhavn mod Foretagender af den Struenseeske Regjering
vise, at denne nationale Selvfølelse heller ikke frygtede forat
gjøre sig gjældende der under Magtens Øjne. Dette Træk i
d.IV,b.4,s.187   Folkets Karakteer var ogsaa erkjendt og respekteret af Regjeringen,
som var glad ved, dog altid at finde det forenet med den gamle
politiske Uskyldighed.8 Men ogsaa denne kunde falde, efterat
have smagt af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt. Og saa-
danne Frugter blev den allerede rakt i 1657 under den svenske
Karl X Gustafs Angreb paa Rigerne i den svenske Feldtmarskalk
Douglas' Proklamation og i det saakaldte "Æsculapii fortrolige
Brev til Normændene," som det hedder, oversat fra Norsk paa
Svensk, uagtet det vel er rimeligere, at dette Flyveskrift, der, i
sin Fremstilling af Norges Opoffrelse af den danske Politik og
af den Emancipation, som bødes det af Sverrig, ganske er et
Pendant til Proklamationerne i 1808 og 14, fra først af er fra
det svenske Kabinet. Denne naive Ubændighed var derfor ikke
d.IV,b.4,s.188   elsket med lige Oprigtighed af Regjeringen endog da naar den
bruste over for alene at skaffe Denne Ære. Den blev betragtet
som en Foss, der er udsat for regelløs Væxt, som man kun tør
slippe varsomt paa sin egen Mølle, og som man maa takke Gud
for saalænge den holder sig inden Skranken. Hine Proklamationer,
der manede Fædrenes Hæder frem, og virkelig vare egnede til
at aabne Almuens Øjne, bleve da bestridte i Kontraproklamationer
fra Statholderskabet og ved idelig at kildre det, med saamegen
Statskløgt engang vakte, Nationalhad til nye Seneknytninger. Men
naar saa disse begyndte, og de stærke Arme kom i Bevægelse,
blev den onde Samvittighed i Kjøbenhavn bange, og den norske
Almue blev betragtet med Mistænkelighed og fik Utak i samme
Forhold, som den havde været enthusiastisk i at forsvare Landet.
Dette fremlyser klart af Biskop i Agershuus Stift Bartholomæus
Deichmans
Forsvarskrift for de Norske,9 tilskrevet K. Frederik IV
i 1724, da Thelebønderne, medens den største Deel af Armeen
var i Danmark og det materielle Forsvarsvæsen var i den sletteste
Tilstand, tvang sin Foged til at føre dem mod Fienden under
Carl XIIs Indfald, skjøndt Krigsstyret allerede havde krævet af
hver fuld Gaard i Riget den overordentlige Præstation af tre
Soldater. Men hvilket "ei blev holdt raadeligt."
   Disse partielle, upolitiske Opstande10 og Kraftyttringer have for
Udviklingen af det senere Folkeliv i Norge dog kun Betydningen
af, at de vise, at de kraftige Forfædres Hjerter aldrig vare ud-
d.IV,b.4,s.189   slukte under Kofterne, at der altid levede en Kjerne af Energi
inden den norske Almue, som forjettede det hele Folk, at Fri-
hedens Krone baade kunde og engang vilde slaae ud af den
gamle, vanrøgtede Stamme, ligesaavist som man aldrig skal op-
give Haabet om disse afqvistede Asketræer, der synes at have
arvet en Udødelighed af Ygdrasil. Disse Træk af Folkehistorien
tilhøre dog især kun Sagnet og Fremstillingen af Nationalkarakteren,
og staae i altfor løs Forbindelse med den almindelige Befrielses
Historie til at der, uagtet de sprede sig videre om og nær ind-
under vore Tider, kan lægges mere Betydning deri, end i den
norske Adels og Geistligheds Dødskampe imod Unionspolitiken
i dennes første Tider. Vare hine Træk for spredte Rodtrævler,
strække disse Rødder til den Emancipation, en retfærdig Fremtid
fuldbyrdede, sig for langt hen under Olaf Engelbrektsons Kastel-
ruiner, Herluf Hyttefads Steile og Knut Alfsons aabne Grav.
De ere ogsaa blevne afhuggede fra Stammen, man ikke kunde
faae Bugt med, fra hint Folkeliv inden Almuen, der altid var og
er Norges ejendommelige Styrke, skjøndt denne -- hvad der
fremdeles er Spor af i nogle Ætter i Landets Indre -- vistnok
af de Adelsgrene, som under Forfølgelsen forenede sig med den,
modtog en Imprægnation af den Selvstændighedsaand, som havde
bragt Ætternes Høvdinger paa Skafottet. Uden denne National-
vunde, der blødede stærkt og blødede ganske ifølge samme
Politik, som dikterede Stockholmsblodbadet, skulde Norge mere
end blot sandsyndligviis have været uafhængigt for Aarhundreder
siden. Men om den norske Bondestand da var bleven hvad
den blev til under sin ensomme Selvoverladtheds Opfostring, der
i den har et bedre Resultatet at opvise end selve den svenske,
rigtbevægede Frihed, det er et Spørgsmaal.
   Det er ogsaa for Nærværende overflødigt. De Uafhængigheds-
yttringer, som kunne siges at vedkomme Befrielses- og Konsti-
tutionsværket, maae i Aand og Princip være beslægtede med
dette, og heller ikke for langt ude, som Almuernes enten egoistiske
eller krigerske Kraftyttringer, eller for langt henne, som Aristo-
kratiets ulykkelige Anstrengelser. Det er omtrent 100 Aar til-
bage vi kunne forfølge disse Yttringer af norskt Friheds- og Uaf-
hængighedssind, som, engang affødte, siden aldrig døde. Stundom
vel forsvindende med Individet, som nærte dem, vise de sig atter
snart voxende som Nordlysene, indtil den store Sejer, da ogsaa
d.IV,b.4,s.190   hiin, i Følelsen af sin egen uantastelige Kjernestyrke rolige, Almue
fik Øinene op, og bifaldt med sit marvfulde Haandtag de mere
oplyste Landsmænds Foretagender. I denne Klasse, Embeds- og
Videnskabsmændenes, er det vi, som naturligt, see de fleste Øine
aabne for Fædrelandets Stilling. Allerede hint Biskop i Agers-
huus og Konferentsraad Bartholomæus Deichmans Forsvarsskrivt
maa i denne Henseende bemærkes, og derimellem, at han be-
grunder sin Troværdighed med at han var Dansk fød. Men han
forsvarer især Almuen, som intet Forsvar behøvede, denne stærke,
blinde, uskyldige Hødur, som ikke kjendte sin egen Kraft, mens
der virkelig paa samme Tid fandt en Utilfredshed Sted inden
Embedsklasserne, som mere kunde fortjene Regjeringens Frygt,
om de havde været mindre afsondrede fra Folkets Masse, end
de vare, og, ifølge dennes prædominerende Afsluttethed i sig
selv, altid have været. Saa gjennemstukken som Embedsklassen
var med Regjeringens danske Kreaturer, maatte Misnøjet vistnok
kun være spredt; den paafaldende Avind, som fulgte norsk For-
tjeneste, ja som ikke engang undlod at aande over Peder Wessels
nye adelige "Tordenskjold," irriterede vel kun Individer især;
men desmere udbredt virkede Misgrebene ved Regjeringexperi-
mentet med en ny Matrikel efter dansk Tilsnit og Coupet med
Kirkernes Salg.11 Dette var idetmindste ganske egnet til at give
Almuerne, med eller uden Geistlighedernes Hjælp, Materie til
Eftertanke, og siden den Tid, sad der ogsaa en Torn i mangen
Bondes og Præstemands Hjerte. Men ogsaa her var Regelen
gjennemført: "divide & impera!" Interesserne vare deelte; Kjøberne
og al deres Slægt, saalangt Ledene kunde øjnes og anticiperes,
vare naturlige Understøttere af dette følelige Ran fra Folket eller
ialfald fra Staten; det gik som i Frankrige ved de Emigreredes
Godsers Salg og Restitution, og Massen af Proletarier, som er
d.IV,b.4,s.191   ligegyldig for Alt uden for Priserne paa Korn og Salt, fandt alt
i sin Orden. Odelsfolket i hvis Hjertekamre en Rojalisme, som
Vendéens, og en Uafhængighedsfølelse, som Schweitzernes, boede
fredelig ved Siden af hinanden, ræsonnerede sig til, at det dog
var Staten, Norge, alma mater, som tog Kirkerne, ligesom senere
Almindingerne fra Almuerne12 og fra Geistligheden Præstebordsgodset,
siden det dog var Kongen, dens ideale Personifikation,
som gjorde det. Og saa var Alt i sin Orden ogsaa for dem.
   Med Hensyn til Forfatterens Personlighed har det Deichmanske
Forsvarskrivt ligesaa liden Betydning for vor Sag som den af-
satte Amtmand P. Juels Projekt et Aarstid iforvejen, at spille
først Grønland og de øvrige norske Tilliggelser og derpaa det
nordlige Norge i Hænderne paa Czaren af Rusland eller hans
Frænde Hertugen af Holstein, der siden, som præsumtiv Konge
i Sverige, skulde forene begge. Deichman var et Stykke af en
Mazarin, som saae og elskede Norge med danskt Øje og Hjerte,
og havde egoistiske Grunde til sin retfærdige Apologi; Juel,
hadende den Konge, som Deichman stod og faldt med, henreves
i sine Planer af saaret Egenkjærlighed til Skafottet.13 Dog baserede
han dem for sine to svenske, i russisk og holsteinsk Tjeneste
staaende, Medkonspiranter ogsaa paa sin og andre Normænds
Misnøje med Fædrelandets Tilstand og Stilling; og ligesom de
deichmanske Papirer godtgjøre, at der var Grund nok til saadan
Stemning, saa fremlyser det af de Juelske, at den ogsaa fandt
Sted. Der var da ogsaa under Tommeskruerne og de spanske
Støvler Spørgsmaal nok efter disse norske "Malkontenter"; og
endelig, under en skjærpet Tortur, man var grusom nok at lade
Juel undergaae samme Dag, Dommen (Haandsafhuggelse og Steile)
var forkyndt, pinte man ud, at Justitiarius i Overhofretten Hans
Blixencrone
i 1718, med de Ord: "jeg er en gammel Mand, De
en ung og af stor Forstand; nu er der Tid og Leilighed til at
tjene Fædrelandet," havde villet antyde Bearbeidelsen til en Over-
d.IV,b.4,s.192   gang til Sverig -- at Kongen maatte tage sig i Agt for fødte Nor-
mænd og fremfor alt ikke give dem Magistraturer i de norske
Stæder. Navnlig angav Synderen, foruden en throndhjemsk Stu-
dent Kjelstrup, som undkom, og sandsynligviis da til Rusland, Ju-
stitsraad Abraham Dreyer og Præsident Hans Collin i Throndhjem
som Personer, om hvem han vel intet Specielt vidste, men som
dog "ingen gode Patrioter vare af Danmark og havde et stort
Svogerskab." Forresten var det blot "en Indbildning om Norges
Misfornøjelse, som næsten alle Svensker, der ere af nogen Stand,
gjøre sig."14 "
Als hiernächst -- slutte det piinlige Forhørs Exe-
kutorer --
Inqvisitus sich wegen der ausgestandenen Schmerz
excusirte, dasz er sich anitzo zur Stunde nicht alles erinneren
könnte, und worauf er zu leben und zu sterben gedachte etc.,
so ist dieser Inqvisitions-Actus hiemit geschlossen worden."
   Ogsaa i det i 1739 oprettede saakaldte "sorte Kompagnies"15 Ten-
denz, at benytte Landets Naturrigdomme ved Anlæg af Fabriker
o. s. v., fremskinne nogle Glimt af den Aand, vi søge, men spar-
somt som Guldkornene i de eidsvoldske Miner. Disse Foreta-
gender vise dog en patriotisk Omtanke, som ikke kan have været
uden de vemodige Drømme om hvad Fædrelandet maatte lide og
kunde blive til, som foregaae og siden klarnede saameget før den
almindelige Opvaagnen. Men i de fremmede Entreprenørers og
i Regjeringens Deeltagelse var der neppe mere Hjerte end i de
engelske eller spanske Spekulationer paa Kolonierne. Alligevel
udviklede disse Forsøg, hvis største Kapital var den Eftertanke
og Interesse for noget Større, end det blot Private, og den Dri-
stighed i Spekulationer, som de vakte, en Slags Almeenaand og
Begreber om hvormeget der vindes ved Kræfternes og Viljernes
Forening. Og af denne udgik igjen de flere Landhuusholdnings-
selskaber,
som dannede sig i anden Halvdeel af det forrige Aar-
hundrede efter Danmarks og maaskee ligesaameget Sverigs Exemp-
ler, og som, med al sin Materialisme, dog lod Øinene af og til
streife udenfor Rødningerne ind paa Nationalærens og Frihedens
saa øde Fædrenemarker, hvorover Tidsalderens Oplysning alle-
rede dagede. De vare Ventiler, hvorigjennem den beklemte Pa-
triotisme gav sig Luft.

d.IV,b.4,s.193      Denne Materialitet er netop Broen, som fører over til de Tids-
strøg, som ere gjennemvævede af Træk af den samme, højere be-
vidste Patriotisme, hvis Storværk disse Blade skulle skildre. Og
idet den i sin første Vaagnen først og fremst famlende greb efter
aandige Goder, vandt den et Krav paa politiske, som det var
meer end ædelmodigt at tilkjøbe sig ved yderligere Opoffrelser,
og som hører til dem Himlen optegner, fordi de ere nødvendige.
Omvendt maatte Oplysning, dens Kilde inden Landets Omraade,
og politisk Frihed afføde hinanden, i hvem af dem, der først kom
i Folkets Magt. Og da Folkets Masse var tilfreds med sin ejen-
dommelige Frihed, og de videnskabelig Lærte vare de eneste
aktive Borgere, men isolerede og overladte til eget Valg i hvad
Retning deres bedre Sands skulde virke for Fædrelandet, var det
rimeligt, at friere Adgang til Oplysning blev stillet øverst imellem
de almene Krav. Staden Leiden havde, som bekjendt, Valget
imellem Skattefrihed og en Højskole, og valgte denne sig til Ære
og Amindelse; Norge havde vel intet tilbudt, men kun et selv-
kaaret, Valg; men det havde et Krav og mange Lidelser at be-
grunde det med; det havde mange Krav, og valgte det, som gjorde
det meest Ære. I et halvt Aarhundrede krævede det intet andet
end en Højskole, og søgte at kjøbe denne Retfærdighed med
exempelløs Opoffrelse af sin Velfærd, indtil Negtelsen var nærved
at afføde den samme Emancipation, som engang maatte være
bleven Følgen af dens Indrømmelse. Det maa være klart, og er
indrømmet selv af en talentfuld Forsvarer af en, under billigere
Forhold, fortsat Forening, at en kraftfuld Nation, som den Norske,
der, med sit langt ringere Folketal, havde paa lidt nær en ligesaa
talrig Armee og ligesaa stærk en Handelsflaade som Danmark
med Hertugdømmerne16, kun behøvede Berørelsen af Oplysningens
Prometheusild for at komme til fuld Bevidsthed af sin egen Kraft
og Ret.

   Allerede af en Supplik fra Studenterne til Frederik III efter
d.IV,b.4,s.194   Krigen med Sverige fremlyser Savnet af et norskt Universitet af
en Artikel, hvori "de norske Studenter, eftersom Norge beviser
lige Lydighed mod Danmark, og Danske udi Norge forfremmes
endog til de højeste Bestillinger, begjære, at af deres Nation
maatte herefter nogle visse Professores konstitueres, som dem især
herefter kan patrocinere og i Nød undsætte, ikke paatvivlende,
at, naar dem hertil gives Sperance, de jo sig herefter gjøre dyg-
tige." Men først et Aarhundrede efter fremsættes Ideen om et
norskt Universitet af Historikeren, Kammerherre Peter Frederik
Suhm,
fød Dansk, men gift til Trondhjem, i "Throndhjemske Sam-
linger af Philaletho (Suhm) B. 1. 1761." I en Afhandling "om Vi-
denskaber" siger Han: "Det er klart af alt det hidindtil Sagte, at
intet Land i Europa er i slettere Omstændigheder i Henseende
til Videnskabers Fremvæxt og Udbredelse, end vort, da vi ei engang
have et Universitet." Og siden, omendskjønt der intet blev skrevet
udtrykkeligt derom i de følgende ti Aar før Trykkefrihedsperioden,
holdt Ideen sig som Ilden i sin Aske. Udbredt i Landet, næredes
den især i Skjødet af det af P. F. Suhm og Normændene, Histo-
rikeren Gerhard Schøning og Biskop Johan Ernst Gunnerus stiftede
"Throndhjemske Selskab", som 1767 blev ophøjet til det kgl. norske
Videnskabers Selskab,
og fortjener at bemærkes imellem de norske
Emancipationsfænomener ved den Uafhængighed, det forskaffede
den indenlandske literære Virksomhed, hvis Frembringelser det
opbevarede i sine Skrivter. Det første Bind deraf udkom allerede
1760.
   Ved Struensees Ophævelse af Censuren, den saakaldte Trykke-
frihedsperiode, frembrød Ideen pludselig i Publikum i Lagmand
Ove Gjerlev Meyers "En Normands Undersøgelse, hvorvidt de
Aarsager kan gjælde, der anføres som Hindringer for et norskt
Akademies Oprettelse. Kbhvn 1771," hvoraf man kan see, at
Spørgsmaalet imidlertid levende har sysselsat Publikum og Regje-
ringen. Diskussionen blev nu Skrivtvexel, og Universitetssagen
udgjør Hovedmassen i den egne Literatur af norske Klageskrivter,
som begyndte at danne sig. Imellem dem fra Trykkefrihedens
Hvedebrødsaar kan nævnes Præsten Graves "en norsk Hyrdes
Indtagelse i et Bjerg", hvori med djærv Patriotisme skildres hvad
Norge kunde blive til, En "Normands Besvarelse paa nogle nyere
Indvendinger imod et Akademies Oprettelse" (nemlig Jakob Ba-
dens
og Philodani Ove Høegh Guldbergs), Suhms Afhandling
d.IV,b.4,s.195   "om Oekonomien, særdeles Norges, med et Tillæg om et Akademie
i Norge," Philonorvagi (Amtmand Even Hammers) velmente Tan-
ker, Philodano-Norvagi (Gustaf Strømboe's paa Kjørbo) oprigtige
Tanker, Chnia. 1771" o. fl.
   Nedkaldt om Høsten samme Aar ifølge Struensees Kabinetsordre,
forat afgive Betænkning om en Reorganisation af det højere Un-
derviisningsvæsen, og navnlig af Universitetet i Kjøbenhavn, fandt
Gunnerus sig ogsaa, ifølge det Punkt i Kommissoriet: "om ikke
Sorøes Akademies Midler kunde, endog efter Holbergs præsu-
merede Ønske, anvendes til et Universitet i Norge?" og efter
udtrykkelige Opfordringer fra Nationen, beføjet til ogsaa at frem-
sætte en Plan til Oprettelsen deraf, "wie -- siger han -- ich mit
allen Norwegern herzlich und inbrünstig wünsche und hoffe."

   "Gjæringen i Lærefaget (skriver Tauber) har neppe nogensinde
i en kortere Tid været stærkere, end da Gunnerus efter en Ge-
heimekabinetsordre var draget herned fra Norge for at sætte
Underviisningsvæsenet paa en bedre Fod. Det var ikke Naturens
skjulte Virksomhed i dens hemmeligste Værksted og forborgneste
Løngange, men en til lys Lue frembrudt og længe dulgt Varme af
Patriotisme hos den norske Nation især, der saae ud til at vorde
en fortærende Ildebrand. Hele Pakker Breve indløb fra alle Kanter
i Norge hver Postdag til Gunnerus, Norges Skyfsengel,
med An-
modninger om at skaffe Norge et Universitet, og Anviisninger til
et Fond. Det skulde være et besynderligt Uheld, om denne af
fuldt Bryst af Gunnerus forfattede Plan til et norskt Akademies
Oprettelse ingensteds skulde findes i offentlige og private Gjem-
mer." Denne Yttring af Tauber, siger Nyerup i sin Skildring af
Tilstanden i Danmark og Norge o. s. v. 3 B. 2 D., sigter til det
underlige Mørke, som hvilede over denne Sag i Aarene 1793 -- 95,
da et norskt Universitet igjen var Dagens Orden. Saa ubekjendt
var Gunnerus's Plan, at da Dr. Møller i Porsgrund lod et Ord falde
om dens Tilværelse, yttrede selv en Baden i Universitetsjournalen
sin Forundring over denne Nyhed. Afskrivt deraf ejede dog Bi-
skop Irgens i Bergen. Den af Gunnerus gjennemtrukne og be-
seglede Original gjemmes i det danske Kancellies Archiv, med
Opskrivt: "Allerunterthänigster Vorschlag und Plan zur Errichtung
einer Uniwersitet in Norwegen," og bestaaer af 9 Paragrafer.
Deri besvarer han ogsaa den Indvending, at "Politiken kræver,
at de norske Studenter besøge det kjøbenhavnske Universitet," og
d.IV,b.4,s.196   foreslaaer Kristianssand som det beqvemmeste Sted. Men med
Struensee faldt Sagen Maanedsdag efter Planens Indleverelse. I
Norske Intelligenzsedler for 1772, Nr. 37, findes nogle Udbrud
af norsk Patriotisme, underskrevne v. Westen, og spørges deri-
blandt andet: "hvor blev af den norske Bank?" Dette var ogsaa
et Folkeønske, der gav sig Luft gjennem flere Nr. af samme Blad,
hvori heller ikke Universitetet blev forglemt. I Nr. 50 staaer halv-
anden Side aaben, hvor da sandsynligviis noget altfor Patriotisk
er blevet strøget. Og i Nr. 51 findes "efter Stiftets -- Stiftamt-
mandens -- Ordre" indført en Bekjendtgjørelse om, at Kongen
( Guldberg, Enkedronningen & Comp.) "med yderste Mishag og
Foragt har erfaret de for de brave norske Undersaatters Troskab
fornærmelige Rygter, som visse Fremmede imod Staten og dem
Ildesindede have indført i udenlandske Aviser og ellers paa mange
andre Maader søgt at udsprede." Paa nær nogle Henpegninger
af Wilse i 1777 og af en Thorstensen i 1786 indtræder dog nu en
Taushed ligetil 1788, som dels lader sig forklare af den fra aandige
Savn distraherende Tilfredshed, som Handelens Blomstring under
de mange Fredsaar udbredte, og af Aanden i det Guldbergske
Ministerium. Det var ikke at komme til Philodanus med saadanne
Planer. Han, som vilde drive Norges Danisering indtil at Navnet
"Norsk" skulde forsvinde, kunde ikke anvise et Forslag, der var
saa farligt for hans Amalgamationsplaner som det om et norskt
Universitet, nogen anden Plads end bagerst i Rækken af denne
projektrige Tids mangfoldige, der bare Præget af en vaagnende
norsk Uafhængighedsaand.
   Og Nordahl Bruns Sang
"For Norge, Kjæmpers Fødeland,"

havde allerede tonet; og i Linjerne:

           "Saa Vaagne vi vel op engang,
           og bryde Lænker, Baand og Tvang."
           -- --
           "Hver ærlig Norsk, som Lænker brød,
           skal evig hædret være.
           Den vrede Livvagts Vaabenbrag
           forklarte trolig Norges Sag."
           Hver ærlig Norsk o. s. v."

. . i disse Linier var der en Efterklang, som zittrede Normændene
gjennem Hjerterne og den danske Regjering gjennem Samvittig-
1  tilbakeBladet "Tiden" 102. 103. 106.&bmbrk;1814. Earl Grey anmærkede i Overhuset 10de Mai "at
endog i et paa Tildragelser saa rigt Tidspunkt, og midtimellem saa talrige og
overordentlige Forandringer, som vare nu ved at endes til Europas Rolighed,
tvivlede han meget, om Deres Herligheder nogensinde vare indkaldte til at om-
handle en Gjenstand af større Vigtighed i Grunden, end den, han bad om Til-
ladelse til at anbefale deres Agtpaagivenhed. Lærereglerne om Tro og Love,
om moralsk og politisk Retfærdighed, den offentlige Lov og Fortolkningen af Trak-
tater -- alt det ere DD. HH. nu indkaldte at tage i Overveielse inden de til-

2
  tilbakeSal. Ordspr, 21, 1. Ps. 185, 14. Dette til en Bestyrkelse.

kjendegive deres Dom om Ministrenes Fremgangsmaade imod Norge, inden de
bestemme dette Lands og Folks Tilstand -- et Folk, som ikke har gjort os nogen
Uret, som alene var os bekjendt for dets Kjærlighed til Fædrelandet, for dets
Flittighed(?), for dets Dyder, og som altid har viist Tilbøielighed til at vedlige-
holde venskabeligt Samqvem med den britiske Nation." Wynne's Foredrag og
Proposition i Underhuset, 12te Mai 1814, om at dette i en Adresse skulde an-
holde om Prindsregentens Intervention til Fordeel for Norge, er ganske i samme
Aand og Tone. Selv Modparten Canning henreves til at yttre, at "der var ingen
Priis, han jo vilde betale for at være befriet for den Forpligtelse, der tvinger
ham til at krænke Norges Rettighed til at modsætte sig Afstaaelsen" -- en Yt-
tring, som, efter Moniteuren, hvorfra vi have denne Beretning, vakte "høje Skrig:
"hør!" fra Oppositionen. I Underhuset erklærede 71 sig for Wynnes Forslag.
Kl 1 om Natten endtes disse Debatter -- et vigtigt Klokkeslag for Norge, som
vi senere skulle see. I Overhuset protesterede 11 Lorder mod Majoritetens
Beslutning, at fortolke Traktaten med Sverrig som Forpligtelse til at tvinge Norge.
Cfr. Cursory remarks on the meditated attack on Norway, comprising strictures
on Mad. de Stael-Holsteins Appeal to the nations of Europe, with some histo-
rical and statistical fragments relating to Norway. Lond. 2. Edit. Oversat af
P. Fasting, Kristiania, 1814, under Titel: "En Stemme fra England o. s. v. især
om Norges Afstaaelse."

4
  tilbakeDette Udtryk er begjærligen arriperet i det, tydeligt nok af en Svensk
skrevne, men fra Engelsk paa Svensk oversatte, Modskrift mod Skotten Samuel
Laings bekjendte Reise i Sverrige. Hs. M. har ellers senere, under sin første
Eriksgata igjennem Jylland og Hertugdømmerne, ved Besvarelsen af en af de
mange Addresser, udtrykkeligen fralagt sig Æren af at være "den berømte
norske Konstitutions Skaber."

5
  tilbakeDet er Vildfarelse, at daværende Privatsekretær hos Kristian Frederik, nu-
værende Etatsraad Adler, hvis Navn findes først paa Titelen af dette Udkast,
har større Deel deri, end Forfattelsen af "Indledningen" dertil.

6
  tilbakeFra Kjøbenhavn, hvorfra de allermindst paalidelige Efterretninger gjennem
Pariser-Moniteuren o. fl. udbredtes, hedte det endog, at Rigsforsamlingen talte
et ultrademokratisk, jakobinsk Parti i sit Skjød. Individer af denne Tro findes
ogsaa i Rusland, og i Norge manglede de heller ikke.

7
  tilbake
Datids offentlige Kontrol var særdeles nærsynt. I 1814 erfoer man først,
og da inden Nationalforsamlingen, at der fra Zahlkassen i Kristiania, blot for
de to sydlige Stifters Vedkommende, Aar om andet nedsendtes af Overskudet
6 - 8 Tdr. Guld, og Stiftsamtskriverne i Bergen og Trondhjem remitterede des-
foruden direkte. Disse Angivelser bleve ogsaa benyttede imod den Anskuelse
af Landets Impotents, Grev Wedel søgte at gjøre gjældende paa Rigsforsamlingen.

8
  tilbake
Sognepræst, Prof. Wilse, siger i sin Karakteristik af den norske Almue:
"Saadanne personelle Karakterer (med en ædel Stolthed af sit eget Individ)
findes som oftest i den norske Bondestand." Og Nyerup i sine Efterretninger
om Frederik III: "Hvad ellers angaaer dette Decennium 1661 - 70, da frembyde
de norske Tegnelser for bemeldte Aaringer en Gjenstand, som man sjelden
sporer i de danske. Det er Uroligheder blandt Almuen. Grunden til denne
Forskjellighed maa naturligviis tildeels søges i den forskjellige Gemytsart hos
den ene Nation fremfor hos den anden. Den danske Almue dengang var dorsk
og døsig, af Herremændene samt Herremændenes Forpagtere og Forvaltere,
Fogeder og Ladefogeder, Skytter og Hundedrenge saa mishandlet og forkuet,
at den ikke torde kny. "Bønderne i Danmark, siger derfor Durell i Suhms
Saml. 2 B., sidde stille hen og vide hverken af værre eller bedre at sige."
Derfor saa faa urolige Bevægelser blandt den danske Almue. Tænker man sig
derimod de norske Odelsbønder -- hvilken anden Menneskerace end en sjel-
landsk trællende Fæstebonde! Hine havde Følelse af Frihed og Menneskeværd.
Det er begribeligt, at disse saaledes organiserte Hoveder ikke sjelden kan have
havt nogen Anledning til Misnøje og yttret Mistillid til den Deel af de saa-
kaldte conditionerte Medborgere, som de ansaae for uretfærdige Rovfugle og
sande Plageaander." I det besynderlige gamle norske Klageskrift "Den norske
Sou"
forekommer ogsaa følgende: "Udi Folket er endnu noget af den gamle
Dyd, Manddom og Styrke, saa det skulde vel staae bi og stride for deres
Herre og Fædreland, dersom det kunde dagligen see ham og fornemme hans
Naade og Affection imod dennem; og er det ikke aldeles forundrendes, at
Almuen er noget uvillig til at forsvare sin Herre, som de enten sjelden eller
aldrig faae at see." Det turde dog nok være, at denne Kongens og et Hofs
Fraværelse ikke har været uden Indflydelse paa Almuens Uafhængighedsfølelse.
Hvorledes dette Karakteertræk er erkjendt saaes nylig i den danske Kriminalist
Prokurator Langes Archiv, hvor han karakteriserer en Klient ved at han ikke
lignede sine Lige inden den danske Bondestand, men at han i Uafhængigheds-
følelse og Mandighed havde mere tilfælleds med den norske Odelsbonde.

9
  tilbake
"Med største Forundring, ja sensibleste Bekymring, har jeg ved min Nær-
værelse paa dette Sted (Kbhvn.) maattet erfare de ligesaa ugrundede som
ubillige og uskjønsomme Tanker, som Adskillige baade selv have fattet sig, og
til Andre vil udsprede om den Norske Nations Beskaffenhed og Undersaatternes
i Deres Majestæts Rige Norge allerunderdanigste Devotion, Zele og Troskab
imod deres Souveraine, ligesom den ikke skulde være aldeles paalidelig og
tilforladelig, ei heller man paa dem, som retsindige Patriotet og Undersaatter,
kunde fidere, men dem mere som Egennyttige, Vankelmodige, Ubestandige og
altid Misfornøjede kunde ansee. Det har givet mig Anledning til at tage mig
den allerunderd. Frihed, at forestille D. M. den Zele, Idee og rette Tanke, som
redelige, retsindige og fornuftige Kongens Tjenere baade bør have og forsvare
om de norske Undersaatters sande og tilforladelige Troskab mod deres Souve-
raine, om deres patriotiske Nidkjærheds fermeté à toutes épreuves, som de
udi sidste Krig, fremfor alle Nationer i Verden, have beteet." O. s. v. i det
deichmanske Forsvars-
eller rettere Klageskrivt.

10
  tilbake
"Quelques brouillons" (Hs. M. Kong Carl Johans Brev af 3 April 1824 til
H. K. H. Kronprinds Oskar som Norges Vicekonge).

11
  tilbake
I begge disse Foretagender havde Deichman en Hovedandeel. Det hedder
i hans haandskrevne Levnetsbeskrivelse: "Nu blev udspredt, at Matrikulen
vilde gjøre Nationen misfornøiet, nu fremkom Assessor Ryssel med mange
Angivelser over store Embedsmænd og om forestaaende Revolter etc., især
om den norske Statholder Wibe, om Biskop Deichman og mange Flere, og
han forestillede den norske Nation som upaalidelig. Dette var Aarsag til den
Apologie, som Deichman skrev for den norske Nation." At den ogsaa var en
medvirkende til hans Fald ved Kristian VIs Thronbestigelse, især forsaavidt
den ogsaa djærvt paaankede Norges Forsømmelse d. e. det uforandrede Re-
gjeringssystem, er ogsaa rimeligt.

12
  tilbake
Allerede foreslaaet af Deichman.

13
  tilbake
I et Memorial til Fred IV bruger Juel denne Yttring: "Lad mig ikke søge
mit Brød udi et fremmed Land, hvor det for mere end 1
1/2 Aar har staaet
mig rede. Tiderne ere omskiftelige, og en Flue kan undertiden inkommodere."
Med dette fremmede Land mener Juel Sverige efter et temmelig løst Forslag
fra en krigsfangen svensk Baron, at gaae i dette Lands Tjeneste. J. maa allerede
da have yttret sig utilfreds.

14
  tilbake
Allerede i de Gørtziske Underhandlinger paa Aalandsøerne omhandledes
at Sverige, uhindret af Rusland, skulde erobre Norge.

15
  tilbake
Fordi det gav sig af med Tjærebrænding, Beegkogning o. a. sodede Bestillinger.

16
  tilbake
Etatsraad, Digteren Pram. I sit Manuskript: "Kan og bør Norge, skilt fra
Danmark, danne sig til en særskilt Stat?" hvori han forsvarer Muligheden heraf,
men, in subsidium, en Fortsættelse af den danske Forening fremfor en med
Sverige, angiver han Forholdet ved dens Brud saaledes:
Norge. Befolk. (1801): 882,849. Armee: 34,858. Skibe (1805): 1239 med 71,456
Læsters Drægtighed og 10,241 Mand.
Danmark og Hertugd. Befolk.: 1,530,195. Armee: 39,776. Skibe: 1290, med
64,311 Læster og 9,426 Mand.
FORRIGE
NESTE