| d.IV,b.4,s.78 |
kjøbe Mad, og da undlod Foged og Sorenskriver ikke at tale til dem om hvor ilde de havde gjort og at raade dem til at gaae hver til sit. Men Enkelte som Samlede bleve de ved sit, at de vilde se den originale kgl. Ordre til Lofthuus's Arrest, og at han først maatte dømmes. Tirsdag den 5te Decbr. om Morgenen kom Afsendingerne til- bage faa Timer før Major Juells Compagni rykkede ind i Lille- sand for at holde Forsamlingen paa Lofthuus i Ave, medens Major Pfluegs dækkede Arendal og Capt. Bjørns ligeledes var bragt paa Benene. Øvrigheden lod straks Stiftsbefalingsmandens Svar- skrivelse til Almuen oplæse ved Lensmanden med to opnævnte Vid- ner, hvorpaa den udbad sig Betænkningstid, og kort efter ved et Bud Gjenpart deraf. Efter nogle Timers Forløb krævede Fogden atter Svar, men man var endnu ikke bleven enig. Men om Mid- dagen hørtes den anrykkende Major Juells Trommer, hvorpaa den Lofthusiske Skare, 40 Mand stærk, rykkede frem et lidet Stykke fra Compagniet, og gav Øvrigheden, som nu gik hen imellem dem, det Svar, at de ingenlunde vilde udlevere Lofthuus, men at de nu vilde indgaae den forlangte Caution. Da de imidlertid befandtes alle at være af Raabygdelaget og Øvre Tellemarken, gjorde Fogden Vanskeligheder, forlangende, at idetmindste Nogle af Cautioni- sterne skulde være af Vestre Molands, og de nærmeste Sogne, der kunde have noget Tilsyn med Lofthuus. "Aa ham tage vi med os", svarede Nottof Throndtvedt, "ellers gjøre vi det ikke". "Og jeg har lovet Cautionisterne at skaffe ham frem, naar forlanges", lagde Gullof Riise af Øiestad til. Men da de selv i Øieblikket ikke kunde give Forklaring om hvor Loft- huus var, som de ikke vilde have seet siden Dagen iforveien om Morgenen, bleve Underhandlingerne afbrudte, og de Fyrgetyve begave sig tilbage did, for at faae Lofthuus tilstede inden de skrev under, samt for at skaffe nogle Medcautionister fra Omegnen. Men om Aftenen kom to Bønder fra Øiestad, Torgjus Riise og Lars Furre, ned fra Lofthuus og berettede, at de ikke havde kun- net finde Lofthuus, og at Resten af Forsamlingen vilde opløse sig. Og virkelig om Aftenen trak Fjeldbønderne afsted hjem igjen, rimeligviis fordi Skræppen var tom; og vist er det, at, naar det er Tilfældet, er tusinde Mand mindre farlige end halvhundrede, naar de ikke have besluttet sig til at tage for sig med Magt eller |
| d.IV,b.4,s.79 |
at plyndre. Blot at give Tid, bare en Time eller to efter at den skrækkelige Opdagelse er gjort, og de Tusinde ville adspredes hurtigere end Solen trækker Dug og med Vinden feier Tidsel- skjægget henover Markerne. Er Priimostæsken tom og Slut med Lefsen, saa Farvel Ole, Nottof, Tarjer, Knud og Allesammen! Fogden antog, at der om Aftenen den 5te kun befandt sig omtrent 30 Mand tilbage paa Lofthuus, og da man ikke hørte noget til Bønderne indtil Onsdag Formiddag den 6te, besluttede de to Øvrighedspersoner at tage op til Lofthuus under militair Bedækning, for endelig at bringe Cautionen istand. De forefandt der en Snees Mand, alle af Nedenæss, hvorimellem 4 forekom dem vederheftige nok til at kunne antages og bøde paa de Andre. Men heller ikke denne Gang blev der noget af Underhandlingerne. Fogden forkyndte den fraværende Lofthuus Arrest i Kongens Navn, hvortil Bønderne svarede, at de maatte finde saadan Frem- færd underlig og ulovlig, da de vare underrettede om at Lofthuus var forundt Leide til Kjøbenhavn. Fogden og Sorenskriveren gik da tilbage til Lillesand, efter at have lyst Lofthuus fredløs, for- kyndt det enhver tro Undersaats Pligt at være behjælpelig med hans Paagribelse, og leveret fra sig et Udkast til Cautionen, saaledes som de vilde tage den god, og de vare alt i Baaden, da Torgjus Riise indhentede dem med Budskab om at 10 Mænd nu vare blevne enige om at undertegne Cautionen imod et Beviis for hvor lang Tid Lofthuus derefter maatte være fri. Øvrighedspersonerne begave sig da strax op i Stedets Herberg, og der skeede da i tilkaldte Vidners Nærværelse Udvexlingen af de ti Almuesmænds Caution og af Øvrighedens Sikkerhedsbrev for Lofthuus, begge saalydende: I. "I Anledning af den os fra Hs. Høivelbaarenhed Hr. Kammer- herreog Stiftsbefalingsmand d'Adeler under 14de d. M., ved Hr. Krigsraad og Foged Dahl samt Hr. Sorenskriver Finne, paa vor Ansøgning om at Christian Jensen Lofthuus maatte befries for Arrest, meddeelte Resolution saalydende: "At naar 10 a 12 af de bedste Bønder giver DHrr. Foged Dahl "og Sorenskriver Finne deres skriftlige Caution for Christian "Jensen Lofthuus's Tilstedeblivelse, og at intet mere Opløb "iblandt Almuen skal foretages, samt at enhver i Stilhed og Rolig- |
| d.IV,b.4,s.80 |
"hed forføier sig til sit Hjem, maa han, indtil Hs. kgl. Majestæts "allernaadigste Resolution bliver indhentet, for Arrest være be- "friet; og saafremt denne allerhøieste Resolution skulle gaae "derhen, at Christian Jensen Lofthuus skal arresteres, da skal "Cautionisterne være forbundne til selv at indlevere ham her "til Christianssand" er det vi samtlige Underskrevne, een for Alle og alle for Een, indgaaer som Cautionister for Christian Jensen Lofthuus, og for- binder os i alle Dele at opfylde foreskrevne Resolution. Lillesand den 6te Decbr. 1786. Torjus Omundsen. Tellef Knudsen. Rasmus Olsen Riisholth. Thor Andersen. Aanon Jørgensen. Halvor Jacobsen Thorvolth. Gullof Erichsen. Knud Halvorsen. Halvor Klemetsen. Jørgen Danielsen. II. "Da Torjus Omundsen Riise, osv., efter Stiftets Resolution af 4de d. M., have indgaaet skriftlig Caution af Dags Dato for Christian Jensen Lofthuus's Tilstedeblivelse, og at han intet mere Sammenløb blandt Almuen skal stifte, samt at de skal aflevere ham i Arrest i Christianssand, saafremt Hs. kgl. Maj. fremdeles resolverer at han skal forvares og fængsles. Saa er det vi herved tilstaae, at Christian Lofthuus, indtil saadan høikongelig Resolution ankommer, og saaledes 5 Uger fra Dato skal være fri for Justitiens Paagribelse og Arrest paa sin Person, dog maa han intet ulovligt foretage sig. Lillesand den 6te Decbr. 1786. Dahl. Finne. in fidem Dahl." Dette var det store lofthusiske Opløb, som satte Christianssands Stifts Byer i Beleiringstilstand. Bønderne droge tilbage i Flokke som de vare komne, og det vakte da ny Skræk i Christianssand, saa følgende, med umaadelige Typer trykte, Placat viste sig samme Dag, som de sidste Bønder forlod Lofthuus og Lillesand, slentrende hjemad med Efterretningen om, at de dog havde tiltvunget sin Helt saa lang en Sikkerhedsfrist, at nyt Leide fra Kjøbenhavn lod sig erhverve. |
| d.IV,b.4,s.81 |
"Placat. Da den Foranstaltning er føyet, at alle og enhver, som ankommer til Christianssand strax skal anmelde sig ved Hovedvagten; saa bliver herved til alle og enhvers Efterretning bekjendtgjort, at ingen maa understaae sig med Baade at anlægge til nogen Side af Byen, forinden de først have meldt sig ved Fæstningen, naar de komme østen fra, og de som anlægge paa den vestre Side af Byen, melde sig ved det paa Rehden liggende Vagtskib, som fører Flag paa Fortoppen, fra hvilket de erholde et Tegn, som strax ved Ankomsten til Byen bliver forevist een af Stads-Capitainerne Hr. Raadmand Niels Moe eller Hr. Daniel Isaachsen. Enhver som paa anden Maade ankommer til Byen, maa vente strax at blive anholdt og til Hovedvagten henbragt. Christianssand den 6te December 1786. F. v. Dietrichson. Deres kongl. Majestæts bestalter Generalmajor og Interims- Commandant over de christianssandske Fæstninger etc. etc." Medens denne Placat, forkyndt med Trommeslag og Opslag, forfærdede Christianssand var alt stille og øde paa Lofthuus. Søndag, som Lofthuus kom hjem til Mødet, havde han sendt sin Kone ti1 hendes Fader paa Homborgøen, for at hun skulde op- holde sig der medens Samlingen varede. Hun kom hjem Fredag Morgen og traf sin Mand paa Gaarden, men med sine to Speidere paa Loftet i Øster og Vester, og da han havde faaet at vide, at Capt. Bjørn var ivente med sit Compagni, flygtede han samme Dags Eftermiddag med Kone og Børn, saa at -- melder Fogden til Adeler -- "Huset nu staaer øde." Bønderne i Kjøbenhavn. Nyt Leide og nyt Commissorium. Troløshed mod Lofthuus. Skræk i Bradsberg. Commissionens Ankomst til Christianssand. De i Kjøbenhavn efterladte Bønder havde imidlertid ikke glemt sin forsvundne Anfører eller undladt at røgte hans Tarv bedre |
| d.IV,b.4,s.82 |
og ædelmodigere, end man skulde troe af en Flok Almuesmænd, der ved Lofthuus's Flugt med Deputationens Papirer havde Grund til Fortrydelighed og Mistanke og vare satte i den største For- legenhed, overladte til sig selv som den hovedafhuggede Slanges Krop, der piler iblinde hen igjennem Græsset. Cancelliet udstedte under 2den Decbr. til Adeler fornyet Arrestordre imod Lofthuus, fordi han havde misbrugt sit givne Leide; men under samme Dato udstedte Bønderne en Ansøgning til Kronprindsen om den belovede Commissions endelige Nedsættelse og om nyt Leidebrev for Lofthuus, uagtet den Mand, de havde affærdiget den 15de Novbr. til ham med det forrige Leidebrev, erklærer deri, at han ved Ankomsten til Helsingborg maatte "med allerstørste Forundring og Bedrøvelse modtage den ubehagelige Tidende om, at han var reist." De havde nu modtaget Efterretning saavel om hans Hjem- komst som om at han atter var paa Flugten for Øvrighedens Efterstræbelser, hvorfor de ønskede, at et nyt Leidebrev maatte blive Adeler tilsendt, og at de maatte beholde det gamle, om Lofthuus igjen skulde have taget sin Tilflugt til Sverige. "Tilmed -- hedder det i denne, af en Gunder Jensen Valle og 24 andre Bønder af Nedenæs og Bradsberg Amter undertegnede, Ansøgning -- bede vi allerunderdanigst, at al anden mulig Bekjendtgjørelse om hans frie Hidkomst maa allernaadigst blive bekjendt, saavel iblandt Majestætens Undersaatter i begge Rigerne som i Sverig; thi det er os meget om at gjøre, at velmeldte Mand maa nyde al sikker Befordring, da han alene har anklaget endeel Øvrighed for de meest utilladelige Handlinger imod Majestætens hellige Love, og desuden har han alle vores Hoveddokumenter og Beviser i sin Forvaring om Øvrigheds, Præsters og Borgeres Behandling imod os." Ansøgningen bevirkede ogsaa, at Adeler reskriberedes den 9de Decbr., at lade bekjendtgjøre overalt, at det Rygte om Bøndernes Hensættelse i Stokhuset, som skulde have bevirket Lofthuus's Flugt, var usandfærdigt, og at Lofthuus endog i Kraft af sit Leidebrev, hvoraf bekræftet Gjenpart fulgte til ham, kunde paany begive sig til Kjøbenhavn, dog at det skete i det seneste inden 2 Maaneders Tid, og at han imidlertid holdt sig rolig. "Fra Kongen selv den Ordre udgik: Han skulde sine Sager fuldføre. I tvende Maaneder han Leidebrev fik, At Ingen ham maatte røre. I Freden saa burde man leve." |
| d.IV,b.4,s.83 |
"Men -- hedder det -- skulde han allerede være arresteret, kan det herved for det første have sit Forblivende, da han, tilligemed de øvrige klagende Bønder, kunde for den af Hs. Majestæt anordnede Commission (af hvilket Commissorio ligeledes herved følger Gjenpart) frembringe i al Stilhed og Rolighed deres Andragender og Klageposter, som der paa det nøieste skal vorde undersøgte og dem vederfares alt hvad Ret og Billighed medfører." Ligeledes erholdt Bønderne, som i Ansøgningen tillige havde an- draget om et Laan af 200 Rdl. til Reisepenge, en Gave af 100 Rdl., "paa det de jo før jo heller kunde begive sig paa Reisen." Det synes at have været Regjeringens alvorlige Hensigt, at skaffe de klagende norske Almuer Ret, og derved at befrie sig for Besøgene i Kjøbenhavn. Ved Commissorium af 8de Decbr. skyndte den sig nemlig efter denne Ansøgning, og paa første Efterretning om Opløbet, i Laugmand, Etatsraad Herman Colbjørnsen, Assessor i Overhofretten Enevold Falsen og Sorenskriver i Ager og Folloug, Jacob Aars, alle fra Christiania, at udnævne en Undersøgelses- commission af saa upartiske og dygtige Medlemmer, som der fandtes i Landet; og ved Cancelliskrivelse af 23de Decbr., samt en egenhændig kongl. Befaling tilforordnedes ogsaa Stiftsbefalings- manden i Agershuus Stift, Geheimeraad Jørgen Erich Scheel. Desuden indhentede Regjeringen ogsaa paa ny Generalprokurør Bangs Betænkning om, hvorvidt Forordningen af 5te Februar 1685 betræffende Almuens Klager burde undergaae nogen Forandring, og han tilraadede i en Betænkning af 13de Decbr. Forordningens 3die og 4de Artikels Indskjerpelse i Form af en Plakat med saadant Tillæg: "at dersom nogen Ansøgning nedkom underskreven enten af en heel Almue eller af nogle Faa paa Almuens Vegne, skulde den aldeles ikke komme i nogen Betragtning, men Enhver for sig have sit Anliggende at anbringe for sin Amtmand." Den Lofthusiske Deputations Ansøgning, der var stilet "fra de samtlige norske Bønder fra Agershuus og Christianssands Stift", og hvis enkelte Undertegnere angave sig som Befuldmægtigede for eet eller flere, ligeindtil 4, Kirkesogne, synes ellers at have været den nærmeste Anledning til dette skjerpende Tillæg, som Regje- ringen kunde tillade sig, da den jo nu havde indrømmet Almuen begge dens Fordringer, nemlig baade en anden Undersøgelses- commission, der skulde snarest muligt træde sammen i Chr.sand, og Leide for Lofthuus. |
| d.IV,b.4,s.84 |
Et saadant fra Kongens Haand udfordredes der for Lofthuus; thi han var klog nok til ikke at stole paa det Fribrev for hans Person, Øvrigheden havde meddeelt hans Cautionister. Vi skiltes sidst fra ham, uden at vi vide, hvorhen han havde taget Flugten. Og det kunde nok behøves; thi hvad skal man sige om den Troløshed, som lyser igjennem denne Fogdens Skrivelse til Adeler, af 9de Decbr., tre Dage efter Fribrevets Udstedelse, hvori han først melder, at Alting var roligt i Lillesand-Egnen, og dernæst skriver: "Alting seer nu ellers mørkt ud for denne desperate Mand (Loft- huus): Vinteren forhaanden i sin største Strenghed og intet Skib at komme af Landet med; en stor Deel af hans bedste Venner falde fra ham (?), som han nu har største Aarsag at ansee som Fiender -- alt dette bevæger mig til at troe, det ikke vil blive nogen vanskelig Sag, om nogen Tid at faae ham paagreben; dog lader dette sig, i mine Tanker, ikke saa vel udføre ved Egnens nationale Soldater, som ved Gevorbne; men hvorledes disse skulle fremkomme fra Christianssand, uden at blive bemærkede af Christians Spioner, hvoraf der destoværre findes nok baade i Høvaags og Birkenæs Sogne, derudi bestaarer just Knuden?" og videre tilbyder Fogden sig i det Følgende, selv med 6 -- 8 gevorbne Soldater ("thi jo mindre Antal jo bedre"), at "vove et Angreb paa ham", ifald der maatte falde fornyet kongl. Resolution om hans Paagribelse, hvilken da med Hs. Majestæts egenhændige Paategning paa nogle af de trykte Exemplarer burde forevises Almuen, paa hvem det vilde gjøre "en stor Impression." Fogden kunde nemlig ikke noksom rose dens Loyalitet, og gjorde sig store Tanker om, hvor godt han selv stod sig hos Almuen. "Var jeg ikke forsikkret herom -- sige han -- vilde det ellers falde mig besværligt at beboe et saa eenligt og fra andre Bøndergaarde afsidesliggende Sted;" og han anfører som Exempel paa Almuens Besindighed, at Lofthuus's høire Haand, Ole Gregersen Sangereid, var kommen til denne hans Gaard Tønnevold med 25 aldeles fremmede Mænd, samme Dag han var reist til Lillesand i An- ledning af Bondesamlingen, men havde opført sig "meget skikkelig og høflig, ja vilde ikke engang komme ind i Huset, paa det han ikke skulde opvække nogen Frygt hos min Kone, men lod sig nøie med at tale udenfor Huset med min Fuldmægtig." "Lige Beskedenhed -- tillægger Fogden ogsaa -- viste og den forsamlede Skare denne Gang paa Lofthuus; de afsendte 4 og undertiden |
| d.IV,b.4,s.85 |
2de Mænd ned til Lillesand, for at tale med mig, og disse vare altid udsøgte Folk, der med al Høflighed foredrog Almuens Forlangende." Alligevel kom dog Fogden ingen Vei med dem med Hensyn til hans eget Forlangende, nemlig at de skulde udlevere Lofthuus, og hans Forsøg paa med det Gode at faae dem til at falde fra. De yttrede vel, at Lofthuus unddrog sig fra Arrest, ikke af Frygt for sin Sags gode Udfald, men af Frygt for at blive, før Dom faldt, henslængt i et mørkt Hul, betynget med Lænker og i andre Maader haardt behandlet; men uagtet Fogden satte Almuen Ære og Liv i Pant paa, at Lofthuus, om den vilde indlevere ham, "ikke skulde blive belagt med Jern, men erholde anstændig Under- holdning i Fæstningen, og paa at 3 til 4 af hans Venner altid skulde have fri Adgang til ham for at høre om det gik ham anderledes, fik han dog intet Svar paa disse Tilbud, omendskjøndt han siden vil have hørt, at Lofthuus syntes heel ilde derom og "behøvede al sin Veltalenhed for at afværge, at Almuen ikke skulde antage samme." Lofthuus tog Flugten opad imod Tellemarken, saaat Amtmand Moltke i Bradsberg Amt reqvirerede militair Hjælp holdt parat imod befrygtede Almuebevægelser baade fra Chr.sand og fra Laurvig, hvor 2det smaalehnske Infanteri-Regiment var stationeret, under Generalmajor Mansbach. Allerede samme Dag, Opløbet endtes, havde han holdt denne Forholdsregel fornøden, og den 12te Decbr. indløb et Iilbud til Commandanten i Christianssand, om at Lofthuus "havde udsendt Oprørerne, der havde gjort Almuen urolig i øvre og nedre Tellemarken," hvorfor den for- langte militaire Hjælp maatte blive foranstaltet. Dette skete ogsaa, idet de til Garnisonens Forstærkelse i Chr.sand indkaldte Nationale vel sendtes tilbage til sine Bygder, men de opbudte Compagnier bleve befalede fremdeles at holde sig i sine Cantonnements. Alle mulige Forholdsregler til at faae Lofthuus fat bleve ogsaa tagne fra Moltkes Side ifølge Aftale med Adeler, saa det ikke staaer til at negte, at han blev behandlet med en Underfundighed, som opfordrede ham til at bruge al sin egen derimod, og som betager hans forskjellige Undvigelser, hans idelige Flygten og Skjulholden, det Skin af Feighed, som ellers skulde hvile derover. Selv- forsvaret kunde ikke føres anderledes. Adeler, som ærgrede sig over Akkorden med Lofthuus, undlod ikke at fremstille hans senere Færd som en saadan Fortsættelse |
| d.IV,b.4,s.86 |
af hans forrige Stemplinger, at han gjentagende udbad sig ny Ordre fra Cancelliet med Hensyn til hans Paagribelse. Det skulde dog have sit Forblivende med de givne Bestemmelser, da man ventede Rolighed efter Nedsættelsen af Commissionen til at undersøge saavel de stedfundne Samlinger som ogsaa Almuens Klager, hvorom det hedder hos Venneslandspoeten: "Regjeringen slutter at denne Person Har underlige Ting at sige. Thi maa bestemmes en Commission, At man kan Sandheden vide. I Freden saa burde man leve. Saa kommer fra Christiania By De Herrer, som skulde ransage Foruden mindste Bulder og Gny Hvad Bønderne havde at klage I Freden o.s.v. De gjorde bekjendt for alle Mand, De lode Placater udstede, At holde Forhør i Christianssand; Der skulde de sammentræde. I Freden o.s.v." Den 29de Decbr. ankom de tre første Herrer Commissairer over Lillesand til Christianssand, for der strax at begynde sine Inqvisitionsforhør, hvortil de klagende Almuesmænd fra de vidt- løftige Districter, og fremfor alle Lofthuus, indvarsledes. Men hvor blev Stevningen forkyndt for ham? Hvilken Vind fik den at bære den frem, og hvor traf den ham? Oh, den spændte Streng eller det tonende Træ fører ikke Lyden hurtigere fra den ene Ende til den anden frem til det lyttende Øre, end Efterretningerne om hvad der passerede meddeeltes gjennem Almuens Masse til Lofthuus, som Ingen vidste hvor han var, men om hvem man af Almuens Bevægelser kunde vide, hvor han i Øieblikket havde været, ligesom man af Dønningerne paa den stille Havflade Sekunden efter kan see, hvor en Hai gennemskar Dybet. |
| d.IV,b.4,s.87 |
Commissionen og Lofthuus i Christianssand. Østen Gunnulfsen Ingulfslands Opviglerier i Bradsbergs Amt. Lofthuus paany fredløs. "Saa komme de Bønder med Breve og Ord, Saa Mange, som havde at prove, Hvad Øvrigheden mod dem havde gjort Imod de kongelige Love. I Freden saa burde man leve." Omtrent en Uge inde i det følgende Aars Januar kunde Com- missionen begynde sine Forhør. Fogderne Weideman og Dahl havde opgivet en Mængde Vidner imod Lofthuus; den Første 50 af Raabygdelagets Fogderi, der skulde kunne forklare hans brugte Omgangsmaade med Almuen for at faae dem til at klage og følge sig; den Anden 40 af Nedenæs, der iblandt andet skulde oplyse, -- at Almuen først efter Lofthuus's første Klage og Reise til Kjøbenhavn havde deeltaget i eller vidst noget om hans Idrætter, samt at han havde misbrugt deres Underskrifter ved at over- flytte dem paa sine egne Klageskrifter. Christianssand vrimlede saaledes nu af Bønder, der vare ind- kaldte ved trykte Plakater. Ogsaa Lofthuus indfandt sig, vækkende en umaadelig Opsigt i den nysgjerrigste af de norske Byer. Han fremstillede sig for Commissionen den 11te, og blev forhørt om sine skriftlige Klager, hvortil han da blandt andet føiede en mundtlig over Justitsraad Schythe, som Vice-Generalveimester, og en speciel over Lensmændene. Navnlig gik den ud paa Prokurator, Lensmand Aanon Salvesen, i hvis Sted der ønskedes en Bondelensmand. Øiestad, Fjære og Froland Sogne, der hørte til hans Ombud, ønskede "jo før jo heller at blive skilte ved ham, hvilket deres inderligere Ønske de bade saavidt muligt under- støttet." En Mængde Klager, deels specielle over enkelte For- urettelser, deels generelle for hele Bygdelag, gave Commissionen nok at bestille. Ogsaa over Præsterne, især over Provst Erich Ancher Bruun i Evje, blev der ført Klager, og antager Brev- skriveren fra Christianssands Stift, at en Erklæring fra Biskop Hagerup skal have bidraget meget til Bestyrkelse af Uvillien mod Præsterne. Overhovedet fandt Commissionen, at det ikke manglede |
| d.IV,b.4,s.88 |
paa andre Aarsager til de betænkelige Phænomener af Utilfredshed, end de Almuen selv tilregnelige, saasom forsømt Agerbrug, slet Huusholdning, navnlig med Skovene, og Letsindighed i at paa- drage sig Kjøbmandsgjeld. Flere Begjæringer fremsattes ogsaa for Commissionen, saasom om at Landskyld og Tiende maatte anslaaes i Penge, paa Grund af de høie Kornpriser, om fri Brænde- viinsbrænden, om Eftergivelse for ubetalt Magasinkorn, om Ud- sættelse med Skatterestancernes Inddrivelse, og om Lettelse eller Befrielse for adskillige Skatter. "Den anseelig anordnede Com- mission -- siger Brevskriveren fra Chr.sands Stift -- holdt sine Samlinger, undersøgte, forhørte, beraadslog. Men midt i alt dette hørtes endnu ei ringeste Uorden, ei mindste voldsomt eller usædeligt Foretagende. Ansøgninger og ærbødige, sindige Forestillinger vare alene de Vaaben, som den opbragte Almue brugte mod de kgl. Betjente, de dog overhovedet vare forbittrede imod. Thingene bleve holdte paa sædvanlig Maade og uden mindste Forstyrrelse." Commissionens Undersøgelser omfattede blot Nedenæs og Raa- bygdelagets Amt, men vare dog af saa vidtløftig Beskaffenhed, at den i en Skrivelse til Cancelliet af 16de Januar, kun antager det muligt om fire eller flere Uger at blive færdig. Den foreslaaer deri, da at maatte blive forflyttet til Skien i Tilfælde af, at den hele tellemarkske Almue skulde blive anseet som Klagende, fordi de otte Mænd af Bradsberg Amt, der havde undertegnet Loft- huus's sidste Klage af 18de Octbr., havde derhos erklæret, at de handlede som Befuldmægtigede for sine Hjembygder. Lofthuus havde truffet disse Folk underveis paa Nedreisen til Kjøbenhavn, og Commissionen fandt intet Spor til noget foregaaende Overlæg imellem begge Amters Almuer. Imidlertid blev den, under 27de Januar, beordret at flytte sit Sæde til Skien, saasnart den var færdig i Christianssand, da Amtmand Moltke, i Skrivelse til Can- celliet af 10de Januar, erklærede, at Lofthuus, "deels ved sin egen Snedighed, deels ogsaa ved den Beskjermelse, man seer han nyder, havde vidst at indtage endeel Bønder af Bradsberg Amt," og indberettede, at en Østen Gunnulfsen Ingulfsland af Tind Præstegjeld, der havde været vesterpaa i Lofthuus's Selskab, nu spillede en Slags Lofthuus i Amtet, ved at reise om og afholde Samlinger til Klagers Affattelse. "Han afmalede," hedder det i Lensmanden i Tinds Indberetning, "sin Raadgiver, Christian Loft- huus, med de bedste Farver, og sagde, at han skulde møde |
| d.IV,b.4,s.89 |
denne i Brevig ved Helligtrekongers Dag." Hensigten skulde da være, at reise sammen til Kjøbenhavn. Han skildres ellers af sin Sognepræst som en bekjendt slet Person, der hverken eiede Huus eller Hjem, "omflakkende som en Kain", og som "saa rasende, at han engang i afvigte November Maaned skulde have erklæret for nogle Almuesmænd, der advarede ham, at han ikke agtede at holde op før han gik i Bolt og Jern." Denne zelotiske Yttring falder omtrent sammen med Lofthuus's Besøg indenfor Amtets Grændser, og af hans hele Færd sees, at Lofthuus har været hans Forbillede, omendskjøndt han opererede paa egen Haand med større Ivrighed end Dygtighed, og med mindre Sammenhold mellem de Almuer, han søgte at ophidse. Af Amt- mand Moltkes Andragende om at det maatte blive vedkommende Øvrigheder paalagt, at arrestere denne Østen, som Pasløs, saa- snart han maatte blive antruffen udenfor Amtet, samt om at det samme maatte blive iverksat, om han skulde vise sig i Kjøbenhavn, synes det, som om ogsaa denne Person har vidst at sætte sig i en Slags Respect af Frygt for de Følger, hans Heftelse kunde paa denne Tid have paa Almuen. Moltke beskyldte ogsaa de otte Bønder, som vare komne tilbage fra Kjøbenhavn, for at streife om i Bygderne, pressende Penge af Almuen, og med Trudsler om til næste Thing selv at ville søge sig den Ret, som de vidste Kongen og Kronprindsen ikke vilde negte dem; og til- lægger han: "Det vilde vist være uforsigtigt af mig altfor nøie at undersøge slig ulovlig Adfærd paa et Tidspunkt, hvor Almuen er opfyldt med den Tanke, at Øvrigheden og Betjenterne, saavel geistlige som verdslige, fornærmer og undertrykker dem, og at deres Forhold ikke i nogen Deel bifaldes af Regjeringen." Af de civile Embedsmænd, som der førtes saadanne Klager over, vare især Sorenskriverne Wamberg og Lange ilde udsatte, og af de geistlige, især Sognepræst Monrad i Winje. Allerede for næsten et Par Aar tilbage havde Almuen klaget over hans Udsugelser. Biskop Hagerup havde erklæret sig misbilligende om hans Færd, og Cancelliet tog deraf Anledning til at paalægge Stiftsdirectionen at indkomme med Udkast til et Reglement for Præsterne i Øvre- Tellemarkens Provsti. Østen Gun. Ingulfsland havde faaet baade Hjerdøler og Tindøler til at klage over sine Præster, og da Østen især syntes at have lagt Præsten i Tind, Møglestue, an for Had, mener Cancelliet, at han dertil har fundet ikke liden Opmuntring |
| d.IV,b.4,s.90 |
i en for Præsten høist fomærmelig Erklæring, som Biskoppen havde været uforsigtig nok til aaben at meddele Østen paa en Klage han havde indleveret over Præsten, og som denne ikke havde seet. "Almuen" hedder det i Cancelliets bebreidende Skrivelse til Biskoppen i denne Anledning, "saae sig saaledes be- styrket i sin Mistanke mod Præsten og troede alt tilladt mod ham, saa han kun med megen Umage undgik Bøndernes rasende Adfærd." Paa ovenciterede Skrivelse reskriberedes Amtmand Moltke at tilkjendegive Almuen, at Enhver for sig skulde indsende sit An- dragende, som da paa det nøieste skulde blive undersøgt, samt kommuniceredes, at, i Anledning af endeel indløbne Klager over Sorenskriverne Wamberg og Lange, var Commissionen tillagt Undersøgelsesordre -- en Forholdsregel, som Moltke fandt stødende for sin Autoritet. Han meente nemlig, at Almuen deraf vilde faae Anledning til at troe, at Amtmanden ikke nød Regjeringens Tillid; og uagtet han maatte erklære, at "Almuen syntes at være kommen til den høieste Grad af Forbittrelse," især mod Sorenskriveren i Nedre-Tellemarken, Lange, troede han dog at være istand til at raade Bod paa Misfornøielsen, naar Regjeringen vilde tillade ham, i Fællesskab med en anden Embedsmand efter hans eget Valg, paa Vinterthingene at indvarsle Almuen til at lade sine Klager undersøge af ham, samt at indfordre alle de Skiftebreve, Domsakter og andre Dokumenter, hvormed de troede sig for- urettede. Cancelliet gik ind paa denne Plan og udstedte, under 10de Februar, Bemyndigelse til Moltke og Justitsraad, Laugmand Eilert Hagerup i Skien, til at undersøge Klagerne over Soren- skriverne. Indkaldelsesplakater udstedtes, og efter Vinterthingene saae Moltke sig ogsaa istand til at afgive saadan Indberetning: "Almuen har været rolig, fornøiet med de af mig føiede For- anstaltninger, og saaledes Orden i alle Dele vedligeholdt, hvilket jeg har troet mig pligtig at tilmelde paa en Tid, hvor jeg selv ikke kunde vente det; thi naar Bonden seer at have udvirket Commission over samtlige Betjentere fra Lensmand til Amtmand, saa kan egentlig ikke siges, at der er paa det Sted nogen Øv- righed; thi den befalende Magt, tilligemed al Tillid troer Almuen at henhøre til den Commission, som skal andrage deres Tarv og tilveiebringe dem Fordeel. "Jeg bør tillige i Anledning af Oprøreren i Tind Østen Gun- |
| d.IV,b.4,s.91 |
nulfsen Ingulsland, som det høie Cancelli under 27 f.M. beha- gede at tilskrive mig om, ikke undlade at anmærke: at han endnu streifer omkring i Bygderne, lokker Almuen til Klage, uden næ- sten at vide hvorover; thi det er ikke Almuen, de ere enkelte Mænd som kan troe sig at være fornærmet; til hver anden Tid lod jeg saadan en Mand som kan overbevises om at være Op- rører, arrestere. Men nu da jeg maa frygte at han som en anden Lofthuus og Folkets Talsmand maatte ansees, yndes og beskjermes, byder Forsigtigheden mig ei at gjøre et Skridt som kunde fortolkes som en Fornærmelse for Bonden, og Partiskhed for Be- tjenten." "Jeg kan ei heller undlade endvidere at igjentage, at naar ikke Ophavsmændene til saadan Uorden og Uroligheder blive til Exem- pel for andre afstraffede, kan ei heller nogen Commission, om det ogsaa var en bestandig vedvarende, afværge samme. Bonden ligesaalidt som nogen anden skjønner paa Naade, naar han ikke er overbeviist om at Magten ledsager den, og at hiin er en Følge af denne, og dette kan han ikke troe naar han erfarer, at kunde extorqvere Naades Beviisninger, Belønninger og Commissioner." Cancelliet bevidnede Moltke sin Tilfredshed med hans Foran- staltninger, men "i Henseende til Østen Ingulfsland, som endnu (først i Marts) streifer om i Bygderne, skulde man holde for bedst, at han ikke arresteres førend ved Undersøgelsen maatte befindes saadanne Forbrydelser imod ham, at han derfor paa lovlig Maade kan tiltales." Frygt havde sin Deel i denne Mildhed; thi hvilken Vigtighed denne Almuens Utilfredshed i det sydlige Norge tillagdes af Regjeringen i Kjøbenhavn, sees af en Cancelliskrivelse til Adeler af 13de Januar 1787, hvori der siges, at da der i to Postdage ikke er kommet nogen Indberetning fra ham, og der fra Hoffet var gjort Forespørgsel om Intet var indkommet, hvilket dog var formodet, maatte man have ham anmodet om, jevnligen at ind- berette. Ved sine eftertrykkelige Forestillinger om, at hans Embedsan- seelse vilde gaae tilgrunde, om Commissionen skulde i Skien under- søge Bradsbergs Amts Klager, saafremt han ikke idetmindste selv tilforordnedes samme, og ved sit tilfølgetagne Forslag, lykkedes det Moltke at undgaae Commissionens Besøg i hans Embeds- district, og at udvirke Ordre for den af 17de Februar til at be- give sig tilbage til Christiania, naar den var færdig med sine For- |
| d.IV,b.4,s.92 |
retninger i Christianssand, for der at oppebie nærmere Befaling, om det skulde eragtes fornødent, at den fortsatte disse i Skien. Paa en senere Erklæring fra Moltke, at han igjen havde midler- tidigen indstillet sine Undersøgelser, udlader vel Commissionen sig, under 13de Februar, om at ville fortsætte dem i Skien efter et kort Besøg i Christiania; men der blev dog intet deraf. Han drev dem alene, reisende om fra Thing til Thing, og tilfredsstillede Almuerne med at udvirke Sorenskriverne paalagte at anmærke paa Dokumenterne, hvormeget der var blevet betalt. Den slut- tede sine Forhandlinger i Chr.sand sidstnævnte Dato med, i Hen- hold til kongl. Bemyndigelse af 29de December 1786, at andrage om Sorenskriver i Østre-Raabygdelaget, Hans Smiths, og den konst. Sorenskriver i Vestre-Raabygdelaget, Prokurator Brøns- dorphs Suspension og Tiltale for ulovlig Sportulering, og begav sig derpaa til Arendal, for at fortsætte Undersøgelserne, betræf- fende Last- og Kornhandelen, samt for at oppebie Udløbet af Lofthuus's Leide, hvorefter den havde Ordre fra Cancelliet til at lade ham arrestere. Den 20de Februar afreiste Commissionen, først til Lillesand, "for, ved at reise igjennem dette Sted, der ligger kun nogle Bøsseskud fra Lofthuus's Gaard, at udspeide hans nu brugende Forhold, Hensigter og Fremgangsmaade, for derefter at blive nogenledes satte istand til at udføre det os af det høie Col- legium ihenseende til ham Anbefalede;" og den følgende Dag ankom den til Arendal, efterat have truffet Aftale med Capitain, Generalveimester Christopher Hammer, der logerede paa Lille- sand, om Lofthuus's hemmelige Paagribelse, saasnart Leidet var udløbet. I Arendal meente Commissionen, at den, "som nærmere Fogden og den brugeligste af de Lensmænd, vi her i Districtet kjende, Aanon Salvesen, desuden at være bedst istand til at træffe og iværksætte de til denne vigtige Hensigts Fuldførelse fornødne Anlæg." Lofthuus havde i Begyndelsen af Februar aflagt et Besøg i Christianssand, men igjen begivet sig hjem, uden at yttre Tegn til nogen Reise til Kjøbenhavn. Adeler undlod ikke at sende flittige Indberetninger til Cancelliet om, hvor han fær- dedes og hvad han foretog sig; og den 27de Februar kunde han endelig melde, at imorgen vilde Lofthuus's Leide udløbe. Nu skulde som et Net drages over hans Hoved. Commissionen opholdt sig derfor selv i Nærheden for at kunne sørge desbedre for hans Fastholdelse, som den vel holdt for et voveligt Foretagende, men |
| d.IV,b.4,s.93 |
som dog ikke kunde slaae feil. Den skriver i denne Anledning saaledes til Cancelliet: "Fremmede her i Stiftet, blottede som vi ere for alle de Ad- minicula, en saa vigtig Sendelse som vores synes at udfordre, er vores Forfatning en af de slibrigste, hvori nogen Tid kgl. Betjente, der føle den sande Ære og Nidkjærhed for hans Majestæts Tje- neste samt Landets Tarv, kunne befinde sig. "Magt have vi ikke at disponere; det som supplerer den, og i denne Begivenhed var meest anvendeligt, Penge, ligesaa lidet. Med blotte Hænder staae vi altsaa i et fremmed Stift for en Entre- prise, som, om den mislykkes, kunde avle de skadeligste Følger. Lofthuus er Folkets Yndling, han har bragt deres Klager frem for Thronen: det feiler derfor vel ikke, at Almuer, som føle, at han herved har nyttet dem, og som ikke er skarpseende nok til at skille Forbryderen mod Landets Love fra Forfremmeren af deres Vel, ville, endog uden derved at lade sig Tanken om at være Oprørere, indfalde, tage ham under Beskyttelse. Magt er altsaa, som sagt, uanvendelig, og vilde kun tjene til enten at compro- mitere hans Majestæts kgl. Værdighed, eller at sætte Landets Fa- der i den haarde Fornødenhed, at vende Rettens Sværd mod sine Børn. List bliver da hvad der i dette Tilfælde maa bruges. Loft- huus maa i Stilhed søges arresteret, og alt hvad vi kunne gjøre er, ifald den af concreterede Plan lykkes, da at gaae de umid- delbare Følger deraf behjertede i Møde. "Planen er lagt med det nøieste Overlæg, og paa den Maade, som i Overeensstemmelse med Lofthuuses hidtil udviste Forhold, sikkrest forekommer os at love dens Opfyldelse. "Om den lykkes, skal vi formodentligen med næste Post blive i Stand til at indberette, og skulde den feile, (hvorfor vi ikke kunne indestaae) er den saaledes lagt, at Forsøget i det mindste ikke skal transspirere. "At dens Udførelse vil fordre nogle Penge, haabe vi ærbødigst det høie Collegium vil indsee, og da vi ikke finde dem i vore Lommer efter et langvarigt Ophold paa disse ved slette Tider fordyrede Steder, have vi udstedet Anviisning paa Fogden Krigs- raad Dahl til sammes Hævelse. "Efter at have skjænket nogle Dage efter Planens forehavende Udførsel, til at betyde Almuerne, at Lofthuus's Arrest er Hs. Maje- stæts egen allerhøieste Foranstaltning, og til at berolige dem, i |
| d.IV,b.4,s.94 |
Fald det skulde fornødiges, begive vi os i Følge det høie Collegii os med sidste Post tilsendte Skrivelse, tilbage til Christiania, og reise med det samme om Skien, for der, ved Conference med Kammerherre Moltke, at underrettes om den bedste Maade at indkalde de tellemarkske Almuer, hvorefter vi, naar Placaterne i Christiania ere blevne trykkede og til Publication besørgede, venteligen igjen maae forføie os til Skien, for at foretage Under- søgelsen af disse Almuers Klager, da vi efter de senere Breve fra Kammerherre Moltke, hvori han melder, i Følge det høie Collegii Skrivelse at have indstillet den ham anbefalede Under- søgning, ikke rettere see end at samme nu maa skee ved os, og herom i Christiania ærbødigst forvente nærmere positiv Ordre. Arendal, i den kgl. Undersøgnings-Commission, d. 27de Febr. 1787. J. E. Scheel. Colbjørnsen. E. Falsen. J. Aars." Den 28de Februar kom. Det blev Aften. De Bestilte indfandt sig paa Gaarden; men -- Lofthuus var væk. Commissionen synes ellers at have havt større Lyst til at lade Lofthuus uændset, end til at forhøre og arrestere ham, betragtende ham med et retfærdigere Overblik, mere som et uvilkaarligt, af Omstændighederne fremfødt, Organ for de Lidelser, hvis Omfang og Dybde den nu havde lært at kjende, end som Aarsag og Ophav til Urolighederne og Gjæringen i Gemytterne. Denne lagde sig hos de godmodige Fjeldmænd, da Undersøgelserne kom igang, og Lofthuus vilde sandsynligviis ligeledes forsvinde, som Phænomenet af en Sky, naar Luften har vundet sin Ligevegt igjen, og Elementerne til et Uveir have udladet sig. Denne Anskuelse hos Commissionen, samt at den fandt Lofthuus's Popularitet større end den havde tænkt, skinner frem af den humane Maade, hvor- paa den altid omtaler ham, og staaer ikke i Strid med dens senere fattede Forsæt at lade ham i al Stilhed hefte ved Udløbet af hans ubrugte Leide. Herpaa var det egentlig Adeler som drev. Thi i hans Tanker vilde det være at faae Igten ud af Bylden. Under 9de Decbr. f. A. havde han erholdt kgl. Befaling til "overalt, saavidt muligt, at lade bekjendtgjøre, at Rygtet, at de til Kjøbenhavn nedreiste Bønder skulde være satte i Arrest i Stokhuset, ikke aleneste var aldeles ugrundet, men at Lofthuus endog, i Kraft af det ham forundte Leidebrev (hvoraf Stiftamtmanden blev |
| d.IV,b.4,s.95 |
tilsendt en Gjenpart for at tilstilles Lofthuus) kunde begive sig til Kjøbenhavn, dog at saadant skete idethøieste inden 2 Maaneders Tid, og at han imidlertid forholdt sig stille og rolig;" men Loft- huus havde ikke før indfundet sig i Christianssand, før Adeler udbad sig Forholdsregler, om Lofthuus ikke til den bestemte Tid skulde ville begive sig paa Reisen. Den uædle Tanke: "nu har vi ham; Rebellen bør ikke holdes Ord," synes at lyse frem af hans Forespørgsel, ligesom Lysten til at volde ham Sag og spilde hans Leide af det Spioneri, han vedligeholdt rundtom ham under den hele Frist og af de overdrevne Rapporter om hans senere Færd, som det sees, han ikke har ladet det mangle paa. Cancelliet svarede under 3die Febr., at Stiftamtmanden "isaa- henseende ikke behøvede at føie nogen Foranstaltning," og meddeelte Commissionen, at det ikke var befalet, at Lofthuus skulde, men at han kunde reise til Kjøbenhavn, og at det skulde være Commissionen overladt, efter den ved Undersøgelserne erhvervede Oplysning og befundne Omstændigheder, at lade ham arrestere efter udløben Frist, hvorved ikke paatvivledes, at der jo vilde blive brugt al mulig Varsomhed og Forsigtighed. Under 6te Febr. yttrede derimod Commissionen i foreløbig Indberetning: "Og som af de med denne Post fra det høikongelige danske Cancelli op- sendte Papirer (  de Adelerske Rapporter), der især angaae, hvadLofthuus i den seneste Tid skal have handlet, og som vi ikke have kunnet erfare at have draget nogen saa betydelig som be- skrevet, Folkets Samling til noget Voldsomt at attentere, efter sig, ikke sees at kunne gjøres saadant Brug som af de øvrige, forsaavidt de kunde anledige, og virkeligen have anlediget Under- søgning om Lofthuus's Handlingsmaade, i Forbindelse med Kla- gernes Modtagelse, siden alle Almuesmænd, hvoraf nogle temmelig forhungrede, allerede ere paa Tilbagereisen til deres for en stor Deel langt fra Christianssand, endog nogle og 20 Mile, beliggende Hjem, saa troe vi ogsaa fra denne Side al Anledning for os at bortfalde til videre at inqvirere imod Lofthuus, som Forbryder, det han desuden, idetmindste i nogen Grad til reen Følge af For- ordningen af 1765, blot efter egen Tilstaaelse, maa kunne blive, om rationes politicæ kunde tilraade nu forhaanden at forfare cri- minaliteter imod ham." Commissionens Ulyst til at komme Lofthuus tillivs viser sig ogsaa paa andre Steder i den foreløbige Indberetning. Saaledes |
| d.IV,b.4,s.96 |
siger den, at det ikke kan indsees, at den, efter Commissoriets Indhold, har eller kan have noget videre til Hs. Majestæts Tjeneste at forrette i Christianssand, "medmindre en speciellere end den allerede anstillede Undersøgning om Christian Lofthuus's Handeler med de klagende Almuer skulde være Gjenstanden deraf. Men foruden at en saadan qva Vidneforhør, hvortil den isaafald maatte forvandles, hverken er os befalet eller kan blive af Virkning til fuld Overbeviisning imod Lofthuus, uden efter foregaaende Action og igjennem formelige Thingsvidner, udentvivl af større Vidtløftig- hed, Udstrækning og apparatus, end maaske nogen i Landet forhen anstillet Inqvisition, saa forekommer den os heller ikke passelig paa nærværende Tider og Omstændigheder, da Lofthuus, forsynet med Leidebrev, hvoraf han formodes at ville betjene sig til at reise til Kjøbenhavn, og iblandt Almuen er anseet som Be- fordrer af dens Klager og af det Gode, den venter sig af Com- missionens Udfald, vedbliver at være idetmindste den største Deel Almuesmænds Yndling." Det Kjendskab til de nogle og tyve Almuers Lidelser og til deres Godmodighed og Loyalitet, som Commissionen havde er- hvervet, maatte ogsaa bidrage til, at dens dygtige og skarpsynede Medlemmer ansaae det Passerede med mindre forfærdede, og Lofthuus med mindre hadefulde Øine end Stiftets Embedsmænd gjorde. Efterat have bekræftet Ankerne over for høi Sportuleren og erklæret, "at Arendals Handel øiensynligen har virket de derover klagende Almuers Ødelæggelse, og at Frolands Jernverk langtfra ikke har gjort den Almue, som er sammes Cirkumference underlagt, lykkelig," yttrer Commissionen: "Imidlertid have vi den Fornøielse, at kunne forsikkre, at vi i den ganske Tid, vi have handlet med Almuerne, have fundet dem rolige og beskjedne, Kongehuset, som de høiligen elske, og Kongens Villie aldeles hengivne; de have og meget fornøiede og fuldkommen pacificerede forladt os, i Forventning af mulig Hjelp mod deres Nød og be- trængte Vilkaar, hvis fornemste Aarsag i det Hele er Kornmangel og Kornets umaadelige Priser, i en Egn, som i Misvexts Aar ikke frembringer det Halve af hvad nødvendig Føde til Livets Ophold udkræver, og hvis Indbyggere, efter flere indfaldne Uaar, og efterat have i ligesaa lang Tid betalt Føden dobbelt og tre- dobbelt imod de forrige Tiders taalelige Priser, endeligen, endog |
| d.IV,b.4,s.97 |
uden andre mellemkommende Aarsager, maa være blevne indtil det Yderste udarmede, især de tilfjelds boende Raabygdelauger."1 Commissionen fandt dog, efter den givne Bemyndigelse, og da Lofthuus syntes at ville priisgive sig selv, ved ikke at benytte sig af sit Leide, at det nok var værd et Forsøg paa at faae ham fat. Lykkedes det, vidste den nok ogsaa, at det ikke vilde blive seet med Mishag af Regjeringen, og Adeler brændte efter at blive befriet for sin frygtelige Bussemand. Rygtet gik ogsaa, at Loft- huus havde i den sidste Tid ymtet stærkt om, at en lang Reise forestod ham, og det udlagdes deels som om han tænkte at for- lade Landet, deels som om han vilde tage sin Tilflugt op i Telle- marken, for saa i Skien at komme Commissionen mandstærk i Flanken. Dette rapporteredes Adeler, og han undlod da ikke at insistere paa hans Tilfangetagelse. I Stilhed og uden Bemyndigelse af Commissionen, som her alene havde Ret til at handle, ud- kastede Sorenskriver Smith næsten 14 Dage før Leidets Udløben den Plan sammen med Capt. Hammer, at denne skulde overtale en af sine Venner, der havde et betydeligt Gjeldsbrev paa Loft- huus, saa han uden Mistanke kunde komme paa Gaarden, til at besøge ham: Hammer skulde da som hændelsesviis komme til, og Begge da see sin Kands til at overmande og gribe ham. Han skulde saa strax føres til Lillesand og saa tilvands til Christians- sands Fæstning. Denne Plan, som meddeeltes Etatsraad Col- bjørnsen, maatte ikke aabenbares for Nogen, thi Hovedsagen var, at Lofthuus ikke paany kom efter, at Nogen havde isinde at arrestere ham. Men fandt den Bifald, da udbad Fremsætteren sig, at Capt. Hammer, "der af Troskab mod Kongen og Fædre- landet vil gjøre sig en Fornøielse af at paagribe denne betydelige Oprører", maatte dertil med allerførste Post erholde Fuldmagt og Angivelse af Dagen, da Lofthuus's Person kunde ansees fredløs. |
| d.IV,b.4,s.98 |
Commissionen fandt Planen med Paagribelsen hensigtsmæssig. Skulde det skee, maatte det skee med List; og de udfærdigede betimelig følgende to Dokumenter til Capt. Hammer: I. "Da vi ikke paatvivle, at Hr. Captein og General-Veimester Hammer, som bekjendt af sin Nidkjærhed for Hs. Majestæts og Landets Tjeneste, jo findes villig til at udføre Hs. Majestæts os tilhændekomne allerhøieste Befaling, at lade Christian Jensen Lofthuus arrestere, naar det ham forundte kgl. Leide expirerer, hvilket skeer førstkommende Onsdag den 28de Ds., paa hvilken Dags Aften, de ham til at begive sig til Kjøbenhavn bevilgede 2de Maaneder ere udløbne: saa bemyndiges herved bemeldte Hr. Capitain Hammer i Følge den os i saa Maade af Hs. Majestæt tillagte Myndighed, til saadan Tid som forommeldt, at arrestere Oprørsmanden Christian Jensen Lofthuus, paa saadan Maade, som han sikkrest og til Hs. Majestæts Villies Opnaaelse tjenligst eragter, og derefter, i Følge Vinds og Veirligts Beskaffenhed, at besørge ham transporteret enten til Christianssands Fæstning eller Frederiksværn, og paa et af disse Steder at see ham til sikker Forvaring afleveret, hvorom hermed til Vedkommende Øvrighed følger Commissionens Reqvisition. Enhver Forekom- mede, som Hr. Capt. Hammer maatte behøve dette at forevise, ville betragte det med den Lydighed og Hengivenhed, som Hs. Maj. Kongens allerhelligste Befaling fordrer, og, som tro Under- saat, med Nidkjærhed gaae ham til Haande, i Fald han nogen Assistance skulde forlange, da den, som maatte findes dristig nok til at ville modsætte sig eller søge at standse den kgl. Be- falings Udførelse, maatte vente sig Hs. Majestæts Unaade, og som Oprører mod Kongens Foranstaltning, med Straf efter Landets Love at vorde anseet. Arendal, i den kgl. Undersøgnings-Commission den 24de Marts 1787. Scheel. Colbjørnsen. Falsen. Aars." II. "Det tjener til Efterretning for alle og Enhver, som dette fore- vises eller tilhændekommer, at, da Hs. Majestæt allernaadigst har befalet, at Christian Jensen Lofthuus skal arresteres, have |
| d.IV,b.4,s.99 |
vi som denne Befaling er tillagt, bemyndiget General-Veimesteren i Christianssands Stift, Hr. Capt. Hammer, til samme, i Overeens- stemmelse med Hs. Majestæts Villie, at udføre, og bliver det der- efter enhver tro Undersaats Pligt, at være ham, paa Forlangende uden Vægring dertil behjelpelig, og ingen Forfang og Hinder, hemmelig eller aabenbar, deri at gjøre under kgl. Hyldests og Naades Fortabelse. Arendal, i den kgl. Undersøgnings-Commission, den 28de Februar 1787. Scheel. Colbjørnsen. Falsen. Aars." Da Lofthuus opholdt sig ganske rolig hjemme, vandt det Rygte Tro, at han stod i den Formening, at han endnu havde sex Uger at løbe paa efter Datum af Bekræftelsen paa Leidet, og at han saaledes vilde lade sig finde i fuglfri Tilstand. Men Lofthuus maa nok ikke have meent dette oprigtigere, end han har stolet paa Leidet, om han kom til Kjøbenhavn, og han har kun ført slige Ord i Munden, for at give Nysgjerrige en Forklaring, hvorfor det ikke hastede saa med Reisen. Thi, som sagt, med Leidets Forløb var Lofthuus ogsaa forsvunden. Commissionen opholdt sig heller ikke efter at faae ham fat, men fortsatte Reisen til Christiania. Lofthuus's Paagribelse og Bortførelse til Agershuus. Lofthuus var væk. Aftenen før Leidets Udløben forsvandt han fra sin Gaard, hvor han, paa nær Besøget i Christianssand i den første Uge af Februar, havde holdt sig for det meste, saa man lige siden midt i Januar, kort efter at han havde fremstillet sig der for Commissionen, ikke havde vidst at sige af nogen af de sædvanlige Samlinger under hans Forsæde. Da havde han efter Gudstjenesten havt endeel forsamlet paa Gjæstgivergaarden Møglestue, for at faae en Ansøgning istand til Kongen om, at Commissoriet ogsaa maatte blive udvidet til Paakjendelse af Klagerne, til hvilken Tid Lofthuus da ogsaa skulde forblive paa fri Fod. Denne Ansøgning, som mentes conciperet i Kjøbenhavn, skulde ogsaa, ifølge en Indberetning fra en Carl Treu i Lillesand, der af Adeler var overdraget, hemmeligen at give Agt paa Loft- |
| d.IV,b.4,s.100 |
huus, virkeligen være kommen istand og afsendt til Kjøbenhavn. Det er at mærke heraf, at han følte sig ikke længer sikker, men at Bunden snart vilde svigte under ham, og Nettet drage sig sammen over hans Hoved. Selv af hine hans Yttringer, at en lang Reise forestod ham, og at han ymtede for sine Naboer, at han vilde komme til at faae en besværlig Tour med Commissærerne, først til Bradsberg Amt og derpaa til Kjøb.havn, saavelsom af den kunstlede Lid, han satte til, at Leidebrevet skulde være i Kraft sex Uger over de to Maaneder, fremlyser en ængstelig Ahnelse om, at hans Rolle snart vilde være udspillet. Han holdt sig imidlertid hjemme indtil Forløbsdagene, besøgende stundom Naboerne og især en Kjøbmand Stenersen i Lillesand, "som den Eneste, han selv havde Fortrolighed til," hedder det i en af de hemmelige Indberetninger til Adeler, medens der "i Almuens sædvanlige Fortrolighed til ham dog ingen Aftagen var at mærke." Han synes ogsaa at have holdt gode Miner; thi det hedder, at det ikke manglede fra hans Side paa Forsikkringer om, at "Alt skulde falde vel ud til begge Sider." Og om der er noget i, hvad der fortaltes og indberettedes, at han paa et Besøg med sin Kone hos Svigerfaderen i Homborgsund, ved denne Tid er bleven negtet Modtagelse, viser dette dog ingenlunde nogen Synken af hans Popularitet, da det er en Erfaring, at Frænder, og især Sviger- forældre og Svogerskab just ikke ere de, der ynde, at Een stikker sig frem for det Almindelige og sætter sin Velfærd ivove. Adelers Spion lægger ogsaa til, at hans oeconomiske Forfatning skulde staae paa slette Fødder, "som da heller ikke var at undres over." Paa at sørge for Gaardsdrift og Huusstel var vel ogsaa lidet at tænke, og Patronatet for udhungrede Fjeldbønder, der tidt og jevnt aflagde Besøg med tomme Skræpper og et "Guds Fred" ved Kjøkkendøren, skulde just ikke gjøre Staburet fuldt. Hvor udbredt hans, for Velfærd og Familielykke kjøbte, Anseelse var imellem Almuen, viste sig ellers baade i den Forsigtighed, hvor- med Regjering og Øvrighed troede at maatte gaa tilverks med hans Heftelse, som man ikke turde undlade for egen Authoritets Skyld, og i Almuens Forbittrelse, da den endelig var gaaet for sig. Den havde vundet ved Undersøgelsescommissionen, der visselig ogsaa skyldtes Lofthuus, og ved dens forskjellige Følger til Almuens Beskyttelse,2 og baade i By og Bygd havde den |
| d.IV,b.4,s.101 |
skudt sine Forgreninger i Hjerterne videre om og høiere op, end den egentlige Almuemasse strakte sig. Selv mellem Øvrighedens Betjening fandt man Lofthusianerne. Foged Dahl indberettede saaledes, at han paa sin Indreise til Commissionen agtede selv paa Lillesand at samle "underhaanden hos Egnens brave Folk Efterretninger om Lofthuus's Forehavende, og deraf uddrage den rimeligste Slutning," da hans personlige Nærværelse var saameget mere fornøden; som han "lidet eller intet kunde benytte sig af Stedets Lensmand, der vel i andre Henseender havde opført sig upaaklageligt, men i den Lofthusiske Affaire havde viist sig saa lunken og tilbageholdende, at det neppe lader sig beskrive." Og Salvesen klager over, at de Folk, som havde assisteret ham ved et foregaaende Forsøg paa at gribe Lofthuus paa Lunde i Fjære Sogn, baade selv gjorde sig Skrupler herover, og maatte høre mange Fantord af Almuen, saa han udbeder sig af Commissionen, at den, ved given Leilighed under Examinationen af disse Folk, vilde betyde dem, at de ikke havde gjort ilde i at være Lens- manden følgagtig; "thi -- siger han -- jeg frygter, at jeg en anden Gang kunde behøve Hjælp, og da søge den forgjæves." Lofthuus havde vel ikke givet Slip paa sin Vagt; men det var ganske vist mere paa Grund af Tillid til sin Anseelse imellem Almuen, at han efter sin seneste Flugt vovede, ikke alene at vise sig oftere hjemme og paa Lillesand, men endogsaa gjentagne Gange ved Kirken. Det skete baade den 2den og 4de Marts, da han offentlig lod sig see i vestre Molands Kirke. Den første Gang ved Fasteprædiken reiste han efter Gudstjenesten bort med Ole Sangereid og den øvrige Almue, men kom hjem samme Aften, og viste sig den følgende Dag to Gange i Lillesand, "hvoraf man slutter," hedder det i en Indberetning fra Salvesen til Com- missionen, "at han troer sig sikker og at Ingen tør røre ham." Den sidste Gang tog han fra Kirken op i Raabygdelaget, og kom den 8de fra Vegaardsheien til sin Tilhænger Thorkild Glædje i Holt Sogn, hvor han hvilede Natten over, efterat have, som der angives, flakket 70 Mile om i de fire Dage. Dagen efter skydsede 3 |
| d.IV,b.4,s.102 |
Thorkild ham til Landbø i østre Molands Sogn, og derfra kom han hjem først den 11te Marts, reiste bort igjen samme Dag, kom tilbage den følgende, men forsvandt atter. Han lod sig endog da han første Gang forlod sin Gaard, forlyde med, at hans Hensigt var, den følgende Dag at møde for Commissionen i Arendal, hvorpaa Capt. Hammer flux forfulgte hans Spor, indtil han tabte det paa Landvig. Da havde Lofthuus været der en halv Time før; men efter en Times Ophold havde han igjen begivet sig paa Hjemveien, -- "en blind Tour," siger Hammer, som han foretog af Frygt for Officerernes Komme til en i Lillesand, den 28de, berammet Mandskabstegning. Hammer maatte da reise tilbage, "skjulende sin Reise under et falskt Skin." "Iøvrigt -- siger han -- har jeg godt Haab om en god Fangst. NB. Nogen Tid vil medgaae." Ved den gode Fangst meente nok Hammer især hvad der kunde falde af for ham efter fuldbragt Ærinde. Han takker idetmindste for Overdragelsen heraf i de meest overdrevne Udtryk. "Med de varmeste Følelser," skriver han, "som kan tænkes i en tro Undersaats Hjerte, der ivrigt opoffrer den sidste Blodsdraabe, naar det gjælder Kongens og Landets Vel, har jeg af den høie Under- søgelseskommissions højst respective Tilskrift og overdragne Fuld- magt i dybeste Underdanighed modtaget Hs. Majestæts aller- naadigste Befaling om Christian Jensen Lofthuus's Paagribelse; og saadant at udføre skal jeg, i Kraft af den af den høie Com- mission overdragne Fuldmagt, med yderste Flid og Forsigtighed, gjøre mig en sand Ære af. De Midler, som hertil maa og kunne bruges, faae at være særdeles fine og hemmelige; thi hans eget og Tilhængeres vaagne Øie Nat og Dag tillader aldeles intet fremmed Foretagende eller mindste Bevægelse, da han strax veed at unddrage sig Hensigten, og ligesaa hastig tage Prækautioner imod Anlægget." Samme Motiv, som stikker frem af alle Hammers Skrivelser og Rapporter, nemlig det, at gjøre sin Lykke ved at gribe Loft- huus, var ogsaa det drivende hos Aanon Salvesen. "Den høie Commissions Naade, skriver han allerede den 17de Februar, til- beder jeg mig, med Ønske, at min Møie og min tilbagelagte 11 Aars Slæb i en fortrædelig Tjeneste, som Lensmand, maatte komme i naadig Betragtning." Disse To sloge derfor sine Hoveder sammen, valgte sig nogle Hjælpere, som de toge Taushedseed af, |
| d.IV,b.4,s.103 |
og lagde saa Raad op. Men disse undergik idelige Forandringer og Modificationer. Allerede før Forløbet af Leidet havde Hammer udkastet den Plan, at han vilde formaae et Par af de paa Lille- sand boende Møglestuer til at gaae til Lofthuus, for at tale om Handelsmellemværende. "Forsynet med fornødne Ressourcer," skulde Hammer nu alene nærme sig Gaarden, hvis Møglestuerne forbleve der til Tegn paa at Lofthuus var hjemme, medens de i andet Fald skulde gaae ned til ham paa Veien, og strax ved Indtrædelsen skulde nu alle Tre styrte over Lofthuus, og tvinge ham til at holde sig rolig, indtil Seigneur Carl Treu kom efter med Flere fra Gaarden Møglestue. Lofthuus skulde derpaa pakkes i en Baad, der skulde ligge seilklar, under Paaskud af, at skulle føre Justitsraad Schythe til Christianssand. Fragtmanden skulde bestikkes, og saa afsted. Til dette Foretagende forlangte Hammer af Commissionen 2 à 300 Rdlr., "som skulde blive de stærkeste Stridsmænd og Lovtalere for Almuen til at blive assisteerlig." Den 5te Marts var Hammer og Salvesen derimod komne overeens om, at Andreas Møglestue den følgende Aften skulde bede Loft- huus til sig, for at drikke et Glas. Under Laget skulde Hammer og Salvesen, hvilken Sidste, under Paaskud af en Auktion Dagen efter paa Skauerøen, skulde lægge til Bryggen i Skumringen, i Ledtog med Værten gribe Lofthuus og faae ham i Baaden. Lykkedes det ikke, vilde Salvesen efter Auktionen holde sig skjult i Lille- sand, for nærmere at overlægge med Hammer og at oppebie bedre Leilighed. Andreas Møglestue havde imidlertid "med Haand og Mund lovet sin Assistence, og med de helligste Forsikkringer besvoret sin Taushed." Brevet, hvori Salvesen melder denne lumpne Plan, fører ogsaa for Hemmelighedens Skyld ikke mindre end tre Segl. Man seer, at disse Planer lignede de føromtalte, hvori Sr. Thomas Stenersen skulde være Hovedredskabet, i det Grundtræk, at Gjæstevenskabet skulde misbruges til Forræderi. Den 12te Marts om Aftenen var Lofthuus kommen hjem, og lod sig see nede paa Stranden. Men det varede ikke 10 Minuter, skriver Hammer, før han var borte igjen. Han laa heller ikke, siden Leidets Forløb, nogen Nat i sit Huus, saa Lurerne nok kunde blive utaalmodige efter de store Løfter, de havde givet, og de mange Planer, de havde udkastet og meddeelt Commissionen. Hammer klager derfor: "Adskillige Forsøg og Snarer har jeg udsat for ham, som dog alle til denne Tid ere blevne ligesaa skjulte for 1 tilbakeIsær fandtes Tilstanden i Ombli og Gjævedal forfærdelig. Commissionen, der befrygtede en uundgaaelig Hungersnød i disse Egne, paa Grund af, at Arendals Lasthandlere, med hvem de i lang Tid havde drevet en ufordeelagtig, og "ganske vist -- efter Cancelliets Udtryk -- med uchristelig, om ikke lovstridig, Behandling forbunden, Handel," nu havde negtet at afkjøbe dem deres Last og videre Forstrækning med Korn, tilskrev Stiftamtmanden om at see til at af- hjelpesamme ved de virksomste Foranstaltninger. "Og imidlertid indstillede den det forarmede Folks Tarv til Hs. Majestæts landsfaderlige Forsorg, som den efter Pligt, Eed og Samvittighed fandt sig forbundne til at implorere." Hjelp blev ogsaa virkelig foranstaltet. 2 tilbakeSaaledes kan, foruden de to Sorenskriveres Suspension, ogsaa et Hyrde- brev fra Biskoppen til Districternes Geistlighed, hvori den formanes til ikke at besvære sin egen Samvittighed eller Menigheden med Gjerrigheds Last, ogsaa regnes hertil. Som en af Udsugelserne paapeges, at nogle Steder skulde Præsterne bruge at trolove dem, der vilde gifte sig, den ene Dag, og Dagen efter, ja vel endog samme Dag, vie dem. Begge Forretninger betaltes naturligviis. |