|
| d.IV,b.4,s.26 |
i Panden og heed om Hjertet, kort af Naturens Haand udrustet
til det Kald, han overtog, med de samme tilsyneladende mod-
stridige, men i sin amalgamiske Forening mægtige Egenskaber,
som altid have udmærket Indehaverne af den samme sørgelige
Rolle i Historien. Dens Slutscene pleier at være en Henrettelse
paa Skafottet eller i Galgen. Lofthuus drev det til, at man ikke
vovede det.
Han var en lovløs Elskovs, en Syndens og Forførelsens Frugt,
født paa Flugten, fra sin Fødsel allerede i Opposition mod Sam-
fundets Bydende og Regime -- kort et uægte Barn, som Kirken
kalder de Uskyldige, som faae sin første Daab i Taarer og kun
liden Velsignelse at voxe ved. Idetmindste har Lofthuus, at slutte
af følgende Døbeattest, ikke faaet Kirkens, uden med en suur
Mine: "Ministerialbogen Nr. 2 her ved Østre Riisøers Kirke viiser
paa Fol. 10de Side 2den, at et Qvindemenneske ved Navn Tarjer
Kittelsdatter, som var vestenfra, har den 15de Maji 1750 havt eet
u-ægte Drengebarn her til Daaben, som blev kaldet Christian,
hvis Barne-Fader efter hendes første Tilstaaelse skulde være en
Jens Jenssøn, men da Barnet var kommet i Kirken forat døbes,
og min Formand Sl. Hr. Samuel Stub havde Mistanke, at ei den
rette Barne-Fader var navngivet, sendte han een af Fadderne,
nemlig Torbjørn Eegaas, til den syge Moder forat tilholde hende
at gjøre en sandfærdig Bekjendelse, da hun sagde, at een ved
Nafn Falch var den rette Barne-Fader. Af dette u-ægte Barns
Faddere leve endnu 2de her paa Stedet, nemlig Konen som bar
det, heddende Kirstine Dahlen, og Pigen, som stod hos, kaldet
Guri Eegaas, som begge vidste nøiagtig at berette mig dette An-
førte om Sl. Hr. Stub. De øvrige Faddere ere borte; thi Torbjørn
Eegaas er død, Tallach Torjussøn Revbaasen, en Vesterlænding,
er hjemreist, og Boel Maria fra Bamble er ligeledes taget hjem
efter de her endnu levende Fadderes Forklaring, hvilket og Mo-
deren med sit lille Barn, saasnart Helbreden tillod samme, gjorde,
hvilket hermed bevidnes.
Østre-Riisøer den 25de Mai 1787 af
Claus Juell,
Sognepræst til østre Riisøers og
Sønneløvs Menigheder."
|
| d.IV,b.4,s.27 |
Mellem disse, tydeligt nok af Embedsmændenes Had gjennem-
stukne, Linier og Anmeldelsen om hans Død, finder jeg der er
en vis rystende, skjæbnespunden Forbindelse. De danne to corre-
sponderende Yderpunkter for en Tilværelse, som maa have været
fuld af Ulykke. Et Liv af Kamp og Lidelse maa have lagt imellem
dem. Rækken af dets Blade begynder med hiin Daabseddel, og
slutter med denne Dødsanmeldelse, som her gives en anticiperet
Plads, fordi de synes at staae i et saadant Forhold af Fatalitet
til hinanden, og at være begge den samme Skjæbnerings i hin-
anden løbende Ender.
"Efter nogle Aars Svaghed blev Arrestanten Christian Jensen
Lofthuus pludselig anfalden af Blodstyrtning den 13de f. M., hvoraf
han i mindre end een Time opgav Aanden. Efter vedfølgende
Copi af Regningen fra Byens Vagtmester Michelsen, blev betalt
ved Lofthuus's Begravelse 7 Rbd. 3 Mk. 8 Skil. Dette at være
saaledes rigtig, bevidner
Christiania den l0de Juli 1797.
Leedahl,
Const. Capt.-Vagtmester."
Beregning
over Arrestanten Chr. Jensen Lofthuus's Begravelses-Omkost-
ninger:
Til Præsten for Jords-Paakastelse - Rbd. 2 Mk. 16Skil
For at opkaste Graven............ - - 2 - - -
Til 2de Mænd for at bære Baaren..- - - - 16 -
Til 12 Bærere a 24 Skil.......... 3 - - - - -
Til sammes Formand............... - - 1 - - -
For min Umage ved Begravelsens
Bestyrelse...................... 2 - - - - -
Ligkisten....................... 1 - 1 - - -
Summa........................... 7 Rbd. 3 Mk. 8 Skil
Christiania den 20de Juni 1797.
Michelsen."
Det er en Anticipation at have anført dette her, -- en Fore-
gribelse i Fortællingens almindelige Orden, saa grov som den
Feil er hos en Historieskriver, at give efter for Indflydelsen af
Følelser saa dunkle som denne, der endelig vil sammenstille disse
|
| d.IV,b.4,s.28 |
saa langt fra hinanden fjernede Papirer, hans Helts Tilværelses
Alfa og Omega, og som det forekommer, at der er nok vemodig
Materie alene i disse Lapper til at digte en borgerlig Tragedie,
en spiessisk Roman af. Jeg skal gjøre denne foreløbige Flugt
fra Vuggen til Graven god igjen siden, ved strengt at følge de
virkelige Begivenheder. Tanken er tilbøielig til at sammenbinde
og til, ligesom i et Fugleskue, at dvæle paa engang ved begge
disse Punkter, forglemmende alle de mellemliggende Aldre. Idet-
mindste stod Lofthuus uvilkaarlig for min Tanke som Barn, smi-
lende i en Skjendsel, der ikke kan plette Uskyldigheden, lykke-
ligt i Pladsen ved Moderens Bryst, medens Kirke og Samfund
anviste den Uægte for hans Liv den sidste og laveste Plads imel-
lem Menneskene -- som Barn stod han for min Tanke, ikke som
Yngling eller Mand, da jeg søgte hans Grav og troede at have
fundet Pladsen derfor.
"Her, her maa det være," sagde den gamle rystende Kone,
som jeg tog til Veilederske fra Christkirkegaardens Nabolag. "Her
i Krogen," sagde hun, idet hun karede i Græsset med sin Stav,
men uden at finde nogen Forhøining, der kunde ligne en Grav.
Snarere var der Lignelsen af et Hul. "Her i Slavekrogen, skjøndt
nu har der vel lagt mange siden. Det var tidlig om Morgenen.
Jeg husker det saa vel. Og her stod næste Morgen det røde
Bræt, hvorpaa der var skrevet saameget til hans Roes, men som
strax kom væk. De Store vare nu saa gale paa ham, men Fattig-
folk holdt meget af Christian."
Saa? der altsaa? i Forbrydernes Krog? Skulde man ikke næsten
kunne vide eller dog spaae det af hiin vagabondagtige Fødsel,
af Præstemandens listige Forsøg paa at faae udlokket af den
syge Moder hendes uægte Barns virkelige Fader, ligesom man
af et theatralsk Stykkes Indledningsmusik kan slutte sig til dets
hele Characteer, til dets sørgelige eller lystige Udgang? Idet-
mindste kan man af den foragtfulde Døbeseddel, hvorigjennem
en Glæde skinner over, at Fødselens Forbandelse nu var gaaen
i Opfyldelse, over at det nu var forbi med Lofthuus, slutte sig
til en Ismaels Liv, og at han har draget Had og Ulykke nedover
sit Hoved.
Man siger ellers om Elskovsbørn (eller Horunger, som sal.
Hr. Pastor Stub og Juell vel heller vilde kalde dem) at de ere
mere oplagte, end Samfundets lovmæssige Afkom, til ualminde-
|
| d.IV,b.4,s.29 |
lige Skjebner. Man tillægger dem endog med et Slags Fortrin,
Aandsgaver, Skjønhed, et livligt, til Udskeielser tilbøieligt, efter
Moderens havte Stemning enten koleriskt eller sangvinsk Tem-
perament. Det være som det vil, men det Sande er nok, at de
-- som ubudne Gjester pleie -- oftere end Andre forøge For-
styrrelsen i den Verden, hvori de saa hovedkuls ere komne ind.
De ere idetmindste ikke saa destinerede til det rolige Liv, som
Menneskene vel have Ret i at kalde det lykkeligste. Deres Skjebne,
kunde man sige, ligger i deres egen Haand. De ere anviste Sam-
fundets Askepotpladser med den Betydning: "hjælp dig nu selv,
min Gut!" Mere end Andre, raade de sin Skjebne, og dog griber
det overmenneskelige Fatum tillige synligere ind i deres Livs-
traade. I Ingens Mund synes Ordene med større Ret at kunne
lægges:
"Mennesket skaber sin Skjebne; Straalen ifra hans modige
Blik er den glimrende Stav, som beskriver Skjebnen dens
Trin" -- --
Men i Ingens synes de hurtigere at blive til Mundsveir. Lofthuus
har ogsaa havt en Culmination, da han kunde gjøre disse for en
Dødelig overmodige Ord til sine egne. Det var da han ved sin
Morbroders Gave var kommen i Besiddelse af sin Gaard, da
han sad rolig der, med en Viv, hans fyrige Hjerte elskede, i sine
Arme, med Børn paa sit Skjød, og da han saae sine Forbedringer
paa Gaarden kronede af det trondhjemske Videnskabers Selskab
med dets største Præmie. Det var i Aaret 1781. Fem Aar efter
var det han gjorde -- sig selv fredløs, fredløs for Andres Skyld.
Jeg kan ikke komme til andet, end at Lofthuus handlede i en
god Mening, henreven af Medfølelsen, og af en retfærdig Uvillie,
besjælet af Overbeviisningen om, at det var Pligt for ham at
træde frem som Talsmand for sine lidende Medmennesker, og
af Haabet om at kunne gavne sit District. At han af de fleste
Embedsmænd, som have erklæret sig om ham, kaldes en "Skurk
og slet Karl" osv., kan ikke forrykke et Omdømme, som der
skulde være Grund til at fælde, selv efter det blotte Kjendskab
til de Vexationer, hvoraf hans Egn leed, men uden videre til
ham selv, alene efter den gamle Regel, at man da bør troe det
Bedste. Og har han da handlet i god Tro, bør man ogsaa antage,
at Bevidstheden herom indeholder Erstatning nok for de jordiske
|
| d.IV,b.4,s.30 |
Tab, man i en saadan Hensigt tilføier sig selv. Historien er-
kjender nok, at den hele moralske Verdensordning hviler paa
den Grundlov, at enhver Daarskab straffer sig selv, men dens
Moral er for ædel til at den skulde kalde Martyrer Daarer, Selv-
opoffrelse Galskab, naar den har fyldestgjørende Løn i Bevidst-
heden og velgjørende Følger for det Almindelige. Den daglig-
dagse Verden gjør det. Den kjender ikke større Daarskab, og,
idet den modtager Offeret, er al den Erkjendelse, man faaer, et
Skuldertræk til de Ord, at Stakkelen er værst imod sig selv.
Den ligner de Kammerater, som drikke med den Spendable og
opmuntre ham, hemmelig gottende sig over hans Daarlighed, til
at sætte overstyr saalænge han har noget, men vende ham saa
Ryggen. Det er saa i Almindelighed, det er Verdens Skik og
Gang, som man siger; men om end den nuværende Slægt, der
ikke lider som Fædrene, er tilbøielig til at holde den, som vilde
lide og leed for disse, for en Daare, vare dog Lofthuus's Med-
levende, i Nedenæs Amt og videre om, retfærdigere imod ham.
I Modsætning til Embeds- og Bymændenes Had staaer en sand
Enthusiasme, en blind Tiltro til ham hos Almuen. Og dette be-
styrkes endnu ved Meningen om, at hans Motiver vare gode.
At der var Grund til at En traadte frem, bered til enten at
hjælpe eller at døe for Folket, tør forventes erkjendt efter de
foregaaende Skildringer af Tilstanden, og den Frygt, hvormed
hiint Had var blandet, synes at lægge for Dagen, at Den, som
paatog sig det, ikke var den mindst skikkede dertil.
Mellem Naturens Vuggegaver manglede kun Formue og den
pletløse Fødsel, og Moderens Besvangrelse udenfor Ægteskab,
og det især af en over hendes Stand, var i de Egne en saadan
Skam, at en Paategning af Justitsraad Schythe bagpaa oven-
citerede Døbeattest, betitlet "Anmærkninger til Oplysning for
Efterslægten om Christian Jensen Lofthuus's Forældre," beretter,
at hun reiste til Østerriisøer for at gjøre Barsel, da hendes Svanger-
skab var bleven bekjendt i vestre Molands Sogn, og at Faderen
tog over til Holland, hvor han gav sig i Søfarten og døde som
Matros. Hun var ældste Søster til Bonden Nils Kittelsen paa
Lofthuus, der tog Christian til sig efter hendes Død som sit eget
Barn, da han selv var barnløs Enkemand. Men før dette skete,
har Moderen sandsynligviis maattet slæbe ham om med sig paa
Betlerstien, hvorhen det mod saadanne Feiltrin paa Vestlandet
|
| d.IV,b.4,s.31 |
grusomt strenge Omdømme forstødte hende. Han er bleven
baaret om ved hendes Bryst indtil en yngre, ligeledes syndbaaren,
Halvbroder (siden Færgemand John Lofthuus fra Lillesand) jog
ham derfra til Haanden eller Ryggen. Faderen Jens Jensen Falch
var kun 17 -- 18 Aar gammel, da Ulykken hændte, Søn af en
Capitain Falch i Jylland, men opdraget og opholdende sig hos
sin Farbroder, Justitsraad og Krigscommissair Christopher Falch
i Lillesand. Christian er altsaa, at slutte efter Forældrenes ulige
Stilling, før Frugten af en Forførelse, end af en ulykkelig Kjær-
lighed. Schythe lægger ellers til: "At Jens Falch var Fader til
Christian Lofthuus, tvivler Ingen paa, som har kjendt dem begge,
da denne Sidste lignede den Første i Høide, Ansigtsbildning,
Tænke- og Handlemaade paa en Prik." Og af dette Justitsraadens
lille Pennestrøg gjør jeg mig den Idee om Lofthuus, at han
har seet godt ud. Folk, som have seet ham, bekræfte ogsaa, at
han var af Middelhøide, og af vakkert, livligt Ansigt. I den For-
stand, som Faderen havde afgivet Prøver paa, var han dog ikke,
hvad man kalder en "vidtløftig Karl." Justitsraaden forivrer sig
her. Fader og Søn havde "Vidtløftigheden," som vel er det, der
her menes, hver paa sin Viis. Fællespunktet er kun den raske
determinerede Bestemthed i Sindet, der lod Faderen landsforvise
sig selv, fordi han ikke kunde taale sin opbragte Farbroders
skjerpede Strenghed, og Sønnen opgive den huuslige Lykke,
hvoraf han var i Besiddelse, fordi han oprørtes over den Be-
handling, Andre maatte lide. Personlig har han ikke havt noget
at anke over, og heri have vi ligeledes en Ledetraad, der fører
os til uegennyttige, ikke til uædle, Motiver paa Bunden af hans
Hjerte.
At hans Barndoms og Ungdoms Opførsel har været roesværdig,
lader sig ogsaa slutte af, at hans Fosterfader nogen Tid før sin
Død testamenterede ham Gaarden og al sin Eiendom med Forbi-
gaaelse af en i Amsterdam levende Broders Børn, som da vare
de rette Odelsbaarne til Gaarden. Men Christian beholdt den,
og tog Navn efter den, som norsk Skik er. Imidlertid paastaaes
der, men rigtignok af ovennævnte hans bittre Fiende, at han ikke
har vidst at forsvare Eiendommen, uagtet han erholdt hiin Præmie
for Agerdyrkning, men at han endog maatte pantsætte den,
"gjorde Opbud og eiede Intet." Saameget er dog vist, at han
ikke kom fra Gaarden, men havde sit Hjem der indtil sin Til-
|
| d.IV,b.4,s.32 |
fangetagelse. Hans Kone boede der, mens han selv kun gjestede
den af og til som Ræven sin Hule, naar den har mærket Jægere
ved dens Aabninger. Pantsættelsen kan ogsaa have været iverk-
sat til Beskyttelse imod Seqvestration af Regjeringen, medens
han drev sine Agitationer, omendskjøndt hans Characteer, for-
medelst den Listighed, som er et af dens meest udmærkede Træk,
altid bliver fordægtig nok til, at man gjerne kan troe ham istand
til at have iverksat den i en mindre undskyldelig Hensigt. Tidens
Tryk kan ogsaa have rammet ham, og at han ikke sad saa syn-
derlig varmt inden Vægge, har vel ogsaa havt sin Deel i hans
Beredvillighed til at forlade den. Men vist er det, at han i 1781
var en i sit Hjem lykkelig og uafhængig Mand. Justitsraad Schythe,
der især synes at tage sig den Tiltro nær, som Lofthuus virkelig
var i Besiddelse af hos Almuen, søger endvidere at bestride
Tilværet deraf ved at fortælle, at der var overgaaen Lofthuus
en siden usvækket Tremarksdom nogle Aar før Urolighederne,
og saa at grunde Beviset for, at Lofthuus ingen synderlig An-
seelse kunde nyde imellem Almuen, paa dennes Afsky for en
saadan Æresstraf. Lofthuus, der sees ogsaa at have benyttet
sig af Nedenæs Lehns Privilegier (af 13de Oktbr. 1688), som ind-
rømmede fri directe Udførsel af Trælast, skal nemlig have be-
skyldt en Jydeskipper, ved Navn Baltser, for ikke at have betalt
endeel i Lillesand af ham bekomne Brædder, og have stevnet
ham til Bythings i Christianssand, hvor han netop laa med Far-
tøiet. Skipperen skal dog have afbeviist Sigtelsen, og Lofthuus
derefter være bleven anseet som anført. Men om disse For-
kleinelser, hvoraf ialfald, efter Almuens, i dette Tilfælde ikke saa
feilagtige, Begreber, en svigagtig Fallit vilde være den største og
Tremarkstraffen den mindste, yttrer Forf. af et "Brev fra Chr-
sands Stift" sig saaledes:
"Muligt er det, som rigtignok nogle heroppe have fortalt mig,
at Lofthuus skal være en tøileløs halstarrig Mand, hvis Friheds-
begreber erkjende hverken Lov eller Pligtl; at han skal endog
være dømt som Tremarksmark. Vished om dette sidste har jeg
ikke kunnet opspørge, thi alle Mennesker ere her i Passion enten
for eller mod ham; men sandsynligt er det ikke, da han nyder
saamegen Agtelse og Fortrolighed af Almuen, der har den umaade-
|
| d.IV,b.4,s.33 |
lige Afsky for Navnet Tremarksmand og for en æreløs Karl, som
er det samme. Men lad det end være sandt, at han er saaledes
dømt, at han før har viist sig under hiin Characteer; jeg troer
dog, at en tænkende Mand bør ikke afgjøre endda, uden efter
Facta, Mandens Characteer, eller uden efter Udfaldet dømme
om hans Bevæggrunde til at handle, som han har handlet i denne
Sag." Hertil kun gjentaget den Bemærkning, at Loven langtfra
allesteds i Almuen har opnaaet sin Hensigt at gjøre en Tremarks-
mand eens i Begreberne med en æreløs Karl. I slige Sager har
Almuen sin egen Dom, og falder ikke denne sammen med den
juridiske, kommer denne ikke til Execution, men bliver blot et
Spilfegteri. Med en æreløs Karl vil den visselig intet have at
skaffe, og til at blive det i den almindelige Mening skal der
enten en Forbrydelse eller en Række af slette Træk; men om
en Tremarksstraf, der ikke er forud understøttet af det alminde-
lige omdømme, har den kun Begrebet af et juridisk Uheld, saa
Angjældende ikke lider meer end f. Ex. En der vel ved Magt
eller Feiltagelse engang har været puttet i et Dolhuus, men om
hvem man veed at han mangler ligesaa lidt som Andre, ja vel
endog troer, at han er lidt klogere endnu. Dommen maa vel ikke
saa ganske have ladet sig juridisk eller moralsk forsvare, siden
de forskjellige Øvrighedspersoner, som have erklæret sig i Sagen,
med Undtagelse af Schythe, som endog omtaler, at Lofthuus 2de
Gange er bleven domfældt "som Forbryder," ikke have lagt nogen
Vegt derpaa. Dommeren, som fældte den, en Byfoged og Regi-
mentsqvarteermester Sørenssen, var heller ikke bekjendt som
noget juridisk Lys; og havde man ikke været temmelig enig om,
at Lofthuus her ikke var dømt saa ganske retviist, har man ikke
let for at forklare sig, at han fik Adgang til selve Thronen, og
at Authoriteterne virkelig indlode sig med ham.
Men disse private Omstændigheder have lidet at skaffe med
hans offentlige Færd under Urolighederne. Ved disses Udbrud
ophørte han at tilhøre og leve for sig selv. Ulykkelige Processer,
som hans Fiender tilskrev hans egen Trættekjærhed, og en derved
foraarsaget Tilbagegang i Velstand vare gode Incitamenter for en
pirrelig Characteer. Motivet, som, endog før disse personlige
Uheld rammede ham, havde henledt Opmærksomheden paa ham
som en høirøstet Opponent imod det Uvæsen, som gik isvang,
laa i Elendigheden udenfor ham.
|
| d.IV,b.4,s.34 |
Bønderne rose Lofthuus for Uegennyttighed og Rundhaandet-
hed imod Trængende endog over sin Formue, saa det vel ikke
har staaet saa daarlig til med denne, som man vil have, for ikke
at faae nogen Undtagelse fra Regelen, at Fanterne ere de værste
at regjere over. Har han havt at give, laane og bekoste, maa
han vel ogsaa have havt noget at tabe. Ingen, der har spillet
en lignende Rolle, har heller kunnet undvære disse Egenskaber.
"Efter at han var først af Medynk overbeviist om vores Under-
trykkelse -- sige Bønderne -- har han paa egen Bekostning
foretaget sig 2de besværlige Reiser til Kjøbenhavn, og der andraget
noget af vores Nød for vor dyrebare Kronprinds", ligesom de
ogsaa bevidne i et andet Document, at Lofthuus udtrykkeligen
havde erklæret, at han "for sin Umage og Bekostninger hverken
havde modtaget eller vilde modtage ringeste Skillingsværdi, men
at hans Umage og Bekostninger alene vare grundede i Kongens
Interesse og Fædrelandets Vel." Disse Vidnesbyrd ere rigtignok
udfærdigede paa Gaarden Lofthuus og conciperede af ham selv,
som var skrivekyndig (hvad den Gang var sjelden for en Almues-
mand); men de ere undertegnede af et betydeligt Antal: det
sidste af 39 Bønder fra forskellige Sogne, det første af ikke mindre
end 329 Mand fra Nedenæs og Raabygdelauget. Desuden er det
ham selv, som angiver hiint agtværdige Motiv for hans Frem-
træden, saa maae vi troe det. Man seer, at han har gjort sig
selv Rede derfor, at han, ligesom Drengen, der satte Kirkeklokken
i Farum i Bevægelse, da han med from Overtro skulde skrabe
Rust af den til sin syge Moder, er bleven forbauset over den
Gang Begivenhederne toge, der overvældigen nu syntes at rive
ham selv hen, og at han da har reflecteret over sine Bevæg-
grunde og søgt Beskyttelse i sit eget Hjerte.
Den Udgang, som det sidste Almueopløb i Nedenæs, nemlig
det i Arendal den 7de Febr. 1752, havde havt, og som endnu
maatte være i friskt Minde, samt de bestaaende Lovbestemmelser
med Hensyn til alt hvad der kunde henføres til Stempling eller
Opløb, maa Lofthuus upaatvivleligen ogsaa have taget med paa
Vegtskaalen; og da disse Omstændigheder ikke indeholde nogen
Opmuntring til at gjøre sig til Folkets Mand, eller "til at bære
Hundemaden frem," som Schythe udtrykker sig om Lofthuus's
Idræt, viser unegtelig hans Følsomheds elastiske Styrke sig endnu
tydeligere og som forherskende i hans Væsen. Det var nemlig
|
| d.IV,b.4,s.35 |
ikke Tilfælde i 1752, som det havde været i 1688, da Almuens,
som det kaldes i Resc. af 13de Oktbr. s. A., formastelige, vold-
somme Udlosning af et Par danske Kornskuder skaffede Nedenæs
Lehn sine Privilegier af bemeldte Dato paa fri Trælastudførsel.
Thi for den samme Gjerning bleve ved den sidste Leilighed 20
Personer, efterat en Inqvisitionscommission havde været nedsat,
ved Overhofretsdom af 18de Mai 1756, deels mulcterede over
sin Formue, deels straffede med Fæstningsarbeide i flere Aar,
forsaavidt de ikke unddroge sig samme ved frivillig Landflygtig-
hed; og en Skjebne, ikke mildere, maatte ganske vist saa nylig
efter staae Lofthuus for Øie, da Planen at træde frem som sine
lidende Medborgeres Talsmand fødtes i hans Hjerte under alle
dets Aarers Slag og overveiedes i hans Hjerne ligeoverfor en
sørgmodig Hustru, som ahnede ilde, og i et Hjem, hvis Fred han
havde lært at sætte Priis paa, men som det nu gjaldt. Snart
saae hun i de mange halvt hemmelige Besøg af ukjendte Folk
langt oppe ifra Bygderne, og hørte af sin Mands heftige Udla-
delser, hvori Kongens og Kronprindsens Navne forekom, og af
Klagerne, som han førte i Pennen, og mærkede af hans Borte-
væren fra Tid til anden, og Forsvinden og Hjemkomst om Natten,
at Noget var igjære. Men hvilket? Christian var taus. Men
"skulde han ville forlade hende og sin Gaard? udsætte sig for
Mændenes Skjebne fra 1752? gjøre sig ulykkelig for disse Frem-
medes Skyld? Gid han vilde passe sig selv, og gid han ikke
kunde skrive eller havde saa uroligt Gemyt!" -- saa omtrent
vare nok hans Hustrues Tanker under alle disse Forbud for det
første offentlige Skridt, han foretog sig for den Sag, han havde
besluttet at vove noget for. Det var at reise til Kjøbenhavn for
personlig at bringe Almuens Klager for Kronprinds Frederik,
siden Frederik VI, som forestod Regjeringen i sin Fader, Kong
Christian VIIs Svaghedstilstand; og hvad han vovede, var, hvad
han besad af Velvære og Lykke; thi det var Øvrigheden han
vilde anklage, Øvrigheden fra øverst til nederst. Forordningen
af 5te Februar 1685, som er foranlediget af de brydsomme Ned-
reiser til Kjøbenhavn af klagende Almuesmænd fra Norge, truede
endog for et saadant Skridt hans Frihed og Ære med Bremer-
holmen eller Slaveri paa Livstid.
|
| d.IV,b.4,s.36 |
Lofthuus i Kjøbenhavn og tilhove.
Hvi dyrker han roligen ikke sin Ager?
Mon Gud ham som lld gjennem Dalene jager?
Var Loven streng og Faren stor paa Papiret, saa var dog den
norske Bondes Tiltro ikke mindre til "han Fa'r," d. e. Kongen og
til Kronprindsen, som styrede for ham. Nedreiser til Kjøbenhavn,
Regjeringens Sæde, af enkelte Bønder, som havde noget at klage,
eller af hele Almuens Befuldmægtigede vare derfor, til det danske
Cancellies store Ærgrelse, ikke sjeldne, saa det endog lod indhente
Stiftamtmanden i Agershuus Stift, Erich Scheels, og Gene-
ralprocureurens Erklæring og Forslag til en Skjerpelse af Forord-
ningen af 5te Februar 1685, der forbøde andre Klager end spe-
cielle og fremsatte, ved Øvrighedens egen Bistand, af egentlige
Vedkommende. Af Stiftamtmand Scheels Erklæring, der anbe-
faler samme Skjerpelse, uagtet han medgiver, "at det var en
unegtelig Sandhed, at Embedsmændene hist og her meget op-
skruede deres Sportler til altfor stor Byrde for Almuen," seer
man, at en Foged Hansen i Bradsberg Amt og en Sorenskriver
Nygaard i Gudbrandsdalen, der ogsaa begge bleve afsatte, havde
for faa Aar tilbage foraarsaget, at man var bleven uleiliget der-
nede med slige Klager. I Foraaret 1784 havde Nisse- og Torris-
dals Almuer ansøgt om Foranstaltninger til deres Handelsforholds
og hele kummerlige Tilstands Undersøgelse. Høsten 1785 ind-
fandt der sig 3 Deputerede i Kjøbenhavn fra de fire Præste-
gjelde i Nedre-Tellemarken, Holden, Bø, Søvde og Hitterdal, hvilke
forsikkrede, at de "sandelig ikke vare komne som Deputerede
for nogle oprøriske hover (Hoveder? Hobe?) -- som Øvrigheden
erklærer, -- mens som allerunderdanigste Suppliquander for en
fortrykt Almue;" og den følgende Vaar sendte de samme Præste-
gjelde, paa hvis Vegne 33 Bønder, som havde undertegnet Klagen,
paastode at handle, en Hans Hanssen Kolstad til Kjøbenhavn,
som erklærede, at han var "nedsendt forat tale Folkets Tarv,
forat nedlægge Klagen for Hs. Majestæts Naadethrone og søge
at faae de Byrder lettede, som de svage Skuldre ei formaaede
at bære, og som omsider vilde bane Vei til total Undergang og
Ødelæggelse." Efterat have fremsat Klagepuncterne, som især
gik ud over Sorenskriver Hans Thomas Lange og Lensmændene,
|
| d.IV,b.4,s.37 |
belægger han dem med følgende kraftige Ord: "Saaledes, aller-
naadigste Konge, blive Ds. Majestæts allerunderdanigste Under-
saatter i bemeldte 4 Sogne behandlede. Saaledes fortrænges og
udrives vi, og naar vi klage over slige fornærmende Forurettelser,
nævnes vi med de for indfødte Normænd saa skjendige, og for-
haanende og afskyeliste Navn, Rebellere og Oprørere. Nei,
allernaadigste Konge! vore Forfædres Ære har altid bestaaet i
at være udmærkede og bekjendte for Troskab og Tapperhed, af
Kjærlighed til Kongen og Fædrelandet, og denne ædle Characteer
ville vi efter vor allerunderdanigste Pligt og Skyldighed stræbe
at soutenere og helligholde, saalænge deres norske Blod opvarmer
vort norske Bryst og med Fyrighed circulerer om vore oprigtige
Hjerter. Herren give Landet bestandig Fred! men skulde Feide
indtræffe, saa staae vi som een Mand, og ligesom vore brave
Fædre, modige og glade gaae den blanke Klinge og surrende Kugle
imøde, for enten at døe for Kongen eller vende tilbage med Seier.
Men at Sorenskriveren og hans gjerrige Drenge, Lensmændene,
skal ligesom skyldsætte os, være vores Plagefogder, og udpresse
ulovlige Afgifter af os -- denne Fornærmelse trænger os ind i
Sjælen, denne klage vi over, og denne bede vi allerunderdanigst
at maatte vorde forskaanede for."
Der staaer rigtignok "Hans Hanssen Kolstad, Deputeret for
Bønderne af Holden osv." under, men han har dog nok, efter
mange Mærker i Stilen at dømme, havt en norsk Student ved-
haanden dernede, endskjøndt Bøndernes første, af en Ole Rui
skrevne Klage, indeholder en lignende Appel til den nationale
Bravour: "Vi fattige Skattebønder -- sige de 33 -- troe slet ikke,
at Kongen har forladt sine norske Folk. For 22 Aar siden1, da
vi reiste igjennem Holsteen og Tydskland, saae vi dig ikke ander-
ledes end mild og blid. Vi stode og troligen paa vor Post, hvor
vi bleve befalede; vi tænkte og ikke paa andet end paa vort
Vaaben og Værge, at forsvare dit Land og Rige. Vi havde der
ingen Nød; men ak! ak! fromme Landsens Fader, mon troe, at
det er din Villie, at Lensmændene og Sorenskriverne skal øde-
lægge os, og at vi ikke maae komme for dit Ansigt med vore
graae Haar? Saa hjælpe os nu Gud af Himmelen!" De have
nemlig i det foregaaende berettet, at den constituerede Amtmand
|
| d.IV,b.4,s.38 |
havde i Manges Paahør betydet dem, at ingen norsk Bondemand
maatte komme til Kjøbenhavn med Ansøgning, da han ellers
strax vilde blive arresteret, og enten sat paa Holmen eller "af-
sendt til fremmede Landskaber at gaae i Slaveri i al sin Tid."
Den sidste skrækkelige Trudsel tilhører nu vel blot deres Phantasi
og navnlig de gjængse Almuebegreber om Tyrken; men den
første havde sin Grund i Resc. af 17de Juli 1744, der bestemmer
Fæstningsstraf i Kjøbenhavns Citadel for den Almuesmand fra
Norge, og Spindehuset for den Qvinde, som kom til Kjøbenhavn
med en Ansøgning, der ikke var paategnet af vedkommende Amt-
mand, hvilket var, paa Grund af Negtelse, Tilfælde med den
nedre-tellemarkske. Uagtet dette Rescript og uagtet Anordningen
af 1685 ogsaa var indskjerpet under 3die April 1771, ligesom den,
formodentlig i Anledning af denne Klagedeputation, blev det under
30te Septbr. 1785, behandledes dog ikke de norske Bønder efter
det strenge Bogstav, og dette skyldes nok ikke mindst den An-
seelse for Troskab, Trohjertethed og militair Bravhed, hvori Nor-
mændene virkelig stode i Danmark. Der laae norske Regimenter
i Kjøbenhavn. Der laae den stoute norske Garde2. Holmens-
matrosernes berømte faste Stok bestod især af Normænd.3 Paa
disse og paa Garden hvilede Folkets Øie med større Godhed end
|
| d.IV,b.4,s.39 |
paa sine egne Rød- og Blaatrøier. Disse Deputerede med Skræp-
pen paa Ryggen vare Fædre og Frænder til de høie Skikkelser,
som vandrede om med sine Hellebarder i Christiansborgs Galle-
rier, og til de djærveste af hine folkekjære Blaatrøier nede ved
Stranden. Regjeringen endsede dem derfor ikke, men saae bare
til at faae dem vel afsted igjen. Noget udrettede de ogsaa, saa-
som en Circulairskrivelse fra Rentekammeret til samtlige Fogder
i Norge af 29de Juli 1786 om at Afgifterne nøie skulde specificeres
i Skattebøgerne og den endelige Udkomst af et Sportelreglement.
En Mand af Lofthuus's resolute Characteer behøvede vel hverken
Forgjængere eller Erfaring af Andre om at Nedreiserne til Kjø-
benhavn dog ikke vare saa farlige endda, for at beslutte sig
dertil. Men den traadte Sti gaaes lettere, og hvad Hans Kolstad
kunde gjøre, var Lofthuus endnu mere Mand for. Kun vilde
han ikke, som hiin, indskrænke sig til at bombardere Cancelliet
med skriftlige Andragender, eller spilde Tid med at lade deslige
gaae den lovbefalede, sene Vei gjennem Amtet. Selv vilde han
overrække Kronprindsen sin Klage, selv mundtligen belægge
samme, og meddele ham med Ordets Liv en Skildring af Til-
standen i hans Egne.
Lofthuus's Plan var bleven bekjendt. Flere og flere Klagende
opsøgte ham, og han dem, indtil han troede at være vel nok
forsynet med Materialier til en summarisk Jeremiade over Distric-
tets Tilstand. Derpaa reiste han søværts ned, og erholdt Audients
hos Kronprinds Frederik den 8de Juni 1786, hvorunder han da
overrakte et, med 329 Underskrifter forsynet, Skrift, der indeholdt
Klager over de Undertrykkelser, som fra Embedsmændenes, Lens-
mændenes og Byborgernes Side gik isvang i Norge, og Bøn om
at disse Forhold maatte blive undersøgte af upartiske Mænd;
og ikke forsømte Lofthuus da Øieblikket til mundtligen at ud-
vikle sig. Kronprindsen, som mærkede, at han her havde at
gjøre med en norsk Bonde af mere end almindelig aandig Dyg-
tighed, indlod sig ogsaa virkeligen med ham og gjorde ham op-
mærksom paa, at det ikke var let at foranstalte Undersøgelser
efter en summarisk Angivelse, hvorfor han maatte specielt og
særskilt affatte sine Klager, samt paa at hans Sendelse som Be-
fuldmægtiget fra alle de Sogne, som han havde nævnet, trængte
til bedre Beviser end hans eget blotte Udsagn. Lofthuus gjorde
da en kort Tour hjem efter Fuldmagter, holdt et Møde af de 329
|
| d.IV,b.4,s.40 |
den 27de Juni, der afgave en Bekræftelse paa det forrige Klage-
skrift, og allerede den 13de Juli overleverede han atter til Kron-
prindsen personligen saavel denne, som endeel andre Bekræf-
telser paa sin Sendelse fra Almuen. Han gjorde ikke langt Op-
hold hjemme, fordi han troede, efter den første huldrige Audients,
at alt var i god Gang, og at det kun var en Formalitet, den naa-
dige Kronprinds kun vilde have løseligen iagttaget, for hans eget
Bedstes og Regjeringsherrernes Skyld. "Lofthuus har været
hjemme -- hedte det imellem Bønderne -- men er alt i Kjø-
benhavn igjen hos Kronprindsen, som har sat Lid til ham og nu
veed Alt, hvad vore Undertrykkere gjøre imod os, da han taler
gjerne og langt meer fortroligt og nedladende med ham, end en
af vore Flaaere med en stakkels Bonde. Men nu skal der snart
spørges Nyt for dem, naar han kommer hjem igjen -- Gud vel-
signe ham der han er!"
Han var ikke længe borte. Den veltænkende Frederik gjentog,
at Klageposterne maatte særskilt og bestemt angives i Vedkom-
mendes Navn eller ogsaa i Lofthuus's eget, om han trøstede sig
til at bevise samme, hvorefter han gav ham sit fyrstelige Ord
paa at Undersøgelse og Ret skulde skee. Saaledes beretter Brev-
skriveren fra Christianssands Stift, at Indholdet af Kronprindsens
mundtlige Meddelelse har været, hvilket han ogsaa siger at Rygtet
angav, og at Lofthuus, der forhen betragtede sig som Almuens
Gesandt til Hoffet, efter dette Tilsagn, "nu langt mere stolt be-
tragtede sig som Hs. kgl. Høiheds Gesandt til det klagende Folk,
som en af begge Parter antagen Negociator." Lofthuus selv siger,
at da han "ansaae de medbragte Attesters Antal ikke klækkelige
nok mod de mangfoldige Fiender, der allerede meldte sig, re-
solverede han anden Gang at reise hjem forat indhente tilstrække-
lige Bekræftelser, Alt paa behørigt Stempletpapir, og det af 13
Kirkesognes Almuer." I Begyndelsen af August var han hjemme
igjen, og fra nu af traadte han op som Folketribun, begyndende
en Færd, som han kaldte kun en Fremskaffen af Beviser, hvortil
han ved Kronprindsens Opfordring var bemyndiget, men som
Embedsmand og Borger kaldte Stempling og Oprør. I egentligste
Forstand var den, hvad man i Tydskland med saamegen Skræk
har kaldet "Umtriebe," Ophidselser med Vandringsstaven i Haand.
|
| d.IV,b.4,s.41 |
Lofthuus's Foretagender i August Maaned 1786.
Det første Lofthuus foretog sig ved sin anden Hjemkomst fra
Kjøbenhavn i den første Uge af August, var at tage Afskrifter
af de Vidnesbyrd for sin Sendelse, som han havde tilveiebragt
under sit Snarærinde hjem i Slutningen af Juni og de første
Dage af Juli, forsyne dem med den autoritetsmæssige Paategning;
"conform med Originalen testerer Chr. J. Lofthuus", og at erhverve
nye Deklarationer fra Almuerne, hvilke samtlige Dokumenter han
da sendte til Kjøbenhavn for at paaskynde den belovede Under-
søgelse. Disse ældre bestode: 1) af en udateret Erklæring fra
39 Bønder af Vegusdals, Ivelands, Birkenæs, Landvigs, Høvaags
og Vestre-Molands Sogne; 2) en Klage over forrige Foged Justits-
raad N. Schythe, undertegnet af 30 Bønder fra Vestre-Moland,
og 3) en ligelydende Erklæring med den første, dateret Brislaa
i Birkenæs Sogn den 27de Juni 1786, og undertegnet af 49 Bønder
fra Høvaags og Birkenæs Sogne. Af det første Dokuments Inti-
mation sees hvilken Vigtighed Almuen tillagde den Audients,
Lofthuus havde havt, idet nemlig Undertegnerne erklære, at de
ikke havde kunnet negte at give Lofthuus sin skriftlige Tilstaaelse,
hvilken de med korporlig Eed skulde bekræfte, naar forlangedes,
saasom han offentlig havde deklareret for dem, "at have havt
den Naade at tale mundtlig med Ds. kgl. Høihed og senere den
8de Juni havt den Lykke at levere en Supplique eller Klage" osv.
Og Slutningen af dette Skrift, der i sit Indhold er en Gjentagelse
af Klagerne over Øvrigheden og Byborgerne, og en Bevidnelse
om Lofthuus's Uegennyttighed, viser, at det har været udstedt af
Lofthuus som en Slags Budstikke, for hvilken Forseelse imod
Lovens Forskrift ogsaa Fogden, Hr. Dahl, søgte at faae ham rammet.
Det har nemlig saadan Underskrift og Paategning: "Christian
Jensen Lofthuus i Vestre-Molands Sogn. Bønderne medtage deres
Contrabøger, Skattebøger, Skiftebreve og andre Dokumenter, som
angaae disse Betræffenheder". Disse tre Deklarationer var det
Lofthuus overrakte Kronprindsen den 13de Juli tilligemed følgende
Skrivelse, der isandhed ret var skikket til at vinde ham Kron-
prindsens Opmærksomhed og Interesse ved Ædelheden af de
Motiver, den angiver, og ved den Skildring af at være udsat for
|
| d.IV,b.4,s.42 |
Forfølgelse, som den indeholder, og som han nu ogsaa indtog i
sin Samling af Forsvarsindlæg.
"Deres kgl. Høihed, allernaadigste Kronprinds og Herre!
Under 8de Juni d. A. tog jeg mig den allerunderdanigste Frihed
at overlevere Ds. kgl. H. mit skriftlige Andragende, hvorledes en
Deel af Norges Bønder blive undertrykkede, samt paa hvad
Maade, som jeg her igjentager og hvortil jeg mig refererer. Men
da jeg, paa samme Tid jeg havde den høie Naade at tale med
Ds. kgl. H., ikke kunde tillige legitimere mit Andragende, resol-
verede jeg strax at reise til Norge for at faae de behøvende
Attester, som jeg nu herved nedlægger for Ds. kgl. H., og hvoraf
allernaadigst vil erfares mit Andragendes Rigtighed. Allernaadigste
Prinds og Herre! O, hvor vilde jeg være glad, dersom jeg herudi
maatte være saa lykkelig at vinde Ds. kgl. H.s allernaadigste Tillid;
ja, intet skulde være mig kjærere for at see mine Medbrødre og
Landsmænd reddede end at Ds. kgl. H. hos Hs. kgl. Majestæt, Ds.
Hr. Fader, vilde allernaadigst udvirke, at det maatte være tilladt
paa egen Bekostning, ved et lovskikket Thingsvidne, at bevise
dette mit Andragende, da jeg allerunderdanigst forsikkrer, at jeg
ikke aleneste tilfulde skal bevise det, men endog meget mere.
Men een Ting alene maatte jeg da være vis paa, nemlig min
personlige Frihed; og da jeg, for hvad som allerede er passeret
i denne Sag maa befrygte at Vedkommende i Norge ved deres
Venner her i Kjøbenhavn eller ved min Ankomst til Norge straxen
gribe til at arrestere mig for at betage mig alle Midler til at
forsvare mig: saa er det jeg ene og alene allerunderdanigst beder
Ds. kgl. H. allernaadigst at tage mig under Ds. høie Protektion og
Beskyttelse, saaledes at mig allernaadigst vorde forundt Hs. Maje-
stæts Protectorium at være befriet for personlig Arrest saalænge
denne Sag undersøges, da jeg derimod, om jeg ikke beviser ved
lovlige Dokumenter mit Andragende, vil opoffre Ære, Liv og Gods.
Hverken Gunst eller Gave, Had eller Avind har bragt mig til
at gjøre denne Opdagelse, men alene den blotte Medynk over
at see saamange af mine Landsmænd undertrykkede, under saa
naadig og mild en Konge og Landets Fader, har drevet mig til
at nedlægge samme for Ds. kgl. H.s Throne, hvorfor jeg og lever
i det Haab allernaadigst at nyde det forlangte Protectorium. Gud
|
| d.IV,b.4,s.43 |
bøie Ds. kgl. Høiheds Hjerte til en retfærdig Mildhed og en mild
Retfærdighed!"
Foruden disse Dokumenter erhvervede Lofthuus to nye i et
talrigt Almuesmøde, som han havde foranstaltet paa sin Gaard
den 7de og 8de August. "Jøss! idag er der saamange Folk paa
Lofthuus," hedte det i Lillesand. Ude mylrer det i Gaarden,
mens Christian sidder inde ved Pennen, holdende ligesom et
Thing. Jo, han sad der og skrev paa stemplet Papir, og Bønderne
ude i Gaarden tittede ind, og kunde ikke see sig mætte paa ham,
som saaledes arbeidede for dem med rynket tankefuld Pande
og utrættelig Haand. Man vil see, at han ikke glemte sig selv
heller under Nedskrivningen, og at han udfærdigede to Deklara-
tioner med hver sine særskilte Underskrifter, rimeligviis for at
give dem et Slags Skin af Uafhængighed af hinanden.
I.
"Da vi i mange Aar har sukket under Uretfærdigheds Aag, og
det af dem, der ere os foresatte af Kongen til Øvrighed og
Embedsmænd, men ikke har fundet en Mand, som har været
saa veltænkende at andrage sligt for Landets Fader førend
Christian Jensen Lofthuus, som, efterat han var først af Medynk
overbeviist om vores Undertrykkelse, har paa egen Bekostning
foretaget sig 2de besværlige Reiser til Kjøbenhavn og der andraget
noget af vor Nød for vor dyrebare Kronprinds, der har lovet at
vigilere for os hos sin Hr. Fader Kong Christian den 7de, at
samme vores Foredragende for Ds. kgl. Høihed af 8de passato
og 13de hujus, som Chr. J. Lofthuus har havt den Lykke at over-
levere til vores dyrebare Kronprinds med allerunderdanigst Bøn
at vores underskrevne eedelige Bekræftelser, dat. 27de Juni 1786,
angaaende Fogdernes, Sorenskrivernes og Borgernes ubillige Be-
handling paa det nøyeste af upartiske Mænd maae undersøges,
hvis overdrevne Misbrug har saa godt som ruineret det hele
Land: saa i den Anledning ifald vedkommende Contraparter
skulle driste sig at fremkomme med noget om Chr. J. Lofthuus's
Forhold, kan vi ikke nægte ham vores sandfærdige Declaration:
1) at Chr. J. Lofthuus har hjulpet mange Nødlidende og Trængende
af sine Landsmænd endog over sin Formue, om hvilken sandfærdig
Tildragelse han den 8de Juni har havt den Lykke at over-
|
| d.IV,b.4,s.44 |
levere Deres Kongl. Høyhed et Tingsvidne, men langt fra ikke
havde dette til Øyemed at udsue hine Naboer eller andre Fattige,
som endeel af vore fattige Med-Mennisker gjør, thi han har ikke
engang faaet det Laante tilbage, end sige at have taget ubillig
Renter eller sligt, ja tilligemed ladet sig nøye foruden at søge
de Trængende og andre for en stor Deel af hans Eyendom, som
nu i disse besværlige Tider aldrig bliver ham betalt, saa hvad
han har gjort og viist mod os og den trængende Næste, har
alleneste ædelmodigt Hjerte og Medynk over sin Næste drevet
ham til, hvorfore og Gud vil velsigne ham; 2) tilstaae vi og herved
igjentage paany, at vi har selv egenhændig underskrevet det som
er indgivet af Chr. J. Lofthuus til Hs. Kongl. Høyhed over vores
store Forurettelser saavel af Fogderne, Sorenskriverne og Kjøb-
mændene. Og leve vi da i det faste Haab, at Kongen, som elsker
sine Børn, ikke lader det allene forblive ved Erklæringer, aller-
helst da det vil ikke feyle at deres uretfærdige Behandlinger vil
blive iklæd Retfærdigheds Klædebond, mens at samme ved en
Commission af retsindige og upartiske Mænd paa det Strængeste
vorder undersøgt, thi skeer saadant ikke, vil deres Ondskaber
tage en stor Deel mere Overhaand end tilforn, og naar saadant
skeer, forsikre vi helligt, at Deres Majestæt vil faae en Deel mere
at vide end vi nogensinde i vores Declaration, given til meer
bemeldte Lofthuus, har undertegnet. At dette Altsammen saaledes
som i disse 2de Poster af os er anført, er den rene og ufor-
falskede Sandhed, det bevidnes med vores Saligheds Eed, saa
sandt hjelpe os Gud og hans hellige Ord.
Lofthuus den 7de Augusti 1786.
(Underskrevet af 329 Mand fra Nedenæs og Raabygdelauget).
At dette er ordlydende med Originalerne testerer Undertegnede.
Lofthuus den 7de Augusti 1786.
Christian Jensen Lofthuus.
Ole Pedersen Næbetrø."
II.
"Til Kongen!
Mere end længe nok har vi allerunderdanigst sukket under
Fortrykkelsens Aag, der i vores Tanker for det meeste er os
paalagt af Fogder, Sorenskrivere, Kjøbmænd og Lensmænd.
|
| d.IV,b.4,s.45 |
Endelig har Gud aabnet en Vei for os som vi længe har sukket
efter ved Christian Jensen Lofthuus, samt givet ham Mod og Styrke
til at andrage noget af vor Nød for vor kjære Landsens Fader
og dyrebare Kron-Prinds, hvilke 2de besværlige Reiser han for-
uden mindste sin Fortjeneste har gjort, da han for samme ikke
hverken har modtaget eller efterdags vil modtage mindste &bmskilling; Værdi.
Disse hans Andragender og paa vores allerund. ham meddeelte
eedelige Bekræftelse, angaaende hans sandfærdige Andragne,
har Deres Kongl. May heller ikke anseet med ligegyldige Øine,
mens allernaadigst befalet en Undersøgelse om samme. Vi op-
offre derfor Alle som en Mand Deres Kongl. Mayestæt vores
Liv og Gods til Pant, dersom det ikke i alle Dele forholder sig
saaledes som vi allerede har undertegnet og meddeelt Chr. Jensen
Lofthuus vores eedelig Tilstaaelse om Øvrighedens og Kjøb-
mændenes Behandling, dateret 27de Juni 1786, hvilke han har
haft den Naade og Lykke at overlevere vores dyrebare Kron-
Prinds ligelydende Copier af Originalerne, da sukke vi alle til
Gud om Deres Kongl. Mayestæts Understyttelse saaledes at denne
vores Forurettelse ved en Commission af upartiske og retsindige
Mænd maatte vorde undersøgt, hvorfor vi og allerunderdanigst
bønfalder D. K. May. om Tilladelse ved samme Commission for
egen Regning at holde Contra-Protocol til vores Efterrettelse, da
tro og er vi næst Guds Hjelp forsikret at det hele Land, som
nu er saa godt som ødelagt vil ved frembragte Opdagelser blive
reddet fra den farlige Nød, de fleeste Mennesker nu liide, og hs.
Maj.s Cassa stor Deel derved forbedres, da vi samtlige aller-
underdanigste Undersaatter vil med et gladt Hierte betale den
sidste Skilling vi eyer naar vi veed det kommer i Kongens Cassa,
thi vi alle som een Mand kan sandfærdig declarere, at ifald saadan
Misbrug skulde vedvare længere, kand vi ikke indsee D. K. M.
kunde bekomme Halvparten, langt mindre, som Gud allernaadigst
forbyde, skulde D. K. M. behøve høiere Skatt af Landet, kunde
der vist ikke faaes 1 Skilling, thi vi forsikre D. May. helligt, at
Deres troe Undersaattere i Norge er i langt farligere og be-
drøveligere Forfatning end D. Mayestæt nogensinde vil troe eller
tænke, ja desværre en stor Deel af Landets Indbyggere troer
ikke selv hvor farligt det seer ud for os, hvorfor vi aller-
underdanigst i den Allerhøiestes Navn anraabe i vores høitræn-
gende Nød, om, som vores Landsfader at rædde os fra den
|
| d.IV,b.4,s.46 |
piinlige Død, nemlig: Hungerens, og assistere os i forbemeldte
utaalelige Undertrykkelse som umulig længere kan udstaaes, lige-
som og at D. K. M. vil have den store Naade for os at der maatte
blive sendt os Kornvahre at vi ey skal crepere, da Borgerne
foretager sig nu ey at levere nogen Korn-Vahre til Bonden førend
Lasten kommer saa godt som til Byen eller og de kan give
Borgerne gode Pandt eller Caution, hvilket for det meeste er
umuligt for Bonden at skaffe, da Øvrigheden, Borgerne og Lens-
mænd i Forveyen har taget dens Eiendom for det meste i Sikkerhed,
og om saadant hos nogle kunde anskaffes maae de dog mesten
betale dobbelte Priser. Hvad Kornvahre til vores Livs Ophold
behager at sendes skal vi vist betale saameget som muligt og
forresten give D. M. Sikkerhed i vores Lastebrug til samme
bliver holdt.
Angaaende de Korn-Vahre D. K. M. har haft den store Naade
for os at sende os til Hielp i vor Nød, som vi nu aflægger vores
skyldigste Taksiigelse for og beder Gud i Naade vil velsigne hans
Mayestæt for saadan en Godhed, da haaber vi ved vores Øvrighed
har aflagt rigtig Regnskab for samme Korn-Vahres Beløb, da vi
forsikre D. M. helligt, at enhver som haver haft mindste Formue
har betalt og Resten har Øvrigheden efter de strengeste Ud-
pantninger taget hos de Fattige saalænge der har været noget at faae,
da vi troer at de fleste af dem ogsaa har betalt, ligesom vi og
allerund. bønfalder D. K. M. om Befaling for hvad der skal be-
tales, da vi ellers frygte for at derved skal skee Misbrug som
tilforn, hvorfore desværre alt for mange maae hungre og græde
med Kone og Børn, da en stor Deel af os undertegnede maae
for nærværende Tid finde os i at vores Spise for det meeste
bestaar i Borke-Brød og Brænde-Næslere og anden ring Føde,
som den herved medfølgende eedelige Bekræftelse og Attesten
kan oplyse vores sandfærdige Foregivende om. Ligesaa skal
ogsaa ved Undersøgelsen eller Commissionen blive fremlagt Skatte-
bøger, Contra-Bøger, Skiftebreve, Auctions Forretninger, Exe-
cutions Forretninger og andre beviislige Documenter, der tydelig
kan viise vores sandfærdige allerunderd. Ansøgnings Grunde. Nu
Gud! som har alle Konger og Fyrsters Hierte i sin Haand, han
vende og voris Kong Christian den 7des Hierte til at i Naade
bønhøre os allerunderdanigst Undertrykte, som med Hjertens
ydmygeste Bøn og Begjering nedknæler for D. M. Throne om
|
| d.IV,b.4,s.47 |
Hjelp og Assistence paa vores allerunderdanigste Ansøgning og
Forlangende.
Lofthuus den 7de Augustii 1786.
(Underskrevet af 143 Bønder af Nedenæs og Raabygdelauget).
At dette er ordlydende med Originalen testerer vi underskrevne:
Christian Lofthuus. Ole Pedersen Næbetrø.
Ole Gregersen Saugereid. Tore Askuldsen Jomaas."
Disse Erklæringer vedlagde han en Følgeskrivelse saalydende:
"Deres Kongelige Høihed,
Allernaadigste Kron-Prinds og Herre!
Under 8de Junii tog jeg mig den allerund. Frihed at overlevere
D. Kongl. høihed mit skriftlige Andragende, hvorledes Deres Land
Norge og dets Beboere for det meeste af Øvrigheden, Borgerne
og Lensmændene er bleven undertrykt og ruineret, som og paa
hvad Maade samme Undertrykkelse i visse Poster skeede som
jeg herved igjentager og hvortil jeg mig underd. refererer. Men
da jeg paa samme Tid, jeg havde den høie Naade at overlevere
Deres Kongl. Høihed samme, ikke kunde legimitere mit Andragende
førend jeg den 13de Julii havde den store Naade at overlevere
D. K. Høihed endeel Attester om mit sandfærdige Foregivende
og da jeg ansaa ovenmelte Attesters Antal ikke klækkelig nok
mod de mangfoldige Fiender, der allerund. melte sig, resolverede
jeg anden Gang at reise hiem for at indhente tilstrækkelige Be-
kræftelser alt paa behørig Stempp. og det af 13 Kirke-Sognes
Almue, der er vedtaget af 329 Mænd der har haft skriftlig Fuld-
magt at undertegne paa egne og samtlige Almues Vegne som
her indlagt følger rigtig Copie af Originalerne, hvilke Paategninger
om de med den reeneste Sandhed afgivne Poster paa adskillige
Stæder falde mig vanskelig nok at oplyse, af Aarsag at Øvrig-
heden har paa adskillige Stæder dømt mig med Arrest, ja en af
mine Folk har de arresteret paa Fladen i Omblie Sogn, alleene
for de frygtede deres ugudelige Misbrug og Handlinger skulle
komme for Dagen, hvilke ere saa ublue at jeg undseer mig og
ikke heller drister mig at lægge saadant for Deres Kongl. Høihed
førend den forventende Commission bliver allernaadigst befalet.
Da skal der vist fremkomme deres egenhændige udstædte Docu-
|
| d.IV,b.4,s.48 |
menter af mange Slags, der tydelig vidner over dem, af hvilke
der allerede er en stor Mængde kommen til mig, og desværre
jeg frygter der er alt for mange af samme slags tilbage og ligesaa
falske som de indleverte, hvorfor jeg skal anvende største Fliid
for at indsende saadanne Documenter. Ligesaa følger og en
Præste-Attest om Ombli Sogns Forfatning. Da jeg befrygter at
vores allerund. Brev med indlagde Documenter skal blive bort-
taget eller brækket førend det kommer i D. K. Høiheds Hænder,
har jeg sendt ligelydende med Skibsleilighed, der har lovet at
overlevere samme i Deres K. Høiheds Hænder for hvilke vores
allerund. Andragende, jeg allerydmygst paa samtl. Almues Vegne
bønfalder D. K. høihed at Han vil have den Naade for os at
vigilere vores sandfærdige Andragende for sin Hr. Fader Kong
Christian den 7de som vores Landsens Fader, at vi undertegnede
og den største Deel af hans Undersaattere i hans Rige Norge maa
finde Naade for hans Kongl. Ma.s Throne paa vores allerunderd.
andragne Poster med mere hvad der kan oplyses til Hans Maj.
Casses store Fordeel og hele Landets Vel. Hvorfore vi som hans
troe Undersaattere forbinde os, at indlægge vores allerunderd.
uforglemmelige Taksigelses Tilønskninger som med Guds Hjelp
skal vedvare saalænge Landet er til. Nu Gud bøi D. Kongl.
Hierte til en retfærdig Mildhed og en mild Retfærdighed, ja Gud
velsigne vores naadige milde Konge og vores dyrebare Kron-
Prinds med alt det Gode der i Tid og Evighed ydes. Tre Ord
fra Deres Kongelige Høyhed vil vist glæde mig og den største
Deel af Landets Indbyggere mere end vores Fiender med alt det
uretfærdige Gods de den lange Tid har tilvendt sig af hans May.s
Cassa og Landets Trængende.
Lofthuus den 8de Augustii 1786.
Allerunderd.
Christian Jensen Lofthuus.
Aasuld Torjersen Hemstøel. Rasmus Andersen Huus.
Thore Asuldsen Jomaas."
Stærk i Pennen har han ikke været, som man seer. Men han
var det i at forfølge sit Meed, og altid i Datids Almues Øine
ligesaa god Skribent som nogen Procurator, saa de ikke troede
at behøve, som et Par Bønder havde gjort i Lofthuus's Fraværelse,
at anmode Procurator Ussing i Arendal om at skrive Klagerne
|
| d.IV,b.4,s.49 |
for dem. Samtlige Skrivelser bleve, uden at gaae igjennem
Autoriteterne, nedsendt til Kronprindsen, medens Lofthuus ved-
blev, deels ved at modtage Clienterne i skareviis paa sin Gaard,
og deels ved selv at reise om og ved fortrolige Bud, at indhente
flere Anker og Beviser til Fremlæggelse for den forventede
Commission. Hermed tilbragtes Resten af August og September
Maaned, og lod han sig baade paa disse Reiser og naar han
opholdt sig hjemme, Dag og Nat omgive af en 5-6 Mand stærk,
tourviis opbuden Sikkerhedsvagt, medens hans Agenter Ole
Gregersen Sangereid, Albrect Pedersen Bjerkestøl, Peder Erichsen
Jomaas o. fl. strøifede enkeltviis om med hans Ærinder. Selv
var han allesteds og intetsteds. Pludselig, som Sælhunden paa
Havfladen, dukkede han frem i Fjeldbygderne paa et Punkt fjernt
fra det, hvor man sidst havde tabt hans Spor; og saa hedte det
atter som en Nyhed: "inat laa Christian hjemme paa Lofthuus".
Denne Misforstaaelse af sit Kald kunde ikke gaae hen upaaagtet
af Øvrigheden. Fogden i Nedenæs, Dahl, tilskrev derfor
den 26de August Lensmanden Christen Larsen Grimenæs i Vestre-
Moland, at "saadan rasende og dumdristig Adfærd" umuligt kunde
være ham ubekjendt, og at han reserverede sig at kræve Rede
af ham paa anstundende Høstthing, hvorfor han ikke forlængst
havde indberettet, hvad han vidste derom. Forøvrigt skulde
Lensmanden ufortøvet stræbe saameget som muligt at faae udført
og oplyst: 1) Om Christian Lofthuus havde samlet Almuen ved
nogen Slags Budstikke eller Omgangsbrev, eller og, om han havde
brugt noget særdeles Sendebud; 2) Hvor disse Samlinger havde
været holdte, og hvad Diskurs, Tillokkelser, Løfter eller Bevæg-
grunde Lofthuus da havde brugt for at overtale de Mødende til
at underskrive; samt 3) hvad Grund Lofthuus har til at forlange
Vagthold af Almuen, om dette skeer frivillig eller for Betaling,
og om det var sandt, at Lofthuus endog skulde føre hos sig skjult
en ladt Pistol. Da en Samling skulde været holdt hos Gjæstgiver,
Sergeant Andreas Egeland, skulde Lensmanden endvidere ind-
stevne denne med Hustru og Tyende til Forhør paa Fogedgaarden
Tønnevold den 31te August. Han gjorde ogsaa saa, og lod tillige
indkalde Albret Bjerkestøl, som en af de ivrigste ham bekjendte
Lofthusianere; men ingen af de Indstevnede mødte, saa Fogden
maatte lade sig nøie med Lensmandens Forklaring om, at Lofthuus
vel havde været ved Birkenæs Kirke og der afæsket Almuen
|
| d.IV,b.4,s.50 |
Underskrifter, Klager og Beviisligheder, men at han derimod ikke
vidste om noget saadant Møde ved Vestre-Molands Kirke eller
havde ved gjentagen Visitation paa Lofthuus kunnet finde fremmede
Bønder som Vagt eller i Høstarbeide paa Gaarden, som det skulde
hedde. Lensmanden fik da Ordre til strax at indfinde sig, hvor
han fik Nys om at Lofthuus holdt nogen Samling, og til at iagttage
og indberette til Stiftet eller Fogderiet, hvad der maatte blive
forhandlet. Da han aftraadte fra det magre Forhør, erindrede
Lensmanden, at, saasnart han var indkommen med Stevningen
til Gjæstgiveren paa Egeland, kom Lofthuus straks efter, og lagde
sig myndigen iveien for Udførelsen af hans Ærinde, og da han
kom til Albret Bjerkestøl, var Lofthuus ligesaa allerede der, men
sagde dog dengang intet til eller fra. Han var, ligesom Ormen,
ikke der, hvor man søgte ham, men ellers tidt nok at træffe,
men vanskelig, som Skyggen, at gribe.
Foretagender i September Maaned 1786.
Uveiret trækker op. Det "brygger isammen", som man siger
om Uveirets Modnen. Den, der synes at være Begivenhedernes
Styrer, fortrives selv af deres Gang, som han ikke længer kan
standse. Det frugtesløse Forhør lagde for Dagen, at Øvrighedens
Anseelse var i en saadan Dalen, at Grændserne for, hvad
Mængden og en dristig Anfører skulde kunne vove, ikke lode
sig saa let paapege, medmindre de skulde findes i Vestlændingens
Godmodighed og lidet voldsomme, om end letfængelige, Gemyt.
For Fogden, Krigsraad Dahl, var der, efter Omstændighederne
intet andet at gjøre, end at indberette Forhøret til Stiftsbefalings-
manden, Kammerherre Georg Frederik Adeler; og hedder det i
denne Indberetning af 9de Septbr., hvori der ogsaa skeer An-
mærkning i Anledning af hiin budstikartede Paategning, at neppe
var Hs. Høivelbaarenhed selv sidstl. 24de August afreist fra Thing-
stedet paa Lillesand til Christianssand, og Fogden tilligemed Soren-
skriver Finne kommen paa Hjemveien, før Lofthuus, med en
Garde af 8 Mand, hvis Navne og Hjemsteder man ikke kunde
komme efter, indfandt sig paa Thingstedet, ladende som om han
|
| d.IV,b.4,s.51 |
kom med disse Folk for at andrage noget for Stiftamtmanden,
og som om det var ham et ærgerligt Tilfælde, at han ikke havde
truffet denne. "Han buldrede og skjendte over denne Mislykke
-- skriver Fogden -- skjøndt det skal være ligesaa vist, at han
den ganske Morgen havde en Person liggende paa Udkik, der
paapassede, naar Afreisen for Alle var skeet, og siden rappor-
terede han saadant for Lofthuus, der da først ilede ned til Lille-
sand for at vise denne usle Chimære."
At Lofthuus havde sat sig i en saadan falsk Stilling, at han
baade maatte ønske at undgaae at træffe sammen med Øvrig-
heden i Almuens Nærværelse, og kunde finde det nyttigt for sin
Anseelse, at give sig Udseende af, at han intet hellere ønskede
end et saadant Sammentræf, hvor han da ret skulde vise hvad
Karl han var og læse selve Stiftamtmanden Texten, er ikke
usandsynligt. Han var gaaen for vidt til ikke at være udsat for
Straf; men det var Selvforsvar at gaae endnu videre, og saaledes
at forvandle Districtets hele reiste Befolkning til en Garde for
sig, fra hvis Midte han altid kunde accordere. Men baade var
en Duperen, som den Fogden beskylder ham for, temmelig vovelig
for hans Indflydelse, og man bør ikke forglemme, at denne, ellers
ikke uafholdte, Embedsmand var bleven anklaget af Lofthuus i
Andragendet til Kronprindsen af 8de Juni, og det ikke for min-
dre end for Bestikkelse. Han skulde nemlig af en Selvmorders
Arvinger har ladet sig betale 76 Daler for, ved en afholdt For-
retning, at have tilstedet ham en prægtig Begravelse og dem at
dele Arven imellem sig -- en Beskyldning Lofthuus senere hen
i Januar Maaned søgte at bevise med Vidner for Undersøgelses-
commissionen, hvilke vel denne ikke fandt i og for sig selv til-
strækkelige, men dog supplerede ved Fogdens egen Tilstaaelse
om at have modtaget 7-8 Daler af en af Arvingerne som Reise-
godtgjørelse og Diæt.
Det var nu vel saa, at Lofthuus og Almuerne havde Erfarin-
ger for sig, at der kun var kommet lidet udaf de foregaaende
Klager, som alle vedkommende Embedsmænd havde viist sig
høist uvillige til at give sig af med, og at man da, under for-
øvrigt fortvivlede Omstændigheder, kunde fristes til at opgive
Haabet om, at der var Gehør og Ret at vinde paa anden Maade,
end ved ganske at gaae Øvrigheden forbi, sætte sig i afgjort Op-
position til hele denne Klasse, og ved directe Henvendelser at
1 tilbakeUdrykningen mod Peter III af Rusland.
2 tilbakeFra dette Corpses Opstand i Anledning af Struensees Plan at inddrage
det, havde man Erfaring om den Selvfølelsens trodsige Kraft, som rørte sig
inden dets Geleder. At denne Aand heller ikke forlod dem, at deres National-
følelse ingen Grændser kjendte i sin Opbrusen, viste de ved en senere Leilig-
hed, som jeg her ikke vil undlade at fortælle, da man kan være vis paa, at
hvad Garden da turde tillade sig, kun var en Yttring af den Aand, som altid
havde været den eiendommelig. Corpset stod i Aaret 1809 i Paraden paa
Slotspladsen. Kong Frederik paa Balkonen med alle sine Hoffets og Etaternes
Fornemste. Beretningen om de Norskes Seir paa Blaamyren eller ved Trangen
i Soløer skulde meddeles den norske Garde, hvorpaa nok et Hurra for Kongen,
udbragt af den Commanderende, kunde lade sig passende høre. Men i det
Sted -- i samme Øieblik Efterretningen meddeeltes, brydes Linierne, vilde
Frydeskrig opfylde Luften, Chakoterne gjennemkrydse den, Geværer og Sabler
svinges, man omfavner hinanden under Springe- og Hallingdandskast og over
den hele Plads er det stive og strunkne Corps i et Nu udbredt, jublende og
dandsende som nordamerikanske Indianere efter en Seir. Kongen trak sig til-
bage ved dette Syn, upaatvivleligen med nogen Blanding af Forfærdelse i den
Glæde han maatte føle, og siden bleve slige Proclamationer paa sin Fransk
foran Linien forbudte.
3 tilbakeDe tumultuerede ogsaa, som bekjendt, i Struensees Tid. |
| FORRIGE |