Henrik Wergeland, IV. Avhandlinger, Opplysningsskrifter: 4de Bind 1841 - 1843 ALMUESTALSMANDEN
CHRISTIAN JENSEN LOFTHUUS SAMT ALMUE-UROLIGHEDERNE I 1786 OG 87 I NEDENÆS AMT "Den hedeste Flamme i Normandens Indre, Er Had mod Tyranner, de store og mindre. Den fyrige Dyd, han af Fædrene lærte, O, den er den glødende Marv i hans Hjerte!" | |
| d.IV,b.4,s.1 |
FORORD
Allerede for fire Aar siden har Undertegnede, i et saakaldet "Flyveblad for Menigmand", søgt at gyde Liv i Almuestalsmanden Christian Jensen Lofthuus's henblegnende Minde. Idet jeg bruger dette Udtryk om den eneste Belønning, det laa i hans Skjæbne, han kunde vinde af sine Landsmænd, vil jeg dog ikke have gjort Disse i de Districter, han handlede og leed for, den Uret at mene, at hans Minde i nogen anden Henseende skulde være henblegnet, end at de Begivenheder, hvori han var Sjælen, ere blevne utyde- ligere og mere forvirrede. Det har suget for mange Taarer i sig til at der ikke endnu, efter kun faa Aar over et halvt Aarhun- drede, skulde være Liv deri. Kun hine Begivenheder selv ere hensmuldrede i sin Følgerække som hans Beenrad, opløste i sine |
| d.IV,b.4,s.2 |
Forbindelser som hans forvittrede Ledemod under Mulden i For- bryderes Krog paa Christkirkegaarden ved Udkanten af Chri- stiania; hans Navn, veed jeg, lever endnu i hine Egne med ufor- dunklet Klarhed og Friskhed, som om Aanden af sit eget Udøde- lighedselement idelig kunde meddele de efterlevende Slægters Erindring nye Kræfter. Ofte nævnes det der for den Forbi- reisende; Fjeldbonden omtaler det ved sin Arne for den Fremmede eller i sine egne Samqvem, Lodsen taler ofte om Lofthuus og synger en Stump af en af de gamle Spotviser paa hans Forføl- gere, -- kort, hans Navn lever endnu og kommer frem i Sam- talen med en Yppighed og Friskhed, som et idelig afpudset Arve- stykke fra Bedsteforældrenes Tid, der ikke ofte nok kan frem- vises. Det kan altsaa kun være min Hensigt at yde Folkeerin- dringen nogen Hjælp til at fastholde selve Begivenhedernes Ring om hiint Navn, hiint Samtalernes Klenodie, der i sig selv intet har tabt i sin friske Tindren. Hiint kortfattede Mindeskrift var kun et Program for dette vidtløftigere, som jeg nu forsøger, da den Opfordring til bedre Underrettede, som der laa i Gjenvæk- elsen af Mindet om en mærkelig Landsmand til at forevige dette i et fuldstændigere Skrivt, ikke er bleven fulgt. Jeg gaaer dog, idet jeg betragter de mangelfulde halvfortærede Documenter, som skulle være mine Kilder, til dette Arbeide med Ængstelighed for dog ikke at kunne levere det saa fuldstændigt som ønskeligt kunde være, hvor en Begivenhed skal afhandles, der vilde være mærkelig, om vort Lands indre Historie under Dansketiden end var mindre fattig, end den er, paa Kraftyttringer af det undertrykte Folk. Rigsarchivet har vel afgivet nogle møl- ædte Bunker og Universitetsbibliotheket en liden Pakke med Notater og Breve; men særdeles vigtige Documenter, f. Ex. Loft- huus's Klage og Stiftamtmandens første Indberetning findes tid- ligen at være forsvundne -- sandsynligviis i det danske Geheime- archiv, og det er omtrent det samme som i Graven. Selv den i Chr.sand nedsatte Commission bemærker, at hiin Indberetning ikke er kommet den tilhænde. Hvor det beroer har vel ogsaa den endnu vigtigere Protocol for Undersøgelsescommissionen i Christiania fundet sin Hvile, saa, hvad der havdes, desværre ligner en Masse, uden Hoved og Hale, eller en Bundt af afbrudte Traade, som med varsomt Valg maae sammenknyttes forat afgive nogen Ledning. Dog haaber jeg at kunne lægge de smuldrede |
| d.IV,b.4,s.3 |
Let nogenlunde sammen, og i Folkets Haand en Bog, som vil lære det, med et sundt og taknemmeligt Hjerte at skjelne imellem forrige og nærværende Tiders Kaar (skjøndt, oprigtigt sagt, at slutte af de mange Udvandringer fra Gaard og Grund til Ame- rika, disses Lyssider mere bestaae i et politiskt Glimmerstøv end i et virkeligt Velvære) og vinde den Mand Udødeligheden i dets Erindring, som meer end nogen anden Normand bragte det danske Despoti til angstfuld Eftertanke over dets Regjeringssystem i Norge. De Bevægelser, Lofthuus styrede, vare et af de Jord- skjælv i Gemytterne, som bebudede dette Systems anstundende Ende, ja man vil i dem ikke mangle Antydninger om, at de vare mere forberedede, end man skulde troe, paa den nye politiske Forening, som knyttede sig til Norges Befrielse. At Fædrelandets Historie under den forrige Forening ikke er gjennemvævet med de stærke politiske Bevægelser, som andre Folk have at opvise, at ingen anden Engelbrichtson end Bisp Olaf i Trondhjem, ingen anden Tell eller Fitzgerald end Lofthuus, ingen andre white boys eller hearts of oak ("hvide Gutter" og "Egehjerter", som de irske Opstandsmænd kaldtes) end de Skarer af Fjeld- og Kystbønder, som ledsagede denne deres Talsmand, har gjort vor Historie in- teressant og Aaget mindre vanærende, -- dette Særsyn hos et modigt og kraftfuldt Fjeldfolk har sin Forklaring i Despotiets særegne, fra Tyraniets forskjellige Characteer, der lader Trykket hvile ligeligen paa Alle, og ikke med større Tyngde paa den En- kelte. De Embedsmænd, som ved Forurettelser havde givet An- ledning til de Uroligheder, som Lofthuus gav et Navn, bleve da, ikke for de forbryderske Aarsagers, men for disse Følgers Skyld, ilde ansete af det danske Cancelli, der frygtede det slumrende Folks Senetrækninger, fordi det kunde vaagne deraf. Det var ikke saa nøie med det, om man fik Blodet af det, men det var farligt at irritere det med for dybe Knappenaalsstik. Folkets overdrevne Begreber om den Ømhed Kongen, eller dengang egentlig Kronprindsen, som Regjeringens Hoved, nærede for det, hvorom man heller ikke undlod at give idelige Forsikkringer, de vrange Tanker, det var vant til at have om det svenske Folks Kaar, Nationalhadet imod denne Nabo, Roligheden i de mellem- liggende Grændseprovindser, og vel ikke mindst den Omstæn- dighed, at Kong Gustav den 3die netop i Aaret 1786 havde nok at bestille med en gjenstridig Rigsdag, -- alt dette hindrede Ind- |
| d.IV,b.4,s.4 |
blandingen i de Almueopløb, som fandt Sted i Nedenæs og til- grændsende Districter i Aarene 1786 og 87, af et for det Be- staaende farligt politiskt Brændstof. Deres Høvding beskyldtes vel for at have anlagt samme i Planen, at ville underlægge disse Districter Sverigs Krone, hvis Vasal han selv da skulde være; men idet denne Beskyldning, som saa mange andre imod ham, blot synes at være udrundet af Embedsmændenes Had mod ham, er der vel i nysforegaaende Bemærkning lagt den Betydning deri, som rigtig kan være. Nemlig, at den kun antydede Muligheden af, at det undertrykte Folk kunde omsider falde paa saaledes at søge sin Frelse. Og blot den udtalte Mistanke, den vakte Tanke om Muligheden af en Adskillelse, er, under Norges daværende For- hold, og netop fordi Almuen protesterede saa ivrig derimod, nok til at paastaae, at Gemytterne forberededes paa, at en saadan Be- givenhed dog kunde skee. Da endelig Tidsomstændighederne med- førte ikke blot en Adskillelse fra Danmark, men en Forbindelse med Sverige, fandt disse Forandringer langtfra den meste Mod- stand hos Vestlændingerne, mellem hvem og om hvem ialfald Mu- ligheden deraf først blev udtalt, om end i Form af en Bagvaskelse. Men skjøndt det, af Lofthuus's heftige og livlige Sindsbeskaffen- hed at dømme, ikke synes urimeligt, at hans Grublen over Fædre- landets Ulykke, i Kummerens og Mistvivlens Vildraadighed, har ført hans Indbildningskraft over Rigsgrændsen mod Øst, maa vor Fremstilling dog give Slip paa at blive overlagt med et politiskt Farveskjær, hvori den Tid, som nu lyser over Norge, skulde have forudforkyndt sig som Dagen i de violette Strøg, der gaae forud for dens egentlige Fremgryen over Horizonten. Skulde dog ikke Fremstillingen, som Bidrag til vort Folks indre Historie og til en Deel af dets Beboeres Characteristik, og af en Almues- mand, som vakte Regjeringens Ængstlighed til de overordent- ligste Forholdsregler, satte Byerne videnom i en Slags Beleirings- stand, og som kun Listen kunde faae Bugt med, da Magten var frugtesløs, have Interesse nok for det hele Folk, da faaer den søge samme i de Egne, hvor det vemodige Minde om deres Talsmands sørgelige Skjæbne endnu lever hos Ætlingerne af de Bønder, som bevæbnede omgave ham, ja, hvor vel endnu Mange leve, som have selv baaret en gammel Klinge, den langskaftede Øxe eller Holksvøben til hans Forsvar. For det øvrige Folk, som med et koldere Blik vil læse denne Beretning, vil dens Værd |
| d.IV,b.4,s.5 |
især bestaae i Indprægningen af den Lærdom, at en Statsfor- fatning, god eller slet, har intet bedre Sammenbindingsmiddel end Embedsmændenes Retskaffenhed imod Almuen, og i Henpegningen paa den Viisdom i Styrelsen af Menneskehedens Fremskridt, at Forglemmelsen heraf fra en Regjerings Side mere end noget andet bringer Magten og Controllen over i Folkets Hænder. Vor Tids klogeste Despotier ere derfor de strengeste i at paasee sine Em- bedsmænds Færd. De have indseet, at dette Bevaringsmiddel overgaaer langt Armeernes i Styrke, og de pege med Triumph paa den ubøielige Strenghed, hvormed enhver Udskeielse udenfor det Lovlige, enhver Anledning fra Embedsmændenes Side til Misfor- nøielse hos Folket bliver straffet. De pege paa Massens Til- fredshed, paa Statsmaskinens rolige Gang, og have virkelig i flere, af Naturen velsignede, Riger ved denne kloge Politik naaet den Sikkerhed for sin Bestaaen, at de vove at appellere de dan- nede Mellemclassers Krav til den tilfredse Almue. Men af denne rekruteres disse bestandig, til dem hører Embedsmændene, hvis Dannelse hine Despotier frygte, mens de nødes til at betjene sig af dem. Saadanne Regjeringers høieste Klogskab bestaaer derfor i at bringe den store Almuesmasse til at troe, at den og Regje- ringen ere naturligen forbundne, et symphatisk Eet, og at de dannede Classer kun ere nogle mindre gode Børn, som have unddraget sig den faderlige Kjærlighed, og som man derfor maa ave og ikke have for god Tro til. I Preussen, Østerrig og Dan- mark iverksættes dette System, hvis eneste gode Side er hiin Strenghed imod de Embedsmænd, som paa nogen Maade kommer Almuen for nær, eller som vove at knappenaalstikke denne fryg- tede Løve, som det kun kommer an paa ved fortsat Kløen og Strygen at holde i Søvn. Men har denne kloge, ikke af Hjertet udrundne, Retfærdighed været mægtig nok til at give saa slette Forfatninger ny Livskraft, deres fortærede Indre en ny glindsende Skal, -- skulde da de Bedre være ukloge nok til foragte den? skulde de constitutionelle Stater ved at være forsømmelige i det Punct, virkeligen fortjene Bebreidelsen, at de ere Embedsaristo- cratiernes sande Hjemstavne, Juristeriets Mistbænke og Blodigle- damme? skulde de forglemme, at Almuesmanden i sit politiske Ræsonnement altid gaaer ud fra sin egen og sin Naboes Hytte, og slutter sig til Statens Glimmer efter de mange eller faa nye røde Tage og lyse Lader, som han i Aarets Løb seer at vise sig |
| d.IV,b.4,s.6 |
i Hjembygden? Normændene have meer end mange andre Folk Grund til at tænke herover. Det ligger dem paa Hjertet, at be- vare den nærværende politiske Frihed og Ære, og de kunne ansee den sikkret og garanteret i samme Forhold, som de, ved at sætte sig tilbage i Dansketiden, i de Dage, da Lofthuus gav Agdesidens Suk Ord og Mæle, oprigtigen finde, at de nærværende mangle Aarsagerne til en saadan Begivenhed, som den, der i de følgende Blade vil blive fremstillet. Christiania i Juni 1842. Henr. Wergeland. Skuepladsen. Aarsager i Districtets egne Forhold. Uroligheder mellem den norske Landalmue vare ikke sjeldne under Foreningen med Danmark. Idetmindste vare de hyppige nok til at gjøre Paastanden om den Lykke, Folket skulde nyde under den, og den Tilfredshed, der skulde besjæle det, til en Usandhed. Men til Oprørets eller den politiske Opstands Cha- racteer hævede disse Bevægelser sig ikke. De vare Opløb, havde altid locale og specielle Aarsager og sin Begrændsning af Fjeld- ryggene, der saa skarpt afsondre Norges Provindser. Indenfor disse kunde Gjæringen syde; men over dem løftede den sig ikke for at oversvømme Landet med flammende Bølger. Strileopløbet ("Strilekrigen", som den kaldes) i Bergen i Aaret 1765, der gik ligetil legemlig Mishandling af Stiftamtmanden, havde vel i Extra- skatten en for det hele Land almindelig Grund, og Leirdølernes Reisninger i Aarene 1801 og 1802 i Anledning af Udskrivningen, vare vel rettede imod selve Regjeringen; men de øvrige Almue- bevægelser havde enten sin Aarsag i Embedsmændenes Udsu- gelser eller i Trangen for Korn og den Maade, hvorpaa Handelen blev dreven med denne Vare. Og hvor den sidste Aarsag fandt Sted, havde altid Almuebevægelserne Elvenes og Dalstrøgenes Retning indimod Byerne. "Fjeldmændene komme", hedte det da fra Huus til Huus, og mangen hvid- og blaarandet Nathue og Messingparyk paa vore gammeldags Kjøbmænd blev flittigen dreiet om i Angest for Pakhuus og for Ryggen. Men de Uroligheder i Nedenæs Amt i Aarene 1786 og 87, som Bonden Christian Jensen Lofthuus af Vestre Molands Præstegjeld |
| d.IV,b.4,s.7 |
har givet sit Navn, havde sin Aarsag i begge hine Onder for- enede. Der kom vel flere for Dagen; men mod Misfornøielsen med Embedsmændene vare de kun som Græs omkring en Stamme, og denne skjød saa frodigen sine vilde Torne iveiret, fordi dens Rod fugtedes af den fortvivlede Nøds Taarer, og var næret af Districtets egne uheldige Forhold. Men hvor betydelige og betydningsfulde for Regjeringen saavel denne som de andre Uroligheder imellem den norske Landalmue end vare, viser dog deres Indskrænkelse inden visse Strøg Dybden af Folkets politiske Søvn, og at de, med al den Betuttelse de vakte i det danske Cancelli, ikke vare andet end Senetrækninger snart i et, snart i et andet af en sovende Samsons Ledemod, uden at derfor Hjernen kom til Vaagen og Bevidsthed, og reiste det hele Legeme. Districternes Afsondrethed og tynde Befolk- ning maa have været en Hovedaarsag til at det aldrig kom vi- dere; thi af mange Documenter fra hiin Tid fremlyser det, at det ikke har manglet over det hele Land paa det bedste Tønder for almindelig Misfornøielse, nemlig paa Armod. "Vi fattige Al- mue", hedder det i alle de Andragender og Klager, som viste sig efter ethvert Uaar, og Erklæringerne derpaa saavel fra Stat- holderskabet og Stiftsbefalingsmændene som fra de underordnede Embedsmænd godtgjøre, at Forfatningen over det Hele har været misligere, end man nu i de Districter, hvor Agerdyrkningen har havt Fremgang, vil have let for at gjøre sig et Begreb om. Det var derfor Unionspolitik efter Uaar at skaffe Korn op fra Dan- mark til Udlaan af de offentlige Magaziner. I Nedenæs Amt eller Lehn, som det kaldtes, før Benævnelsen af Amter blev paabuden efter Souverainitetens Indførelse, har Landalmuen oftere end i nogen anden Provinds maattet forene sig til Klage og Modstand imod Embedsmændenes Udsugelser. Saaledes under Kong Frederik II, -- henimod Slutningen af det 16de Aarhundrede imod Lehnsherren Erich Munk, hvis forhadte Minde endnu lever der i Egnen, og to Gange i forrige Aarhun- drede før de Uroligheder i dets næstsidste Tiaar, hvis Skildring udgjør Øiemedet for disse Blade. Men Trangen paa Korn og Kjøbmændenes Udsugelser ved en monopolistisk Handel med denne Vare imængede ikke de mindst drivende Grunde imellem de øvrige Ulykker, som bragte Almuen paa Benene i dette District; og at Urolighederne havde denne |
| d.IV,b.4,s.8 |
blandede Characteer forklares let af dets naturlige Beskaffenhed. Dette Amt er nemlig i sine vidtløftigste Strækninger, uagtet sin sydlige Beliggenhed, overordentlig lidet gunstigt for Agerdyrk- ningen. Norge har intet udyrkbarere og folketommere District end den Masse af Fjelde, Heier og Dale paa kryds og kvær, som udgjør Raabygdelagets Fogderi; og i Amtets andet Fogderi, Kyststrækningen Nedenæs, stod Agerdyrkningen, af Grunde, der laa i Befolkningens Næringsmaade, selv i Strøg, der i enhver Henseende vare beqvemme derfor, paa et ikke synderligt høiere Trin. Nærmest Kysten skulde alle høre Søen til, og derfra hente Udkommet; fjernere trak Skovdrift til Byerne og Bjergverkerne Kræfter og Opmærksomhed fra Jorden, og i Raabygdelaget, især i dets østre Deel, taalte denne af Verkernes Privilegier kuede og af Kjøbmændenes ublue Kornpriser udsugede Næringsvei neppe engang Districtets naturlige, Qvægavlen, ved Siden. I selve Nede- næs skulde Alle tilsøs eller til Kulmilen, og i Raabygdelaget skulde Alle handle med Tømmer. I begge Districter vare Gaardene ogsaa særdeles udstykkede; i de østre især til Folk, som blot vare Leilændinger, hvis Tid og Kræfter anvendtes til Pligtarbeide for Verkerne. Potatosavlingen var den Tid næsten ubekjendt, og den beqvemme og levende Fart mellem Kyststederne og Dan- mark lod det aldrig mangle paa Korn derfra, saa man var vant til kun lidet at tænke paa at forsyne sig selv. Men om Kornet var i Landet, var det dog endnu ikke paa Staburene i Ombli, Vegaardsheien, Aaserald, Gjævedal og de andre af Amtets Fjeld- bygder. Det laa paa Arendal- og Østerriisøer-Kjøbmændenes Pakhuse, og kun ved nye Leverancer af de allerede altfor med- tagne Skove, men til vilkaar1ige Underpriser, kunde de gjeldbudne Bønder reise ny Credit. Disse ødelæggende Forhold mellem Bonde og Kjøbmand havde længe før Urolighederne i 1786 fundet Sted, og især været byrde- fulde for de høiere Fjeldegne, hvorfra Misfornøielsen herover nu med Fortvivlelsens Styrke, ligesom rivende Strømme, der brød frem af de dybeste Dale, blandede sig med den over Embeds- mændenes Tryk, der egentlig bragte Nedenæs Fogderi i Bevæ- gelse. En kongl. Ordonance af 13de Novbr. 1776 til Stiftsbefa- lingsmanden i Agershuus Stift, i Anledning af de "saa ofte ind- løbende Klager fra Almuen paa Landet i vort Rige Norge, at de ofte ikke uden lang Tryglen og Ophold samt adskillige Udflugter |
| d.IV,b.4,s.9 |
og Indvendinger af Kjøbmændene kan erholde deres Betaling for leveret Tømmer, efter den med Kjøbmændenes Tømmermærkere sluttede Forening, hvorudover Almuen ogsaa sættes udaf Stand til at betale vore Skatter", tilsigtede vel at raade Bod paa Ondet ved at indskjærpe Reglerne for Mærkningen og Prioritetskravet efter Tømmersedlerne; men til Christianssands Stift synes dens Virksomhed ikke at have rækket, at slutte af et Andragende af 1784 fra Nissedals og Torridals Thinglag samt endeel af Raa- bygdelagets Almuer om Nedsættelsen af en Commission til at undersøge "de Fornærmelser, som dem i deres Handel ved Arendal af Kjøbmændene tilføies." Den i Anledning af de Lofthusiske Uroligheder nedsatte Commission fik ogsaa dette Hverv, og den skildrer i sin specielle Indstilling i Anledning af dette Andragende i de stærkeste Udtryk den Uret Bonden leed. Hans Ødelæggelse, siger den, maatte være en uundgaaelig Følge af et saadant For- hold mellem Borger og Bonde og efter de erhvervede Oplysninger finder den det unødvendigt yderligere at vise enten "den aren- dalske Handels ulyksalige og landsfordærvelige Indflydelse paa Handelsdistrictets næsten fortvivlede Tilstand, eller Fornøden- heden af at see den, paa hvad Maade end skee kan, for Efter- tiden afværget." Bøndernes Contrabøger med Kjøbmændene lagde for Dagen, til hvilken Grad disse Udsugelser, der bestode i at paatvinge Bonden, for Tilgodehavende paa Trælast, Varer til vilkaarligen overdrevne Priser, kunde gaae; og Commissionen anfører i sin Skildring af Forholdene, som den benævner "gyse- lig", mærkværdige Exempler paa Ubluheden i denne Henseende. Flere Districter tilskrev ogsaa sine Forhold til Jernverkerne sin fortvivlede Tilstand. Deres Klager gik ud paa, at Gaardene vare udlignede til altfor svære Kulleverancer i Forhold til deres Skove, at Kul- og Kjørselpriser vare for ringe, at Verkernes Kul- maal ikke vare anordningsmæssige, deres Kornpriser for høie, og at Værkseiernes Udpantningsret af 1 Mk. i Mulct for hver manglende Læst var dem en utaalelig Byrde. Commissionen finder ogsaa dette Privilegium saa odieust, at den kalder det en "klog" Foranstaltning af Amtet, at det engang lod indstille en paabegyndt Udpantning, som den erklærer "nær havde kunnet antænde Uorden", og Eieren af Frolands Jernverk, Justitsraad Hans Smith, beqvemmede sig ogsaa til at eftergive sin Udpant- ningsret i 5 Aar og for sin Livstid for de Bønder, der havde |
| d.IV,b.4,s.10 |
over 4 Miils Kjørsel. Denne lange Afstand, som var bleven fastsat ved en Cirkumferenceforretning i 1769 faldt ogsaa Ombli og Gjævedals Almuer saa besværlig, at de erklærede heller at ville betale Mulcten og henlægges under Næs Jernverk, hvor Behand- lingen ogsaa i det Hele skulde være bedre. Men det stærkeste af de Elementer, der laa i Districtets egne Forhold og Beskaffenhed, til at give de Lofthusiske Uroligheder i Anledning af Embedsmændenes Udsugelser baade Flammens Udbredelse og Glødstyrke, var dog de ødelæggende Kornpriser. De før berørte Misligheder, og navnlig ved Trælasthandelen, vare mindre Aarsager til, end Følger af den skadelige Gang, som dette agerdyrkningsløse Districts Kornforsyning engang havde taget. "Vi have, siger Commissionen i sin med Upartiskhed og Talent affattede Hovedindberetning -- ved enhver given Leilighed frem- bragt denne Klage for Thronen. Rørte af det skræksomme Maleri, Omblis og Gjævedals betrængte Almuesmænd i deres ukonstlede Sprog forestillede os om deres Tilstand, have vi nedlagt aller- underdanigst Forestilling fra disse Bygder. -- -- Vi tilstaae intet Middel at øine imod denne Landets befrygtede Undergang uden i en Norge tilstedet bestandig fri Kornindførsel. Men idet vi sige dette, føle vi Slibrigheden af vort Arbeide ved at berøre en Streng, som for lang Tid tilbage, i Bøger, i Forestillinger, i Raab fra alle Kanter længe forgjæves er anslaaet. Med Grund frygte vi, ikke at blive heldigere end de Patrioter, der have betraadt denne Bane før os, og intet Nyt levnet os tilbage at andrage, og at vigtige Statsaarsager eller hidtil uovervindelige Vanskelig- heder maa tilbageholde dette Redningsmiddels Tilstedelse hos en Monark, der ikke blot ved sit Symbolum1, men ved Handlinger har beviist sig at sætte sin Ære i Kjærlighed til sit Land. Men vort Kald, som gjør os det til Pligt at andrage Almuernes Klager og de Midler vi finde til deres Afhjælpning, byder os tillige, fri- modigen at fremføre hvad vor Overbeviisning befaler os at ansee for Sandhed. Norge er intet Kornland. Naturen, som forskjel- ligen har uddelet sine Gaver til alle Klodens Beboere, men gjorde Livet til første Lov, har ogsaa anviist Enhver Middelet til dets Opholdelse. Norge gav den Skove, Bjergverker, vilde Dyr og Fiskerier. -- -- Men Kornet, som nu er bleven Alles Føde, be- |
| d.IV,b.4,s.11 |
stemmer ved sin Priis ethvert Lands Tilstand. Letheden eller Besværligheden ved dets Anskaffelse bestemmer Folkemængden, Fliden, Handelen -- kort, Staternes Rigdom eller Armod. At denne skulde drive Mennesker til Virksomhed, til Stræben, er en falsk Tanke (?). Mennesket er af Naturen ikke arbeidsomt; det stræber ikke uden i Forhold til den Nytte, det høster af sit Arbeide. Vindes ikke denne, tabes Modet, Hænderne lægges i Skjødet og Folket udarter. Alt hvad der arbeides for, Maalet for al menneskelig Syssel, er Næring og Føde. Den er Maale- stokken for ethvert andet Product, enhver Vindskibelighedsgreen, den er Middelpunctet, hvori alle Arbeidscirklens Radier con- centrere sig. Forslaaer ikke et Lands Jordbund til igjennem Agerdyrkning at skaffe denne, saa maa den erhverves ved andre Producter, hvilke blive Kornets Repræsentanter, ligesom Penge ere alle Fornødenheders. Holdes Kornet i maadelige Priser, be- høves der et mindre Antal repræsenterende Ting til at anskaffe sig det. Da spares Landets Producter, da finder den talrige Ar- beidsclasse, som de raae Producters Frembringelse er anbetroet, sin Føde og sine Fornødenheder igjennem en skaansom Tilvirk- ning. -- -- Fødevarernes Dyrhed maa avle de modsatte Virk- ninger, og Beviset haves især talende i den hele Trakt, der er underlagt den arendalske Handel. Bonden, som ikke faaer Føde nok af Jorden, har maattet angribe sine Skove.2 Han har, deels af Fornødenhed, deels fordi han mangler Forsorg for Fremtiden, udhugget dem. Men søge vi den egentlige Grund hertil, ligger den udentvivl i Fødevarernes Dyrhed. Han har udhugget Sko- vene, fordi han behøvede Mængden af Product til at skaffe sig Føde. Han har fundet Debit for sin Hugst, fordi Kjøbmanden behøver stor Udskibning til samme Maal, og han har maattet søge i Qvantiteten, hvad Qvaliteten burde forskaffe. Saaledes ligger Grunden til Uheldet i Savnet af den første Fornødenheds- vare, |
| d.IV,b.4,s.12 |
som bestemmer alle de Øvriges Forhold, og i den første Fornødenhedslov: at der skal leves. Nu er Uheldet der. Tingen er kommen til det Punct, hvis Overskridelse bringer Forværrelse til det Yderste. Palliativer kan intet udrette. Sygdommen maa læges i sin Grund. Dette troe vi ikke kan bevirkes, uden ved at skaffe Folket Mulighed til at erhverve sin Føde igjennem Producttilvirkning for Eftertiden og Lethed i Kornpriserne. Denne kan, i vore Tanker, ikke indfinde sig saalænge Kornhandelen er under Monopolets trykkende Baand. Det er Concurrencen, som i alt Handelstilfælde avler godt Kjøb, og den synes da saa meget mindre at maatte betages den Handel, som har den første Fornødenhedsvare, som har Livets Ophold til Formaal. Vistnok er det godt, at Danmark og Norge række hinanden Haanden og vexle hinandens Producter, saalænge deres Fordeel kan bestaae sammen; men bygges det ene Lands Fordeel paa det andets Tab, saa rammer dette hele Statslegemet. Norges Kornhandel med Danmark synes Naturen at have bestemt. Dan- marks nærmere Beliggenhed end de andre Steder, hvorfra Korn skulde hentes; Mangel af Producter til Afsætning for det sønden- fjeldske Norge i de østersøiske Steder; Vexelcoursen, som til at betale Importen er Norge imod, synes at være ligesaa mange Grunde for Normanden til i Danmark at søge denne Vare, naar han der kan faae den for samme Priis og ligesaa god, som paa andre Steder. Men skeer ikke dette, virker Monopolet, at Pri- serne stige til en utaalelig og ved Producternes sande eller re- lative Værd uproportioneret Høide, som i de senere Aaringer er indtruffet; virker det, at slette Varer paabyrdes den kjøbende Nation, at den for sine Penge faar et Korn, som er usselt til Føde og ofte aldeles udueligt til Udsæd; gjøres herved Jord- dyrkernes Existents endog uvis i den tilkommende Tid, saa maa en bestandig Declination blive de uundgaaelige Følger af en Trang, hvis skadelige Indflydelse Landets Forfatning med blodig Skrift3 bevidner. Kommer hertil, at Danmark ikke alle Aar pro- ducerer Korn nok til at kunne forsyne sig og det søndenfjeldske Norge med alle de Sorter, som fordres, saa bliver den Afhængig- hed, hvori Monopolet satte dette Land, endnu mere unaturlig. -- -- Om Raabygdelagets Forfatning behøve vi intet mere at |
| d.IV,b.4,s.13 |
sige. Saavidt idetmindste, som den arendalske Handel har strækket sig, er Nøden kommen til det høieste Punct. Nedenæs er, for- saavidt det ikke grændser til Fjeldbygden eller har staaet i Con- nexion med Arendal, i bedre Forfatning. Tildeelt en heldigere Jordbund, forsynet med nogle Kjøbstedsprivilegier, maa det i disse Forholde, forenede med de Anledninger en aaben Kyst byder sammes Udkanter til Fortjeneste ved Seilads, Lodsvæsen og Fiskeri, finde en lettere Adkomst til Næringsveie. Dog er dets Beboeres Forfatning neppe hvad den burde være. Salttolden qvæler Fiskerierne; svenske Hukkerter anløbe, efter hvad der siges, den norske Kyst og fiske under Strandboernes Øine. Denne vigtige Næringsgreen behøver, som de øvrige, at ophjælpes. Ved Eftergivelse eller Moderation i Salttolden vil maaskee en betydelig Hindring mod Fiskeriernes Flor være bortrykket, og kunde, som i det Bergenske og Throndhjemske samt Stavanger Amt, blive en rigere Indtægtskilde for Landet. Alle klage de, at "Brød- kurven hænger altfor høit, at Kornpriserne gjøre dem deres Næ- ring besværlig og Contributionerne høist betyngende." Af dette Commissionens Referat see vi, at ogsaa den, i at undersøge de Lofthusiske Uroligheder i deres Grund, er kommen til Misforhold udenfor Utilfredsheden med Embedsmændene, og særegne for Districtet, som deels naturlig Beskaffenhed og deels Uvane havde gjort saa afhængigt af Kornforsyningen fra Danmark, og at dette Onde, som saamange andre af Norges Lidelser, skrev sig fra den stedmoderlige, for Danmark partiske, Regjering. I at opfinde Paalæg af alle Slags Navne var denne altid uud- tømmelig. Skattebøgerne havde mange Rubriker, som det, under Omstændigheder som ovenskildrede, faldt Almuesmanden vanske- ligt at udfylde. Han klagede over 1/4 pCt.-Skatten, som vanskelig- gjorde Udlaan, da Creditorerne, der skulde bære denne Afgift, ikke vilde lade sig nøie med de 3/4 pCt., og derfor opsagde Laanene. Og heri fik han Medhold af Commissionen, der siger, at det maatte være klart, "at der i et forarmet Land som Raabygde- laget, hvor Tingene til Afsælgning ere faa, følgelig disses Re- præsentanters, Pengenes, Omløb lidet, af Naturen er lagt en Hin- dring iveien for Udlaan; men forøges denne ved Rentesystemet, maa Mangelen voxe og Blodet standse i den Deel af det poli- tiske Legeme." Endvidere var der en Handelsskat, en Consum- tions- og en Løsgjængerskat, der alle kunde falde een og samme |
| d.IV,b.4,s.14 |
Person tillast med et Beløb af 6 Rdlr. Enhver, som drev Qvæg- handel, afkrævedes nemlig den første med 2 Rdlr.; var han Haand- værker, som Tilfælde kunde være i de Mellemtider han holdt sig hjemme, maatte han ud med andre 2 Rdlr. i Consumtion, og som Ugift, uden fast Tjeneste, med samme Beløb for den 3die af disse Skatter. De overdrevne Kornpriser gjorde tillige Sva- relsen in natura af Landskyld og Tiende altfor byrdefuld for disse Districter, hvorfor det ogsaa var et af Almuens Ønsker, at disse Afgifter maatte anslaaes i Penge. I Amtets naturlige Beskaffenhed, der medfører et knapt Hestehold og besværlige Veie, vare ogsaa Klagerne grundede over for svært Veiarbeide, idet tolv Dages Arbeide, uagtet Antallet af Arbeidsdagene efter Anordningen skulde efterhaanden formindskes, fremdeles paa det Strengeste affordredes i Egne, hvor Gaardene kun vare at ligne med Huusmandspladse paa Østlandet, samt over for hyppig Fri- skyds, medens ikke alene Embedsmændene, men ogsaa Bybor- gernes Gaarde paa Landet fritoges derfor. Fjeldbygdernes usle og udarmede Tilstand gjorde ligeledes Udsættelse med Skatte- restancerne og Eftergivelse af Gjeld for Magazinkorn til Forlan- gender, som Commissionen maatte anbefale, og navnligen det sidste, der var understøttet af den folkekjære Foged (i Raabygde- laget) Weidemann, i disse Udtryk: "vi forene vore Forbønner med Fogdens, og indstille det trængende Folk til deres Majestæts Naade. Saalænge de kunne, betale de villigen; men Afmagt er ingen Brøde." -- Udtryk, som især stille Tilstanden i fuldt skrække- ligt Lys, naar de jevnføres med følgende rørende Vidnesbyrd i Indstillingen om Handelsforholdene: "Folket er ialmindeligt sam- menholdigt, hjælpsomt og særdeles beredvilligt til at bevise hin- anden indbyrdes Tjenester. I denne Tænkemaade finder ofte den Allerfattigste sin sidste Hjælp ved Borgen af mere formuende eller mindre fattige Naboer, Slægtninge og Bygdemænd, som endnu have Credit." Commissionen, der bestod af gamle høifornemme Jurister, som ellers ikke pleie at indrømme Følelsen Ordet, før Forstanden har talt, og neppe da, henrives ogsaa midti sin Indberetning af sin Medlidenhed med det ulykkelige Folk til at afbryde Opstillingen af de enkelte Poster med følgende Henvendelse til Kongen: "Ma- leriet, som vi have at forestille Ds. Majestæt, er gyseligt. Vi have |
| d.IV,b.4,s.15 |
alt før andraget, hvorledes Skovene ere aftagne, paa hvad Maade Handelen er bleven forvaltet, og de Indflydelser, som heraf for en Deel af Raabygdelaget ere opstaaede. Jordculturen er paa mange Steder i dette Fjelddistrict ubetydelig. Steenurer, Klipper afcirkle Jorden i smaa Portioner og levne Jorddyrkeren saadanne Adkomster til hans Engestykker, at han ofte maa opsætte sit Foder i Stakke forat kunne bringe det hjem om Vinteren paa Føret. Han er som oftest udsat for at enten en altfor raa Høst hindrer Kornet fra at naae sin Modenhed, eller at en for tidlig Frost ødelægger det. Under disse jevnlige Vanskeligheder synker han hvert Aar dybere og dybere. Hans Armod voxer; han trættes ved ofte gjentagne frugtesløse Forsøg. Trængende til Ophold, til Livets første Nødvendigheder, bliver han uformuende til at ud- rede Skatter. Stykke for Stykke seer han da sin Velfærd at forsvinde. Først skilles han ved sit Løsøre, og naar han ved den sidste Skjærvs Betaling er sat i Umulighed til længer at kunne arbeide eller drive sit Gaardsbrug, taber han Gaarden selv. Forat indløse den, maa han betale Omkostninger, som op- løbe til det Dobbelte af Skatterne, ja -- -- " Her har Tidens Tand fortæret Documentet; men det kan være nok. Det vilde ikke være vanskeligt at sætte til, hvad der mang- ler, om det behøvedes, forat vide, at Districtets Tilstand var paa Grund af naturlige og egne Forhold allerede forud saa fortvivlet, at Embedsmænds Uretfærdigheder og Misforhold ikke behøvede at komme til, forat gjøre det ligesaa modtageligt for Lofthuus's Agitationer og Tilskyndelser, som den udtørrede, forbrændte Myr for den henslængte, af Vinden oppustede Glød. Tilstanden i Amtets Kyststrækninger er skildret som bedre; men det er i denne Henseende at lægge Mærke til, at Ophøret af den nord- americanske Krig, der havde givet Skibsfarten paa de nordiske Havne betydelig Livlighed, foraarsagede en Slappelse og Nærings- løshed i de mange Familier, den kortvarige, forcerede Virksomhed paa Skibsbyggerierne og i Havnene havde lokket did. Hyreløse Søfolk, Arbeidsmænd uden Arbeide, Skippere med oplagte Skuder, Kystbønder og Smaaborgere satte tilbage fra den livlige Trafik og den Overdaadighed, der følger af en bevæget Tid, hvori det lader sig gjøre at fiske i rørte Vande, til Næringsløshedens Tør- kost og melancholske Speculationer, vare ikke ilde oplagte til at |
| d.IV,b.4,s.16 |
tage Fjeldmændenes "Parti og blive Venner af Lofthuus. Ledig- hed er ikke mindre egnet til at gjøre Oprør end Armod." Og Lofthuus havde begge disse Allierede. Nærmere Aarsager til Urolighederne. Det er desværre ikke et Særsyn, fordi det oftere har gjentaget sig i vore egne Dage, men en sørgelig Kjendsgjerning, at juridiske Udsugelser og allehaande egennyttige Utilbørligheder af de Em- beds- og Ombudsmænd, der have med Inddrivelserne at bestille, synes at trives bedst, hvor Armoden er størst, og at florere i Elendighedens Hjemdale med Snylteplantens Trivelighed i det ud- døende Træ. Gjennem dem er det, at Procuratorernes, Foged- og Sorenskriverfuldmægtigernes, Auctionarernes og Incassatorernes Karioler med de frygtelige Skindvæsker i rulle flittigst. Der er Antallet af disse Personer hyppigst. Der vise de sig, gamle og nye Ansigter, muntre, travle, pludseligen som disse Larver, hvor Skoven er syg, og som man troer regnede ned fra Skyerne eller komne frem af Jorden efter mange Aars Søvn. Nedenæs Amt havde, under de ovenskildrede mislige Omstæn- digheder, været haardeligen hjemsøgt af denne Landeplage. Com- missionens Yttringer, to Sorenskriveres Suspension og mange af de enkelte Klager give Grund til at troe, at dette endog havde været og var Tilfælde ved Urolighedernes Udbrud i høiere Grad der, end i andre af Landets Egne, omendskjøndt det ikke mangler paa Exempler herfra, som synes at gjøre Visheden af denne Paastand tvivlsom. Det gamle Thingstuderi med sine udspærrede Skiftebreve og øvrige lovløse og ubestemte Udpresninger var slemt udbredt; men selv fra vore Dage har Forfatteren havt An- ledning til at lære Udsugelser at kjende, mod hvilke de, der gik i Svang i Nedenæs paa hiin Tid, vare Kjærlighedsgjerninger. Imid- lertid vare de dog der den Steen, som omsider bragte Lastdyret iknæ og pressede Skrig af den stumme Skabning. De forvirrede Gjeldsforhold gav vel de juridiske Embedsmænd og Betjente meget at bestille, og i sig selv eller under Almuens bedre Om- stændigheder vilde de fleste af Amtets juridiske Embeder hørt |
| d.IV,b.4,s.17 |
til Landets mindre godt aflagte; men Districtets Armod indgav dem ikke den Skaansomhed, at ville fortjene ved at tage hvad Lovligt og Billigt kunde være af de flere Forretninger. Ogsaa da vilde Havesygen tage Meget af de mange; ogsaa da forstod den at forflere dem uden Nødvendighed, uden Hensyn til Bon- dens Armod og til at selv den lovlige Fremgangsmaade med Ind- drivelser var kostbar nok. Og i Norge falde ikke Lovene med lige Byrde paa de forskjellige Egne; naturligviis tyngest paa dem, hvor Erhvervet er knappest og Naturen stedmoderligst, som Til- fælde er i mere end to Trediedele af Nedenæs Amt. "Utillade- ligen høie Sportler, hvis Hævelse vel kunde have en hævdet Praxis, men hverken Billighedens eller nogen offentlig Lov til Grund; Retsbetjenternes Indvælten, hvor den kunde undværes, alene for at gjøre sig Sportler af Bøndernes Efterladenskab til ukyndige eller ubeskyttede Arvinger", -- i disse Træk characteriserer hiin Brevskriver Datids juridiske Embedsmænds og Betjenters Færd i Nedenæs. Og Commissionen erkjender, at "de afhandlede Klager vise, at Uordener hist og her have indsneget sig, og at Soren- skriverne især i Raabygdelaget synes at have handlet mere efter jus consuetudinarium (  Skik og Brugs Ret), end efter de fast-satte Love. At meget af det Paaklagede kunde være afhjulpet i Stilhed, at Folket kunde, om ikke for adskillige Byrder være bleven sparet, saa dog i mange Ting hjulpet tilrette, forbyder Sandhed os at negte. Vi kunne vel ikke imputere Nogen andre Forseelser, end dem vi, under at gjøre Rede for vor Undersøgelse, have opgivet; men samles Sagen under een Synspunct, saa synes indgroede Onder at vidne om en fra lang Tid tilbage slappet Bestyrelse. "Frugten heraf er blevet en almindelig Mistillid i de klagende Egne til alle Betjenterne, og dette synes at betage disse den nyttige Indflydelse for Eftertiden, som Ds. Maj.s Tje- nestes Befordring kræver, og som en, paa Overbeviisning om at vederfares Ret grundet, Tillid hos Almuen ene kan virke. Klage- maalene have virket Urolighed, Sammenløb; under disse har en vis Anarchiets Aand indtrængt sig; der er skeet Paastande og Eftergivelser, -- disse Gjæringer ere farlige; Urolighedsgrunden, engang bortryddet, maa da ophøre, Orden, Fasthed, Kraftfuldhed i Forretningerne og den offentlige Forvaltning maa igjen indføres. Hertil udfordres Anseelse hos Betjenterne. Sjelden taber Folket sine Fordomme; den, det engang har mistroet, mistroer det stedse. |
| d.IV,b.4,s.18 |
Det være sig Uheld eller Brøde, saa vil Almuen (naar vi undtage Foged Weidemann, mod hvem ingen directe Klage af Betydenhed er ført) neppe nogen Tid skjænke de nuværende Betjente sin Fortrolighed. Ligesaa vist som der i mange Henseender udkræves nye Foranstaltninger, ligesaa vist troe vi da, at de klagende Egne kræve nye Embedsmænd." Yderligere Vidnesbyrd om hvor galt det var fat med Embedsmændenes Forhold i Almindelighed i dette District, end der ligger i dette Forslag, behøves vel neppe. Over Fogderne havde Almuerne følgende Klager: at de lode sig Skattebøgerne betale for dyrt med 1 til 2 Mark, at disse for- nyedes hvergang en ny Eier tiltraadte en Gaard, og at de da tillige toge Indskrivningspenge forat indføre ham i Matrikulen. Endvidere, at de paastode de originale Adkomsters Foreviisning paa Thingene til Hjemmel for Eiendomsfrihed til Odelsskat, og beregnede sig da fra 2 Mark til 2 Mark og 16 Skilling for at udskrive Vedkommende fra denne Skats Svarelse, hvorhos Bøn- derne, i Mangel af saadan Foreviisning, maatte løse Extrakter af de i Documenterne indeholdende Adkomster, hvilke da betaltes med fra 1 Rdl. til 5 Mk.; at de forat fritage En for at være Lægds- mand fordrede 1 Rdl., samt hvert Aars Sommerthing 2 Skilling af hver Skatteyder i Beregningsgebyhr; at de i Saugskat og Con- sumtion oppebare mere end den kgl. Casse tilkom, at de be- regnede sig for meget ved Executionerne, og at de undlode be- høringen at communicere Almuerne de kgl. Anordninger. Skatternes Forøgelse imod hvad de før havde været, kom ogsaa paa Fogdernes Kappe, hvortil Aarsagen var, at de undlode at specificere adskillige Smaaudredsler, Delinqventudgifterne, osv. Klagerne over Sorenskriverne, hvoraf Sorenskriveren i Nedenæs, Finne, ikke synes at være rammet, gik i Almindelighed ud paa ulovlig Sportulering ved Skifter, Thinglæsninger, osv., hvorhos det var klart, at de ikke havde den offentlige Tillid, som Dom- mere bør have. I 1777 var bleven nedsat en Commission til at forfatte et nyt Sportelreglement, og et Rescript udstedt, hvorefter alle Embedsmænd bleve indkaldte til at opgive deres sidst brugte Sportuleringsmaade med Tilsigelse, at de skulde være ansvarsløse og straffrie for den forbigangne Tid. Disse havde da troet, at Straffriheden ogsaa maatte strække sig til Eftertiden, og at de kunde være trygge for Tiltale, naar de blot fulgte den til Com- missionen opgivne Sportuleringsmaade -- et Argument, de senere |
| d.IV,b.4,s.19 |
hen suspenderede og tiltalte to Sorenskrivere i Raabygdelaget, Smith og Brønsdorph, betjente sig af, og som, uagtet al dets skrøbe- lige Skjævhed, tjente dem til tilstrækkeligt Forsvar, uagtet Com- missionen vedgaaer, at "de imod dem paaklagede Sportler bleve befundne temmelig overdrevne og langtfra ikke af Lov eller An- ordninger hjemlede."4 Navnlig klagedes over, at Sorenskriverne brugte ofte at tage sine Sportler med en rund Sum paa Accord, hvorpaa mærk- værdige Exempler ved Aastedsforretninger anførtes; at de ud- øvede en ulovlig Indflydelse paa Stervbotaxationerne, og at deres Skiftebreve gjordes mange Gange vidtløftigere end nødvendigt, saa at "Almuen -- siger Commissionen -- ikke uden med Skræk hører nævne et Skiftebrev fra den Tid disse begyndte at blive altfor vidtløftige, det de bleve deels ved at udvide og forlænge Skriften, deels ved at indføre Marginalier og Rubriker efter Regn- skabs Maade, og deels ved at vidtløfttiggjøre Skifteacten med Documenter, som Ord til andet med alle sine Paategninger ind- toges med omstændelige Beskrivelser af et Boes faste og løse Effecter, og med Anførseler, hvis endog moderne Form og Stiil bidrager sit til Skifteomkostningernes Forøgelse." Mellem de Ulovligheder, der havde vakt Almuernes Forbittrelse mot Sorenskriverne, hørte ogsaa Beregningen af dobbelte Diæt- penge og større Skyds, selv til Auctioner, end Anordningerne, som herfor satte Embedsfortabelse, medførte. Dødsboer bleve paatvungne unødvendige Auctioner, og Skifter sluttede uden Auction mod en Smørelse af et Snees Daler og derover. Det er ellers ikke let at sige, hvilken af Raabygdelagets to Soren- skrivere der havde drevet det videst i denne "raabygdelagske Praxis", som Commissionen kalder disse lovløse Udsugelser. Den gamle Sorenskriver i Vestre-Raabygdelaget, Christen Tobiesen, var under Tiltale for Embedsforbrydelser, og en Procurator i Christianssand, Chr. Brønsdorph, const.; men uagtet dette For- billede, og uagtet han samtidig, i en Ansøgning om Nedsættelse af Pensionen til Tobiesen, taler i stærke Udtryk om den Sam- |
| d.IV,b.4,s.20 |
vittighedsfuldhed, hvormed han stræbte at gjøre sig værdig til virkelig at erholde Embedet, gav han dog ingenlunde Sorenskri- verne i det østre District noget efter i denne Henseende. Pleiede Smith at beregne sig indtil over det Tredobbelte for sine Forret- ninger og dobbelt for Beskrivelser, holdt han -- som Commis- sionen siger -- Auctioner over Jordegods "blot til sin egen For- deel eller af andre skjulte Aarsager, som umuligen kunne have været lovlige, da de i og udenfor Skiftet ere fortiede;" havde han tilladt sig, "uden nogen synlig eller anden begribelig Aarsag end Omkostningernes Forhøielse at dele i to Opraab en Gaard- part, der skulde have været solgt ved en Auction," foruden en Mængde andre Udsugelser af havesyg Vilkaarlighed: saa var Procurator Brønsdorph Mand for at gjøre baade dette efter og mere til. 60 Rdl., 30 Rdl., osv. i Accord, ikke efter Beregning, for en, paa een Dag udført, Sag, og 20 Rdl. for en Odelssag, der behandledes i samme Tid paa Thing-, ikke paa Aastedet, ere Exempler, der gjøre flere overflødige, og hvorom Commissionen siger, at om slig Betaling "end var nogenlunde forsvarlig, maatte fattige Bønder af Raabygdelaget, som nødes til at føre Odels- og Aastedsprocesser, være meget at beklage, da Omkostningerne paa at indtale eller forsvare faa Skind Jord (thi de fleste be- sidde ikke mere) vilde ofte overstige de omtvistede Eiendommes Værdi." (!) Stærk Regnemester, synes han dog at have været endnu uopnaaeligere i at skrive Skiftebreve. "Ved ordrige, med Anførseler af bekjendte Forordninger opfyldte Beskrivelser, men især ved at gjentage og paa forskjellige Steder at postere de selvsamme Anførseler, saasom, efterat have opført Skifteomkost- ninger paa 2 l/2 Ark som Regning, strax derpaa at repetere dem som Gjeld og derfor stykkeviis at gjøre Udlæg med flere Po- sterings- og Anførselsmaader af lige Art, og ved dobbelte Taxa- tioner, ved to Gange indrykkede Skifteplakater, ved Indtægt og Udgift tvende Gange omstændeligen, ligesom ogsaa Stemplet- papirs- og Justitsforordningen, at anføre, med videre, som den Raabygdelagske Praxis medfører," forstod denne Mand, som Com- missionen udtrykker sig, at udbringe et "corpulent Skiftebrev." Saaledes kunde et saadant Document komme paa over 48 Rdl. af et Bo, hvis Masse vel beløb sig til 615 Rdl., men hvis be- holdne Formue kun var 194 Rdl., -- "et Kunstgreb," som Com- |
| d.IV,b.4,s.21 |
missionen kalder det, "der i Mangel af positive Forbud derimod dog ikke saa ligefrem kan gjøres en Sorenskriver til Forbrydelse." Men i samme Forhold, som Lovgivningen tilstedede saadanne Misbrug, maatte Almuens Misfornøielse med sin hele Forfatning tage til, og Embedsmændenes hensynsløse Adfærd efterhaanden opdynge over deres Hoveder en knusende Masse af Had og Foragt, ligesaa let udsat for at briste løs over dem, som den overladede Tordensky eller den hængende Lavine. Raabygdelaget havde dengang ikke engang 10,000 Indbyggere og Nedenæs omtrent 20,000, saa at Embederne, endog om Tilstanden havde været bedre, i Regelen blot kunde være smaa5. Men de Beregninger, vi have seet Prøver paa, forklare, hvorledes Mænd af egen For- mue, som begge de ovennævnte Sorenskrivere, dog kunde ville beholde Embeder, som de i sine Forsvar paastode vare altfor knappe uden en saadan Sportuleren. Mod Sorenskriverne var Misfornøielsen størst; men da det Særsyn heller ikke her fandt Sted, at de overordnede Embeds- mænds Utilbørligheder forbleve uden Efterfølgelse af de Under- ordnede, var den langtfra indskrænket til Øvrigheden. Datids Procuratorer vare ikke bedre end senere Tiders. Ogsaa dengang fore de paa Bygden som Incassatorer, og Skræk og Ødelæggelse med dem. Med al deres Mangel paa juridiske Kundskaber synes de dog vel saa godt at have forstaaet den Kunst at "sye Folk sammen," som man siger; og mellem eenfoldige Fjeldfolk, til hvis Characteer Paastaaelighed hører, havde Thingstuderiet en vid og villig Mark at udsaae Dragetænder i. Commissionen fælder føl- gende Dom om Datids Sagførere: "Om det Uheld Procuratorerne have stiftet paa Bygden, hvor Lovens 1 -- 9 -- 15 forbyder at bruge dem, i det Hele er gjengjældet ved den Nytte, de have gjort, er et Spørgsmaal vi ikke vove at oplyse; men sikkert er det, at dersom mangen en Bonde ved dem er forhjulpen til Ret, som han ellers vanskeligen skulde have erholdt, ere og mange, for- medelst Procuratorers Uvidenhed, Skjødesløshed og Uredelighed, |
| d.IV,b.4,s.22 |
skilte ved Ret, som de ellers neppe skulde have forfeilet, og Mange forledede til at anlægge og forsvare vrange Sager, som de, sig selv overladte, skulde have undgaaet." Og Commissions- medlemmet, Etatsraad Falsen, opkaster endogsaa Spørgsmaalet "om det ikke var godt, at Procuratorerne bleve afskaffede paa Landet, især i de fattige Egne, f. Ex. Raabygdelaget, og at Bonden selv fremførte sin Sag for Sorenskriverne? De ere dog -- siger han -- et Onde, der har indtrængt sig imod Lovens 1 -- 19 -- 15, og risqverede Bonden ved Uvidenhed iblandt at tabe sin Ret, saa risqverer han nu ofte at tabe den ved Formaliteter, Chikaner og opvigles til Proces." Disse ægte Thingstude vare næsten altid Danske, oftest Ram-Jyder, med den saakaldte Kudske- Examen og Ridefoged-Begreber om, hvorledes Bonden skulde behandles, hvis Sprog de ikke forstod, og som stedse i sine Følelser bleve et Land fremmede, hvor de vel vare komne til Grunker inden kort efterat de havde betraadt det i en luvslidt Kjole med Bestallingen og en liden Christian Vtes norske Lov i Lommen, men hvor de vidste, at de vare hadede og anseede omtrent med samme Foragt, som Skarpretterne og Andre, til hvis Levevei Fordommen har heftet sin Spe og Modbydelighedens Uvillie. Ogsaa over sine Lensmænd førte næsten alle Amtets Almuer Klager over Udpresninger. Maa man ved Procuratorerne erindre den prægtige Characteer af en gammeldags Procurator, som Olufsen har skildret i sin Comedie "Gulddaasen", føre Nogle af disse Lensmænd -- thi mod Alle befandtes ikke Klagerne grun- dede -- der selv vare bondefødte, os "Jeppe paa Bjergets" og "Jesper Ridefogeds" udødelige Skygger forbi Øinene. Det vil være for vidtløftigt at omnævne enkeltviis alle disse trofaste Efterfølgere af deres Herrer og Mestere; men om disse Under- ordnedes Udpresninger kun gik i skillings- eller markeviis, vare de dog des hyppigere formedelst Mængden af Anledninger dertil, saasom, f. Ex. ved Udpantninger, hvoraf man seer, at 20 til 30 stundom bleve foretagne paa samme Dag paa nær ved hinanden liggende Steder, ja endogsaa at særskilt Skyds beregnedes til Opsiddere paa samme Gaard, og ved Modtagelsen paa Thingene af Skatterestancer, hvor et lidet Gebyhr "for Umagen" beregnedes, som siden i Forsvarene gaves Navn af godvillig Gave. Den i Lofthuussagen saa bekjendte Lensmand i Øiestad, Aanon |
| d.IV,b.4,s.23 |
Salvesen, og Lensmanden i Birkenæs synes at have været de værste af disse Myg imellem Blodbremserne. Foruden at den Første drev Udpantningsgebyhrerne høiere end andre, besværede Almuen sig ogsaa over, "at han, som Procurator og Lovkyndig, var den mere besværlig end nyttig, da han havde Tilfælde at indvikle dem i Proces og til at sætte Splid imellem dem. De ønskede sig derfor, til deres Roligheds Vedligeholdelse, en skikke- lig Mand, som tillige var Bonde, til Lensmand, haabende, at de jo før jo heller vilde blive skilte ved ham, hvilket deres inderlige Ønske de bade, saavidt muligt, understøttet." Dette er nu vel yttret efterat Salvesen var bleven dødelig forhadt for sin Færd mod Lofthuus; men det viser sig dog, at han iblandt andet be- nyttede sit Procuratorskab til at negte Bønderne at forkynde Stevninger, medmindre de lode samme forfatte ved ham, og da for svære Penge. Klagerne mod Lensmanden i Birkenæs fandt Commissionen "af Vigtighed", saa han indstilledes til Tiltale paa sit Ombud. Saasnart Udpantningsordre var udstedt, holdt han sit Gebyhr -- og det var altid for høit ansat -- for forfaldet, og uden det blev erlagt, modtog han ikke Restancen. En Huusmand, der pleiede at vandre om for ham paa slige Forretninger, hvoraf ofte over en Snees kunde falde paa een Dag, forklarede ogsaa, at han havde saadan Ordre fra sin Principal, "at han skulde, hvor han kunde faae det (!), for hver Udpantning imodtage 1 Mk. 8 Skil., men, ifald man vægrede det, idetmindste 24 Skil., under Paalæg, ikke at modtage Restancen, naar den ei i rede Penge strax ved Ankomsten til Stedet blev ham anbuden." Ogsaa mod Stiftsbefalingsmanden, Kammerherre Adeler, havde nogle af Almuerne en Klage, nemlig at han ved sine hyppige Reiser fra Christianssand til sit Familiegods Gjemsø Kloster faldt dem for meget til Byrde ved at tage "en Mængde" Heste i Fri- skyds. Men det maa have været før Urolighederne; thi under og en Tid efter disse lod denne forknytte Mand nok være at gjennemreise Districtet. I hine Tider nøde ellers Stiftsbefalings- mændene en saa overordentlig Respect, at denne Klage især faaer sin Betydning som et Vidnesbyrd om, hvor strid og dristig den Aand var, som var faren i Bønderne. Heller ikke Præsterne vare uden Deel i at have vakt den. Dog var det kun fra Sætersdalens Sogne Klager fremsattes over dem, og heftigst over Sognepræsten i Evje, Provst Erich Ancher Bruun, |
| d.IV,b.4,s.24 |
en egennyttig og trættekjær Mand, som laa i idelige Processer med sin Almue, uagtet han ikke saa sjelden pleiede at give sine Sognebørn Qvittering paa Ryggen. Vallebygdingerne lod det ogsaa dryppe lidt paa Klokkeren, som de lode faa lidt med af Klagerne over Præsten. Men ogsaa disse har kun sin rette Betydning ved at stilles i Modsætning til den næsten patriarchalske Anseelse, som Datids Geistlighed, især i Fjeldbygderne, var i nedarvet Be- siddelse af. Mellem andre gamle Sæder, som havde sit sikkreste og kjæreste Hjem i Fjelddistricterne, var ogsaa "Løisningen," -- et Ord, som Gudskelov i vore Dage i de allerfleste Egne snart vil behøve en Fortolkning. Imidlertid tør man vel endnu uden denne, ved Hjælp af gamle Erindringer, vide, at dermed forstaaes Bestik- kelser for at slippe Soldatudskrivningen, uden at det er godt at sige, paa hvad Maade og ved hvilke Midler den skeer. Det er muligt at tænke sig endnu flere, end Penge, Varer eller Arbeide. Men hvad der saa blev brugt i Raabygdelaget, saa havde man navnligen i Sætersdalen med Misfornøielse opdaget, at netop de mere formuende Karle "paa adskillige Maader, saasom ved Tje- neste hos fornemme Folk, og deslige, undgik Udskrivningen indtil saadan Alder, at de ikke mere kunde tvinges til Landmilitsen." Byglands og Aardals Almuer, som klagede herover, meente da, at, siden derved kun de fattige Gaardmænds Sønner kom under Musketten, "syntes baade Billighed og Anordninger at fordre saadan Forandring, at naar et District havde saa overflødigt Mandskab, at de ikke alle behøvedes til at tjene, burde Befrielsen for Overskuddet blive i Odelsmænds og Gaardbrugeres, saavel de Fattiges som Formuendes ældste Sønners Faveur." De Aarsager til Misfornøielse i Nedenæs Amt, som ovenfor ere fremsatte, vare, i større eller mindre Forstand, almindelige, og om de end fremsattes af en enkelt Bygd, deeltes dog de fleste af andre. Klagerne over Lensmændenes Udsugelser vare saa- ledes fælles for de fleste Bygder, omendskjøndt hver enkelt havde sit Særegne at anke over. Men der var ogsaa en ikke liden Deel af mere specielle, individuelle Klager, og denne personlige For- bittrelse var ikke nogen uvirksom Bestanddeel i den almindelige. Den omgav Lofthuus med hans ivrigste Agenter og Partigjængere. Følelsen af egen lidt Uret blandede de varmeste Gløder med Lofthuus's flammende over Andres, og antog dennes renere Skin. |
| d.IV,b.4,s.25 |
Disse heftige Staldbrødre bleve hans Sendebud, hans Flamme- ledere midt i den døde Masse af Fortvivlelsens Sløvhed, som havde samlet sig i flere Aar, og nu laa som en bristefærdig Sky over Mængden af Gemytterne, og hvortil der troes i det Fore- gaaende at være opviist meer end nok af Grunde i et umaade- ligt Sammenstød af alle de Lidelser, som kunne gjøre et Folk ulykkeligt og vanære dets Bestyrelse. Christian Jensen Lofthuus. Den bryder en Lænke, som navngi'er en Klage, Det stønnende Echo dog bliver tilbage. Den bryder en Lænke, som ikke vil bære, At Retfærdens Tjenere Bygden fortære. Den bryder en Lænke, som strider tilthinge, Som modigen hjælper forkuede Ringe. Hans Navn er et Echo i Norriges Dale, Han kan deres Tusinder Øxer befale. Beboerne af de Strøg, hvis lidelsesfulde Forfatning er frem- stillet i det Foregaaende, have Ord for at høre til de godmodigste af Norges Beboere. Livlige til at snakke og meddele sig, kunne disse Agdeværinger nok stikke Hovederne sammen og vække Støien af et Oprør; men til voldsom Handling mener Nede- næssingen det for lidet med sin Vrede, og Fjeldmanden fra Raa- bygdelaget er træg i Sammenligning med Sogningen, Valdersen, Thelebonden eller den koleriske Gudbrandsdøl. Dette og Man- gelen paa en Formand, som aabent turde træde frem, har givet de to foregaaende Opløb, som i Løbet af et Aarhundrede, nemlig 1688 og 1752, havde fundet Sted i Arendal og deromkring, Cha- racteren af Stryflamme eller af Aprililinger, og at Tumulterne i 1786 vare alvorligere, havde ikke blot sin Grund i Lidelsernes og Misfornøielsens Ophobning, men ogsaa i den Mands Person- lighed, der traadte frem som deres Chef og Leder. Det var Christian Jensen, Eier af Gaarden Lofthuus ved Ladestedet Lille- sand i vestre Molands Præstegjeld, en Mand til Sjæl og Legeme Og i sin kraftigste Alder, paa engang følelsesfuld og energisk, listig og uforfærdet, indesluttet og med strømmende Tunge, kold 1 tilbakeChristian VII. Hans Valgsprog var omtrent vor nærværende Konges: "Folkets Kjærlighed min Belønning." 2 tilbakeI en Anmærkning i Conceptet til Indstillingen er tilføiet: "Det sønden- fjeldske Norge kan paa nogle 100,000 Tdr. Korn nær ikke føde sig selv. Mid- delet til at erhverve sig disse, har det næsten ene i sin Trælast, og da Skovene, ikke som endeel andre Landsproducter, ikke engang som Fiskerierne norden- fjelds, ere aarligen reproductive i Forhold til Flid og Arbeide, men just tvert- imod, saa har denne Deel af Landet en speciel i sin Natur grundet, Aarsag til at bygge sin Existences Vedligeholdelse og Varighed paa let og tilgjængelig Føde, uden hvilken dens Kilde, som er Skovene, naar de ødelægges ved for stærk og flittig Hugst, igjennem Aarhundreder er tilstoppet." 3 tilbakeDette Udtryk har forekommet et af Commissionens Medlemmer for stærkt. I Conceptet er det rettet til: "alt meer og meer uheldigen bevidner." 4 tilbakeFor et Skiftebrev paa 7 Ark havde saaledes ovennævnte Smith beregnet sig 36 Rdl., medens Commissionen ved Opsummering kun faaer ud 14 Rdl. 3 Mk. 16 Skil., "som er alt hvad vi skjønne han for dette Skiftebrev kunde tilkomme, og lad være, at det nogenledes lovligen kunde have været beregnet til 20 Rdl. er dog derover betalt 16 Rbdl." 5 tilbakeDen suspenderede Sorenskriver Tobiesen ansætter dem dog i vestre Raa- bygdelaget, som er den sletteste, om end vidtløftigste, Deel, til over 800 Rdl., ifølge "Lov, Praxis og Vedtægter, uden Fornærmelse imot nogen Almuens Mand," og angiver, at Brønsdorph i 1786 havde drevet de embedsmæssige Ind- tægter til over 1900 Rdl., "foruden hvad Auctioner og den Mængde Afkald, han forcerede Almuen med at give beskrevne." |