| d.IV,b.3,s.395 |
vor konstitutionelle Forfatning er bragt paa Bane, og derved kastet et Lys over den Synsmaade, der har foranlediget den Passus i Grundloven som er foreslaaet til Ophævelse. I Tidsskriftet "den norske Tilskuer" Nr. 41 -- 42 for 1817 pag. 330 -- 333 findes en Skrivelse fra Kjøbmand Glogau i Bergen -- født Jøde, men overgaaet til Christendommen -- dateret 26de Septbr. s. A. til Amtmand Falsen; -- blandt Andet spørger han deri: "Ansaae man den handlende Israelit for farlig, hvorfor tilstedede man da ikke den Ikkehand- lende Ophold i Landet? Er det Personerne man fandt saa afskyelige, hvor- for gjorde man da Undtagelse med Hensyn til Proselyten? Hvad vilde De som brav, upartisk og oplyst Patriot svare, naar en retskaffen Jøde tiltalte Dem saa: Hvad have vi gjort Eder, Nordmænd, eller hvormed have vi for- nærmet Eder? Hvor er i den her bekjendte Verden en Stat, som kan frem- vise en saadan Lov? Eders Brødre, de Svenske og Danske have modtaget os, ja vi have endog i Danmark lige med vore christne Brødre Borgerret. Frygte I vor Handel, er vor Tro Eder en Rædsel, saa tillader os i det Mind- ste Ophold i, Gjennemreise gjennem Eders Land, Noget som hverken I eller nogen Nation nægter selve Hottentotten. Havde jeg end aldrig været Jøde, eller angik den Lov Tyrker eller Hedninger, visselig, jeg vilde dog lade min Stemme lyde høit for Menneskeheden. Mine Børn ere norske, hvad skal jeg sige dem, idet jeg forelægger dem deres Fædrenelands Grundlov? Skal jeg beskjæmme mine Forældre eller Grundloven? Var det nødvendigt at spærre over 3 Millioner Europæer Adgang til en europæisk Stat? -- og hvor- mange Tilfælde indtræffer der ikke, hvor man maa overtræde denne Lov? Der kommer et Skib ind under Havari, Passagererne maa tages i Land, det er Israelitter: hvad gjør man da med dem? ? ?" Amtmand Falsens Svar findes sammesteds Side 334 -- 336. Deri blandt andet: "Som Medlem af den konstituerende Rigsforsamling paa Eidsvold, og som Medlem af den Kommittee som sammesteds var nedsat for at forfatte et Udkast til Grundloven, har jeg stedse stemmet for Antagelse af dens § 2, forsaavidt samme udelukker Jøder fra Adgang til Riget. Jeg har gjort dette, fordi jeg for mit Vedkommende er overbeviist om, at Jøden aldrig kan blive god Borger af nogen Stat, hvor ikke Jøder regjere. -- -- -- En Religion, der ikke aander andet end Had og Foragt mod hver den, som ikke bekjender sig til den, tvinger Jøden, saa at sige til en bestandig Opposition mod hvad der ikke hylder Jødedom. Han lever i en uopholdelig Feide-Tilstand med enhver Nation, der optager ham, og hans Religion selv gjør ham det til en Pligt at arbeide paa at ødelægge den. Jeg har blot villet angive Dem den Grund-Idee, som forsaavidt, mig bekiendt, motiverede Rigsforsamlingen paa Eidsvold til at indføre den paaankede Bestemmelse i Grundloven, og man maatte ansee Norges Stilling, ved Adskillelsen fra Danmark saa meget heldigere, da det, uden at forurette noget Individ, kunde optage i sin Grund- lov en Bestemmelse, som de fleste andre Lande maaskee vilde have været vel tjente med ikke at have savnet. Fra den angivne Synspunkt vilde det ikke været tilstrækkeligt at for- byde at nedsætte sig og drive Handel; thi for det første vilde det være umuligt at hindre en Jøde, der havde Tilladelse at opholde sig i Landet, fra at drive Handel, og for det andet er det ikke alene som Handlende, men især som Tilhænger af den mosaiske Religion Grundloven, idetmindste efter min Mening har udelukket Jøden fra Adgang til Riget". Selve Skriftet vedlægges til Eftersyn for dem, der udførligen ville gjøre sig bekjendte med det Forhandlede. Deri findes ogsaa Glogaus Svar (No. |
| d.IV,b.3,s.396 |
43 -- 44 S. 337 -- 339). Han citerer der Nordahl Bruuns Ord: "Uden at opoffre mine Grundsætninger, men meget mere paa Grund af dem, agter jeg dig, o Israel! og elsker dig med broderlig Samfunds Aand." "Som luthersk Kri- sten", siger han videre, "staaer jeg paa Menneskehedens høieste Spids, kan række min Haand til Jøden, Tyrken, Hedningen; Intet forbyder mig at kalde dem Brødre; ja, min guddommelige Lovgiver, Jesus Christus, befaler mig endog dette. Denne Tro har jeg antaget, og derfor har jeg antaget den; saaledes forplanter jeg den paa mine Børn; de skulle elske Kristne, Jøder og Tyrker, og velsigne den Time, da jeg først antog denne Tro. Mig fore- kommer enhver Afvigelse fra disse Grundsætninger at stride mod en ret kristelig evangelisk Troes Aand". Jødernes Emancipation i andre europæiske Stater, hvilken er Gjenstand for offentlige Forhandlinger i konstitutionelle og ikke-konstitutionelle Stater, angaae ikke umiddelbar samme Spørgsmaal, som vi fortiden have at behandle. Eet er at nægte Fremmede Adgang til en Stat, et Andet at nægte nogle blandt Landets Indbyggere Deeltagelse i borgerlige Rettigheder. Ikke desto- mindre afgive disse Forhandlinger og Litteraturen vigtige Erfarings-Data til Besvarelse af det første Spørgsmaal, hvorom det gjælder hos os. Kommitteen har derfor anseet det som Pligt at gjennemgaae de trykte Skrifter, der underhaanden ere den meddeelte, eller paa anden Maade have været til- gjængelige for den, over Emancipations-Spørgsmaalet og Forhandlingerne derom, saavidt den Tid, der fra Thingets øvrige Forretninger har kunnet afsees, har gjort det muligt.1 Forsaavidt Disposition haves over dem, ved- lægges disse Skrifter til Eftersyn. I Henseende til det første Spørgsmaal, som ved ethvert Forslag til Forandring i Grundloven nødvendig maa besvares, om Forandringen modsiger Grundlovens Principer, eller angaaer enkelte Be- stemmelser, der ikke forandre Grundlovens Aand -- maa Kommitteen gan- ske henholde sig til Høiesterets Betænkning. Den kan saa meget mindre finde den Betænkelighed overveiende, som 2 af Rettens Medlemmer have lagt Vegt paa, grundet paa de af Rigsforsamlingen vedtagne foreløbige Grund- sætninger, som den finder det klart baade af Forhandlingernes Gang i det Hele og af Blandingen af Væsentligt og Uvæsentligt i Indholdet, at disse Regler ingenlunde af Rigsforsamlingen ere betragtede som egentlige Principer, det er: Regler paa hvilke Grundlovens øvrige Bud hvile som paa en fælleds Rod, men alene som enkelte Bestemmelser, hvorom man foreløbigen var blevne enige, som et Slags Udgangspunkt for den Kommittee, der var over- draget at udarbeide Udkast til Konstitutionen. Af deres udvortes Beskaffen- hed alene kunde det derfor beroe, hvorvidt de skulde blive til noget mere end Regler for Kommitteen ved Udførelsen af det den overdragne Hverv, blive Principer i Loven eller ikke. Under saadan Synspunkt kunde umulig en saa enkelt og isoleret Bestemmelse, som Jødernes fremdeles Udelukkelse fra Riget, komme ind under Begrebet om Lov-Princip. Ogsaa Bestemmel- sens Form tilkjendegiver den mere som Undtagelse fra eller Indskrænkning i Hoved-Reglen om fri Religionsøvelse end som selvstændig Regel. Den er desuden, hvad enten man betragter den som Regel eller Undtagelse, øien- synlig gaaet ud fra en Vildfarelse. Amtmand Falsen selv -- Medlem ikke alene af den konstituerende Rigsforsamling, men og af den Kommittee, der forfattede Udkast til Grundloven -- er i saa Henseende det paalideligste Vidne. Han erklærer, at den Grund-Idee, som motiverede Rigsforsamlingen |
| d.IV,b.3,s.397 |
til at antage den omhandlede Bestemmelse var: at den jødiske Religion ikke aander andet end Had og Foragt mod hver den, som ikke bekjender sig til den -- en Sætning virkelig saa temmelig vor Folkemening paa den Tid -- og at Jøder ved den da gjældende Lovgivning vare udelukkede fra Adgang til Riget -- hvilket ligeledes var almindelig Mening, saaledes, at Lovgiveren selv længe før Grundloven -- som Kristianssands Privilegier af 1738 vise -- var smittet deraf. Det næste Spørgsmaal, -- om Erfaring har lært at den foreslaaede For- andring bør foregaae, formener Kommitteen for en væsentlig Del at være besvaret ved det Anførte. Den igjennem Tidernes Løb vundne Overbeviis- ning om Feilagtigheden af den Grundidee, hvorfra man gik ud ved at optage Bestemmelsen i Grundloven, er nemlig en saadan Erfaring. Har man nemlig blot villet bibeholde en Bestemmelse, som formeentlig allerede indeholdt i den ældre Lovgivning, og det fordi man tillige forudsatte Jøderne ifølge Religionsbegreb besjælede af Had og Foragt mod de Kristne, og man derefter erfarer, gjennem fyldestgjørende Oplysninger derom, at begge Forudsæt- ninger vare urigtige, saa følger deraf, at den paa saa feilagtig Grundvold hvilende Bestemmelse bør forandres -- at det Begrundede maa bortfalde med dets Grund -- med mindre der kan paavises istedetfor den bortfaldne Grund andre endnu bestaaende, som føre til samme Resultat. At det var en vildfarende Troe, at Jøderne i Almindelighed tilforn vare udelukkede fra Adgang til Riget, det er uimodsigeligt, naar man seer hen til Plakaten af 23de Januar 1750, og til selve Landlovens 3 -- 22 -- 1, hvorefter Adgang stod uindskrænket aaben for portugisiske Jøder, og betingelsesviis for alle andre Jøder, nemlig ved at forskaffe sig kongeligt Leidebrev. Det er øiensynligt, at Rigsforsamlingens Medlemmer have været ubekjendte med disse Lovbud, eller ikke erindret dem, hvilket var ganske rimeligt i Betragtning af den faktiske Tilstand, at hverken Portugisjøder eller andre Jøder vare enten uden eller med Leidebrev seete i Riget, hvad enten Aarsagen dertil var, at ogsaa de ikke kjendte den Adgang, der stod dem aaben, eller de under Rigets da- værende Stilling ikke fandt, at der var noget for dem at gjøre. Om at den Mening, at Jødernes Religion medførte Had og Foragt mod anderledes Troende var vildfarende, derom haves saa uforkastelige Vidnesbyrd i den hellige Skrift, at man alene behøver med redeligt og fordomsfrit Sind at gjennemlæse de Steder i det gamle Testamente, som indeholder den mosaiske Religions Lærdomme, for at overbevise sig derom. Og kunde det vel være anderledes? Skulde Kjærlighedens Gud, Alles fælles Fader, Jødernes ikke mindre end de Kristnes, kunne byde Mennesket Had og Foragt mod Menne- sket som Religions Pligt? Vi skulle ikke opfylde nærværende Indstilling med Citater af Religionens Bud, der lærer det Modsatte. De bør lige saa lidt være den Kristne som Jøden ubekjendte. Kommitteen vil forøvrigt i den Anledning henvise til det theologiske Fakultets Vidnesbyrd. Efter de Vidnesbyrd vi have, indeholdes i Talmud og Rabbinernes Skrif- ter dog Forskrifter i en mod de Kristne fiendtlig Aand, og Talmud antages efter det theologiske Fakultets Erklæring at indeholde for Jøden bindende Religionsforskrifter. Kommitteen anseer det imidlertid ved de derover i for- skjellige Skrifter meddeelte Oplysninger tilstrækkelig godtgjort, at der for- uden hine ogsaa indeholdes Forskrifter af aldeles modsat Tendents; at hine erkjendes at være Enkeltes Yttringer af Uvillie over de frygtelige Forfølgelser og Undertrykkelser, som Jøderne have lidt af de Kristne; at saadanne For- skrifter ikke ansees for gjældende Regler, hvilket ogsaa ved officielle Erklærin- |
| d.IV,b.3,s.398 |
ger er stadfæstet, og at Religionsunderviisningen er ordnet paa aldeles modsat Grundvold. Men hvad der fremfor Alt godtgjør, at Jøden og den jødiske Religion ikke nærer fiendtligt Sindelag mod de Kristne ere de virkelige Kjendsgerninger, de uomtvistelige Beviser, som overalt haves, og af hvilke høist mærkelige ere i Storthingets Hænder, om at Jøderne overalt, hvor de mødes med menneskeværdig Behandling, vise sig som gode Borgere og gode Mennesker. Kommitteen henviser til de ovenfor erhvervede Vidnesbyrd fra hollandske og svenske Autoriteter; til dem, der indeholdes i de med denne Indstilling følgende Forhandlinger om Jødereglementet i de svenske Rigs- stænder, især i Adelsstanden; til Kateket Cohens Beretning om de mosaiske Troesbekjenderes Stilling i Danmark; til Beretningen om Jøderne i Danmark i Tidsskriftet Brage og Idun, den kristelige Præst Grundtvigs Afhandling om Jødernes Valgbarhed, i samme Tidsskrift, og til Forhandlingerne i Provindsial- stænderne angaaende Petitionen om, at Valgbarheden maatte bevilges dem. Overalt indeholdes heri hæderlige Beviser paa Jødernes Borgersind, deres trolige Opfyldelse af Borgerpligterne og deres Velgjørenhed mod Jøder og Kristne uden Forskjel, som maa tilintetgjøre enhver tanke om fiendtligt Sindelag. Det er imidlertid væsentlig paa andre Grunde, end de som man paa Eids- vold gik ud fra, at den foreslaaede Grundlovsforandring nu bestrides; nem- lig paa den ene Side Frygt for at fattige Jøder skal overstrømme Landet og blive os til Byrde, paa den anden Side at de Rige skulle rive Nærin- gerne til sig til skade for Landets indfødte Indbyggere. Kommitteen troer, at disse Betragtninger retteligst lades uden Indflydelse paa Spørgsmaalets Afgjørelse fortiden, da Forslaget ikke gaaer ud paa nu at give Jøderne videre Adgang til Riget, end den indskrænkede, som de efter den private Lov- givning, der desuden i den senere Tid faktisk er betragtet som gjældende, kunne erholde, og derhos paa at gjøre Forandring i Civillovgivningen om Jøderne mulig, hvis den lovgivende Magt i sin Tid skulde finde Grund dertil, hvilket Grundloven, saalænge den omhandlede Bestemmelse staaer ved Magt, hindrer; hvorfor deslige Undersøgelser efter Sagens Stilling synes overflødige. For det Tilfælde at man alligevel vil løfte Fremtidens Slør, under Forudsætningen, at den lovgivende Magt senere skulde beslutte For- andring i den private Lovgivning i denne Materie, vil Kommitteens Pluralitet dog ikke tilbageholde sin individuelle Formening, som Modsætning til den ovenanførte, at den anseer den ene Frygt ligesaa ugrundet som den anden, naar der tages Hensyn til Massen af Erfaringer i det Hele og ikke blot til nogle enkeltstaaende. Kommitteen har hidtil gaaet ud fra, at naar det til- strækkeligt er godtgjort, at Lovens Grund er en Vildfarelse uden at nogen anden gyldig Grund gives for alligevel at beholde Grundlovsbestemmelsen, bør det Begrundede bortfalde, og Forslaget derfor bifaldes. Men kunde man dog antage, at faa eller ingen positive Grunde haves for dette Resultat, saa maatte allerede vor Grundlovs egen Fordring paa Stabilitet, og den Om- hyggelighed hvormed saadan Synsmaade altid hos os er bevaret, være Grund nok for at modsætte sig ethvert Forslag til Forandring. Med Hensyn hertil maa bemærkes, at Grundlovens omhandlede Bud, som Høiesteret i sin Be- tænkning har viist, gaaer ud paa aldeles og uden Undtagelse at udelukke Jøderne fra Adgang til Riget; at de økonomiske og merkantile Forholde have medført, at vi alligevel ikke kunne undgaae at træde i forskjellige For- bindelser med Jøder i Udlandet; og at disse igjen have i visse Tilfælde gjort |
| d.IV,b.3,s.399 |
det nødvendigt at tilstede dem Adgangen. Saaledes har Nødvendigheden i Virkeligheden medført en faktisk Omgaaen af Grundloven. Men har man nu at vælge imellem Ophævelse af Loven eller at lade den staae paa Papiret, medens den faktisk betragtes som ugjældende ved at underskydes en anden Mening end den har, saa kan vel Ingen være i Tvivl om, at det Første bør foretrækkes; end mere, naar man ved at vælge det Sidste tillige understøtter og vedligeholder den Vildfarelse, der har givet Anledning til Bestemmelsen. Erfaring har fremdeles lært, at Lovbudet i sin Anvendelse medfører Voldsomheder og Uretfærdigheder, endog uden at noget Godt derved opnaaes. Et eneste Tilfælde, som Behandlingen af den skibbrudne Michael Jonas, maatte allerede være tilstrækkeligt Beviis om, at Lovbudet ikke kan bestaae med Retfærdighed; dets Virkninger for Politimester Friele, der var sat i det Tilfælde, at han maatte handle, og handlede efter bedste Skjønnende, er et nyt Beviis herfor. Disse vare nemlig Følger af Lovstedets indvortes Uhensigtsmæssighed, der paa den ene Side ikke tillod Jøden at forblive i Landet, og paa den anden Side gjorde det til en Uretfærdighed at jage ham bort. Allerede i 1817 opkastede Kjøbmand Glogau Spørgsmaalet hvor- ledes Vedkommende skulde forholde sig i et saadant Tilfælde, og han fremsatte det paa en Maade, som viste, at han ansaae det for uopløse- ligt (Norske Tilskuer 2 Aarg. No. 7). Svaret udeblev, indtil Nød- vendigheden medførte, at Knuden maatte overhugges -- til liden Baade for vedkommende Embedsmand saavelsom for den ulykkelige Mosait. Ikke meget mindre oprørende maa det føles, at en Kunstner, Henri Leia, blot for at være kommen til Landet, uden forresten at have foretaget sig Noget til Nogens Fornærmelse, skulde lide Fængsel paa Vand og Brød i 28 Dage, og at en anden uskyldig Mand maatte for sin Godtroenhed udrede Bøder, -- Alt for at opretholde en saadan Lovs Anseelse i de Dele, hvortil Fortolkningens Vilkaarlighed ikke lod sig udstrække. Det er sandt, det vilde ikke være bedre eller anderledes, om Grundlovsbudet ikke havde været til, naar den private Lov alligevel bestod, efterdi disse Tilfælde just vare Anvendelse af den private Lov ligesaavel som af Grundloven. Men saa- længe Grundlovens § 2, forsaavidt Jøder angaaer, bestaaer, kan den private Lov ikke i denne Deel forandres, hvor forkastelige dens Virkninger end vise sig at være. Saaledes indeholdes ogsaa heri en Grund for at sætte Grund- lovsbudet ud af Kraft. Ogsaa Høiesteret har i sin Betænkning antydet Hensigtsmæssigheden af en Grundlovsforandring i dette Tilfælde, for at opløse de Vanskeligheder, eller forebygge de Vilkaarligheder, som Lovbudet ved sine andre Ufuld- kommenheder giver Anledning til. Med Proponenten maa Kommitteen des- uden være enig i, at en Religionsintolerants aabenbarer sig i Lovbudet, som ikke kan bestaae med Fornuftens Fordringer, eller med Kristendom og Protestantisme; at det er en uheldig Udvæxt paa Grundloven, som de paa den Tid mere end nu herskende Fordomme have frembragt -- tildeels grun- det paa feilagtige Begreber om den jødiske Religions virkelige Beskaffenhed, tildeels paa den ved Mishandlinger mod Jøderne fra de Kristnes Side bevirkede Stemning imellem disse og hine indbyrdes, en Stemning, som efter- haanden er ophørt eller ophører tilligemed dens Aarsag. Kommitteen troer sig derfor overbeviist om, at idetmindste flere af de Mænd, der paa Eidsvold bevirkede Bestemmelsen, nu misbillige den, saa at man kan med Sikkerhed antage, at den, om Grundloven nu skulde gives, ikke vilde finde Plads deri. |
| d.IV,b.3,s.400 |
At det virkelig er Religionsintolerants, hvorfra Lovbudet er gaaet ud, ikke de økonomiske Betragtninger, som nu søges gjorte gjældende, viser allerede Stedet, paa hvilket det findes. Det stadfæstes ogsaa ved Amtmand Falsens foran citerede offentlig afgivne Vidnesbyrd derom. Men en saadan Religions- intolerants kan Kommitteen umulig antage, at Storthinget vil vedkjende sig. Da, som Proponenten anmærker, alligevel Religionsintolerants er bleven vor Grundlovs mørke Side, ikke forsætlig, men som nu formeentlig maa ansees udenfor Tvivl, blot formedelst en Afskrivers Uagtsomhedsfeil, der, i den Hastighed, hvormed Grundloven, efter at være bragt i "Orden og Stiil", oplæstes for Rigsforsamlingen, ikke bemærkedes -- saa er Grundlovsforan- dringen ogsaa fra en anden Synspunkt ønskelig for os. Den vil nemlig ved den Aand, som derigjennem lægges for Dagen hos den lovgivende Magt, kunne betragtes som en Forløber, der bebuder, at Haabet om at see Rigs- forsamlingens saa uheldigen tabte Beslutning om Samvittighedstvangens Op- hør, om fri Religionsøvelse for alle kristelige Religionspartier, igjen sat i Kraft, nærmer sig sin Opfyldelse. Videre maa ogsaa den foreslaaede Grundlovsforandring, saaledes som ligeledes af Proponenten anmærket, ansees som en Retfærdighedsfordring. Der gives vel neppe Nogen, som ikke erkjender det for bitter Krænkelse, ved Lov, ja ved Statens Grundlov, at erklæres for en Banlyst, som Staten ikke tør taale inden sine Grændser. Men enhver uforskyldt Krænkelse mod en brødefri Mand er Uretfærdighed. Det er en Krænkelse af Retfærdig- hedens helligste Krav at true en brødefri og retskaffen Mand med Straffe, som ellers anvendes paa Forbrydere, kumuleret højeste Pengebod og Lands- forviisning, endsige anvende disse Straffe paa ham, naar han, forresten ret- skaffen, maaskee endog ubekjendt med en saa unaturlig og barbarisk Bestem- melse, i de lovligste og gavnligste Ærinder indfinder sig i Landet. Man forsvarer det med, at Staten, som Herren i sit Huus, kan bestemme, hvem den vil optage, og uden Retskrænkelse negte at indlade dem, der ikke behager den. Kommitteen kan ikke erkjende en saa uindskrænket Ret over Statsterritoriet, der, anvendt i Almindelighed, skulde medføre, at Mennesker kunde, uden Skyld, negtes Opholdssted paa Jordkloden; thi den Ret, der tilkom den ene Stat, maatte ogsaa tilkomme alle andre. Saavidt strækker Bemægtigelsens retlige Virkninger, der begrunder Eiendomsretten, sig ikke; saavidt kan derfor Statssamfundets Ret heller ikke strække sig. Hvad det theologiske Fakultet i sin Betænkning har yttret, idet det betragter Sagen fra kristeligt Standpunkt, det maa Kommitteen fra det retlige Standpunkt ogsaa tiltræde, at Forbudet mod Jøder, endog blot som Reisende at opholde sig inden Norges Grændser, er saa bestemt stridende mod den Ret, ethvert Menneske, der ikke er aabenbar Forbryder, har som Menneske og Verdens- borger, at der formeentlig ingen Tvivl kan være om en saadan Bestemmelses Utilbørlighed. Med Schmidt-Phiseldeck, i hans, denne Indstilling vedlagte, Skrift om Jøderne, anseer den det "for en Selvfølge, der intet Beviis behøver, at Fremmede i Almindelighed ikke retmæssigen kunne udelukkes fra en Stats Grændser. De forlangte Intet af Staten uden temporært Ophold og Beskyttelse for deres Person og medhavende Gods, forsaavidt til deres per- sonlige Behov og Brug fornødent. Denne Beskyttelse, siger han, er Staten dem skyldig efter den almindelige Verdensborgerret, i Kraft af hvilken ethvert Menneske har Ret til at træde i Forbindelse med sine Lige, og derhos at være deelagtig i den almindelige Existents paa Jorden, som det fælleds Opholdssted for vor Slægt. Af samme Grund kan ogsaa, efter almindelige |
| d.IV,b.3,s.401 |
Retsbegreber, intet Menneske negtes at reise over en Stats Gebet, som ligger imellem hans forrige Opholdssted og det Land, hvorhen han agter at begive sig, da enhver Jordborger har en medfødt Ret til at existere overalt paa Jorden, og altsaa at frembyde sig som Deeltager i Almeenheden, hvor han allerede finder Jordbunden okkuperet af Beboere, hvilket forudsætter, at Muligheden ikke spærres ham ved Negtelse af Adgang til det Land, med hvilket han vil træde i Forbindelse". Endelig tilraader ogsaa sund Politik hvad Retfærdighed og Religion saaledes kræver, ikke ubetinget at afskjære sig selv Muligheden af Forbindelsen med Nogen, som kan være Staten eller nogen af dens Medlemmer gavnlig. Vel formener Kommitteen det lidet rimeligt, at enten saadant politisk Gode, som det ene Parti lover os, eller saadant Onde, som det andet Parti befrygter, vil resultere af den Forandring i Privatlovgivningen, hvilken sandsynligen i Tiden vil paafølge, naar Antagelsen af den heromhandlede Grundlovsforandring aabner Adgangen dertil; men derfor gjælder ikke mindre den Statspolitikkens Fordring, at Staten bør lade Forbindelsen mellem Menneskerne i Almindelighed saa fri og uhin- dret af Statslovgivningerne, som muligt, for at de Fordele, være sig smaa eller store, som den fri Rørelse kan føre med sig, ikke skal tabes. Man tænke sig Regelen om Fremmedes Udelukkelse som almindelig, og besvare sig Spørgs- maalet: Hvad vilde Virkningen paa det Hele eller paa Enkeltes Velvære deraf blive? Hvad der saaledes vilde være Følgen i høieste Grad, naar Loven af- skar Forbindelse med alle Fremmede, er det stykkeviis eller i mindre Grad, naar visse Former, saasom personlige Sammenkomster, udelukkes. Erfaring har stadfæstet dette. Den har viist os Tilfælde, hvori Indskrænkningen har maattet afhjælpes ved Leidebreve, igjennem en Grundlovsfortolkning, som Kom- mitteen med Høiesteret maa ansee idetmindste høist tvivlsom. Vistnok kan denne Frihed medføre Skade ligesaavelsom Gavn. Men efter Mulighed at fore- bygge skadelige Følger af Friheden i denne Green som i andre, uden derfor at tilintetgjøre den, er Privatlovgivningens Opgave. Det maa imidlertid erklæres for aldeles vist, at i politisk Henseende kan intet tabes ved Grundlovsforandringen; thi, det kan ikke ofte nok gjentages, dennes umiddelbare Virkning kan ikke strække sig videre, end til, deels at bringe Retsforholdene med Hensyn til Jø- der retligen tilbage til hvad de vare førend Grundloven blev til, det er hvad den exekutive Magt faktisk anseer dem for ogsaa nu at være; deels at gjøre det muligt for den lovgivende Magt at forandre Privatlovgivningen i denne Deel, saavidt den finder det hensigtsmæssigt. Alt bliver altsaa, uagtet For- andringen, som det faktisk har været, siden Regjeringen antog den i den seneste Tid anvendte Grundlovsfortolkning med Hensyn til Jødernes Adgang til Riget, med den Forskjel, at det Tvivlsomme i denne Fortolkning bortfalder. Ved Forandringen vindes altsaa kun, at tilkommende Storthing faaer lige frie Hænder for denne som for andre Lovgivningsgjenstande, og at de saaledes kunne gjøre de Forandringer i den private Lovgivning angaaende Jøderne, hvortil Kristen- dom, Retfærdighed og Humanitet maatte give Anledning. Da Kommitteen ikke drister sig til at gaae ind paa den Mening, som i den senere Tid er søgt gjort gjældende, at Storthinget har havt Adgang til at give Grundlovsforandringer en anden Form, end den, hvorunder de ere foreslaaede, saa forbigaaes al videre Bemærkning i saa Henseende, end den, at om man |
| d.IV,b.3,s.402 |
maaskee end kunde fundet en noget forandret Form at foretrække, saa vides dog intet Væsentligt mod den brugte Form at erindre, saa at Kommitteen heller ikke deri finder nogen Grund til at fraraade Forslagets Antagelse. Paa Grund af det Anførte indstiller Kommitteens Pluralitet (5 mod 2) til Storthinget at fatte saadan Beslutning: "Sidste Passus i Grundlovens § 2, saalydende: "Jøder ere frem- deles udelukkede fra Adgang til Riget" -- udgaaer." Kristiania, i Konstitutionskommitteen den 5te September 1842. H. Foss, Kommitteens Formand. R. Koren,Kommitteens Sekretær." FORHANDLINGERNE I STORTHINGET
Klokken mangler 5 Minutter i 9 om Morgenen den 9de Sep- tember. . . . "Idag om fem Minutter, i dette Øjeblik skal Jødesagen for i Thinget. Skynd Dig, skynd Dem, vil De være Vidne til Slaget." "Snak! (Eller: "med Tilladelse, De er nok i en Vildfarelse") Den Sag har allerede expireret. Det er for seent. Den kommer ikke fore meer paa dette Thing. Jeg veed det positiv." "Nej, jeg veed det positiv. Betænk -- et Grundlovsforslag . ." "Men det er jo positiv umuligt, at Lovforandringen, om den bliver vedtaget, kan erholde Sanktion fra Stockholm inden Thin- gets Opløsning. Betænk . . ." -- "Da skulde Jeg reise som Kureer" -- faldt en Forbi-Ilende, med en Bibel under Armen, i -- "dersom man tvivlede om at Vejen lod sig gjøre." "Der gik Proponenten. Det er nok saa, at Sagen skal fore," mente den Tvivlende og ilede afsted. "Hvad vil Du vædde . . ?" sagde med fremrakt Haand Et af disse Mennesker, som altid spilde Øjeblikkene (og tilsidst ville befindes at have spildt Livet) med Snak. Han vilde sagt: "hvad vil Du vædde, at Sagen ikke gaaer?" Men da han ikke fandt Nogen, som kunde svare ham, at den vilde gaae, saasom de Alle vare langt nede i Gaden, inde i Storthingsgaardens Port eller alle- rede i Trapperne, maatte han trække den fremrakte Haand tilbage. |
| d.IV,b.3,s.403 |
Om han ilede efter, kan være saa ligegyldigt som det Andet; men Den, som den Dag vilde have Plads paa Storthingsgalleriet, maatte skynde sig. Man ventede de interessanteste Debatter i den hele Session; man ventede, som vi have hørt, "et Slag". Det blev ogsaa et, men ligesom naar Krigere øve sig i Vaaben paa udstoppede Halmfigurer, der med alle sine Blessurer dog blive staaende igjen som Sejerherrer, der have beholdt Pladsen. Men omtrent som oven anført kunde Samtalen falde hiin Morgen mellem Bekjendte og Fremmede. Uvisheden, Spændingen, Inter- essen for Sagen og for at overvære dens Behandling, dens Sejer eller Nederlag, var saadan som jeg i ovensatte Linjer vil have antydet. Man vidste, at man aldrig vilde faae en bedre Anled- ning til ret at lære hver enkelt af Folkets Repræsentanter, i det Indre af deres politiske Troesbekjendelse, at kjende. I nogle Nødder er der Mark; andre taale at ransages. Dette Aars Storthing talte netop det grundlovbestemte Maximum af 100. Det havde ophævet denne Bestemmelse, og det var bleven sanktioneret af Kongen. Der var altsaa bleven "rørt" ved Grund- loven, og et Præjudikat afgivet for at Kongen skal sanktionere Grundlovsforandringer. Men denne Dag talte man kun 95 til- stedeværende Medlemmer; 5 af Sagens utvivlsomme Venner vare fraværende, nemlig Provsterne Heffermehl og Aall, der vare hjem- forlovede til deres Kald, Sorenskriver Nielsen, med hvem det Samme var Tilfælde formedelst Sygdom, samt Prokurator Borch- senius og Lensmand Ringnæs, en særdeles oplyst og veltænkende Bonde, der begge, formentlig af samme Aarsag, ikke den Dag saaes paa sine Pladser. Forslagets Vedtager, Sorenskriver Anton Wilhelm Sørenssen, var paa den Æresplads, han saa ofte sees paa, nemlig paa Præsident- stolen. Paa ham, dets pligtige Forsvarer, maatte Alles Øine hvile, som i Dystrendet paa den egentlige Turneringsridder, der skulde bryde Landse med hvem som kom. Han er ogsaa Storthingets bedst udrustede Kjæmper -- et af de Mennesker, om hvem en Oldets Græker vilde sige, at Musen havde kysset ham i hans Fødselsstund paa Panden. Han er velsignet og indviet i Vuggen med den bedste af de himmelske Kræfter til herlige og hellige |
| d.IV,b.3,s.404 |
Formaal: med Veltalenhedens ypperlige Gave til at bringe Sand- heden Sejer, Menneskeslægten Fremgang, Uskyldigheden Erkjen- delse og Triumf. Derfor, ved at være vedtaget af ham, ved at være antaget af ham som eget, og ved Adoptionen lagt til hans varme Hjerte, havde Sagen ikke blot erholdt en Forjettelse om at seire, men et Stempel paa at fortjene det, en Vished om at der vilde blive kjæmpet indtil Taarer for Seiren. Thi endnu mere end hans Evner som Forhandlingernes Leder, er det den fuld- endte Veltalenhed og navnlig den Varme, der ligesom fylder en- hver af hans Foredrags Sætninger med Liv og Lys og pulserende Blod, der gjør ham til vort meest udmærkede parlamentariske Talent. Han henrives selv, og henriver derved. Han er, siden han fremtraadte, den Eneste i Storthinget, om hvem det kan siges, at han er veltalende i egentlig Forstand og i alle Ordets Bemærkelser. Organ, Blik, Stilling, Gestus -- alt har forenet sig for at give hans overtænkte eller improviserede Foredrag det meest fuldendte, inspirationsmæssige Udtryk, den meest ind- trængende Form. Dog er det aldrig poetisk, men i højeste Grad rhytmisk og velklingende. Sørenssen er ikke af fuld Middelhøide, men hans Veltalenhed er stundom af den Art, at den synes at løse den vanskeligste af alle Opgaver: den at lægge noget til den naturlige virkelige Høide. Den er uddannet, ikke studeret. Hans mangeaarige Plæderen for Højesterets Skranker har givet ham Øvelse, uden at betage hans Foredrag noget af dets Natur- lighed. I 1830 begyndte han sin glimrende Storthingsbane som Repræsen- tant fra Kristiania, som derved har havt den Ære at skaffe Stor- thinget en permanent Præsident til Afvexling med Riddervold, naar de trætne under Byrden. I 1839 vilde man bemærke, at han ikke længer tilhørte Oppositionen, og man daterte dette fra en Audienz hos Kongen, som da skulde have erobret hans Hjerte. Hvilket Gemyt skulde ogsaa være mere skikket til at forstaa og skatte Carl Johans paa engang store og elskelige Personlighed, hans historiske Betydning, hans Menneske- og Kongeværd og hans Kjærlighed i Sind og Gjerning for Norge, end et dermed saa beslægtet, end Sørenssens varmhjertede, følelsesfulde, enthu- siastiske? Men sin Overbeviisning har han altid tilhørt. Det er den, som giver hans Tale dens ejendommelige Varme. Var det ikke saa, skulde man snart mærke dens Aflunknen til Affektation, |
| d.IV,b.3,s.405 |
dens Fornedring til Advokatens Routine, og naar han greb til den Floskulation, han nu foragter, skulde ikke blot han Selv, men Alle, som havde hørt ham før, gribe ham i en Uredelighed imod sig selv, som er denne oprigtige Natur umulig. Han hører nemlig til de varmblodige Folk, som vel kunne skifte Meninger (og det skeer ikke saa sjelden), men om hvem man veed, at de mene hvad de sige. Denne Egenskab er ikke saa almindelig, som den synes at burde være. Den elskes hos Sørenssen; og denne Me- ning om ham har Deel i hans fornyede Valg fra Hovedstaden, medens Storthinget, ved hans idelige Udnævnelser til Præsident, har lagt for Dagen hvor højt han æres for sine administrative Talenter. Præsidenten ankyndiger Dagens Forhandlinger. Det er først et Par Budgetposter, og, efter deres hurtige Affærdigelse, meddeler han Konklusionen af Konstitutionskommitteens Indstilling om For- slaget til Ophævelse af Grundlovens § 2, sidste Passus. Ordet "Jøder" høres. Det virker som en elektrisk Rørelse. Alles Ho- veder vise spændt Opmærksomhed. Paa Galleriet trænge de sig frem endnu en Tomme. Nede i Salen mærkes hos flere af Re- præsentanterne en Skyhed for at see sig tilbage, som ellers ikke har Sted, naar en interessant Sag har fyldt Galleriet. Men hvad er det for Qvartblade, som cirkulere mellem Repræ- sentanterne, og hvoraf Exemplarer, endnu ferske og fugtige fra Pressen, lægges paa Pladserne og Bordene? Typerne ere saa svære, at de kunne læses fra Galleriet. Lad see! De maa være beregnede paa Bønderne, at de kunne læse dem foruden Briller. Det er jo et rent Flyveblad. Der kommer det. Lad see! "Til Storthinget. Hvad der er moralsk rigtigt bør ske. Det er ogsaa moralsk nødvendigt og nyttigt i Tiden, om end dets Nytte ikke for Øie- blikket kan opdages. Dette er ligesaa vist som, at hvad der er moralsk slet bærer sin Straf i sig, om det end er tilsyneladende nyttigt for Øie- blikket. Dette er Grundloven for Guds Regjering, for den moralske Verdensorden, og anbefales til Eftertanke i Anledning af Dagens Qvæstion, betræffende vor Grundlovs § 2, sidste Passus. Desuden gives der en Mængde positive, utvetydige og den |
| d.IV,b.3,s.406 |
Kristne ubetinget tvingende Religionsbud fra Jesu Kristi egen og hans Apostles Mund, saasom Matth. 5, 44 -- 45; 7, 12, 22, 39; Luk. 6, 36; Hebr. 19, o. fl., der alle falde bestyrkende sammen med ovenskrevne Erfaringssætninger. Kristiania, den 9de September 1842. ærbødigst Henr. Wergeland." I flere af Foredragene vil man finde disse Grundsætninger gjorte gjældende, saa det tør nok være muligt, at denne Froprædiken ikke har været saa ganske en Røst i Ørken. Proponentens Iver forat begrunde Sagen paa moralske Motiver viste sig ogsaa samme Morgen i den Constitutionelle, hvor de tre første Passus af Oven- staaende ogsaa vare indrykkede. Alle fæster Øjnene paa Præsidenten. Over hans velvillige og livlige Aasyn hviler en tungsindig Alvorlighed. Han forhører sig, om Nogen har noget at yttre før han gaaer over til Indstillingens Oplæsning. Kapitain Foss reiser sig: "Som Kommitteens Formand maatte han gjøre Regnskab for at Indstillingen var indløben saa seent, nemlig først den 5te September. Den 28de Februar modtog Kom- mitteen Forslaget fra Storthinget. Han havde da strax fremlagt i Kommitteen Udkast til Skrivelser til Børskommitteerne, det theologiske Fakultet og Højesteret, for at indhente deres Betænk- ninger angaaende Sagen, og da Udkastene vare bifaldte af Kom- mitteen, udfærdiget Skrivelserne. Først i Slutningen af April ind- løb de forlangte Oplysninger; de bleve tagne under Overveielse, trykte og uddeelte. Man havde fremdeles havt en Mængde Skrivter at gjennemgaae, hvilket var nødvendigt for at komme til Klarhed i Sagen, og, uagtet endnu flere Oplysninger besluttedes indhentede, havde man taget en foreløbig Beslutning, om hvad Indstillingen skulde gaae ud paa, og overdraget Konciperingen til Hjelm. Tiden var imidlertid skredet meget fremad, men alligevel vilde Indstil- lingen, uagtet Oplysninger fremdeles indløb, være fremkommen betimelig, hvis ikke det Uheld havde indtruffet, at Koncipisten, paa Grund af sin Helbredsforfatning, for længere Tid maatte ind- stille Arbeidet, der ikke vel kunde overtages af et andet Medlem, deels fordi det antoges at ville medtage endnu længere Tid for en Anden at sætte sig saaledes ind i Sagen, som Hjelm allerede |
| d.IV,b.3,s.407 |
var, deels fordi Koncipistens egne Optegnelser ikke vare brug- bare for Andre. Da imidlertid Tiden var skreden stærkt fremad uden at Hjelms Sygdom tillod ham at fuldføre Indstillingen, var man i den allersidste Tid nødt til at overdrage dens endelige Istandbringelse til et andet Medlem. Indstillingen maatte kon- centreres, og dens Trykning foregaae ligesaa hurtigt, som den blev udarbeidet. Følgen deraf havde ogsaa da været, at man, for at faa Indstillingen trykt, havde maattet indskrænke den til det halve Omfang, og ladet Trykningen foregaae arkevis Slag i Slag med Konciperingen. Herved vare desuden flere Trykfeil indløbne, hvoriblandt Taleren især maatte udhæve den, at i de trykte Exemplarer fandtes en i det Skrevne strøget Tirade, som findes paa Indstillingens Pag. 5 saalydende: "og at kun Misbrug af privat Udlaan af Samme (Consul Egidius's Skrivelse) til Hr. Bureau- chef Wergeland er Anledning til, at den mod hans Villie er be- nyttet til Erhvervelse af de anførte Erklæringer", hvilken ved en reen Misforstaaelse havde faaet Plads der." Sørenssen: "Det maatte vistnok ansees besynderligt, og havde vakt en ubehagelig Sensation, at Indstillingen i en saa vigtig Sag, der absolut maatte afgjøres af Thinget, var indkommet saa sil- digt, at det aabenbart vilde bero paa et tilfældigt Sammenstød af Omstændigheder, om Thingets Beslutning, hvis den bifaldt Grundlovsforandringen, kunde blive af nogen Virkning ved Er- hvervelse af Sanktion inden Opløsningen. For enkelt Kommittee- Medlem2 havde han vel yttret, at han havde erholdt Bebreidelser fra Amsterdam fra Konsul Egidius for at hans Meddelelser ei skulde have været benyttede med den Diskretion, der havde været en Betingelse ved deres Oversendelse, hvilken Fordring dog kun gjaldt et af de modtagne Dokumenter. Paa Grund heraf og disse Papirers Indhold forøvrigt havde han først besluttet at ignorere dem, men havde dog senere troet at burde forevise dem for den Mand, der saa høilig havde viist Interesse for Sagen. -- At noget Misbrug havde fundet Sted fra Wergelands Side, havde han aldrig yttret, ligesaalidt som han, efter de fra Denne modtagne Oplys- ninger, havde Grund til at antage saadant, uanseet de Kontra- oplysninger den svenske Presse med Hensyn til hine Meddelelser havde leveret. Det er derfor i høieste Grad beklageligt, for ikke at bruge et haardere Ord, at Indstillingen er indløben først nu, |
| d.IV,b.3,s.408 |
da maaskee ingen Lov kan istandbringes. Taleren vilde fra først af have anket over den brugte Fremgangsmaade, men da Kom- mitteens Formand var kommen ham i Forkjøbet, maatte han nu imødegaa hvad der var anført. Kommitteen maatte enten have været for overlæsset med Forretninger eller Arbeidet ei tilbørligt fordeelt imellem dens Medlemmer. Var det Første Tilfælde, burde man have henvendt sig til Storthinget, for om muligt at faae en anden Kommittee nedsat for at overtage en Deel af Sagerne eller for at bevirke Prolongation af Sessionen. Han kunde aldeles ikke bifalde, at man havde iagttaget Taushed lige til det sidste Øje- blik. Disse Anker maatte han fremsætte, ikke for at sige Nogen Ubehageligheder, men fordi han fandt det at være sin Pligt. Stor- thinget burde være ligesaa strengt imod sig selv, som det vist vilde have været, hvis Feil vare begaaede af Autoriteter udenfor dets Midte. Hvad Undskyldningen om Vedkommendes Sygdom angaaer, da kunde han ikke tage den for god; det havde under saadan Omstændighed været Pligt at overdrage Konciperingen til et andet Medlem af Kommitteen og hvis ikke det lod sig gjøre, da at faae tilkaldt andre Repræsentanter, som kunde have paa- taget sig et saadant Arbeide. Hvad den paapegede Tirade i Ind- stillingen angik, da skyldte Taleren Wergeland den Erklæring, at hvis han ikke var gaaet frem med Humanitet, vilde han (Sørenssen) have været sat i stor Ubehagelighed. Dog kunde han for Gud og Hvermand bevidne, at heller ingen Misbrug fra hans Side havde fundet Sted". Dette var formeget for Foss. Man saae, man hørte paa ham, at han følte sig fornærmet og var opbragt. "Nogensomhelst Be- breidelse for, som Formand i Kommitteen, at have tilsidesat min Pligt, modtager jeg ikke. Finder Storthinget, at jeg har viist nogen Forsømmelse, saa forlanger jeg, at man tilstiller Odelsthinget Sagen for at gjøre Ansvaret gjældende; men jeg gjentager det, personlig Bebreidelse modtager jeg ikke, og det saameget mindre, som jeg virkelig, men uden Nytte, har protesteret mod at overdrage Kon- stitutionskommitteen Behandlingen af Traktaterne, hvorfor den ved de foregaaende Storthing har været fritaget. Det var vist- nok i Almindelighed Formandens Pligt at overtage Indstillingernes Koncipering, men han maatte forsikkre, uagtet han med Hensyn til Flid troede at kunne stille sig ved Siden af hvilketsomhelst Medlem af Storthinget, at det ikke havde været ham muligt, ikke |
| d.IV,b.3,s.409 |
engang at gjennemgaae Indstillingen sidste Gang, for at foretage deri de Forandringer, som efter Omstændighederne vare nød- vendige. Dette Hverv var da bleven Riddervold overdraget". Riddervold: "Han maatte i det Hele henholde sig til hvad Foss, der i Kommitteen havde arbeidet med sin sædvanlige Flid, havde yttret, og troede, at, hvis Præsidenten kjendte de mere specielle Omstændigheder, som det imidlertid vilde være for vidtløftigt nu at specialisere, vilde han vist finde sine Anker mindre beføiede. Det var imidlertid let at indsee, hvor vanskeligt det var, naar et særdeles vigtigt, vanskeligt og omfattende Arbeide først var over- draget til en duelig Mand, da at fratage Denne Arbeidet og over- drage det til en Anden, hvorved saa særdeles megen Tid absolut maatte blive bortkastet. Det var vel undskyldeligt, om man i det Længste kvier sig herfor og haaber det Bedste. Konciperingen af Indstillingen var ogsaa, da Formanden umulig, paa Grund af andre Arbeider, kunde overtage den, bleven overdraget til den Dueligste af de øvrige Medlemmer, og Denne var bleven sinket i Arbeidet i lang Tid ved Sygdom". Sørenssen: "Det kunde ikke være hans Tanke at fremføre nogen Sigtelse mod Foss eller nogen Anden, hvis Dygtighed han i fuldeste Maal erkjendte. Men han havde kun benyttet sin Ret som Repræsentant til med Frimodighed at yttre sig over Frem- færden i denne Sag, der ikke var som den burde, uden derfor at lade ude af Betragtning, at der paalægges enkelte Repræsen- tanter Byrder, som der skal en lykkelig Helbreds- og Sindsfor- fatning til at bære". Byfoged Christensen, Stavangers dygtige Repræsentant, fandt, "at de faldne Yttringer ikke vare paa sit rette Sted. Først naar For- slaget var bifaldt og der ikke var fornøden Tid til at erhverve Sanktion derpaa, kunde man med Grund anke over, at Indstil- lingen var fremkommet saa seent". Sørenssen: "Den sidste Taler opstillede en Theori, som ikke stemmede med hans Overbeviisning. Udfaldet kunde aldeles ikke komme i Betragtning, naar der, som her, var Spørgsmaal om at bedømme Repræsentanters Færd, som Kommitteemedlemmer". Riddervold maatte dog bemærke, "at Flere, og navnlig Kon- cipisten af Indstillingen, bekjendte sig til den Mening, at Beslut- ningen ikke tiltrængte Sanktion. Dette vilde han anføre i den nævnte Repræsentants Fraværelse, idet han derhos bemærkede, |
| d.IV,b.3,s.410 |
at han ikke selv deelte denne Mening om Undværligheden af kgl. Sanktion med Hensyn til Grundlovsforandringer". Disse Debatter spildte Kraft og Tid for selve Sagen. De lig- nede disse indbyrdes Fegtninger med skarpe Vaaben, som visse kaukasiske Stammer siges at anstille blot til Øvelse før det virke- lige Slag begynder med Fienden, men som blot sætte ondt Blod og koste Folk. Endelig kunde da Præsidenten skride til at foredrage Kommittee- indstillingen. Det skede in extenso, Medlemmerne følgende med i sine trykte Exemplarer, Kommitteens Formand bemærkende de Feil, som maatte opdages. I Begyndelsen af denne Forhandling havde man den Fornøjelse at se Hjelm pile over Gulvet og at indtage sin Plads. Efter dennes Oplæsning refererede Præsidenten følgende Skri- velse fra Forslagets Proponent: "Positive Religionsbud. Foruden det kristelige Kjærlighedsprincip, udtrykt af Jesus Kristus selv i Matth. 5, 44 -- 45 i Sproget, der endogsaa byder os at "elske vore Fiender paa- det vi kunne vorde vor Faders Børn, som er i Himlene og som lader sin Sol opgaae over Onde og Gode, regne over Retfærdige og Uretfærdige", findes der en Mængde positive, utvetydige og enhver sand Kristen tvingende Religionsbud, hvoraf herved anføres endeel: 1) Matth. 7, 12. "Alt hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa mod dem! thi saadan er Loven." 2) Matth. 22, 39. "Du skal elske din Næste som dig selv!" 3) 1 Joh. 3, 18. "Lader os ikke elske med Ord, ei heller med Tunge, men i Gjerning og Sandhed." 4) Luk. 6, 36. "Værer barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig!" 5) Hebr. 13, 16. "Glemmer ikke at gjøre vel og at meddele; thi saadanne Offere behage Gud vel." 6) Matth. 25, 40. Kristus vil paa Dommens Dag sige til de Barmhjertige: "Hvad I have gjort mod En af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig." 7) Philipp. 2, 4. "Enhver see ikke paa Sit, men Enhver ogsaa paa Andres!" 8) 1 Cor. 4, 7. "Hvo giver dig Fortrin? Og hvad har du, som du ikke haver annammet?" Konfereret med: 9) 1 Petr. 4, 10. "Som Enhver har faaet en Naadegave, saa tjener hverandre dermed!" 10) 1 Joh. 3, 17. "Den, som har denne Verdens Gode og seer sin Broder lide Mangel, og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjærlighed i ham?" 11) Rom. 12, 18. "Dersom det er muligt, da haver Fred med alle Mennesker, saavidt det staaer til Eder!" |
| d.IV,b.3,s.411 |
12) Joh. 13, 15. "Derpaa skulle alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjærlighed." I Kontinuation med vedlagte korte trykte Meddelelse, tillader jeg mig ær- bødigst at oversende denne Tilbagekaldelse i Erindringen af de Religionsbud, som vistnok engang have været indprægede og endnu staae prægede i enhver Repræsentants Hjerte. Den korte Tid imellem Kommitteeindstillingen og Sagens Afgjørelse hindrer mig fra yderligere Forsøg paa at forsvare Tolerancepropositionen, der for mig har Vægt og Interesse som Samvittighedssag -- et Skridt, jeg af denne Grund haaber fri for Mistydelse. Skulde en Anskuelse, der troer med større Vægt at kunne støtte sig til borger- lige og lokale Forhold og til materielle Hypotheser, blive den seirende, da ud- beder jeg mig Propositionen uforandret fremsat til Afgjørelse paa næstkom- mende Storthing. Den hører maaskee til de Reformer, som betegne en mere oplyst og udviklet Tidsalder, omendskjønt det norske Folks gjæstmilde og menneskekjærlige Karakteer maatte indgive et ikke ugrundet Haab om, at Sagen allerede nu i Aaret 1842 maatte kunne gaae. Ærbødigst Henr. Wergeland". Præsidenten opløftede et Nytestamente, som var Skrivelsen vedlagt, appellerende dertil med Hensyn til Citaternes Rigtighed. Klokken var nu 12; men, med Tilsidesættelse af den sædvan- lige Hviletid, erklærede Præsidenten nu Sagen undergiven Debat. Men endnu skulde der lægge sig en Steen ivejen før man kunde komme ind paa dens Realitet. En Stemme, noget skjælvende af Sindsbevægelse, høres fra en af Amfitheatrets Høider. Det er Konsul Egidius's Svoger, Provst Løberg, der ønsker hans Skri- velse oplæst. Nu, meente han, siden der var bleven saameget talt derom, var det ligesaa godt den kom til Alles Kundskab. Han fandt Egidius angreben, og at det derfor var retfærdigt imod ham, om saa skede, hvorfor han for hans Skyld maatte fordre, at hans Meddelelser til Sørenssen produceredes. Med kjendelig Uvilje maatte Sørenssen atter tage Ordet."Han havde, efter hvad han nys tilforn havde erklæret, troet, at han skulde være bleven befriet for en saadan Anmodning. Konsulen, til hvem han i privat Brev havde henvendt sig, havde vel alvor- ligen beklaget sig over at være bleven udsat for Forfølgelser og Ubehageligheder, fordi Diskretionen -- men, som han troede at have godtgjort, uden hans Skyld -- var bleven brudt; men det kunde han gjentagende forsikkre, at, efter hans bedste Overbeviis- ning, indeholdt Egidius's Skrivelse ikke Noget, der fortjente Navn |
| d.IV,b.3,s.412 |
af Oplysning i Sagen, hvilket han tilskrev, at Egidius, som nylig ankommen til Amsterdam, ved Brevets Forfattelse, muligens endnu ikke havde havt Tid nok til at frigjøre sig for Fordomme, som ofte gjøre sig gjældende ved Bedømmelsen af nye og uvante For- holde. Skrivelsen havde dog gjort Nytte, forsaavidt den gjennem Wergeland havde fremkaldt Oplysninger, der svække dens Dom, og derved var der bleven udbredt et klarere Lys over hele Sagen". En dyb Bas lader sig høre fra nederste Bænk i Midten. Det er Rektor ved Bergens Latinskole, Hans Holmboe, Repræsentant paa Storthingene i 1833, 36 og 37. Han meente, at Egidius vilde ikke blive uvidende om det her Forhandlede, og at da Adgang til at retfærddiggjøre sig stod ham aaben, om han fandt det nød- vendigt. Dette og en Henviisning af Riddervold til endelig at ind- lade sig paa Sagen, til hvis Forsvar han ikke fandt Anførelse af Bibelsteder, som maatte være bekjendte, paa sin rette Plads, gjorde endelig omsider en Ende paa disse, men ikke paa alle, Udskejelser derifra. Man vil finde nogle i det nærmest Følgende. Den høje, smekkre, noget ludende Figur, som reiser sig der i Thingets Midte, og som med det tungsindige, sensible Udtryk i sit Ansigt, det glatte mørke Haar, det bløde zittrende Organ, ligner meer en Sydbo, en Italiener, end en Nordbo, er Amtmand Carl Falsen, en Repræsentant, kjendt med Højagtelse fra 8 fore- gaaende Storthing formedelst den Følelsens Adel, der altid som en molstemt gylden Streng gjennembæver hans Foredrag, og for- medelst den selvfornegtende Samvittighedsfuldhed, hvormed han yder den seirende, af ham til det Sidste bestredne, Sag sin op- rigtige Tjeneste, for dog endnu at gjøre den saa heldbringende for det Almindelige som muligt. Det er Cato mod Guderne og deres res victrix: men ikke Cato, som troer, at Alt er tabt. Thi Ingen forsvarer mere tommeviis sin Mening, og er dog mindre fortrydelig paastaaende, naar den ligger under i Voteringen. Denne sjeldne Egenskab, der tyder paa en Tænkemaadens Sinceritet, som maatte kunne forsone den mest legitimistiske Carlist med den deciderede Republikaner, en Chateaubriand med en Armand Carrel, har ogsaa vundet ham Anerkjendelse hos den Opinion, der nævner sig selv ved at sige: "Falsen er Roialist, en Aristo- krat, og derfor ikke af vore Folk". "Men han er en patriotisk Roialist, en Dannelsens Aristokrat", er den bleven tvungen til at |
| d.IV,b.3,s.413 |
lægge til. Han er Broder af Manden fra 1814, af Christian Magnus Falsen, den Normand, som har størst Fortjeneste af den nye For- fatning, og Søn af Digteren Enevold Falsen, den Normand, der sørgede dybest over Fædrelandets Ulykke under den gamle. Naar han reiser sig i Thinget, mindes man disse Frændskaber, og begge Hines Skygger synes at omsvæve den Efterladte. Denne Gang var ogsaa Broderen fremmanet ved Anførelsen i Kommitteeind- stillingen, og for vor irritable Falsen var dette at sætte Naalen til en Nerve. Af en Mand af Falsens Humanitet og Følelses- fuldhed (han er en af de Jurister, som ogsaa kunne græde) kunde man vente, at han vilde tale i Sagen; men efter denne Berørelse, at han maatte springe op som den anslagne Tangent. Og det skede. Han var -- hedte det -- ganske paa det Rene med sin Stemme- givning i denne Sag, og havde heller ikke taget Ordet for ud- tømmende at gjennemgaae Spørgsmaalet; imidlertid troede han dog at maatte berøre det med nogle Ord. Man havde mange udmærkede Mænds Erklæringer for at det var stemmende med Religion og Politik at tilstede Jøderne Adgang til Riget, og der var heller ikke Noget i det gamle Testamente, som satte denne Nation i Opposition mod de kristelige Troeslærdomme. Vel havde man ogsaa Erklæringer om at Talmudisterne, hvortil flere For- fattere henregne alle europæiske Jøder, stille sig i skarp Mod- sætning til Staten, at de saaledes bekjende sig til Grundsætninger, som ikke Nogen kunde ønske vare Borgernes, f. Ex. at Lovene ikke have forpligtende Kraft for dem, og at de kun ansee sig bundne dertil ved Magten. Men saadanne Principer var Noget, som ikke laae i deres Lære, og vare kun fremavlede ved de grue- lige Forfølgelser, hvorfor de havde været udsatte; ved den store Humanitet, som er de senere Tider egen, have ogsaa Jøderne frigjort sig for saadanne Grundsætninger, der maatte lede til at de overalt bleve tilbageviiste. Naar man tillige har sagt at Jø- derne nu har opgivet Troen paa den kommende Messias, da var det Taleren ufatteligt efter hans Bekjendtskab til dem. Men alle saadanne Hensyn maatte vige for de vægtige Grunde, som vare anførte af det theologiske Fakultet, og man maatte heller over- lade til den private Lovgivning at træffe Bestemmelser mod Mis- brug, som muligens kunde opstaa, hvis nogen af de ovenanførte Grundsætninger endnu skulde være denne Nation egne. Historie |
| d.IV,b.3,s.414 |
og Erfaring siger rigtignok, at Jøderne have en Ulyst til alle nyt- tige Forretninger, medens de have alle Tanker henvendt paa Bank- og Pengeaffærer, og at der i deres Karakteer ofte er en utaale- lig Paatrængenhed; men dette maatte vel være Forfølgelsernes bittre Frugter; thi paa den anden Side fandt man hos dem Lær- dom, Geni, udmærkede Sindsevner, en usvigelig Vedholden ved deres Religion og en til det Utrolige grændsende Opoffrelse for den. Man fandt saaledes hos dem, som hos andre Folk, ud- mærkede og mindre gode Egenskaber. Men hvorledes de her ville opføre sig, kom vel mest an paa, hvorledes man opførte sig imod dem. Naar nu Kommitteens Grunde ere saa vægtige, fore- kom det ham, at den ikke burde have fremdraget den private Affære mellem Glogau og hans afdøde Broder, og stillet denne i et mindre heldigt Lys. At denne var af en anden Mening end Kommitteen, kunde ikke forundre Nogen, som tager Hensyn til, at der ligger 28 Aar mellem da og nu, at Forholdene have for- andret sig siden den Tid, og at endnu Mange saaledes som det theologiske Fakultet anfører, troe, at der hos Jøderne findes Grund- sætninger, der stille dem i Opposition mod Stat, Ret og Sæde- lighed. Kommitteen har sluttet saaledes, at hvad Falsen har udtalt maatte være de Grunde, som havde bevæget Rigsforsamlingen til at opstille den her omhandlede Bestemmelse i Grundloven. Men hvorledes kunde man gjøre en saadan Slutning? Brevets Udtryk viste jo klarligen, at han deri kun fremsætter sin subjek- tive Formening. Til Slutning udhævede Taleren det atter som Retfærdighedsfordring, at Jøden ikke behandledes som en For- bryder, som en Banlyst, og straffedes for den blotte Betrædelse af Norges Jordbund med de højeste Mulkter, samt at vor Religion bød at antage Forslaget. Bag Falsen sidder en Repræsentant, som ved sin egen Person- lighed kalder Rigsforsamlingen paa Eidsvold tilbage i Erindringen. Det er den statistiske Forfatter, Amtmand Gustav Peter Blom, Re- præsentant fra Drammen paa alle Storthing siden 1830. Han kunde ikke mangle i en Strid, hvor Intelligentsen sammenkaldte sine Kjæmpere, og han bar personligen Vidnesbyrd om den Forandring i Meningen om Kvæstionen, som siden 1814 er foregaaet hos Rigs- forsamlingsmændene. Han er en praktisk Mand, af samme po- litiske Farve som Falsen, talende klart og sundt, men uden Varme, med en tydelig, dialektløs Stemme; hans Ansigt udtrykker Vel- |
| d.IV,b.3,s.415 |
vilje og Forstand, og hans statelige Figur bærer godt den Men- neskealder, som er henrunden siden han paa Rigsforsamlingen i Eidsvold, hvor han hørte til Unionspartiet, tidligen kaldtes til Deeltagelse i Fædrenelandets politiske Anliggender. Blom yttrede: "Kommitteens Indstilling var saa vel begrundet, at Enhver derefter maatte kunne danne sin Mening og det var heller ikke for at udtale sig over Spørgsmaalet, han havde taget Ordet. Men som eneste herværende Medlem af Rigsforsamlingen vilde han give en historisk Oplysning. Skjøndt det Modsatte var paastaaet, havde man dog paa Rigsforsamlingen godt kjendt til Frdn. af 30te Juli 1684 om Portugisjøder. Den blev endog frem- ført under Debatterne. Der var Flere, som talte Jødernes Sag, og iblandt Andre vilde han stedse med Glæde tænke tilbage paa det levende Foredrag, som Provst Midelfart holdt til Forsvar for Jøderne. De Grunde, Modpartiet havde anført, vare især hentede fra Jødernes Stilling i Almindelighed. Man fornærmede Ingen ved at lade Sagen in statu qvo, og man fandt det betænkeligt at optage en Nation, som aldrig havde yttret Lyst til at domiciliere sig, og som ikke knyttede sine Interesser til det Lands, hvor de fik Ophold. Norges daværende prekære Stilling i pekuniær Hen- seende gjorde det desuden farligt at indlade Folk, som beskjæf- tigede sig med Bankaffærer og i den Henseende vare os over- legne. Der var maaskee ogsaa en anden Grund, som ikke blev omtalt i Forsamlingen, men virkede skjult, nemlig det Had, som dengang fandt Sted i Danmark mod Jøderne. Men ganske vist blev der omhandlet, at Lovgivningen tilstedede visse Jøder Ad- gang, og isærdeleshed blev der opkastet Spørgsmaal om hvori da Portugisjøderne vare forskjellige fra Andre af denne Nation, og da Ingen vidste det, bleve Alle skaarne over een Kam. Men alle de Grunde, som den Tid vare forhaanden, finde nu ikke Sted. Han kunde ikke betvivle, at Rigsforsamlingen, hensat til 1842, vilde være kommen til samme Resultat som Kommitteen". Men at Ingen af Præsterne endnu have talt? Standen har dog nogle af Thingets ædleste og talentfuldeste Medlemmer at opvise: den skarpsindige Arup, den kristmilde Castberg, den poetisk-fø- lelsesfulde Lammers, Alle sande Præster til Hoved og Hjerte? Jo, i dette Øjeblik lader en sonor, malmfuld, øvet Røst sig høre. Det er Arup, Repræsentanten fra Drammen paa Storthingene i 1836 og 37, en Præst, designeret af den offentlige Mening som en af |
| d.IV,b.3,s.416 |
de Værdigste til det bispelige Pallium, udmærket som Taler og Mand for sin Kommune, agtet som Tænker, Stilist og Kristen siden han i forrige Aar offentligen optraadte i Spidsen imod det intolerante Lovforslag betræffende Troesforholdene, som var bleven udarbeidet ved Professor juris Hjelm. Han har forberedet sig. Af og til falde hans Øine paa Papiret, uden at dog hans Foredrag taber sin Frihed. Han taler med stærk rhytmisk Be- toning, i rullende veldrejede Perioder: "Dersom Spørgsmaalet var om nu strax uden videre For- beredelser og Betingelser at tilstede Jøderne Adgang til Riget, vilde jeg ikke vove at stemme derfor, -- vistnok ikke af religiøse og moralske Grunde, men af andre, der ere altfor ofte frem- hævede til her at behøve at gjentages, -- kun vil jeg nævne Jøde- folkets aldeles særegne, for en væsentlig Deel ved Undertrykkelser bevirkede, Udvikling, samt en almindelig Opinion imod deres Op- tagelse, som, saalænge den ei er beseiret, vil saagodtsom til- intetgjøre Øjemedet af at aabne dem Adgang til Landet. Men Spørgsmaalet er for Tiden ikke herom, thi om end Grundlovens Forbud hæves, bliver den øvrige Lovgivning tilbage, og igrunden er man, hvad Sagens endelige Afgjørelse angaaer, ikke kommet et Skridt nærmere; thi vel synes det, som om een Hindring ved den foreslaaede Grundlovsforandring vilde bortryddes, men den tilbageværende har dog aldeles samme Rod, som den hæ- vede, den lovgivende Magts Villie nemlig; og selv i Tid er der intet Væsentligt vundet, da det jo er klart, at ved et og samme Thing kunde Forandringen foregaae baade i den offentlige og pri- vate Ret. Saavidt jeg skjønner, er det ei Hensyn til hvad Jøde- folket efter Naturretten eller Folkeret kunde fordre, der her maa gjøre Udslaget -- thi om Indstillingen bifaldes, blive deres Rettig- heder derved kun i ringe Grad større, end de vare før. Kvæ- stionen fremstiller sig for mig saaledes: bør Forbudet mod Jødernes Adgang til Riget, saalænge et saadant ansees hensigts- mæssigt, have sin Plads i Grundloven eller den almindelige Lov- givning. Sagen er saaledes et os selv, vor Lovgivning, men vistnok ogsaa vor Nationalære, vedkommende Anliggende. Betragtes Sa- gen derfor fra denne Side, kan jeg for mit Vedkommende ikke være i Tvivl om hvorledes jeg vil stemme, -- jeg maa nemlig bifalde Kommitteens Indstilling. Allerede den Virkning, en Ytt- ring af Storthingets Pluralitet i den Retning maatte have paa |
| d.IV,b.3,s.417 |
Opinionen, der efter min Anskuelse ikke er den mindst vigtige og derhos en høist uretfærdig Hindring for Jødernes Optagelse blandt os, taler derfor; men der gives andre og væsentligere Grunde. Der ligger noget ikke blot for Følelsen, men ogsaa for den rolige Eftertanke høist Stødende i en saadan almindelig, for alle Tider -- thi det er jo Hensigten med at gjøre det til Grundlov- bestemmelse -- udtalt Fordømmelsesdom over et, vistnok i høi Grad mishandlet, ulykkeligt, men derhos tillige i saare mange af sine Individer hæderligt Folk. Tyrker og Hedninger kunne frit færdes i Riget, men Jøder, engang Guds udvalgte Folk, ærvær- digt ved sin Ælde og sine Minder, der ogsaa ere vore, ærværdigt som Moder for den hellige Religion, vi bekjende os til, skulde som et besmittende og vanhelligt Folk staae udenfor, -- og Dommen, som saaledes fældes, er i Betydning og Værdighed stillet ved Siden af vort konstitutionelle Livs vigtigste Garantier, og staaer som en Grundlovbestemmelse i den Samling af Regler, der forøvrigt ud- mærke sig ligesaameget ved Liberalitet, som ved Erkjendelsen af Menneskets Værd som Menneske, uden Hensyn til de vilkaar- lige og konventionelle Forskjelligheder, der ellers træde adskillende imellem dem. Dette er i mine Øine en skrigende Disharmoni, der ikke snart nok kan bortfjernes; det er en Plet paa Frihedens blanke Skjold; det er en national Vanære, som Kultur, Humanitet og Religion i lige Grad stempler som saadan. Dersom Grund- loven nu skulde gives, er der vel ingen Tvivl om, at den Be- stemmelse, der foreslaaes udslettet, ingen Plads vilde finde i den; men at den i sin Tid fik Plads deri, grunder sig paa Omstændig- heder, som dengang fast ikke kunde andet end virke mægtigt, og det er saaledes langtfra, at jeg vil kaste nogen Skygge paa Konstituenterne. Den, der har fulgt Jødernes Historie siden deres Adspredelse, vil finde, at der oftere fra Tid til anden har reist sig mod dette vidunderlige Folk en dunkel Mistanke, et bittert Had, en mere eller mindre voldsom Forfølgelse, af Grunde, der vistnok for de Samtidige have havt sin fulde Vægt, men som Eftertiden har seet i deres hele Intethed. I Dyrtid vilde man i Jøderne finde Nødens Ophav, under smitsomme Sygdomme be- skyldte man dem for at have forgiftet Brøndene; Religionsfanatisme forfølger dem stundom endnu -- kort sagt, i enhver stor Nød vendte Blikket sig mistænkeligt mod Jøderne. Men det var ei i moralsk Henseende alene, de saaledes uforskyldt bleve angrebne; |
| d.IV,b.3,s.418 |
og just i den Tid vor Grundlov blev given, var der indtraadt en saadan Forfølgelsesperiode i det med os da saa nøie forbundne Danmark. Det var en ulykkelig Tid; Pengenes Værd var sjunket i en uhyre Grad, Finantserne udtømte og Elendigheden frembrudt i mangehaande Skikkelser. Istedetfor at søge Kilder dertil i de Aarsager, hvor man vistnok nu erkjender, at de ligge, var det en almindelig, ja ogsaa hos de Oplyste en herskende Mening, at Jøderne ved deres Pengevirksomhed, ved deres egennyttige Iso- leren og Stræben efter at berige sig, havde for en væsentlig Deel fremkaldt Elendigheden. En saadan almindelig udbredt Mening, om hvis Rigtighed Faa dengang tvivlede, kunde ikke andet end yttre sin Indflydelse paa det vigtige Arbeide, der grundlagde vor Frihed og Selvstændighed; men naar man er kommen til Erkjen- delse om, at derved er begaaet en stor Uret, bør man heller ikke betænke sig paa at gjøre den god igjen. En det norske Folk van- hædrende og et fremmet Folk krænkende Bestemmelse bør ikke omgives med Grundlovens Hellighed; hvad Tidsomstændighederne fremkaldte, bør ei gives Varighed gjennem alle Tider; de Baand, der i denne Henseende ligge paa Nationalviljen, bør løses. Det er saaledes min Overbeviisning, at Forholdet bør bringes tilbage til det Punkt, hvorpaa det stod førend vor Grundlov blev given; og jeg agter saaledes at stemme for Kommitteens Indstilling". At Rektor ved Bergens Latinskole, Hans Holmboe, Repræsen- tant paa Storthingene i 1833, 36 og 37, vilde blive en af Sagens varmeste Talsmænd, kunde man vide af et fyrigt og vidløftigt Forsvar, han forrige Høst under sit Navn havde publiceret i Bergens Stiftstidende. Det lignede denne uafhængige Karakteer, at være sig denne Mening bekjendt imellem Kommittenter, hvis store Fleerhed i denne Kjøbmandsby rimeligviis fordømmer den. Ingens Foredrag var eftertrykkeligere. Og han er tillige isandhed veltalende. Uviljen mod Fordommens Magt lod Ordene falde som Thors Hammerslag i Jettens Pande. Den var ligesom hans Tales hørligt bankende Puls. Han demaskerede denne Sagens egentlige Fiende, som man river Lagenet af et fingeret Spøgelse, og gav den til Priis for Spotten og Foragten, der synligen svul- mede om hans Læber og hørligen gjorde det i hans Ord, i denne Sammenfletning af satiriske Snerter, hvoraf hans nervøse Fore- drag baade nu og især senerehen for en stor Deel bestod. Holmboe taler: "Skjøndt alle Talere have yttret sig for Indstil- |
| d.IV,b.3,s.419 |
lingen, troer jeg dog af forhen faldne Yttringer om, at dette er en Sag, hvorom Enhver iforveien har opgjort sin Mening, saaat Vo- teringen derfor gjerne kunde foregaae uden Debat, ikke at turde være uden Frygt for Udfaldet, hvorfor jeg anseer det for en Samvittighedspligt ogsaa at udtale min Mening. Det er dog mu- ligt, at der endnu kan være nogle Vaklende, som kunde lade sig bevæge. Her er ikke Tale om hvad der er Sandhed og hvad der ikke er det; men det er blot Fordommene man har at be- kjæmpe. Disse ere to Slags: religiøse og statsøkonomiske. De Første ere tilstrækkelig oplyste og gjendrevne af Kommitteen. Vanskeligt er det dog ikke at forklare hvorledes de ere opstaaede. De skrækkelige Forfølgelser, Jødefolket har lidt, har optændt zelotiske Jøders Had mod Forfølgerne, og forledet dem til at fremsætte Læresætninger, der stode i Strid mod Moralen. Disse, der vare svundne med Forfølgelsen, stode nu kun igjen som Skrækkebilleder, hvorfor man imidlertid fordømte det hele Folk. I vort Land har man vel ingen selvstændig Erfaring, men at For- dommen ogsaa her har rodfæstet sig, er naturligt, da Landets Lovgivning jo har stemplet den jødiske Nation som en Pest, man maatte sky. For disse Fordomme, som kun de Oplyste har kunnet bortmane, har vel heller ikke Disse været saa ganske fri. Ja selv i et af Foredragene idag har jeg troet at see Spor heraf. Jeg yttrer dette, udtalende min Overbeviisning, men ogsaa overbeviist om, at dette ikke vil eller kan blive optaget som nogen Fornærmelse. Embedsmændene kom herop fra Danmark, og maatte have For- modningen for sig om at være oplyste Folk; men hvorledes kunde de virke mod Fordommene, naar de selv havde inddrukket disse ved paa Regentsen fordetmeste kun at stifte Bekjendtskab med Udskuddet af Nationen, med Schakkerjøderne? Som et Exempel kan jeg anføre den afdøde Olding Niels Hertzberg, der interes- serede sig saa varmt for Forslaget, men som selv erklærede, at han med Vanskelighed havde kunnet frigjøre sig for de Fordomme mod Jøderne, som vare opstaaede hos ham i hans Studenterdage. Men i vor Tid har man mangfoldige Beviser paa, at der ikke er Noget i Almindelighed at udsætte paa Jødernes Færd i Lande, f. Ex. i Sverige og Danmark, hvor man behandler dem paa sømmelig Viis. De beskyldes vel for Ulyst til nyttige Foretagender, men man glemmer, at man paa samme Tid har negtet dem Lov til at be- skjæftige sig som andre Mennesker. De vise Paatrængenhed i |
| d.IV,b.3,s.420 |
sin Karakteer, siger man; ja vel Schakkerjøden maaskee, som vil blive af med sine gamle Sager. Forøvrigt de statsøkonomiske Grunde betræffende, som man har opstillet mod Jødernes Op- tagelse, da ere de fordetmeste udgangne af Børskommitteernes Betænkninger. Men disse ere saa sneverhjertede, saa svage, saa modsigende, at de virkelig hverken synes mig Gjendrivelse vær- dige eller at være i nogen Maade værd at reflektere paa. De frygtede saaledes t. Ex. for Jødernes fordærvelige Indflydelse paa Handelen. Men man fandt ogsaa der, at det ikke egentlig var med Indførselshandelen Jøderne vilde beskjæftige sig og yttre sin fordærvelige Indflydelse paa, heller ikke paa Udførselshandelen var det og heller ikke paa Fragthandelen -- men paa hvilken Handel da? For at forkaste Erklæringer, der indeholde saadanne Modsigelser, behøver man ikke just at være Handelskyndig. Man frygtede maaskee Jødernes skadelige Indflydelse paa Sølvhandelen; hvis det imidlertid var det, man var bange for, at Jøderne skulde stjæle Sølv fra Sølvværket, da var der Jøder nok før i Nummedal og Sandsvær. -- Her er derhos ikke blot Spørgsmaal om det Gavn- lige og Hensigtsmæssige. Der gives Tilfælde, hvori man maa tage Fornuften fangen under Troens Lydighed. Bibelen nyder vel ikke megen Agtelse i vor Tid, men dog mere end Kramers Regnebog. Om Jødernes Bibel maa man her ikke spørge, men om vor, de Kristnes Bibel, og deri staaer skrevet, at vi skulle elske vor Næste og handle mod ham som vi ville, at han skal gjøre mod os selv. Man vil vel heller ikke fornegte Evangeliets Lære, at ethvert Men- neske, altsaa ogsaa Jøden, er vor Næste, og da haaber jeg, at man vil forene sig om at udslette af Grundloven et Forbud, der strider mod Kristendommens første Læresætninger, og hvis Bi- beholdelse, efter at dets Ophævelse nu er foreslaaet, maa geraade Nationen til Vanære og vil brændemærke den i Udlandets Øine. Taleren endte med at oplæse en (fra Galleriet skreven) Med- delelse fra Wergeland, hvori han beder bemærket, at der ved sidste Naturforskermøde i Stockholm var bleven vakt Kvæstion om hvorledes der ved det næste, der er berammet til Afholdelse i Kristiania, skulde forholdes med Naturforskerne af den mosaiske Tro. Disse skulde have erklæret, at de før vilde undlade at komme end de vilde underkaste sig Ydmygelsen af at maatte søge om Leide. Navnlig anførte Brevskriveren, at Dr. med. Steinheim i Altona havde i Brev til ham yttret denne sin rimelige Beslutning". 1 tilbakeBlandt disse Kateket Cohens Skrift om Jødernes Stilling i Danmark. Udgiveren. 2 tilbake  for Hjelm. |