HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842

Paa 5te ordentlige Storthing. 1827.
del 2
d.IV,b.3,s.348   at
Haagenstad
spaaede sandt dengang med Hensyn til flere af
de Udvidelser, Planen senere har faaet, saasom ved Indkjøb af
tilgrændsende Strækninger m. m. Haagenstad saae Bunden af
Statskassen, men hans Indbildningskraft var blind for det vordende
Slotsperspektiv. Paa ham virke ingen andre Argumenter i Be-
villingssager end den strenge Nødvendigheds. Bondens Tilstand,
saaledes som den ufordulgt har viist sig for ham, er Basis og
Norm, Grundlov og Regel for hans Thingfærd. Sætte Tæring
efter Næring, er hans tørre Statsøkonomi, hans uforanderlige
Grundsætning. Om hans Følelse for Nationalæren tør man ikke
tvivle, men ogsaa dens Krav underordner han denne sin Grund-
sætning, og jeg betvivler højligen, at man, ved at overfamle paa
det nøjagtigste og med Frænologens Blik hans veludviklede, nøgne,
skinnende Hoved, vilde opdage et eneste Organ, som kunde give
Haab om, at han nogensinde skulde lade sig henrive af en Sands
for det Skjønne til at indrømme dette noget Krav paa Under-
støttelse af det Offentlige eller Ret til at tælles imellem Statens
Behov. Paa Mange, som ellers ikke fandt Udvej til Pengene,
kunde Architektens Tegninger gjøre et behageligt, æsthetisk, men
formedelst det nødtvungne Afslag smerteblandet, Indtryk; men
jeg garanterer for Haagenstad. Han slog i Tankerne en Streg
over de optrukne Standere og Søiler, og saae da i dem kun en
endeløs Række af kolossale Plustegn. Architraverne og de øvrige
horizontale Linjer bleve for ham kun en fortløbende Række af
Minusser, og Vindueafridserne og Mezzaninens
oeils-de-boeuf kun
Raden af Millionens Nuller.
Paa 3die overordentlige Storthing -- 1828 --

   befandt Haagenstad sig sammen med sin Broder Paul Tofte, der
mødte som Suppleant for Amtmand Weidemann. Han fik Sæde
i den Kommittee, som skulde tage den Kongl. Proposition an-
gaaende Seddelmassens Forøgelse under Behandling, og var med
i den Deputation, der overbragte Hs. Majestæt Kongen, som op-
holdt sig i Kristiania, Storthingets Adresse i Anledning af den
17de Mais Festligholdelse og navnligen af Storthinget i næstfore-
gaaende Aar. Finantspropositionen, der gik ud paa, at et Laan
af en Million skulde optages mod Sikkerhed i Toldindtraderne,
d.IV,b.3,s.349   indstilledes kun og vandt kun Bifald for et Beløb af 300,000 Spdlr.
Det var godt at mærke, at gamle Ole havde været med at di-
videre.
Paa 7de ordentlige Storthing. 1833.

   Paany har Haagenstad benyttet sin Ret til at undslaa sig for
Valget, siden han savnes paa Thinget i 1830. Han havde atter
tilmeldt Amtmanden denne sin Beslutning, og Haagenstad kunde,
som sagt, gjøre saadant. Ham kan da den Bebreidelse (ligesaa
lumpen som Gevindsten, den peger paa) som man har gjort Bøn-
derne, og det ikke blot de Valgte, men Vælgerne af Forkjærlighed
for Vadmelet, at kabalere sig til at besætte Storthinget for de
rundelige Diæters Skyld, ikke ramme. Hvis det ikke hedte, at
Meget vilde have meer, skulde man fristes til at tillægge For-
muen det positive Gode, at fritages for saadan Mistanke, og
Verden den Godhjertighed at tro det; men den mumler paa dette
ondskabsfulde Mundheld, som den vil have ophøjet til Erfarings-
sætning, og man nødes til at lede efter andre Garantier for en
Mands Uegennyttighed eller idetmindste for hans Ligegyldighed
for at komme paa Storthinget. Saadanne har Haagenstad afgivet.
Paa den, ifølge Valgloven af 1828, bekjendtgjorte Liste over de
Stemmeberettigede for Vaage Præstegjeld fandtes ikke Navnet
Ole Paulsen Haagenstad, og ved Valgforsamlingen kasserede Be-
styrelsen, efter adskillige Debatter, en Stemmeseddel paa ham
til Valgmand, fordi han ikke havde aflagt Eed til Konstitutionen
tilthinge i den Forstand, hvori man vilde tyde Valgloven, nemlig
paa Hjemthinget. Ole smaalo. "Jeg har engang svoret, og paa
et større Thing, og min Eed gjentager jeg ikke" -- yttrede han.
-- "Bliver jeg valgt til Repræsentant, frygter jeg ikke for ei at
blive antaget af Storthinget". Imidlertid besluttede han sig dog
til at undslaae sig forud, som ovenmeldt, for at vælges til Thinget
i 1830, og inden de nye Valg til 1833 skede, var Navnet kommet
paa sin Plads i Mandtallet efter et Spørgsmaal derom i Morgen-
bladet. Af Fogdens havde det imidlertid ikke været udslettet,
men kun af Præstens, hvis Karakteer, uden at nævne hans ven-
skabelige Forhold til Haagenstad, forøvrigt sikkrer for, at han
handlede strengt efter den Fortolkning, han i en god Mening gav
Loven. Der blev ogsaa i den Tid skrevet saa meget for og imod
d.IV,b.3,s.350   denne strenge Udtydning "tilthinge", at det nok lod sig tænke,
at Dissents om det Rette kunde opstaa mellem Foged og Præst,
og at denne Sidste kunde bestemme sig for den, som vel var
den mest pedantiske, men derfor maaskee kunde synes at være
den sikkreste. Maaskee, siger jeg; thi Pedanteriet har faaet et
ufortjent Ord for ofte at være fornuftigere end det seer ud til.
   Paa dette Thing raadede Haagenstads Sparsomhedsaand mere
end nogensinde. Han var der som en mangehovedet Jette: samme
Echoets mangfoldige Røster, samme Bryst, udstødende sine skarpe
Nei'er gjennem de mangfoldige Munde. Allerede i 1830 vare Ten-
dentserne i Landdistrikterne til at see sig stærkere repræsenterede
komne til Bevidsthed, og paa dette Thing drev de det til næsten
at faae det besat med Halvparten Bønder, nemlig til 44 af 95.
Kristians Amt gav Tegnet ved at sende 4 Bønder, og mellem
dem for anden Gang Thotningen Peder Jensen Fauchald, en Mand,
hvis lyse Hoved og opklarede Anskuelser kan bringe flere glands-
løse Valg i denne Retning i Forglemmelse. Gamle Haagenstad
var dog dette Demokraties Kjerne, uagtet det var synligt af de
færre Stemmer, hvormed han var valgt (12, mens Fauchald
havde 35), at hans Popularitet var i Aftagende, og det alene fordi
man vidste, at man ikke havde nogen Mand i ham, der vilde
udvide Bankfondet eller laane det almindelige Raab paa flere
Penge Gehør -- en Uafhængighed, som naturligviis, med al Feil
i Meningen, geraader ham til Ære. Men hans Besparelsessystem
var forøvrigt kjendt og vedtaget før man drog hjemmefra. Om
ham grupperede sig disse Budgettets Guillotinister; og Embeds-
mændsenkerne og de øvrige Knæfaldende for Nationens Ædel-
modighed saae en terroristisk Alder imøde. Om ham grupperede
de sig ligesom vor Fjeldørkens eensfarvede sortgraa stigende
Højder om det kolossale Mugnafjeld, om hvilket man ahner, at
det skal være dens Jothunhjerte og Centrum. Senere er Fauchald
og et Par Andre stegne selvstændige i Veiret; han og Ueland
meldte sig strax som saadanne Tindenaturer.

   Haagenstad var paa dette Thing Medlem af Protokolkommitteen,
men desuden stukken ind i to specielle Kommitteer, nemlig i den
for Anvendelsen af Statskassens Overskud og i Kommitteen be-
træffende Kongeboligen, hvortil der nu var fremkommet detaljeret
Overslag. Især i denne sidste vilde Bønderne nok have ham
som en Stopper, men ikke i den for Bank- og Pengevæsenet;
d.IV,b.3,s.351   og han stoppede imod alt hvad han kunde. Kommitteen beslut-
tede Arbeidets Gjenoptagelse med en Bevilgning af 30,000 Spd.
aarlig i Budgetterminen, der ogsaa vedtoges mod 36 Stemmer;
men Haagenstad, der kun havde stemmet for Bevilgelsen under
Betingelse af, at Sikkerhed stilledes for Arbeidets Fuldførelse,
eller at det paabegyndte Arbeide blev opgivet, og en Konge-
bolig i mindre Stiil opført, om muligt ved Licitation, paa en af
nedre Agershuus Fæstnings Tomter, indleverede atter et vidløf-
tigt protesterende Votum, hvori han var bitter imod Vedkom-
mende, der, efter hans Mening, havde gravet saamange Penge
ned i Grunden og minet saamange i Luften. Det Samme gjorde
Fauchald og Ueland, der ikke havde faaet sine Forslag om Sikker-
heds Stillelse og Bortliciteren drevne igjennem.
   Mod et af Drammens-Repræsentanten Kjøbmand Thorne frem-
sat Forslag om Trælasttoldens Nedsættelse, hvilket heller ikke
billigedes af Kommittee og Storthing, yttrede Haagenstad sig lige-
ledes vidløftigen i et skriftligt Votum, hvori han paastod, at, om
Statskassen kunde taale en saadan Nedsættelse, burde heller
Skatterne nedsættes, som han fandt over 150,000 Spdlr. højere
end i Slutningen af foregaaende Aarhundrede. Dette er ellers ikke
den eneste Gang Haagenstad har opløftet hiin Tid, da Benyttelsen
af Omstændighederne i Udlandet, men ikke et bedre Regimente
indenlands, satte Handel og Vandel igang, med større Roes for de
nærværende Dages Aasyn, end den fortjener.

   Vor Lovgivnings største Misfoster er upaatvivlelig Loven om
Handelsrettigheder i Kristiania. Et Par Marketenterborgere havde
faaet en anseet Repræsentant for Byen til at antage sig et paa
forrige Thing fremsat Forslag, som, i Henseende til det Minutiøse,
Indskrænkende og Afsondrende i Klasser, ikke vilde have gjort
den berømte Børstenbinderklub, under Præsidium af den vær-
dige dybsindige von Bremenfeld, nogen Skam. Og det gik igjen-
nem. Haagenstad saae hvad Følgen vilde blive og blev, nemlig
en stor Forvirring mellem de ældre og nyere Kjøbmænd for-
medelst den forskjellige Handel, de skulde kunne drive efter det
nye Makværk, og hvorved Handelen især for Bønderne vilde be-
sværes. Han foreslog da, at det skulde blive som det var med
Grosserernes og Kjøbmændenes Handelsrettigheder; men da dette
Forslag faldt mod 2 Stemmers Pluralitet, vedlagde han Protokollen
et skriftligt Votum, der ender med følgende Erklæring:

d.IV,b.3,s.352      "Jeg har intet imod, at man udvider Marketenternes Rettig-
heder til, under Navn af Høkere, at kunne handle i Detalj; det
stemmer saa aldeles overeens med min Tænkemaade, at man
gradviis løsner de Baand, der hvile paa Næringsfriheden. Men
aldrig bør eller skal jeg give min Stemme til nogen unødvendig
Indskrænkning."

   Godt sagt af En, der saa nødig forkaster det Gamle, naar det
kun er nogenlunde brugbart. Og at han ikke altid lukkede Øre
for hvad Godt af det Nye, der kunde komme paabane, viser
hans Forslag, om at sætte et Andragende om en Bevilling af
500 Spdlr. til Kirke- og Folkesangens Forbedring i første Klasse.
Det gik ikke gjennem, saa meget dette end maatte synes at være
i Landalmuens Interesse, og et Forslag fra ham til Forandringer
i Brændeviinsloven af 1827 henviistes, som alle de mangfoldige
andre om denne Sag, til Kommitteen. Han bevirkede derimod
Henlæggelse af den kgl. Proposition angaaende Tienden m. m. i
Finmarken, og bidrog væsentlig til at Afbetaling paa Statsgjelden
besluttedes, men var den Gamle med Hensyn til Pengemassens
Forøgelse.

   Haagenstads vidtdrevne Sparsommelighed viste sig ellers især
ved et Par Leiligheder paa Thinget, som skulde have været ube-
rørte, om det var en Lovtale, som her blev nedskrevet. Bevil-
lingerne til Pastor Stockfleth, Finmarkens Apostel, der, ved at
lade unge Finner opdrage i Kristiania vilde gjøre disse til Ledere
for Civilisationen ind i deres eget Folks Midte, vilde han have
indskrænket, og hverken for Agerdyrkningsseminarier eller for
det Foreløbige ved en polytechnisk Underviisningsanstalts Opret-
telse fandt han at Staten for Tiden havde noget tilovers. Men
at han -- som der er bleven paastaaet i trykt Skrivt -- skulde
under den sidste Sags Afgjørelse have yttret, at man udsatte sig
for Nationens Misnøje ved at bevilge noget til en saadan Skole,
siden Storthinget havde viist saa liden Interesse for Agerbrugets
Opkomst, at det intet vilde bevilge til Agerdyrkningsseminariers
Oprettelse, og det uagtet det netop var ham selv, der havde talt
herimod og væsentligst bidraget til, at Næringskommitteens Ind-
stilling angaaende denne Gjenstand blev forkastet -- det er en
Dobbelthed, som man vel har seet Skimt af inden Thinget, og
hvorfor især Bønder have været beskyldte i Bevillingssager; men
jeg vil ligesaa gjerne tro paa, at Ole Haagenstad kan staa hjemme
d.IV,b.3,s.353   paa Bakken i samme Stund han reiser sig her fra Thingbænken,
som at han kan have tilladt sig samme. Det vilde være at for-
løbe sig, og det kan Ole Haagenstad ikke -- den gamle Ulysses!
   Et Skudsmaal for at han hører til dem, der gaae rakt fram,
uden at see til Højre eller Venstre, agtværdige selv i sine Vild-
farelser, erholdt han ellers, med Undtagelse af den skumlende
Slutning, i den Mønstring, Bladet Statsborgeren afholdt over
1833 Aars Storthingsmænd. Han karakteriseres der saaledes:
-- -- "har været Medlem af Norges fleste Storthing, og stedse
lagt en Skarpsindighed for Dagen, som man endnu ikke blandt
Repræsentanterne for Bondestanden har fundet Mage til. Dog
har han altid været tilbageholden, og ved sin Stemmegivning
hældet til det aristokratiske Parti. Paa sidste Storthing yttrede
han mere Frihedssind end nogensinde før, men stemte alligevel
imod de liberaleste Bestemmelser i Storthingsbeslutningen an-
gaaende Formandskaber paa Landet. Ogsaa har man bebreidet
ham, at han piltede paa Døren, da (Byfoged) Christensens Forslag
angaaende bestemt Porto af Aviser og trykte Sager var under
Behandling." Dette for Oplysningens Udbredelse saa vigtige For-
slag, der gik ud paa, at Tidender og periodiske Skrivter skulde
kunne sendes med Posterne mod 1/8 af deres Kostende, faldt rig-
tignok ved 1 Stemme; men at Sagen stod saaledes, kunde han
ikke vide, da han, af Grunde, det ikke vil være let med Be-
stemthed at angive, forlod sin Plads. For min Person er jeg, paa
Grund af den Omhyggelighed, hvormed Haagenstad værner om
Landalmuens Interesse, tilbøjelig til at tro, at han vilde stemmet
for Propositionen, og at han troede den vunden. Man savnede
ham imidlertid, og hans Bortevære blev benyttet af en lilleham-
mersk Intrigue til, om muligt, at faa hans Plads ledig til næste
Thing.

Paa 8de ordentlige Storthing. 1836.

   Men Ole sad der.


           Dovre var tilthinge dragen
                 endnu eengang i sin Døl.

Skaldepanden lyste paa sin gamle Plads -- denne Gang mellem
43 Bønder og svanger med en Finantsplan, som førte til en af
dette Things gavnligste Beslutninger.

d.IV,b.3,s.354      I Forbindelse med sin Medrepræsentant og Sambygding, Lens-
mand og Gaardbruger Ole Johannessen Staff, fremsatte han nemlig
i Storthinget den 29de Februar motiveret Forslag om at der paa
Statslaanet af 1834, optaget hos Hambro & Søn i Kjøbenhavn til
Indfrielse af det store Statslaan af 1822, hastigst muligt skulde
foranstaltes opsagt og afbetalt af Statskassens Beholdning 1/2 Mil-
lion i Sølv, eller saa meget mere, som denne kunde afsee. Da
denne -- hedte det i Forslaget, som rimeligviis er undfanget under
den kongl. Meddelelse den 14de s. M. om Laanet af 1834 og An-
vendelsen af Statskassens Overskud -- for Tiden beløb sig til
500,000 Spdlr. Sølv og 200,000 Sedler, og da det ei kunde antages,
at daværende Storthing besluttede Foretagender, der ei kunde
bestrides af Statskassens aarlige Indtægter, saa at der var Sand-
synlighed for, at denne Beholdning vilde blive anvendt til Af-
betaling paa Statsgjelden, burde en Beslutning, som den fore-
slaaede, jo før jo heller fattes, for at Beholdningen kunde blive
frugtbringende, hvilket paa den Maade vilde skee mindst 1/2 Aar
tidligere, end om Foranstaltningerne til Afbetalingen først fore-
gik efterat Storthinget var bleven færdigt med Budgettet. Den
19de Marts indstilledes Forslaget til saadan Beslutning, at den
hele tilbagestaaende Deel af det Hambroske Statslaan af 1825
skulde inden 1ste Mai paa kontraktmæssig Maade opsiges til
Tilbagebetaling ved Terminen af lste August. Paa Grund af de
stedfindende Stipulationer for Afbetalingen, havde nemlig Kom-
mitteen fundet, at Forslaget ikke lod sig iværksætte til saadan
Tid eller med saa stor Fordeel, som angivet i dets Beregninger,
og Proponenterne havde derfor billiget den Modifikation, som
det undergik, og i hvilken Form det dog var deres Idee, som
Storthinget iværksatte ved en næsten eenstemmig Beslutning af
24 Marts.

   Et Forslag af Haagenstad til Lov om Bankindskud, for hvilke
Aktiebrev ikke er udstedt, tilstilledes vedkommende Kommittee,
som dog ikke sees at have meddeelt sig derover. Han yttrede
sig forøvrigt i Landalmuens Interesser i følgende tre Sager: mod
Liggedagene, mod Indskrænkninger for Haandværksdrivten paa
Landet og mod tvungen Udskiftning. Betræffende det andet Punkt,
viste han, at de forældede Tvangslove, hvis Hensigt foregaves at
være at beskytte Landalmuerne mod Løsgjængeri, vare befundne
saa aldeles uhensigtsmæssige, at de næsten i Mandsminde ikke
d.IV,b.3,s.355   havde været anvendte i hans Egn. Skulde de foreslaaede Be-
stemmelser blive noget mere end en Lov paa Papiret, vilde de
i den Grad blive trykkende, at Følgerne maatte blive de meest
fordærvelige. Og mod tvungen Udskiftning anførte han i Odels-
thinget, at den vilde være stridende mod Ejendomsretten, og at
det kunde være Staten ligegyldigt, om flere Ejere besad sin Jord
i Fællesskab. Hans Mening -- dengang neppe den rette -- vandt
dog kun forsaavidt, at Terminen for Udskiftningen blev udsat til
Begyndelsen af Aar 1840.
   Det er bekjendt, at Meningerne om dette Storthings parla-
mentariske Værd og Karakteer vare særdeles, og det lidenskabe-
ligen, delte. Der viste sig Karakteristiker og Brochurer med Parti-
skrivternes sædvanlige og maaskee uundgaaelige Mærker. Bare
nogle af disse fine Fødeflekker til Skue paa Panden i Form af
en rød Hue eller et Par korslagte Øxer, saa kunde andre bære
Mærket af en Krone eller af et Skolemesterriis enten ligesaa
aabenlyst eller paa mere skjulte Steder. Der disputeredes pro &
contra Storthinget i det Hele, og da navnlig om Bønderne, af
hvis demokratiske Aand man paastod det smittet og domineret
som af et Slags "Bjerg", ligesom i det franske Konvent. Ole
Haagenstad
var ikke en af dette Bjergs Tinder, men dets mærke-
ligste Kolle. Han undgik saaledes ikke denne Kritik. Den yttrede
sig om Ingen saaledes som om Ham. "Ingen nulevende Nor-
mand -- siger Hr. Fougstad i sit Skrivt om dette Storthing -- har
bivaanet saa mange Storthing, som Ole Haagenstad, og ingen Re-
præsentant af Bondestanden har indtil de to sidste Storthing staaet
i saa stor Anseelse i Opinionen. Ole Haagenstad er ikke den
Samme som den, Jernværksejer Aall, under Samvirken paa vore
første Storthing, lærte at kjende, og hvem han har givet et saa
skjønt Vidnesbyrd i sit fortjenstfulde Værk "Nutid og Fortid"1.
Hvad er Grunden til denne Forvandling? Haagenstad er en
klog Mand, der har vidst at skjule Tendentser, som hos de tid-
ligere Storthing, paa Grund af deres Sammensætning, ingen Sym-
pathi kunde finde. Hvis Jernværksejer Aall havde hørt enhver af
Ole Haagenstads Yttringer, og nøie iagttaget hans Stemmegivning
i Aaret 1836, vilde han enten rive hiint Blad ud af sin Bog eller
tilføje en Efterskrivt, saa alvorlig, som det for en Pen, saa mild
som hans, er muligt." Den nærmeste Anledning til dette haarde
d.IV,b.3,s.356   Omdømme sees vel at være en Yttring af Haagenstad under Armee-
budgettets Behandling, som røbede mere Trang for et Argument
for en Besparelse, om det saa skulde hentes fra Luften, end det
sædvanlige Overlæg; men forøvrigt er det et Udtryk ikke blot
af Forfatterens Anskuelse af Haagenstads Storthingsfærd i det
Hele i Aarene 1833 og 36, men ogsaa af den Deel af Publikums
Opinion, som fandt, at Storthingets pludselige Opløsning var et
Grib-ind i rette Tid, og som betragtede Haagenstad som et for-
hadt Bonderegimentes forslagne Chef. "Han er den fuleste af
dem Alle", hedte det. "Ueland, Fauchald, Neergaard ere blot
Tungerne i dette skaldede Jutulhoved". Saa hedte det. Men ikke
af Alle; kun af Mange, ikke af de Fleste. Fleerheden var for-
bauset over Bondevældets Udvikling, og beundrede de Enkelte,
som gav det denne. Jeg kunde ogsaa have mine egne Tanker, og
det kunde vel stundom falde mig ind, at Ole Haagenstad vilde imel-
lem Nordamerikas Indianere maaskee faa det hæderlige Høvding-
navn "Stor-Slange" eller "Gammel-Gaupe"; men ved Siden af al
sin Forslagenhed, uden hvilken han ikke var nogen fuldstændig
national Karakteer, har han overalt lagt en Konseqvents og stolt
Uafhængighed selv af sit Distrikts Ønsker for Dagen, som, fordi
den er Redelighedens ubedragelige Mærke, maa sikkre ham Mod-
opinionens, ja selv den Rojalismes Agtelse, som er meer rojali-
stisk end Kongen selv. Sin Anseelse har han vundet uden at
beile dertil, og han har brugt den i Folkets store Fleerheds, i
Landalmuens, Interesse -- eensidigt, saa paastaa Nogle; ikke nok
eensidigt, mene vel ogsaa Nogle, skjøndt det tør vel blive det
retteste at sige, at han netop har brugt den saaledes, som man
maatte vente, ikke altid ønske, det af Bonden, af Dølen.
   Hiin Argumentation, som har bragt ovennævnte Forfatter til at
opgive sine gode Tanker om Haagenstad, og som bestod i, at
han negtede et Reisestipendium af 600 Spdlr. til to Artilleri-
officerer, der skulde besøge de svenske Kanonstøberier, fordi --
meente han -- man da skulde gaa Glip af Erstatning, om de af dem
antagne Kanoner sprang, holder vel ikke Stik, da de efter Kon-
trakten afleveres efterat være prøvede. Men hverken yttrede
han dette alene, eller at de Menneskeliv, som maatte tilintet-
gjøres ved en Sprængning, skulde kunne erstattes, og heller ikke
er han det eneste parlamentariske Exempel hverken i Storthinget
eller i andre Landes debatterende Forsamlinger paa at man i
d.IV,b.3,s.357   Heden for en Sag har brugt Argumenter, som ikke taale en alt-
for nøje Undersøgelse, omendskjøndt det nok tør være det eneste
Exempel hos Haagenstad paa at han har ladet noget saadant
slippe sig af Munden. Øjensynligt skinner ogsaa en national
Uvilje over at Norge maa forsynes af Fremmede med saa vig-
tige Forsvarsmidler, mens det tilforn forsynede baade sig Selv
og Andre dermed, igjennem; og den maa man holde noget til-
gode. Haagenstad er ellers saa lidet som nogen Dødelig udsat
forat lade sig henrive af Følelsen. Det er paa engang en Feil
(for Storthingsmanden) og en Dyd (for Mennesket), som han
mangler.
Paa 4de overordentlige Storthing.
15/20 Okt. 1836 -- 24de Januar 1837.

   Som Medlem af Odelsthinget havde Haagenstad, efter Stor-
thingets Opløsning den 8de Juli, faaet Tid til et tre Maaneders
Besøg hjemme indtil han atter maatte indfinde sig. Sammen med
Amtmand Weidemann, Embedsmændenes Haagenstad, yttrede han
sig imod Bevillingen til Landværnets nye Organisation, som han
mente kunde udfylde sin Bestemmelse saaledes som det var.
"Det vilde være at danne en ny Krigsmagt, hvis Officerer dog
vilde overantvordes en ødelæggende Lediggang ved at drages fra
den aktive Tjeneste". Men Foss, Øvergaard og Castberg vandt
Slaget med 50 Stemmer. Det var tre Kapitainer, men de talte
som Borgere. De fremstillede Landeværnet som en National-
garde og som Landets sikkreste Værn, skjøndt Haagenstads For-
sikkring om at Bonden, i paakommende Tilfælde, vilde vide i Masse
at værne Landet, var al Ære værd, og bør være skrevet enhver
Normand bag Øret. Selv har han engang, som anført, i 1814
skullet havt Bandolæderet over Skulderen som Landstorms-
Sergeant, og til den sildigste Alder er han nok Mand for i paa-
kommende Tilfælde at indløse sine stolte Ord. Ingen Normand
skulde kunne reise fleer. I den Henseende ligner han en skotsk
Høilænderhøvding. De Bønder af Vaage, Lessja og Lomb vilde
være hans Clan.

   Altid kjæmpende for hver Tommemon af Landalmuens Inter-
esse, fremsatte han, under Behandlingen af Loven om Brændeviins-
brænden, Forslag om, at de mindre Kjedler (under 100 Potter)
d.IV,b.3,s.358   skulde kunne benyttes saalænge de kunde bruges. Det blev dog ved,
at de skulde kunne benyttes i 10 Aar. Haagenstad stemte imidler-
tid for et Ophør med Brændingen i de fire Sommermaaneder.
   At han var imellem de En og Sexti, som den 21de Januar 1837
besluttede de direkte Skatters Ophævelse, kan man vel begribe,
ligesom og, at han var imellem de Tre og Femti, som negtede
den forlangte overordentlige Bevilling af 35,000 Spd. til Depot
og Arsenalvæsenet, hovedsagelig af den Grund, at det ellers
maaskee ikke lod sig gjøre at faa Land- og Kjøbstadsskatten op-
hævet, hvilket maatte ansees at være af overvejende Vigtighed.
Under denne Debat hørte man atter freidige Ord om hvad Folke-
massen selv vilde udrette i Krigstilfælde, medens det om Op-
hævelsen af de direkte Skatter medrette hedte, at dette Fore-
tagende vilde have den vigtige og velgjørende politiske Følge,
praktisk at lære Folkets Masse Forfatningens Fortrin. Der kan
heller ikke være at frygte for, at et patriotisk Folk skulde være
uvilligt til atter at paatage sig Skattebyrden, naar Fædrenelandets
Behov maatte kræve det.

   Af skriftlige Vota paa dette Thing har man af Haagenstad
kun eet, nemlig en vidløftig Protest imod at Bopælsforandring
inden samme Amt og Bortreise i Handelsanliggender skulde være
gyldigt Forfald for en Repræsentant.

Paa 9de ordentlige Storthing. 1839.

   Medlem af Odelsthinget og af Bank-Kommitteen. Sammen
med Repræsentanterne Staff og Sæter fremsatte han Andragende
om at der af Statskassen skulde bevilges til hver af de 4 Fjeld-
stuer paa Dovre og til de 2 paa Filefjeld 150 Spd. aarlig istedet-
for den Korntold, som svaredes af de tilgrændsende Bygder. Det
sattes af Budgetkommitteen i 2den Klasse, med den Bemærkning,
at, forsaavidt man maatte komme til det Resultat, at det ikke
burde afgjøres paa dette Thing, men at det dog var af den Vig-
tighed, at det kunde oversendes Regjeringen, skulde det oprykkes
i 1ste Klasse. Mod en Indstilling, der gik ud paa, at Regjeringen
skulde anmodes om at foranledige næste Storthing forelagt et
Forslag til fast opførte Godtgjørelser for de Forretninger, hvorfor
Sjøofficerer nu erholde 1/4 af Gagen i Tillæg, yttrede Haagenstad,
at Storthinget ikke uden trængende Nødvendighed skulde indlade
d.IV,b.3,s.359   sig paa saadanne Anmodninger til Regjeringen, og fremsatte For-
slag om at Indstillingsposten skulde udgaa, hvilket ogsaa bifaldtes
med 67 Stemmer. Under Odelsthingets Behandling af Loven om
Brændeviinsbrænden fremsattes Forslag om, at de mindste Kjedler,
som skulde kunne bruges paa Landet, skulde holde 250 Potter.
Haagenstad fandt fremdeles dette Maal for stort for de smaa
Jordbrug. Han troede sig overbeviist om, at der havde hersket
større Fylderi før Brændeviinsbrændingen blev given fri, end
sednere, og forsvarede Nytten af Drankfodringen. Antog man
Forslaget, frygtede han for, at Almuen vilde sige, det var godt
at see, at der havde siddet formuende Folk paa Thinget, som
ikke toge Hensyn til de Fattigere med de smaa Jordbrug. Forholds-
viis -- meente Gamlen -- var Brændingen ligesaa vigtig for dem,
som for de større; men efter Forslaget vilde de indskrænkes i at
benytte sine Produkter. Forslaget blev dog bifaldt mod 31 Stemmer.
   Sine Anskuelser af Bank- og Pengeforholdene havde Haagen-
stad
endnu ikke forandret. Han voterede skriftligen imod en
Filialbanks Oprettelse i Tromsø, og foreslog, at alle de forskjel-
lige paa dette Thing fremsatte Forslag om Udvidelse af Bank-
fondet skulde henlægges, og derimellem ogsaa et af Repræsen-
tanten, Artillerikapitain Foss, om Henlæggelse af Kommitteeind-
stillingen, der blot gik ud paa at kun vor egen Sølvmynt og den
senere end 1778 skulde antages som grov Kurant, samt at den
ældste Skillemynt skulde indløses, men at Regjeringen skulde
anmodes om at foranledige næste Storthing forelagt en Proposition
betræffende Forandring i Loven om Pengevæsenet af 14de Juni
1816. Blot Kommitteeindstillingen vilde Haagenstad skulde be-
holdes, og saa blev det med 37 mod 34 Stemmer, med Forbe-
holdenhed af senere Afgjørelse om Henlæggelsen ogsaa skulde
gjælde Forslagene om Fordeling af Bankens til Udlaan bestemte
Summer og Sølvfond samt om Udvexling paa flere Steder end
ved Bankens Hovedsæde. Det første blev henlagt, det sidste
tilbagesendt til Kommitteen, og gamle Ole kunde saaledes lee i
Skjægget i tre Aar til.

Paa 10de ordentlige Storthing. 1842.

   Da gav han Kjøb. Han lagde da, som Medlem af Bankkom-
mitteen, ingen Hindring ivejen for Beslutningen om Forøgelse af
d.IV,b.3,s.360   Seddelmassen. Han maa være bleven overtydet om det alminde-
lige Behov af denne og de øvrige vigtige Finantsbeslutninger, der
fattedes i sidstledne Junimaaned, og som modtoges af Folket som
Midsommerregnen af den tørstige hedebrustne Jordbund; thi for
andet end sin egen Overbeviisning viger Haagenstad ikke. Og
da er det som om en Steen flytter paa sig. Det som hundrede
Arme anstrængede sig forgjæves for med den, synes at være skeet
i een Nat. Men mange Aarrækker have i Stilhed arbeidet derpaa.
Der kan synes at være Fornuft og Bevidsthed i en saadan Be-
vægelse, saa uvilkaarlig den end er, somom der virkelig indeni den
boede en Alf eller Tomtgubbe, der igjennem Stenens smaa isprængte
Glimmerflader havde iagttaget den rette Tid til at flytte paa sin
Bolig, for at den ikke længer skulde ligge ivejen. Men med Hen-
syn til Grundloven er Haagenstad bleven den samme Urokkelige,
selv hvor det meer end synes, at en Nødvendighed paakræver
Rettelse af dens Feil. Der stemmer han Ryg og Hærde imod.
Da er der ingen iagttagende belivende Geist i Stenen. Den
ligger der somom der for den hverken havde været en Fortid
eller var en Nutid eller Fremtid. Mod denne vender den ufor-
andret sin trodsige Pande. Saaledes var da Haagenstad en af
de 4 Stemmer, som modsatte sig Ophævelsen af Bestemmelsen
i Grundlovens § 59 om at Repræsentanternes Antal i det Hele
ikke bør være mindre end 75 og ikke større end 100, og dersom
ikke et Opklarelsens Mirakel foregaaer, ligesaa stort som om Sol-
straalen trængte ind i Graniten og forvandlede den til Krystal,
kan man som før berørt, være temmelig vis paa, at selv den af-
skyelige Udvæxt i Grundlovens § 2, sidste Passus, saa fremmed-
og ugrundlovartet den er, ikke af ham har noget at befrygte.
"Den sidder der engang, det er nok!" er vel et aandløst Argu-
ment, men netop formedelst sin Graasteensagtighed er det ikke
af de lette. Det er i Korthed vor Konservatismes Grundlov.
Det lader sig ikke kuldkaste; det hører til de Modgrunde mod
Tidsaandens Fremskridt, som denne maa lade ligge og gaa rundt-
om som Stormen om Fjeldvæggen. De fleste maadelige Hoveder
redde sig bag det, og faae ovenikjøbet for let Priis Navn af kloge
Folk; Haagenstad derimod, som forlængst har besiddet dette, vil,
om han yttrer sig, forsmaa at holde sig udelukkende dertil. Det
vil ikke mangle ham paa andre, omendskjøndt hiin Grundlovens
Urørlighed i Ondt som i Godt er den Troesbekjendelse, han vil
d.IV,b.3,s.361   paabinde den nærværende Generation. "Vi have vogtet den",
vil han, at denne skal kunne sige om sig selv og til de kom-
mende Slægter. "Tager den nu hen, og gjører dermed hvad I
ville!" Og hvad er ikke ærværdigt i den Gamles Mund? Selv
Pedanteriet bliver det, og Ængstelighedens Overdrivelser har
Viisdommens Udseende. Men heller ikke mere. Det er af sine
Mænd, ikke af sine Gubber eller Ynglinge, Tiden kræver sine
Udviklinger og Fremskridt. De have det skarpeste Syn til at see
hvad der kan voves, og bør ikke mangle Modet til at vove det,
til at flytte Foden frem og sige: "saa langt for denne Gang! En
anden Gang maaskee mere, indtil Konstitutionerne omsider opfylde
ikke blot en egoistisk Fornufts, et indskrænket Nationalbehovs, men
Religionens, Filosofiens, Moralens, Menneskehjertets ideale Krav."
   Reformer var derimod Haagenstad under Forhandlingerne i
Anledning af Forordningen af 13de Januar 1741 om gudelige
Forsamlinger, til hvis endelige Ophævelse i Kraft af Grundlovens
§ 79 han gav sin Stemme, uden at han nogensinde har været
den Sekterisme hengiven, som det især har været om at drive
denne Sag igjennem, og som ikke mangler Venner paa Thing-
bænkene. I denne Henseende hersker der en Kulde og Klarhed
i hans Hoved som i den blaa Luft over Lombseggen eller Jetta,
de to Dalens Yderpunkter, der maale hinandens Højde, dens
Fjeldes uhyre forstenede Gaukathorer og Asarfaste, stirrende
over paa hinanden, afbildende i sine kolossale Masser disse to
Jevningers trodsige Tro paa sig selv.



   Men jeg mærker at jeg har ladet mig henrive af Erindringen
om disse Fjelde i Ole Haagenstads Hjembygd, af Indtrykket de
have gjort paa mig disse Jothunformer, som indpræge Strofen i
Wolffes Sang til Norge:


           "Om Kloden rokkes end, dets Fjelde
           skal Stormen dog ei kunne fælde;"

ikke som en digterisk Overdrivelse, men som en prosaisk Sand-
hed, synlig for Øjet og næsten hørlig for Øret, som om Ordene
ikke kunne være anderledes til Stormvindenes Brusen om de
Rædselvækkende Tinder. Jeg har ladet mig henrive til en Lig-
nelse eller til et Henspil, som kunde lade sig misforstaa om
d.IV,b.3,s.362   Haagenstads Religiøsitet, somom hans Forstandskulde ogsaa strakte
sit iisnende Vælde over hans Hjerte og Tro, over den Bund i
Sjelen, hvor paradisisk Varme endnu skal og kan herske og
fremdrive den samme Flor under Mandens tankefulde Pande og
Gubbens Sne som i Konfirmandens, i Tempelbarnets Bryst. Det
er ikke saa. Han var aldrig smittet af den Asarfaste og Gau-
kathorer-Tro, der, som bekjendt, engang gav nogle Hoveder paa
Oplandene en indbildt Styrke.
   Men ligesaalidet har religiøst Sværmeri kunnet trænge ind i
hans rolige Hoved. Mere lader sig ikke sige. Han er dyb som
en Brønd. Men da jeg saae ham i Kirken vikle sin sorte sølv-
beslagne Psalmebog ud og at sætte sig hen i sin Stol, og jeg hørte
hans Røst vibrerende imellem Menighedens, da saae jeg de samme
Stjerner at speile sig i hans Væsens Dybhed, hvorpaa denne i
Troens Eenfoldighed fæster sine Øine, og Ligheden forsvandt
mellem den tænksomme Gubbes rolige Overbeviisning i Troes-
sager og det Billede paa en trodsig Vantro undtagen paa sig
selv, som jeg fingerede mig udtrykt i hine Fjelde. Kun naar han
engang imellem under Prædikenen slog de klare Øine op, stod
hiin kolde tindrende Klarhed over Fjeldene for mit Sind, og jeg
syntes at have seet ind i en Sjel, som var paa det Rene med
en Tro, der mere var hans egen luttrede end Almuens omkring
ham. Det er ialfald bedst for en Landspræst, at gjøre sig nogen
Umage med Prækenen naar Haagensta'en er til Kirke, og hans
Bygd har ogsaa havt det Held, i en Række af Aar at have havt
Præster, der ikke hjalp sig med blot at give Gudsordet puurt og
reent, som man siger. Sal. Fietzentz og Krag, de Oplysningens
Venner og Befordrere i Ord og Skrivt og Daad, vare Præster baade
for de ærlige Hvidkofter og for Haagenstad, som ogsaa i disse
Ting staaer over dem.

   Haagenstad har i deres Kreds, paa Gaarden Svee, den gamle
mærkelige Thingplads2, den 17de mai 1834 holdt en Tale, hvis
politiske Indhold er gjennemvarmet af den sandeste og frommeste
Religiøsitet. Den gyder endogsaa Forsoning over den forrige
Regjering i saa skaansomme Udtryk, at jeg troer han blev dadlet
derfor i det Blad, hvori Talen først stod at læse, som om de
kunde have passet sig bedre i en Kreds af hvide Nathuer end
d.IV,b.3,s.363   i en af Dølernes røde og blaa. Det var i "Statsborgeren", men
kort efter optog Morgenbladets Redaktion den, fordi den syntes,
at den fortjente en større Offentlighed, end denne vilde kunne
erholde i hiint Blad, som just dengang var bleven berøvet sin
Portofrihed.
   Vi bør heller ikke forlade Haagenstad uden at have hørt den.
Saa talte han mellem sine Gudbrandsdøler:



  
"Det er idag 20 Aar siden, at Rigsforsamlingen paa Eidsvold undertegnede
den Konstitution, der ligger til Grund for nærværende Statsforfatning. For-
medelst denne Begivenhed er det, at den 17de Mai hos os er bleven høitidelig-
holdt som en Nationalfest; i hvilken Anledning vi her ere forsamlede, og ville
vi desaarsag anstille nogle Betragtninger over de sidst forbigangne Decennier.
Det er ikke ved Glassenes Klinken, eller ved et skraalende Hurra, at denne
Dag værdigen høitideligholdes. I flere Aarhundrede var Norge forenet med
Danmark, og i den senere Tid under de danske Kongers Enevælde; men des-
uagtet under en saa liberal Regjering, at vi aldrig følede Frihedens Tab, og
vi kunde regne os for den lykkeligste Nation i Europa, helst i den sidste Tid.
De øvrige Lande herjedes af Krigens Ulykker; den dansk-norske Stat havde
den Lykke at forblive neutral og nyde Fredens velgjørende Frugter, der især
virkede heldigt paa den norske Handel og Skibsfart. Norges Indvaanere vare
blevne fortrolige med den danske Regjeringsform, den var ligesom indsuget med
Modermelken; det var ikke nogen Nordmands3 Ønske, langt mindre deres
Brødres, at Foreningsbaandet mellem Danmark og Norge blev opløst.
Den franske Keisers seirrige Vaaben blev en Skræk for hele Europa, de øvrige
store Magters Regenter opbøde alt for at standse hans Fremgang, og for at
opnaae deres Ønsker og Hensigter, vare de ikke samvittighedsfulde i Valget af
de Midler, der kunde fremme deres Øiemed. Den dansk-norske skjønne og
kostbare Orlogsflaade skulde erobres eller tilintetgjøres, om endog Danmarks
Hovedstad derved forvandledes til en Askehob; Sverig skulde drages ind i
de store Magters Politik, og Norges Forening med Sverig blev garanteret dette
Riges Konge med samme Ret, som den hvormed Paven skjænkede Kongen af
Spanien alle de Lande, han kunde erobre i den nye Verden.
Vi ville paa denne Glædens Høitidsfest ikke lade vore Tanker dvæle ved
disse for Menneskeheden oprørende Begivenheder, men glæde os over de Følger,
hine voldsomme Handlinger havde for vort Fædreneland, og sige, som Joseph
sagde til sine Brødre, der havde solgt ham til Ismaelitiske Kjøbmænd: "I tænkte
ondt imod mig, men Gud tænkte det godt."
Forsynets Veie ere urandsagelige,
vi kunne med Rette sige: Gud har gjort det vel Altsammen.
Da Efterretningen om at Kongen af Danmark nødtvungen havde maattet
afstaa Norge, var indløben hertil, havde dette Land den Lykke, at en ædel
Fyrste stod i Spidsen for dets Regjering. Denne foretog strax en Reise gjennem
en vigtig Deel af Landet for at erfare Folkets Mening, og da han fandt denne
saadan, som man efter en saa krænket National-Følelse kunde formode, lod
d.IV,b.3,s.364   han en Rigsforsamling af valgte Mænd træde sammen paa Eidsvold. Hele Na-
tionen var ligesom elektriseret og vilde heller vove en Friheds-Kamp, end over-
give sig som svenske Undersaatter, og den Enthusiasme, der besjelede Rigs-
forsamlingen, er det vi for en stor Deel have at takke, at vi erholdt en Kon-
stitution, der efter mine Tanker er den bedste, den frieste af alle europæiske
Statsforfatninger, en Grundlov, som det til enhver anden Tid, og under andre
Omstændigheder ikke havde været os muligt at erholde. Som et Beviis herfor
troer jeg at kunne anføre, at selv den Mand, som havde den væsentligste Deel
i denne herlige Bygnings Opførelse, gjorde siden et afmægtigt Forsøg paa at
omstyrte eller idetmindste at undergrave en Deel af dens vigtigste Støtter.
Men skulde der være Haab om, at den paatænkte Friheds-Kamp kunde lykkes,
da maatte ingen Individers Interesser tilsidesættes, Alle være lige deelagtige i
Lovgivningen, og i Beskatningsretten, ingen Adel og ingen Stands-Forrettig-
heder skulde for Eftertiden finde Sted. Paa disse Hovedgrunde byggede Rigs-
forsamlingen den Forfatning, som blev dateret den 17de Mai 1814, der først
af Rigsforsamlingen og siden af Nationen blev beediget, og til hvis Minde vi
med glad Erindring ville høitideligholde denne Dag. Lykkedes det end ikke
hiin ædle Fyrste, der blev valgt til at staae i Spidsen for den norske Nation,
at bøie de seirende Herskeres Politik, saa var han dog et Redskab i Forsynets
Haand, til at befordre vor Lykke, vor Frihed. Et ikke mindre Held var det
for Norge, at en ligesaa ædel Fyrste stod ved Roret i Naboriget, en Mand, der
selv i en Række af Aar havde kjæmpet for Friheden, og som saaledes ogsaa
agtede og ærede Andres Frihedsfølelser, og hvis ædle liberale Grundsætninger
bidrog til, at vi beholdt den besvorne Grundlov med saa liden Forandring,
som Rigernes Forening kunde tillade. Men selv denne ædle Fyrste med hans
bedste Villie havde det vanskeligt, formedelst den svenske Adels mægtige Ind-
flydelse, været muligt at skjænke os en saa fri og saa liberal Forfatning, som
den, der nu, formedelst Eidsvolds Grundloven af 17de Mai, blev os tilstaaet. Havde
denne ikke allerede existeret, da er det tvivlsomt, om vi ikke mildest vare blevne
indlemmede under Sverig og sammensmeltede med dette Rige, ja maaskee al-
deles udelukkede fra de Rettigheder, der ere tilstaaede de svenske Stænder.
Maaskee var Norge anseet som en erobret Provinds, over hvilken Sverig har
villet skalte og valte efter Behag. Man har villet bebreide Danmarks Regjering,
at den behandlede Norge stedmoderlig, at det, som Principalstat, trak de vig-
tigste Indretninger didhen, at de største Embeder i Norge bleve besatte med
danske Adelsmænd. Disse Fakta kunne ikke afbevises, men det kan være
tvivlsomt, hvorvidt saadant kan lægges den danske Regjering til Last. Ind-
retninger, der vare til fælles Gavn, kunde med mere Økonomi bestyres under
Eet, og de danske Embedsmænd, friere med Hensyn til Familieforhold eller
nærme Bekjendtskaber, havde bedre for at hæmme de underordnede Embeds-
mænds Uorden og Vilkaarligheder4. Mulig de, der overførte Klager, vare mere
foranledigede af Mænd, der troede sig eller Beslægtede tilsidesatte, end at der
var nogen Grund til at anke over hines Ansættelse, eller deres Embedsførelse;
desuden bleve norskfødte Embedsmænd ansatte i indbringende vigtige Embeder
i Danmark.
d.IV,b.3,s.365   Men er der nogen Føie i disse Bebreidelser mod den danske Regjering, saa
var der ikke mindre Grund til at frygte lignende Behandling af Sverig, og en
lang Række af Aar havde villet hengaa inden den norske Nation var bleven
fortrolig med de svenske Embedsmænd, det svenske Sprog, den svenske Lov-
givning, det svenske Pengevæsen. Det er ikke mulig for nogen Dødelig at
beregne, hvor store og mange Goder, der blev Norge til Deel formedelst Grund-
loven af 17de Mai; hvem veed, om ikke Norges Sønner vilde, i Tilfælde af
Krig, blevet dem, som havde maattet allerførst marschere i Feldten? Dette er
nu ved Grundloven forebygget. Vel har Norge, siden Foreningen med Sverig,
maattet gjøre mange og store Opoffrelser; men disse ere for det meste en Følge
af vor Forening med Danmark. Den Krig, hvori dette Rige blev indviklet,
forvoldte store Udtællinger for at undgaa større Skattepaalæg, og der blev
desaarsag udstedt en Masse Dansk-Courant-Sedler, hvis Værdie sank til næsten
Intet. Dette var endda ikke nok. Danmark blev nødsaget til at gjøre betydelig
Gjæld. Ved Skilsmissen maatte Norge tage en Andeel i denne Gjælds Af-
betaling. Dansk-Courant-Sedlerne blev ved Rigsbankforordningen betydelig re-
ducerede, men der var endda en uhyre Masse af dem, som ikke vare funderede
uden paa den Hæftelse, der skulde, efter Enevældets Bud, hvile paa al Jord-
ejendom i Danmark og Norge. Den Andeel af disse Sedler, som skulde falde
paa Norge, blev af Rigsforsamlingen paa Eidsvold garanteret. Denne Garanti
blev i Storthinget 1816 forkastet, og en ny Bank skulde funderes. Dette havde
det trykkende Bankindskud og 10 Aars Næringsskat til Følge; det var muligt,
at en anden Fremgangsmaade havde været mindre trykkende. Men vare disse
Byrder end store, er det derfor ikke afgjort, om de vare blevne mindre, hvis
Foreningen med Danmark havde vedvaret fremdeles. Rigsbankhæftelsen, Ind-
komstskatten, Mobilieskatten, og de mange flere Skattebenævnelser, der i den
sidst forløbne Forenings Periode bleve paalagte af den danske Regjering, vare
ikke nogle videre gode Aspekter. Og for de danske Undersaatter, hvis Skatter
senere bleve paabudne i rede Sølv, vare Pengenes og de udtømte Kassers Or-
ganisering ikke mindre trykkende. Da nu de store Paalæg, som udfordredes
til Pengevæsenets Istandbringelse, for det meste ere forsvundne; mange for vor
nye Stat nødvendige Indretninger tilveiebragte, Statsgjelden begynder at for-
mindskes, og Skatterne ere nedsatte til snart mindre end hvad de vare under
den danske Regjering: saa have vi den største Aarsag til at være tilfredse med
vor Forfatning.
Vel ere Kommune-Udgifterne i den senere Tid stegne til det Mangedobbelte.
Hertil har Friskydsens Ophævelse meget bidraget; men derved er denne Byrde
ligeligere fordeelt paa det hele Land. Amtssygehusene, Jordemødrenes Løn-
ninger, Vaccinations-Regninger, samt Steenbroers Opførelse, bidrager alt til, at
de Summer, som reparteres ved Amtet, ere blevne saa betydelig forøgede. Der
kan være Haab om, at ogsaa en Deel af disse Byrder med Tiden kan for-
mindskes.
Det meest Betænkelige i vor nærværende Stilling er maaskee de mange offent-
lige Laane-Indretninger, hvorved de fleste faste Eiendomme ere blevne be-
tyngede med Renters Svarelse. Vel fordeles Renterne for største Delen igjen
paa norske Individer; men som oftest er det kun paa indirekte Veie, at disse
komme tilbage til den Skatteydende; og det er med disse Laane-Indretninger,
d.IV,b.3,s.366   som med enhver anden god Indretning, at de kunne misbruges. Det var nød-
vendigt, at Laan fra offentlige Indretninger kunne erholdes, om ikke Eien-
dommenes Værd altfor pludselig, til mange Familiers Ruin, skulde falde; thi de
Privates Formue var ved Pengenes Forandring næsten tilintetgjort, saa at hos
disse var intet Laan at erholde. Vel staaer det til Enhver, om de ville søge
disse Laan, men Ordsproget "at Leilighed giver Tyve" er ogsaa herpaa anvendeligt.
Men da Skatterne nu ere saa meget formindskede, saa ville vi ogsaa haabe,
at fordums Velstand, lidt efter lidt, ved Nationens Vindskibelighed og Flid skal
vende tilbage. Lader det være vort faste Forsæt, vore ivrige Bestræbelser, at
gjøre os saa frie og uafhængige af andre Lande, som mulig! Lader os nøies
med Brugen og Nydelsen af Landets egne Produkter! Lader os kaste velfor-
tjent Foragt paa de Spjaak, der søge at udmærke sig ved udenlandsk Stads
og Pragt! Lader Fred og Eendrægtighed og ædel Daad udmærke vor Kommune;
da ville vi og vore Efterkommere vorde lykkelige, da kunne vi sige som hiin
ædle Fyrste, der bidrog saa meget til denne Dags Udmærkelse, engang ved Be-
tragtningen af tvende Dødninge-Hoveder og et udrundet Timeglas sagde:
           Fred i Hjertet, Fred med Gud,
Døden vente vi fortrolig.
Dette Viisdoms store Bud
gjør Livet let og Søvnen rolig. -- !!!

Idet vi nu med inderlig Glæde høitideligholde denne for den norske Historie
saa vigtige Dag, der stedse vil blive os og vore Efterkommere kjær, ville vi
ikke undlade med rørte Hjerter, at opsende vor Tak til Algodhedens og Viis-
dommens Gud, der uden Krig og uden Blodsudgydelse tildeelte os dette uskatteerlige
Gode; dernæst ville vi taknemmelig erindre vor store, vor vise, vor gode Konge,
der, næst det alvise Forsyn, har bidraget saa meget til vort Held, til vor Lykke;
denne Fyrste, der kronede det herlige Værk, Skandinaviens Forening, hvilket
efter al Sandsynlighed vil være til begge Rigers uberegnelige Gode. Denne
Fyrste, hvis højeste Ønske, hvis højeste Belønning er Folkets Kjærlighed, vil i Hi-
storiens Aarbøger erholde en Udmærkelse, der kan sættes ved Siden af Sverigs
store Gustavs og Danmarks fjerde Kristians, og over ham ville vi nedbede
Himmelens Velsignelse, og over det kongelige Huus. Vi bør ligeledes med Tak-
nemmelighed erindre den norske Regjering, der med utrættelig Flid, Nøiagtighed
og Sindighed har rygtet sit møisommelige og ansvarsfulde Hverv. Vi maae ikke
lade os blænde af dem, der ved idelig Dadel søge at more den mindre oplyste
Deel af Publikum. Naar det ikke er muligt at bestyre aldeles feilfrit en lille
Huusholdning, saa maa man ikke fordre Ufeilbarhed hos de Mænd, der bestyre
den store Statshuusholdning. Ikke mindre Tak skylde vi de mange udmærkede
Mænd, der med beundringsværdige Aandsevner have ledet Storthingene med
Orden gjennem de uvante konstitutionelle Former. Gid deres Fædrenelands-
Sind maa besjele de Mænd, der hædres med dette vigtige Hværv! Gid Libe-
ralitet, Orden og Klogskab altid maa udmærke de norske Storthing, at deres
Beslutninger maa lede til Norges, til de forenede Rigers Held!
Idet vi slutte disse Betragtninger, ville vi gjentagende udraabe:
          
Held for Konstitutionen!
Held for de forenede Riger!
d.IV,b.3,s.367   Held for vor elskede Konge
      og det kongelige Huus!
Held for den norske Regjering!
Held for det kommende Storthing!
Held for enhver Normand, der virker
      til Fædrenelandets Hæder og Held!"
   Dette er en Troesbekjendelse, et Speil, hvori Haagenstad staaer
heel og holden -- hans politiske som hans moralske Karakteer.
Eller skulde Nogen endnu kunne tage feil af denne Patriotisme
uden Stolthed, dette ordnende Overblik over Begivenhederne,
denne Mildhed i Omdømmet over Personerne? Disse Egenskaber
ere dog uomtvisteligen fremskinnende af hvert hans Ord; den Nøgel
disse give til hans politiske Vandel kan ikke være falsk, om det
end er saa, at Iis over Vand ikke mistroes mere i Verden end
maadeholdende Udgydelser af en indflydelsesrig Personlighed og
af en Karakteer, som man veed er energisk og dyb.

   En trofast Folkets Mand, dets Interessers Tjener har han været,
og viist Oprigtigheden heraf netop ved den Fasthed, hvormed
han er vedbleven sin egen Overbeviisning selv imod Mængdens
Raab. Derfor har han været priisgiven Partiomdømmet: fra dennes
Side vel uden Bitterhed, fordi han i alle andre Henseender maatte
være Folket saa kjær, og da kun i Form af Beklagelser over at
gamle Ole skulde være saa stiv i sine Anskuelser af Pengefor-
holdene, men fra andre Kanter med des større over "den gamle
Ræv", over "Ham, ja Ham, som fører vakkre moderate Ord paa
Tungen, men er den Værste af dem allesammen." Til at knibe
nemlig. Der slipper det ud, saa Meningen er ikke værre. Men
der maa Stoppere til paa Vognen, skjøndt de ikke maa gribe til
i Utide, hvor enten Retfærdighed mod den Enkelte, Menneske-
lighed (saasom ved Spørgsmaalet om Bevilling til Bodsfængslet,
hvilket Haagenstad stemte imod paa dette Thing) offentligt Be-
hov eller Nationens Ære kræver, at denne aabner Haanden og
at Vognen gaaer hvorhen Styrerne ville.

   Ogsaa fra Disses Side har Haagenstad erholdt et Beviis paa
Agtelse og Tiltro, idet han nemlig i 1825 udnævntes, sammen med
Sorenskriverne Thaulow og Rambech, til Medlem af den Kommis-
sion, der skulde undersøge og fælde Dom i Anledning af de af
Sværmeren Ingebrigt Belle og Hans Korsvold forøvede Attentater
mod Øvrigheden.

   Førstnævnte havde forrykket endeel Hoveder i Nordre Gud-
d.IV,b.3,s.368   brandsdalen ved at slaa op Plakater, der forkyndte de nær-
værende Embedsmænd Undergang og en ny Tingenes Orden under
hans eget Statholderskab, hvortil han af Johannes's og egen Aaben-
baring godtgjorde, at han guddommeligen var kaldet. Man søgte
at erholde Beviis for at han var forrykt, men idetssted producerede
han et, af mange Bønder undertegnet, Vidnesbyrd om at han var
klogere end andre Folk, og at Verden vilde være bedre at leve
i, naar der vare mange som Ingebrigt Belle. Kort, denne norske
St. Simonisme eller Kartisme havde slaaet Rod, hvortil vel virke-
lige stedfindende juridiske Udsugelser vare en endnu virksommere
Aarsag, end Troen paa Ingebrigts Aabenbaringer. En Soldat, Jørgen
Endresen Haga, og Hans Korsvold vare Dennes ivrigste Apostler.
Den første forelagde Foged og Sorenskriver et, af Belle forfattet, af
Mange underskrevet, Mandat, hvori der erklæredes, at samtlige
Undertegnede havde forbundet sig til med Liv og Blod at mod-
staae Embedsmændenes Udsugelser, og den Sidste bragte dette
forsaavidt nær sin Udførelse, at han ved en Exekution fik et
Sammenløb istand, der modsatte sig den, og Selv lagde han Haand
paa Fogden, som havde troet at burde møde personlig og i Uni-
form, og maatte bruge sin Sabel. Et Opløb ligt det Lofthuusiske
i Nedenæs i 1786 og 87 var nært sit Udbrud, og man holdt alt
militær Magt i Beredskab. Imidlertid fik man dog Angjældende
sat fast og en overordentlig Kommission nedsat, hvoraf da Haagen-
stad
blev valgt til Medlem. Man behøvede nemlig deri, til Al-
muens Beroligelse, for at den skulde tro, at den vilde skee Ret,
en Bonde, som besad dens Tillid. Og paa hvem Bedre kunde
da Valget falde, end paa Ole Haagenstad? Kommissionsdommen
faldt eenstemmig ud, lydende paa Slaveri i visse Aar for Belle
og Korsvold og nogle Ugers eensomt Fængsel for Soldaten; men
den skjærpedes af Højesteret.
   Han maatte dømme saa for Lovens Majestæts Skyld, men hans
Hjerte har blødt over de Vildfarende og over deres Lidelser,
baade dem, der forvoldte at de hengav sig til Vildfarelsen, og
over dem, der fulgte af denne. Thi han elsker sine Hjemdale,
og kjender Mand for Mand af deres troskyldige Beboere. Han
elsker dem saa, at han neppe forlader dem mere for et tolvte
Thingkald. Og han har Ret til at hvile. Men 12 er et vakkert
rundt Tal, og bedre antaget end baade 11 og 13. Da vilde Han
være sytti Aar, og med hans endnu usløvede Sandser og Kjerne-
d.IV,b.3,s.369   styrke, næret af det ordentligste Liv, er der al Sandsynlighed
for, at han endnu engang vil kunne hævde sin velbekjendte Thing-
plads til Ære for sig selv og de Oplande, som sende ham. Man
vil søge efter Gubben paa næste Thing -- efter ham, om hvem
der er sagt ud af vel de Flestes Tanker, som have seet vore
Storthing:


           "Se der sidder Gudbrandsdalen
                 i en gammel Gubbe graa.
           Naar han reiser sig i Salen,
                 høre alle Fylker paa."

Man vil savne ham, om han ikke findes, og synes som om Thinget
fattes noget. Ja, det er noget af dets Ærværdighed. Det er
Haagenstads skaldede Hoved. Fred over det! Aarene glide uden
Mærker henover dets Glathed! Men naar han er borte, naar han
hviler der hvor han alt forlængst har udseet sin Plads udenfor
den gamle Reiskirke, nær Gjeslingens Steen, da ville Gudbrands-
dølerne erindre, at mellem den Ære, han har erhvervet sin Dal,
hører ogsaa, at han har opreist en Mindestøtte ved Kringen, da
det gamle Trækors var nedraadnet . . . "Han har reist os og vore
Fædre en Bauta til Ære" -- ville de sige -- "kom! vi skylde
ham en."
   Men det bør ikke være en modern, fiirkantet, tilhuggen af
Sandsteen, gesimset og korskronet, med gyldne Bogstaver, men
en af Graasteen, høj og spids, en af dem vi finde paa Kjæmpe-
højene; thi han lignede dem, som hvile derunder.



1
  tilbake Anført foran i dette Skrivt.

2
  tilbake Der sees endnu Mærker efter denne. 12 opreiste Stene have indringet en
Plads af 80 Fods Tværsnit.

3
  tilbake? ? ?

4
  tilbake? ? ?
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE