HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842


d.IV,b.3,s.212  
DEN TALE
JEG VILDE HOLDE PAA ET PRØVEVALG
FOR
AKERSHUUS AMT 15DE AUG. 1841

  
Mine Herrer Valgmænd af Akershuus Amt!

   Morgenbladets Redaktion har for otte Dage siden atter, og
paa en Maade, der viser, at Sagen denne Gang er den angelegen,
mens jeg ikke kan sige forvist, om den var samme imod eller
ikke, da den i 1835 var paa Bane og, saavidt erindres, indrentede
sin Talsmand et Navn som Kabalmager, opfordret til pr. Ex-
presse om muligt at faae et Prøvevalg for Akershuus Amt istand
Dagen før Storthingsvalget skal foregaa. "Vi ere overbeviiste
om -- siger denne tvetungede Autoritet i Aar -- at man ikke
har en kraftigere Modvægt enten mod Kabale eller Partivæsen
end netop en aaben Kamp eller den størst mulige Anledning
dertil". Heri kunne vi vel alle være enige; og jeg skulde have
mødt inden Morgenbladets egne Skranker, dersom jeg ikke saa
omtrent kunde være vis paa at være bleven, holdt udenfor dem
indtil denne aabne Kamp var forbi og Trompetskraldene lød for
dets egen maskerede Ridder Rød. Jeg faaer da bestige den fri
Presses Tribune, og jeg udbeder mig derfra Eders Opmærksom-
hed, Mhrr. Valgmænd. Morgenblad og Gransker ville upaatvivlelig
ovenpaa forlange Ordet, og jeg vil af et Charivari faa Grund
til at beklage, at jeg er saa lidt tungsøvnet, at jeg vækkes af en
Kattefod, og at det ikke har lykkets at udstrække Udelukkelses-
systemet mod mig ogsaa til hiin Plads, eller at udrødde mit Hang
til at blande mig i offentlige Anliggender, de helst vilde have
imellem sig alene.
   Mhrr! et Spørgsmaal til dem, som jeg har gjort mig det selv:
Skulde der ikke udfordres endnu nogle andre Egenskaber hos en
Storthingsmand
, end de, ellers saa ønskelige, som Bladet Gran-
skeren for 26de Juli har opstillet, omcirklede af nogle Henpeg-
ninger, som ikke lade sig mistyde i dette Egoismens og Privat-
d.IV,b.3,s.213   hensynets mærkværdige Organ? Jeg har spurgt mig selv saa, og
jeg har fundet, at Granskeren, af let forklarlige Grunde, har
glemt en saa vigtig Egenskab, at jeg troer det nyttigt, at paapege
samme, forat komplettere den Underviisning, han har villet give
Landets Vælgere.
   Vilde jeg sige, at Besiddelse af Veltænksomhed, Humanitet og
af hvad man kalder Hjerte ogsaa er en, af Granskerens glaskolde
Øine naturligviis overseet, Egenskab, der kunde være Spørgs-
maal om, eller at et hjerteslet, følelsesløst Menneske, om end
aldrig saa dueligt forresten, dog vilde være et misligt Storthings-
valg, vilde jeg kun udsætte mig for samme Spot af Granskeren,
som en Europæer imellem Sorte, om han vovede at paastaa, at
en lys Hudfarve er nødvendig for sand Skjønhed; og jeg vil derfor
slaa en Streg over et ellers saa ønskeligt Reqvisit. Jeg vil tvertom
nærme mig mere til Granskerens Anskuelser, og indskrænke mig
til at paastaa, at en koldere Egenskab, et Fornuftens og Sam-
vittighedens Herredømme over hvilkesomhelst udmærkede Evner
er desnødvendigere
. Det kan ikke være onde Lidenskabers Energi,
Eensidighedens Fasthed, den formørkede Dømmekraft, man vil
kalde til Storthingshallen; ikke den slangekolde Egoisme, den
blinde Uretfærdighed, det dræbende Had, ikke den Patriotisme,
som fryder sig ved at berøve Fædrelandet de fyrigste Kræfter,
igjennemborende det Hjerte, som har Varme til at elske det
heftigst, man vil aabne dens Skranker for. Det kan ikke være
den Sjel, som anvender Tid og Kraft, Nætter og Dage paa at
tilintetgjøre en anden Sjel i dens Livsfibrer, med hvis Enthusiasme
og Virksomhed for Fædreland og Frihed den aldrig har kunnet
maale sig, man vil fremkalde mellem de Viljer, som skulle være
de reneste, de Aander, som skulle være de fjerneste fra private
Hensyn, de ømmeste Vogtere over at Fædrelandets Kræfter ikke
gaa tilspilde, de roligste i Besiddelsen af Bevidstheden om aldrig
at have offret Fædrelandets Interesse for sin egen. Det kan
ikke være det rugende Hads fordrejede Udtryk, man vil give
Plads imellem de rolige Aasyn paa Patriotismens Æressæder,
ikke Argsindets blaanende fraadige Læber, man vil lytte til der-
fra; det kan ikke være den modbydelige Egoisme, man vil kjær-
tegne og ophøje, Arroganzen man vil overmætte; ikke den af
Privathevnens Planer omskumlede Pande, det sindige moralskt
følende Folk vil omhænge med Borgerkrandsen. Sandelig, Blod-
d.IV,b.3,s.214   haanden burde da opløfte Evangeliet over Menighedens Hoveder,
og Eedens Hellighed læres af Læber, som mumlede Reservationer
bag Lovens Tavler.
   Reservationer? Undtagelsesvise Forbehold for sig Selv? Disse
ere de lange Kapitler skrevne med usynligt Blæk i Egoismens
Grundlov, i den, slette Patrioter sætte over Fædrelandets. Den
sande Patriot kjender ingen Reservationer i Pligterne mod dette.
Fyrig, blød, hensmeltende i sine Følelser, maa Patriotismen være
stoisk konseqvent i sin Iid, uden andre Hensyn end til Fædre-
landet i sine Handlinger. Egoismen er en lurende Forræder.
Patrioten er derfor ubarmhjertig: som Haldens flyvende Flammer,
imod dens Hensyn. I det første Ord, Barnet stammer af Moders-
maalet, ligger Eeden til Fædrelandet som vi alle have svoret,
ligesom i de mod Moderens Hals førstoprakte Fingre Eeden at
elske hende fremfor alle Mennesker. Og Eeden til Fædrelandet
forøges og fuldstændiggjøres med hvert Ord, Sjel og Læbe efter-
haanden blive mægtige over, indtil den Voxnere, Herre over
Sproget, finder sin hele aandelige Virken underlagt dets mægtige
Forpligtelse, at elske Fædrelandet, at være en Normand, som
i Tale, saa i Hu og i Daad. Patriotismen burde da allerede
have naaet sin Mandbarhed naar den Unge er Sproget mægtig,
Ynglingen træde ud af Barnets Forhal som Patriot, i fuld Viden
om hvad han skylder Fædrelandet, hans Sjels Fylde af hjemlige
Toner og Svangerhed af Modersmaalets Rigdom strømme over
i Følelser for Fædrelandet, og Beslutningens Øine allerede da
aabne sig om at ville vaage over, at de bevares i sin Reenhed
under alt hvad Livet maatte bringe.

   Ak! saaledes mødtes Vi i de meenløse Dage, da vi ikke tænkte
eller kunde begribe, at Noget -- ikke Guld, ikke Ære, ikke
Kjærlighed engang, og mindst det Dæmoniske i vore Sjele --
skulde kunne gaa over Fædrelandet. Saaledes mødtes jeg og
den Mand, jeg vil anklage for at have brudt sit Hjertes Eed til
dette, ligesom det forvorpne Barn, der sønderkradser Moderens
Barm, som dets første uvilkaarlige Fingerrækning svoer altid og
over Alt at elske. Saaledes mødtes Vi paa hine vort Folks hellige
Frihedsfeste, i vore Øjekast ligesom konfirmerende hinanden i
Begeistringen for det fælleds Dyrebare. Saaledes mødtes Vi i
vor Ungdoms Forhal hvori vi syntes Frihedens og Patriotismens
Heroer, Skyggebillederne af dem, som bleve trofaste til Enden,
d.IV,b.3,s.215   at omsvæve os, og os selv i ungdommelige Udkast at være Ari-
stider og Kocziusko'er i usvigeligt Friheds- og Fædrelandssind.
Nu staaer Kain der med sin Broders Blod paa Haanden; det er
Abels Klage, som gaaer igjennem Ørkenen. Modersmaalet er
bleven brugt som Giften heldet i Hamlets Faders Øre. Han
klager for det Døve og Døde. Jeg klager, Jeg klager, fordi jeg
føler en umaadelig Smerte, fordi jeg føler Fædrelandets i min
egen, Branden af dets Taare paa Haanden, som fører denne Pen,
-- fordi jeg veed, at det hverken har Raad til at miste mig eller
ham, jeg anklager.
   Ingen Dyd maa være renere i sine Motiver end Patriotismen.
Den er som Vandet, hvem et eneste Dryp af Gift forvandler
til Gift i dets hele strømmende Masse. En eneste uædel Be-
væggrund imellem de gode og daddelløse vilde anstikke dem
alle; en Reservation i et af Egoismens Huller maa uddrives som
en ond Aand, der vil fordærve det Hele; en Forbeholdenhed,
som f. Ex. den hos Granskerens Redaktør, at kunne mætte sit
Had og at ødelægge en Patriots nyttige Virksomhed, og dog at
vedblive at hedde en Fædrelandets Ven og den gode Sags For-
kjæmper, eller hos mig at fortjene samme ærefulde Navn, naar
jeg blot maatte undtagelsesviis nyde det Beneficium at hindre
ethvert poetisk Talent fra at stille sig mig ved Siden -- saadanne
og lignende Forbeholdenheder vilde gjøre Egoismen og Forfænge-
ligheden til Hovedsag, nedværdige Patriotismen til at være et
blot Mundsveir, et Hykleriets Middel, og sætte dens Krav under
Bugens og Galdens.

   Alt for Fædrelandet! er Regelen. Og ve mig, om denne ikke
var Hjertet i den Overbeviisning, jeg vil meddele! om den ikke
i ubetinget Strenghed skulde gjælde for mig, idet jeg fremtræder
med Beviset for at den ikke har gjældt eller endnu gjælder for
en Mand som med mere Tydelighed, end vi Normænd ellers
ere vante til, i Statsrevisor, Gaardejer og Formand Ludvig Kri-
stensen Daa's Person, er bleven betegnet som Kandidat til det
vordende Storthing, og hvem ogsaa mægtige Midler, den fuleste
og ondeste af vor Journalismes Geister, er til underdanig Tje-
neste. Men jeg er ikke bange forat mane den frem. Der staaer
et Tegn i Oprigtighedens Pande, i Aabenhedens Aasyn, hvorfor
slige Døgnets Aander bæve tilbage som Dybets for Korset. Jeg
udæsker dem, Herre og Tjener; -- den Dag vil rinde, da de ville
d.IV,b.3,s.216   ønske det var Nat, forat deres Blussel kan skjules over den
Tjeneste, de have ydet hinanden, forat berøve Fædrelandet Frug-
terne af en Aand, de engang have hyldet ogsaa for dens Op-
rigtigheds Skyld. Men hvormeget jeg, idet jeg vil møde hiin
Hensigt med navngiven Mand, hvis Qvaliteter da ere stillede blot
for offentlig Prøve, end maa ømme mig ved at maatte bringe
mig selv, eller hvad jeg troer at være Fædrelandet, i Folkets
Erindring, som man har anvendt alle optænkelige Kunster paa
at udslette mig med et Brændemærke af, vil jeg dog ikke ønske,
at jeg havde at hente Beviset forat Granskerens Redaktør, Hr.
Daa, endnu ikke fortjener Hæderen af et Storthingsvalg, fra en
saadan Fremfærd mod et Medmenneske. En svagere Konsti-
tution og Livskraft, en ringere Grad af Sindsro, en mindre Por-
tion bonhommistisk Godlune skulde, under lignende Omstændig-
heder, have bukket under for de mageløse Forfølgelser og Angreb
paa Ære, Lykke og Virksomhed, og ikke blot Aandens usynlige
Blod skulde have rundet under de forbryderske Attentater, ikke
blot dens Nerver været sprungne under de plumpe Greb, ikke
blot Digterharpen skulde være begravet i den Taushed, hine For-
bundne, forræderske mod Fædrelandets Navn og dets Ære, ville
qvæle den med, og Sjelelidelsernes Blegnen skulde være bleven
overblegnet af Dødens.
   Jeg er dog ikke fremtraadt her forat paakalde Medlidenheden.
Jeg veed vel, at et Pragtexemplar af den korrumperede Fraktion
af vort mandlige Publikum, jeg har med Satiren søgt at tugte,
men som kun et politisk Uveir kan tilintetgjøre Fordærvelsen
hos, og som den patriotiske Daa var ussel nok til at gjøre Parti
med, da det kom an paa at krænke mig, at negte Henr. Werge-
land Optagelse i et Læseselskab, han af alle norske Forfattere
giver meest om Aaret, og nylig havde givet sin Konstitutions-
historie, at læse -- jeg veed vel, at en saadan Kompan under
en af Perioderne for Explosionerne af Granskerens Raseri, spurgte
en Ven om mit Befindende med den af et betegnende Smiil led-
sagede Bemærkning, da han hørte at det stod vel til, at jeg nok
kunde behøve min stærke Konstitution; men, som sagt, jeg beiler
ikke til nogen Medlidenhed. Mine senere Satirer maa overbevise
derom, og om at mit Hoved skuer om sig paa stærke Skuldre.
Det er Retfærdighed jeg søger, Retfærdighed mod mig og mod
min Fiende. Derfor vil jeg tale saa oprigtigen som min Sjel ved
d.IV,b.3,s.217   sig selv, som naar begge vore Aander kunne mødes uden Timons
eller Aristippens Masker, og jeg Øje til Øje kan bebreide ham,
at han elskede sit Fædreland saa lidet. Man er ogsaa efter de
grusomme Flænger berettiget til at kunne see ind i mit Inderste,
som om man kunde lægge Fingrene paa mit nøgne Hjerte. Be-
sidder jeg, som Digter, endog kun de Egenskaber, Granskeren
og ældre Fiender Tid efter anden selv have indrømmet mig, og
hvoraf en udenlandsk Kritiker allerede for flere Aar tilbage kom
til en Slutning, som overtydede mig om, at jeg havde mine bedste
Anbefalere i mine Nedsættere, da har Skaberen givet mig en
saadan Betydning for mit Fædreland, at det er Nidingsdaad imod
dette, at lægge an paa at berøve det en Aand, som kan gjøre det
Ære
. Og det har Daa, min fordums Ven og Beundrer, som
han har kaldet sig, gjort . . . Daa og hans Medhjælper Morgen-
bladets Redaktør, som har stængt sine Spalter for Poesier, Gran-
skeren selv har erkjendt at være af en ophøjet Fromhed, saaat
al Meddelelse til det større læsende Publikum i mit Folk skulde
være afskaaren og stængt for mig. For en Digter er dette at
begraves levende. Disse Patrioters Hensigt har været at tvinge
mig til aldeles Taushed -- som det hedder i Vinægers Fjeld-
eventyr, at "knuse Harpen mod Fjeldet" -- eller ogsaa til at
søge Meddelelse gjennem den danske Presse. Var jeg Herre
over et fremmed Sprog -- og ingen Nation vilde forstøde mig
som Digter, fra den civiliserede Britte og German til Ørkenens
Beduin og Kirgisen under Steppens Telt -- sandelig det turde
hænde, at hiin patriotiske Hensigt idetmindste forsaavidt blev op-
naaet, at ingen norsk Strofe mere flød fra min Pen. Den sidste
vilde da være Klagen i hint Fjeldeventyr til Aagots sorgfulde
Melodi:


           "Ve dig, Skjald! Det er din Død,
                 synger du herhjemme.
           Kilden liig i Jordens Skjød
                 qvæle du din Stemme!
           Kun et ensomt Echo til
           dine Sange Lytte vil." o. s. v.

   Men foruden dette sørgelige Vidnesbyrd om en Egoisme, der
bringer Privathadet sin Overbeviisning til Offer
, som ligger i For-
søget paa at ødelægge et Navn, der vil leve i Folkets skrevne
Minder endog om det skulde udslettes af dets Hjerte, har Daa
d.IV,b.3,s.218   havt liden Patriotisme nok til at ville paa enhver tænkelig Maade
tilintetgjøre en Virksomhed, han i sit Indre maa tilstaa har været
Fædrelandet nyttig
. Det Skete kan han ikke gjøre uskeet, men
han har gjort alt, forat berøve mig den Popularitet, hvorved jeg
har kunnet enthusiastere Folket for Fædreland og Frihed, udrette
noget for dets Oplysning og gyde noget Liv i dets Nationalitet.
Har den utrættelige Energi, hvormed han har forfulgt dette sit
Meed, havt den tilsigtede Virkning, skulde jeg nu, om Eidsvold
ikke var bleven Nationens Ejendom, maaskee forgjæves forsøge
at bringe dette istand; i Ufredstide skulde mit Opraab til Massen,
som har elsket mig, hendøe ufulgt som uhørt; mine Bestræbelser
for Folkeoplysningen skulle møde Kulde, mine nationale Sange
ingen Anklang, mine Skrivter for Folket ikke modtages af dets
Hænder. Og didhen har Daa arbeidet med en Planmæssighed og
Rastløshed i Anstrengelserne, som har vakt Gysen
og et Spørgs-
maal fuldt af Rædsel, om hvor denne Egoismes Grændser ere
satte, i hvilke mørke Dybder disse dæmoniske Vildfarelser tabe
sig? Det er vist at de engang ville tabe sig i en Verden, der er
omspændt af Tilgivelsens Arme og opfyldt af Erkjendelsens Lys,
og at det der vil gaae dem som de fordunstende Draaber i Solens;
men i denne Verden, hvor vi Begge kjæmpe om vor retmæssige
Plads, ere disse Draaber Stene, som skulle begrave mig, mens
han vil bygge sig en Æressøile deraf og stige op derpaa og gribe
efter Palmer, som tilhøre Retskaffenheden og Moraliteten, ikke
den umættelige Selviskhed
, Lidenskabelighedens Rasen, den hyk-
lerske Huulhed, den falske Patriotisme.
   Daa har, af usle Hensyn, af Grunde, som ikke kunne forsvares
for Medmennesker, Samvittigheden og for Gud, af Grunde, som
ikke taale Dagens og Sandhedens Lys, villet ødelægge et Navn,
som er Fædrelandet af Værdi,
og tilintetgjøre en Virksomhed,
som altid har været dets højeste Interesser usvigeligen viet --
derfor og ikke for Fornærmelserne mod mig, for Synderne mod
Kristen- og Menneskepligt, anklager jeg ham forat have syndet
mod Fædrelandet og sin Overbeviisning
, forat have handlet som
slet Patriot og mala fide
, og derfor paastaaer jeg, at han ikke for
Tiden er værdig til Hæderen af et Storthingsvalg
. Jeg siger "for
Tiden", fordi jeg betragter denne hans Færd som en overgaaende
Forrykkelse i en ellers saa klar Forstand, og fordi jeg haaber,
at Redeligheden vil engang gjenvinde Herredømmet i hans Tænke-
d.IV,b.3,s.219   maade, og at det Overmaal af ondsindet Lidenskabelighed, som
nu suspenderer hans Adkomster og Evner til paa en saadan Plads
at være Fædrelandet nyttig, engang vil synke ned inden al-
mindelige Grændser. Da vilde det være uklogt af Folket, ubilligt
imod det lyse, skarpsindige, kundskabsrige Hoved, ikke at be-
nytte ham der i den Folkets gode Sags Tjeneste, han nu ikke
har taget i Betænkning at opoffre af jammerlige private Hensyn:

forat mætte et ugrundet Had.
   Jeg staaer ikke alene med denne min Mening. En Kristians-
sandspost falder mig i dette Øjeblik ihænde, hvori Redaktionen
yttrer: "Vi skulle reent og tydeligt udtale vor Mening. Vi have
altid erkjendt Hr. L. C. Daa's fortrinlige Evner og Kundskaber,
som paa ethvert Thing maa være af højeste Vigtighed; men vi
have, siden han optraadte som Journalist, tvivlet om hans Rede-
lighed
i Ordets høiere Betydning. Hans Udfald med Schweigaard,
hans hadske og unaturlige Angreb paa H. Wergelands private
Karakteer, og i Korthed hans hele Polemik synes at bevise, at
det er ham mere om sine Privathensigter, end Sandheden at gjøre;
og vi fordre Redelighed hos en Repræsentant som første Be-
tingelse. Som Storthingsmand vilde han lære, at Hadskhed ikke
er Liberalitet, at Partiaand ikke er Fædrelandskjærlighed, at Ud-
flugter og Fordrejelser lidet nytte den Sag, han maatte forfegte."
Og at jeg ikke har overdrevet min Formening om det Lands-
skadelige i Granskerens & Komps Forfølgelser mod mig, beviser
en Skrivelse fra Redaktøren af Lillehammers Tilskuer, den os
Alle saa hæderligen bekjendte Patriot Sylvester Sivertson, hvori
han siger: "Man maa fra et fjernere Hold mellem selve Folket
have iagttaget dem og deres Indflydelse, for rigtig at kunne
slutte, hvor fordærvelige de have været for den gode Sag."

   Det meget Fortræffelige og ægte Liberale, som udflyder fra
Granskerens Pen, kan og bør bringe endeel Doceringer hen i
Taaget, hvorpaa det dog heller ikke mangler, et bittert og een-
sidigt Gemyts Udskejelser, Anglomaniens komiske Taabeligheder
og en enorm Selvindbildskheds groteske Udvæxter iglemme.
Der kan findes Smuds, Mose, Øglereder o. s. v. ved saa god og
storformet en Steen uden at den derfor stedse bør henligge eller
væltes ubrugt tilside; men onde Kobolder bør ikke tilstedes at
kogle i den, den gule Arsenik bør ikke overoxydere den og ud-
drysse sin Gift af alle dens Revner. Indtil denne Proces er over
d.IV,b.3,s.220   bør den henligge, var den end et Frihedens Altaremne, en Blok
til et Forums Tribune. Intet kan tildække hiin brusende Afgrund
i hans Sjel, disse Hadets afskyelige Koglerier, som endnu for-
mørke og trælbinde hans Aand, disse Attentater paa at myrde
en Aand, hvis Gløden for Fædreland, Frihed og Menneskehed
har varmet hans egen.
   Man har søgt efter en Grund for saa oprørende en Færd, forat
forklare sig, hvorfor en Patriot skulde ville berøve vor fattige
Litteratur en Digter, Fædrelandet en enthusiastisk Normand, Na-
tionens Gjerninger en Historieskriver, dens Følelser deres Frem-
kvæder, den politiske Fremskriden og Menneskehedens Interesser
en ivrig Talsmand. Og man har fundet, at disse Forfølgelser
begyndte og fortsattes længe før Taalmodigheden brast, og jeg
endelig søgte Modværget i Satiren, især da Partisaneriet holdt
Adgangene til Forsvar spærrede. Neppe havde Privatbladet
Granskeren aabnet sine Spalter, før et kogende Had hos En,
der havde været min intimeste Ven, først piblede frem i hvert
andet Nummer, og siden væltede sig frem i bundløse Strømme:
et Had uden Undseelse, et som vilde trænge sig ikke alene
mellem mig og Folket, men mellem mig og mine Hjertesvenner,
og som forplantede sig til dem, der bleve mig tro. Sivertson
har faaet dette at føle i mange ondskabsfulde Sidehug: Henrik
Wergeland skulde ikke have en Ven, og hiin Retskafne, den
pletløseste af alle vore Journalister, han skulde ogsaa, fordi han
vidnede om mig efter Hjerte og Overbeviisning, lægges an for
det samme umættelige Had! Er det denne Retskaffenhed, denne
Patriotisme, som skal hædres ved Borgerkronen?

   Men jeg skulde ikke vove denne Appel, om Grunden til dette
Had kunde ligge i nogen senere Handling fra min Side, eller om
et eneste Pennestrøg fra min Haand indtil denne Dag antydede
nogen Overgang eller Vaklen i min politiske Tro, nogen Afsvalen
i mit Fædrelandssind og Interesse for Frihedens Fremskridt og
Udviklinger. Men her har Hadet været magtløst, og maattet
gribe til foragtelige Opspind; her har det maattet bide sine egne
Tænder sønder, og samle de udslupne Bagtalelsens Slanger, som
skulde døde mit ærlige Navn, i sin egen Barm. Mine Digte aande
et for stærkt Frihedssind, hvert Strøg af min Pen fyldes af for
dyb en Nationalfølelse, min Konstitutionens Historie gjengiver
for tydeligt min moralske Uafhængighed, Tolerance- og Opdra-
d.IV,b.3,s.221   gelsespropositionerne ere af en for storstilet Liberalitet til at
en, ellers længe tilsidesat, Mands Modtagelse af sin Konges fri
tilbudne Naade, der altid tilforn hyldedes med samme Enthu-
siasme som nu, skulde være Beviset for det Skjændigste af Alt:
Salget af sin Overbeviisning og Frihed til at handle efter denne.
Nei! Skjændigheden i Bagvaskelserne, Sneverhjertetheden i ikke
at kunne begribe en saadan Uafhængighed, Blindheden for dens
Vidnesbyrd staae kun tilbage ligeoverfor den fornærmede Rede-
ligheds Lidelser, og de fortjene at nedsynke i Landsmænds For-
agt, i Tilgivelsens Glemsel, ikke at hædres og næres ved Bifald
og Tiltro.
   Uagtet min foregaaende Erklæring, ville dog Granskeren og
Morgenbladet neppe undlade at insinuere, at dette mit Forsøg
paa at gjennemskjære underjordiske Gange, netop er et Beviis
paa en Forandring i min politiske Tænkemaade, paa en Overgang
fra Bagler til Bjerkebein, idet jeg modsætter mig, at En, der er
anseet for en determineret Folkemand, kommer paa Thinget.
Men, foruden at Demokratiet ikke maa gjøre sig for store For-
ventninger om denne af puur Anglomani doktrinære Forsvarer
af et svenskt adeligt Overhuus, er det sandelig min Mening, at
det vil være uklogt af Folket, ikke at drage dette beregnende
Hoved ind i sin Interesse, naar dette kan være anstændigt for
Folket, nemlig naar hans Sind er bleven mere luttret, sig selv
mægtigt og mindre udsat for at tilsidesætte Fædrelandets Interesse
for private Hensyn
. Dette (og jeg haaber, at selv hine mine
Fiender i roligere Øieblik ville indrømme mig det) er det Usleste
Nogen kan begaae som Borger
. Fædrelandet maa være Nummer I
og Ludvig Kristensen Daa, selv for Ludvig Kristensen Daa kun
Nummer II. Men ikke omvendt.

   Saa nær er det dog. Saa nær staaer dog upaatvivlelig Fædre-
landet paa Daas Hensynsliste; men heller ikke nærmere. Saa
stort Begreb, jeg end nærer om hans økonomiske Kalkulations-
evne, er det dog min oprigtige Mening, at det kun er tre Gryder,
og ikke fleer, nemlig Egoismens, Forfængelighedens og Vredagtig-
hedens (men som han bestandig holder i Kog) som ved deres
Syden overdøve den bedre Stemme i hans Indre, og gjøre ham
saa ør i Hovedet, at han saaledes kan forrykke hine Gjenstandes
respektive Pladser. Og de vilde ved enhver Leilighed koge over
og skolde de Thingmænd af, han fik aldrig saa lidt imod.

d.IV,b.3,s.222      Ved denne ulyksalige uelskværdige Hæftighed vilde upaatvivlelig
en god Deel Tid og Arbeidskraft gaa tilspilde; og det vilde blive
Tilfælde med Granskerens Redaktør, som det er med hans Blad,
hvis Uretfærdighed, hensynsløse Bitterhed og trælbundne Brug i
private Hensigter
, har gjort det mindre nyttigt end det ellers
kunde være under en saa dygtig Haand. Saa mene idetmindste
mange Normænd, som have begge Øine oppe, og som beklage,
at vort eneste erklærede Oppositionsblad skal være det, som
mindst staaer i Sandhedens og Retfærdighedens Tjeneste.

   Men har man gjort sig Rede for hvilke Overordentligheder,
der findes hos en Mand, som der allerede i hans unge Alder
kan være Spørgsmaal om at faa paa Storthinget? Opinionen har
nok her lidet andet Fast at holde sig til, end til Udgivelsen af
Granskeren og Propositionen om Kjøbstæders Anlæg. Fortjenst-
fuldheden af den sidste er ubestridelig, uagtet det har været let
for bedre Lokaliserede at opdage ikke faa Huller under det blæn-
dende Overtræk af Paastande og Udqvadreringer af Riget efter
Kaartet og ikke altid efter Landet; og Udgivelsen af et Blad, der
omtrent er deelt imellem privat og offentlig Interesse, er dog for
denne sidste Halvpart et Foretagende, der bør paaskjønnes med
det, det nærmest tilsigter, med Abonnement af nøisomme
Folk, men heller ikke med videre. Ligesaa vist som jeg kan
give dem, der kun have et ubestemt Begreb om det Særdeles
ved Statsrevisor Daa som offentlig Person, den Forsikkring, at
der ikke mangler en Nagle i hans aandige Rustning (men hvorved
der desværre er en styg Hage til Overflod) kan jeg forsikkre,
at ikke et Nummer af Granskeren udkom for Liberalitetens eller
Folkets Skyld, dersom den ikke svarede Regning. Klogskab
maa man ikke frakjende Granskeren. Han begynder altid fra
No. Een.

   Men engang haaber jeg, vil man ogsaa kunne tilkjende ham
en forandret Regnemaade med Hensyn til Fædrelandet, en Pa-
triotisme saaledes som Folket elsker den, med Humanitet og
Menneskekjærlighed til Hjerte, Retfærdighed til Marv og Nerver,
Enthusiasme til Blod og Velvillighed til Aasyn. Disse Ord, jeg
har talt, ville maaskee bidrage til en saadan heldbringende For-
vandling, som jeg vil bede den Gud, der beskytter den norske
Frihed, om at fremme ved at lade det gaa ham, min Fiende, vel
til Sjel og Legeme og i al hans Gjerning. Da men først da, bør
d.IV,b.3,s.223   han være Nummer Een imellem Amtets Repræsentanter. Nu
mangler det dog ikke Mænd, Mænd af alle Klasser: Jordbrugere,
der i Formandskaberne og paa Amtsmødet have lagt Dygtighed
for Dagen, Præster høiagtede i sine Menigheder ogsaa for med-
borgerlig Aand og Virksomhed og vel heller ikke Embedsmænd
af andre Kjolefarver end den sorte, som ikke vilde gjøre det
Skam. Prøver og vælger de Værdigste. De ville være de Bedste.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE