|
| d.IV,b.3,s.111 |
ved en klog Anvendelse af den Menneskekraft, der almindelig
uvirksom forspildes i vore Fængsler. Omtrent ved denne Tids-
punkt (1822) foretog Staden Genf en Reform i sine Straffeanstalter
i samme filantropiske Retning, hvorpaa Nordamerika havde givet
et prisværdigt Exempel. Ingen Bekostning sparedes for at opføre
de til Fangernes Opbevaring nødvendige Bygninger, og Aar 1825
udfærdigedes et Reglement, hvorefter den indre Tugt skulde haand-
hæves. Fangerne skulde inddeles i tre særskilte Kathegorier: efter
deres Alder og Kjøn, samt Beskaffenheden af deres Forbrydelser;
hver Klasse arbeidede i fælles Værksteder, spiste og tilbragte
sine Fritimer tilsammen. Vi gjenfinde saaledes her den uheld-
bringende Klassifikationsidee, og skulle ogsaa snart see dens
fordærvelige Indflydelse. Forgjæves søgte man en Modvægt mod
denne ved Fangernes Forvaring om Natten i Celler og Taushedens
Iagttagelse under Arbeidstimerne; de uundgaaelige Samtaler og
indbyrdes Meddelelser vare tilstrækkelige til at gjøre Bedringen
umulig. Ikke nok da med, at det tilsigtede Maal saaledes for-
feiledes; Straffen tabte ogsaa sin afskrækkende Egenskab, og
ophørte at virke som et advarende Element i Samfundet. Dette
Forhold oplyses fuldstændigt af den Inspektion, som Aar 1832
foretoges i de genfiske Korrektionsanstalter, for at undersøge
Fangernes Tilstand. "Fangerne", hedder det, "havde muntre
Ansigter, og deres Udseende bar Præget af Sundhed og Trivsel.
De havde ingen Klager at fremføre, og i Sandhed hvad skulde de
vel have at klage over? De ere vel fødte, vel klædte, have gode
Senge, i vel opvarmede Værelser; de arbeide langt mindre, end
deres frie Lige nødes at gjøre for at fortjene sin og Sines Underhold-
ning, og have desuden til Tidsfordriv den Fornøjelse, at erhverve
en Mængde Begreber, der forhen vare dem aldeles fremmede."
Følgerne af disse væsentlige Misgreb bleve inden faa Aar
mærkelige; Forbryderne vare i bestandigt Tiltagende, og af 121
Løsladte, ifra 1825 til 1831, kom 34, eller omtrent 1/3 Deel tilbage
til Fængslet for nye begaaede Forbrydelser1.
En ny Forordning udfærdigedes Aar 1833, hvori Disciplinen,
skjærpedes; Fangerne underkastedes en ny Klassifikation, hvor-
efter Behandlingens Strenghed lempedes; deres Dispositionsret
over Arbeidspengenes Overskud indskrænkedes i en betydelig
|
| d.IV,b.3,s.112 |
Grad, og Taushed paalagdes alle dem, der ikke hørte til den
saakaldte forbedrede Afdeling. Det var en Nærmelse til det
Auburnske System. Denne velgjørende Strenghed undlod heller
ikke at medføre en større Orden i Indretningen, og Tilbagefaldene
have siden den Tid været i bestandigt Aftagende.
England havde ei heller været uvirksomt i Henseende til dette
store Nationalanliggende. Allerede under den sidste Deel af det
forrige Aarhundrede havde den navnkundige Howard fæstet den
almindelige Opmærksomhed derpaa. I Forening med to andre
udmærkede Mænd, Sir Georg Paul og Sir William Blackstone
udkastede han Planen til et Pønitentiær-Fængsel. Med Anvendelse
af deres Anskuelser opbyggedes Fængslet for Grevskabet Glou-
cester Aar 1790. Dette var forsynet med særskilte Celler, i hvilke
Fangerne, baade Nat og Dag, vare indespærrede og fuldkommen ad-
skilte fra hverandre under hele den idømte Fængselstid. Dette Sy-
stem fortsattes i 17 Aar. Siden forlod man det, alene af den Aar-
sag, at Rummet, formedelst den stigende Befolkning, var for lidet
i Fængslet, hvorfor efterhaanden flere Fanger bleve indqvarterede
i samme Celle. I Aaret 1820 maatte 362 Fanger sammentrænges
i 180 Celler. Derved blev det umuligt at opretholde den befalede
Disciplin. Sir Georg Paul afgav herom Aar 1819 inden en af
Underhuset udnævnt Kommittee følgende Yttringer: "Endskjøndt
jeg tilligemed flere andre Theoretikere nødes til at indrømme, at
jeg af det Hele ventede mere, end man har vundet, saa har dette
ikke været Tilfælde med den omspurgte Forbedringsanstalt. Den
har, under sin første Virksomhed, ydet Resultater, som langt
overstige dens Grundlæggeres og mine egne Forhaabninger. Jeg
kjender af egen Erfaring, at det er lykkets mange Udgangne fra
dette Fængsel, at erhverve sit Ophold ved ærligt Arbeide. Jeg
har henvendt en særdeles Opmærksomhed paa denne Indretning
i de første sytten Aar af dens Tilværelse, og har altid fundet
dens Indvaanere ordentlige, lydige, taalmodigt underkastende sig
sin Skjebne. Jeg har saaledes al Anledning til at troe, at deres
Sædelighed i Almindelighed er bleven forbedret, og i ovennævnte
Tidsrum ere saare faa Løsladte vendte tilbage til ny Afstraffelse."
Disse Ord, udtalte af en oplyst Filantrop ved Enden af en
mangeaarig og dydig Levnetsbane, ere en Trøst, som Menneske-
vennen behøver, for ei at trættes i sine ædle Bestræbelser, naar
han saa ofte seer sine Forhaabninger skuffede; de udgjøre en
|
| d.IV,b.3,s.113 |
dyrebar Opmuntring for dem, der søge at bortrydde Hindringerne
for en gjennemgribende Reform af Forbedringsanstalterne.
Efter samme Principer, som i Gloucester havde været fulgte,
indrettedes Aar 1824 Staten Glasgows Korrektionsfængsel eller
det saakaldte Bridewell med 265 særskilte Celler. Just her have
de lykkeligste Følger viist sig, i Henseende til Fangernes Helbred,
Arbeidsomhed og Afskrækkelse fra nye Forbrydelser. Samme
Aarsag til Forfald, som i Gloucester, truer dog dette Fængsel;
thi endskjøndt Cellernes Antal er bleven forøget til 274, have i
de sidste Aar stundom 400 Fanger maattet rummes deri. Man
var alvorligen betænkt paa Fængslets Udvidelse allerede 1838,
efter hvad Generalinspektøren for de skotske Fængsler, Sir Fre-
derik Hill, i sin til Indenrigsministeren da afgivne Indberetning
oplyser.
Men vi vende tilbage til Nordamerika. Det Auburnske Sy-
stem tildrog sig snart den almindelige Opmærksomhed, og i de
fleste Fængsler indførtes efterhaanden den paa Soveceller og
fælles Arbeide under fuldkommen Taushed beregnede Disciplin.
Pensylvanien forlod alligevel ikke den Idee, hvorpaa dets første
Reform i Fængselsplejen hvilede, omendskjøndt den i Anvendelsen
var bleven tilsidesat, nemlig Fangens fuldkomne Adskillelse fra
andre Medforbrydere. Dette, for Samfundet og Menneskeheden
vigtige Spørgsmaal granskedes, fra alle dets Synspunkter af de
meest udmærkede Publicister, og fandt i Hr. Edvard Livingston
fra Boston en ligesaa nidkjær som oplyst Forfægter. Et nyt
Fængsel, beregnet efter Cellesystemet, opførtes i Pittsburg; og
da man fandt, at det, formedelst en feilagtig Bygningsmaade, der
gav Fangerne Anledning til at tale med hverandre, ikke opfyldte
Øjemedet, indrettedes en anden Forbedringsanstalt i Cherry-Hill,
der ansees som Mønsteret for det nye saakaldte Filadelfiske
eller Pensylvanske System, hvis Opkomst egentlig kan regnes fra
Aaret 1829.
Dette System hviler paa fire Hovedpunkter:
a) Fangernes fuldkomne Adskillelse fra hverandre, saavel om
Dagen som om Natten.
b) Afskaffelsen af alle Legemsstraffe.
c) Religiøs Underviisning og strengt Arbeide.
d) Forebyggelse af al Samtale med Andre, end Inspektøren,
Forstanderen, Præsten, Læreren, Lægen og Bevogteren.
|
| d.IV,b.3,s.114 |
Pensylvaniens Lovgivere tilkommer saaledes ei alene Hæderen,
først at have udført den ophøjede Anskuelse, med Straf at forene
Forbedring; de have ogsaa med en roesværdig Udholdenhed, der
ikke lod sig nedslaae hverken af Vanskeligheder eller Opoffrelser,
opført den sikkreste hidtil kjendte Grundvold, hvorpaa Forbedrings-
systemet kan opnaae sit store Maal.
Af 27 blandt de større Fængsler i Nordamerika (efter Dr. Julius,
hvis grundige Arbeide er ligesaa hædrende for Forfatteren, som
lærerigt for Læseren) ere 17 indrettede efter det Auburnske og
9 efter det Filadelfiske System. Eet eneste er blevet tilbage i
sin gamle Form, nemlig det ved Richmond i Virginien. Men det
er højst mærkeligt, at den Filadelfiske Idee baade er bleven
hyldet og anvendt ved alle de nye, siden 1831 indrettede, Straffe-
anstalter, til et Antal af ikke mindre end fem, hvoraf een i Staten
Ny-York, den egentlige Hjemstavn for den Auburnske Disciplin.
I Europa ere i de senere Aar adskillige Fængsler blevne ind-
rettede efter de nyere Anskuelser; deriblandt maa nævnes de i
Aberdeen, Paisley, Ayr, Dundee, Montrose og Lerwick i Skotland;
i Gent og Lüttich i Belgien, samt Warschau i Polen efter det
Filadelfiske System; det i Millbank ved London med Nærmelse
til sidstnævnte System; samt det i Coldbathfield ved London og
nogle franske og schweitzerske efter den Auburnske Methode. Den
Preussiske Regjering, som med sin oplyste Omsorg omfatter
Alt, der kan fremme Nationalvelstanden, har ogsaa udstrakt sin
Opmærksomhed til Pønitentiærsystemet. Aar 1830 foretoges ved
Insterburg Opbyggelsen af en Korrektionsanstalt efter Eensomheds-
systemet.
Efterat en almindelig Oversigt saaledes er leveret af Fængsels-
plejens Udvikling, skal jeg i det følgende Kapitel søge nærmere
at udvikle de tvende nu herskende Systemers Hovedkarakteer og
medførte Resultater, samt anføre de meest udmærkede Forfatteres
Omdømme over deres Mangler og Fordele saavel i moralsk som
økonomisk Henseende.
|
| d.IV,b.3,s.115 |
SAMMENLIGNING MELLEM DE AUBURNSKE OG
FILADELFISKE PØNITENTIÆR-SYSTEMER
For med Sikkerhed at kunne bedømme de ved Auburn og
Filadelfia fulgte særegne Forbedringssystemer, er det nødvendigt
at have Kundskab om deres forskjellige indre Orden og ydre
Disciplin, endog i de mindste Detaljer. Jeg skal saaledes frem-
stille en fuldstændig Forklaring deraf, og følger herved hoved-
sagelig Hr. Demetz's fortjenstfulde Beretning Aar 1837 til den
daværende Franske Indenrigsminister Grev Montalivet.
Fængslet ved Auburn tæller 770 Celler, et Kapel, adskillige
Værksteder og Spisesale, samt nødvendige Værelser for Økono-
mien og Vagtbetjeningen.
Ved Fangens Ankomst afklippes hans Haar, han iføres en sær-
skilt Dragt og en egen Celle bliver ham anviist.
Arbeidstimerne omvexle efter Aarstiderne. Om Sommeren
begynde de Klokken halv syv om Morgenen, og ende Klokken
sex om Eftermiddagen. Om Vinteren begynder Arbeidet med
Dagen, og ophører ved den indtrædende Skumring.
Eet Qvarteer efterat Arbeidsklokken har ladet sig høre, og
efterat Vagten er bleven opstillet, aabnes alle Celler, hvoraf
Fangerne træde ud og marschere i tæt sammensluttede Geleder
til Værkstederne.
Klokken syv eller otte, alt efter Aarstiden, spises Frokost,
hvorefter man strax igjen tager fat paa Arbeidet. Middagen
finder Sted Klokken tolv. Til hvert Maaltid indrømmes højst
30 Minutter.
Naar Fangerne begive sig til og fra Spisesalen, opstilles de i
særskilte Afdelinger, og tiltræde Marschen eller gjøre Holdt efter
Kommando; Enhver holder den ene Haand paa sin Forgjængers
Axel og Hovedet vendt til den af Bevogterne, som fører Be-
falingen.
Ved Singsing fortære Fangerne alle Maaltider i sine Celler,
hvilket visseligen i mange Henseender synes at have Fortrinet,
men volder naturligviis meget Besvær og Tab af Tid, da Fan-
gerne først skulle indlaases i Cellerne, og siden opstilles og ind-
deles for at begive sig til Værkstederne. Om Aftenen, efterat
|
| d.IV,b.3,s.116 |
Arbeidet er sluttet, hjemføres Fangerne i samme Orden. Paa
Vejen leveres enhver en Mugge Vand og en Skaal, indeholdende
Aftensmaden.
Saasnart Fangen er kommen til sin Celle, indtræder han strax
i den og skyder Døren til efter sig; Vogterne stænge da Cellerne
i en vis Orden, og for at forvisse sig om, at ingen har forstukket
sig, skal enhver Fange fremrække to Fingre gjennem det paa
Døren anbragte Gitterværk. Omtrent 20 Minutter medgaae for
at aabne eller tillukke de hver Vogter tildeelte Celler.
Om Natten ere Gangene oplyste og fire Vogtere ere ansvar-
lige for Ordens Overholdelse. Tvende af dem skulle altid være
i Bevægelse paa Gangene, forsynede med Sokker, for ei at høres
af Fangerne.
Under alle Forretninger bør den fuldkomneste Taushed iagt-
tages, givne Befalinger øjeblikkelig iværksættes, og Alt, hvad
der kan afstedkomme Bulder og anden Uorden, omhyggelig und-
viges. Den mindste Forsømmelighed, det ringeste Forsøg paa,
ved Hvisken eller Tegn at meddele sine Tanker, straffes strax
og uden Skaansel med flere Slag af en Pidsk paa den Feilendes
nøgne Skuldre. Retten til at straffe er udstrakt til alle Vog-
terne; Slagenes Antal er ikke bestemt.
Fruentimmer ere ikke underkastede Legemsstraf, men Arrest
i Cellen, Formindskning af Madportionen m. m. d.
Om Søndagen reengjøres Cellerne, Fangerne erholde reent
Linned og rene Lagen. Efter Frokosten begive de sig til Kapel-
let, og derifra til Søndagsskolen, hvorefter de indstænges i sine
Celler til den paafølgende Dag. Middagsmaden indtages da i
Cellerne.
Paa nogle faa Afvigelser nær, er Disciplinen lige i alle de
øvrige, efter det Auburnske System indrettede, Forbedrings-
anstalter.
Ved Cherry-Hill i Filadelfia iagttages følgende Orden:
Saasnart den dømte Forbryder ankommer til Fængslet, under-
søges hans Helbredstilstand af Lægen, hvorpaa han iføres en
særegen Dragt.
Med forbundne Øjne føres han til den Celle, som er ham til-
deelt, og hvorifra han siden ikke kommer ud før den idømte
Fængselstid er forløben. Han betegnes blot med Cellens Num-
mer. I sin rummelige, men eensomme, Celle overlades Fangen
|
| d.IV,b.3,s.117 |
til sørgelige Minder og bittre Betragtninger. Arbeide, eller anden
Sysselsættelse, gives ham ikke før han selv begjærer det. Sjel-
den forløbe to Dage inden han anholder derom paa det ind-
stændigste.
Dersom Fangen er kyndig i noget Slags Haandværk, leveres
ham Alt, hvad der udfordres for at drive det. I andet Fald
meddeles ham Underviisning i en eller anden nyttig Haand-
gjerning.
Inspektørerne, Præsterne, Forstanderen, Lægen og Bevogteren
ere de Eneste, som faae besøge Fangerne i deres eensomme
Boliger.
Fangerne staae op Kl. 5 Morgen og gaa til Hvile Kl. 9 Aften.
Om Vinteraftenerne oplyses de Fangers Celler med en Lampe,
hvis Arbeidsdygtighed kan bære denne Udgivt.
Trende Maaltider gives om Dagen: Frokost Kl. 7 eller 8, Mid-
dag Kl. 12 eller 1, Aftensmad Kl. 6 eller 7, alt efter Aarstiden.
Saasnart en Fange bliver syg, henføres han strax til Sygehuset,
hvor, for uryggelig at bibeholde Afsondringsprincipet, særskilte
Celler ere anordnede for at modtage de Syge, der tilsees af
særskilte Sygevogtere.
Alle Legemsstraffe ere banlyste fra Fængslet. De Feilende
straffes med Formindskelse af Fangekosten, mørk Celle og Tab
af Rettigheden til at arbeide. Efterat Hovedtrækkene af den
indre Ordning og Tugt saaledes ere antydede, staaer igjen at
bedømme begge Systemers Værd, som Straf- og Forbedrings-
anstalter, under følgende Synspunkter, nemlig:
a) Deres bestraffende Egenskab, Forbryderen til retfærdig Tug-
telse, Andre til tjenlig Advarsel.
b) Deres Indflydelse paa den Fængsledes moralske Forbedring
og Sundhedstilstand.
c) Muligheden i Længden vedbørlig at haandhæve den fore-
skrevne Orden.
d) Bekostningen for Fangernes Bopæl, Underholdning og Be-
vogtning.
e) Om Systemet befordrer eller vanskeliggjør Muligheden af
at erstatte Beløbet eller i det mindste en Deel af Statens
Omkostninger ved Benyttelse af Fangens Arbeidskraft.
f) Systemets Følger paa den Løsladtes fremtidige Stilling i Sam-
fundet.
|
| d.IV,b.3,s.118 |
a. Systemernes bestraffende Egenskab.
Frihedens Tab udgjør den egentlige Straf, hvorpaa den pen-
sylvanske Kriminallovgivning og de i dens Aand indrettede Straf-
anstalter hovedsageligst grunde sig. Dernæst kommer Arbeidet,
som, efter det Auburnske System, paatvinges Forbryderen ved
udvortes Midler, men derimod i det Filadelfiske indvilges ham
som en Trøst og attraaet Sysselsættelse; en stor Forskiellighed,
som senere skal belyses fra et moralskt Synspunkt.
Arbeide, i og for sig betragtet, er ingen Straf, men tvertimod
en for Menneskets indre og ydre Velbefindende absolut For-
nødenhed. Det er, være sig i aandeligt eller legemligt Hensyn,
det virksomste Middel til Forædling, og bør saaledes ikke frem-
stilles med afskrækkende Farver, eller sammenblandes med Be-
grebet om Straf. Arbeidet bør positivt have Sted i alle Straffe-
systemer, men mere som en forbedrende end som en egentlig
straffende Bestanddeel.
Den Auburnske Disciplin tilsteder vistnok ogsaa korporlig Straf,
dog ikke som Forsoning for den egentlige Forbrydelse, men
som et Middel til at opretholde de foreskrevne Regler for Or-
dens Haandhævelse, hvilken væsentlige Forskjel ei maa tabes
af Sigte. Den største Misdæder er ikke udsat derfor, naar han
kun omhyggeligt iagttager den paabudne Tugt, hvorimod den
ringere Forbryder segner under Opsynsmandens Pidsk, saasnart
han bryder den paalagte Taushed.
Pønitentiærsystemet bør saaledes hovedsageligen ansees som
en Straf paa Friheden.
Ifølge det Auburnske System, efter hvilket Fangerne hele
Dagen ere sammen i Værkstederne eller Spisesalene, bliver na-
turligviis Tabet af Friheden langt mindre afskrækkende. For-
bryderen gjenfinder den samme lastefulde Omgivelse, som han
havde i fri Tilstand, og hans fornedrende Stilling bliver ham
mindre tung, naar han seer den deelt af saa Mange. Skilsmis-
sen fra Frænder og Venner er vistnok smertelig, men ofte er
denne Følelse hos ham saa sløvet, at den kun lidt kan tages i
Beregning. Man erindre sig i denne Henseende den ved Genf
gjorte Erfaring.
Efter det Filadelfiske System derimod er Straffen af en dy-
bere Betydning. Under det eensomme Fængsels sørgeligt, eens-
|
| d.IV,b.3,s.119 |
formigt og langsomt hensnigende Timer, er Forbryderen overladt
til Samvittighedens hevnende Røst. Ingen ydre tillokkende Gjen-
stande findes omkring ham, der kunde bortlede hans Selvbetragt-
ning eller adsprede hans nedslagne Sind. Sørgelige Minder og
feilslagne Forhaabninger udrulle Maleriet af hans tilbagelagte
Liv, og vise ham det Onde, han har udøvet, det Gode han har
forsømt. Jo større Brøden, jo blodigere Skylden har været,
desto mere fortærende er ogsaa denne forfærdelige Eensomhed,
som han ei kan unddrage sig; thi det er Mærket paa enhver
Straf, der virker paa Sjelen uden at fornedre den, at dens
Strenghed staaer i et rigtigt og nøiagtigt Forhold til den sande
moralske Brødefuldhed og til selve det onde Forsæt, som har
forvoldt samme.
Denne Synsmaade af Eensomhedens martrende Virkninger
bestyrkes af de Fængslede selv, og, da deres egne Udtryk nøi-
agtigt skildre deres Følelser, skal jeg anføre nogle af de mærke-
ligste, hentede fra Dhrr. Beaumont og Tocquevilles interessante
Beretning om den grundige, af dem iværksatte, Undersøgelse af
Filadelfias Pønitentiærindretning, under hvilken de, efter erholdt
Tilladelse, i fjorten Dage besøgte Fangerne i deres Celler, og
samtalede med de Fleste af dem.
Nr. 41.2 Den Fængslede var en ung Mand, som erkjendte sin
Brøde. Under hele Samtalen havde han Taarer i Øinene.
Spørgsmaal. Finder De det haardt, at udholde det eensomme
Fangenskab? Svar. Det er den grueligste Straf, man har kunnet
udtænke. Sp. Deres Sundhed har dog ikke lidt derved? Sv. Nei,
Helbreden er god, men Sjelen er syg. Sp. Hvorpaa tænker De
meest i Deres lange Eensomhed? Sv. Paa Religionen; den er
min eneste Trøst. Sp. Anseer De Arbeidet for en Lindring?
Sv. Uden det vilde jeg ikke kunne leve; Søndagen er lang, det
kan jeg forsikkre. Sp. Hvad er Deres Mening om den Straf
De lider? Sv. Kan nogen Straf drive Mennesket til Selvbetragt-
ning og Forbedring, saa er det uden Spørgsmaal denne.
Nr. 22. En Neger, 32 Aar gammel, dømt for anden Gangs
Tyveri. Havde siddet atten Maaneder i Celle; god Helbred.
Sp. Finder De dette Fængsel saa haardt, som man paastaaer?
Sv. Det beroer paa den Fængsledes Sindsstemning. Opfatter
han ikke Eensomheden rigtigt, henfalder han til Tungsindighed;
|
| d.IV,b.3,s.120 |
forstaaer han derimod ret at vurdere dens Fordele, bliver den
ikke mere saa utaalelig. Sp. De har allerede forhen siddet i
Fængselet ved Walnut-Street? Sv. Ja, og et fælere Rede for
Laster og Forbrydelser kan man ikke tænke sig. Der udfordres
blot nogle faa Dage til at forvandle en ikke meget stor Forbryder
til en forhærdet Skurk.
Nr. 52. Ni og tredive Aar gammel, anden Gang domfældt;
havde siddet fast i et Aar; god Helbred. Fængselet ved Wal-
nut-Street er et frygteligt Sted, sagde han, man kan ei komme
forbedret derfra igjen. Var jeg blot kommen hid, havde jeg vist
ikke begaaet min anden Brøde. Sp. Hvorledes finder De Een-
somheden? Sv. Den faldt mig gruelig i Begyndelsen, dog har
jeg efterhaanden vænnet mig hertil. Uden Arbeide havde jeg
dog ikke kunnet udholde denne Straf; thi uden Arbeide gives
ingen Søvn.
Nr. 110. Fem og tyve Aar gammel; tilhørte de mere formuende
Klasser, dømt for Falsk; havde siddet fast et Aar; god Helbred,
Denne unge Mand røbede stor Glæde ved at see os. Man
kunde mærke, at Eensomheden var for ham en gruelig Straf,
og at han, mere end de Andre, følte Trang til at meddele sine
Tanker og Følelser. Han kunde ei tilbageholde sine Taarer, da
han talte med os om sine Forældre. Sp. Jeg seer, at denne
Straf har indvirket dybt paa Dem. Troer De, at den tillige
virker forbedrende? Sv. Ja, min Herre; og jeg finder dette
Fængsel langt bedre end andre. Det vilde for mig være skræk-
keligere, at være i Selskab med andre Forbrydere, end at leve
eensomt. Det er umuligt at være her uden at bringes til Efter-
tanke.
Beaumont og Tocqueville anmærke, at Fangernes Sindsstem-
ning havde i Almindelighed antaget en dyb, religiøs Retning, og
at de Fleste ikke kunde holde sine Taarer tilbage, naar de talte
om sin Tilstand og om sin Strafskyldighed. Ved Tugthuset i
Westminster forklarede Fangerne, at de foretrak at være et Fjer-
dingaar i et Fængsel, hvor de arbeidede i Fælledsskab, selv
under den strengeste Taushed, end en eneste Maaned i eensomt
Aflukke.
Indspærrelsen i eensomme Celler er ligeledes forsøgt i England
som militær Straf, og har afgivet særdeles tilfredsstillende Følger.
Chefen for Kongens Regiment skrev i Aaret 1827 følgende Brev
|
| d.IV,b.3,s.121 |
til Forstanderen ved det, efter det Filadelfiske System indrettede,
Forbedringshuus i Glasgow:
"Da jeg med mit Regiment forlader Glasgow, er det mig en
Fornøielse at kunne sige Dem, at Deres Pønitentiæranstalt har
været særdeles frugtbringende til at forbedre dem af mine Folk,
der have forseet sig. Dens Virkning har været saa stor, at jeg
i ni Maaneder ikke har behøvet at anvende en eneste korporlig
Revselse. Det er umuligt at opstille et sikkrere Beviis for For-
delen af det System, som De har anvendt."
Nogle Karle af det 10de Husarregiment, som i 1835 havde
siddet een Maaned i eensomt Fængsel, forklarede, at de heller
valgte 200 Slag, end endnu engang at underkastes samme Straf.
Fangernes Svar i Filadelfia, hvoraf, for at undgaae Vidtløftig-
hed, blot en Deel er anført, samt den i England vundne Erfaring,
godtgjøre, at eensomt Fængsel er et alvorligt Afstraffelsesmiddel.
Ihvorvel det Auburnske System, med sine strenge Anordninger
og vilkaarlige Straffe, ved første Øjekast, kan synes skarpere,
virker dog det Filadelfiske dybere, med mindre Voldsomhed,
men uden Afbrydelse og uden Skaansel. Vi have seet, at det
ogsaa har viist sig lige virksomt, som afskrækkende og advarende
Middel, og at det saaledes synes at opfylde de Betingelser, som
Samfundet tilsigter med Straf.
b. Systemernes Indflydelse paa den Fængsledes moralske
Forbedring og Helbredstilstand.
Muligheden af Fangernes Forbedring udgjør et for Menneske-
vennen ligesaa magtpaaliggende, som i politisk Henseende vigtigt
Formaal. Det er en ædel, Samfundet værdig, Bestræbelse, at
søge at forbedre dem af sine Medlemmer, der ere geraadede
paa Fortabelsens Vej, alt for ofte som Følge af en mangelfuld
Lovgivning eller herskende Fordomme. Det er af Vigtighed, ved
Forebyggelse af Tilbagefald, at stræbe at formindske Statens
stedse tiltagende Udgifter for Fangers Transport og Bevogtning,
samt det ikke ubetydelige Tab af saamange, enten forspildte,
eller mindre nyttigt anvendte Dagsværk. Begge de amerikanske
Systemer tilsigte Fangens Forbedring, ihvorvel de udgaae fra
ulige Synsmaader, og anvende ulige Midler dertil.
|
| d.IV,b.3,s.122 |
Det Auburnske virker egentlig ved den ydre Disciplin og hen-
ter sin Bestaaen fra en øjenblikkelig Afstraffelse af den mindste
Forseelse mod samme. Det Filadelfiske derimod anbetroer Sam-
vittigheden baade Straffen og Forbedringen.
Det Auburnske omgiver den Fængslede med forskjellige af-
vexlende Gjenstande, der henvende hans Opmærksomhed paa
den ydre Verden, og give hans slette Tilbøjeligheder bestandig
Næring. Han fristes til at skuffe sine Vogteres Strenghed, til
ved Hvisken eller Tegn at meddele sig til sine Medskyldige, og
naar dette lykkes ham, opmuntres hans slu Trodsighed af deres
bifaldende Blik. Det Filadelfiske derimod fjerner fra Fangen alle
Adspredelser, al Bestyrkelse af fordærvelige Exempler, og over-
lader ham hjælpeløs til sin egen Bevidsthed.
Begge Systemer søge at vænne Fangen til Arbeide og Flid.
Men i det Auburnske fremstiller Arbeidet sig med afskrækkende
Farver, som en Straf, en uundgaaelig Tvang; i den ensomme
Celle udgjør det derimod den Ulykkeliges Trøst og eneste Tids-
fordriv. Deraf bliver en naturlig Følge, at Fangen omfatter det
med Beredvillighed og Interesse.
Af denne Sammenligning synes følgende Slutning at kunne
uddrages, nemlig:
At det Auburnske System vistnok vænner Forbryderen til
øjeblikkelig Lydighed, en punktlig Udførelse af det foreskrevne
Arbeide, samt til at iagttage den paalagte Disciplin; men at hans
tilsyneladende Forbedring i høj Grad er begrundet i Frygt for
Straf, hvisaarsag der er Fare for, at han falder tilbage til sin
forrige forbryderske Levemaade, saasnart han veed sig fri for
Fangevogterens Pidsk.
At den Filadelfiske Ensomhed virker mere umiddelbart paa
Sjelen, eller paa selve Forsættet til Ondt eller Godt, og at den
frigivne Fange medtager Frugten af en heldbringende Selverkjen-
delse og af den indre advarende Røst, til hvis straffende Streng-
hed han har været overladt.
Hr. Ducpetiaux, Generalinspektør over de belgiske Fængsler,
yttrer Følgende om det Pensylvanske Forbedringssystem: "En-
somheden foraarsager en næsten øjeblikkelig Forandring hos
de stridigste Gemytter. Den Dorske og Dovne opmuntres til
Flid og Virksomhed; Trodsigheden forvandles til en stille Under-
|
| d.IV,b.3,s.123 |
kastelse, og de meest forhærdede Tilbøjeligheder kunne ikke
længe modstaae Velviljens og Religionens Røst."
Disciplinens Virkning paa Fangernes Helbredstilstand fortjener
dernæst en omhyggelig Prøvelse.
At den store Forandring i den Fangnes Levemaade, idet han
fra fri Tilstand indespærres i et Fængsel, maa have en mægtig
Indflydelse baade paa hans Humør og Helbred er en erkjendt
Sag. Det staaer saaledes blot tilbage, at prøve, om den fuld-
komne Ensomhed har viist sig at medføre fordærveligere Følger
for Helbreden, end sædvanligt Fangenskab.
Dr. Julius meddeler flere Opgivelser med Hensyn paa Sund-
hedstilstanden i adskillige af Europas og de Forenede Staters
Fængsler, som ere høist lærerige, og hvoraf jeg skal anføre
nogle af de i ovennævnte Hensigt meest interessante.
I Aarene 1834 og 1835 regnedes i Middeltal af 100 Fanger
aarligen
Sygdomstilfælde:
i Sing-sing . . 77.
i Auburn . . . . . . . . . 59. Det Auburnske System.
i Baltimore . . . . . . 217.
i Filadelfia . . . . . 77.
Da Sygeligheden i den Pensylvanske Forbedringsanstalt saa-
ledes i Middeltal har været ringere end i de efter det Auburnske
System indrettede Fængsler, synes deraf at kunne sluttes, at
Aarsagen til det ulige Antal af Sygdomme bør søges i andre
Omstændigheder end i Cellelivet.
At den i Filadelfia bemærkede Sygelighed ei heller bør ansees
som særdeles stor, bevises deraf, at den er ligestor med den i
Staden Manchester sædvanlig herskende, men mindre end i den
Preussiske Hær, hvor Sygdomstilfældene i Aaret 1836 løb op til
113 paa 100 Mand.
Hvad Dødeligheden betræffer, har dens Forhold været følgende:
Sing-sing . . . . . . 12 % Det Auburnske System.
Auburn . . . . . . . . . 5,5 %
Boston . . . . . . . 5 %
Filadelfia . . . . . . 3,8 %. Det Pensylvanske System.
Pittsburg . . . . . 3,3 %
|
| d.IV,b.3,s.124 |
I det efter det gamle System indrettede Fængsel i Richmond
(Virginien) er, fra Aar 1800 til Aar 1835, hver 5te Fange død.
Middeltallet af Døde i Glasgow (Cellesystemet) er under 2 pCt.,
eller hver 50de Fange. I Fængselet i Ayr, ogsaa indrettet efter
det Filadelfiske Princip, døde i de to første Aaringer, af de der
indbragte Fanger, i Middeltal 29 Personer.
Iblandt de Franske Galeislaver, som bestandigt arbeide i fri
Luft, er Dødeligheden fra Aar 1830 til 1833 incl. aarligen, efter
et Middeltal, gaaen op til 5 pCt.
I Millbank ved London gik Medium af de Dødes Antal i
fem Aar, eller fra 1830 til 1834 incl. op til 7 1/3 pCt. aarligen,
eller omtrent 1/13.
Ved Langholmen har Dødeligheden i de fem sidste Aar været
omtrent 3 1/2 pCt. aarligen.
Hr. Crawford, Generalinspektør over alle Strafanstalter i den
midterste Deel af England, yttrer sig i sin Rapport angaaende
de Filadelfiske Pønitentiærhuse paa følgende Maade: "Da jeg
kjender de Betænkeligheder man ialmindelighed nærer mod et
langvarigt Fangenskab i Ensomhed, har jeg med den nøiagtigste
Opmærksomhed villet undersøge dets Virkning paa den Fangnes
Humør og Helbred. De Fleste af dem, jeg har samtalet med,
havde været indespærrede i fire Aar. Hverken i deres Ud-
seende eller Svar kunde jeg opdage det Mindste, som tydede
hen paa, at den lange Ensomhed havde skadet deres Helbred
eller svækket deres Forstandsevner. Om end alvorlige, vare de
alligevel ikke nedslagne; Nogle havde endog bedre Humør, end
man kunde vente."
Hr. Demetz, som senere har undersøgt de amerikanske Fæng-
sler, istemmer aldeles dette Udsagn med følgende Tillæg: "Jeg
kan med Tryghed bevidne, at den paa Fangernes fuldkomne
Adskillelse grundede Disciplin ogsaa i denne Henseende kan
udholde Sammenligning med hvilketsomhelst andet Forbedrings-
system."
Den udmærkede Dr. Franklin Bach, Dattersøn af den navn-
kundige Benjamin Franklin, opgiver i sin Embedsindberetning,
at Dødeligheden, i de syv Aar han har været Læge ved Cherry-
Hill, i Middeltal er gaaet op til 3 pCt. aarligen, medens samme
i Staden Filadelfia har været 2 3/4 pCt. I det gamle Fængsel
ved Walnut-Street var den i 12 Aar løbet op til 6 pCt. aarligen.
|
| d.IV,b.3,s.125 |
Det Filadelfiske Systems Modstandere have bebreidet samme,
at det skal have en skadelig Indflydelse paa Fangernes Sinds-
stemning. Vi have ikke destomindre seet, at Beaumont, Toc-
queville, Julius, Crawford og Demetz bevidne det modsatte. Om
den Omstændighed, som sandsynligviis har givet Anledning til
denne Frygt, gives tilfredsstillende Oplysninger i ovennævnte
Dr. Franklins Rapport, af Indhold: at af 697 Fanger, som i et
Tidsrum af 7 Aar vare blevne indtagne i Cherry-Hill, sexten
havde viist Tegn til Sindssvaghed, men at det er officielt be-
kræftet, at deraf de 10 forud ikke havde været ved sin fulde
Fornuft, og at vægtige Grunde ere forhaanden til at antage, at
af de sex øvrige fire have givet Tegn til Tungsind inden de
bleve dømte. Denne Omstændighed lader sig let forklare deraf,
at intet Dolhuus findes i Grevskaberne i Pensylvanien, og at
Dommerne ofte nødes til at dømme dem til Pønitentiæranstal-
terne, der i andre Lande, som Sindssvage, overgives til Læge-
behandling.
c. Muligheden for i Længden at haandhæve den forordnede
Disciplin.
I denne Henseende er det Filadelfiske Systems Fortrin øjen-
synligt. Den i sin ensomme Celle indspærrede Fange overlades
ganske til sig selv, Vogteren har blot at iagttage, at han ordentlig
forsynes med Føde, Arbeidsmaterialier m. m.
Det Auburnske System derimod udfordrer en fortsat øjen-
blikkelig Aarvaagenhed, for iblandt Fangerne at opretholde den
fuldkomne Taushed, hvorpaa hele Disciplinen og Vogternes egen
Sikkerhed beroe. Men naar man betænker Menneskets næsten
uimodstaaelige Trang til at meddele sine Tanker og Indtryk,
samt de mangfoldige Anledninger, som dertil frembyde sig under
et langvarigt, ofte støjende, Arbeide, ligesom ogsaa under Maal-
tiderne: indseer man let, at alene Frygten for skarp korporlig
Revselse muligens kan afskrække de Fængslede fra indbyrdes
at vexle Ord eller Tegn. Den vilkaarlige, enhver Vogter ind-
rømmede Ret, til strax -- thi Straffen maa følge umiddelbart
paa Forbrydelsen -- at hudflette den Ulydige, giver Anledning
til mange Misbrug, og vækker hos Fangen en Uvilje og For-
bittrelse mod dem, som skulle paasee Lovens og god Ordens
|
| d.IV,b.3,s.126 |
Opretholdelse, -- en Aandsretning, der virker skadeligt paa hans
indvortes Forbedring.
Beaumont og Tocqueville berette, at de ved Sing-sing have
seet 900 Forbrydere arbeide i fri Luft under Bevogtning af ikkun
30 Mand. Om end dette Exempel paa den ene Side er et nyt,
forbausende Beviis paa, hvad Taushed og god Orden i denne
Henseende formaae, er det dog paa den anden Side uimod-
sigeligt, at denne Indretning kan afstedkomme de farligste Følger
for den almindelige Sikkerhed.
d. Omkostningerne ved Fangernes Underholdning, Bolig og
Bevogtning.
Omkostningen for Fangens Føde og Beklædning bliver omtrent
den samme efter begge Systemer; snarere ringere efter det
Filadelfiske, da en Fange, som opholder sig stadigt i en op-
varmet Celle, naturligviis behøver mindre varme Klædnings-
stykker og slider mindre Sko, end om han arbeidede ude.
Bygningerne, som udgjøre den bekosteligste Deel af Fange-
plejen, ere efter begge Systemer kostbarere, end de have været
efter den hidindtil herskende umenneskelige Skik, i trange og
mørke Lokaler at indspærre en Mængde Individer, hvoraf mange
siden befindes at være uskyldige.
I de Auburnske Fængsler ere Cellerne anbragte i tvende Rader
med fælles Skillemuur. Da de blot ere beregnede for Natten,
erholde de Lys blot igjennem et paa Døren anbragt og med
Gitter forsynet Vindu, som vender ud til Gangen, hvor Vagten
opholder sig. De ere sædvanligviis 7 Fod lange, 4 1/2 Fod brede,
samt 7 à 7 1/2 Fod høje; de indeholde en Seng og en Stol. Des-
foruden udfordres der Værksteder, hvor Fangerne opholde sig
om Dagen, Spiseværelser og et Kapel. Omkring Værkstederne
løber en Gang, hvorfra man kan bevogte Fangerne uden at blive
seet af dem. En høj Ringmuur, hvorpaa er anbragt et Galleri
for Skildtvagterne, omgiver det Hele.
De Pensylvanske Straffeanstalter bestaae af adskilte Bygninger,
der udgaae fra et fælles Middelpunkt, hvor Vogternes Værelse
er beliggende, og fra hvilket alle de særskilte Gange kunne
overskues. Cellerne ere ogsaa her anbragte i tvende Rækker,
men adskilte ved et Galleri og forsynede med Vinduer udad,
|
| d.IV,b.3,s.127 |
for at skaffe den i sin Celle arbeidende Fange tilstrækkelig Lys-
ning. Deres Forhold er følgende: Længde 13 1/2 Svenske Fod,
Bredde 9 Fod, Høide omtrent 10 1/2 Fod.
I Filadelfia er hver Celle i underste Etage forsynet med en
liden Gaard, 9 Fod bred og 15 Fod lang, hvor det tillades Fangen
at trække frisk Luft nogle Gange om Ugen. Man holder allige-
vel for, at dette kan undværes, idetmindste naar man ikke an-
slaaer Fængselstiden længere end til 3 Aar. Da Fangen stadigt
opholder sig i sin Celle, udfordres ingen Værksteder, Spise-
værelser eller noget Kapel.
Naar Gudstjenesten holdes, stiller Præsten sig i selve Gangen
og Dørene aabnes paa Klem. Hver Celle er desforuden forsynet
med et Gitter, som forbliver tillaaset. Det maa ikke være mindre
sælsomt end høitideligt, at høre Præstens advarende Røst tiltale
den usynlige Menighed, hvis talrige Medlemmer, fuldkommen
adskilte fra hverandre, dog ere forenede i en fælles Anger og i
fælles Bønner.
Hele Anstalten omgives af en høj Ringmuur.
Bestemt at opgive selve Beløbet af Omkostningerne er van-
skeligt; thi dette beroer paa Bygningens større eller mindre
Pragt, Prisen paa Materialier, Arbeidsløn m. m.
Naar man, for dog at have en Grund for Beregningen, for-
deler den hele Sum af Pønitentiæranstaltens Bygningsomkost-
ninger paa hver enkelt Celle, finder man, at denne, efter
det Auburnske System, i Begyndelsen har kostet 584 Dollars
(1,460 Rdlr. 40 Sk. svensk Bko.3) men at Udgivterne, som Følge
af Erfarenhed og iagttagen Økonomi, i Wethersfield er gaaen
ned til 150 Dollars (345 Rdlr. Bko.). Hr. Wells, en af Inspek-
tørerne, paastaaer, at den end ydermere kan nedsættes til 80 Dlr.
(200 Rdlr. Bko.).
Ved det, i gothisk Stiil og efter det Filadelfiske System op-
førte, prægtige Fængsel ved Cherry-Hill løbe Omkostningerne
for hver Celle op til 1,624 Dollars (4,069 Rdlr. Bko.); men ere
siden formindskede til 735 Dollars (1,836 Rdlr. Bko.). Men naar
man beregner Arbeidslønnen til 1 Dollars (eller 2 Rdr. 24 Sk. Bko.)
daglig indsees let, at ingen egentlig Jevnførelse kan ske med
Lande, hvor Arbeidslønnen er ringere. Beregninger af højst
ulige Resultater ere ogsaa gjorte. I Frankrige anslaaer Hr. Be-
|
| d.IV,b.3,s.128 |
renger hver Auburnsk Celle til 500 Fr. og Hr. Aylies beregner
samme til 600 Francs (250 -- 300 Rdlr. Banko &bmbrk; 100 -- 120 Spd.). Dr. Julius opgiver den
Filadelfiske Celles Kostende ved den preussiske Strafanstalt In-
sterburg til 387 preussiske Thaler (677 Rd. 12 Sk. B. &bmbrk; 278 Sp. 38 Sk.4) hvorimod den til
Amerika afsendte franske Architekt Blouet i sit Forslag anslaaer
den Auburnske Celle til 1,165 Francs 50 c. (560 Rd. 29 Sk. B. &bmbrk; 208 D. 98 Sk. Sp.)5 men
den Filadelfiske til 2,136 Francs 76 c. (1,027 Rd. 37 Sk. B. &bmbrk; 382 D. 50 Sk. Sp.). Ved ældre
Bygninger, som indredes efter Cellesystemet, bliver Udgivterne
forholdsviis langt mindre; ved Slottet St. Germain, ei langt fra
Paris, hvor en militær Strafanstalt indrettes efter en stor Maale-
stok, beregnes de til 650 Francs (312 Rd. 31 Sk. B. &bmbrk; 116 D. 55 Sk. Sp.) for hver Celle, der
bliver 7 Fod lang, 5 Fod bred og 8 Fod høj6.
Med Hensyn til Bevogtningsomkostninger tilsteder det Filadel-
fiske System betydelige Besparelser. Efter den Auburnske Di-
sciplin udfordres een Bevogter for 19 Fanger; efter Ensomheds-
systemet derimod blot een for 30 Fængslede.
Ved Korrektionsanstalten paa Langholmen findes een Bevogter
eller Soldat for hver 5te à 6te Korrektionist.7
I næste Kapitel skal denne for Pønitentiærsystemets mulige
Anvendelighed i Sverige vigtige Deel nærmere blive behandlet.
En i financiel Henseende ligesaa vigtig, som fra et menneske-
ligt Synspunkt lykkelig, Mulighed for, ved Hjælp af det Filadel-
fiske Systems dybt virkende Strenghed, at kunne forkorte selve
Straffetiden maa ikke herved tabes af Sigte, og Dr. Julius grunder
derpaa følgende mærkelige Beregning: "Bygningsomkostningerne,"
siger han, "til en Strafanstalt efter det Auburnske System løbe
op til 2 Trediedele af et efter den Pensylvanske Idee indrettet
Fængsel; jeg anslaaer til Exempel 200 Auburnske Celler til
100 Thaler (69 D. 40 Sk. Sp.) hver, eller ialt 20,000 Thlr. (13,866 D.
80 Sk. Sp.) og et lige Antal Filadelfiske til 150 Thlr., som udgjør
|
| d.IV,b.3,s.129 |
30,000 Thlr. I disse 200 Auburnske Celler kunne i et Tidsrum
af 15 Aar kun 600 Misdædere undergaae en femaarig Straf; men
i de 200 Pensylvanske Celler, som tillade en Nedsættelse i Straffe-
tiden fra 5 til 3 Aar8 kunne i de samme 15 Aar 1,000 Fanger
indtages. Renten à 5 pCt. af den oprindelige Bygningskapital
beløber sig aarlig i Auburn til 1,000, i Filadelfia til 1,500 Thlr.
eller i Løbet af 15 Aar til 15,000 og 22,500 Thlr. (15,600 Spd.)
hvilken Sum, fordeelt paa de i nævnte Tidsrum fængslede For-
brydere, udgjør i Auburn 25, men i Filadelfia blot 22 l/2 Thlr.
(15 D. 72 Sk. Sp.) eller med andre Ord, Beløbet af begge Sy-
stemers egentlige Udgivter for Cellerne forholder sig som 9 til 10
til Fordeel for det Pensylvanske."
e. Om Pønitentiærsystemet befordrer eller vanskeliggjør Muligheden
for, ved Anvendelse af Fangens Arbeidskraft, at erstatte Beløbet
eller idemindste en Deel af Statens Udgifter.
Det er en til alle Tider erkjendt og i alle Sprog udtalt Sand-
hed, at Lediggang er Moder til alle Laster, og man antager der-
for, at Arbeide, som Modsætning dertil, er det sikkreste Hel-
bredelsesmiddel derimod. Denne Anskuelse er uimodsigeligen
rigtig, men ved dens Anvendelse som forbedrende Element ved
en Pønitentiærindretning, maa man først og fremst overveje, om
det heldbringende virker paa Fangens indvortes Forbedring, og
gjør det muligt for ham, ærligen at fortjene sit Ophold, efterat
han har gjenerholdt Friheden. Det er allerede bemærket, at
Beskjæftigelse viser sig for den i Ensomhed hensmægtende Fange
som en forønsket Trøst, hvorefter han længes, et velkomment
Tidsfordriv, hvorimod den Auburnske Disciplin gjør det, i og for
sig selv haarde og tunge, Arbeide, forhadt i Fangens Øine, for-
medelst Anvendelsen af Straffe og Tvangsmidler. Den moralske
virkning deraf er let at indsee.
|
| d.IV,b.3,s.130 |
Med Hensyn til Besværligheden for Fangen i at forsørge sig,
naar han kommer i Frihed, er det magtpaaliggende at skaffe
ham Anledning til under Fangenskabet enten at lære sig et nyt-
tigt Haandværk eller ogsaa at fuldkommengjøre sig i det, som
han forud har drevet.
I de Auburnske Straffeanstalter drives Arbeidet mere fabrik-
mæssigt og i mange forskjellige Retninger; i de Filadelfiske
derimod er Arbeidet indskrænket til visse Haandværk, nemlig
Skrædder-, Skomager-, Snedker- og Væverhaandværkere, med
eet Ord til saadant Arbeide som kan udføres af een Person
alene uden nogen Andens Hjælp. Hr. Pradier i Paris har endog
i en Skrivelse af 15de Juli 1837 til Dhrr. Blouet og Demetz op-
regnet 48 særskilte Haandværk for de i Celler ensomt arbeidende
Fanger. Dette Slags Virksomhed er ustridigen gavnligere for
den Fangne selv, hvem det derved gjøres muligt at fortjene sit
Ophold, som ene Person og under hvilkesomhelst Omstændig-
heder; men et fælles Arbeide i større Maalestok, afkaster vist-
nok betydeligere Indkomster til selve Indretningens Underhol-
delse.
I Auburn, berette Dhrr. Beaumont og Tocqueville, dækkede
Indkomsterne allerede i de første tvende Aar alle Udgivterne,
og ved Pønitentiæranstalten i Wethersfield var i tvende Aar
Nettobeholdningen stegen til 17,139 Dollars, eller i svensk Mynt
42,897 1/2 Rdlr. Banko (16,126 D. 29 Sk. Sp.). Imidlertid maa ei
herved lades ubemærket, at Mangelen paa et tilstrækkeligt Antal
Arbeidere i Nordamerika, og den deraf flydende meget høje
Arbeidsløn, gjør en saadan Gevindst mulig, hvilket ei kan paa-
regnes under andre Forholde. Ved Siden heraf bør heller ikke
tabes af Sigte, at det er ubilligt mod de fri Næringsdrivende, at
Staten selv optræder med større Fabrikrørelse, som drives af
en lidet kostbar Arbeidskraft, og hvor Forhandlingsprisen paa
de tilvirkede Varer saa betydeligen kan nedsættes, da enhver
Indtægt, om end nok saa ringe, alligevel er en Gevindst, siden
de af Loven dømte Forbrydere i ethvert Tilfælde skulle under-
holdes paa offentlig Bekostning.
I Cherry-Hill have derimod Udgivterne overskredet Indkom-
sterne.
|
| d.IV,b.3,s.131 |
1834 med 6,524 Dollars. Udgivten for hver Fange 37,91 Dollars.
1835 - 10,978 -- -- - - -- 41,06 --
1836 - 8,165 -- -- - - -- 27,01 -- 9
At Forholdet imellem Omkostningerne ikke altid falder ud til
det Auburnske Systems Fordeel, men beroer af andre Om-
stændigheder, sees deraf, at exempelviis i det Auburnske Fængsel
ved Coldbathfields kostede hver Fange i Aaret 1836 8 Pence
om Dagen (18 &bmskilling;. Norsk) eller næsten 12 £ 4 Sh. (56 D. 14 &bmskilling;. Sp.)
om Aaret; i den Filadelfiske Strafanstalt ved Ayr kostede der-
imod Fangen kun 8 £ (36 D. 96 &bmskilling;. Sp.) aarlig; i Glasgow Aar 1837:
3 £ 17 Sh. (17 D. 85 &bmskilling;. Sp.); 1838: 2 £ (9 D. 24 &bmskilling; Sp.).
Fangerne bør i sin Ensomhed først og fremst anvendes til
Forfærdigelse af det, som udfordres til deres egen Beklædning,
Indretningens Inventarier m. m. Hvor fælles Arbeide, overeens-
stemmende med det Auburnske System, kan paaregnes, bør det
benyttes til Opførelse af offentlige Bygninger, saasom Fængsler,
Dokker, Fæstningsværker m. m. Paa denne Maade kan den
Fængsledes Arbeidskraft paa en for ham selv og Staten gavnlig
Maade anvendes, imedens man undgaaer de ovenanførte Uleilig-
heder.
Anvendelsen af Fangens Arbeidsfortjeneste har ogsaa været
Gjenstand for ulige Anskuelser, og Hr. Aylies, som opmærksomt
har behandlet Spørgsmaalet, formener, at Fangen ei bør have
nogen Andeel deri, men hele Gevindsten tilhøre Staten. Dog
synes han isærdeleshed at grunde sin Mening paa det i de
Franske Korrektionshuse herskende Forhold, at de Entreprenører,
som have forpagtet Fangernes Arbeidskraft, ikke alene gjøre høje
Fordringer, men give ogsaa Fangen Anledning til inden Korrek-
tionsanstalten at faae kjøbt baade Viin og Madvarer, for paa
denne Maade at opdrive hans Arbeidsiver saa højt som muligt.
Som et Beviis paa, hvorvidt disse, for den indre Disciplin og
Fangens mulige Forbedring saa skadelige, Misbrug gaae, vil jeg
blot anføre Handelsministerens Cirkulære Aar 1834, som forbyder,
at der ved de Franske Korrektionshuses Marketenderier (cantines)
maa sælges Vildt eller andre sjeldnere Madvarer, der kunne an-
|
| d.IV,b.3,s.132 |
sees som Luxusartikler. Man indseer heraf, hvormeget den i sig
selv rigtige Tanke, at formaae den Fangne til Arbeidsomhed,
kan misforstaaes og blive skadelig. Jeg for min Deel finder, at
det vilde være baade ubilligt og uklogt at frakjende Fangen al
Andeel i Arbeidsfortjenesten; thi derved maatte den Flittige
tabe en opmuntrende Belønning, og selve Arbeidet miste en stor
Deel af sin Interesse. Dispositionsretten over den erhvervede
Gevindst bør derimod ei overlades Fangen, forinden hans idømte
Fængselsstraf er udløben og han atter kommer i fri Stilling.
Da bliver denne Understøttelse, som i Forhold til hans Trang
bør tildeles ham, af yderste Vigtighed indtil han har kunnet
skaffe sig Tjeneste eller anden lovlig Sysselsættelse, for at ikke
Nød og Elendighed skal bevirke hans snare Tilbagefald. Staten
bør saaledes af Fangens Arbeidsfortjeneste først erstattes for
Fangens Kosthold, men Alt, hvad derover kan udbringes, ind-
sættes i Sparebanken i den Fangnes Navn, og forrentes til hans
Bedste.
f. Systemernes Følger for den Løsladtes fremtidige Stilling i
Samfundet.
Efterat Strafanstalten har fyldestgjort sin Opgave, i det af
Loven bestemte Tidsrum at straffe og forbedre, saavidt den
Ufuldkommenhed, der hefter ved al menneskelig Indretning, til-
lader, staaer endnu tilbage et vigtigt Formaal, det nemlig at
bevirke den Løsladtes Gjenoptagelse i det forsonede Samfund.
Den foruden, ere saavel den anvendte Møje, som de store Ud-
gifter spildte, Menneskelighedens Fordringer kun halvt tilfreds-
stillede, og den offentlige Sikkerhed udsat for samme Farer som
før. De ædle Menneskevenner, som begyndte at hefte sin Op-
mærksomhed paa faldne Medbrødres ulykkelige Tilstand, hen-
vendte først sine ivrige Bestræbelser paa at formilde deres
Lidelser, tilfredsstille deres fysiske Trang, samt bevare deres,
som Følge af de elendige og usunde Fængsler, nedbrudte Hel-
bred. Efterat Medlidenhedens Fordringer vare gjorte Fyldest,
udstraktes Omsorgen til deres moralske Forbedring; men endnu
et Skridt staaer tilbage for at naae Maalet: at værne om den
løsladte Fanges første vaklende Skridt paa Ærlighedens og
Pligtens Bane.
|
| d.IV,b.3,s.133 |
Private Foreninger have allerede dannet sig i flere Lande, for at
forskaffe den løsladte Fange ikke Almisse, men Arbeide, Tjeneste,
med eet Ord, Muligheden til paa en ærlig Maade at forsørge sig.10
Betragter man Forbedringssystemernes umiddelbare Indvirkning
paa den Løsladtes Forhold, finder man, at den Pensylvanske
Indretning besidder et afgjort Fortrin for den Auburnske.
Det Farligste for Den, som efter udholdt Straf forlader Fængslet,
er, næst Forstødelse og Fattigdom, de slette Bekjendtskaber, han
har gjort blandt sine Ulykkeskammerater. De røbe sædvanlig
hans forrige Fornedrelse, og forlede ham ofte, ved Trudsler
eller skadelige Raad, til at begaae nye forbryderske Handlinger.
Erfaringen giver herpaa ligesaa mange som bedrøvelige Beviser.
Ved de afsondrede Fængselsrum er denne store Vanskelighed
fuldkommen forebygget, og i Cherry-Hill spurgte en Fange, om
hans Medskyldige var bleven paagreben, da denne i 2de Aar
havde befundet sig i nærmeste Celle.
Sædvanligviis er det i Arresterne Fangerne bygge Planer og
træffe Overeenskomster om nye Forbrydelser, samt indgaae
Forbindelser sigtende til at staae hverandre bi, naar de ere
komne paa fri Fod. Den strenge Taushed, som iagttages efter
den Auburnske Disciplin, afhjælper vistnok for en Deel disse
farlige Foreninger, men den kan dog ikke yde saa fuldkommen
Betryggelse derimod, som Ensomheden og et fuldkomment
Ubekjendtskab mellem de Fængslede.
Sammenligner man Antallet af de Løsladtes Tilbagefald, er-
holder man en lærerig Oversigt over de enkelte Systemers
Virkning paa Fangernes moralske Forbedring.
Medens Klassifikationssystemet var herskende, fandt følgende
Forhold Sted.
I det gamle Fængsel i Ny-York var Antallet af Tilbagefald
11 pCt.; i Konnektikut 25 pCt.; i Boston 16 pCt.11
Det Auburnske System.
I Wethersfield omtrent 9 pCt.; i Sing-sing 8 1/2 pCt.; i Auburn
6 3/4 pCt.
|
| d.IV,b.3,s.134 |
Det Filadelfiske System.
I Cherry-Hill paa 278 Løsladte ikkun 15 Tilbagefald, eller ikke
fuldt 5 1/2 pCt. Desforuden maa man ikke oversee, at af disse
Femten de Fire forhen havde været arresterede i Fængsler,
hvor Fangerne vare om hinanden, og saaledes udsatte for den
Fordærvelse, som er en uundgaaelig Følge af mange Forbryderes
Vexelvirkning paa hverandre. Da denne Uleilighed, efter det
Pensylvanske System, afhjælpes ved de Fængsledes fuldkomne
Adskillelse, synes det mindre billigt, at disse fire Tilbagefald
tages med i Beregningen. Fraregnes de, fremkommer det glæde-
lige Resultat, at af de Fanger, som ialt havde været under-
kastede det Filadelfiske Pønitentiærsystem, ere ikke fuldt 4 pCt.
vendte tilbage til Straffeanstalten.
Paa ovenanførte Sammenligninger synes følgende Formening
at kunne grundes:
At det Auburnske System, som om Natten fuldkommen adskiller
Fangerne, og under Dagens uafbrudte Arbeide ikke tillader
nogen Meddelelse imellem dem, allerede indeholder en væsent-
lig Forbedring for de sædvanlige Fængselsstraffe med eller uden
Klassifikation.
At det ikke destomindre giver Anledning til skadelige Misbrug;
at Disciplinen er yderst vanskelig at iagttage i Længden, og ud-
fordrer en skarp og vilkaarlig Anvendelse af korporlig Straf,
som baade opirrer og fornedrer Fangen.
At det i Henseende til Fængselsbygningerne er mindre be-
kosteligt, for saavidt man ikke antager, at Straffetiden, paa
Grund af Straffens Strenghed, betydeligen kan nedsættes; i
hvilket Fald den af Dr. Julius paaberaabte Beregning viser, at
Bygningsomkostningerne da forholde sig som 9 til 10, til Fordeel
for det Pensylvanske System.
At det Auburnske System udfordrer langt større Vagthold
end det Pensylvanske.
At det fælles Fabrikarbeide, paatvunget ved ydre Midler,
vistnok kaster mere af sig, men virker mindre fordeelagtigt paa
den Fængsledes Arbeidslyst og hans egen Evne til fremdeles at
forsørge sig.
|
| d.IV,b.3,s.135 |
At det Filadelfiske System virker mere dybt og umiddelbart
til den Fangnes moralske Forbedring. At det ved Selvbetragtning
og en qvalfuld men velgjørende Ensomhed tæmmer hans Sind
og qvæler hans onde Tilbøjeligheder. At det gjør Arbeidet til
en forønsket og trøstende Sysselsættelse, og befordrer en større
Arbeidsdygtighed.
At det fuldkommen forebygger skadeligt Bekjendtskab og far-
lige Meddelelser imellem Fangerne.
Heraf kunne atter følgende Resultater uddrages:
At det Filadelfiske System først og fremst bør anvendes for
at adskille de paa Forbrydelsens Bane indtraadte ulykkelige
Væsener fra gamle forhærdede Misdædere, eftersom den smit-
somme Vexelvirkning, som i vore Fængsler nærer en bestandig
stigende Sædernes Fordærvelse, ene og alene paa denne Maade
fuldkommen kan forebygges.
At bemeldte System ligeledes i høj Grad er anvendeligt paa
de Individer, hvis Forbedring ansees mulig, og som, efter udstaaet
Straf paa sin Frihed, skulle vende tilbage til Samfundet.
At alle Herreds- Lehns- og øvrige Arresthuse, Korrektions-
anstalter, samt Fængsler, i hvilke paa en vis Tid dømte Fanger
indspærres, bør være forsynede med Celler og indrettede over-
eenstemmende med det Pensylvanske Ensomhedsprincip.
At det Auburnske System derimod kun der synes anvendeligt,
hvor man mistvivler om Fangens mulige Forbedring, (til Exempel
ved Saadanne, som flere Gange ere faldne tilbage eller allerede
i længere Tid have været udsatte for vore nuværende Fængslers
dybe Demoralisation) samt for dem, som ere dømte paa længere
Tid end den, hvortil man anseer Ensomhedsprincipet, uden Fare
for Fangens Helbred, anvendeligt.
Muligheden af disse Anskuelsers Realisation i vort Land bliver
Gjenstanden for næste Kapitel.
|
| d.IV,b.3,s.136 |
OM PØNITENTIÆRSYSTEMETS ANVENDELSE I SVERIGE
For rigtigt at kunne bedømme Nødvendigheden og Muligheden
af Pønitentiærsystemets Anvendelse i Sverige, er det magtpaa-
liggende at kjende vore Strafanstalters nærværende Tilstand.
En kort Fremstilling deraf turde saaledes ikke blive uden Nytte.
Allerede paa Rigsdagen 1815 vaktes Motion om Opførelsen
af Korrektionshuse, for at disse Strafanstalter kunde være fær-
dige, naar den nye Lov blev antagen. Stænderne i 1817 be-
vilgede Midler dertil, og 2de Aar derefter indrettedes Arbeids-
og Korrektionshuset i Wadstena. I adskillige Lehn indsamledes
Bidrag til Istandbringelsen af Arbeidsanstalter, Nødvendigheden
af en nøiagtig Opsigt ved Rigets samtlige Strafanstalter indsaaes,
og Aar 1825 stiftedes en særegen Bestyrelse, som skulde tage
fat paa de til disses Organisation og Forvaltning hørende An-
liggender. Denne Forholdsregel var udentvivl ganske rigtig, thi
den er en ueftergivelig Betingelse for at kunne indføre System
og Drivt inden denne vigtige Forvaltningsgreen; men den er ikke
destomindre kun en Deel af det Hele, blot een af de Grund-
piller, hvorpaa Bygningen skal hvile.
Saalænge Kriminallovgivningen hovedsageligen hylder Principet
af korporlig Straf er Muligheden for at forbedre den Straffede
fast utænkelig. At opføre Korrektionsindretninger og bibeholde
vanærende offentlige Straffe, er omtrent det samme, som om
man med stor Bekostning opførte Lazarether til dem, man selv
først havde tilføjet ulægelige Saar.
Skjærpede Bestemmelser angaaende Tjenesteløshed og Løs-
gjængeri have frembragt et nyt Slags Arrestanter, som -- ikke
for at forsone begangne Forbrydelser, men til Forebyggelse af
dem, man maatte frygte for, de kunde begaae -- ere blevne
afsendte til Korrektionsindretningerne, hvis talrige Befolkning,
sammentrængt i fælles Sove- og Arbeidsværelser, ei engang
kunde underkastes Klassifikation, langt mindre nogen virksom
pønitentiær Behandling.
Denne Sammenblanding af vanartede Dagdrivere med for-
hærdede Forbrydere og Individer, der ere inddømte paa visse
1 tilbakeI Kristiania Tugthuus have Tilbagefaldene fra 1835 -- 1838 incl. udgjort om-
trent 1/7 af Fangeantallet.
Overs.
2 tilbakeFangerne betegnes, som ovenfor meldt, med Cellens Nummer.
Forf.
3 tilbake1 Dollar er paa det nærmeste 1 norsk Specie.
Overs.
4 tilbakeNorsk Cours. I Texten staaer det svenske Forhold anført med 1 Rd.
36 Sk. Bko. pr. Thaler.
Overs.
5 tilbakeNorsk Cours.
Overs.
6 tilbakeI Columbus i Ohio kommer hver Celle i et Fængsel med 700 blot paa
593 Fr. (108 Spd. 86 Sk.). Dr. Julius antager en Middelpriis af 946 Fr. (173 1/2 Spd.)
for hver Auburnsk Celle. (Beaum. & Tocqu.).
Overs.
7 tilbakeI Aggershuus Slaveri kommer 1 Bevogter paa omtrent hver 10de Fange;
i Kristiania Tugthuus 1 paa omtrent hver 26de Fange.
Overs.
8 tilbake Til Bestyrkelse af denne Forudsætning, som snarere er under end over
det Sande, skal jeg anføre følgende Vidnesbyrd af Senator Hudtwalker, til
hvis Ledelse det hamburgske Politi er betroet: "Efter den Erfaring, jeg har
gjort, opveje 2 Maaneders ensomt Fængsel, med Vand og Brød de første og
14 Sidste Dage, fuldkommen tilsvarende 6 Maaneder Tugthuus, selv med Iagt-
tagelse af streng Taushed."
Forf.
9 tilbakeI norske Penge: 6,138 D. 59 Sk. Sp. =35,81 Sp.
10,329 - 36 - - =38,76-
7,682 - 63 - - =25,50 -
Overs.
10 tilbakeCfr. Dr. Prof. Holsts allerede 1823 udgivne "Betragtninger over de nyere
brittiske Fængsler." o. s. v.
Overs.
11 tilbakeI Kristiania Tugthuus have Tilbagefaldene været i Gjennemsnit 6 1/2 pCt.
i Aarene 1835 -- 38.
Overs.
|
| FORRIGE |