| d.IV,b.3,s.86 |
OM
STRAF OG STRAFFEANSTALTER OVERSAT FRA DEN FØRSTE SVENSKE UDGAVE, MED NOTER, NORGE VEDKOMMENDE, OG ET ANHANG BEMÆRKNINGER FORORD
Visse Samfundsanliggender ere af en saadan Vigtighed og en saadan Indflydelse, at de paa eengang kunne ansees som op- muntrende og afskrækkende for Den, som, gjennemtrængt af deres dybe Betydning, ønsker at bidrage til deres Udvikling og Befordring. Indslutter end et saadant Forsøg, i Manges Øine, sin egen Dom, vil dog, haaber jeg, hos Andre Sagens Vigtighed og den rene Hensigt gjælde som Forklaring og Undskyldning. Et Lands Kriminallovgivning og Straffeanstalter ere Spørgsmaal af vid Omfatning; de gribe dybt ind i Statens moralske Liv, og udgjør væsentlige Vilkaar for dens Orden og Rolighed. De gaae ligesaavel ind paa Religionens som paa Retslærens og Politikens Omraader, og begynde i de fleste Lande at omfattes med varm Deeltagelse. Siden Ophøret af de langvarige Krige, som omtrent i et fjerde- deels Aarhundrede bemægtigede sig den almindelige Opmærk- somhed, have baade Regjeringer og Folk begyndt igjen at fæste sine Blik paa de indre Anliggender. Fredens Beskjæftigelser, om end mindre glimrende end Krigens Bedrivter, have baaret rige Frugter, ikke blot i videnskabelige Fremskridt og industriel Udvikling, men ogsaa i en større Agtelse for Menneskers Værd, i en ømmere Omhu for de lavere Klassers Oplysning og Velstand. Ædle omsorgsfulde Bestræbelser have strakt sig ogsaa til den paa Forbrydelsens Afveje Vildfarende, som man har begyndt at betragte mindre som et fuglfrit, for stedse forskudt, Væsen, end som en forvildet, falden Lige, for hvis Omvendelse og Bedring man erkjender sig opfordret til at tænke og handle. Man har indseet, at Samfundets Pligt ikke bestaaer alene i at paatale og straffe de begangne Forbrydelser, men ogsaa i omhyggeligt at |
| d.IV,b.3,s.87 |
opspore deres Aarsager og, saavidt det staaer i menneskelig Magt, at bortrydde dem. Man fandt, da Lastefuldhed og moralsk Fornedrelse sædvanlig opvoxer i Raahedens og Fattigdommens Spor, at den offentlige Sikkerhed først og fremst burde søges i en mere udstrakt religiøs og intellektuel Dannelse, og i oplyst Omsorg for at berede den arbeidsføre Trang, istedetfor de gamle Klosteralmisser, Udveje til Arbeide og indbringende Sysselsættelse. I samme Forhold bleve Begreberne om Straffenes rette Beskaf- fenhed rensede, og man søgte, uden at lamme deres afskræk- kende Kraft, at fjerne deres fornedrende Virkninger, og at gjøre dem paa eengang advarende og forbedrende. Disse højere Anskuelser af Menneskelighed og Samfundet, disse ædle Bestræbelser for at virkeliggjøre i Handling Kristen- dommens evige Sandheder, ere et af Tidens skjønneste Tegn. Men endnu staae paa dette Felt mange Hindringer tilbage at rydde afvejen, mange Fordomme at beseire, mange Velsignelser at høste. For ikke selv at misforstaaes, og for at forsvare den nye Straffetheori mod en Bebreidelse, den ofte maa taale, nemlig at den sørger for Forbryderen paa de Lovlydiges Bekostning, maa jeg anføre, at dens Retning tvertimod gaaer ud paa at give Loven en større Hellighed og Straffen en forøget Virkning ved at støtte den paa Fornuft og Retfærdighed. Den maa saaledes ikke forvexles med denne falske Filantropi, som undertiden har givet sig Udseende af at føre dens Sag. Denne sidste bør blot betragtes som en sygelig Udvæxt paa den førstes friske Stamme. Der behøves et oplyst og velordnet Samfund for at bringe sine Straffelove i Overeensstemmelse med Menneskelighedens og Fornuftens Fordringer, at afpasse dem efter Tilfældene med upartisk Skjønsomhed og at bringe dem i Anvendelse med Alvor, Retfærdighed og Ubevægelighed. Kriminallovgivningen og Pønitentiærsystemet staae i en uimod- sigelig Forbindelse med hinanden; de yde hinanden indbyrdes Understøttelse, og det sidste kan ansees som den førstes Fuld- endelse. Professor Mittermeyer, en af Tydsklands meest anseete nulevende Jurister, yttrer herom følgende: "Alt hvad man gjør med Hensyn til Straffelovene er blot halvgjort Arbeide, hvis man ikke tillige strækker sin Omhu til selve Grundvolden, Straf- anstalternes Forbedring". Denne Grundsætning er isærdeleshed |
| d.IV,b.3,s.88 |
anvendelig i vort Fædreland, hvor Fængselsopsynet og den kor- rektionelle Huustugt1 endnu befinde sig paa en særdeles lav og lidet udviklet Standpunkt. Nærværende Arbeide, bestemt til, under den forestaaende Rigsdag, idetmindste for en Deel at belyse disse vigtige Spørgs- maal, deler sig i fire Kapitler, hvoraf det første indeholder: almindelige Anskuelser om Straf; det andet: Pønitentiærvæsenets Opkomst og successive Udvikling, det tredie en Sammenligning imellem de to Systemer, som for Nærværende tildrage sig den almindelige Opmærksomhed; og endelig det fjerde, om Pøniten- tiærsystemets Anvendelighed i Sverige. OM STRAF
Et Folks Lovgiving kan medrette ansees som en sikker Maale- stok paa den Dannelse og Sædelighed, som det har opnaaet. Dette gjælder i Særdeleshed mere om Straffelovene, der lettere lade sig lempe efter Menneskelighedens og Retslærens stigende Fordringer, end om den civile Lov, der i visse Henseender mere beroer paa egne nationale Sædvaner og Bestemmelser, ofte og- saa paa særskilte Stedforhold. Alligevel maa man ei tabe af Sigte, at en paa billige, med selve Naturen overeenstemmende, Grunde bygget Civillovgivning er et blandt de virksomste Midler til at udrydde forældede Misbrug og indgroede Fordomme, samt at den udgjør en vigtig Betingelse for Udviklingen af en oplyst Nationalaand og en ægte fædrelandsk Tænkemaade. For uforstyrret at skride fremad til sit store Maal, sædelig og intellektuel Forædling, samt almeen Velstand, maa Samfundet bygges paa en med Fornuften overensstemmende Grundvold, og indrettes saa, at det yder Beskyttelse imod Alt, der kan for- |
| d.IV,b.3,s.89 |
styrre den almindelige Sikkerhed eller krænke private Rettig- heder. Statens ydre Selvstændighed og indre lovlige Bestaaen maa betrygges mod forræderske Stemplinger; den Enkeltes Liv og Velfærd mod Vold og Forfølgelse; Ejendom mod ulovlige Indgreb. Af disse ufravigelige Betingelser for Samfundets Til- værelse og Fremgang, som er Guds, i Menneskets indre Drivt og ydre Trang, aabenbarede Vilje, udspringer saaledes Sam- fundets egentlige Strafferet, der oprindelig hviler paa Fornuft og Retfærd. Men Udførelsen af en erkjendt Retsidee maa være i fuld- kommen Overeensstemmelse med denne selv, for at bibeholde sin Egenskab af Retmæssighed. Den Form, den ifører sig, maa støttes paa den erkjendte Grund, og ligesaa samvittighedsfuldt som følgerigtigt opfylde dennes Fordringer; thi i andet Fald fornægter denne Form sit eget Urbillede, og gaaer tilsidst over til at danne Modsætningen deraf. Heraf følger, at Valget af selve Straffene maa skee under en religiøs Erkjendelse af en høiere Verdensorden og en oplyst Agtelse for Menneskets Værd; de maa være fuldkommen ret- færdige, saavel i Henseende til deres Qvalitet, eller Beskaffenhed, som i Henseende til deres Qvantitet, eller det til Forseelsens Størrelse svarende Beløb. De maa ogsaa være stemmende med Fornuften, det vil sige, i psychologisk Henseende saaledes be- regnede, at de virke til den Straffedes Forbedring, og saaledes stræbe at forebygge en fornyet Forstyrring af den til det al- mindelige Bedste passende Retstilstand. Saaledes viser sig Naturen af Straf i sin Fuldkommenhed ud- gjørende Maalet, som ved deres Bestemmelse bør efterstræbes. At det i Virkeligheden ikke fuldkommen kan opnaaes, dertil maa Aarsagerne søges deels i den Ufuldkommenhed, der er uadskillelig fra ethvert Menneskeværk, deels i de ydre Om- stændigheder, som ofte udøve en saa mægtig Indflydelse, at de danne et Slags relativ Retstilstand. Dette Forhold leverer en Forklaring af, og maa ogsaa gjelde som en Aarsag til de Afveje, paa hvilke Kriminallovgivningen saa ofte har forvildet sig, og hvorpaa den endnu for en stor Deel befinder sig; men det maa ingenlunde paaberaabes, enten med Hensyn paa sin historiske Grund eller sin Tilværelse som Faktum, for at hindre en nyttig Nærmelse til en efter Oplysningens Fremskridt og Menneske- |
| d.IV,b.3,s.90 |
lighedens Krav mere lempet Straffetheori, thi Bestræbelsen, altid mere at nærme sig Fuldkommenheden, er et af Kjendetegnene paa Menneskenes guddommelige Udspring. Fordomsfrit at lytte til forsvundne Tiders ofte dyrekjøbte Erfaringer, og deraf at uddrage Lærdom og Veiledning, rigtig at bedømme og fyldest- gjøre det Nærværendes Krav, samt saaledes at berede Mulig- heden af en fornuftig Opfatning af det Problem, som Fremtiden i sin Tid kommer til at løse, udgjør den rette Kontinuitet i Men- neskeslægtens stigende Uddannelse. Enhver Grundvolds egent- lige Værd, saavel indenfor Tankens som de materielle Gjen- standes Omraade, beroer paa den Bygning, som derpaa kan opføres; thi ligesaa unegteligt som det er, at den sidste ei kan staae, uden at støttes af den første, ligesaalidt udgjør Grund- volden i og for sig selv noget Heelt og Fuldstændigt. Hedenskabet havde sine Retsbestemmelser, der maatte vige for Kristendommens, af himmelsk Kjærlighed og Retfærd gjen- nemtrængte, Lærdomme. Vankundighed og Mørke fordunklede længe dens evige, alt oplivende, Lys, men dens milde Aand sei- rede over ydre Hindringer og verdslig Modstand, og lærte Men- neskene, ogsaa ved Afstraffelsen af sin faldne Lige, at søge at opfylde den kristelige Kjærligheds Fordringer. At afpasse saa- vel Straffelovene som Straffeanstalterne efter en saadan Tænke- maade, det udgjør en værdig Væddestrid mellem Europas og den nye Verdens meest oplyste Folk. Iblandt de mangfoldige og vigtige Gjenstande for Kriminal- lovgivningen er selve Straffens Beskaffenhed uden Tvivl en af dem, der kræve den største Opmærksomhed. Af de Straffe- arter, Loven anvender, kan man slutte sig til Lovgiverens større eller mindre Agtelse for Menneskeværd. Straffene kunne inddeles i tvende Hovedslags nemlig: a) De der først og fremst sigte til at plage og martre de ydre Sandser, altsaa fysiskt-affliktive, i Almindelighed kaldte Le- gemsstraffe. b) Psykiskt-affliktive, i Almindelighed kaldte Sjelsstraffe. De første, eller Legemsstraffene, ere snart sagt urgamle. De havde sin Grund i den Hevnfølelse, som i Fortiden var over- vejende ved Udøvelsen af Statens Strafferet, og i den da her- skende Uvidenhed. Der udfordres i Sandhed ingen liden Grad |
| d.IV,b.3,s.91 |
af Oplysning, for rigtig at bedømme Vægten af Sjelsstraffene, og ansee dem for tilfulde forsonende. Det personlige Had eller det krænkede Retsinstinkt eggede længe den menneskelige Op- findelsesevne til, under tusinde forskjellige Skikkelser, at afvexle med Legemsstraffenes Grumhed. De anvendtes ikke allene til den virkelige Forbryders Afstraffelse, men ogsaa til at udpresse Bekjendelser der, hvor man vil finde Skyld. Kristendommen maatte i Aarhundreder kjæmpe imod Lidenskabernes og For- dommenes Vælde inden den formaaede at formilde dette Bar- bari og i det mindste at omklæde under mere retlige Former Levningerne af den hedenske Raahed. Principerne for de fysiskt-affliktive (korporligt-virkende) Straf- fes Anvendelse har sin højeste Udstrækning og sin yderste Grændse i Dødsstraffen, thi udover denne Grændse formaaer den ikke at udstrække sin Magt. Da Dødsstraffen endnu ansees af mange, ja maaskee af Fleer- tallet af Europas Beboere for et nødvendigt, uundgaaeligt Onde, for hvilket man vel kan bære baade Afsky og Rædsel, men som ingen vover at afhjælpe, turde det først være nødvendigt at undersøge dens sande Beskaffenhed. Dødsstraffens Retmæssighed er i Særdeleshed i den senere Tid bleven bestridt af flere Retslærde og Statskloge, og i Sand- hed fortjener ogsaa dette vigtige Spørgsmaal, at man alvorligen lægger det paa Hjerte. Samfundet har unegtelig baade Ret og Forpligtelse til med Straf at belægge enhver Handling, som kan forstyrre den almindelige Retstilstand; det har ogsaa, hvis For- bryderen ved Tilbagefald viser sig uforbederlig, eller hvis hans Forbrydelse er af en mere truende Beskaffenhed for den al- mindelige Sikkerhed, Ret til at sætte ham ud af Muligheden paany at kunne skade de øvrige, lovlydige Samfundsmedlemmer. Men gaaer denne Ret videre end til Frihedens Forliis, hvorved Øjemedet er opnaaet? Enhver Straf, der strækker sig ud over den nødvendige Grændse, gaaer jo over til Vilkaarlighedens og Hevnens Raaderum. Herimod vil man sikkert indvende, at Dødsstraffen maa bi- beholdes med dens gyselige Forberedelser og selve Henrettelsens gruopvækkende Høitidelighed, ei saameget for at straffe For- bryderen selv, som i Særdeleshed for at advare og afskrække Andre fra at følge hans Exempel. Uden at ville gaae ind paa |
| d.IV,b.3,s.92 |
en nærmere Undersøgelse, om Samfundet har Ret eller ikke, til at plage og tilsidst aflive et af dets Medlemmer, for derved at indjage de Øvrige Frygt og Forbauselse, turde det være megen Tvivl underkastet, om Forbrydelsernes større eller mindre Antal udelukkende beroer paa en mere eller mindre udstrakt Anven- delse af Afskrækkelsestheorien. Erfaring synes derimod at be- vise, at Forbrydelser sikkrere forekommes ved en mere al- mindelig Dannelse, en lovfæstet og ædel Samfundsorden, samt lettede Udveie til at forsørge sig. Disse Midler burde saaledes først og fremst anvendes baade af Menneskelighed og politisk Klogskab. Det Beviisværd, som kan tilkjendes følgende Tableau, turde ogsaa kunne paaberaabes imod dem, der forsvare Nytten af drakonisk strenge Love. Spanien: een Henrettelse aarlig paa . . . . 122,000 Indb. Sverige - -- -- - . . . . 172,000 -- Norge: fra 1832 incl. til 1834 incl. een Henrettelse aarlig paa . . . . . . . . . . . 720,000 -- -- fra 1836 incl. til 1837 incl. . . . . . . . Ingen Irland: een Henrettelse aarlig paa . . . . 200,000 -- England - -- -- - . . . 250,000 -- Frankrige - -- -- - . . . 447,000 -- Baden - -- -- - . . . 400,000 -- -- i 1834 kun een paa . . . . . . . . . . . 1,230,000 -- Østerrige een Henrettelse Dets Tydske Deel aarlig paa . . . . . . . . . 840,000 -- Würtemberg een Henrettelse aarl. paa . . . . 750,000 -- Pensylvanien - -- -- - . . . 829,000 -- Bayern - -- -- - . . . 2,000,000 -- Preussen - -- -- - . . . 1,700,000 -- Vermont siden 1814 ingen. Belgien siden 1830 ingen. Uagtet Henrettelsernes Antal, sammenlignet med Folkemæng- den, er størst i Spanien og dernæst i Sverige og Irland, er det dog tilstrækkelig bekjendt, at Forbrydelsernes Antal ikke er mindre der, men derimod større end i flere andre Lande, hvor Dødsstraffen enten aldeles ikke eller idetmindste høist sparsomt |
| d.IV,b.3,s.93 |
anvendes. Man finder ogsaa, at man mindst har behøvet at gribe til Dødsstraffen i de Stater, hvor man har sørget meest for Udbredelse af Dannelse og Afskaffelse af de Baand, som binde den private Virksomhed. Preussens Exempel er i disse Henseender høist mærkeligt. Dødsstraffen maa yderligere betragtes under nogle andre vig- tige Synspunkter. Den tilsteder ikke Forbedring, thi den tilintet- gjør paa eengang ligesaavel de gode Forsæt som de onde Til- bøieligheder. Man gjør sig sædvanligviis den Forestilling, at man ikke kan nære synderlig Forhaabning om Deres Forbedring, der have fortjent Lovens højeste Straf. Alligevel er det et, baade af Dommere og Fangevogtere, erkjendt Forhold, at de, som ifølge Loven ere Dødsstraffen hjemfaldne, ofte vise sig mindre forhærdede eller moralskt sjunkne end andre Forbrydere, hvis gjentagne Forseelser dog blot paadrage dem mindre Legems- eller Fængselsstraf. At indrømme de Sidste Muligheden af at bedre og rette paa sig, men negte at dette kan være Tilfælde med de Første, synes hverken at være fornuftmæssigt eller over- eensstemmende med Retfærdighed. Dødsstraffen tilsteder ingen Oprettelse (Restitution), om end den Aflivedes Uskyld siden skulde blive erkjendt. Deslige Til- fælde ere vistnok høist sjeldne. Alligevel gives et og andet Exempel derpaa, som beviser, at saadanne ulykkelige Feil- tagelser kunne begaaes; og hvoraf kan sluttes til endnu flere, hvor Sandheden, for menneskelige Øine, aldrig er bleven op- daget. Man maa heller ikke glemme, at den første Undersøgelse, hvorunder Sagen skal udvikles og det virkelige Forhold udledes af indviklede, ofte indbyrdes stridige, Opgivender, undertiden anbetroes unge Dommere, som, endskjøndt de besidde baade Lærdom og Duelighed og oplives af de ædleste Følelser, dog endnu savne det sikkre Blik og det skarpe Omdømme, som alene en længere Erfaring og Routine i juridiske Spørgsmaals Be- handling kunne meddele. Siden henskydes vistnok Sagen under Overretters Prøvelse, men disse have sædvanlig til hovedsagelig Ledning de Oplysninger, Akterne indeholde, og Dommens ende- lige Stadfæstelse er derpaa mere eller mindre beroende: Denne Omstændighed, som samvittighedsfulde Dommere sikkert skulle bevidne, maa vel tages i Betragtning, naar man upartisk under- |
| d.IV,b.3,s.94 |
søger Anvendeligheden af en Straf, som afskjærer enhver Ud- vej til Opreisning eller Rettelse. Men, indvender man, det vilde være betænkeligt at borttage Dødsstraffen; thi dersom en Livsfange kom til at rømme, skulde det være høist skadeligt, da han ikke afskrækkedes af nogen høiere Straf, end den, hvortil han allerede er dømt. Herimod kan anføres, at Feilen da vilde hovedsagelig ligge Samfundet til Last, som ikke havde forvaret den Fængslede bedre. En vold- som Afsindig, som har brudt sig ud af Dolhuset, kan ogsaa være høist farlig for den, han træffer paa; men alligevel vilde det neppe falde Nogen ind, at han burde miste Livet, for saaledes at sættes ud af Stand til at volde Ulykker. Denne præventive Hensigt kan saaledes ikke være gjældende som Retssats. Et af de Argumenter, hvormed Dødsstraffen ofte forsvares, er, at dens Bibehold er nødvendig for at kunne, indenfor Lovens Forskrifter, afpasse Tillempningen af Gjengjældelsesretten, Ius talionis, der ligeledes hviler især paa den Grundsætning, at For- bryderen skal undergaae samme Lidelse, som han har tilføjet Andre. Denne Idee er visselig baade vakker og af en dyb Betydning, men den er alene en Abstraktion og i Udførelsen uanvendelig. Har f. Ex. Forbryderen tilføjet sit Offer et dybt Saar, bør han da tilføjes et ligedant? har han opbrændt ham selv og hans Huus, bør han da selv fortæres af Luerne? Nei, svares hertil, det vilde være grusomt og umenneskeligt, Ret- færdigheden bør være forsonet ved en anden alvorlig Straf. Men da er man paa eengang inde paa et ganske andet Gebeet, nemlig det, at Straffen ikke kan være absolut tilsvarende til Forbrydelsen, men maa gaae over til et Slags konventionel Ap- proximation, og isaafald styrter jo den paa streng Gjengjældelse grundede Retsbygning overende. En anden, ikke mindre betænkelig Vanskelighed, som taler imod saadanne for Menneskeligheden modbydelige Straffe, er den, at, om de anvendes uden Skaansomhed, faaer den højeste Magt bære Bebreidelsen for en yderlig Strenghed; og om Naa- den kommer ofte imellem, næres paa den anden Side Ringeagt for Loven og liden Frygt for dens Bud. Vi have seet, at Sve- rige er, næst Spanien, det Land, hvor Dødsstraffen mest er bleven anvendt, og desuagtet ere, i de syv sidst henrundne Aar, i Middeltal, 43 til Døden dømte Individer aarlig blevne benaadede. |
| d.IV,b.3,s.95 |
Benaadningsretten hviler paa en stor og hellig Tanke, og ud- gjør den forfulgte Uskylds sidste Tilflugt paa Jorden; den kan ogsaa anses som Lovens Opfyldelse i de Tilfælde, hvor Bogstavet ikke er fyldestgjørende. Loven tyder Retfærdighedens ubevæge- lige Fordringer og Forstandens kolde Beregning; Naaden der- imod er Røsten fra Samfundets inderste Følelse, den er dets Hjertes Indgivelse. Men dette Prærogativ, det skjønneste imel- lem dem, som tilhøre Kronen, bør anvendes sparsomt; det er ligesaa tungt som ansvarsfuldt, at udtale det Ord, som uigjen- kaldelig afgjør et Menneskeliv. Inden Beslutningen fattes, er Tanken qvalfuldt sysselsat med at finde hvad rettest er, og siden ligger endnu Mindet om den sørgelige Gjenstand tungt paa Sindet. Dommeren er ikke udsat for denne vanskelige Uvished, thi han er blot Lovens Tolk, og afpasser dens Bud uden Partiskhed eller Medlidenhed; men Naadens Virkekreds er ikke afmaalt med samme Nøjagtighed; -- hvor langt bør den strække sig, hvor findes den rette Grændse for dens formildende Virkning? Dette Spørgsmaal er vanskeligt at afgjøre, og kræver en Tid og en Virksomhed, som ved Dødsstraffens Afskaffelse kunde spares for Befordringen af andre, for Samfundets Vel, vigtige Emner. For ret at opfatte Vægten af denne Bemærkning, bør man i Tanken hensætte sig i Regentens Stilling, og betænke, naar, efter et Middeltal, omtrent 61 Spørgsmaal om Livsstraf aarlig fremkomme i Sverige, og saaledes flere end een om Ugen, hvilken betydelig Deel af Regentens Tid der tages i Reqvisition; thi disse Sagers Natur gjør, at de ikke kunne jevnføres med de sædvanlige administrative. Hos flere ved Lærdom og ædel Tænkemaade udmærkede Mænd grunder Overtydelsen om Dødsstraffens Retmæssighed sig paa en religiøs Anskuelse og paa Fortolkningen af visse Steder i det gamle Testamente. Uden at ville indlade mig paa en kasuistisk Undersøgelse af disse Steders rette Mening, maa jeg blot indvende, at jeg støtter den Mening, jeg samvittigheds- fuldt har søgt at udvikle, paa Kristendommens Aand. Denne guddommelige Lære fremstiller ikke Livet som det højeste Gode, som Grændsen for al Virksomhed og Tilværelse, men meget mere som en Prøvetid, en Opfostring til et andet saligere Liv, som udgjør Menneskets sande Maal og rette Hjem. Hvorledes kan man da, fra en religiøs Synspunkt, forsvare en Straf, som |
| d.IV,b.3,s.96 |
forkorter denne Prøvetid, som afbryder denne Opfostring? Er dette ikke, snart sagt, at ville trænge ind i Forsynets urand- sagelige Raad? Men, vil man indvende, da bør ogsaa Krigeren fordømmes, naar hans Sværd drages til Fædrelandets Forsvar; men herpaa svares, at Krigen ikke kan jevnføres med den sædvanlige Rets- tilstand, men maa ansees som en voldsom Brydning, nødvendig forat gjenerobre denne, og hvorved samme Retsanskuelser ikke kunne gjøres gjældende, som under Samfundets indre vanlige Forhold. Jeg indseer fuldkommen, at man i Almindelighed vil skrækslaaes blot ved Tanken om alle de Forbrydelser og Veder- styggeligheder, hvormed man mener Jorden vil blive oversvømmet om Dødsstraffen afskaffedes, man vil mene man har aabnet en ny Pandoras Æske, hvoraf utallige Ulykker og Onder skulle udstrømme. Man befrygtede det Samme, da Tortur, Radbræk- ning og andre Vederstyggeligheder afskaffedes, og alligevel har Retfærdigheden siden da havt samme uforstyrrede Gang, og Forbrydelsen fundet sin fortjente Straf. Jeg ærer forøvrigt Enhvers Overbeviisning i dette vanskelige2 Emne, som jeg ugjerne har berørt. Men da Spørgsmaalet staaer i saa nær Forbindelse med nærværende Arbeide, og har en saa dyb moralsk Betydning, har jeg holdt det for en hellig Pligt, at fremsætte samme til en meer almeen Undersøgelse. Siden den meer og mere fremskridende Oplysning har forjaget fra Kriminallovgivningen de meest barbariske Legemsstraffe, saa- som Sønderlemmelse, Brændemærken o. m. d.,3 staaer Spø- og Riisstraffen tilbage i vor gjældende Lovbog, som de sidste Spoer af en forsvunden Tids Retsanskuelser. |
| d.IV,b.3,s.97 |
Spøslidningen, som stempler den Straffede med en uudslettelig Vanære, er kanske endnu mere fornuftstridig end selve Døds- straffen; i sidste Tilfælde tilintetgjøres Forbryderens fysiske Til- værelse, ved Spøstraffen derimod, snart sagt, Muligheden af hans fremtidige Bedring. Samfundets Strafferet, hvis Øjemed er, ved selve Strafanvendelsen, at gjenoprette den krænkede Retstilstand, samt at advare og forbedre, har saaledes fjernet sig saa himmelvidt fra sin Grundidee, at den vanærer, gjør Til- bagegangen fra den betraadte Forbrydelsens Bane paa det nær- meste umulig, og lader blot Valget tilbage mellem Elendigheden og Skafottet. Hvor mange Exempler paa dette, for Menneske- ligheden ligesaa bedrøvelige, som for den almene Sikkerhed skadelige, Forholdende har ikke vort Fædreland at opvise? Men, indvender man, Legemsstraffene ere indforlivede med vore Vaner vore traditionelle Skikke! Denne Paastand grunder sig, efter vor Overbeviisning, paa en Misforstaaelse, en Sammen- blanding af en forsvunden Tids Anskuelser med den nærværen- des. Legemsstraffe vare indforlivede med den almene Tænke- maade saa længe de vare overeensstemmende med de herskende Religionsbegreber. Kirken gav selv Anviisning paa dem som et saliggjørende Middel, og den bodfærdige Synder troede at gjen- vinde den tabte Samvittighedsfred ved Flagellation, legemlig Lidelse og strenge Faster. Langtfra da at være vanærende, an- saaes Legemsstraffen som en Forsoningsakt og den eneste rette Vej til igjen at kunne optages i Kirkens Skjød. Derfor finder man den i Forening med Kirketugt og Skriftemaal, hvorved den ved Straffen Rensede traadte ind igjen i Menigheden. Men denne Tro, disse Begreber ere forlængst forsvundne. Den almindelige Tænkemaade stempler i vore Dage den Straf- fede med en næsten uudslettelig Vanære, og støder ham med Afsky tilbage. Findes der vel Nogen blandt dem, som forsvare Spøstraffens Anvendbarhed, der vilde tage en Spøslidt i sin Tjeneste? Har man da ikke skabt en Klasse Parias eller mo- ralskt fuglfrie Væsener, som tvinges til at ansee sig i en ved- varende Krigstilstand mod Samfundet? Vanærende Legemsstraffe lede desuden Tænkemaaden paa en farlig Afvej, den nemlig, mindre at tage Hensyn til Forbrydelsens Beskaffenhed, end til selve Straffen, som medførende Vanære og almeen Foragt. Deraf opkommer ofte hos mere Udannede |
| d.IV,b.3,s.98 |
den Forestilling, at Forseelsen er mindre ærekrænkende blot det lykkes ved List eller haardnakket Benegtelse at undgaae den fornedrende Straf, som følger derpaa. Spøstraffen, som har været brugelig i andre Lande, i Tydsk- land (Ruthenstreich) i Frankrige (les verges), er dog bleven af- skaffet der uden Skade, uden at Forbrydelsernes Forøgelse har været en Følge deraf. Skulde da vel det Svenske Folk, som udmærkes af en dybere Religiøsitet og siden Arildstid har været i Besiddelse af en fri Forfatning, staae saa langt tilbage for disse Nationer, at det ikke skulde kunne taale en ligesaa for- nuftmæssig og menneskelig Lovgivning? Den almindelige Stemme vil sikkert benegte en saadan Paastand, og der har allerede paa indeværende Rigsdag været vakt Motioner om Spøstraffens Af- skaffelse. Det er en vigtig Støtte for min Overbeviisning, at samtlige Herredshøvdingers, af Justitie-Statsministeren affordrede, Er- klæringer angaaende Spøstraffen og den ligesaa fordærvelige, som fra sin oprindelige Natur saa lavt sjunkne Kirkestraf, have afgivet følgende Resultat: For Spøstraffens Afskaffelse . . . . . . . . . . . 48 - dens Vedvaren . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Betingelsesviis . . . . . . . . . . . . . . 12 - Kirkestraffens Afskaffelse . . . 44 - dens Vedvaren . . . . . . . . . . . . . . . .21 Betingelsesviis . . . . . . . . . . .12 Desuden turde kunne antages, at Mange blandt dem, som have næret Betænkeligheder ved at tilraade Spøstraffens Afskaffelse, have været foranledigede dertil af den liden Tiltro, de have til vort Fængselsopsyn og vore Korrektionsanstalter, og at denne, saa velgrundede, Ængstlighed ikke lidet har indvirket paa deres Omdømme. En priisværdig Uvilje imod Spøstraffen og en sørgelig Erfaring om vore nuværende, saa højst feilfulde, Korrektionsanstalter, har mere og mere henvendt den almene Opmærksomhed paa Deportationssystemet, hvis Indførelse, under nærværende Rigs- dag, er bleven paastaaet af adskillige agtværdige Rigsdagsmænd. Ved første Øjekast synes dette System at maatte medføre |
| d.IV,b.3,s.99 |
den betydelige Fordeel, at rense Landet fra farlige Forbrydere uden at neddæmpe Menneskelighedens Røst, og derved baade at opfylde Retfærdighedens og Klogskabens Fordringer. Ved nærmere Undersøgelse opdages derimod snart de Feil i juridisk Henseende og de Vanskeligheder i selve Udførelsen, hvormed Deportations-Ideen er beheftet. Jeg skal forsøge i Korthed at fremstille de vigtigste. Hvilken Klasse af Forbrydere bør underkastes Deportation? De, som for Livstid ere dømte til Tab af Friheden; men da bliver deres Antal ubetydeligt. De, som ere dømte for en vis længere Tid; men hvorledes skulde de kunne fra en afsides liggende Verdensdeel vende tilbage til Fædrelandet? Og, om det lykkedes dem, ere de ingenlunde forbedrede derved, at de, i Selskab med talrige Medforbrydere, have beseilet Oceanet og besøgt fremmede Lande. Da er det i Sandhed mindre bekoste- ligt, som hidtil, at transportere dem med Fangeskyds til Lang- holmen eller Malmø, for, efter udløben Fængselstid, at kaste dem lige uforbedrede paa Samfundet. Man indvender formodentlig, at det er just den Fiktion, at dømme Forbrydere til Deportation paa en vis bestemt Tid, skjøndt de i Virkeligheden underkastes en evig Landflygtighed, som ud- gjør Samfundets egentlige Borgen. Men da har jo Lovgivningen haardeligen forbrudt sig imod den antagne Retsgrund, at Straffens Qvantitet skal staae i et retfærdigt Forhold til selve Forseelsens Størrelse; og da i Almindelighed enhver Krænkelse af Retsideen indeholder sin egen Straf, har Samfundet opmuntret Forbryderen til at begaae den største af de Forbrydelser, der ere belagte med Deportation, da Ansvarsfølgen i alle Tilfælde er den samme, og derved gjort ham endnu farligere for den almindelige Sikker- hed. Man seer heraf, at Deportationssystemet ikke medfører den forskjellige Gradering, som udfordres for at svare til For- brydelsernes forskjellige Natur. Men virker Deportationen uretfærdigt ved sin Uforanderlighed, viser den sig ikke mindre ubillig med Hensyn paa sine store Forskjelligheder, som Straf betragtet. For Den, der har brudt alle de Baand, der forenede ham med Familie og Samfund, in- deholder Landflygtigheden en ringe Straf; hans Opmærksomhed fæstes paa nye, ubekjendte Formaal, der hindre al Selvbetragt- ning og efterhaanden døve Samvittighedens straffende Røst. For |
| d.IV,b.3,s.100 |
Den derimod, som skilles fra ømme Paarørende, et kjært Hjem og et elsket Fødeland, sandsynligviis for evigt, er Deportationen den grusomste af alle Straffe. Men hvilken af disse Tvende er farligst for den offentlige Sikkerhed? Den, der, egoistisk ind- sluttet i sig selv, blot har Følelse for egen Vinding, eller Den, der, skjøndt svag og forvildet, dog knyttes til Samfundet ved saamange tilbageholdende Baand? Virker ikke Straffen da i et urigtigt Forhold, stærkest mod den mindst skadelige, og mindst afskrækkende for den meest farlige? Disse Anskuelser af Deportationssystemets Uhensigtsmæssighed erkjendes ei alene af Theorien; de bestyrkes ogsaa af det Lands Erfaring, som i den største Maalestok har anvendt det, Stor- brittannien nemlig. Det var imod Slutningen af det forrige Aar- hundrede, at England, opgivende de allerede med Fremgang gjorte Forsøg paa den korrektionelle Bane, begyndte at deportere sine Forbrydere, først til sine amerikanske Kolonier og, efterat disse havde gjort sig uafhængige af Moderlandet, til det derved bekjendt blevne Botany-Bay. Denne Forholdsregel har imidlertid ikke svaret til de store Forhaabninger, som man grundede der- paa, thi siden den Tid have Forbrydelserne, især imod Ejendom, eller de, som hovedsagentlig ere belagte med Deportation, tiltaget i en saa forfærdelig Progression, at de, efter Beaumont og Toc- queville, paa omtrent 20 Aar ere voxede til det Tredobbelte. Dette bedrøvelige Forhold fæstede, for omtrent 10 Aar siden, den almindelige Opmærksomhed paa Deportationsstraffens Uhen- sigtsmæssighed. Men Tilbagegangen fra den betraadte Bane møder mange Hindringer i Henseende til de allerede paakostede uhørte Summer og til de i Australien anlagte Koloniers Trang til Arme. Man søgte til en Begyndelse ved skarp Strenghed i Behandlingen at gjøre Deportationen mere afskrækkende, og de Landsforviste bleve inddeelte i tre særskilte Klasser. Den første underkastedes ved Ankomsten pønitentiær Behandling i en sær- skilt Korrektionsanstalt paa Øen Norfolk; deraf fordobblet Straf og fordobblede Bekostninger. Den anden Klasse fængsledes med Jernlænker og arbeidede i fri Luft; den tredie fordeeltes blandt Kolonisterne. Men ikke nok dermed: visse Embedsmænd be- faledes fra den 1ste til den 30te September 1833 at overvære alle Afstraffelser med Spø eller Pidsk, hvorover en særskilt Pro- tokol skulde føres, hvori optoges med en forfærdelig Nøiagtighed, |
| d.IV,b.3,s.101 |
ved hvilket Slag Blodet havde viist sig, om det var rundet stærkt eller ikke, om den Straffede ved Klageraab havde tilkjendegivet en heftig Smerte m. m. Saadan Grumhed maatte imidlertid snart vige for det engelske Parlaments Oplysning og Menneskelighed; Deportationen bliver mere og mere sjelden, og det korrektionelle System kan nu an- sees for at være fuldkommen naturaliseret i Storbrittannien, hvor det med store Skridt gaaer frem til sit Maal. Uden at gaae ind paa en vidtløftig Undersøgelse om et pas- sende Deportationssted for Svenske Forbrydere kan tilveiebrin- ges eller ikke, er det ubestrideligt, at Omkostningerne ved de Landsforvistes Reise og Underholdning ville blive saa høist be- tydelige, at hvis Deportationssystemet ikke har nok afskræk- kende Kraft for dem, mod hvilke det rettes, saa ejer det der- imod denne Egenskab i saa meget større Grad med Hensyn til de Skatteydende, der skulle bære denne Byrde. Den Aar 1838 af det engelske Underhuus til Undersøgelse af Deportationsspørgsmaalet nedsatte Kommittee siger i sin Beret- ning Side 39: "Antallet af de til Syd-Wales og Van Diemens Land indtil Udgangen af Aaret 1836 deporterede Forbrydere udgjør 96,558. Deres Transport har med et Middeltal kostet 28 £; andre Udgifter for deres Ophold og Afstraffelse 54 £ tilsammen 82 £ (984 Rd. Bko. &bmbrk; 380 N. Spd.) for hver deporteret Forbryder." I et til den nævnte Betænkning føiet Brev fra Erkebiskoppen i Dublin yttres om Deportationssystemet: "at det har været antaget mod al sund Forstand, og fortsat til Trods for al Erfaring." I en Debat, som nylig fandt Sted i det engelske Underhuus angaaende Forbry- deres Deportation, yttrede Sir William Molesworth blandt Andet, at enhver Forbryder koster i Australien efter den laveste Be- regning aarligen 8 £ (96 Rdlr. B.) uberegnet Transporten derhen. I samme Grad som Oplysning og Menneskelighed har formildet de gjældende Retsanskuelser, ere de fysiskt-affliktive Straffe blevne afskaffede, og Kriminallovgivningen har i alle Lande valgt sig et kristeligere og ædlere Formaal. Vi have seet, at de Sam- fund, som paa en voldsom Maade have søgt at udrydde For- brydelserne ved Forbryderens Død eller Piinsler, eller og have troet, ved en kostbar Forviisning til fjerne Lande, at kunne fri- kjøbe sig fra al Omsorg for deres moralske Forbedring, efter- haanden ere førte tilbage til en renere Opfatning af sine Pligter, |
| d.IV,b.3,s.102 |
og nødte til at tage sin Tilflugt til Straffemaader, der mere umid- delbart indvirke paa den Straffedes indre Væsen, altsaa egent- lig psykiske. I Sverige have vi allerede et ypperligt, Aar 1832 i Trykken udgivet, Forslag til en ny Kriminallov, hvori en ædel Aand aaben- barer sig i dybt videnskabelige Anskuelser og systematisk ord- nede Retsformer. Dette Arbeide, der i lige høj Grad hædrer Forfatternes Retskyndighed og deres menneskelige Tænkemaade, optager blot saadanne Straffe, som ere overenstemmende med Retfærdighedens og Fornuftens Fordringer. I de saakaldte Motiver, som ere Lovforslaget vedføjede, gjør de Kommitterede Rede for sine Anskuelser af de særegne Straffe- arter. Der yttres blandt Andet: "Hvor forskjellige de af Viden- skabsmænd i de senere Tider opstillede Theorier for Straffe- arterne end ere, kan dog den positive Lovgivning med Sikker- hed antage den i Fornuften dybt grundede Forestilling, at Loven truer Forbryderen med Straf hovedsagentlig i det Øjemed, gjen- nem Advarsel at forekomme Forbrydelsen. De til dette Øjemed meest virksomme Straffe bør altsaa vælges. Men da Lovgiv- ningen umuligt kan regne paa, ved selve Trudselen om Straf, at tilvejebringe almindelig Lovlydighed og udrydde enhver For- brydelse, saa at al Anvendelse af Straffelovene af sig selv bort- faldt, maa den tillige ved Valget af Straf tage særdeles Hensyn til Forbedringen af saadanne Forbrydere, der, ved Straffens Udførelse i nogen Tid adskilte fra Samfundet, efter Straffens Fuldbyrdelse atter indtræde deri. Forbrydernes Forbedring er altsaa et andet vigtigt Øjemed, som Lovgivningen gjennem Straf- fen bør befordre. De, som, i Betragtning af Straffens førstnævnte Øjemed, kunne falde paa den Tanke, at Alt var afhjulpet ved strenge Straffe, og saaledes ønske Indførelsen af Terrorisme i Lovgivningen, miskjende ei allene Menneskenes Natur, men ogsaa Retfærdig- hedens Fordringer og Menneskelighedens Pligter. Alle Tiders og alle Landes Erfaring viser, at yderligt strenge Straffe for- hærde istedetfor at afskrække. I Overeensstemmelse med denne ædle Opfatning af Straffens Natur og Øjemed, have de Kommitterede forkastet Spø- og Riis- straffen, der, som hastigt overgaaende, ere for det allerede mo- ralsk fordærvede Individ mindre afskrækkende end andre Straf- |
| d.IV,b.3,s.103 |
arter. Hos Den derimod, hvis Følelse af Menneskeværd ei for- hen er qvalt, undertrykke disse fornedrende Straffe de i Men- neskenes Natur grundede Anlæg til Forbedring, bringe ham til Fortvivlelse, eller gjøre ham til en svoren Fiende af det Samfund, hvis Love have sat ham i en saadan Fornedringstilstand, at Haabet eller Muligheden, at hæve sig ud deraf, er ham betaget, idet alle Veje til Udkomme og Gjenvinding af Medmenneskers Agtelse og Tillid for ham ere stængte." Alle andre fornedrende Straffe saasom Kirkestraf, Udstilling i Gabestok og Stokkestraf ere ei heller bibeholdte i Lovforslaget "som ikke virkende til Forbryderens Forbedring og derhos for- feilende Øjemedet, hos Andre at vække Advarsel og Afsky for Forbrydelsen." Hvad Dødsstraffen angaaer, har Kommitteen fremstillet tvende Forslag; et med Bibehold deraf, men for mere indskrænkede Tilfælde; det andet med Indførelse af Fængselsstraf paa Livstid i dens Sted. De Kommitterede ansee alligevel Dødsstraf for "ikke at kunne forsvares for Fornuftens og Retfærdighedens Domstol med nogen anden Grund, end at den findes nødvendig for Samfundsindretningernes Bestaaen og Øjemed. Men denne dens Nødvendighed og Hensigtsmæssighed ere Tvivl underkastede." Det nye Lovforslag optager tvende Slags Straffe paa Friheden, nemlig Strafarbeide og Fængsel, af den Grund, "at Frihedens Tab for længere Tid, med Tvang til Arbeide, er et Straffemid- del, som, i Betragtning af Menneskets fornuftige Natur, maa ansees tjenligst til Befordring af Straffens Øjemed. Erfaring har ogsaa, overalt hvor det hensigtsmæssigt har været anvendt, be- viist dets Virksomhed." Strafarbeidet er inddeelt i fem Grader, og Inddelingsgrunden er Forskjellen i Straffetiderne. Fængselsstraffen kan anvendes paa tre forskjellige Maader, den første simpelt Fængsel, den anden eensomt Fængsel, den tredie Fængsel paa Vand og Brød.4 For at erholde en grundet Overbeviisning om Forslagets Rig- tighed og Værd, bør man læse de Kommitteredes Svar paa de |
| d.IV,b.3,s.104 |
Anmærkninger, som ere blevne opstillede i Henseende til den af dem hyldede Straffetheori. Sverige synes i alle Henseender at være modent til at tilegne sig en forbedret Kriminallovgivning. En dyrekjøbt Erfaring om de forældede Straffes Utilstrækkelighed, samt om deres forned- rende Egenskabers tunge Følger, har oplyst den almindelige Tænkemaade og forberedet Overgangen til en bedre Retslære. En lykkelig Fredsrolighed tilsteder Os at forbedre vor indre Tilstand og betydelige, allerede forhaandenværende, Overskud give Adgang til at indføre forbedrede Straffeanstalter. Den Aar 1734 antagne og fra 1736 gjældende Lov var visselig for- træffelig for sin Tid, og beviste, at vort Fødeland da stod paa et højt Standpunkt i Retskyndighed. Men i disse hundrede Aar har den Europæiske Kultur skredet fremad med Kjæmpeskridt. Dannelsen, som da var næsten udelukkende forbeholden visse højere Klasser, begynder meer og meer at ansees som en Na- tionalejendom, hvoraf hvert Samfundsmedlem er berettiget til at erholde sin behørige Andeel; en almindeligere Erkjendelse af Menneskeværd har forjaget mangen Fordom og udviklet Be- greberne om Samfundsforholdene. Skulde ikke disse Aarsager udøve noget Slags Indvirkning paa vore Retsformer og vor Straffetheori? Men, vil man indvende, kunne ikke de erkjendte Mangler af- hjælpes, og Forbedringer finde Sted der, hvor de kunne ansees fornødne, uden dog at forandre Kriminallovgivningen i sin Heel- hed? Derpaa svares, at Vedtagelsen af partielle Tillempninger af et Lovarbeide, hvor alt bør udvikle sig i systematisk Orden og logisk Følgerigtighed fra visse almindelige Retsgrundsætninger, vilde være at berøve sig det Gode, som det Gamle i sin Heel- hed endnu muligen kunde indeholde, uden at vinde de Fordele, man venter sig af det Nye. Det Onde har allerede grebet saa- meget om sig og truer saa fordærveligt at udstrække sin smit- tende Ødelæggelse, at et Flikværk ikke er tilstrækkeligt til at raade Bod derpaa. Denne vigtige Reform maa udgjøre et heelt System, kraftigt og planmæssigt udført, og optagende alle de Emner, som staae i Forbindelse dermed. Disse kunne adskilles i tvende Hoved- afdelinger, nemlig: |
| d.IV,b.3,s.105 |
a) De, hvis Øjemed egentlig er at forekomme Forbrydelser ved at rydde af Veien deres almindeligste Aarsager. Dertil hører Alt, der kan befordre sand Religiøsitet, almindelig Dannelse, økonomisk Virksomhed og større Velstand. b) De, som sigte til den allerede begaaede Forbrydelses Af- straffelse og Forbrydernes mulige Forbedring. Dertil regnes Kriminallovgivningen og Pønitentiærsystemet. Da Øjemedet med denne Afhandling egentligen er at sysselsætte sig med det Sidste, som staaer i en saa uadskillelig Sammenhæng med det nye Lovforslags Straffebestemmelser, at disse ikke kunne eller bør anvendes førend vore Straffeanstalter ere bragte i en hensigtsmæssigere Orden, gaaer jeg over til selve Pønitentiærsystemet, som i de sidste Aar har gjort store Fremskridt baade i de amerikanske Fristater og i ad- skillige europæiske Lande. Disse Fremskridt ville ogsaa udfordre adskillige, let iværksættelige Forandringer i det nye Lovforslags Forskrifter, saavel i Henseende til Fængsels- tiden for visse Strafarbeidsgrader, som til Fangernes Be- handling. FORBEDRINGSSYSTEMETS OPKOMST OG UDVIKLING
Endskjøndt Pønitentiær- eller Forbedringssystemet endnu i Al- mindelighed staaer paa et saa lavt Standpunkt i Europa, at et efter dets Aand velordnet Fængsel i de fleste Lande næsten kan ansees for en sjelden Undtagelse, er dog allerede sex De- cennier forløbne siden det første Forsøg anstilledes paa denne Bane. Det var nemlig 1772, at Stænderne i Flandern anlagde et Tugthuus i Gent. Grev Vilain XIV yttrer i sin til Forsam- lingen indgivne Memorial, at de Banditer, som indjog Landman- den Skræk, vare saadanne Forbrydere, der havde været dømte til Landsforviisning, Kagstrygning og Brændemærkning; at disse Straffe ikke forbedrede; men tjente til Intet. Denne udmærkede Mand ydede Fangernes Pleje og Forbedring en hidtil ukjendt Omsorg og det med saamegen Fremgang, at da den bekjendte Howard Aar 1776 besøgte dette Fængsel, afgav han det fordeel- |
| d.IV,b.3,s.106 |
agtigste Vidnesbyrd om den Orden, Arbeidsomhed og Reenlighed, som der herskede. Denne Indretning forfaldt siden under Keiser Joseph II, som temmelig overilet tog Hensyn til nogle interesserede Personers Ansøgning, der ansaae sig lidende i sin Næring ved de Industriforetagender, som i Korrektionshuset udførtes.5 Den ædle Greves Meningsyttring gik vel ikke tabt; men andre ligesaa agtværdige Menneskevenners Bestræbelser kunde blot fremkalde isolerede Forbedringer, saalænge selve Lovgivningen ikke havde antaget en mildere og menneskeligere Karakteer. Denne store filantropiske Reform var forbeholden Qvækernes religiøse Iver. Aar 1786 lykkedes det dem i den Pensylvanske Nationalforsamling at gjøre sine Anskuelser gjældende; Døds- straffen, forhen ofte anvendt, indskrænkedes til yderst faa For- brydelser, og Aar 1790 bestemtes Fængsel med Tvangsarbeide istedetfor de forhen brugelige Legemsstraffe, saasom Spø, Riis, Brændemærkning, Ørenes Afskjæring, Gabestok m. m. Denne Forholdsregel udgjorde et mærkeligt Skridt til det store Maal, at gjøre Loven lige betydende med Retfærd og Menneske- lighed. Men om der i Mennesketankens Dybde ofte opdages umiskjendelige Spor af dens guddommelige Udspring, fremtriner dog ogsaa den menneskelige Svaghed lige tydelig, naar denne Tanke skal iføre sig en Form og fremtræde i Handling. Da fremstille uforudseede Vanskeligheder sig; da opdynge Misgre- bene sig, og den eneste Ledetraad, der kan føre ud af denne Irgang, er en oplyst og fast Villie. Saaledes gik det ogsaa her. Det Fængsel, der opførtes i Filadelfia ved Walnut-Street, op- fyldte ikke de store Forhaabninger, som man derom havde gjort sig; Cellernes Antal var utilstrækkeligt, og da man i den nye Straf- indretning samlede en Mængde Misdædere fra Grevskabernes sær- skilte Fængsler, blev det umuligt, at adskille de mindre Brødefulde fra de mere Forhærdedes Kreds, hvoraf en større Fordærvelse opkom hos de Første, men ingen Forbedring hos de Sidste. |
| d.IV,b.3,s.107 |
Alligevel indførtes efterhaanden deslige Forbedringsanstalter i Forbundets øvrige Stater, og siden ogsaa i vor Verdensdeel6, men uden større Fremgang, thi de vare alle behæftede med en væsentlig Feil, de Fængsledes Sammenblanding. Under saadanne Forhold kunde ingen Forbedring opnaaes, Menneskeligheden blev skuffet i sine Forhaabninger, Samfundet bebyrdet med anseelige Udgifter uden tilsvarende Fordele, og den ligesaa bekostelige som fordærvelige Vexelunderviisning i Laster og Forbrydelser gav blot en ny Næring til det Onde, og udbredte snart sine Følger paa en for den almindelige Sikkerhed høist fordærvelig Maade. Man troede vistnok, at kunne stille en Dæmning mod Fængs- lernes fordærvelige Smitte, ved et Slags Klassifikation af Fangerne efter Forbrydelsernes Natur og Beskaffenhed, men Erfaring tilintet- gjorde snart denne Vilfarelse. Da dog denne Anskuelse har fundet, og endnu har, hos Os mangen Forfegter, skal jeg søge at udvikle dens Mangler og Umuligheden af dens virkelige Anvendelse. Er det i Virkeligheden tænkeligt, at kunne opstille visse bestemte Kathegorier, hvori formeent lige Grader af moralsk Fordærvelse og Strafskyldighed kunne indpasses? Ere ei disse ligesaa mang- foldige, ligesaa afvexlende som Menneskesjælens Individualitet? Udgjør det ikke et af de største Underværker i den underfulde Skabelse, at af de utallige Menneskemasser, som allerede ere gangne til sit sidste Hvilested, af dem, som nu leve, og dem, der skulle komme, ikke tvende Individer findes at være hverandre fuldkommen lige, hverken i ydre Træk eller indre Sjelsevner? En væsentlig Forskjel maa gjøres mellem Forbrydelsens Ud- øvelse og dens Aarsag. Den første er en Tildragelse, en Hand- ling, og kan som saadan opfattes og bedømmes, den sidste er for Menneskeøjet paa det nærmeste uudgranskelig. At klassificere selve Forbrydelserne er nødvendigt, for derefter at kunne be- stemme Lovens Bogstav; det kan ogsaa være af stor Nytte i sta- tistisk Henseende, og længere kommer desuden ikke den menne- skelige Retfærdighed; derimod at klassificere selve Brødefuld- hedens ulige Nuancer og indre Natur, det er Gud alene forbeholdt. |
| d.IV,b.3,s.108 |
Men lad Os endog antage, at man havde fundet et særeget Slags Maalestok, hvormed Menneskenes indre Brødefuldhed kunde saaledes graderes indtil dens mindste Qvantiteter, at hver Klasse kunde sammensættes af fuldkommen ligeartede Forbrydere hvad havde man da udrettet dermed? Man kan dog vel ikke for Alvor ville paastaae, at have sørget for det, oftest ifølge skadelige Exem- pler og daarlige Raad, faldne Menneskes Forbedring derved, at man sætter ham i daglig Berørelse med Andre ligesaa lastefulde, ligesaa forbryderske? Denne Vexelvirken af Følelser og Indtryk, hvor det Onde altid vil beholde Overvægten, disse Beretninger om pirrende Eventyr, af lykkeligt udførte Ran eller kløgtigt ud- tænkte Smaatyverier, hvormed de lange kjedsommelige Fængsels- timer fordrives, ville de ikke endnu mere forøge Fordærvelsen, og efterhaanden uddanne Lasten til den yderste Grændse af Vederstyggelighed? Men, indvender man, en negativ Fordeel er idetmindste vunden, den nemlig at Fangen ei har havt Anledning til at lære sig andre Forbrydelser, end dem han selv har begaaet, og saaledes idetmindste ei er bleven forværret. Denne Gevindst er blot tilsyneladende; thi i samme Grad, som Demoralisationen tiltager, i samme Grad udvides ogsaa Brøde- fuldhedens Grændser, og hvad havde vel Samfundet vundet ved, at hvert enkelt Slags af Laster og Forbrydelser blev laugsmæssigen baade udviklet og indlært i dets saakaldte Forbedringsanstalter. Der gives ogsaa en anden Grund til Fangernes Klassifikation, nemlig de ulige Grader af Forbedring eller Forhærdelse, de under Fængselstiden have lagt for Dagen. Ved første Øjekast synes denne Hensigt let at kunne iværksættes, og at indeholde en ret- færdig Straf og en billig Belønning. Den udholder alligevel ikke en nærmere Prøvelse, thi foruden den Fordærvelse, der opkommer af Fangers Sammenvære, fremkaldes tvende nye Laster, Falskhed og Hykleri. Langt fra at vækkes til en velgjørende Eftertanke, ledes Forbryderen til at vise en Anger, han ikke kjender, en Forbedring, som ikke er virkelig. Jo videre han kan drive For- stillelsen og Bedrageriet, jo sikkrere opnaaer han sit Maal, han omgiver sig blot med et forledende Ydre, men hans Indre for- bliver lige fordærvet, Sjelen lige lastefuld. Oplyste Mænd, som med Flid have studeret Fængselspleiens Theori, saavelsom de, der opmærksomt anvende den, stemme fuldkommen overeens i Henseende til Klassifikationsideens Uan- |
| d.IV,b.3,s.109 |
vendelighed og dens uundgaaelige Uleiligheder. I Dhrr. Beaumont og Tocquevilles Værk over "Pønitentiærsystemet i de forenede Stater", (et høist fortjenstfuldt Arbeide, hvortil jeg ofte vil komme tilbage) hedder det blandt Andet: "Umuligheden af at opstille en tilforladelig Klassifikation af Forbryderne er med saadan mathe- matisk Vished lagt for Dagen, at den bør udgjøre Udgangspunktet for al Reform i Henseende til Fængselsplejen." Udeblivelsen af al virkelig Forbedring inden Straffeanstalterne og de Løsladtes hyppige Tilbagekomst, ifølge nye Forbrydelser, efterlod endelig og ubestridelig Vished om, at det med saamegen Bekostning indrettede System var bygget paa en falsk Grund, og førte paa Afveje, som jo længere man fulgte dem stedse fjernede mere fra det rette Maal. Man besluttede, at gjøre nye Forsøg for at finde en mere rationel Opløsning af det for den almene Rolighed og Velbefindende saa vigtige Problem; men, for at und- vige de begaaede Feiltrin, kastede man sig, som det saa ofte hænder, paa den modsatte Yderlighed. Man havde fundet, at Fangernes Samvære havde avlet en tiltagende Fordærvelse, som det strengeste Arbeide ei kunde forekomme, og man kom paa den Tanke, at allene deres fuldkomne Adskillelse fra hverandre kunde afhjælpe det Onde. Ogsaa her var Grundideen rigtig, men den forfeiledes under Iverksættelsen. Nationalforsamlingen i Ny-York bestemte Aar 1821, at 80 Indi- vider, udvalgte blandt de meest forhærdede Forbrydere, skulde indestænges hver i sin Celle, for der at forvares i fuldkommen Eensomhed, uden Tilladelse til at arbeide eller Adgang til noget Slags Sysselsættelse. Denne Forholdsregel stred altfor meget mod Menneskenes Trang til Virksomhed og Samqvem med sine Lige, og dens Følger nølede ei heller med at indfinde sig i sin hele Gyselighed. "De ulykkelige Fanger", saa berette Beaumont og Tocqueville, "henfaldt i en saa betydelig Svaghed, at deres Be- vogtere begyndte at frygte for deres Liv; fem bukkede under inden eet Aars Forløb, een blev afsindig, og de Øvriges moralske Tilstand syntes ei mindre foruroligende." Man nødtes til at op- høre med denne umenneskelige Prøve; 26 af de Tiloversblevne benaadedes og de Øvrige erholdt Tilladelse til at arbeide i de fælleds Værksteder. Dette bedrøvelige Resultat af et Forsøg, hvorom man havde gjort sig saa store Forhaabninger, nedslog Manges Sind, ryggede |
| d.IV,b.3,s.110 |
Mangens Overbeviisning, og den filantropiske Tanke, i Forbindelse med Forbryderens Afstraffelse at søge at berede hans mulige Forbedring, løb Fare for stedse at stemples som et tomt og barn- agtigt Drømmebillede. Men en stor og sand Idee, eengang udtalt, er udødelig; Udviklingen af det Gode, den tilsigter, kan vel for nogen Tid forhales af ydre Omstændigheder, men aldrig qvæles eller tilintetgjøres. Imidlertid opstod i Fængslet ved Auburn i Staten Ny-York et nyt System, idet man søgte paa en mere oplyst Middelvej at undvige Sammenblandings- og Klassifikations-Ideens mangfoldige Mangler. Fangerne bleve om Natten indestængte hver i sin Celle, men om Dagen arbeidede de i fælles Værksteder under en fuldkommen Taushed; den mindste Hvisken, det ringeste Tegn straffedes med yderste Strenghed. Ved denne Anordning søgte man at hemme den skadelige Vexelvirkning, som Fangerne udøve paa hverandre ved Meddelelsen af Tanker og Indtryk, uden at berøve sig Muligheden af at lade dem være sammen, og saaledes at bibeholde de store Fordele, som for selve Arbeidet opstaae, naar en større Arbeidskraft forenes til fælles Virksomhed. Grund- tanken var at samle Mennesker, som fysiske Væsener, men at udestænge al moralsk Berørelse imellem dem; Legemet var dømt til strengt Arbeide og Sjelen til en plagende Eensomhed, endog inden Kredsen af sine Lige. Dette System, som erholdt Navnet af det Auburnske, da det først anvendtes i det Fængsel, der bærer dette Navn, erholdt en stor Udvikling under Forstanderen Elam Lynds Bestyrelse. For at kunne anvende det i en større Skala, besluttedes, Aar 1825, at et nyt Forbedringshuus skulde opføres ved Singsing. Mr. Elam Lynds, som erholdt dette Hverv, udvalgte hundrede Fanger, med hvilke han begav sig til det ved Strandbredderne af Hudson anviste Sted. Der lykkedes det ham, ved den Tiltro, han havde indgivet disse forbryderske Mennesker, og den Magt, hans faste Vilje udøvede over dem, at vække deres Flid og uddanne deres Arbeidsevner. De bleve efterhaanden Murere, Snedkere, Smede, og med en Forstærkning af Arbeidere alle tagne fra Korrektionsanstalterne, opførte han inden nogle Aar disse vidt- strakte Bygninger, der indeholde 1000 Celler. Dette Exempel viser deels hvor stor Indflydelse en kraftig Mand kan have endog paa fordærvede Gemytter, deels de Resultater, som kunne vindes 1 tilbakeHermed menes de i Sverige brugelige Straffe "Spøslitning"  offentlig Pidskning tilpæls ved Hjemthinget, og "Kyrkoplikt" Irettesættelse af Præstenog Afbigt under Gudstjenesten, forhen, under Navn af "at staae offentlig Skrifte", i Brug hos os; i Sverige oftest et Tillæg til Spøslitningen. Overs. 2 tilbakeSom bekjendt, ikke saa i Norge. Overs. 3 tilbakeTil Hæder for vort Fædreland kan anføres, at de aldrig have været an- tagne i Sverige.1 Forf. 4 tilbakeVort Kriminallovudkast fastsætter, foruden de 5 Strafarbeidsgrader, føl- gende Fængselsstraffe: Arrest, Fængsel paa sædvanlig Fangekost og Fængsel paa Vand og Brød. Overs. 5 tilbakeForskjellige Haandværkere, især Blikkenslagere og Snedkere, i de Byer hos os, hvor Slaverier findes, ere ikke mindre misfornøjede med Konkurren- cen derifra, der i den senere Tid har tiltaget saa betydeligt. Den overgaaer langt den, ifølge Haandværksloven, fra Landet tilladte. Cfr. Yttringer i Texten 3die Kap. Litr. e. Overs. 6 tilbakeI det svenske Tidskrift, Læsning i blandede Emner, findes Aar 1797 en detaljeret Beskrivelse over Fængslet i Filadelfia, samt Aar 1799 tvende læse- værdige Artikler betræffende Straffelovene. Forf. |