HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842


d.IV,b.3,s.80  
ET EVENTYR OM GABESTOKKENE
I MOSSEBY OG BORRESOGN
SOM BEGYNDER LANGTHENNE I TIDEN

   De gamle Jetter vare seige at faae Has paa for Gothebilen her
i Norge. Selv i de første Haraldiders Dage saae de forfærdede
Nybyggere af og til en Røg at stige op fra de dybeste og een-
somste Dale, hvorhen man vel vidste, at endnu ingen af det
herskende Folk havde flyttet sin Fod. Det var da en Jothun,
som holdt til der, og de yderste Beboere passede vel paa Barna,
somom der var et Bjørnehie i Nabolaget. Det hændte vel endog,
at de saae et uhyre rødbørstet Hoved stikke frem fra en frem-
springende Klippe og ilsomt trække sig tilbage med et sørgmodig-
vildt Korsdrag mellem de buskede Øienbryn; og det var da
Jothunen, Jothunen selv. Den Stakkel! han speidede ikke efter
Børnene forat spise dem, men efter en med hans Hules beslægtet
Røg, ensom, snigende som den, dybt forstukken inde i Afkrogene
som den. Da var hans Folk endnu ikke ødelagt. Der kunde endnu
boe en Jettinde tilbage. Og højt strakte sig det ræverøde Hoved,
som Argyleshires celtiske Beboere, enhver ægte Campbell endnu
bærer i Arvmærke, og han væltede et Fjeldstykke (saadant et
som Jothunporten i Vaage) for sin Hule, og gik ud paa Frieri,
som maa være bleven haabløsere og haabløsere indtil det blev
ganske haabløst for den sidste Jette, der sandsynligviis maa have
gaaet sig bort uden at finde nogen Mage. At slutte af det Blan-
dede i Racen og af visse voldsomme Træk af Herskesyge, som
ikke skulle være sjeldne mellem de nærværende Fruer af præ-
tenderet gothisk Byrd, kunne vel ogsaa de sidste Jetteqvinder,
kjede af at vente og lystne efter et Regimente, som vel kunde
være dem vist nok -- kort af endnu gjældende Motiver, være
blevne troløse imod hine kraftige Celadoner og have givet sig
de indtrængende Fremmede ivold. Endnu gad jeg vidst, hvilken
Bondepige, der ikke vilde holde Partiet med en Byskrædder for
en Ære, og hvilken Jyde, der ikke skulde have et Mon forud i
Friervejen for en Landsmand hos vore Damer af den inderste
Kringle. Og saaledes omtrent var Forholdet.
d.IV,b.3,s.81      Men lad os nu tænke os den rødbørstede ensomme Jothun
speidende fra sin Klippe. Saaledes omtrent rettede engang i en
smuk Maaneskinsnat Gabestokken ved Mossekirke sig op og
speidede med det ene Øje, man havde i Tidens Løb ladet den
beholde, udover By og Land. "Skulde jeg være saa alene i
Norges Rige? den Eneste tilbage af min Slægt?" laae med smerte-
fuld Forbauselse i det grovt udsnittede Ansigt, som ogsaa prydede
denne Gabestok. Og den drejede sig (ikke utroligt i Moss, hvor
den for nogle Dage siden bogstavelig løb bort) og kastede et
sørgmodigt Blik udover de nærmeste Huse, hvor en noget sam-
mensjunken Høi var synlig paa en af de Skrænter, som omgive
denne mærkværdige By. Det var hans Faders, en Galges, Grav.
Vinden hvinede melankolsk i de tørre Neslestilker derom, de
smaae Sørgeflor af uddøde sorte Blade bevægede sig og blottede
et Par fosforskinnende Splinter i Jordskorpen af en nedraadnet
Stok. En uhyggelig Zittren gjennemfoer Gabestokken. Det var
som at see sin Faders Been.

   Men det er sandt, jeg sagde det var en Maaneskinsnat. Ja
saa tog det sig ud. Alle Omgivelser havde et natteagtigt, skygge-
mæssigt Præg. Men det var høilys Dag bare man kom udenfor
Byen. Derindenfor var det, som sagt, Nat, uden at jeg kan for-
klare det uden ved et Mirakel, som kun tilhører denne gamle
By, hvori de gode gamle Dage gaae saa igjen. Man tænkte meget
fornuftigt der, men omtrent som andetsteds for hundrede Aar
siden eller mere, og man har tildeels, blandt mange andre, den
Grille at skrive med Blyant et 7 Tal istedetfor et 8 Tal i Alma-
nakkerne, som man dog kjøber fra Kristiania. Alt er noget om-
vendt. Byen gaaer ogsaa tilbage, som bekjendt, mens andre gaae
frem; og ligesaa bekjendt er det, at Borgerne maae reise til Gjel-
øen for at trække frisk Luft. Da og for den jevnlige Nats Skyld
hjemme sige de ogsaa Goddag til hinanden med en Trohjertighed
og Glæde, som om de aldrig havde seet hinanden paa Gaderne.
Der svæve de ogsaa hinanden forbi som Skygger, og man siger,
at der kun ved et Par Korpulente skal være nogen virkelig Ge-
halt, hvorimod det bliver lyst paa Klubben og dagfriske Ideer
satte i Cirkulation der, naar det bliver mørkt andre Steder.
Hvorledes det maa være fat der med Anskuelser inden Lovs og
Rets Omraade kan man let begribe, naar man betænker, at man
overalt taler om Rettens Gang, mens man om Tidsaanden siger
d.IV,b.3,s.82   at den flyver. Den maa da der staae fast som Gabestokken,
siden Tidsaanden kryber. Kort, jeg kan ikke forklare denne
vidunderlige Tilstand anderledes end ved at der var en Slags Nat.
   Gabestokken kunde ogsaa være vis paa ikke at blive forstyrret,
skjøndt Præsten netop gik af Kirken.

   "Skulde jeg være den Eneste tilbage af min Slægt?" sukkede
den Røde og strakte sin uformelige Hals med en beleven Adræt-
hed, man ikke finder hos Enhver, der ikke har været udenfor
Byen. Thi der er ogsaa stive Herrer og ikke saamange Torqviller
iblandt Damerne som hos Os. Den Stakkel var Enkemand, og
vilde nu gifte sig igjen, skjøndt han havde havt Uheld med sine
Børn som med sit Øie. Der var det smekkre Tvillingpar "Spø,"
som reiste til Sverrig, og "Spidsrod," som skal leve i Danmark.
En Bytting, som hedte "Brændemærke," er paa Rasphuset i Kjø-
benhavn og nok en Affødning "Tortur" blev i 1814 forviist Landet,
hvor han dog har havt den Frækhed siden at vise sig to Gange.
Da seer han, til sin uudsigelige Glæde, et Hoved ligt sit at titte
frem hiinsides Fjorden. Saa glad maa den eensomme Jothun
være bleven, om han fik see et Skaut paa et Hoved med de
nationale Lokker og Propositioner etsteds at stikke frem af Sko-
ven eller Uren.

   "Hvem er du, Allerfagreste?" læspede Mosse-Gabestok, og blev
3 Alen længer, mens han tillige, som Friere pleie, gjorde Revnen,
hvorigjennem denne Lyd trængte frem, saa snerpesmal som mu-
ligt. At han vendte det seende Øje til, som om han blot misede
af Ømhed med det andet, følger af sig selv.

   "Jeg er Gabestokken i Borre," burde den Tiltalte have svaret,
og saa igjen (om der havde været meer Oprigtighed end sæd-
vanlig i slige Tilfælde) have faaet det Udraab: "Jøssu Navn, er
du endnu til?" Men Gabestokken i Borresogn svarede ikke for
det Første.

   "Aha! det maa være fordi du er stolt af din danske Nedstam-
men fra Alf Tønsberggreves Steile," tænkte den borgerlige Gabe-
stok, som kun stammede fra en Galge. "Adelskabet er ophævet
ved Lov af 1ste August 1821."

   Men den Knipske forekom vor ærlige Ven med sit impertinente:
"Jøssu Navn er du til endnu, Morten Jespersen?"

   "Jamen er jeg saa, Kari Borre. Og hvor gaaer det?"
d.IV,b.3,s.83      "Haa! Jeg lider ingen Nød. Der er ingen Mangel paa Skjel-
mer, skulde jeg tru."

   "Her heller ikke."
   "Der falder da En nu og da."
   "Her ogsaa, om du vil titte lidt op under Skautet."
   Kari tittede op med elskværdig Undseelse. De skammelige
Bondegutter havde skaaret Næsen af hende. Mortens Aktier
steg; men en hæslig Skygge havde dette uheldige Øjeblik iblandet
hans ædlere Følelser. "Aahaa!" tænkte han, "har hun det saa,
da maa der Mere til."

   "Har du Nogen nu da?" raabte han med større Qvikhed i
Stemmen over Fjorden.

   Kari, som troede han spodsk meente Næsen, stirrede stivt hen
for sig. Man kunde høre Dødningpikkeren i hendes Træhjerte.
Liv og Død hang af dette Øjeblik; thi hun havde ikke meent
det alvorligere end andre Pebermøer i hendes Stilling.

   "Jeg mener, har du Nogen der du veed nu?" knebbrede det
igjen tvertover, som naar man vilde tale med Kastagnetter.

   "Jo men har jeg saa!" sagde Kari, og halte en fiirskaaren
Bondeknøs frem ved Halsjernet. Skjelmer ere Gabestokkens
Rigdom. Den lever af Skjændsel. Et Menneskelivs Lykke og
Forhaabninger er for den en Steg. Kari havde vundet. "Der
kan du see, jeg er ikke saa indpaa." En Jothun kunde ikke see
gridskere paa kristent Kjød og Blod, end Mosse-Gabestok møn-
strede med sit ene Øjes sidste Kraft den blege Skjændsel i Syn-
derens Aasyn. Han talte Tænderne hvergang de skar sig af
Fortvivlelse med den Gjerriges Henrykkelse, som roder i Perler.
Hans Beregning var ligesaa snart gjort som Huusmandens, naar
hans tilkommende Halvdeel aabenbarer ham, at hun desforuden
ejer et "resbit" Sviin.

   "Kari!" sukkede han, "Kari! Vi To ere kun tilbage, og se
her! . . lad os slaae vore Pjalter sammen." Og med disse ømme
Ord viste han pralende en Synder frem, som ogsaa han havde
iklemme.

   "Naar skal vi have Bryllup," hviskede det over fra Østsiden,
"og hvor skal det staae?"

   "Nu! -- Og i Thingstuen derover hos dig. Paa Raadstuen har
der før været Bryllup."

   "Og hvem skal vi bede, kjære Morten Jespersen min i Moss?"
d.IV,b.3,s.84      "Ei, ikke de Spottegjøger, som gave Knegten din Kobberdanker
i Mangel af Epigrammer til dig selv; men alle vore Fættere, om
der endnu er nogen ilive, Herskaberne og Retten. De forliges
saa godt, og skaffe os Udkomme i Verden."

   "Ja -- Retten!" sagde Morten Mossemand med et Griin à la
Rabelais
, og Begge bøjede Hovederne som fromme Bønderbørn
naar de høre Jesu Navn.

   "Ja Retten, siger jeg ret," raabte den Elskværdige, og an-
tog det truende Udvortes af en af vore ludende Veikors. "Ju-
risterne gjør jeg meget af, for de holde meget af os Gabe-
stokke."

   "Ja, eftersom de ere Venner af Antiqviteter til," laae i et
malicieus Træsnitsmiil paa Mortens brede Overlæbe; men han
strøg det strax og eftermumlede sit "Ja -- Retten!" saa pligt-
skyldig-mekanisk, som om han allerede havde besiddet sin præ-
sumerede Halvdeel i Hvedebrødsdagene + 1.

   "Det skulde jeg troe, Mand! Juristerne ville endnu en god
Stund beherske Verden, mener de berømte Troppisters og Gabe-
stokkenes Advokat, den unge Retslærde i Kristiania, som alt
har erhvervet sig Ordet for at være en vis Trediedeel af en
Koryfæ. Gid vi saasandt bare kunde vente os nogle af hans
Klienter herned forat illustrere vor Høitid, saa den kunde blive
en liden Kringle for een Gangs Skyld, Snutten min! Thi jeg kan
ikke negte, at jeg gjør af nogle af dem for deres Træhoveders
Skyld, og desuden ere de Alle over Eet saa hule i Hjertet, saa
de ret ligne vor Slægt, og desuden, desuden ere de saadanne
ordentlige pene Mennesker . ."

   "Uf!" lød det fra Morten. Ogsaa hans Kjærligheds nysud-
slagne Rose var tornet. Jalusien stak sin Troisqvart igjennem
hans Hjerte og lod et uklart Had mod Alt hvad der var Trop-
pist tilbage i Saaret, som en Rendesnor, der, ved at trækkes
i, strax fornyer Irritationen. Men han gav det kun Luft ved
at mumle for sig selv: "Pene, ordentlige Mennesker? Fanden
heller! Om Nogle af deres Notabler veed man noget ganske
Andet."

   "Søde Sukkervandskarle," læspede den Elskværdige.
   "Jedermann sein Lust!" stjal sig over Beilerens Læber. Men
-- -- en vis Glands af Herredømme udbredte sig truende over
den hulde Halvdeels Aasyn liig den, der forklarede den unge
d.IV,b.3,s.85   Retslærdes, da han havde gjenundfanget hiin stolte gamle Tanke
fra van der Noots Dage, at "Verden hører Os, os Jurister til,"
og endelig faaet den paa Papiret med en vellykket Halvfordøl-
gelse af sit eget lille Kopiistjeg.
   Morten Jespersen Mossemand taug naturligviis.


   Der blev, i god Bryllups Bemærkelse, et frygteligt Huus paa
Thingstuen i Moss. Selv gamle C. Vtes Lov dandsede med over
Bord og Bænke. Anordningen in 4to af 9de August 1754 blæste
Støvet af sig, og kom ned paa Gulvet. Men meest Opsigt
gjorde en ung Dame fra Kristiania, som kom over fra Klubben
ganske negligent med Papillotter af et skident Morgenblad i
Haaret. Det var Intoleranceloven, en Datter af Professor Hjelm
og Barnebarn af gamle Morgenstjerne, der var velkjendt paa
Moss. Hun blev derfor velanseet alligevel, og man bar over
med hendes Unoder, især da hun holdt sig mest med en stiv-
pidsket puddret Forordning af 13de Januar 1741, som hun vilde
lære Kringledandse. De enedes omsider om Menuetten. Kort,
Brylluppet var over al Maade lystigt og comme il faut. Mosse-
mænd vare forfærdede over Tummelen, og holdt sig derfor til
Klubsiden af Torvet, og Dagen efter, da Bytjeneren aabnede
Døren -- Himmel!

   Byfogdens Stol havde man vovet at røre! Den stod paa Ende.
C. Vtes Lov laae i en Krog, Kristianiadamen og Forordningen
af 13de Januar 1741 under Bordet i en gruvækkende Stilling
og en Tommeskrue og en Knibetang borede sig ilsomst ned-
igjennem et Rottehul.

   Men Brudeparret var af de vise. Hvad enten de nu ikke
havde fundet sig tilfredsstillede eller de erindrede Kjærlig-
hedens Forbandelse, at Hymen lukker dens Porte, saa skiltes
de ad næste Morgen for hver paa sin egen Grund at forøge
Boet, hiin rædselfulde Rigdom. Og der staae de endnu paa
hver sin Side af Fjorden som en Æreport til Entreen til Landets
Oplysnings Sæde, Frihedens Hovedstad.

   Efterskrivt. Kari Borre skal allerede være frugtsommelig; og
der er vel heller ingen Tvivl om, at der vil blive nok af Gabe-
stokker saalænge de To faae Lov at blive sammen.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE