HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 3. BIND: 1839 - 1842


d.IV,b.3,s.64  
NOGLE ORD
TIL
GODE KONFIRMATIONSBØRN
OG DERES FORÆLDRE
GAVE TIL GODE KONFIRMANTER



TIL BØRNENE

   I
dag skal en rørende Handling forhøje vor Andagt, kjære Kri-
sti Venner. Det er Ungdommens Højtid, eders Børns Æresdag,
Mødrenes Bekymringers Sejersfest. Sandelig idag "ynkes Herren
hjertelig"
over Mødrene, og siger til dem: "græder ikke!" Thi
fra idag af letter Han Opdragelsesbyrden, og han opreiser de
unge Sjele, og lader dem vandre selv, ligesom de ømme Mødre
reiste de spæde Lemmer og lærte dem at gaae. Idag "kommer
han nær til os"
i sit Ord; og det lyder til Børnene som forhen:
"Du unge Dreng jeg siger dig staa op!" "Staa op!" lyder det,
"til Livets Gjerninger, til Sandheds Erkjendelse, til Brødets ær-
lige Erhvervelse, og til at gjengjælde Forældrene deres Velgjer-
ninger." Derfor, I Menighedens Ældre, som have prøvet Livet
og Vigtigheden af at lære Kristus at kjende og at vælge og lyde
denne vor Herre alene og ikke de Verdens Afguder, som rives
om de unge Hjerter saasnart de slippes af Forældres og Læreres
Hænder -- derfor forener eder i Bønnen for Disse, der nu skulle
tiltræde den farlige Vandring fra Skyldløshedens Blomsterstue,
hvor de Smaae havde sin Verden, og ad de tusinde Stier over
den vide Livsensslette til den sidste Tue -- til Graven, der til-
sidst bliver stor nok Verden for de Største! Ja hør os, naar vi
bede for dem og for os: "vor Fader osv."
Luc. 7,11.
   Det er mange Aar siden Jesus vandrede til Nain, og opvakte
den Døde; men endnu har ikke Verden drevet Kjærlighed til
Jesum saavidt som Kjærligheden til sig Selv. Mærker Eder dette;
d.IV,b.3,s.65   thi det Ene er at elske det himmelske Liv, det Andet at ud-
klække Spirer til Døden.
   Men hid ere de Unge komne med Hjerterne fulde af Livsens-
sæd. Foraarsarbeidet er endt i deres Sjele. I Guds Navn da
lægge Menigheden sin Velsignelse til, og omgjærde det Spirende
endnu en Tid, og hjælpe de Vaklende, som ere standne op paa
Herrens Bud! saa vil mangen Moders Vemod blive trøstet, og
Folket føle Guds Besøgelse i Kirkens Gjerninger, og Jesu her-
lige Navn udbredes.

   Det er meget, og det synes især den godtroende uerfarne Ung-
dom saa, at Verden dog ikke skulde have drevet sin Kjærlighed
til Himlen, der taler igjennem Jesum, saavidt som Kjærligheden til
sig Selv, til sine egne Lyster og Laster, at Menneskene inden
den kristne Menighed kunne glemme saa let, at Jesus ogsaa over
Enhver af dem har raabt sit: "unge Dreng, jeg siger dig, staa
op!" "Staa op, unge Sjel! staa op, Kraft! vaagn op Eftertanke,
Dydvilje og Samvittighedens Øje!"

   Dog er det saa. Derfor mærker eder dette, og vogter paa
eder Selv, og holder eder vaagne, at eders til Liv fremkaldte
Bedre ikke atter henfalder i en Død, der ikke mere er Uskyl-
dighedens slumrende!

   Vogter eder! thi ikke alle, der ældedes, bleve vise; mange
ginge tabt, og Verdensfyrsten prægede sit dybe Herremærke i
Pander, der vare klogere end eders.

   Derpaa kommer det an, at I, Unge, ja at vi Alle, Gamle som
Unge, vogte paa os Selv; thi der falder ikke Regndraaber til
Jorden flere, end Konfirmationsløfter, -- der i det unge Hjerte
i Oprigtighedens Øjeblik vare dyrebarere end en Krands af
Diamanter -- hengaae unyttede og uopfyldte i Luften; og for
hvert skulle vi gjøre Regnskab, naar vi komme paa Baaren,
hvorfra en forfærdeligere Røst end Jesu milde kalder vel til
Opstandelse, men til Dommens -- ikke for Alle til en Opstan-
delse i ømme Moderarme men til Opstandelse i en Døds mod
hvem Tilintetgjørelse af vort Væsen, evig Glemsel af os Selv,
evig Udslettelse af alt det Levendes, af Aanders og Menneskers
Række, vilde være Mildhed og Velgjerning.

   Her vælge vi Jesum til vor Herre og med fuldberaad Hu.
Ikke sandt, I, der ikke stededes Adgang hid om Alteret, om
hans jordiske Throne, før I havde lært Ham at kjende, og vundet
d.IV,b.3,s.66   Forstand til selv at vælge? Her danne I en Kreds, Haand i
Haand -- Forældre og Venner og Menighedens Gamle holde
Hænderne derover, og beskytte den, og Intet synes at kunne
gjennembryde den. Og dog -- disse Tryghedens Minutter flyde
hen som de andre. Kredsen opløser sig, og de Enkelte udvandre
hvor udenfor disse Porte andre Herrer ville raade med, og sige,
at de have Krav paa Eder -- andre Herrer end den, I nu skulle
sværge, Han, som hersker i dette Tempel -- hvem Aandernes
Herredømme er forjettet, hvis Spiir er Tugtelse til Salighed, og hvis
Rige er inden Alkjærlighedens Arme -- andre Herrer, ja med
lokkende Røster og snedige Kunster indtil de have faaet listet
Aaget paa eder endnu mens I ere unge, og indtil de kunne tage
Svøben i Haand, og fremdrive sine Offre paa Fordærvelsens
Veje.
   Ak, om det skulde gaae saa med nogen af disse Unge! Da
vilde Øjne, som nu læse i Hjerterne, græde ovenover os; og
der vilde siges om Os, naar vi udvandre gjennem disse Porte:
"se Toget af Nain! der bare de en død Yngling ud i Den og
Den og Den."

   Men Held os og Eder, unge Kristne -- I have hørt forud den
gode Herres Krav før I allerede have valgt efter Hines, efter
Vellystens, Havesygens, Vredens eller en anden af de tusinde
Røsters Paastande, som ville kjæmpe om eder herudenfor. I ere
advarede medens det er Tid. Faren er viist eder med kjærlig
Haand før I allerede ere faldne i den -- med eet Ord: I ere
endnu uskyldige; eders Sorg har endnu kuns havt Vægten af
en barnlig Taare; eders Glæder have endnu ikke trængt til at
blandes med en brydsom Eftertanke; eders Hjerter ere endnu
formede efter Hans Vilje, der elskede saa Barnets og Enfoldig-
hedens Uskyld. I have altsaa Noget forud: -- I have Lysets
Rustning før Kampen begynder med de stærke Magter, som tør-
ste efter det sunde Blod i eders Kinder, og brænde af Begjær-
lighed efter at udsuge eders Hjerter og Marv og det uskyldige
Øjes Glands, og at lokke den raske Ungdom til sig, for siden at
kaste sine Forbandelser paa den nøgne Isse. I staae i denne
Stund paa en Korsvej imellem den Herre, hvis Rige er Støv, og
Den, som hersker ogsaa i Himlen. Men ikke skulle I sige, at
man lod eder staae paa denne Korsvej, hvor den til den ene
Side gaaer i Dybet, og den til den anden til Himlen, overladte
d.IV,b.3,s.67   til Uvidenhed; thi hid ledede eder omhyggelige Forældres og
Læreres Hænder; og disse gav eder Ordets Fakkel, der, altsom
Mørket tyknes, lyser stærkere, naar I kun holde den fast; og
fra Guds Tempel lyder nu til eder til Afsked Epistelens Ord:
"Farer ikke vild! Gud lader sig ikke spotte!" Endnu holde de
kjærlige Hænder eder; men snart slippe de, og I staae ene.
Vælger derfor nu! Valget er frit; thi I skulle have Fortjeneste
deraf. Men erindrer, at Verden skal gribe efter eder og bruge
alle Kunster forat vinde eder, medens Himmelen kun venter
rolig efter Eder, at I af eder Selv skulle komme til den, med-
bringende alle de gode Gaver, I erholdt af den.
   Vælger derfor nu, I Børn paa Korsvejen! Men vælger ikke
med Sorgløshed som tilforn imellem Glæde og Glæde! Thi nu
skulle I vælge eder et Liv og en Evighed: -- om den udødelige
Aand skal herske i Eder, og Støvet arbeide i dens gode Hen-
sigter, eller om det forgjængelige Støv skal vorde Engelens Herre,
og lade den trælle for det Onde, som først synes Støvet født,
men siden kuer det under et glædeløst Aag. Vælger! -- Det, I
skulle vælge, ligge eder nær: Verden med dens Forfængelighed
ligger rundt om eder, og den store Himmel er vel fjern, som
det synes for det unge Liv; men den har lagt sit Billede i eders
Hjerter, og lader Haabet om at naae den vandre foran eder; og
hvor nære dens Porte ere, vide I Alle, der indvandrede hid, og
kastede et Blik over Menighedens Grave.

   Men før I vælge, saa prøver! Der findes visseligen ogsaa Godt
og uskyldige Glæder i Verden, og Forstanden og Dyden blive
ikke altid siddende i dens Snarer. Saa er det; men her vælges,
om Verden skal være os Alt, skal være vor Herre, eller om Gud
skal være det, om vor Pligt skal være det, selv med Verdens, i
sig selv skyldløse, Goders og Glæders Forsagelse. Thi Det skal
ikke være at tjene Gud, om vi skye det aabenbare Onde, men
ikke bringe ham et Offer, og ikke have Frygt for vor Svaghed.
Lovens tydelige Bud glemmes vel ikke saa let; men det er ifra
Skrøbelighedens Side, at Verden især søger at hilde Mennesket.
Derfor maa I, unge Kristne, ruste eder fra den Kant, og forud
vide hvilken Angreb I lettest ville være udsatte for. Der lever
i Eder Hang til overdreven Sorg for det Timelige, Sandselighed,
Begjærlighed efter Verdens rige Gaver, og flere saadanne Til-
bøjeligheder, som, naar de ikke bevogtes, kunne nedrive alt hvad
d.IV,b.3,s.68   der opbyggedes i Templet, ja omsider udslette Lovens bestemte
Bud.
   Der er faae aabenbare Mordere, men den ukjærlige Verden
opdrager Mange, der myrde sin Sundhed og sit gode Navn, og
ødelægge Næstens Ære og Ro ved Løgn, Bagtalelse og Misun-
delse. Der er faa aabenbare Røvere og Tyve; men Mange, der
bortstjæle den nyttige Tid, og lade Daarskaben løbe af med
herlige Evner, -- der berøve Næsten den Hjælp, de skylde
ham, -- der ere samvittighedsløse Laantagere, og havesyge i
Hjertet, om end Haanden ikke røvede. Verdens Rige er fuldt
af Forbrydelser, som Loven fra Sinai kun antyder, men ikke
bestemt udtrykker, og som de borgerlige Love ikke ramme.
Mens Kydskheds Budet holdes højt i Templet, træder Verden
og dens Børn det med Latter under Fødder; og den lærer sine
Trælle Umaadeholdenhed i samme Grad, som dens Glædesbæger
udtørres. Prøver derfor forud disse forskjellige Tilbøjeligheder;
og I skulle finde, at de fordre Eders hele, uafbrudte Opmærk-
somhed: at de vel ere stærke, men dog ikke ubetvingelige -- ikke
ubetvingelige medens I ere unge, og Hjertet ikke har hærdet sig
til en tyk Skal omkring dem.

   Eller ere I daarlige nok til at betragte disse Maaneder, da
Kundskabens Sæd isaaedes eders unge Sjele, kun som en Tid,
der er tilbragt under byrdefuldt Arbeide? letsindige nok til kun
at see en tom Skik at opfyldes idet I optages i Menigheden
midtunder Forældres og Læreres velsignende Hænder, medens
I salves af Deres Taarer, som Naturen bød eder at elske?
Skulde unge Hjerter og Sjele, som man har gjort sig Umage for
fra de spæde Aar at aabne, ikke kalde denne Stund vigtig,
dyrebar og hellig? skulde de være saa haarde, at de ikke i den
hellige Time føle den Guds Nærværelse, som fremførte dem
kjærligen indtil nu, som lod Sorgerne være ukjendte for de
Fleste, for maaske Alle af Eder, indtil I vare blevne stærke til
at bære dem? Sandeligen jeg siger Eder, Han er over Eder i
denne Stund denne Gud, som "ikke lader sig spotte", og Han
lytter til Beslutningen i Eders Sjele, om I ville følge Ham, den
Herre, hvem Englene love, eller ham, der raser i Verden, som
kan lade Eder smage berusende Glæder, forat mætte eder med
Bærme og Galde, og lære eder Ondskabens og Kaadhedens
d.IV,b.3,s.69   Skoggerlatter for siden at lære eder Taarers brændende Bitter-
hed over et sletført Liv, brudte Løfter, brustent Haab om nogen-
sinde at naae didhen, hvorfra Guddomsbilledet i Eder udgik!


   I have jo hørt hvorledes denne Himlens og Menneskets sande
Herre mildeligen siger, at vi ikke ængsteligen skulle sørge for
vort Liv og for Mad og Drikke og Klæder eller for Legemets
Velbefindende, som om Livet ikke var mere end Maden og Le-
gemet ei mere end Klæderne; og dog føder hans og vor Fader
de uvislige Spurve, og klæder Markens skrøbelige Blommer.
Saa taler Han jo igjennem sin Udkaarne, og bebreider mildeligen
dem, der ere altfor ængstelige for alt dette daglige Brød, eller
som dyrke Verdens Guder: Mammon eller Havesygen. Og har
Han ikke bedækket Jorden med Marker, der bære Næring for
alt Levende, og opdynget dem med gylden Sæd? Har Han ikke
flettet de mislige Aar imellem de rige som Armod og Overflod
sammen ved Siden af hinanden, forat lære os Nødtørftighed,
Flid og Nøisomhed? Har Han ladet dig voxet op som den ufor-
mede Svamp uden Arme? kun udvidet din Mave, og skjærpet
dine Tænder, uden at hærde dine Sener og danne dine Fingre
til nyttig Gjerning? Og har Han ikke lagt Eftertanke bag dit
Øje, og modnet din Forstand med dit Legeme? Hvorledes, har
da denne Herre bedraget dig? lovet dig Føde og Klæder, og
Intet givet? udrustet din Sjel med Sands for Glæder, og stedse
negtet dig disse? Men den anden Herre, som vil tviste om Dig
med Himlens og Altings Herre og Fader -- denne Verdens For-
førelse, denne Herre, hvis Throne falder sammen med disse for-
gjængelige Been, hvad lover ikke Han? og hvad holder Han?

   Se, han foremaler Dig et mageligt, lystigt, frit Liv, som han
kalder det; og inden faa Aar kan din Magelighed sole sig uden
Kjole i Smuds og Ækkelhed, og din lystige Omstreifen maa
vandre med udrakt Haand, og Dørene lukke sig for den Dovne,
for Lediggjængeren og for Den, en indgroet Ustadighed og Ulyst
til Arbeide har gjort uduelig og unyttig og til en Byrde for sig
og Andre. Denne Verden lover dig maaskee Rigdom for Intet,
blot du vil adlyde den i det lette Arbeide, at kaste Terningerne,
at bedrage i det Smaa eller Store eller ogsaa arbeide for taa-
belige Planer; -- nu, om føje Tid er den ødelagte Spiller der,
d.IV,b.3,s.70   Bedrageren, den aabenbare Tyv der, Skjøgen, Armoden uden
Ære. Saaledes skal denne Herre betale sine Løfter. Han skal
maaskee sige: Du er ung, du har et Legeme istand til Nydel-
ser; -- han skal række din ubesmittede Ungdom berusende
Bægre, og aabne dig med et Smiil, men med et fordægtigt og
lurende Smiil, Udsvævelsens Vraaer; men om føje Tid rangler
Drankeren frem derfra, og Syglingen sniger sig ud derfra hen-
mod den tidlige Grav. Saaledes skal denne Herre betale sine
Løfter.
   Unge Kristne paa Korsvejen -- Hvad ville I da vælge? Unøi-
somheden, der gnager sig selv midti Overfloden? Havesygen og
Begjærligheden, der ikke mættes ved det Umaadelige? -- eller
Nøisomheden, der altid har nok, der finder Glæde i Lidet, ja
selv i sine Anstrengelser? Hvad ville I vælge: den uvisse, flygtige
Vinding, som maaskee æsker Forbrydelser, -- eller den Lykke,
som den kloge Flid og Ærligheden har imellem sine Hænder?
Hvad ville I vælge: Umaadelighedens fortærende Glæder, For-
fængeligheden, Tøilesløsheden -- eller Sundheden, Roligheden,
Maadeligheden, Anstændigheden, Agtelsen og alle disse skyldløse
Glæder, hvori selv Englene skulde kunne tage Deel, medens
hine kun med Blusel tør vise sig selv paa Jorden? Hvad ville
I vælge, unge Kristne paa Korsvejen? Ville I tilhøre Ukjærlig-
hedens, Misundelsens, Løgnens Verden -- eller Kjærlighedens,
Retfærdighedens og Sandhedens Verden, denne som forener den
sande Menighed midtimellem de Onde? Ville I sogne til dette
Fredens Tempel, eller til alle de Uroens og Daarlighedens, som
findes deruden? Ville I stedse indbære Fred med Eder indenfor
disse Mure, der hørte eders Daabs Pagt at sluttes og høitideligen
at gjentages? eller ville I hidbære Angst og Uro og Forbandelse
i Hjerterne, medens Fredens og Velsignelsens Ord udsiges, og
opfanges af taknemmelige Sjele rundt Eder? Prøver dette, og
vælger! Triner fast de første Trin, at de ikke alle skulle blive
vaklende og vildfarende! Den rette Vei er kun een, men Af-
vejene ere mangfoldige. Den rette Herre er kun een, og hans
Vilje er kun een; men de Aander i Verden ere mangfoldige,
som raabe efter det Onde, og gribe efter de unge Sjele, for at
plukke Englevingerne af dem. -- Men vi haabe, Menigheden,
der saae eder opvoxe, eders Forældre, der opfødte og oplærte
eder til Gudsfrygt, alle Disse haabe, at eders Valg ikke kan vorde
d.IV,b.3,s.71   tvivlsomt, og ikke dette Valg alene, som vi skulle høre fra eders
Læber, men det, der, lige med dette, skal fældes i eders Hjerter.
Gjører ikke eders Forældres glade Haab til smerteligt Bedrag,
ikke deres Anstrengelser for eder fra den første Dag, I saae,
indtil nu, ikke Lærernes samvittighedsfulde Arbeide, kun til for-
gjæves og unyttig Møje! Lader ikke det Ord forgjæves være
Eder meddelt, som "selv skal straffe sine Overtrædere"! lader
ikke det vende sig til Forbandelse, som udsendtes til Velsignelse!
Slukker ikke modvilligen det Lys, som gaves eder paa Stien, at
ikke Naadens Smiil ogsaa skal forsvinde over eders Hoveder!
Men griber fat fra denne Stund det Lys og den Stav, som Gud
i Naade har meddelt eder i Kundskaben til sin Vilje! Kaarer
denne Herre, som de øverste Himle ere underdanige! Han skal
visseligen i sin Høide evindelig see Eder, I Smaa; og, voxe I
som Jesus i Hans Naade og Velbehag, og til gode Menneskers
Glæde, da skulle I mærke, at han seer alt mildere og mildere
ned til Eder og al Eders Gjerning! Og naar I have prøvet dette
Liv, og vundet Alderdommens hvide Krone, da vil eders Barn-
dom i sin bevidstløse Uskyld i sin dunkle Fjernhed forekomme
eder som Blomstrets sandsløse Liv, som en slumrende Død, og
denne Stund som eders virkelige handlende Livs Begyndelse,
som den, hvori Jesus, Herren, ogsaa traadte til enhver af eder,
og sagde, "du unge Dreng, jeg siger dig, staae op!"
   Held Eder da fra denne Stund og indtil den, da I virkelig
udbæres paa Baaren! Livet venter eder. Det har Krav paa
eder! Benytter det til eders Salighed i hvordan det vil vise sig!
Bevarer den barnlige Kjærlighed, om I forlade Forældrenes Huus!
Dertil behøves hverken Videnskab, Aandsgaver eller andre Rig-
domme end det taknemmelige Hjertes. At bringe en Faders
eller Moders Alderdom til at rødme over sin fordums Kjærlighed
til et Barn er at vende Dolken i det blodige Saar, og at bore
den endnu dybere ind. Men det Menneske, der ikke aflader at
være et kjærligt Barn, er som Blomstrets Skud, der tjener den
Rod, som frembragte det, til Prydelse og Bevarelse, og hans
Kjærlighed er som en behagelig Duft i hans Moders Kammer --
Bevarer da Barnefølelsen, endskjøndt Voxne, ligesom Æblet,
endskjøndt det er modent, endnu glemmer Vellugten fra Blomst-
ringens Dage!

   Erindrer i Armoden, om Livet bringer Eder dennes knappe
d.IV,b.3,s.72   Gaver, den Menneskets Søn, som ikke ejede en Steen at hælde
sit Hoved til; og se! den lave Hytte vil blive rummelig nok, og
Fadet lækkert nok for Nøisomheden, det haarde Leje blødt nok,
og ingen misundelig Glød vil ligge i Øjet, og hefte sig ved den
Riges Klæder og den Fornemmes høje Tage. I Overfloden erindrer
ogsaa den fattige Verdensfrelser og hans Ord, om hvor daarligt
det er, at lægge vort Hjerte til vor Dynge, og at agte denne,
der dog kun er farvet Støv -- om end god med Viisdom at
bruge -- dyrebarere end Sjelens Rigdomme, som gjælde i Him-
len, og som ere en opklaret Forstand med god Salighedskund-
skab i, et reent Hjerte med stærk Vilje til det Gode, og en god
Samvittigheds Fred med Gud og med sig Selv. Og om Liden-
skaber
oprøre eders Bryst, da anstrenger eder for at lade det
hulde, blødende Kjærlighedsbillede ogsaa fremhæve sig klarnende
deri, og stille de vilde Blodbølger som den stigende Sol det op-
rørte Hav! Om Vrede løfter eders Haand -- lader den synke
for Hans Ord, der i Døden kunde bede om Tilgivelse for sine
Mordere! Om Havesyge lokker -- tykkes bedre om Ham, der
gav eder stærke Ord til at holde eder til i Fristelsen, og hvis Rige
ikke er af denne Verden! Omspænde Trængsler Eder -- enten
Forfølgelsens eller Fristelsens -- se! briste kunne disse Baand,
som skulde hale til Dybet, naar I mindes ham, som svedede
Blod i den mørke Lund, og bar Korset til han segnede. Sidder
Nøden ved eders Dør, sidde da og i eders Hjerte Hans Ord,
som siger: "værer barmhjertige som og eders Fader er barm-
hjertig!" -- og Nøden skal bortvandre erkjendtlig, og I dog ikke
klage over Armod efter den. Kiv kan vækkes, og onde Ord
bide mellem Mund og Mund, men tykkes I bedre om Ham med
det gode Ord: Han, som siger: "Salige ere de Fredsommelige,
thi de skulle kaldes Guds Børn!" -- se, da skal Fred være i
eders Huse, Fred i eders Hjerter, og maaskee eders Tale og
Mønster skal fremskabe den i dem, hvor den ei før var. Fri-
stelser
kunne forlokke eder, saa I falde; men ihukommer da
Ham, som vaagede og bad, og som sagde: "vaager og beder, at
I ikke falde i Fristelse!" -- og det Onde skal ikke længer have
Magt over Eder, Vredens Iilsind være som den bortdrivende
Røg af den udslukte Flamme, Forfængeligheden som et støv-
visnet Græs, Stoltheden ringe som et knækket Straa, Vellysten
som en huul, bortkastet Frugt, Gjerighedens blændende Hob som
d.IV,b.3,s.73   Aske, og den lange Hevn, det nagende Had skulle I skye som
tærende Givt. Glæden kunde true at henrive eder til Last eller
Daarskab -- da rinde Han eder i Hu, som vel deeltog i jordiske
Glæder, men som takkede Giveren, da Han brød Brødet, og
forhøjede dem ved at bruge disse Leiligheder til viis Lærdom og
Tilretteviisning i Samtaler, der ikke formørkede, men opklarede,
ikke betyngede, men lettede Lazari og Zachæi og Vennernes
Hjerter. Mørke Tanker kunde nedsænke i sløv bedøvet Uvirk-
somhed -- da skal Sjeletaagen adspredes, og de betagne Kræfter
reise sig, om Kristus staaer for Tankerne: hvorledes Kummer
ikke afholdt ham fra at udføre sin Faders Gjerning indtil han
bøiede det tornekronte Hoved, og udbrød: "det er fuldbragt".
Med Synder paa Samvittigheden kan Fortvivlelse om Guds Naade
betage en Sjel; Livet kan synes en Plage, og dog et ufortjent
Gode, Døden en Rædsel og dog fortjent, da, -- Glæde er der
dog i denne Bedrøvelse, Sejer i denne Nedknugelse, om denne
Sjel dog ret levende gjenerindrer sig Ham, som den maaskee
engang tyktes vel om, da den bekjendte ham og hans Ord her
for Alteret -- Ham, som lod den forlorne Søn vende tilbage og
gjenindsættes -- Ham, som lærer, at Himmeriges Rige er bygget
paa Omvendelse, at der er Fryd over den forbedrede Synder,
og i hvis Navn og Aand Apostelen siger "at Bedrøvelsen efter
Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes".
   I disse Skildringer, I Unge, kunne I forud kjende Livet, saa-
ledes som det vil møde Eder -- uvist med hvormeget Sorg og
Glæde, Medgang eller Modgang for hver af Eder; dog altid for
Enhver med nok af begge Dele til at søge den samme Støtte,
det samme Lys, som de Livsprøvede befunde fast og klart, ind-
til de kom til den Erfaringshøjde, som ikke ligger langt fra
Graven, at Alting, Ondt og Godt, tjener dem tilbedste, som
tjene Herren.

   Livet skal have talende Gjerninger til Ord. Lad dem da tale
Gud og Jesum til Forherligelse! I, som fra denne Stund ogsaa
ere kaldede til Livet, vilde ellers ikke være mere at undskylde
end Ynglingen af Nain, om han havde misbrugt sit gjengivne Liv.

   Den Blinde, som ikke erkjendte det for en Velgjerning, at
være ledet fra Ilden eller den rivende Strøm, vilde ikke være
saa taabelig og slet -- den Halte, som paa Isen kastede sin
Stav fra sig, ikke saa daarlig som Den, der vilde benegte, at
d.IV,b.3,s.74   han, for sin Saligheds Skyld, havde behov hvad Gudskundskab
han her har faaet foruden den Lov, som ogsaa er skreven i Hed-
ningernes Hjerter. Derfor værer taknemmelige mod Jesum! --
den kommer fra Ham. Lader Livet tale i sine Gjerninger Ham
til Ære, thi er det et kristeligt aandigt Liv, da kommer det fra
Ham, som har opvakt det i Os, idet Han i Daabspagtens Be-
kræftelse, i denne Stund forkynder Eder en aandelig Belivelses
Herrebud. Amen!


TIL FORÆLDRENE.

   Luc. 16,19.

   Det var ikke blandt Yppighedens Omgivelser og i Rigdommens
Skjød den guddommelige Frelser opfødtes og modnedes for det
himmelske Hverv, han skulde udføre paa Jorden i Tidens Fylde.
Josef og hans Moder havde ei andre Skatte at efterlade, end
Fromhed, Kjærlighed og et godt Efterdømme. Men, med dette,
vare de rige i Guds Øine; med dette tilkom dem den Ære, at
den Guddommelige var dem underdanig, om de endog ikke lige-
saa klart forstode hans Ord og hans fordulgte Høihed, som det,
at han voxede til i Viisdom i Alder og Naade for Gud og Men-
nesker. Vi tage af denne Jesu Forældres Fattigdom, af Verdens-
frelserens trange Kaar Anledning til idag at overveje, hvad der
dog medrette maa kaldes Menneskets bedste Arvedeel.



   Men venter ikke her, kristelige Forældre! at jeg skal fremstille
timelige Midler, Formue eller Magt til at vinde denne som det
Bedste, I kunne skjænke eders Efterkommere. Troer dog derfor
ikke, at Kristendommen fordømmer et billigt og fornuftigt Hen-
syn til disse Goder ved Omsorgen for deres Vel, som efter Eder
skulle indtage Rummet. At efterlade et hædret Navn, og ønske,
at det maa vedligeholde sig i værdige Ætfølgere, og ikke uddøe
med os -- at lade Frugter af en redelig Møje og omhyggelig
Flid
komne
elskede Efterkommere til Gavn -- at opøve tidligt
hos dem de Færdigheder, og lade dem indhente de Kundskaber,
som betrygge deres Fremtids Udkomme, og gjøre dem behage-
d.IV,b.3,s.75   lige som nyttige i Menneskenes Samliv -- Dette og hvad Mere,
som kan bidrage til Fremgang og Held ogsaa i det Timelige, er
ikke alene lovligt, men ogsaa pligtmæssigt. Det er en Pligt, som
selve Hjertet, om ei de naturligste Følelser ere qvalte, foreskriver.
   Jeg har lovet at tale om den bedste Arvedeel: den Arvedeel,
uden hvilken de øvrige ere unyttige, og som, hvor de mangle,
erstatter dem alle. Og hvilken er denne, I Forældre, og I, som
have Forældres Ret og Ansvar? Jeg spørger Eders egne Hjerter:
Hvad synes Eder at være det Bedste, som I kunde overlade de
elskede Efterkommende? Eje I Noget, som, under alle Tidens
Omvexlinger, udgjør eders trygge og glade Tilflugt, skjænker
Fred til eders Hjerter, Lys og Kraft til eders Sjele, gjør Eder
ydmyge og maadelige ogsaa i Lykkens og Nydelsens Dage, taa-
lige og hengivne i Sorgens, trofaste og glade i eders Pligters
Udøvelse, og altmere og mere fremvoxende i det Gode, altmere
ophøjede over Verden, og reenhjertede og kjærlighedsfulde og
undergivne Guds Vilje og Behag i Liv og Død? Eje I ei selv
Dette -- hvad Godt have I da at efterlade til Dem, som ere
eder de kjæreste? Hvad gavner da al eders Omsorg og Møje
for deres Bedste? Alt hvad I for dem opofre, Alt hvad I til
dem bespare, bliver da et Middel, ikke til deres Vel og eders
Glæde, men til deres Fordærv og eders Græmmelse. O, I eje
forvist, næst Gud, deres Lykke i eders Haand; men denne Lykke
er ei bunden ved timelige Skatte og Forgjængelighedens Glands;
den følger Gudsfrygtens, Dydens og Viisdommens Skatte; den
følger det fordringløse, af Verden ofte overseete, Fortrin, som
det uskyldige Hjerte og den gode Samvittighed er i Guds Øine.
Og I skulde kunne vægre eders Børns deres bedste Arv?

   I skulde kunne hensløse den uden Anger, uden Ansvar, og
gjøre dem lodløse kanskee baade for Tid og Evighed? -- Ud-
holder du en saadan Tanke, Moder?

   Naar du, øm og glad, trykker til dit Hjerte den spæde Uskyl-
dige, som er dig saa kjær, og hygger sig saa gjerne, saa for-
troligt til din Favn -- mindes du da ei Kristi Ord: "lader Smaa-
børn komme til mig, og formener dem ikke; thi Saadanne høre
Guds Rige til
." Kjender du ei da, med hellig Bæven, Hvad Gud
har lagt paa dit Hjerte og Hvad han engang af dig høit skal gjen-
kræve? Og, om du ejede i din Haand Alverdens Rigdomme og
Fortrin og Ære og Behag, skulde du vel ville skjænke dem til
d.IV,b.3,s.76   dit Ømhedspant, om de formenede det at komme til Jesum, om
de stængte Vejen til Guds Rige for dit Barn? Skulde du ei
hellere, hellere, om det laa i din Magt, berede det den Lod, at
gjennemvandre, om end i Ringhed og Armod, med en god Sam-
vittighed og et reent Hjerte, sin Verden, og, som Guds Barn og
Jesu Medarving, engang møde dig i Himlen? Og dette, I For-
ældre! ligger, ved Guds Naade, i eders Magt. Negter ei eder
selv den Trøst, at paa eders Forhold og eders Omsorg beroer
den Glæde, som I vente af eders Afkom her og hisset.
   Ejer dog det glade Haab, at, naar I selv have fuldgjort Hvad,
der paaligger Eder, saa skal den gode himmelske Fader gjøre
det Øvrige, saa skal Hans Øje vaage, naar eders Øje er tillukt,
og Hans Haand beskytte, naar eders Haand er svagbleven!
Frygter dog, at, om eders Børn engang ikke svare til eders For-
haabninger, om de (hvilket Gud afvende!) skulle, unyttige og
foragtelige, eller syndfulde og gudsforgaaene, fremslæbe et ulyk-
keligt Liv, og lægge eder med Sorg i Graven -- frygter da Be-
vidstheden om at I have ringeagtet eders helligste Kald, eller at
eders Efterkommere nedrive hvad eders Formaninger have op-
bygget, eller om at eders uvise Ømhed ikke itide har været
vaagen over de Tilbøjeligheder, som, engang opflammende i
utæmte Begjærligheder, skulle fortære ikke alene den Glædes-
høst, I have ventet for eders Børn, men da ogsaa den, I troede
at berede Eder som eders fornuftløse Kjærligheds Løn.

   Fædre og Mødre, og alle I, af hvem den opvoxende Slægt
modtager sin Sjelsdannelse, sin Tilværelses Vel eller Ve for alle
kommende Aldre -- hvor stort, hvor dyrt eders Anliggende!
eders Pligt hvor hellig! men og hvor behageligt, hvor lønnende,
om I kjende og vurdere dens Vigtighed! -- Ville I selv høste
med Fryd, saa skulle I og selv udsaae med Flid, og ei overlade
i Andres Hænder den Herrens Gave, som nedlagdes i eders
egne. Se, den visner eller udarter saa let den spæde Væxtling,
som for tidligt omsættes paa fremmed Mark! Lader den faae
Kraft og Saft i sin naturlige Jordsmon! Vaager I selv med Alvor
og Ømhed, at det Gode maa udvikles til sin Modenhed og det
Onde qvæles i sit Frø! -- I kunne det Alle, om I anraabe Guds
Naade, bruge eders Forstand, og lader den ledes af hans Aand;
og klager da ei over utilstrækkelige Midler til eders Børns Op-
fostring! Siger heller som Tobias sagde til sin Søn: "vi ere vel
d.IV,b.3,s.77   fattige, men vi faae meget Godt, om vi frygte Gud, flye Synden
og gjøre det, som Ret er!" Skylder ei paa eders Ukyndighed i
at lede og undervise! Et godt Mønster er den bedste Lærer.
I vide jo Hovedsummen af al Lærdom: "frygte Gud og holde
hans Bud?" I kjende jo Gud og Frelseren? Lader de spæde
Læber gjentage den Stores Priis! Gjører dem bekjendte med
Ham, med Faderen over alt hvad Fader heder, hvis Lov sjunges
af Fuglene under Himlen, hvis Kjærlighed nedflyder med hver
Regndraabe og Solstraale, og hvis gode Engle, vaksomme og
milde, omsvæve det gode Barn! Lærer dem at elske den store
Børneven! lader dem, saasnart deres Alder tillader, høre og
læse det guddommelige Ord! Der skulle de see, at Herren løn-
ner de Fromme, og er dem nær, som hannem frygte, og ledsager
dem med mild, fast end usynlig, Haand paa alle deres Veje og
Stier. Ja, saa er det -- det er ei blot Lærere, som undervise de
Unge -- Forældre! det er endnu mere eders Exempel. Værer
opmærksomme paa eder Selv; thi de Smaae ere opmærksomme
just da naar I mindst formode det! Lader dem forstaae, hvor-
ledes I selv kjende, selv følge hvad I hos dem søge at indskjærpe.
Eders fredsomme Omgjængelse, eders glade, ordenselskende Flid
under trofast Haab til Herren, Eders ømme Omhu forat gjøre
hver Mand Ret og Skjel, og forat have Noget til at dele med
Den, som nødtrængende er -- Eders Taalmod og Overbærelse
til at forlade Næstens Svagheder og vende alting til det Bed-
ste -- Eders stille Nøisomhed med eget Lod, eget Kald og Stand,
under det at I hverken misunde Andre deres Overflod eller for-
agte dem, som have faaet en endnu sparsommere Deel: -- troer
ei, at alt Dette, som udgjør eders egen Lykke og Hæder, kan
blive uden velsignet Virkning paa de unge, uskillelige Vidner til
alt eders Forholdende! -- Lever saa, Kristne! Lad dette blive
eders Hverdagsliv, og, uden at vide Alverdsens Viisdom, ere I
da eders Børns bedste Læremestere. Som lovende Planter i
god Jord, under blid Himmel, voxe de til Dag fra Dag som den
unge Jesus voxte til i Alder som i Viisdom og Naade for Gud
og Mennesker. Ligesom naar man i en behagelig Egn, langtfra
Stadens Qvalm, aander den friske Sommerluft -- man seer den
ikke, man vejer den ikke; men med hvert Aandedrag kommer
Hilse og Liv og Glæde -- saa skulle eders Børn tilvoxe i Sjels-
og Legems Friskhed, altid omgivne af eders Dyder: saa skulle
d.IV,b.3,s.78   de, efter Davids Ord, være ligesom Oljeqviste kring eders Bord,
opblomstrende til eders Forhaabning, fjernede fra Fordærvelsens
smitsomme Vind, fjernede fra den Ondskab, der bedaarer og
fordærver Sjel og Legeme.
   Og, da Grunden til alt dette er en sand og levende Gudsfrygt:
saa forsømmer ei de Midler, hvorved denne baade hos dem og
eder underholdes! Lærer dem den hellige Sabbaths Betydning!
lader dem ofte med Eder deeltage ogsaa i den udvortes Guds-
tjenestes Høitidelighed! Naar Josef og Maria, trofaste mod sin
Religions Forskrifter, begave sig til Jerusalem efter Høitidens
Sædvane, var den 12aarige Jesus dem følgagtig; og saa skulle
og eders Børn, saasnart det Hellige kan blive Formaal for deres
Opmærksomhed, følge eder til Herrens Helligdom. Der skulle
de, vakte til Andagt og Alvor af Alt, som omgiver dem, vænnes
til at opløfte sine Hjerter til Gud, til den store Fader, ifra alt
det, som forvirrer omkring dem -- der skulle deres Tunger bøjes
til den kjærlighedsrige Guddoms Lov og til Bønnen -- der skulle
deres bevægelige, aabne Sjele modtage den himmelske Naades
frugtbareste, om endog endnu kun dunkle, Indtryk, og med hellig,
liflig Længsel ane og omfatte det alene Gode, Nødvendige og
Sande! Og troer I Forældre! naar I derefter ledsage dem til
det stille Hjem, til den fredsomme Hytte, og, efter deres Begreb,
udtyde for dem Gudsordet -- troer da, at I have ført dem et
godt Trin nærmere Guds Rige! Salighedens Værk bør tidligen
begyndes -- de evige Sandheder bør tidlig nedlægges som en
Himmeludsæd i den tilvoxende Sjel, og de skulle, tilligemed den,
udvikles, modnes, og i sin Tid desfør bære Frugt.

   Lykkelige Børn, som have modtaget denne Arv af eders For-
ældre! Den skal ei fortabes af utroe Forvaltere -- denne Rig-
dom ikke opgaae i Luer, ikke bortrøves, ikke udstryges med et
Pennestrøg -- om alene I bevare den selv! Bevarer den, og I
skulle da have mere end alle jordiske Ejendele -- I skulle da
være rige i selve Fattigdommen, hædrede i selve Ringheden.
Hvorhelst den gode Gud har udseet eders Bane, der skulle I
fuldbyrde hans Værk, vandre med god Samvittighed, og da altid
eje nok!

   Lykkelige Forældre, som efterlade denne Arv til eders Børn!
Deres Besiddelsesret skal ei hæves, deres Gode ei sammen-
smeltes i forandrede Tider, deres Grøde ei fordærves i haarde
d.IV,b.3,s.79   Aar; og de bære sine Skatte, eders efterladte Arv, med sig
hvorhelst de udvandre i den vide Verden.
   Men skulde disse Ord ogsaa falde til Forældre, som Gud har
givet rundeligere Kaar, saa gjører godt; og troer ei, at I dermed
borttage Noget fra eders Børn. Thi I berede Eder og dem,
eders levende Exempler, Naade i det Høje, og dette er den
bedste Beholdning. Thi "bedre er dog noget Lidet med Herrens
Frygt, end en stor Skat med Uro. -- Have I ei jordisk Velvære,
den rige Mands Dynger, at efterlade dem -- dette er ei den
bedste Arv -- sørger da ei derover! Gud sørger for dem, som
ere ham kjære. Han overgiver ikke dem, som hans Bud og Veje
holde: "Det man lider i Herrens Frygt -- det er Rigdom, Ære
og Liv". Og hisset --


           hvor Nød i Herlighed forgaaer,
           hvor ingen Smerte mere naaer
           det lette Hjerte, Aanden faaer
                       af Lysets Rosenblade,
           hvor i Alkjerlighedens Smiil
           den unge Engel lys og mild
           sit Legeme af himmelsk Ild
                       evindelig kan bade --

hisset skulle Børnene møde Eder og sjunge med Engletunger til
eders Ære for Gud og Himlens Herlige: "Os var, Os er den
bedste Arvedeel tilfalden"!


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE